(345) Dette kapitel er bygget op over Luk 17,20-22
Nogle af farisæerne var kommet til Jesus og havde spurgt, hvornår Guds rige skulle komme. Det var mere end tre år siden, at Johannes Døber havde forkyndt det budskab, der som klangen af en basun havde givet genlyd i hele landet: "Himmeriget er kommet nær." Matt. 3,2. Og alligevel kunne disse farisæere ikke se noget tegn på, at riget skulle oprettes. Mange af dem, der havde forkastet Johannes, og som skridt for skridt havde modarbejdet Jesus, kom nu med hentydninger om, at hans sendelse havde været mislykket. ret
(345) Jesus svarede: "Guds rige kommer ikke således, at man udvortes kan iagttage det. Ej heller vil man kunne sige: Se her! eller Se, der er det! thi se, Guds rige er inden i jer." Guds rige begynder i hjertet. Se ikke her eller der efter tilkendegivelser af jordisk magt, der skal betegne dets komme. ret
(345) Så vendte han sig til sine disciple og sagde: "Der skal komme dage, da I skal længes efter at se blot en af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den." Fordi min gerning ikke ledsages af verdslig pragt, er der fare for, at det ikke lykkes jer at se dens herlighed. I gør jer ikke klart, hvor stort et gode I, i øjeblikket har ved at have ham iblandt jer, som er menneskers lys og liv, skønt han er skjult i menneskeskikkelse. De dage skal komme, da I med længsel vil se tilbage til de muligheder, I nu har for at kunne glæde jer over at vandre og tale sammen med Guds Søn. ret
(345) På grund af deres selviskhed og jordbundethed forstod selv Jesu disciple ikke den åndelige herlighed, som han prøvede på at åbenbare dem. Det var først efter, at Kristus var steget op til sin Fader, og efter at Helligånden var blevet udgydt over de troende, at disciplene fuldt ud fattede Frelserens personlighed og opgave. Først efter at de havde modtaget Åndens dåb, begyndte de at fatte, at de havde levet herlighedens Herre ganske nær. Efterhånden som Kristi ord dukkede op i deres erindring, blev deres sind lukket op for forståelsen af profetierne og til at forstå de undergerninger, han havde gjort. Hans forunderlige liv viste sig for dem, og de var som mennesker, der vågner op af en drøm. Nu stod det dem klart, at "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." Joh. 1,14. Kristus var virkelig kommen fra Gud til en syndig verden for at frelse Adams faldne sønner og døtre. Nu syntes disciplene i deres egne øjne at være af langt ringere betydning end før, de havde forstået dette. De blev aldrig trætte af at genopleve hans ord og gerninger med hinanden. Hans lære, som de kun dunkelt havde fattet, blev nu for dem en ny åbenbarelse. Skriften blev som en ny bog for dem. ret
(346) Medens disciplene granskede de profetier, der vidnede om Kristus, kom de i samfund med selve guddommen og lærte af ham, der var steget op til Himmelen, at fuldende det værk, han havde begyndt på jorden. De erkendte, at der i ham boede en visdom, som intet menneske kunne forstå uden guddommelig hjælp. De trængte til hjælp fra ham, som konger, profeter og retfærdige mænd havde vidnet om. Med undren læste de atter og atter de profetiske skildringer af hans personlighed og gerning. Hvor havde de dog i ringe grad forstået de profetiske skrifter! Hvor havde de været langsomme til at opfatte de store sandheder, som vidnede om Kristus! Når de tænkte tilbage på hans ydmygelse, medens han vandrede blandt mennesker, så havde de ikke forstået det hemmelighedsfulde ved hans legemliggørelse som menneske, ved hans naturs dobbeltsidighed. Deres øjne var tillukkede, så de ikke fuldt ud havde erkendt guddommen i menneskeskikkelse. Men efter at de havde fået Helligåndens lys, hvor længtes de så efter at se ham igen og kaste sig ned for hans fod! Hvor de ønskede, at de kunne komme til ham og få ham til at udlægge de steder i Skriften, som de ikke kunne forstå! Hvor ville de ikke lytte opmærksomt til hans ord! Hvad havde Kristus mon ment, dengang han sagde: "Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu"? Joh. 16,12. Hvor de higede efter at kende det alt sammen! De sørgede over, at deres tro havde været så svag, at deres forestillinger havde været så langt ved siden af, at de i den grad var gået glip af at forstå det væsentlige. ret
(346) En herold var blevet udsendt fra Gud for at forkynde Kristi komme og påkalde jødefolkets og hele verdens opmærksomhed til hans udsendelse, så mennesker kunne berede sig til at tage imod ham. Denne forunderlige skikkelse, hvis komme Johannes havde forkyndt, havde været iblandt dem i mere end tredive år, og de havde i virkeligheden ikke erkendt ham som den, der var sendt af Gud. Disciplene blev grebet af en følelse af anger, fordi de havde givet den almindelige vantro lov til at gennemsyre deres opfattelse og formørke deres forståelse. Lyset havde skinnet midt i denne mørke verdens dunkelhed, og de havde ikke haft forståelsen af, hvorfra lysstrålerne kom. De spurgte sig selv, hvorfor de havde optrådt på en måde, som gjorde det nødvendigt for Kristus at irettesætte dem. Tit gentog de, hvad han havde sagt, og sagde: Hvorfor lod vi dog jordiske hensyn og præsternes og de skriftkloges modstand forvirre vore sanser, så vi ikke forstod, at en, der var større end Moses, var iblandt os, at en, som var visere end Salomon, underviste os? Hvor var vi sløve! Hvor var vor forståelse svag! ret
(346) Thomas ville ikke tro, før han havde stukket sin finger i det sår, som de romerske soldater havde tilføjet Jesus. Peter havde fornægtet ham under hans ydmygelse og forkastelse. Disse smertelige erindringer meldte sig nu i klar rækkefølge. De havde været sammen med ham, men de havde ikke kendt eller påskønnet ham. Men hvor alt dette nu var bevægende at tænke på, nu, hvor de erkendte deres vantro. ret
(347) Da præster og rådsherrer sluttede sig sammen imod dem og de blev ført for rådet og kastet i fængsel, frydede Kristi disciple sig, "at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld". Apg. 5,41. De frydede sig ved over for mennesker og engle at bevise, at de erkendte Kristi herlighed og valgte at følge ham, selv om det skulle komme til at koste dem alt. ret
(347) Det er lige så sandt nu som i apostlenes dage, at uden lyset fra Guds Ånd kan mennesker ikke opdage Kristi herlighed. Sandheden og Guds gerning påskønnes ikke af en verdsligsindet kristenhed, som går på akkord. Det er ikke under bekvemme forhold med jordiske æresbevisninger eller i overensstemmelse med verden, at Mesterens efterfølgere findes. De er langt forude, på arbejdets og ydmygelsens og skammens veje, forrest i kampen "mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet". Ef. 6,12. Og nu i dag bliver de ligesom på Kristi tid misforstået og bebrejdet og undertrykt af deres tids præster og farisæere. ret
(347) Guds rige kommer ikke med ydre pragt. Guds nådes evangelium kan med sin selvfornægtende ånd aldrig stemme overens med verdens ånd. De to retningslinjer er i skarp modsætning til hinanden. "Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd; thi det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det, thi det må bedømmes åndeligt." 1Kor. 2,14. ret
(347) Men i dag findes der inden for den religiøse verden en mængde mennesker, der, efter hvad de tror, arbejder for oprettelsen af Kristi rige som et jordisk og timeligt herredømme. De ønsker at gøre vor Herre til hersker over denne verdens riger, til hersker ved dens hoffer og i dens feltlejre, dens lovgivende forsamlinger, dens paladser og handelspladser. De venter, at han skal herske ved lovbestemmelser, der er påtvunget andre af menneskers myndighed. Da Kristus nu ikke er personligt til stede, vil de selv påtage sig at handle i hans sted og bringe lovene i hans rige til udførelse. Oprettelsen af et sådant rige er netop det samme, som jøderne på Kristi tid så hen til. De ville have taget imod Jesus, hvis han havde været villig til at oprette et timeligt rige for at påtvinge andre, hvad de anså for at være Guds love, og hvis han havde villet gøre dem til fortolkere af sin vilje og til udøvere af sin myndighed. Men han sagde: "Mit rige er ikke af denne verden." Joh. 18,36. Han ville ikke tage mod en jordisk trone. ret
(347) Jesus levede under en regering, som var korrupt og tyrannisk; alle vegne skete der himmelråbende misbrug optrækkeri, intolerance og den største grusomhed. Alligevel forsøgte Frelseren ikke at gennemføre reformer i samfundet. Han kom ikke med udfald mod de misbrug, der skete, og heller ikke fordømte han folkets fjender. Han blandede sig ikke i de magthavendes myndighed eller administration. Han, som er vort forbillede, holdt sig på afstand af jordiske magthavere. Ikke fordi menneskelige lidelser var ham ligegyldige, men fordi lægedommen ikke fandtes i udelukkende menneskelige og ydre hjælpemidler. For at være virkningsfuld måtte helbredelsen nå til hvert enkelt menneske og skabe fornyelse af hjertet. ret
(348) Kristi rige oprettes ikke efter regeringers eller domstoles eller rådgivende forsamlingers afgørelser, heller ikke gennem beskyttelse fra verdens store mænd, men ved indpodningen af Kristi natur i menneskene gennem Helligåndens virken. "Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn. De blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud." Joh. 1,12-13. Her findes den eneste magt, som kan virke til menneskeslægtens oprejsning. Og menneskers hjælpemiddel til fuldførelsen af dette arbejde er at lære og handle efter Guds ord. ret
(348) Da apostlen Paulus begyndte sin gerning i Korint, denne folkerige, velhavende og lastefulde by, der var besmittet med hedenskabens unævnelige synder, sagde han: "Thi jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og det som korsfæstet." 1Kor. 2,2. Da han bagefter skrev til nogle af dem, der havde besmittet sig med de hæsligste synder, kunne han sige: "Men I lod jer aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd." Jeg takker altid Gud for jer på grund af den Guds nåde, som blev givet jer i Kristus Jesus." 1Kor. 6,11; 1,4. ret
(348) Ligesom på Kristi tid tilkommer arbejdet for Guds rige ikke dem, der i vor tid kræver anerkendelse og støtte fra jordiske magthavere og menneskers love, men det påhviler dem, som i hans navn forkynder folket disse åndelige sandheder, som hos dem, der tager imod dem, vil virke til den samme erfaring, som Paulus gjorde: "Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig." Gal. 2,19-20. Så vil de arbejde, som Paulus gjorde det,for menneskers vel. Han sagde: "Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!" 2Kor. 5,20. ret