(357) Dette kapitel er bygget op over Luk 10,38-42; Joh 11,1-44
Lazarus fra Betania hørte til Jesu mest trofaste disciple. Lige fra den gang, hvor de førte gang mødtes, havde hans tro på Kristus været stærk. Hans kærlighed til ham var dyb, og Frelseren elskede ham højt. Det største af Kristi undere skete for Lazarus skyld. Frelseren velsignede alle dem, der søgte hans hjælp. Han elsker hele menneskeslægten, men til nogle er han knyttet ved særlig stærke bånd. Hans hjerte var med den inderligste kærlighed forbundet med familien i Betania, og for den ene af dem gjorde han sit mest forunderlige tegn. ret
(357) Jesus havde ofte fundet hvile i Lazarus hjem. Frelseren havde ikke selv noget hjem. Han var afhængig af sine venners og disciples gæstfrihed, og tit, når han var træt og inderligt længtes efter fællesskab med andre, havde han været glad for at kunne ty hen til dette fredelige hjem, fjernt fra de vrede farisæeres mistanke og skinsyge. Her mødtes han med en ærligt ment velkomsthilsen og et rent og helligt venskab. Her kunne han tale uden omsvøb og fuldstændig frit, fordi han vidste, at hans ord ville blive forstået og værdsat. ret
(357) Vor Frelser glædede sig over et stille hjem og interesserede tilhørere. Han længtes efter menneskers venlighed, høflighed og kærlighed. De, som tog imod den himmelske belæring, han altid var rede til at give andre, blev rigt velsignede. Når skarerne fulgte Kristus hen over de store marker, levendegjorde han skønheden i naturens verden for dem. Han søgte at åbne deres øjne til at forstå, så de kunne se, hvordan Guds hånd opretholder verden. For at fremkalde påskønnelse af Guds godhed og gavmildhed henledte han sine tilhøreres opmærksomhed på den blidt faldende dug, de mile regnbyger og det klare solskin, der blev givet til alle, både onde og gode. Han ville, at mennesker mere fuldt og helt skulle forstå, hvilken omsorg Gud har for de menneskelige medhjælpere, han har skabt. Men skarerne var trægt opfattende, og i hjemmet i Betania fandt Kristus hvile efter den trættende strid med offentligheden. Under disse fortrolige sammenkomster åbenbarede han meget for sine tilhørere, som han ikke gjorde noget forsøg på at fortælle de store blandede forsamlinger. Han behøvede ikke at tale til sine venner i lignelser. ret
(357) Medens Kristus underviste på sin vidunderlige måde, sad Maria ved hans fødder som en andægtig og from tilhører. Ved en enkelt lejlighed kom Marta, der blev nervøs over arbejdet med at tilberede måltidet, hen til Kristus og sagde: "Herre! bryder du dig ikke om, at min søster har ladet mig være ene om arbejdet? sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig" Dette skete ved Kristi første besøg i Betania. Frelseren og hans disciple havde netop foretaget den besværlige vandring til fods fra Jeriko. Marta var ivrigt efter at sørge for, at de havde det godt, og i sin iver glemte hun at vise høflighed mod sin gæst. Jesus svarede hende mildt og tålmodigt: "Marta! Marta! du gør dig bekymring og uro med mange ting; men et er nødvendigt. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende." Maria gemte i sin sjæl alle de dyrebare ord, der lød fra Frelserens læber, ord, der var mere dyrebare end jordens kostbareste juveler. ret
(358) Den gode del, som Marta trængte til, var et stille og fromt sind og en større iver efter viden om fremtiden, det evige liv og de nådegaver, der er nødvendige for åndelig vækst. Hun trængte til mindre bekymring for de forgængelige ting og mere omhu for dem, der varer ved for stedse. Jesus ville lære sine børn at gribe enhver lejlighed til at opnå den viden, der kan gøre dem vise til frelse. Kristi sag trænger til omhyggelige og energiske arbejdere. Der findes et stort virkefelt for dem, der ligner Marta, med deres iver for aktivt, religiøst arbejde. Men først bør de som Maria sidde ved Jesu fødder. Flid, dygtighed og energi må helliggøres ved Kristi nåde; så vil livet blive en uovervindelig kraft til det gode. ret
(358) Det fredelige hjem, hvor Jesus havde fundet hvile, blev ramt af sorg. Lazarus blev pludselig syg, og hans søstre sendte bud til Frelseren med disse ord: "Herre se, den, du elsker, er syg." De så, hvor voldsom en sygdom der havde angrebet deres broder, men de vidste, at Kristus havde vist, at han kunne helbrede alle slags sygdomme. De troede, at han ville føle deltagelse med dem i deres sorg. Derfor kom de ikke med nogen indtrængende bøn om, at han skulle komme med det samme, men sendte kun dette tillidsfulde budskab: "Den, du elsker, er syg." De troede, at han straks ville reagere på deres meddelelse og komme til dem, så snart han kunne nå til Betania. ret
(358) I ængstelse afventede de en besked fra Jesus. Så længe der endnu var en gnist af liv tilbage i deres broder, bad de og holdt udkig, om Jesus ikke kom. Men sendebuddet vendte tilbage uden ham. Dog bragte han dem dette budskab: "Denne sygdom er ikke til døden," og de klamrede sig til håbet om, at Lazarus måtte leve. Ømt og kærligt prøvede de at tale håbefuldt og opmuntrende til den næsten bevidstløse syge. Det var dem en bitter skuffelse, da Lazarus døde; men de følte Jesu hjælpende nåde, og dette afholdt dem fra at tænke med bebrejdelse på Frelseren. ret
(358) Dengang Kristus hørte meddelelsen, tænkte disciplene, at han tog køligt imod den. Han gav ikke det udtryk for sorg, som de havde ventet af ham. Han så på dem og sagde: "Denne sygdom er ikke til døden, men for Guds herligheds skyld, for at Guds Søn skal herliggøres ved den." I to dage blev han endnu der, hvor han var. Denne tøven var uforståelig for disciplene. Hvor ville hans tilstedeværelse have været en trøst i det sørgende hjem! tænkte de. Hans store kærlighed til familien i Betania var velkendt for disciplene, og de var overraskede over, at han ikke straks reagerede over for det sørgelige budskab: "Den, du elsker, er syg." ret
(359) I disse to dage syntes Jesus at have vist meddelelsen bort fra sine tanker; thi han talte slet ikke om Lazarus. Disciplene tænkte på Johannes Døber, bebuderen af Kristus. De havde undret sig over, hvorfor Jesus, som havde magt til at udføre vidunderlige mirakler, havde tilladt, at Johannes forsmægtede i et fængsel og måtte dø en voldelig død. Når Kristus havde en sådan magt, hvorfor frelste han så ikke Johannes liv? Dette spørgsmål var ofte blevet stillet af farisæerne, der fremførte det som et uigendriveligt bevis mod Kristi krav på at være Guds Søn. Frelseren havde forudsagt prøvelser, savn og forfølgelser for sine disciple. Ville han mon svigte dem i denne prøvelse? Nogle spurgte sig selv, om de måske havde taget fejl af hans kald. Alle var de dybt bekymrede. ret
(359) Da Jesus havde tøvet i to dage, sagde han til disciplene: "Lad os gå tilbage til Judæa." Disciplene spurgte sig selv, hvorfor Jesus havde ventet i to dage, når han dog ville til Judæa. Men ængstelsen både for Kristus og for dem selv var det fremherskende i deres sind. De kunne ikke se andet end fare i den fremgangsmåde, han var ved at følge. "Rabbi!" sagde de, "nylig søgte jøderne at stene dig, og dog drager du igen derhen?" Jesus svarede: "Har dagen ikke tolv timer?" Jeg handler efter min Faders ledelse. Så længe jeg gør hans vilje, er mit liv i sikkerhed. Min tolv timers arbejdsdag er endnu ikke til ende. Jeg er nået til den sidste rest af min dag, men så længe der er noget af den tilbage, er jeg tryg. ret
(359) Den som vandrer om dagen, Støder ikke and fortsatte han, for han ser denne verdens lys. Den, som gør Guds vilje, og som vandrer ad den vej, Gud har anvist ham kan ikke snuble eller falde. Lyset fra Guds vejledende Ånd giver ham en klar forståelse af, hvad der er hans pligt, og leder ham på den rette vej, indtil hans gerning er endt. Men den, som vandrer om natten, støder and, fordi han ikke har lyset i sig. Den, som vandrer ad en vej, han selv har valgt, og hvortil Gud ikke har kaldet ham, han støder and. For ham er dagen blevet til nat, og hvor han end er, er han uden tryghed. ret
(359) Efter disse ord siger han til dem Lazarus, vor ven, er sovet ind; men jeg drager hen for at vække ham af søvne. Lazarus, vor ven, er sovet ind. Hvor bevægende er ikke disse ord! Hvor er de fulde af deltagelse. Ved tanken om den dødsfare, som deres Mester udsatte sig for ved at drage til Jerusalem, havde de næsten glemt den sørgende familie i Betania. Men Kristus havde ikke glemt den. Disciplene følte irettesættelsen. De havde været skuffede, fordi Kristus ikke hurtigere havde rettet sig efter budskabet. De havde følt sig fristede til at mene, at han ikke nærede så stor en kærlighed til Lazarus og hans søstre, som de havde tænkt sig, for ellers ville han have skyndt sig tilbage med sendebuddet. Men disse ord: Lazarus, vor ven, er sovet ind! vakte de rette følelser i deres sind. De følte sig overbeviste om, at Kristus ikke havde glemt sine stakkels venner. ret
(359) Da sagde disciplene til ham: Herre! er han sovet ind, så kommer han sig. Men Jesus havde talt om hans død; de andre mente, at han talte om søvnens hvile. Kristus fremstiller døden som en søvn for sine troende børn. Deres liv er skjult med Kristus i Gud, og indtil den sidste basun lyder, skal de, som dør, sove i ham. ret
(360) Så sagde da Jesus rent ud til dem: Lazarus er død! Og for jeres skyld, for at I må komme til tro, er jeg glad for, at jeg ikke var der; men lad os nu gå til ham! Tomas kunne ikke se, at der var andet end døden i vente for hans Herre, hvis han drog til Judæa; men han samlede alt sit mod og sagde til de andre disciple: Så lad os gå med, for at vi kan dø sammen med ham! Han kendte jødernes had mod Jesus. Det var deres hensigt at opnå hans død, men endnu var denne hensigt ikke lykkedes for dem, fordi der endnu var noget af hans tilmålte tid tilbage. I dette tidsrum blev Jesus vogtet af Himmelens engle; og selv i Judæas egne, hvor de skriftkloge lagde råd op om, hvordan de kunne gribe ham og dræbe ham, kunne der ikke ske ham noget ondt. ret
(360) Disciplene undrede sig over Kristi ord, da han sagde: "Lazarus er død! Jeg er glad for, at jeg ikke var der." Undgik Frelseren af eget frit valg sine stakkels venners hjem? Marta og Maria og den døende Lazarus var øjensynligt ladt alene. Men de var ikke alene. Kristus så alt, hvad der skete, og efter Lazarus død fik de sørgende søstre hjælp og støtte ved hans nåde. Jesus var vidne til deres fortvivlede hjerters sorg, medens deres broder kæmpede med sin stærke fjende, døden. Han følte angstens smerte, og han sagde til sine disciple: "Lazarus er død!" Men Kristus havde ikke blot de kære i Betania at tænke på; han måtte også tage sig af sine disciples oplæring. De skulle være hans stedfortrædere i verden, så at Faderens velsignelse kunne nå ud til alle. For deres skyld tillod han, at Lazarus døde. Hvis han havde helbredt ham for hans sygdom, ville det under, som er det mest afgørende bevis for hans guddommelighed, ikke være sket. ret
(360) Dersom Kristus havde været i sygeværelset kunne Lazarus ikke være død; thi Satan ville ikke have haft nogen magt over ham. Døden ville ikke kunne have afskudt sin pil mod Lazarus i nærværelse af livets giver. Derfor blev Kristus borte. Han tillod fjenden at udøve sin magt, for at han kunne drive ham tilbage som en slagen fjende. Han tillod, at Lazarus kom ind under dødens herredømme; og de sørgende søstre så deres broder blive lagt i graven. Kristus vidste, at deres tro på Frelseren ville blive sat på en hård prøve, når de betragtede deres broders livløse ansigt. Men han vidste også, at på grund af den kamp, som de nu måtte igennem, ville deres tro stråle med langt større kraft. Han led med dem i hver sorg og angst, som de måtte udholde. Han elskede dem ikke mindre, fordi han tøvede; men han vidste, at sejren skulle vindes både for dem, for Lazarus, for ham selv og for hans disciple. ret
(360) For jeres skyld, for at I må komme til tro. For alle dem, der rækker hånden ud for at mærke Guds ledende hånd, er det mest modløse øjeblik det tidspunkt, hvor Guds hjælp er nærmest. De vil med taknemmelighed se tilbage på den mørkeste del af deres vej. Således forstår Herren at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse 2Pet. 2,9. Fra enhver fristelse og enhver prøvelse vil han lade dem gå ud med endnu stærkere tro og rigere erfaringer. ret
(361) Kristus tøvede med at komme til Lazarus, fordi han ville vise barmhjertighed mod dem, der ikke havde taget imod ham. Han tøvede, fordi han ved at opvække Lazarus fra de døde kunne give sit stivsindede vantro folk endnu et bevis for, at han i sandhed var "opstandelsen og livet". Han ville så nødig helt opgive håbet for folket, de stakkels, vildfarende får af Israels hus. Hans hjerte var ved at briste på grund af deres forhærdelse. I sin nåde havde han til hensigt at give dem endnu et vidnesbyrd om, at han var genløseren, den, som alene kunne vise dem vejen til livet og udødeligheden. Dette skulle være et bevis, som præsterne ikke kunne give nogen falsk forklaring på. Dette var årsagen til, at han tøvede med at drage til Betania. Det største af alle hans mirakler, opvækkelsen af Lazarus, ville sætte Guds segl på hans gerning og hans hævdelse af at være af guddommelig oprindelse. ret
(361) På vejen til Betania hjalp Jesus efter sin sædvane de syge og nødlidende. Da han nåede til byen, sendte han et bud til søstrene med meddelelse om sin ankomst. Kristus gik ikke med det samme ind i hjemmet, men ventede på et roligt sted ved vejen. De store ceremonier, som det var jødernes skik at iagttage ved deres venners og slægtninges død, stemte ikke overens med Kristi ånd. Han hørte klageråbene fra de lejede grædekoner, og han ønskede ikke at møde søstrene midt i al forvirringen. Blandt de sørgende venner fandtes der slægtninge af familien, af hvilke nogle beklædte store og ansvarsfulde stillinger i Jerusalem. Mellem dem var der også nogle af Kristi bitreste fjender. Kristus kendte deres hensigter, og derfor gav han sig ikke straks til kende. ret
(361) Meddelelsen blev givet til Marta på en så stilfærdig måde, at andre i stuen ikke hørte den. Maria var så fordybet i sin sorg, at hun ikke hørte, hvad der blev sagt. Marta rejste sig straks og gik ud for at møde Herren, men Maria, som troede, at hun var gået derhen, hvor Lazarus var blevet begravet, blev siddende stille og bedrøvet og kom ikke med noget spørgsmål. ret
(361) Marta skyndte sig af sted for at møde Jesus, opfyldt af modstridende følelser. I hans udtryksfulde ansigt læste hun den samme ømhed og kærlighed som altid før. Hendes tillid til ham var usvækket, men hun tænkte på sin inderligt elskede broder, som Jesus også havde elsket. Overvældet af sorg, fordi Kristus ikke var kommet før, men alligevel med et håb om, at han selv nu kunne gøre noget for at trøste dem, sagde hun: "Herre! havde du været her, var min broder ikke død." Atter og atter, midt i larmen fra de sørgende, havde søstrene gentaget disse ord. ret
(361) Med både menneskelig og guddommelig medlidenhed så Jesus hende ind i det sorgfulde, hærgede ansigt. Marta følte ikke trang til at berette om, hvad der var sket. Alt fik udtryk i disse rørende ord: "Herre! havde du været her, var min broder ikke død." Men da hun så hans kærlige udtryk, tilføjede hun: "Men selv nu ved jeg, at alt, hvad du beder Gud om, vil Gud give dig!" ret
(361) Jesus opmuntrede hendes tro ve,d at sige: "Din broder skal opstå." Hans svar havde ikke til hensigt at indgyde håb om en øjeblikkelig ændring. Han førte Martas tanker ud over den nuværende genoplivelse af hendes broder og lod dem fæste sig ved de retfærdiges opstandelse. Dette gjorde han, for at hun i Lazarus opvækkelse skulle kunne se et løfte om alle de retfærdiges opstandelse og en forsikring om, at den ville ske ved Frelserens magt. ret
(362) Marta svarede: "Jeg ved, at han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag." Jesus søgte stadig at lede hendes tro ind på de rette baner og sagde: "Jeg er opstandelsen og livet." I Kristus findes livet, det oprindelige, det retmæssige, det iboende. "Den, som har Sønnen, har livet" Joh 5,12. Kristi guddommelighed er den kristnes forvisning om evigt liv. Jesus sagde: "Den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?" Kristus ser her frem til tiden for sit andet komme. Så skal de retfærdige døde oprejses uforkrænkelige, og de levende retfærdige skal optages til Himmelen uden at se døden. Det under, som Kristus snart ville gøre ved at opvække Lazarus fra de døde, ville være et billed på de retfærdige dødes opstandelse. Ved sit ord og ved sine gerninger erklærede han sig selv for at være opstandelsens Herre. Han, som snart skulle dø på korset, stod med dødens nøgler som gravens overvinder og hævdede sin ret og magt til at give evigt liv. ret
(362) Til Frelserens ord: "Tror du det?" svarede Marta: "Ja, Herre! jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, den, som kommer til verden." Hun forstod ikke fuldt ud betydningen af de ord, Kristus havde talt, men hun bekendte sin tro på hans guddommelighed og sin forvisning om, at han var i stand til at gøre, hvad der behagede ham. ret
(362) Da hun havde sagt det, gik hun bort og kaldte i al stilhed på sin søster Maria og sagde: Mesteren er her og kalder på dig. Hun bragte denne meddelelse så stille som muligt; thi præsterne og rådsherrerne var parat til at gribe Jesus, så snart der tilbød sig en lejlighed til det. De sørgendes larmen forhindrede, at hendes ord blev hørt. ret
(362) Da Maria fik dette budskab, rejste hun sig hastigt og forlod værelset med et forventningsfuldt udtryk. Sørgeskaren fulgte efter hende, fordi de mente, at hun var gået til graven for at græde. Da hun nåede derhen, hvor Jesus ventede, knælede hun ned ved hans fødder og sagde med bævende stemme: "Herre! havde du været her var min broder ikke død." De sørgendes klageråb var hende en lidelse; for hun længtes efter at tale nogle ord alene med Jesus. Men hun vidste besked om den misundelse og skinsyge, der af nogle af de tilstedeværende næredes mod Jesus, og dette holdt hende tilbage fra at give sin sorg det fulde udtryk. ret
(362) Da nu Jesus så hende græde og så de jøder, som var kommet med hende, græde, harmedes han i sin ånd og blev heftigt bevæget. Han kunne læse alle de tilstedeværendes tanker. Han så, at for mange var det, der skulle være et udtryk for sorg, kun hykleri. Han vidste, at nogle i denne forsamling, der nu gav udtryk for fremhyklet sorg, inden længe ville lægge planer om at ombringe ikke blot ham, som udførte de mægtige mirakler, men også ham, som snart skulle opvækkes fra de døde. Kristus kunne have afsløret deres foregivne sorg; men han holdt sin retfærdige harme i tømme. Han udtalte ikke de ord, som han med rette kunne have sagt, på grund af den kære, som i sorg knælede ved hans fødder, og som i sandhed troede på ham. ret
(363) Hvor har I lagt ham? spurgte han. De svarer Herre! kom og se! Sammen vandrede de hen til graven. Det var et sørgeligt syn. Lazarus havde været meget elsket, og hans søstre græd over ham, som om deres hjerte skulle briste, medens de, som havde været hans venner, græd sammen med de ensomme søstre. Med al denne menneskelige elendighed for øje og ved tanken om, at de bedrøvede venner kunne sørge over den døde, medens verdens Frelser stod ved siden af dem, græd Jesus. Skønt han var Guds Søn, havde han dog påtaget sig menneskeskikkelse, og han blev dybt bevæget over menneskers sorg. Hans milde, medlidende hjerte bliver altid vækket til medynk med lidelse. Han græder med de grædende og glæder sig med de glade. ret
(363) Men det var ikke blot på grund af sin menneskelige deltagelse over for Maria og Marta, at Jesus græd. I hans tårer fandtes der en sorg, som stod så højt over menneskers sorg, som himmelen er højere end jorden. Kristus græd ikke over Lazarus; thi snart ville han kalde ham frem fra graven. Han græd, fordi mange af dem, der nu sørgede over Lazarus, snart ville lægge planer om at dræbe ham, som var opstandelsen og livet. Men de vantro jøder var slet ikke i stand til at fatte årsagen til hans tårer! Nogle, der ikke kunne se anden årsag til hans sorg end de ydre omstændigheder ved det, der foregik, sagde med sagte stemme: "Se, hvor han elskede ham!" Andre, der prøvede at så vantroens sæd i de tilstedeværendes hjerter, sagde spottende: "Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have hindret, at denne mand døde?" Hvis Kristus havde haft magt til at redde Lazarus, hvorfor havde han så tilladt, at han døde? ret
(363) Med profetisk blik så Kristus farisæernes og saddukæernes fjendskab. Han vidste, at de lagde planer om at dræbe ham. Han vidste, at nogle af dem, der tilsyneladende var så venlige, snart ville lukke håbets dør og portene ind til Guds stad i for sig selv. Der ville snart foregå en begivenhed, ved hans ydmygelse og korsfæstelse, som ville få Jerusalems ødelæggelse til følge, og til den tid var der ingen, der ville holde ve klager over de døde. Den straf, der ville komme over Jerusalem, stod klart for hans blik. Han så Jerusalem omringet af de romerske legioner. Han vidste, at mange af dem, der nu græd over Lazarus, ville dø under byens belejring, og ved deres død ville der ikke være noget håb. ret
(363) Det var ikke blot på grund af det, der foregik omkring ham, at Kristus græd. Tidernes sorg hvilede tyngende på ham. Han så de frygtelige virkninger af at overtræde Guds lov. Han så, at striden mellem det onde og det gode havde været endeløs i verdens historie lige siden Abels død. Når han så frem til de kommende år, så han, at lidelse og sorg, tårer og død ville blive menneskenes lod. Menneskehedens smerte til alle tider og i alle lande skar ham i hjertet. Den syndefulde slægts elendighed hvilede tungt på hans sjæl, og tårerne brød frem, fordi han higede efter at udfri dem af al deres ulykke. ret
(363) Da harmedes Jesus atter i sit indre og går hen til graven. Lazarus var blevet lagt i en klippehule, og en tung sten var anbragt foran indgangen. Tag stenen bort sagde Kristus. Marta gjorde indvendinger, fordi hun mente, at han blot ønskede at betragte den døde. Hun sagde, at liget havde været gravlagt i fire dage, og at det allerede var beyndt at gå i forrådnelse. Denne erklæring, der blev givet før Lazarus opvækkelse, gjorde det umuligt for Kristi fjender at sige, at der var sket et bedrag. Tidligere havde farisæerne sat falske beretninger i omløb med hensyn til de mest vidunderlige beviser på Guds magt. Da Kristus vakte Jairus datter til live, havde han sagt: Barnet er ikke dødt, det sover. Mark. 5,39. Da hun kun havde været syg en kort tid og blev kaldt til live straks efter døden, erklærede farisæerne, at barnet ikke havde været dødt, at Kristus selv havde sagt, at hun kun sov. De havde forsøgt at få det til at se ud, som om Kristus ikke kunne helbrede sygdomme, at hans mirakler var falsk spil. Men i dette tilfælde var der ingen, der kunne benægte, at Lazarus var død. ret
(364) Når Herren vil til at udrette noget, får Satan en eller anden til at gøre indvendinger. "Tag stenen bort!" sagde Kristus. Så vidt det er muligt, skal I berede vejen for min gerning. Men Martas praktiske og selvhævdende natur fornægtede sig ikke. Hun var ikke villig til, at liget, som var gået i forrådnelse, skulle blive synligt for alle. Menneskets hjerte har svært ved at fatte Kristi ord, og Martas tro havde ikke fået fat i den sande betydning af hans løfte. ret
(364) Kristus dadlede Marta, men hans ord blev sagt med den største mildhed. "Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?" Hvorfor skulle du tvivle om min magt? Hvorfor komme med indvendinger mod det, jeg forlanger? Du har jo fået mit ord. Hvis du tror, skal du se Guds herlighed. Det, som efter naturens love er umuligt, kan ikke hindre den Almægtiges gerning. Tvivl og vantro er ikke det samme som ydmyghed. Ubetinget tro på Kristi ord er sand ydmyghed, sand selvhengivelse. ret
(364) Tag stenen bort! Kristus kunne have befalet stenen selv at flytte sig, og den ville have adlydt hans røst. Han kunne have befalet englene, der var ham ganske nær, at de skulle gøre det. På hans bud ville usynlige hænder have flyttet stenen. Men den skulle fjernes af menneskehænder! På denne måde ville Kristus vise, at mennesker skal samarbejde med Gud. Guddomsmagten skal ikke påkaldes for at udføre, hvad der kan udrettes ved menneskemagt. Gud kan ikke undvære menneskers hjælp. Han styrker dem og samarbejder med dem, når de bruger den kraft og de evner, de har fået. ret
(364) Befalingen bliver adlydt. Stenen bliver rullet bort. Alt sker åbenlyst og frivilligt. Alle har mulighed for at se, at der ikke foregår noget bedrag. Derinde ligger Lazarus lig i sin klippegrav, koldt og stille i døden. Sørgeskaren bliver tavs. Forbavsede og forventningsfulde står de alle omkring graven og venter for at se, hvad der nu vil ske. ret
(364) Kristus står roligt foran graven. Alle de tilstedeværende føler, at dette er en hellig højtidsstund. Kristus træder nærmere hen til graven. Han ser op mod himmelen og siger: "Fader! jeg takker dig, fordi du har bønhørt mig!" For ikke længe siden havde Kristi fjender beskyldt ham før gudsbespottelse og havde samlet sten sammen for at kaste dem på ham, fordi han hævdede at være Guds Søn. De beskyldte ham for at gøre undere ved Satans hjælp. Men her taler Kristus til Gud som sin Fader og erklærer med fuldkommen tillid, at han er Guds Søn. ret
(365) I alt, hvad Kristus gjorde, virkede han sammen med sin Fader. Han havde altid meget omhyggeligt og tydeligt forkyndt, at han ikke arbejdede i uafhængighed. Det var ved tro og bøn, at han gjorde sine undere. Kristus ville, at alle skulle kende hans forhold til Faderen. "Fader!" sagde han, "jeg takker dig, fordi du har bønhørt mig. Jeg vidste vel, at du altid bønhører mig; men jeg sagde det for skarens skyld, som står her omkring, for at de skal tro, at det er dig, der har sendt mig." Her fik disciplene og skaren det mest overbevisende vidnesbyrd om det forhold der bestod mellem Kristus og Gud. De skulle få at se, at Kristi ord ikke var noget bedrag. ret
(365) Og da han havde sagt det, råbte han med høj røst: Lazarus, kom herud! Hans klare, stærke røst trænger ind til den døde. Medens han taler, stråler det guddommelige frem af menneskeskikkelsen. I hans ansigtstræk, der lyser af Guds herlighed, ser folket forvisningen om hans magt. Hvert blik er rettet mod indgangen til hulen. Hvert øre lytter spændt for at opfange den mindste lyd. Med dyb og angstfuld opmærksomhed venter alle på dette kriterium for Kristi guddommelighed, beviset, der skal dokumentere hans krav om at være Guds Søn, eller for stedse udslukke håbet. ret
(365) Der er noget der bevæger sig i den stille grav, og han, som var død, står i døren til gravkammeret. Hans bevægelser besværliggøres af gravklæderne, som han blev lagt til hvile i, og Kristus siger til de undrende tilskuere: Løs ham og lad ham gå! Atter får de at se, at mennesker bør samarbejde med Gud. Mennesker må arbejde til hjælp for mennesker. Lazarus bliver befriet for ligklæderne og står foran forsamlingen, ikke som et menneske, der er udtæret af sygdom, med svage, vaklende lemmer, men som en mand i sin bedste alder og i sin fulde manddomskraft. Hans øjne stråler af forstand og af kærlighed til Frelseren. Han kaster sig tilbedende ned for Jesu fødder. De, som ser det, er først målløse af forundring. Så følger der et ubeskriveligt optrin med fryd og taksigelser. Søstrene modtager deres atter levende broder som en gave fra Gud, og med glædestårer fremstammer de deres tak til Frelseren. Men medens broder, søstre og venner fryder sig over atter at være forenede, trækker Jesus sig tilbage fra dem alle. Da de ser sig om efter livets giver, er han intetsteds at finde. ret