(303) Dette kapitel er bygget op over Joh 7,1-15.37-39
Tre gange om året krævedes det af jøderne, at de skulle forsamles i Jerusalem af religiøse årsager. Israels usynlige fører havde, indhyllet i en skystøtte, givet dem anvisninger med hensyn til disse sammenkomster. Under jødernes fangenskab kunne man ikke overholde dem, men da folket atter var vendt tilbage til deres eget land, begyndte man igen på overholdelsen af disse mindehøjtider. Det var Guds tanke, at disse årsfester skulle erindre folket om ham; men med ganske få undtagelser havde præsterne og folkets ledere tabt dette formål af syne. Han, som havde forordnet disse nationale forsamlinger og forstod deres betydning, var vidne til deres forvanskning. ret
(303) Løvhyttefesten var årets afsluttende højtid. Det var Guds hensigt, at folket på dette tidspunkt skulle tænke på hans godhed og nåde. Hele landet havde været under hans ledelse og nydt godt af hans velsignelser. Dag og nat var han vedblevet med at våge over dem. Solen og regnen havde bevirket, at jorden havde frembragt sin afgrøde. Fra Palæstinas dale og sletter var høsten blevet indsamlet. Oliven frugterne var blevet plukket og den værdifulde olie gemt hen i flasker. Palmen havde afgivet sit forråd. Vinrankens purpurfarvede klaser var blevet trådt i persekarrene. ret
(303) Højtiden varede i syv dage, og for at fejre den forlod Palæstinas beboere sammen med mange fra andre lande deres hjem og drog til Jerusalem. Der kom mennesker fra fjern og nær, som i deres hånd medbragte et bevis på deres glæde. Gamle og unge, rige og fattige, alle bragte de en eller anden gave som et takoffer til ham, der havde kronet året med sin godhed og ladet sine stier dryppe af fedme. Alt, hvad der kunne fryde øjet og give udtryk for den almindelige glæde, blev bragt frem fra skovene. Byen kom til at ligne den skønneste skov. ret
(303) Festen var ikke blot tænkt som et takoffer for høsten, men var en mindefest for Guds beskyttende omsorg for Israel i ørkenen. Til erindring om deres liv i telte boede israelitterne, så længe højtiden varede, i hytter eller telte af grønne grene. Disse blev rejst på gaderne, i tempelgårdene eller på husenes tage. Rundt omkring på bjergene og i dalene omkring Jerusalem så man også disse løvrige boliger, og alt syntes at være levende af mennesker. ret
(303) Tempelgæsterne fejrede denne begivenhed med lovsange og taksigelser. Kort tid før denne højtid fejredes forsoningsdagen, hvor folket efter at have bekendt deres synder blev erklærede for at have fred med Gud. På denne måde var vejen banet for en glædesfest. "Lov Herren,thi han er god, og hans miskundhed varer evindelig!" (Sl. 106, 1) lød med sejrsklang medens alle slags musik, blandet med hosiannaråb, ledsagede den fælles sang. Templet var midtpunktet for den almindelige glæde. Her foregik offerceremonierne med al deres pragt. Her ledede levitternes kor, der stod opstillet på begge sider af den hvide marmortrappe op til den hellige bygning, gudstjenestens sang. De mange tempelgæster, der svang deres palme og myrtegrene, faldt ind i melodien og sang med i korene, og atter blev tonen opfanget af stemmer fjern og nær, indtil bjergene rundt omkring genlød af lovsang. ret
(304) Ved nattetid var templet og tempelgårdene kunstigt oplyst. Musikken, de viftende palmegrene, de glade hosiannaråb, den store tilstrømning af mennesker, over hvem lyset strålede fra de nedhængende lamper, præsternes dragter og den højtid, der var over ceremonierne, forenedes til et hele, der gjorde et dybt indtryk på de tilstedeværende. Men det mest betagende under festen og det, der skabte størst glæde, var en ceremoni, som skulle minde om en begivenhed under opholdet i ørkenen. ret
(304) Ved det første daggry blæste præsterne en lang, gennemtrængende tone på deres sølvbasuner, og de modsvarende basuner og folkets glade råben fra deres hytter gav genlyd over høje og dale og hilste festdagen velkommen. Derefter øste præsten en flaske fuld af vand fra Kedrons rindende vande og løftede den højt, og medens basunerne klang, steg han op ad de brede trapper til templet, idet han gik i takt med musikken med langsomme, afmålte skridt, medens han sang: "Så står vore fødder da i dine porte, Jerusalem!" Sl. 122,2. ret
(304) Han bar flasken hen til alteret, som indtog midterpladsen i præsternes gård. Her stod to sølvskåle, og ved siden af hver af dem stod en præst. Vandet blev hældt i den ene af skålene, og i den anden en flaske vin, og indholdet af begge skåle flød gennem et rør, der havde forbindelse med Kedron, og derfra ud i Det døde Hav. Det, der her skete med det indviede vand, var symbolsk for den kilde, der på Guds befaling vældede frem af klippen for at slukke Israels børns tørst. Derefter klang disse jublende toner: "Herren er min styrke og min lovsang;" "I skal øse vand med glæde af frelsens kilder." Es. 12,2-3. ret
(304) Da Josefs sønner gjorde forberedelser til at overvære løvhyttefesten, lagde de mærke til, at Kristus ikke foretog sig noget, der tydede på, at han havde til hensigt at gøre det samme. De så ængsteligt på ham. Siden helbredelsen ved Betesda dam havde han ikke været til stede ved nogen af folkets sammenkomster. For at undgå unødig strid med de ledende mænd i Jerusalem havde han indskrænket sit virkefelt til Galilæa. Hans tilsyneladende ligegyldighed for de store, religiøse festdage og det fjendskab, som præsterne og de skriftkloge udviste imod ham, forårsagede forvirring blandt folk omkring ham, ja, selv blandt hans egne disciple og hans familie. I sin lære havde han lagt vægt på lydighed mod Guds lav, men alligevel syntes han selv med ligegyldighed at betragte den tjeneste,som var indstiftet af Gud. ret
(305) Hans samkvem med toldere og andre ilde berygtede mennesker, hans manglende ærbødighed for rabbinernes forskrifter, og den dristighed, hvormed han tilsidesatte de traditionelle krav med hensyn til sabbatten, syntes alt sammen at bringe ham i modstrid med den gejstlige øvrighed og vakte megen undren. Hans brødre mente, at det var en fejl af ham at skabe fjendskab med landets store og lærde mænd. De mente, at disse mænd måtte være i deres gode ret, og at Jesus begik en fejl ved at være i modstrid med dem. Men de havde været vidne til hans pletfri liv, og skønt de ikke regnede sig selv for at høre til blandt hans disciple, så havde hans gerninger gjort dybt indtryk på dem. Det tilfredsstillede deres ærgerrighed, at han var så elsket i Galilæa. De håbede stadig på, at han ville give et bevis på sin magt, som kunne få farisæerne til at indse, at han var den, som han hævdede at være. Tænk, om han virkelig var Messias, Israels konge! Med stolt tilfredshed hægede de om denne tanke. ret
(305) De var så ivrige for denne sag, at de tilskyndede Kristus til at drage til Jerusalem. "Drag bort herfra og gå til Judæa," sagde de, "for at også dine disciple kan se de gerninger, du gør. Der er jo ingen, der virker i det skjulte, når han selv ønsker at være offentlig kendt. Når du gør disse gerninger, så vis dig for verden!" Disse ord gav udtryk for tvivl og vantro. De tillagde ham fejhed og svaghed. Hvis han vidste, at han var Messias, hvorfor holdt han sig så, så mærkeligt uvirksomt tilbage? Hvis han virkelig ejede en sådan magt, hvorfor så ikke dristigt drage til Jerusalem og hævde sine krav? Hvorfor ikke i Jerusalem gøre de samme undergerninger, som der blev berettet om i Galilæa? Lad være med at skjule dig i afsides provinser, sagde de, og med at udføre dine kraftige gerninger udelukkende for uvidende bønder og fiskere. Fremstil dig i hovedstaden, få støtte fra præsterne og rådsherrerne og få folket samlet til oprettelsen af det nye rige. ret
(305) Disse Jesu brødre ræsonnerede ud fra det selviske motiv, der så ofte findes i deres hjerter, som higer efter at stille sig til skue. Denne ånd var den samme, som hersker i denne verden. De var krænkede, fordi Kristus i stedet for at søge timelig magt havde erklæret, at han var livets brød. De var dybt skuffede, fordi så mange af hans disciple svigtede ham. De vendte sig selv fra ham for at undgå den ubehagelighed at indrømme det, som hans gerninger åbenbarede: at han var den, som Gud havde udsendt. ret
(305) Da siger Jesus til dem: For mig er tiden endnu ikke kommet; men for jer er tiden altid for hånden. Verden kan ikke hade jer; men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde. Drag I op til højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne højtid, thi for mig er tiden endnu ikke inde. Det sagde han til dem og blev i Galilæa. Hans brødre havde talt til ham i en myndig tone og foreskrevet ham, hvilken fremgangsmåde han burde følge. Han vendte irettesættelsen mod dem selv ved ikke at stille dem lige med sine selvfornægtende disciple, men med verden. Verden kan ikke hade jer, sagde han, men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde. Verden hader ikke dem, der ligner den selv i ånd; dem elsker den som sine egne. ret
(305) For Kristus var verden ikke et sted til velvære og selvforherligelse. Han var ikke på vagt for at finde en lejlighed til at komme i besiddelse af dens magt og dens ære. For ham frembød den intet værd af denne art. Den var det sted, hvortil hans Fader havde sendt ham. Han var blevet givet hen for verdens liv, for at udvirke den store frelsesplan. Han udførte sit arbejde for den faldne slægt. Men han skulle ikke være overmodig, ikke styrte sig ud i fare, ikke haste mod et kritisk vendepunkt. Hver begivenhed under hans gerning havde sin fastsatte time. Han måtte møde verdens had. Han vidste, at hans opgave ville medføre hans død; men at udsætte sig herfor, før tiden var inde, ville ikke være hans Faders vilje. ret
(306) Fra Jerusalem havde rygtet om Kristi mirakler spredt sig alle vegne, hvor der boede jøder; og skønt han i mange måneder ikke havde været til stede ved højtiderne, var interessen for ham ikke blevet ringere. Fra alle verdens kanter var mange kommet op til løvhyttefesten i håb om at få ham at se. Ved festens begyndelse var der mange, som spurgte efter ham. Farisæerne og rådsherrerne holdt udkig efter ham i håb om at finde en anledning til at få ham dømt. De spurgte ivrigt: "Hvor er han?" men ingen vidste det. Tanken om ham var det fremherskende i alles sind. På grund af frygt for præsterne og rådsherrerne var der ingen, som vovede at anerkende ham som Messias, men alle vegne blev han drøftet stille og alvorligt. Mange forsvarede ham som et menneske, der var sendt af Gud, medens andre beskyldte ham for at vildlede folket. ret
(306) I mellemtiden var Jesus i al stilhed ankommet til Jerusalem. Han havde valgt sig en ubefærdet vej til sin færd for at kunne undgå de rejsende, der fra alle kanter begav sig til hovedstaden. Hvis han havde sluttet sig til en af de karavaner, der drog op til festen, ville det have vagt almindelig opmærksomhed, når han ankom til byen, og hvis folket demonstrerede til fordel for ham, ville det have ophidset øvrigheden imod ham. Det var for at undgå dette, at han valgte at foretage rejsen alene. ret
(306) Midt under højtiden, da ophidselsen på grund af ham var på sit højeste, gik han ind i tempelgården og stod ansigt til ansigt med de store skarer. På grund af, at han ikke var til stede ved festen, var det blevet antydet, at han ikke turde udsætte sig for at falde i hænderne på præsterne og rådsherrerne. Alle undrede sig over, at han kom til stede. Al tale forstummede. Alle undrede sig over hans værdige og modige optræden midt iblandt de mægtige fjender, der stræbte ham efter livet. ret
(306) Medens Jesus således stod som midtpunktet for den store skares opmærksomhed, talte han til dem, som endnu intet menneske havde gjort. Hans ord viste et kendskab til Israels love og indstiftelser, til offertjenesten og profeternes lære, som langt overgik de skriftkloges og præsternes. Han nedbrød formalismens og overleveringernes skranker. Det fremtidige livs foreteelser syntes at ligge udbredt foran ham. Som en, der så det, der er skjult, talte han om det jordiske og det himmelske, det menneskelige og det guddommelige, med uomtvistelig myndighed. Hans ord var i højeste grad klare og overbevisende, og ligesom i Kapernaum blev folket slået af forundring over hans lære, "thi han talte med myndighed". Luk. 4,32. Under vidt forskellige fremstillingsformer advarede han sine tilhørere om den elendighed, der ville blive følgen for alle dem, der forkastede de velsignelser, han var kommet for at bringe. Han. havde givet dem ethvert muligt bevis for, at han var udgået fra Gud, og havde på enhver måde bestræbt sig for at føre dem til anvendelse. Han ville ikke forkastes og myrdes af sit eget folk, hvis han kunne frelse dem fra at begå en sådan ugerning. ret
(307) Alle undrede sig over hans kendskab til loven og profeterne, og fra den ene til den anden lød dette spørgsmål: "Hvordan har han fået den skriftkundskab, da han ikke er lærd?" Ingen blev anset for at have adkomst til at være religiøs lærer, hvis han ikke havde studeret ved rabbinernes skoler, og både Jesus og Johannes Døber var blevet omtalt som uvidende, fordi de ikke havde gennemgået denne oplæring. De, som hørte dem, var forundrede over deres skriftkundskab, da de "ikke var lærde". Af mennesker havde de i sandhed ikke lært; men Himmelens Gud var selv deres lærer, og fra ham havde de modtaget den højeste form for visdom. Medens Jesus talte i templet, var folket som tryllebundet. De samme mænd, som hørte til hans mest lidenskabelige modstandere, følte sig ude af stand til at gøre ham fortræd. Lige i øjeblikket var alt andet glemt. ret
(307) Dag efter dag lærte han folket, indtil "den sidste og store højtidsdag". Om morgenen denne dag var folket blevet træt af de mange festligheder. Pludselig hævede Jesus sin røst og råbte, så det gav genlyd i tempelgårdene: "Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som Skriften har sagt, rinde strømme af levende vand." Folkets tilstand gjorde denne henvendelse meget virkningsfuld. De havde været optagne af et fortsat skue af pragt og festlighed, deres øjne havde været blændede af lys og farver, og deres øren var blevet frydet med den rigeste musik; men i hele denne rækkefølge af ceremonier havde der ikke været noget, der kunne mætte sjælens længsel, intet, der kunne stille sjælens tørst efter det, som ikke dør. Jesus indbød dem til at komme og drikke af livets kilde, af den, som i dem ville blive et kildevæld til evigt liv. ret
(307) Præsten havde samme morgen udført den ceremoni, der skulle minde om, hvordan der i ørkenen var blevet slået på klippen. Denne klippe var et symbol på ham, som ved sin død ville få frelsens levende vand til at strømme ud til alle dem, der tørstede. Kristi ord var livets vand. Her, i overværelse af de forsamlede skarer, udleverede han sig selv til at blive slået, for at livets vand kunne komme til at strømme ud til verden. Satan mente, at han ved at slå Kristus kunne tilintetgøre livets Konge, men ud fra denne klippe strømmede der levende vand. Da Jesus talte således til folket, bævede deres hjerter af en forunderlig ærefrygt,og mange af dem var rede til ligesom kvinden fra Samaria at udbryde: "Giv mig det vand, så jeg ikke mere skal tørste " Joh. 4,15. ret
(307) Jesus kendte sjælens længsel. Pragt, rigdom og ære kan ikke tilfredsstille hjertet. "Om nogen tørster, han komme til mig!" De rige og de fattige, de høje og de lave, alle er de lige velkomne. Han lover at tage byrden fra det tyngede sind, at trøste de sørgende og give de modløse nyt håb. Mange af dem, der hørte Jesus, sørgede over skuffede forhåbninger. Mange nærede en hemmelig sorg. Mange søgte at tilfredsstille deres rastløse længsler med denne verdens goder eller menneskers bifald; men når de havde opnået det alt sammen, opdagede de, at de trods al deres møje kun var nået til en utæt brønd, som ikke kunne hjælpe dem til at slukke deres tørst. De stod der midt i glansen af det glade optrin, utilfredsstillede og bedrøvede. Dette pludselige råb: "Om nogen tørster," vækkede dem op fra deres sorgfulde grublen, og medens de lyttede til de følgende ord, tændtes et nyt håb i deres sind. Helligånden fremstillede symbolet foran dem, indtil de deri så tilbuddet om frelsens uvurderlige gave. ret
(308) Kristi råb til den tørstende sjæl lyder stadig i verden, og det taler til os med endog endnu større kraft end til dem, der hørte det i templet på løvhyttefestens sidste dag. Dette kildevæld er åbent for alle. De, som er trætte og udmattede, får tilbudt det evige livs forfriskende drik. Jesus råber stadig: "Om nogen tørster, han komme til mig og drikke." "Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt." Den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv." Åb. 22,17; Joh. 4,14. ret