(366) Dette kapitel er bygget op over Joh 11,47-54
Betania lå så nær ved Jerusalem, at rygte om Lazarus opvækkelse snart nåede til denne by. Ved hjælp af spioner, der havde overværet underet, var de jødiske rådsherrer hurtigt kommet i besiddelse af alle kendsgerningerne. Sanhedrin blev straks indkaldt til et møde for at træffe bestemmelse om, hvad man kunne gøre. Nu havde Kristus helt og fuldt åbenbaret sin magt over døden og graven. Dette mægtige mirakel var kronen på værket blandt de beviser, Gud havde givet mennesker for, at han havde sendt sin Søn til verden for deres frelses skyld. Dette var en udfoldelse af guddomsmagt, der måtte kunne overbevise enhver sjæl, der lod sig beherske af fornuft og en oplyst samvittighed. Mange af dem, der havde været vidne til Lazarus opvækkelse, kom til at tro på Jesus. Men præsternes had imod ham blev blot forstærket. De havde forkastet alle de mindre vidnesbyrd om hans guddommelighed, og dette nye mirakel ophidsede dem kun yderligere. Den døde var blevet kaldt til live i det klareste dagslys og i overværelse af en mængde vidner. Intet kunstgreb kunne bortforklare et sådant vidnesbyrd. Netop af denne grund blev præsternes had endnu mere dødeligt. De var mere end nogensinde fast besluttede på at ville gøre en ende på Kristi gerning. ret
(366) Skønt saddukæerne ikke syntes om Kristus, havde de ikke været så ondskabsfulde imod ham som farisæerne. Deres had havde ikke været så bittert. Men nu blev de meget forfærdede. De troede ikke på de dødes opstandelse. Ved hjælp af såkaldt videnskab havde de draget den slutning, at det ville være en umulighed for et lig atter at komme til live. Men ved nogle få ord fra Kristus var deres teori blevet omstyrtet. Det viste sig, at de hverken kendte Skrifterne eller Guds kraft. De kunne ikke se nogen mulighed for at udrydde det indtryk, som dette under havde gjort på folket. Hvordan skulle mennesker lade sig drage bort fra ham, der havde haft magt til at berøve graven dens døde? Der blev sat løgnagtige beretninger i omløb, men underet lod sig ikke benægte, og de vidste ikke, hvordan de skulle modvirke følgerne af det. Hidtil havde saddukæerne ikke støttet planen om at få Jesus dræbt; men efter Lazarus opvækkelse stod det dem klart, at hans frygtløse fordømmelse af dem kun kunne standses ved hans død. ret
(366) Farisæerne troede på opstandelsen, og de kunne ikke undgå at se, at dette under var et bevis på, at Messias var iblandt dem. Men de havde altid modarbejdet Kristi gerning. De havde hadet ham fra første færd, fordi han havde afsløret deres hykleriske foregivender. Han havde revet de strenge ritualers kappe til side og havde blottet deres forkrøblede moral. Den rene lære, som han forkyndte, havde virket fordømmende på deres hykleriske forsikringer om fromhed. De tørstede efter at hævne sig på ham på grund af hans skarpe irettesættelser. De havde forsøgt at tirre ham til at sige eller gøre noget, der kunne give dem anledning til at få ham dømt. Flere gange havde de prøvet på at stene ham, men han var ganske stille gået sin vej, og de havde tabt ham af syne. ret
(367) De undergerninger, han gjorde på sabbatsdagen, var alle til hjælp for lidende mennesker, men farisæerne havde forsøgt at få ham dømt som sabbatsbryder. De havde prøvet at ophidse herodianerne imod ham. De erklærede, at han søgte at oprette et rivaliserende kongedømme, og de drøftede sammen, hvordan de kunne få ham dræbt. For at ophidse romerne imod ham havde de fremstillet ham som en, der prøvede at nedbryde deres myndighed. De havde benyttet sig af ethvert påskud til at forhindre ham i at få indflydelse over folket. Men hidtil var deres planer blevet krydsede. Skarerne, der var vidne til hans barmhjertighedsgerninger og hørte hans hellige, rene lære, vidste, at disse ord og gerninger ikke stammede fra en sabbatsbryder eller gudsbespotter. Selv de tjenere, som farisæerne havde udsendt, var blevet så påvirket af hans ord, at de ikke kunne lægge hånd på ham. Til sidst havde jøderne i deres fortvivlelse udstedt en forordning om, at enhver, der bekendte at tro på Jesus, skulle udelukkes fra synagogen. ret
(367) Da nu præsterne, rådsherrerne og de ældste samledes for at drøfte sagen, var det derfor deres faste beslutning at bringe ham til tavshed, der udrettede så vidunderlige ting, at alle mennesker undrede sig. Farisæerne og saddukæerne sluttede sig nærmere sammen end nogensinde før. Skønt de tidligere havde været splittede, blev de nu til et i deres modstand mod Kristus. Ved en tidligere samling af rådet havde Nikodemus og Josef forhindret Jesu domfældelse, og derfor var de ved denne lejlighed ikke blevet indkaldt. I rådet var der andre indflydelsesrige mænd til stede, som troede på Jesus, men de kunne ikke udrette noget mod de ondskabsfulde farisæere. ret
(367) Dog var rådets medlemmer ikke alle enige. På dette tidspunkt var Sanhedrin ikke nogen retsgyldig forsamling. Det eksisterede kun på grund af romernes tolerance. Nogle af dets medlemmer var i tvivl om det kloge i at dømme Jesus til døden. De var bange for, at dette ville vække oprør blandt folket og forårsage, at romerne ville berøve præsteskabet endnu flere gunstbevisninger og fratage det den magt, som det endnu havde. Saddukæerne stod sammen i deres fælles had mod Jesus, men alligevel var de tilbøjelige til at være forsigtige med deres forehavender, fordi de var bange for, at romerne skulle berøve dem deres store anseelse. ret
(367) I denne rådsforsamling, der planlagde Kristi død, var der vidne til stede, som hørte Nebukadnezars pralende ord, som var vidne til Belsazzars afguderiske gæstebud, som var til stede, da Kristus i Nazaret erklærede sig for at være den Salvede. Dette vidne gav nu rådsherrerne en fornemmelse af, hvad det var for en gerning, de var ved at udføre. Begivenheder i Kristi liv dukkede op i deres erindring med en tydelighed, som forfærdede dem. De huskede begivenheden i templet, da Jesus som en dreng på tolv år stod foran de lærde lovkyndige og stillede dem spørgsmål, som de undrede sig over. Det mirakel, der lige var sket, var et vidnesbyrd om, at Jesus ikke var nogen anden end Guds Søn. Det gamle Testamentes skrifter med deres omtale af Kristus gik pludselig op for dem i deres sande betydning. Forvirrede og bekymrede spurgte rådsherrerne sig selv: Hvad skal vi gøre? Der var splittelse inden for rådet. Under Helligåndens påvirkning kunne præsterne og rådsherrerne ikke bortjage den overbevisning, at de kæmpede mod Gud selv. ret
(368) Medens forvirringen i rådet var på sit højeste, rejste ypperstepræsten Kajfas sig. Kajfas var en hovmodig og grusom mand, anmassende og intolerant. Han havde familieforbindelse med saddukæerne, hovmodige, dristige, ubesindige, ærgerrige mænd med en grusomhed, som de skjulte under dække af foregiven retfærdighed. Kajfas havde studeret profetierne, og skønt han var uvidende om deres sande betydning, talte han med stor myndighed og overbevisning: I forstår da heller ingenting! og I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at et menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde! Ypperstepræsten hævdede, at selv om Jesus var uskyldig, så måtte han skaffes af vejen. Han var besværlig, han drog folket til sig og forringede rådsherrernes myndighed. Han var kun en! Det var bedre, at han døde, end om rådsherrernes myndighed blev svækket. Hvis folket først mistede tilliden til deres rådsherrer, ville dets magt som folk snart gå til grunde. Kajfas fremhævede, at efter dette mirakel ville Jesu disciple sandsynligvis rejse en opstand. Så vil romerne komme, sagde han, og de vil lukke vort tempel og afskaffe vore love, så vi tilintetgøres som et folk. Hvad er denne galilæers liv værd i forhold til folkets liv? Hvis han står i vejen for Israels velfærd, vil det så ikke være at gøre Gud en tjeneste at få ham fjernet? Det er bedre, at et menneske dør, end at hele folket går til grunde. ret
(368) Ved at erklære, at et menneske burde dø for folket, beviste Kajfas, at han havde noget kendskab til profetierne, skønt det var meget begrænset. Men i sin beretning om denne tildragelse fremdrager Johannes profetien og viser os dens store og dybe betydning. Han siger: Og ikke for folket alene, men også for at samle Guds adspredte børn sammen til et. I al sin blindhed erkendte den stolte Kajfas dog Frelserens kald! ret
(368) I Kajfas mund blev denne dyrebare sandhed forvandlet til en løgn. Den politik, han gjorde sig til talsmand for, byggede på et princip, der var lånt fra hedenskabet. Blandt hedningerne havde en uklar fornemmelse af, at en måtte dø for menneskeslægten, ført til menneskeofringer. Sådan foreslog Kajfas ved at ofre Jesus at frelse det skyldige folk, ikke fra deres overtrædelser, men i deres overtrædelser, for at de skulle kunne leve videre i deres synd. Og ved at ræsonnere således mente han at dæmpe modstanden hos dem, der turde vove at sige, at der foreløbig ikke var fundet noget hos Jesus, der gjorde ham skyldig til døden. ret
(369) Ved denne rådsforsamling var Jesu fjender blevet i højeste grad overbevist. Helligånden havde talt til deres sind. Men Satan stræbte efter at få magten over dem. Han erindrede dem indtrængende om alle de besværligheder, de havde haft på grund af Jesus. Hvor lidt havde han ikke æret deres retfærdighed! Han forkyndte en retfærdighed, der var langt større, og som alle, der ville kaldes Guds børn, måtte eje. Uden at tage hensyn til deres skikke og ceremonier havde han opmuntret syndere til at gå lige til Gud som til en barmhjertig Fader og betro ham deres nød. På denne måde havde han efter deres mening tilsidesat præsteskabet. Han havde nægtet at anerkende rabbinerskolernes teologi. Han havde afsløret præsternes slette handlinger og havde uigenkaldeligt skadet deres indflydelse. Han havde ødelagt virkningen af deres leveregler og overleveringer ved at erklære, at skønt de krævede streng overholdelse af ritualloven, så gjorde de Guds lov ugyldig. Alt dette fik Satan dem nu til at erindre. ret
(369) Satan sagde til dem, at de for at opretholde deres myndighed var nødt til at dømme Jesus til døden. De fulgte dette råd. At de risikerede at miste den magt, som de nu udøvede, var efter deres mening tilstrækkelig årsag til, at de måtte træffe en afgørelse. Med undtagelse af nogle få, der ikke vovede at sige deres mening, modtog Sanhedrin Kajfas ord, som om de var Guds ord. Der faldt ro over rådet; uenigheden holdt op. De besluttede at få Jesus henrettet ved den første gunstige lejlighed. Ved at forkaste beviset for Kristi guddommelighed havde præsterne og rådet spærret sig selv inde i et uigennemtrængeligt mørke. De var kommet helt i Satans magt for af ham at blive styrtet ud over brinken til evig fortabelse. Dog var deres selvbedrag af en sådan art, at de var veltilfredse med sig selv. De betragtede sig selv som patrioter, der søgte at redde folket. ret
(369) Sanhedrin var imidlertid bange for at handle overilet over for Jesus, for at folket ikke skulle blive ophidset, og for at den voldshandling, som de pønsede på, ikke skulle komme til at ramme dem selv. Derfor tøvede de med at bringe den dom, de havde fældet, til udførelse. Frelseren vidste alt om præsternes sammensværgelse. Han vidste, at de længtes efter at skaffe sig af med ham, og at de snart ville udføre deres hensigter. Men det tilkom ikke ham at fremskynde dette afgørende vendepunkt, og han drog bort fra denne egn og tog sine disciple med sig. Således indskærpede Jesus atter ved sit eget eksempel det, han havde belært sine disciple om: Når de forfølger jer i en by, så flygt til en anden. Matt. 10,23. Der var en vid mark, hvor man kunne arbejde for sjæles frelse; og hvis ikke deres troskab mod Herren krævede det, skulle hans tjenere ikke sætte deres liv i fare. ret
(369) Jesus havde nu skænket verden tre års offentligt arbejde. De havde set hans eksempel på selvfornægtelse og uegennyttig godgørenhed. Alle kendte til hans levned, som var præget af renhed, lidelse og opofrelse. Og dog kunne verden ikke tåle sin Frelsers nærværelse længere end disse tre korte år. ret
(369) Hans liv havde været præget af forfølgelse og krænkelser. Forjaget fra Betlehem af en skinsyg konge, forkastet af sit eget folk i Nazaret, uden nogen grund dømt til døden i Jerusalem fandt Jesus sammen med sine trofaste ledsagere et midlertidigt tilflugtsted i en fremmed by. Han, som altid lod sig bevæge ved menneskers lidelser, som helbredte de syge, gav de blinde deres syn, de døve deres hørelse og de stumme evnen til at tale, som mættede de sultne og trøstede de sørgende, han blev drevet bort fra det folk, han havde arbejdet for at frelse. Han, som vandrede på den oprørte sø og med et ord fik bølgernes vrede larmen til at standse, som uddrev onde ånder, der, så de for bort, erkendte ham for at være Guds Søn, han, som vækkede af dødens søvn, og som tryllebandt tusinder ved sin visdoms ord, han kunne ikke nå ind til deres hjerter, som var forblindede af fordom og had, og som hårdnakket forkastede lyset. ret
(370) Påsketiden nærmede sig, og atter begav Jesus sig hen imod Jerusalem. I hans hjerte var den fred, der kom af helt at være et med Faderens vilje, og med hastige skridt skyndte han sig hen imod offerstedet. Men over disciplene hvilede der en følelse af noget hemmelighedsfuldt, af tvivl og frygt. Frelseren gik foran dem; men de var forfærdede, og de, som fulgte med, var bange. ret