(274) Dette kapitel er bygget op over Matt 15,29-39; 16,1-12; Mark 7,31-37; 8,1-21
Og da han gik bort igen fra egnene omkring Tyrus, kom han over Zidon midt igennem Dekapolis egne til Galilæas sø." Mark.7,31. ret
(274) Det var i landsdelen Dekapolis, at de besatte i Gergesa var blevet helbredt. Her havde befolkningen i skræk over tilintetgørelsen af svinene tvunget Jesus til at drage bort fra dem. Men de havde lyttet til de budbringere, han havde efterladt der, og der var opstået et ønske om at se ham. Da han nu atter kom til denne egn, samledes en skare om ham, og man bragte en døv mand, som også stammede, til ham. Jesus helbredte ikke manden ved, efter sin sædvane, kun at sige et ord. Han førte ham bort fra mængden, stak sine fingre i hans øren og rørte ved hans tunge. Så, så han op mod Himmelen og sukkede ved tanken om de øren, som ikke ville lukke sig op for sandheden, og de tunger, som ikke ville kendes ved Frelseren. Ved ordene: "Luk dig op!" fik manden atter talens brug, og uden at bryde sig om befalingen om ikke at fortælle det til nogen udspredte han beretningen om sin helbredelse viden om. ret
(274) Jesus gik op i bjergene, og der flokkedes mængden om ham og medbragte deres syge og lamme og lagde dem ved hans fødder. Han helbredte dem alle, og skønt folket var hedninger, priste de Israels Gud. I tre dage vedblev de med at stimle sammen om Frelseren, sov om natten under åben himmel og trængtes om dagen om ham for at høre Kristi ord og for at se hans gerninger. Da de tre dage var gået, havde de ikke mere mad. Jesus ville ikke sende dem sultne bort, og han kaldte sine disciple til sig, for at de skulle give dem mad. Atter blev disciplenes vantro afsløret. De havde ved Betsajda set, hvordan deres lille forråd ved Kristi velsignelse havde været tilstrækkeligt til at mætte de mange mennesker. Alligevel kom de ikke frem med alt, hvad de havde, i tillid til hans magt til at mangedoble det til de sultne skarer. Desuden var det jøder, han havde mættet ved Betsajda; her drejede det sig om fremmede og hedninger. De jødiske fordomme var stadig stærke hos disciplene, og de svarede Jesus: "Hvorfra skal man kunne få brød nok til at mætte dem alle her i en ørken?" Men de adlød hans ord og bragte ham, hvad de havde: syv brød og to fisk. Skaren blev mættet, og syv store kurve med levninger blev tilovers. Således blev fire tusinde mænd foruden kvinder og børn mættede, og Jesus sendte dem bort, glade og taknemmelige. ret
(275) Derefter gik han i en båd sammen med sine disciple og drog over søen til Magdala i den sydlige del af Genezaret sletten. I egnene ved Tyrus og Zidon var hans sjæl blevet vederkvæget ved den kananæiske kvindes tillidsfulde tro. Det hedenske folk i Dekapolis havde modtaget ham med glæde. Nu, hvor han landede i Galilæa, hvor hans kraft havde åbenbaret sig alder stærkest, og hvor de fleste af hans barmhjertigheds gerninger var sket, og hvor han havde udbredt sin lære, blev han nu mødt med foragt og vantro. ret
(275) Udsendinge fra farisæerne havde fundet tilslutning hos de rige og fornemme saddukæere, det præstelige parti, tvivlerne og aristokraterne i folket. Der havde hersket bittert fjendskab mellem disse to partier. Saddukæerne søgte regeringsmagtens gunst for at kunne opretholde deres stilling i samfundet og deres myndighed. Farisæerne derimod nærede det samme had mod romerne som folket og længtes efter det øjeblik, hvor de kunne frigøre sig for erobrernes åg. Nu sluttede farisæerne og saddukæerne sig sammen mod Kristus. Lige søger lige, og hvor det onde findes, vil det slutte sig sammen med andet ondt for at kunne ødelægge det gode. ret
(275) Nu kom farisæerne og saddukæerne til Kristus og bad ham om et tegn fra Himmelen. Da Israel på Josuas tid drog ud for at kæmpe mod kanaanæerne ved BetHoron, stod solen stille på deres førers bud, indtil sejren var vundet; og mange lignende undere var sket i folkets historie. Nu krævede de, at Jesus skulle give dem et sådant tegn. Men det var ikke den slags tegn, jøderne havde brug for. Intet rent ydre bevis ville være dem til nogen nytte. Det, de trængte til, var ikke forstandsmæssig oplysning, men åndelig fornyelse. ret
(275) I hyklere, sagde Jesus, himmelens udseende forstår I at tyde, de kunne forudsige vejret ved at betragte himmelen tidernes tegn derimod ikke. Kristi egne ord, som blev udtalt med Helligåndens kraft, der overbeviste dem om synd, var det tegn, som Gud havde givet til deres frelse. Og der var blevet givet dem direkte tegn fra Himmelen for at bevidne Kristi sendelse. Englenes sang for hyrderne, stjernen, som ledte de vise mænd, duen og røsten fra Himmelen var alt sammen vidnesbyrd om ham. ret
(275) Og han sukkede dybt i sin ånd og siger: Hvorfor forlanger denne slægt et tegn? Der skal ikke gives den andet tegn end Jonas tegn. Ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, sådan skulle Kristus være lige så længe i jordens skød. Og ligesom Jonas prædiken for ninevitterne var et tegn, sådan var Kristi prædiken et tegn for hans slægtled. Men hvor var der stor forskel på den måde, hvorpå de modtog ordet! Indbyggerne i den store hedenske by skælvede, da de hørte de advarende ord fra Gud. Konger og stormænd ydmygede sig, rige og fattige råbte sammen til Himmelens Gud, og han skænkede dem barmhjertighed. Mænd fra Nineve skal stå op ved dommen sammen med denne slægt, havde Kristus sagt, og bringe fordømmelse over den; thi de omvendte sig ved Jonas prædiken; og se, her er mere end Jonas. Matt. 12,40-41. ret
(275) Enhver af Kristi undergerninger var et tegn på hans guddommelighed. Han gjorde de samme gerninger, der var blevet forudsagt om Messias, men for farisæerne forekom disse gerninger at være en direkte fornærmelse. Jødefolkets ledere betragtede menneskelige lidelser med hjerteløs ligegyldighed. Ved mange lejligheder havde deres egoisme og tyranni været skyld i de lidelser, som Kristus lindrede. Derfor forekom hans undergerninger dem at være en bebrejdelse. ret
(276) Det, som fik jøderne til at forkaste Frelserens gerning, var det største bevis for hans guddommelige væsen. Det mest betydningsfulde ved hans undere findes i den kendsgerning, at de skete til velsignelse for mennesker. Det største bevis for, at han kom fra Gud, består i, at han åbenbarede Guds karakter. Han gjorde Guds gerninger og talte Guds ord. Et sådant liv er det største af alle mirakler. ret
(276) Når sandhedens budskab i vore dage bliver forkyndt, er der mange, der ligesom jøderne råber: Giv os et tegn! Vis os et under! Jesus gjorde ingen undergerninger på farisæernes opfordring. Han gjorde ingen mirakler i ørkenen som svar på Satans fristelser. Han giver os ikke magt til at hævde os eller til at tilfredsstille vantroens og hovmodets krav. Men evangeliet er ikke uden tegn på sin guddommelige oprindelse. Er det ikke et under, at vi kan frigøre os fra Satans trældom? Fjendskab mod Satan er ikke noget naturligt for menneskehjertet; det er indpodet ved Guds nåde. Når et menneske, som har været behersket af en hårdnakket egensindighed, bliver frigjort og af hele sit hjerte overgiver sig til at lade sig lede af Guds himmelske kræfter, så sker der et under. ret
(276) Det samme er tilfældet, når et menneske, der har levet i store vildfarelser, kommer til at forstå sandhedens moral. Hver eneste gang en sjæl bliver anvendt og lærer at elske Gud og holde hans bud, opfyldes Guds løfte: "Jeg giver eder et nyt hjerte, og en ny ånd giver jeg i eders indre." Ez. 36,26. Forandringen i menneskehjerter, forvandlingen af menneskers karakter er et under, som åbenbarer os en evig Frelser, der arbejder for at frelse sjæle. Et liv, som er i overensstemmelse med Kristus, er et stort under. Når Guds ord prædikes, er Helligåndens nærværelse det tegn, der nu og altid burde åbenbare sig for at gøre ordet til en genfødende kraft for alle dem, der hører det. Dette er Guds vidnesbyrd over for verden om hans Søns guddommelige hverv. ret
(276) Disse mennesker, der ønskede et tegn fra Jesus, havde i den grad forhærdet deres hjerter i vantro, at de ikke i hans karakter opdagede ligheden med Gud. De ville ikke se, at hans gerning var en opfyldelse af Skrifterne. I lignelsen om den rige mand og Lazarus sagde Jesus til farisæerne: "Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde." Luk. 16,31. Intet tegn, der kunne gives i Himmelen eller på jorden, ville kunne gavne dem. ret
(276) Jesus "sukkede dybt i sin ånd", og han vendte sig fra denne kreds af smålige kritikere og gik igen i båden sammen med sine disciple. I sorgfuld tavshed satte de atter over søen. De vendte imidlertid ikke tilbage til det sted, hvor de var kommet fra, men stilede lige mod Betsajda, i nærheden af det sted, hvor de fem tusinde var blevet mættede. Da de var nået over til den anden side, sagde Jesus: "Se til, at I tager jer i vare for farisæernes og saddukæernes surdej!" Jøderne havde fra Moses tid været vant til at fjerne surdej fra deres hjem i påsketiden, og derfor havde de lært at betragte den som et billede på synd. Alligevel misforstod disciplene Jesus. Ved den pludselige afrejse fra Magdala havde de glemt at tage brød med, og de havde kun et eneste brød. De mente, at det var dette, Kristus hentydede til, og at han advarede dem mod at købe brød af en farisæer eller en saddukæer. Deres mangel på tro og åndelig indsigt havde ofte fået dem til at misforstå hans ord på lignende måde. Nu dadlede Jesus dem, fordi de mente, at han, som havde mættet tusinder med nogle få fisk og bygbrød, med denne højtidelige advarsel kun havde hentydet til timelig føde. Der var fare for, at farisæernes og saddukæernes snedige ræsonnementer kunne smitte disciplene med vantro, så de kom til at undervurdere Jesu undergerninger. ret
(277) Disciplene var tilbøjelige til at mene, at deres Mester burde have imødekommet kravet om et tegn fra Himmelen. De troede, at han sagtens kunne gøre det, og at et sådant tegn ville bringe hans fjender til tavshed. De opfattede ikke, hvor hykleriske disse smålige kritikere var. ret
(277) Måneder herefter, "da der havde samlet sig folk i tusindtal, så de var ved at træde på hverandre," gentog Jesus den samme belæring. "Han sagde, først og fremmest til sine disciple: Tag jer i vare for farisæernes surdej hykleriet" Luk. 12,1. ret
(277) Når surdejen kommer i melet, arbejder den umærkeligt og forandrer hele dejen efter sin egen beskaffenhed. Sådan vil hykleriet, hvis det får lov at bo i hjertet, gennemsyre karakteren og livet. Kristus havde allerede dadlet et slående eksempel på farisæernes hykleri ved at fordømme udøvelsen af "korban", hvorved undladelse af sønlige pligter skjulte sig under påskud af gavmildhed over for templet. De skriftkloge og farisæerne indførte bedrageriske principper. De skjulte deres læresætningers virkelige hensigt og benyttede enhver lejlighed til snedigt at indpode dem i deres tilhøreres sind. Når disse falske principper en gang var godkendt, virkede de som surdej i melet og gennemsyrede og forvandlede karakteren. Det var denne bedrageriske lærdom, som gjorde det så vanskeligt for folket at tage mod Jesu ord. ret
(277) De samme kræfter arbejder i dag gennem dem, der forsøger at udlægge Guds lov på en sådan måde, at den kommer til at passe sammen med deres skikke. Denne slags mennesker angriber ikke åbenlyst loven, men de fremkommer med teorier, som undergraver dens grundtanker. De forklarer den på en måde, så dens kraft ødelægges. ret
(277) Farisæernes hykleri stammede fra egoisme. Selvforherligelsen var deres livs mål. Det var den, som fik dem til at forvanske og mistyde Skrifterne, og som gjorde dem blinde for formålet med Kristi sendelse. Denne snigende fare var selv disciplene udsatte for. De, som regnede sig for at høre til blandt Jesu disciple, men de havde ikke forladt alt for at blive det, disse blev i høj grad påvirkede af farisæernes fornuftgrunde. De vaklede ofte mellem tro og vantro, og de opfattede ikke de skatte af visdom, der skjulte sig i Kristus. Selv disciplene var, skønt de udadtil havde forladt alt for Jesu skyld, ikke i deres hjerte holdt op med at ønske storhed for sig selv. Det var denne ånd, som tilskyndede dem til striden om, hvem af dem der skulle være den største. Det var dette, der stod imellem dem og Kristus, og som gjorde, at de stemte så dårligt overens med hans selvopofrende tjeneste og var så længe om at forstå frelsens mysterium. Ligesom surdejen, hvis den får lov at fuldende sit værk, vil forårsage fordærvelse og ødelæggelse, sådan vil den egoistiske ånd, hvis den bliver næret, virke til sjælens besmittelse. ret
(278) Hvor findes der i dag, ligesom i gamle dage, meget af denne snigende, bedrageriske synd blandt Herrens disciple! Hvor ofte ødelægges vor tjeneste for Kristus og vort fællesskab med hinanden ikke af det hemmelige ønske om egen storhed! Hvor er vi rede til at tænke høje tanker om os selv og længes efter menneskers bifald! Det er selviskheden og ønsket om en lettere vej end den, Gud har anvist os, som fører os til at erstatte de guddommelige forskrifter med menneskelige teorier og overleveringer. Disse formanende ord blev sagt til Jesu egne disciple: "Tag jer i vare for farisæernes surdej." ret
(278) Kristi religion er i sig selv oprigtighed. Nidkærhed for Guds ære er den grundtanke, der er indpodet ved Helligånden, og kun Åndens virksomme gerning kan indpode denne tanke. Kun Guds kraft kan udrydde egoisme og hykleri. Denne forvandling er tegnet på hans gerning. Når den tro, vi har, tilintetgør egoisme og hykleri, når den fører os til at søge Guds ære og ikke vor egen, så ved vi, at den er ægte. "Fader! herliggør dit navn!" (Joh. 12,28) var grundtonen i Kristi liv, og hvis vi følger ham, vil det blive grundtonen i vort liv. Han befaler os at "vandre, således som han vandrede;" og "deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud." 1Joh. 2,6. 3. ret