(290) Dette kapitel er bygget op over Matt 17,9-21; Mark 9,9-29; Luk 9,37-45
De havde tilbragt hele natten på bjerget, og da solen stod op, steg Jesus og hans disciple ned til sletten. Disciplene var fordybede i deres egne tanker, tavse og fulde af ærefrygt. Selv Peter havde ikke et ord at sige. De ville med glæde have dvælet på dette hellige sted, hvor Guds Søn havde åbenbaret sin herlighed; men der var arbejde, som skulle gøres for folket, som allerede ledte efter Jesus alle vegne. ret
(290) Ved bjergets fod havde en stor skare samlet sig. De var ført derhen af de disciple, der var blevet tilbage, men som vidste, hvor Jesus var gået hen. Da Frelseren nærmede sig, pålagde han sine tre ledsagere at tie om det, de havde været vidne til, idet han sagde: "Tal ikke til nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opvakt fra de døde." Den åbenbaring, som disciplene havde oplevet, skulle de overveje i deres egne hjerter og ikke fortælle om vidt og bredt. At berette om den til skarerne ville kun vække latter eller unyttig forundring. Og selv de ni apostle ville ikke, kunne forstå denne begivenhed, før efter at Kristus var opvakt fra de døde. Hvor langsomt opfattende selv de tre udvalgte disciple var, ser man af den kendsgerning, at de til trods for alt, hvad Kristus havde sagt om, hvad der forestod ham, alligevel drøftede med hinanden, hvad det ville sige at opstå fra de døde. Dog bad de ikke Jesus om nogen forklaring. Hans ord med hensyn til fremtiden havde fyldt dem med sorg. De søgte ikke nogen yderligere åbenbaring af det, som de helst ville tro aldrig skulle ske. ret
(290) Da folk på sletten fik øje på Jesus, løb de ham i møde og hilste ham med både ærbødige og glade ord. Dog opdagede hans skarpe blik, at de var kommet i store vanskeligheder. Disciplene så ud til at være kede af det. Der var lige sket noget, som havde forvoldt dem en bitter skuffelse og ydmygelse. ret
(290) Medens de ventede ved bjergets fod, havde en fader bragt sin søn hen til dem, for at de skulle befri ham for en ånd, som plagede ham og gjorde ham stum. Da Jesus havde udsendt de tolv for at prædike i hele Galilæa, havde han givet dem magt over de urene ånder, så de kunne uddrive dem. Når de handlede i fast tro, havde de onde ånder adlydt deres befaling. Nu bød de i Kristi navn den onde ånd forlade sit offer, men ånden spottede dem kun ved på ny at vise sin magt. Disciplene, som ikke var i stand til at redegøre for deres nederlag, følte, at de bragte skam over både sig selv og deres Mester. Og der var skriftkloge blandt mængden, som på alle måder benyttede denne anledning til at ydmyge dem. De trængte sig ind på disciplene og bestormede dem med spørgsmål for at bevise, at de og deres Mester var bedragere. De skriftkloge erklærede triumferende, at der her var en ond ånd, som hverken disciplene eller Kristus selv kunne overvinde. Folket var tilbøjeligt til at gøre fælles sag med de skriftkloge, og en følelse af foragt og hån var ved at få overhånd i skaren. ret
(291) Men pludselig holdt beskyldningerne op. Man så Jesus og de tre disciple komme vandrende, og med hastigt omskiftende følelser vendte folket om for at gå dem i møde. Denne nat i samfund med den himmelske herlighed havde sat sine spor på Frelseren og hans ledsagere. Der var et lys over deres ansigter, som slog tilskuerne med ærefrygt. De skriftkloge trak sig ængsteligt tilbage, medens folket hilste Jesus velkommen. ret
(291) Som om Frelseren havde været vidne til det, der var sket, trådte han hen til det sted, hvor striden foregik, og spurgte, medens han holdt blikket fæstet ved de skriftkloge: "Hvad er det, I strides med dem om?" Men de stemmer, der før havde lydt så tapre og trodsige, tav nu stille. Der var lagt en dæmper på hele forsamlingen. Nu banede den ulykkelige fader sig vej gennem skaren og kastede sig ned for Jesu fødder, medens han fremkom med hele historien om sine bekymringer og sin skuffelse. ret
(291) Mester, sagde han, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, der gør ham stum. Og når som helst den tager magten over ham, kaster den ham om ..... ; og jeg har sagt til dine disciple, at de skulle uddrive den, men de magtede det ikke. Jesus så sig omkring i skaren, som var grebet af rædsel, så på de småligt kritiserende skriftkloge og de forvirrede disciple. I hvert eneste hjerte stod vantroen skrevet, og med sorgfuld stemme udbrød han: Ah, du vantro slægt! hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg tåle jer, Derefter bød han den ulykkelige fader: Før ham herhen til mig. ret
(291) Drengen blev bragt derhen, og idet Frelserens blik faldt på ham, kastede den urene ånd ham til jorden i frygtelige krampetrækninger. Han lå og vred sig, medens han frådede og luften genlød af uhyggelige skrig. Igen havde livets fyrste og de mørke magters fyrste mødt hinanden på slagmarken, Kristus for at opfylde sin bestemmelse, at "udråbe for fanger, at de skal få frihed, ..... for at sætte fortrykte i frihed" (Luk. 4,18), og Satan for at forsøge at bevare magten over sit offer. Lysets engle og en hær af onde engle skyndte sig, usynlige, med at komme til stede for at overvære kampen. En kort stund tillod Jesus den onde ånd at udfolde sin magt, så de tilstedeværende kunne komme til at forstå, hvilken befrielse der nu ville ske. ret
(291) Skaren så til med tilbageholdt åndedræt og faderen i en tilstand af kval mellem håb og frygt. Jesus spurgte: "Hvor lang tid har han haft det sådan?" Faderen fortalte om de mange års lidelse, og som om han nu ikke kunne udholde mere, udbrød han: "Men hvis du formår noget, så forbarm dig over os og hjælp os." "Hvis du formår!" Selv nu tvivlede faderen om Kristi magt. Jesus svarer ham: "Hvis du formår! alt er muligt for den,der tror." Fra Kristi side er der ingen mangel på magt. Sønnens helbredelse er afhængig af faderens tro. Grådkvalt og i følelsen af sin egen svaghed overgiver faderen sig til Kristi barmhjertighed og råber: "Jeg tror, hjælp min vantro!" ret
(292) Jesus vender sig til den syge og siger: "Du stumme og døve ånd! Jeg byder dig, far ud af ham og far ikke mere ind i ham" Der lyder et skrig, og derefter følger en frygtelig kamp. Det er, som om den onde ånd, idet den farer ud, er ved at berøve sit offer livet. Så ligger drengen ganske stille og tilsyneladende livløs. Mængden hvisker: "Han er død!" Men Jesus tager ham ved hånden, rejser ham op og giver ham, fuldkommen sund på legeme og sjæl, til hans fader. Fader og søn priser deres befriers navn. Skaren blev "slået af undren over Guds vældige magt", medens de skriftkloge ærgerlige lister sig bort, besejrede og slukørede. ret
(292) Hvis du formår noget, så forbarm dig over os og hjælp os Hvor mangen en sjæl, som er tynget af synden, har ikke gentaget denne bøn! Og til dem alle lyder den medlidende Frelsers svar: Hvis du formår! alt er muligt for den, der tror! Det er troen, som forener os med Himmelen og skænker os kraft til at kunne tage kampen op mod mørkets magter. I Kristus har Gud givet os mulighed for at undertrykke hvert syndigt karaktertræk og modstå enhver fristelse, hvor stærk den end er. Men mange føler, at de mangler tro, og derfor holder de sig borte fra Kristus. Gid disse sjæle i deres hjælpeløse uværdighed ville give sig over til deres medlidende Frelsers nåde. Se ikke på dig selv, men se hen til Kristus. Han, som helbredte de syge og uddrev onde ånder, dengang han vandrede blandt mennesker, er i dag den samme mægtige Frelser. Troen kommer ved Guds ord. Så hold fast ved hans løfte: Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort. Joh. 6,37. Kast dig ned for hans fødder og råb: Jeg tror, hjælp min vantro! Du kan aldrig gå fortabt, når du gør dette, aldrig! ret
(292) I løbet af ganske kort tid har de udvalgte disciple set den største herlighed og den største ydmygelse. De har set mennesket forvandlet i Guds billede og nedværdiget til at ligne Satan. Fra bjerget, hvor Jesus talte med de himmelske sendebud og af røsten fra den strålende sky var blevet erklæret for at være Guds Søn, har de set ham stige ned for at møde det frygteligste og mest oprørende syn: den vanvittige dreng med de forvredne ansigtstræk, tænderskærende i pinefuld krampe, som ingen menneskemagt kan lindre. Og denne mægtige Frelser, som for kun få timer siden stod herliggjort foran sine undrende disciple, bøjer sig ned for at løfte Satans offer op fra jorden, hvor han ligger og vælter sig, og giver ham sund og rask på legeme og sjæl tilbage til hans fader og hans hjem. ret
(292) Dette var en anskuelsesundervisning om frelse, den Guddommelige bøjer sig fra Faderens herlighed ned for at frelse de fortabte. Det var også et eksempel på disciplenes tjeneste. Kristi tjeneres liv skal ikke tilbringes alene sammen med Jesus på bjergets top, med timer i åndelig klarhed. Der venter dem et arbejde nede på sletten. Sjæle, som er i Satans trældom, venter på troens og bønnens ord for at blive frigjorte. ret
(293) De ni disciple undrede sig stadig over, at deres eget forsøg var mislykkedes, og da Jesus atter var blevet ene med dem, spurgte de: "Hvorfor kunne vi ikke uddrive den?" Jesus svarede dem: "Fordi I har så lidt tro; thi sandelig siger jeg eder: hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I "sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen, så skal det flytte sig; og intet vil være umuligt for jer. (Den slags farer kun ud ved bøn og faste.)" Deres vantro havde lukket dem ude fra en dybere forståelse af Kristus, og den letsindighed, hvormed de betragtede den hellige opgave, der var blevet betroet til dem, havde været årsag til deres mislykkede bestræbelser i striden mod mørkets magter. ret
(293) Kristi ord, der viste hen til hans død, havde skabt sorg og tvivl. Og udvælgelsen af de tre disciple til at ledsage Jesus op på bjerget havde vakt skinsyge hos de ni. I stedet for at styrke deres tro gennem bøn og ved alvorligt at tænke over Kristi ord havde de dvælet ved deres modløshed og deres personlige grund til at klage. I denne mørke tilstand havde de påtaget sig at bekæmpe Satan. ret
(293) Hvis de ville sejre i en sådan strid, måtte de begynde arbejdet i en helt anden ånd. Deres tro måtte være styrket ved inderlig bøn og ved faste og hjertets ydmyghed. De måtte være befriede fra deres eget jeg og fyldte af Guds Ånd og kraft. Inderlig, vedholdende bøn til Gud i tro, den tro, som fører til fuldstændig afhængighed af Gud og uforbeholden hengivelse til hans gerning er det eneste middel til at bringe mennesker Helligåndens hjælp i striden mod magter og myndigheder, mod verdensherskerne i dette mørke og ondskabens åndemagter i himmelrummet. ret
(293) Hvis I har tro som et sennepsfrø, sagde Jesus, kan I sige til dette bjerg: Flyt dig herfra og derhen, så skal det flytte sig. Skønt sennepsfrøet er så lille, så rummer det, det samme hemmelighedsfulde liv, som frembringer vækst i det højeste træ. Når sennepsfrøet lægges i jorden, udnytter dets lille kim ethvert af de stoffer, som Gud har sørget for til at nære den, og hurtigt udvikler den sig til en kraftig vækst. Hvis I har en sådan tro, vil I holde fast ved Guds ord og udnytte alle de hjælpemidler, han har anvist jer. På denne måde vil jeres tro blive stærkere og vil bringe jer himmelske kræfter til hjælp. De hindringer, som Satan dynger op på jeres vej vil forsvinde på troens bud, selv om de tilsyneladende er uoverstigelige ligesom de evige bjerge. Intet vil være umuligt for jer. ret