(316) Dette kapitel er bygget op over Joh 8,12-59; 9
Jesus talte nu atter til dem og sagde: "Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys." ret
(316) Da Jesus talte disse ord, stod han i den tempelgård, som havde særlig forbindelse med løvhyttefesten. Midt i denne gård stod der to høje standere, der bar holdere til vældige lamper. Når aftenofferet var bragt, blev alle lamperne tændt og spredte deres lys ud over hele Jerusalem. Denne ceremoni skete til minde om den ildstøtte, der viste Israel vej i ørkenen, og den blev også betragtet som et fingerpeg om Messias komme. Når lamperne var tændt om aftenen, var gården skueplads for megen festlighed. Gråhærdede mænd, templets præster og folkets rådsherrer tog del i festdansene til musikkens klang og levitternes sange. ret
(316) Ved den festlige oplysning af Jerusalem gav folket udtryk for deres håb om Messias komme for at sprede sit lys over Israel. Men for Jesus havde dette optrin en videre betydning. Ligesom de strålende tempellamper oplyste alt omkring sig, sådan lyser Kristus, kilden til åndeligt lys, i denne verdens mørke. Men alligevel var billedet ufuldkomment. Det store lys, som hans egen hånd havde sat på himmelen, var en rigtigere fremstilling af herligheden ved hans tjeneste. ret
(316) Det var morgen. Solen var lige stået op over Oliebjerget, og dens stråler faldt med blændende klarhed over marmorpaladserne og fik guldet på tempelmurene til at funkle, da Jesus, mens han pegede på dette, sagde: "Jeg er verdens lys." Disse ord blev længe efter gengivet i dette vidunderlige sted i Bibelen af en, som selv havde lyttet til dem: "I det var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det." Det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden." Joh. 1,4-5 og 9. Og længe efter, at Jesus var blevet optaget til Himmelen, skrev også Peter under Guds Ånds inspiration og mindede om det symbol, Kristus havde brugt: "Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter " 2Pet. 1,19. ret
(316) Når Gud åbenbarede sig for sit folk, havde lyset altid været et symbol på hans nærværelse. Ved skabelsens første ord havde lyset strålet frem fra mørket. Lyset havde været gemt i skystøtten om dagen og i ildstøtten om natten og vist vejen far Israels store hærskare. Lyset havde flammet med frygtindgydende vælde om Herren på Sinaj bjerg. Der var lys over nådestolen i tabernaklet. Salomos tempel blev fyldt af lys ved sin indvielse. Lyset strålede over højene ved Betlehem, dengang englene bragte frelsens budskab til hyrderne, som holdt nattevagt. ret
(317) Gud er lys, og med disse ord: "Jeg er verdens lys" erklærede Kristus sig for at være et med Gud og i slægt med hele menneskeheden. Det var ham, som fra verdens begyndelse havde sagt: "Af mørke skal lys skinne frem!" 2Kor. 4,6. Han er solens og månens og stjernernes lys. Han var det åndelige lys, der ved symboler og forbilleder og profetier havde skinnet over Israel. Men lyset blev ikke alene givet til det jødiske folk. Ligesom solens stråler trænger ind til jordens fjerneste afkroge, sådan skinner lyset fra Retfærdighedens Sol på enhver sjæl. ret
(317) Det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden. Verden har haft sine store lærere, mænd med meget stor forstand og vidunderlig evne til forskning, mænd, hvis udtalelser har virket stimulerende på tanken og åbnet vejen til store felter for viden; og disse mænd var blevet ærede som deres folks ledere og velgørere. Men der findes en, der står højere end de. Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn. Ingen har nogensinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk. Joh. 1,12. 18. Vi kan følge rækken af denne verdens store lærere så langt tilbage, som de menneskelige beretninger når; men Lyset var til før dem. Ligesom solsystemets måne og stjerner skinner ved genskæret af solen, sådan genspejler verdens store tænkere for så vidt som deres lære er sand strålerne fra Retfærdighedens Sol. I vore dage hører man så meget om højere uddannelse. Den sande højere uddannelse er den, som meddeles af ham, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult til stede. I det var liv, og livet var menneskenes lys. Kol. 2,3; Joh. 1,4. Den, som følger mig, sagde Jesus, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. ret
(317) Med disse ord: Jeg er verdens lys, erklærede Jesus sig for at være Messias. Den gamle Simeon i det tempel, hvor Kristus nu lærte, havde omtalt ham som et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en herlighed for dit folk Israel. Luk. 2,32. Ved disse ord anvendte han på ham en profeti, som hele Israel kendte. Helligånden havde ved profeten Esajas forkyndt: For lidt for dig som min tjener at rejse Jakobs stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til hedningers lys, at min frelse må nå til jordens ende. Es. 49,6. I almindelighed forstod man denne profeti sådan, at den var sagt om Messias, og da Jesus sagde: Jeg er verdens lys! kunne folket ikke undgå at erkende hans hævdelse af at være den Forjættede. ret
(317) For farisæerne og rådsherrerne forekom denne hævdelse at være en hovmodig anmasselse. At et menneske som de selv skulle optræde med den slags fordringer det var mere, end de kunne tolerere. Under foregivende af ikke at have hørt, hvad han sagde, spurgte de: Hvem er du? De var fast besluttede på at tvinge ham til at erklære sig selv for Kristus. Hans ydre fremtræden og hans gerning var så vidt forskellige fra, hvad folket ventede, at som hans snedige fjender troede en direkte forkyndelse af, at han var Messias, ville forårsage, at han blev forkastet som en bedrager. ret
(318) Men til deres spørgsmål: Hvem er du? svarede Jesus: Just det, som jeg siger jer! Joh. 8,25. Det, som var blevet åbenbaret ved hans ord, blev også åbenbaret gennem hans karakter. Han var legemliggørelsen af de sandheder, han lærte. Jeg gør ikke noget af mig selv fortsatte han, men som Faderen har lært mig, således taler jeg. Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt. Han gjorde ikke noget forsøg på at bevise, at han var Messias, men viste dem, at han var et med Gud. Hvis deres sjæl havde været modtagelig for Guds kærlighed, ville de have taget imod Jesus. ret
(318) Der var mange blandt hans tilhørere, der i tro følte sig draget mod ham, og til dem sagde han: Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer Disse ord krænkede farisæerne. De så bort fra, at folket længe havde levet under fremmed åg, og de sagde vredt: Vi er Abrahams slægt og har aldrig været nogens trælle; hvor kan du da sige: I skal blive frie? Jesus så på disse mennesker, slaver af ondskaben, hvis tanker kun drejede sig om hævn, og svarede dem bedrøvet: Sandelig, sandelig siger jeg eder: enhver, der gør synd, er syndens træl. De levede i den værste slags trældom beherskede af det ondes magt. ret
(318) Enhver sjæl, som nægter at overgive sig til Gud, er under en andens herredømme. Han tilhører ikke sig selv. Han kan godt tale om frihed, men han lever i det usleste slaveri. Han får ikke lov til at se det skønne i sandheden, fordi hans sjæl beherskes af Satan. Medens han smigrer sig med, at han kun retter sig efter sin egen dom, så adlyder han mørkets fyrstes vilje. Kristus kom for at sønderbryde de lænker, som syndens slaveri havde bundet sjælen med. Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie. Thi livets Ånds lov har i Kristus Jesus gjort dig fri fra syndens og dødens lov. Rom. 8,2. ret
(318) I genløsningens værk findes der ingen tvang. Der anvendes ingen ydre magt. Under indflydelse af Guds Ånd overlades det til mennesket frit at vælge, hvem det vil tjene. I den forvandling, der finder sted, når sjælen overgiver sig til Kristus, møder man den højeste form for frigørelse. Uddrivelsen af synden er sjælens egen handling. Det er sandt nok, at vi ikke selv har kraft til at frigøre os fra Satans herredømme; men når vi ønsker at blive frigjorte fra synden og i vor store nød trygler om en kraft, der ligger uden for og oven over os selv, så bliver sjælekraften gennemtrængt af Helligåndens guddommelige styrke, og den vil adlyde viljens bud ved at gøre Guds vilje. ret
(318) Den eneste betingelse, der muliggør menneskets frigørelse, er, at man bliver et med Kristus. Sandheden skal frigøre jer, og Kristus er sandheden. Synden kan kun sejre ved at svække personligheden og nedbryde sjælens frihed. Afhængighed af Gud betyder genoprettelse af ens eget jeg, til menneskets sande herlighed og værdighed. Den guddommelige lov, som vi skal underkaste os, hedder frihedens lov. Jak. 2,12. ret
(319) Farisæerne havde erklæret, at de var Abrahams børn. Jesus sagde til dem, at dette krav kun kunne ske fyldest, ved at de gjorde Abrahams gerninger. Abrahams sande børn måtte leve, ligesom han gjorde det, i lydighed mod Gud. De ville søge at dræbe den, der talte den sandhed, der var overgivet ham af Gud. De skriftkloge gjorde ikke Abrahams gerninger ved at danne sammensværgelser mod Kristus. Det havde ikke noget værd blot i lige linje at nedstamme fra Abraham. Uden en åndelig forbindelse med ham, der ville give sig udtryk ved at være i besiddelse af den samme ånd og gøre de samme gerninger, var de ikke hans børn. ret
(319) Denne udtalelse angår med lige så stor betydning et spørgsmål, der længe har skabt uro inden for den kristne verden: spørgsmålet om den apostolske succession. At nedstamme fra Abraham blev ikke bevist gennem navn og slægtsregister, men ved lighed med ham i karakter. På samme måde hviler den apostolske succession ikke på nogen overgivelse af kirkelig myndighed, men på åndeligt slægtskab. Et liv, i hvilket den drivende kraft er apostlenes ånd og troen på og læren om den sandhed, som de lærte, dette er det sande vidnesbyrd om apostolsk succession. Det er dette, der gør mennesker til evangeliets første læreres efterfølgere. ret
(319) Jesus benægtede, at jøderne var Abrahams børn. Han sagde: I gør jeres faders gerninger! De svarede hånligt: Vi er ikke avlet i utugt; kun en Fader har vi, det er Gud. Disse ord, der hentydede til omstændighederne ved hans fødsel, var tænkt som et dolkestød mod Kristus i overværelse af dem, der var begyndt at tro på ham. Jesus tog ikke noget hensyn til denne tarvelige hentydning, men sagde: Var Gud jeres Fader, så ville I elske mig; thi fra Gud er jeg udgået og kommen." ret
(319) Deres gerninger var vidnesbyrd om deres slægtskab med ham, som var en løgner og en morder. I har Djævelen til fader, sagde Jesus, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham ..... Men mig tror I ikke, fordi jeg siger sandheden. Joh 8,44-45. Den kendsgerning, at Jesus talte sandhed og gjorde det med fuld sikkerhed, var årsag til, at de jødiske ledere ikke ville tage imod ham. Det var sandheden, som virkede krænkende på disse selvretfærdige mænd. Sandheden bragte vildfarelsen frem for lyset. Den fordømte deres lære og deres handlinger, og den var dem uvelkommen. De ville hellere lukke øjnene i for sandheden end ydmyge sig, så de erkendte, at de var faret vild. De elskede ikke sandheden. De nærede ikke noget ønske om den, skønt den var sandheden. ret
(319) Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd? Når jeg siger sandhed, hvorfor tror I mig da ikke? Dag efter dag havde Kristi fjender gennem tre år fulgt efter ham og søgt at finde en plet på hans karakter. Satan og alle det ondes medsammensvorne havde søgt at besejre ham; men de havde ikke i ham kunnet finde noget, som de kunne drage fordel af. Selv de onde ånder var nødt til at erkende: Du er Guds Hellige. Mark. 1,24. Jesus levede sit liv efter loven i Himmelens påsyn, i de syndfrie verdeners påsyn og i syndige menneskers påsyn. Over for engle, mennesker og onde ånder havde han uimodsagt talt ord, som fra enhver anden havde været gudsbespottelse: Jeg gør altid, hvad der er ham velbehageligt. ret
(320) At jøderne ikke ville tage imod Kristus, skønt de ikke kunne opdage nogen synd hos ham, beviste, at de selv ikke havde nogen forbindelse med Gud. De genkendte ikke hans røst i Sønnens budskab. De mente, at det var dem, der skulle fælde dom over Kristus; men ved at forkaste ham fældede de dom over sig selv. Jesus sagde: Den, som er af Gud, hører Guds ord; derfor hører I det ikke, fordi I ikke er af Gud. ret
(320) Denne lære gælder for alle tider. Mange mennesker, der elsker at hænge sig i ord, at kritisere eller søge noget, de kan tvivle om i Guds ord, mener, at de derved giver bevis for uafhængighed i tanken og åndelig skarpsindighed. De mener, at de sidder til doms over Bibelen, medens de i virkeligheden dømmer sig selv. De slår fast, at de ikke er i stand til at værdsætte de sandheder, der har deres rod i Himmelen, og som omfatter evigheden. Deres sjæl føler ingen ærefrygt over for Guds retfærdigheds store bjerg. De beskæftiger sig med at jage efter pinde og strå, og herved afslører de en snæversindet og jordisk karakter og et hjerte, der hastigt mister evnen til at værdsætte Gud. Den, hvis hjerte har følt det guddommeliges berøring, vil søge efter det, som kan forøge hans kundskab om Gud, og som kan højne og forædle karakteren. Ligesom en blomst vender sig mod solen, for at de klare stråler kan komme til at fremkalde de skønne farver, sådan vil sjælen vende sig mod Retfærdighedens Sol, for at himmelens lys må komme til at forskønne karakteren med Kristi karakters ynde. ret
(320) Jesus vedblev, idet han trak en skarp skillelinje mellem jødernes og Abrahams indstilling: Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig. ret
(320) Det havde været Abrahams store ønske at komme til at se den forjættede Frelser. Han opsendte den inderligste bøn om, at han før sin død måtte få Messias at se. Og han så Kristus. Der blev givet ham et overmenneskeligt lys, og han erkendte Kristi guddommelige karakter. Han så hans dag og glædede sig. Han fik et indblik i det guddommelige offer for synden. Gennem sine egne erfaringer havde han fået et eksempel på dette offer. Han fik denne befaling: Tag din søn Isak, din eneste, ham, du elsker, ..... og bring ham ..... som brændoffer. 1Mos. 22,2. På brændofferalteret lagde han forjættelsens søn, som var midtpunkt for alt hans håb. Da han derefter ventede ved siden af alteret med kniven hævet for at adlyde Gud, hørte han en røst fra himmelen, som sagde: Ræk ikke din hånd ud mod drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig. 1Mos. 22,12. Abraham blev udsat for denne frygtelige prøve, for at han kunne komme til at se Kristi dag og erkende Guds store kærlighed til verden, en kærlighed så stor, at Gud for at oprejse verden fra dens nedværdigelse hengav sin enbårne Søn til den skændigste død. ret
(320) Abraham modtog fra Gud den største lære, der nogensinde er blevet en dødelig til del. Hans bøn om, at han måtte komme til at se Kristus før sin død blev hørt. Han så Kristus; han så alt, hvad en dødelig kan tåle at se, og dog leve. Ved helt at overgive sig selv blev han i stand til at fatte det syn af Kristus, der blev givet ham. Han fik at se, at ved at give sin enbårne Søn for at frelse syndere fra evig fortabelse bragte Gud et større og mere vidunderligt offer, end noget menneske nogensinde kunne bringe. ret
(321) Abrahams oplevelse gav svar på dette spørgsmål: Med hvad skal jeg møde Herren, bøje mig for højhedens Gud? Skal jeg møde ham med brændofre, møde med årgamle kalve? Har Herren behag i tusinder af vædre, titusinder af oliestrømme? Skal jeg give min førstefødte for min synd, mit livs frugt som bod for min sjæl? Mika 6,6-7. Ved Abrahams ord: Gud vil selv udse sig dyret til brændofferet, min søn (1Mos. 22,8), og ved at Gud skaffede et andet offer i stedet for Isak, blev det erklæret, at intet menneske kan bringe soning for sig selv. Den hedenske offertjeneste var Gud vederstyggelig. Ingen fader skulle bringe sin søn eller datter som sonoffer. Kun Guds Søn kan bære verdens synd. ret
(321) Gennem sin egen lidelse blev det muligt for Abraham at se Frelserens offergang. Men Israel ville ikke forstå det, som var så uvelkomment for deres stolte hjerter. Kristi ord med hensyn til Abraham bibragte ikke hans tilhørere nogen dybere forståelse. Farisæerne så i dem kun en ny anledning til at kritisere. Deres svar var en snerren, som om de ville bevise, at Jesus var vanvittig: Du er ikke halvtreds år endnu, og du har set Abraham! ret
(321) Højtideligt og værdigt svarede Jesus: Sandelig, sandelig siger jeg eder: før Abraham blev til, ER JEG. ret
(321) Der blev tavshed i den store forsamling. Guds navn, der blev givet til Moses for at udtrykke tanken om evig nærhed, havde denne lærer fra Galilæa tiltaget sig som sit eget. Han havde erklæret sig selv for at være den, som har livet i sig selv, den, der var blevet lovet Israel, hvis udspring er fra fordum, fra evigheds dage. Mika 5,1. ret
(321) Atter råbte præsterne og de skriftkloge op om, at Jesus var en gudsbespotter. Hans erklæring om at være et med Gud havde tidligere ophidset dem til at ville tage hans liv, og nogle få måneder senere erklærede de rent ud: Det er ikke for en god gerning, at vi vil stene dig, men for gudsbespottelse, fordi du, som er et menneske, gør dig selv til Gud. Joh. 10,33. Fordi han var og hævdede at være Guds Søn, var det deres faste beslutning at tilintetgøre ham. Nu var der mange af folket, som gjorde fælles sag med præsterne og de skriftkloge, og som tog sten op for at kaste dem på ham. Men Jesus skjulte sig og gik bort fra helligdommen. Lyset skinnede i mørket; men mørket begreb det ikke. Joh. 1,5. ret
(321) Og da han gik videre, så han en mand, som havde været blind fra fødselen. Hans disciple spurgte ham og sagde: Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind. Jesus svarede: Hverken han eller hans forældre har syndet; men det er sket, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham. ..... Da han havde sagt det, spyttede han på jorden, lavede dynd af spyttet, kom dyndet på hans øjne og sagde til ham: Gå hen og tvæt dig i dammen Siloam (oversat betyder det: Udsendt). Han gik så bort, tvættede sig og kom seende tilbage. ret
(322) Det var den almindelige tro blandt jødefolket, at synden bliver straffet her i livet. Enhver sygdom blev betragtet som straf for en eller anden misgerning, som var begået enten af den lidende selv eller af hans forældre. Det er sandt, at al lidelse er en følge af overtrædelse af Guds lov, men denne sandhed var blevet forvansket. Satan, som er ophavet til al synd og alle dens følger, havde fået mennesker til at betragte sygdom og død som noget, der stammede fra Gud, som en straf, der vilkårligt blev tildelt på grund af synd. Derfor måtte den, der blev ramt af en eller anden stor sorg eller ulykke, i tilgift bære den byrde at blive betragtet som en stor synder. ret
(322) Således var vejen beredt for jøderne til at forkaste Jesus. Han, som bar vore sygdomme og tog vore smerter på sig, blev af jøderne betragtet som plaget, slagen, gjort elendig af Gud og de skjulte deres ansigt for ham. Es. 53,4-3. ret
(322) Gud har givet os en lære med henblik på at hindre dette. Jobs historie har vist os, at lidelse påføres af Satan og beherskes af Gud til barmhjertighedens formål. Men Israel forstod ikke denne belæring. Den samme vildfarelse, for hvilken Gud havde dadlet Jobs venner, gentog sig hos jøderne ved deres forkastelse af Kristus. ret
(322) Jødefolkets tro med hensyn til forbindelsen mellem synd og lidelse næredes også af Jesu disciple. Skønt Jesus rettede deres vildfarelse, gav han dem ingen forklaring på årsagen til mandens sygdom, men fortalte dem, hvad der ville blive følgen af den. Ved hjælp af den skulle Guds gerninger åbenbares. Han sagde: Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys. Da han havde smurt dyndet på den blindes øjne, sendte han ham hen for at tvætte sig i dammen Siloam, og manden fik sit syn igen. På denne måde besvarede Jesus disciplenes spørgsmål på en håndgribelig måde, sådan som han plejede at besvare spørgsmål, der blev rettet til ham af nysgerrighed. Disciplene var ikke kaldede til at drøfte det spørgsmål, hvem der havde syndet eller ikke havde syndet, men til at forstå Guds magt og barmhjertighed ved at give en blind synet. Det var indlysende, at der ikke var nogen helbredende virkning hverken i dyndet eller i dammen, hvor den blinde blev sendt hen for at tvætte sig, men at kraften fandtes i Kristus. ret
(322) Farisæerne kunne ikke undgå at undres over helbredelsen. Dog fyldtes de mere end nogensinde af had; thi dette mirakel var blevet gjort på sabbatsdagen. ret
(322) Den unge mands naboer og de, som tidligere havde kendt ham som blind, sagde: Er det ikke ham, der sad og tiggede? De så tvivlrådigt på ham, for nu, hvor hans øjne var blevet åbnede, var hans ansigt forandret og gladere, og han lignede et andet menneske. Fra den ene til den anden lød dette spørgsmål. Nogle sagde: Det er ham, og andre: Nej, det er en, der ligner ham. Men han, som havde fået den store velsignelse, afgjorde sagen ved at sige: Det er mig Så fortalte han dem om Jesus, og på hvilken måde han var blevet helbredt, og de spurgte: Hvor er han? Han siger: Det ved jeg ikke. ret
(322) Så førte de ham for et råd af farisæere. Atter blev manden spurgt om, hvordan han havde fået sit syn. Han svarede dem: Han kom dynd på mine øjne, og jeg tvættede mig, og nu kan jeg se. Nogle af farisæerne sagde så: Dette menneske er ikke fra Gud, for han holder ikke sabbatten. Farisæerne håbede at bevise, at Jesus var en synder og derfor ikke kunne være Messias. De vidste ikke, at han, som havde indstiftet sabbatten og kendte alle dens forpligtelser, havde helbredt den blinde. De viste sig forunderligt nidkære for overholdelsen af sabbatten, skønt de planlagde et mord på den selv samme dag. Men mange blev dybt bevægede ved at høre om dette under og var overbeviste om, at han, som havde åbnet den blindes øjne, var mere end et almindeligt menneske. Som svar på beskyldningen, at Jesus var en synder, fordi han ikke overholdt sabbatten, sagde de: Hvordan kan et syndigt menneske gøre den slags tegn? ret
(323) Igen henvendte rabbinerne sig til den blinde: Hvad siger du selv om ham? Det er jo dine øjne, han har åbnet. Han svarede: Han er en profet. Nu hævdede farisæerne, at han ikke havde været født blind og derefter fået sit syn. De tilkaldte hans forældre og spurgte dem: Er han her jeres søn, som I påstår er født blind? ret
(323) Der stod manden selv, som erklærede, at han havde været blind og var kommet til at se; men farisæerne ville hellere benægte, hvad de så med deres egne øjne, end indrømme, at de tog fejl. Så stærk er fordom, så forvanskende er farisæisk retfærdighed. ret
(323) Nu havde farisæerne kun et eneste håb tilbage, og det bestod i at skræmme mandens forældre. Tilsyneladende helt troskyldigt spurgte de: Hvordan kan han da nu se? Forældrene var bange for at komme i vanskeligheder, for det var blevet sagt, at hvem som helst der anerkendte Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen; det ville sige i tredive dage at være udelukket fra synagogen. I dette tidsrum kunne intet barn blive omskåret, og der kunne ikke blive holdt klage over døde i synderens hjem. Denne dom blev betragtet som en stor ulykke, og hvis den ikke fremkaldte anger, blev den efterfulgt af langt hårdere straffe. Det store under, der var sket med deres søn, havde virket overbevisende på forældrene, men alligevel svarede de: Vi ved, at han er vor søn, og at han er født blind. Men hvordan han nu er blevet seende, ved vi ikke, og hvem der har åbnet hans øjne, ved vi heller ikke. Spørg ham selv; han er gammel nok; han må selv svare for sig. Sådan skubbede de hele ansvaret fra sig selv over på deres søn; thi de vovede ikke at bekende sig til Kristus. ret
(323) Den forlegenhed, som farisæerne nu var kommet i, deres udspørgen og deres fordomme og deres vantro over for sagens kendsgerninger var ved at åbne mængdens øjne, særlig det jævne folks. Jesus havde hyppigt gjort sine undere på åben gade, og hans gerninger var altid af den art, at de befriede fra lidelser. Nu opstod dette spørgsmål hos mange: Ville mon Gud gøre den slags kraftige gerninger ved hjælp af en bedrager, som farisæerne jo påstod, at Jesus var? Der var ved at opstå meget alvorlige uoverensstemmelser på begge sider. ret
(323) Farisæerne indså, at de var ved at skabe reklame for de gerninger, som Jesus gjorde. De kunne ikke benægte underet. Den blinde mand var opfyldt af glæde og taknemmelighed; han så alt det vidunderlige i naturen og frydede sig over Jordens og himmelens skønhed. Han fortalte frimodigt om, hvad han havde oplevet, og atter forsøgte de at få ham til at tie ved at sige: Giv Gud æren; vi ved, at dette menneske er en synder. Det ville sige det samme som: Lad være med igen at sige, at dette menneske har givet dig dit syn. Det er Gud, som har gjort det. ret
(324) Den blinde svarede: Om han er en synder, ved jeg ikke; men et ved jeg, at jeg, som var blind, nu kan se. Så spurgte de ham igen: Hvad gjorde han ved dig? Hvordan åbnede han dine øjne De prøvede på at forvirre ham med mange ord, for at han skulle komme til at tro, at han var blevet narret. Satan og hans onde engle gjorde fælles sag med farisæerne og forenede deres kraft og snedighed med menneskers fornuftgrunde for at modvirke Kristi magt. De sløvede den overbevisning, der var ved at slå rod i mange sjæle. Guds engle var også til stede for at styrke denne mand, der havde fået sit syn. ret
(324) Farisæerne var ikke klar over, at de havde med andre at gøre end den ulærde mand, der var født blind. De kendte ikke ham, som de var i strid med. Et guddommeligt lys skinnede ind i den blindes sjæl. Medens disse hyklere forsøgte at få ham til at tvivle, hjalp Gud ham til gennem kraften og sagligheden i hans svar at vise, at han ikke lod sig besnære. Han svarede: Jeg har allerede sagt jer det, men I hørte ikke på mig. Hvorfor vil I høre det igen. Vil I måske også være hans disciple? Så skældte de ham ud og sagde: Du er selv hans discipel; men vi er Moses disciple. Vi ved, at til Moses har Gud talt; men hvor han her er fra, det ved vi ikke. ret
(324) Herren Jesus vidste besked om den hårde prøvelse, som denne mand måtte igennem, og han gav ham nåde og evne til at tale, så han kunne blive et vidne for Kristus. Han svarede farisæerne med ord, der rummede en bidende irettesættelse for deres spørgsmål. De hævdede at være Skriftens fortolkere og folkets religiøse vejledere, og alligevel stod der her en, som gjorde undere, og de indrømmede, at de ikke anede noget om, hvorfra han havde sin magt, eller om hans personlighed eller berettigelse. Det er da underligt, sagde manden, at I ikke ved, hvor han er fra; han har dog åbnet mine øjne. Vi ved, at syndere bønhører Gud ikke; men hvis nogen er gudfrygtig og gør hans vilje, så hører han ham. Aldrig nogensinde er det hørt,at nogen har åbnet øjnene på en blindfødt. Hvis han ikke var fra Gud, kunne han intet gøre. ret
(324) Manden var kommet sine dommere i møde på deres egen grund. Hans ræsonnementer var uimodsigelige. Farisæerne var forbløffede, og de tav stille, tryllebundne af hans saglige og målbevidste ord. I nogle øjeblikke var der tavshed. Så samlede præsterne og de skriftkloge med truende miner deres kjortler om sig, som om de var bange for at blive besmittede ved at røre ved ham. De rystede støvet af deres fødder og slyngede forbandelser imod ham: Du er helt og holdent født i synd, og du vil lære os! Og de stødte ham ud! ret
(324) Jesus hørte, hvad der var sket, og da han kort tid derefter mødte ham, sagde han: Tror du på Menneskesønnen? For første gang så den blinde sin redningsmand ind i ansigtet. Da han stod for rådet, havde han set sine forældre bekymrede og forvirrede. Han havde set rabbinernes vrede ansigter. Nu hvilede hans blik på Jesu kærlige og fredfyldte ansigtstræk. Han havde allerede og meget dyrekøbt anerkendt ham som en, der var udsendt med guddommelig magt. Nu blev der skænket ham en mere ophøjet åbenbaring. ret
(325) På Frelserens spørgsmål: Tror du på Menneskesønnen? svarede den blinde med at spørge: Ja, hvem er han, Herre, for at jeg kan tro på ham? Og Jesus sagde: Du har set ham; den, som taler med dig, ham er det. Manden kastede sig ned for Frelserens fødder og tilbad ham. Ikke blot havde han fået sit legemlige syn som gave, men hans forståelses øjne var blevet åbnede. Kristus var blevet åbenbaret for hans sjæl, og han tog imod ham som den, der var sendt af Gud. ret
(325) En flok farisæere havde samlet sig i nærheden, og synet af dem erindrede Jesus om den modsætning, der altid åbenbarer sig gennem virkningen af hans ord og gerninger. Han sagde: Til dom er jeg kommen til denne verden, for at de, som ikke ser, skal blive seende, og de, som ser, skal blive blinde. Kristus var kommen for at åbne de blindes øjne og for at give lys til dem, som er i mørke. Han havde sagt om sig selv, at han var verdens lys, og det mirakel, der lige var sket, vidnede om hans udsendelse. Det folk, der så Frelseren ved hans komme, nød godt af en rigere åbenbaring af det guddommelige, end verden nogensinde før havde fået del i. Kundskaben om Gud blev åbenbaret på en mere fuldkommen måde. Men just ved denne åbenbaring blev der fældet dom over mennesker. Deres sindelag blev prøvet og deres skæbne afgjort. ret
(325) Den tilkendegivelse af guddomsmagt, som havde givet den blinde både legemlig og åndelig synsevne, havde efterladt farisæerne i et endnu dybere mørke. Nogle af tilhørerne, som følte, at Kristi ord var rettede mod dem, spurgte: Er vi måske også blinde? Jesus svarede: Hvis I var blinde, havde I ingen synd. Hvis Gud havde gjort det umuligt for jer at se sandheden, så ville jeres uvidenhed ikke medføre nogen skyld. Men nu siger I: Vi ser I mener, at I selv er i stand til at se, og forkaster det middel, hvorved I alene kan komme til at se. Kristus kom med ubegrænset hjælp til alle dem, der erkendte deres trang. Men farisæerne ville ikke vedkende sig deres nød. De nægtede at komme til Kristus, og fra nu af blev de overladt til deres blindhed, en blindhed, som de selv var skyld i. Jesus sagde: Derfor bliver jeres synd. ret