(309) Dette kapitel er bygget op over Joh 7,16-36.40-53; 8,1-11
Hele tiden, medens Jesus var i Jerusalem under højtiden, blev han skygget af spioner. Dag efter dag forsøgte man nye påfund for at få ham til at tie. Præsterne og rådsherrerne var på vagt for at lokke ham i en fælde. De lagde planer om at standse ham med vold. Men dette var ikke alt. De ville ydmyge denne galilæiske lærer i folkets påsyn. ret
(309) Den første dag, hvor han var til stede ved festen, var nogle af de ældste kommet til ham og havde spurgt, med hvad myndighed han lærte. De ville gerne bortlede opmærksomheden fra ham selv til spørgsmålet om hans ret til at lære andre, og på den måde også til deres egen betydningsfuldhed og myndighed. ret
(309) Min lære er ikke min egen,sagde Jesus, men hans, som sendte mig. Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget. Joh. 7,16-17. Jesus imødegik disse smålige kritikeres spørgsmål, ikke ved at svare på deres spidsfindigheder, men ved at forkynde den sandhed, som er livsvigtig for sjælens frelse. Han sagde, at opfattelsen og vurderingen af sandheden i mindre grad er afhængig af tanken end af hjertet. Hvis sandheden kun skulle være underkastet fornuftens dom, ville hovmod ikke være nogen hindring for at kunne modtage den. Men den skal modtages ved nådens påvirkning af hjertet, og dens modtagelse beror på, at man giver afkald på enhver synd, som Guds Ånd afslører. ret
(309) Hvor store fortrin mennesket end har ved at kunne opnå kundskab om sandheden, så vil disse ikke kunne gavne det, hvis ikke hjertet er åbent for modtagelse af sandheden og der sker en samvittighedsfuld overgivelse af enhver vane og handling, der er i modstrid med dens principper. For dem, der således overgiver sig til Gud med et ærligt ønske om at kende og gøre hans vilje, åbenbares sandheden som Guds kraft til deres frelse. Disse vil være i stand til at skelne mellem den, der taler på Guds vegne, og den, der kun taler for sig selv. Farisæerne havde ikke overgivet deres vilje til Guds vilje. De søgte ikke at komme til at kende sandheden, men at finde en eller anden undskyldning for at slippe uden om den. Kristus viste dem, at dette var grunden til, at de ikke forstod hans lære. ret
(309) Nu gav han dem en prøve, hvorefter den sande lærer kunne skelnes fra den falske. "Den, der taler af sit eget, søger sin egen ære, men den, som søger hans ære, som sendte ham, han er sanddru, og der er ikke uret i ham." Joh. 7,18. Den, der søger sin egen ære, taler kun af sit eget. Egoismens ånd forråder selv sin oprindelse. Men Kristus søgte Guds ære. Han talte Guds ord. Dette var beviset for hans myndighed som en sandhedens lærer. ret
(310) Jesus gav de skriftkloge et bevis på sin guddommelighed ved at vise dem, at han læste deres tanker. Lige siden helbredelsen af den syge ved Betesda havde de lagt planer om hans død. Således overtrådte de selv den lov, som de hævdede at forsvare. "Har ikke Moses givet jer loven?" sagde han, "og ingen af jer holder loven. Hvorfor søger I da at slå mig ihjel?" ret
(310) Som et lynglimt afslørede disse ord for de skriftkloge, hvilket fortabelsens dyb de var ved at styrte sig i. De var et øjeblik rædselsslagne. De indså, at de var kommet i modstrid med Almagten. Men de ville ikke lade sig advare. Deres morderiske planer måtte skjules, hvis de ville bevare deres indflydelse over folket. De gik uden om Jesu spørgsmål og udbrød: "Du må jo være besat! hvem søger at slå dig ihjel?" De antydede, at Jesu undergerninger var sket gennem anstiftelse af en ond ånd. ret
(310) Jesus ænsede ikke denne beskyldning. Han fortsatte med at vise, at hans helbredelsesunder ved Betesda var i overensstemmelse med sabbatsloven, og at det var retfærdiggjort ved den fortolkning, som jøderne selv gav loven. Han sagde: "Moses har givet jer omskærelsen; ..... og I omskærer mennesker også på en sabbat." Efter loven skulle enhver dreng omskæres på den ottende dag. Hvis dette tidspunkt faldt på en sabbat, måtte den rituelle handling alligevel udføres. Hvor langt mere ville det da ikke stemme overens med lovens ånd at gøre "et helt menneske rask på en sabbat". Og han advarede dem og sagde: "Døm ikke efter skinnet, men fæld en retfærdig dom!" ret
(310) Rådsherrerne måtte tie, og mange af folket udbrød: "Er det ikke ham, som de søger at slå ihjel? Og se, han taler frit ud, uden at de siger noget til ham. Skulle virkelig rådsherrerne have erkendt, at han er Kristus?" ret
(310) Mange af Kristi tilhørere, som boede i Jerusalem, og som ikke var uvidende om rådsherrernes anslag imod ham, følte sig draget imod ham med uimodståelig kraft. Overbevisningen om, at han var Guds Søn, trængte sig ind på dem. Men Satan stod parat til at sprede tvivl i deres sind, og hertil var vejen beredt ved deres egne fejlagtige begreber om Messias og hans kamme. I almindelighed troede man, at Kristus skulle fødes i Betlehem, men at han efter en tids forløb atter ville forsvinde, og ved hans andet komme ville ingen vide, hvorfra han kom. Der var ikke så få, der mente, at Messias ikke ville have noget naturligt slægtskabsforhold til mennesker. Og da den populære opfattelse af Messias herlighed ikke blev imødekommet af Jesus fra Nazaret, var der mange, som bed mærke i denne tanke: "Dog om ham ved vi, hvorfra han er; men når Kristus kommer, ved ingen, hvorfra han er" ret
(310) Medens de således vaklede mellem tvivl og tro, genoptog Jesus deres tanker og svarede dem: "Ja, I kender mig og ved, hvorfra jeg er! og dog er jeg ikke kommen af mig selv, men han, der har sendt mig, er sanddru, han, som I ikke kender." De påberåbte sig en viden om, hvordan Kristi oprindelse skulle være, men de var fuldstændig uvidende om den. Hvis de havde levet i overensstemmelse med Guds vilje, så ville de have kendt hans Søn, når han åbenbarede sig for dem. ret
(311) Tilhørerne kunne ikke undgå at forstå Kristi ord. Det var tydeligt, at de var en gentagelse af, hvad han havde hævdet over for Sanhedrin for mange måneder siden, da han erklærede, at han var Guds Søn. Ligesom rådsherrerne dengang forsøgte at bevirke hans død, sådan søgte de nu at gribe ham; men en usynlig magt hindrede dem. Den tøjlede deres raseri og sagde til dem: Hertil og ikke længere! ret
(311) Blandt folket var der mange, der troede på ham, og de sagde: "Når Kristus kommer, mon han da vil gøre flere tegn, end denne har gjort?" De ledende blandt farisæerne, som spændt fulgte begivenhedernes gang, lagde mærke til disse sympatitilkendegivelser blandt mængden. De skyndte sig hen til ypperstepræsterne og lagde planer om at gribe ham. De besluttede imidlertid at gribe ham, når han var alene, fordi de ikke vovede at gøre det i folkets nærværelse. Atter gav Jesus dem beviser for, at han kunne læse deres tanker. "Endnu en kort tid er jeg hos jer," sagde han, "så går jeg bort til ham, som sendte mig. I vil lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kan I ikke komme." Snart skulle han finde et tilflugtsted uden for rækkevidde af deres hån og had. Han ville stige op til sin Fader og atter blive tilbedt af englene; og derhen kunne hans mordere aldrig komme. ret
(311) Spotsk smilende sagde de skriftkloge: "Hvor tænker han på at drage hen, siden vi ikke skulle kunne finde ham? Mon han tænker på at gå til dem, som bor i adspredelsen iblandt grækerne,og lære grækerne?" Kun lidet drømte disse spottere om, at de med deres hånende ord tegnede et billede af det, som skulle være Kristi opgave! Hele dagen igennem havde han rakt hænderne ud mod et ulydigt og genstridigt folk; dog skulle han findes af dem, som ikke søgte ham; blandt et folk, som ikke påkaldte hans navn, ville han give sig til kende. Rom. 10,20-21. ret
(311) Mange, der var overbevist om, at Jesus var Guds Søn, blev vildledt af præsternes og de skriftkloges falske tankegang. Disse lærere havde med stor virkning gentaget profetierne om Messias, at "han er konge på Zions bjerg, i Jerusalem; for hans ældstes øjne er herlighed"; at "fra hav til hav skal han herske, fra floden til jordens ender". Es. 24,23; Sl. 72,8. Så fremkom de med ringeagtende sammenligninger mellem den herlighed, der her var skildret, og Jesu fattige skikkelse. Selve profetiens ord blev så forvanskede, at de retfærdiggjorde vildfarelsen. Hvis folket i oprigtighed selv havde gransket ordet, ville de ikke være blevet vildledt. Kapitel 61 hos Esajas vidner om, at Kristus netop skulle gøre den gerning, han gjorde. Kapitel 53 forkynder hans forkastelse og lidelser i denne verden, og kapitel 59 beskriver præsternes og de skriftkloges egenskaber. ret
(311) Gud tvinger ikke mennesker til at opgive deres vantro. De har lyset og mørket, sandheden og vildfarelsen for øje. De må selv afgøre, hvilke af dem de vil modtage. Den menneskelige tanke har fået evne til at skelne mellem ret og uret. Gud har bestemt, at mennesker ikke skal træffe afgørelsen efter en pludselig indskydelse, men ud fra vægtige beviser, ved omhyggeligt at sammenligne skrift med skrift. Hvis jøderne havde set bort fra deres fordomme og sammenlignet de skrevne profetier med de kendsgerninger, der kendetegnede Jesu liv, ville de have opdaget, at der bestod den skønneste harmoni mellem profetierne og deres opfyldelse i den ringe galilæers liv og gerning. ret
(312) Mange lader sig i dag narre på samme måde, som jøderne blev det. Teologiske lærere læser Bibelen i lyset af deres egen opfattelse og overlevering, og folk gransker ikke selv Skrifterne, så de kan bedømme, hvad der er sandhed; men de opgiver at dømme og overgiver deres sjæle til deres ledere. Prædiken og undervisning i hans ord er et af de midler, Gud har anvist til at sprede lys; men vi må prøve ethvert menneskes lære ved Skriftens hjælp. Den, der under bøn vil læse Bibelen med ønsket om at kende sandheden for at kunne adlyde den, vil få guddommelig oplysning. Han vil komme til at forstå Skrifterne. "Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud." Joh. 7,17. ret
(312) På højtidens sidste dag vendte de tjenere, som præsterne og rådsherrerne havde sendt ud for at gribe Jesus, tilbage uden ham. Man spurgte dem vredt: "Hvorfor har I ikke ført ham med?" De svarede, medens de så meget alvorlige ud: "Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler." ret
(312) Så forhærdede som de var, så lod de sig dog bevæge ved hans ord. Medens han talte i tempelgården, havde de stået i nærheden for at kunne opsnappe noget, som kunne anvendes imod ham. Men medens de lyttede, havde de glemt, af hvilken grund de var blevet udsendt. De stod som tryllebundne. Kristus åbenbarede sig for deres sjæle. De så det, som præsterne og rådsherrerne ikke ville se: et menneske, der lyste af guddommelig herlighed. Da de vendte tilbage, var de så opfyldte af hans tanker, så betagne af hans ord, at de til spørgsmålet: "Hvorfor har I ikke ført ham med?" kun kunne svare: "Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler." ret
(312) Da rådsherrerne og præsterne første gang var blevet stillet ansigt til ansigt med Jesus, havde de følt sig overbeviste på samme måde. De var dybt bevægede, og denne tanke tvang sig ind på dem: "Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler." Men de havde kvalt Helligåndens overbevisende kraft. Nu blev de oprørte over, at selv lovens håndhævere ville lade sig påvirke af den forhadte galilæer,og de råbte: "Er I også ført vild? Har måske nogen af rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne? Men denne hob, der ikke kender loven, de er forbandede!" ret
(312) De, til hvem sandhedens budskab bringes, spørger sjældent: "Er det sandt?" men: "Hvem siger god for det?" Mange mennesker bedømmer det efter, hvor mange der tager imod det; og dette spørgsmål lyder stadig: "Har mon nogen af de lærde eller de teologiske ledere troet på det?" Mennesker er ikke mere gunstigt indstillede over for gudfrygtighed nu, end de var det på Kristi tid. De er akkurat lige så begærlige i deres søgen efter jordisk fordel på bekostning af de evige rigdomme; og det er ikke nogen bevis mod sandheden, at så mange ikke vil godkende den, eller at den ikke bliver modtaget af denne verdens store, ja, end ikke af de religiøse ledere. ret
(313) Igen fortsatte præsterne og rådsherrerne med at lægge planer om at gribe Jesus. De brugte som påskud, at hvis han ret meget længere fik lov at være i frihed, så ville han drage folket bort fra deres retmæssige ledere, og den eneste sikre vej til at undgå det var så hurtigt som muligt at få ham bragt til tavshed. Midt i deres talestrøm blev de pludselig afbrudt. Nikodemus spurgte: "Dømmer vor lov mon et menneske, uden at man først forhører ham og får rede på, hvad han har gjort?" Der blev tavshed i forsamlingen. Nikodemus ord ramte dem i deres samvittighed. De kunne ikke dømme en mand, uden at han var forhørt. Men det var ikke blot af denne grund, at de hovmodige rådsherrer blev tavse, medens de stirrede på ham, der havde vovet at tale retfærdighedens sag. De var både rystede og bedrøvede over, at en af deres egne havde ladet sig i den grad betage af Jesu personlighed, at han ville sige et ord til hans forsvar. Da de var ved at komme sig af deres forbavselse, henvendte de sig til Nikodemus med bidende ironi: "Er du måske også fra Galilæa? Slå efter, så skal du se, at i Galilæa fremstår der ingen profet." ret
(313) Dog blev følgen af protesten, at man udsatte rådets drøftelser i denne sag. Rådsherrerne var ikke i stand til at udføre deres hensigt og dømme Jesus uden noget forhør. Overvundne, som de i øjeblikket var, "gik de hver til sit hjem, men Jesus gik ud til Oliebjerget". ret
(313) Fra byens uro og larm, fra de fordringsfulde skarer og de lumske skriftkloge begav Jesus sig til de stille olivenlunde, hvor han kunne være ene med Gud. Men tidligt om morgenen vendte han tilbage til templet, og da folket flokkedes om ham, satte han sig ned og lærte dem. Snart efter blev han afbrudt. En flok farisæere og skriftkloge kom hen til ham, og med sig slæbte de en rædselsslagen kvinde, som de med skarpe, hidsige stemmer beskyldte for at have overtrådt det syvende bud. Da de havde skubbet hende hen i nærheden af Jesus,sagde de til ham med hyklerisk ærbødighed: "I loven har Moses befalet os at stene den slags kvinder. Hvad siger nu du?" ret
(313) Deres foregivne ærbødighed dækkede over en udspekuleret plan til hans ødelæggelse. De havde benyttet sig af denne lejlighed til at sikre sig hans domfældelse, fordi de mente, at hvilken afgørelse han end traf, så kunne de finde anledning til at anklage ham. Hvis han frikendte kvinden, så kunne han anklages for at ringeagte Mose lov. Hvis han erklærede hende for skyldig til døden, så ville romerne anklage ham som et menneske, der tiltog sig en myndighed, der alene tilkom dem. ret
(313) Et øjeblik så Jesus på, hvad der foregik: det skælvende og dybt skamfulde offer, øvrighedspersonerne med deres strenge ansigter, blottet for enhver menneskelig medlidenhed. Hans fuldkommen rene sjæl gøs ved dette syn. Han vidste godt, af hvilken grund denne sag var blevet forelagt ham. Han læste deres tanker og kendte karakteregenskaberne og levnedsløbet hos enhver af dem, der stod hos ham. Disse selvbestaltede vogtere af retfærdigheden havde selv ført deres offer ud i synden for at kunne lægge snarer for Jesus. Uden at tilkendegive, at han havde hørt deres spørgsmål, bøjede han sig ned, og medens han holdt blikket fæstet ved jorden, gav han sig til at skrive i støvet. ret
(314) Utålmodige over hans tøven og tilsyneladende ligegyldighed trådte anklagerne nærmere hen til ham for at påkalde sig hans opmærksomhed for sagen. Men da deres blik ved at følge Jesu blik faldt på brolægningen ved hans fødder, forandredes deres ansigtsudtryk. Der stod der skrevet, lige for øjnene af dem, om de syndige hemmeligheder i deres eget liv. Folket, der så til, så denne pludselige forandring af deres udtryk og trængte sig frem for at finde ud af, hvad det var, som de betragtede med en sådan forbavselse og skamfuldhed. ret
(314) Trods al deres hævdelse af ærbødighed for loven lod disse rabbinere dens bestemmelse ude af betragtning ved at fremkomme med anklagen mod kvinden. Det var ægtemandens pligt at rette anklage imod hende, og de to skyldige skulle have samme straf. Anklagernes handling var aldeles ulovlig. Jesus kom dem imidlertid i møde på deres eget grundlag. Loven sagde udtrykkeligt, at hvis nogen skulle stenes, så skulle vidnerne i sagen være de første til at kaste en sten. Nu rejste Jesus sig, og medens han så stift på de sammensvorne ældste, sagde han: "Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster sten på hende!" Og derefter bøjede han sig atter ned og blev ved med at skrive på jorden. ret
(314) Han havde ikke tilsidesat den lov, Moses havde givet, og heller ikke krænket Roms myndighed. Anklagerne var blevet besejrede. Nu, hvor deres foregivne fromheds kjortel var revet fra dem, stod de skyldige og dømte over for den guddommeligt rene. De skælvede for, at deres livs skjulte synder skulle blive afslørede for offentligheden, og den ene efter den anden listede de sig bort, med bøjede hoveder og nedslagne øjne, og efterlod deres offer alene sammen med den medlidende Frelser. Jesus rejste sig op og sagde, medens han så på kvinden: "Kvinde ! hvor er de andre? Var der ingen, som fordømte dig?" Hun sagde: "Nej, Herre! ingen!" Og Jesus sagde til hende: "Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort, synd fra nu af ikke mere" ret
(314) Kvinden havde stået foran Jesus og tildækket sit ansigt af frygt. Hans ord: "Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster sten på hende," havde lydt for hende som en dødsdom. Hun vovede ikke at hæve blikket til Frelserens ansigt, men afventede i tavshed sin dom. Med forundring så hun sine anklagere gå bort, målløse og forvirrede. Så lød disse håbets ord for hendes øre: "Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort, synd fra nu af ikke mere." Hendes stolthed brød sammen, og hun kastede sig ned for Jesu fødder, medens hun hulkede sin taknemmelige tak frem og under bitre tårer bekendte sine synder. ret
(314) For hende var dette begyndelsen til et nyt liv i renhed og fred og viet til tjeneste for Gud. Ved at løfte denne faldne sjæl op gjorde Jesus et større mirakel end ved at helbrede den største legemlige sygdom. Han helbredte den åndelige sygdom, som fører til evig død. Denne bodfærdige kvinde blev en af hans mest trofaste disciple. Med selvopofrende kærlighed og hengivenhed lønnede hun hans tilgivende nåde. ret
(314) Ved at tilgive denne kvinde og ved at give hende mod til at leve et bedre liv stråler Jesu personlighed frem i en fuldkommen retfærdigheds skønhed. Selv om han ikke besmykker synden eller forringer skyldfølelsen, så søger han ikke at fordømme, men at frelse. Verden havde kun foragt og hån tilovers for denne vildfarne kvinde; men Jesus taler trøstens og håbets ord til hende. Den syndfri har medlidenhed med synderens svaghed og rækker hende en hjælpende hånd. Medens de hykleriske farisæere anklager, byder Jesus hende: "Gå bort, synd fra nu af ikke mere" ret
(315) Det er ikke Kristi discipel, der med bortvendt ansigt vender sig fra de vildfarne og overlader dem til uhindret at fortsætte ad deres vej nedad. De, som er ivrige for at anklage andre og nidkære for, at retfærdigheden skal ske fyldest, er ofte i deres eget liv mere strafværdige end den de anklagede. Mennesker hader synderen, skønt de elsker synden. Kristus hader synden, men elsker synderen. Den samme ånd vil være i dem, der følger ham. Kristenkærlighed er langsom til at dømme, hurtig til at opfatte anger og rede til at tilgive, at opmuntre, at lede vandringsmanden ind på hellighedens vej og hjælpe ham til at blive der. ret