(371) Dette kapitel er bygget op over Matt 20,20-28; Mark 10,32-45; Luk 18,31-34
Atter kaldte Kristus de tolv til sig, og på en mere afgørende måde end nogensinde før fortalte han dem om sin forrådnelse og om sin kommende lidelse. Se, sagde han, vi drager op til Jerusalem, og alt det, som står skrevet hos profeterne om Menneskesønnen, skal fuldbyrdes. Thi han skal overgives til hedningerne og blive spottet, hånet og spyttet på, og de skal piske ham og dræbe ham, og på den tredje dag skal han opstå. Men de fattede intet deraf, det var dunkel tale for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. ret
(371) Havde de ikke lige nu forkyndt: Guds rige er kommet nær? Havde ikke Kristus selv lovet, at mange skulle sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Guds rige? Havde han ikke lovet enhver, der forlod noget for hans skyld, at han skulle få det hundred fold igen og få del i hans rige? Og havde han ikke givet de tolv det særlige løfte om en ærefuld plads i hans rige, om at sidde på troner og dømme Israels tolv stammer? Selv nu havde han sagt, at alt det, der var skrevet om ham hos profeterne, skulle opfyldes. Og havde ikke profeterne forudsagt herligheden i Messias rige? I lyset af disse tanker forekom hans ord om at forrådes, om forfølgelse og død uklare og tågede. Hvilke vanskeligheder der end måtte komme, så troede de, at riget snart skulle oprettes. ret
(371) Johannes, Zebedæus søn, havde været en af de første to disciple, der fulgte Jesus. Han og hans broder Jakob havde været blandt de første, der havde forladt alle ting for at tjene ham. De havde med glæde forladt både hjem og venner for at kunne være sammen med ham. De havde vandret med ham og talt med ham. De havde været sammen med ham i hjemmets stilhed og i de store forsamlinger. Han havde beroliget deres frygt, udfriet dem fra farer, lindret deres smerter, trøstet dem i deres sorg, og med tålmodighed og mildhed havde han undervist dem, indtil deres hjerter syntes at være forenede med hans, og i deres inderlige kærlighed higede de efter at være ham nærmest i hans rige. Hver gang der var mulighed for det, indtog Johannes den plads, der var Frelseren nærmest, og Jakob længtes efter at blive hædret gennem en tættere forbindelse med ham. ret
(372) Deres moder var en af Kristi disciple og havde frivilligt tjent ham med hvad hun havde. Med moderlig kærlighed og ærgerrighed på sine sønners vegne higede hun efter, at de skulle få de mest ærede stillinger i det nye rige. Hun opmuntrede dem til at fremkomme med en anmodning herom. Moderen og sønnerne kom sammen hen til Jesus og bad om, at han ville opfylde en bøn, som var dem meget magtpåliggende. Hvad er det, I vil, jeg skal gøre for jer? spurgte han. Moderen svarede: Sig, at mine to sønner må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre side. ret
(372) Jesus er mild og overbærende mod dem og dadler dem ikke for deres egenkærlighed ved at søge at blive foretrukket for deres brødre. Han læser deres tanker, han ved, at de er ham inderligt hengivne. Deres kærlighed er ikke blot en menneskelig kærlighed. Skønt den er besmittet af jordiskheden i dens menneskelige oprindelse, så strømmer den ud fra hans egen frelsende kærligheds kilde. Han vil ikke irettesætte dem, men lutre og rense deres sind. Han sagde: Kan I tømme den kalk, som jeg skal tømme, eller døbes med den dåb, som jeg skal døbes med? De husker hans mærkelige ord, der viste hen til prøvelse og lidelse, men alligevel svarer de tillidsfuldt: Ja, vi kan. De ville regne det for den største ære at måtte få del i alt, hvad der skulle times deres Herre. ret
(372) Den kalk, som jeg tømmer, skal I tømme, og den dåb, som jeg døbes med, skal I døbes med, sagde han. Han så for sig et kors i stedet for en trone og to forbrydere på sin højre og sin venstre side. Johannes og Jakob skulle få del i deres Mesters lidelse. Den ene skulle som den første af brødrene dø for sværdet; den anden måtte længere end nogen anden udholde møje og skændsel og forfølgelse. ret
(372) Men sædet ved min højre eller min venstre side står det ikke til mig at bortgive; men det gives til dem, hvem det er beredt af min Fader. Inden for Guds rige opnår man ikke værdighed ved særlig begunstigelse. Man kan ikke fortjene den, og man kan heller ikke få den som en vilkårlig tildeling. Den er en følge af det sind, man har. Kronen og tronen er tegn på den tilstand, man er nået til; de er tegnet på, at vort eget jeg er besejret ved vor Herre Jesus Kristus. ret
(372) Lang tid herefter, da disciplene var kommet til at forstå Kristus ved at være fælles med ham om lidelsen, åbenbarede Herren for Johannes, hvad der er betingelsen for at være ham nær i hans rige. Kristus sagde: Den, der sejrer, ham vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde hos min Fader på hans trone. Den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra; og jeg vil skrive på ham min Guds navn, ..... og også mit eget nye navn. Åb. 3,21. 12. Apostelen Paulus skrev også således: Thi mit blod skal nu snart udgydes som drikoffer, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag. 2Tim. 4,6-8. ret
(373) Den, der står Kristus nærmest, vil blive den, der her på jorden har fået rigest del i hans selvopofrende kærligheds ånd, den kærlighed, som ikke praler, ikke opblæses, ..... ikke søger sit eget, ikke lader sig ophidse, ikke bærer nag (1Kor. 13,4-5), en kærlighed, der tilskynder disciplen, som den tilskyndede vor Herre, til at give alt, til at leve og arbejde og ofre, om det så er livet, for menneskers frelse. Denne ånd blev åbenbaret i Paulus liv. Han sagde: For mig er det at leve Kristus thi hans liv åbenbarede Kristus for mennesker; og det at dø en vinding, en vinding for Kristus. Selv døden ville åbenbare hans nådes magt og vinde sjæle for ham. At Kristus ..... må blive forherliget i mit legeme, sagde han, enten det bliver gennem liv eller død. Fil. 1,21. 20. ret
(373) Da de ti hørte om Jakobs og Johannes anmodning, blev de meget utilfredse. Den øverste plads i riget var netop det, som enhver af dem søgte for sig selv, og de var vrede over, at de to disciple tilsyneladende var kommet dem i forkøbet. ret
(373) Atter syntes striden om, hvem af dem der skulle være den første, at være blusset op, da Jesus kaldte dem til sig og sagde til de opbragte disciple: I ved, at folkenes fyrster er strenge herrer over dem, og de store lader dem føle deres magt. Således skal det ikke være iblandt jer. ret
(373) I verdens riger betød høje stillinger selvophøjelse. Man regnede med, at folket var til for at gavne de herskende klasser. Indflydelse, rigdom og uddannelse var midler til at opnå herredømmet over masserne, så de kunne udnyttes af de ledende. De højere samfundsklasser skulle tænke, afgøre, nyde og herske, og de lavere skulle adlyde og tjene. Gudsdyrkelsen var ligesom alt andet et spørgsmål om myndighed. Man ventede af folket, at de skulle tro og handle efter deres foresattes anvisning. Menneskets ret til som menneske selv at tænke og handle så man helt bort fra. ret
(373) Kristus oprettede et rige efter ganske andre grundregler. Han kaldte ikke mennesker til myndighed, men til tjeneste, så de stærke kunne hjælpe de svage i deres skrøbelighed. Magt, rang, dygtighed og uddannelse gav den, som var i besiddelse heraf, større forpligtelser til at tjene sine medmennesker. Selv til de ringeste af Kristi disciple siges der: Det sker nemlig alt sammen for jeres skyld. 2Kor. 4,15. ret
(373) Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Blandt sine disciple var Kristus i enhver forstand den omsorgsfulde og den, der bar byrderne. Han delte deres fattigdom, han fornægtede sig selv for deres skyld, han gik foran dem for at jævne vejen, hvor de mødte vanskeligheder, og snart ville han fuldende sin gerning på jorden ved at hengive sit liv. Det princip, hvorefter Kristus handlede, skal også få medlemmerne af den menighed, som er hans legeme, til at handle. Frelsens hensigt og grundvold er kærlighed. I Kristi rige er de størst, som følger det eksempel, han har givet os, og virker som hyrder for hans hjord. ret
(373) Paulus ord åbenbarer den sande værdighed og ære ved at være en kristen. Thi skønt jeg står fri over for alle, har jeg dog gjort mig til tjener for alle, for at jeg kunne vinde des flere, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de må blive frelste. 1Kor. 9,19; 10,33. ret
(374) Når det gælder samvittighedsspørgsmål, må sjælen ikke hindres af noget. Ingen skal føre opsyn med andres tanker eller dømme andre eller foreskrive dem, hvad der er deres pligt. Gud giver enhver frihed til at tænke og til at følge sin egen overbevisning. Hver af os skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud. Ingen har ret til at lade sin egen personlighed gå op i en højere enhed med et andet menneskes. I alle spørgsmål af afgørende betydning skal enhver blot være fuldt forvisset i sit eget sind. Rom. 14,12. 5. I Kristi rige findes der ingen hovmodig undertrykkelse, ingen påtvungen livsform. Himmelens engle kommer ikke til jorden, for at herske og kræve hyldest, men som nådens sendebud for at samvirke med mennesker for at højne menneskeslægten. ret
(374) Grundreglerne og selve ordene i Frelserens lære levede i al deres guddommelige skønhed i den elskede discipels erindring. Hovedindholdet af Johannes vidnesbyrd til menighederne var til hans sidste stund dette: Thi dette er det budskab, I har hørt fra bekendelsen, at vi skal elske hverandre. Derved har vi lært kærligheden at kende, at Han satte sit liv til for os; så er også vi skyldige at sætte livet til for brødrene. 1Joh. 3,11. 16. ret
(374) Det var denne ånd, den første menighed var gennemtrængt af. Efter udgydelsen af Helligånden havde "hele forsamlingen af dem, der var kommet til troen, et hjerte og en sjæl; ikke en eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget." "Iblandt dem var der ingen, som led nød." Og med stor kraft aflagde apostlene vidnesbyrdet om Herren Jesu opstandelse, og alle havde de stor yndest hos folket." Apg. 4,32. 34. 33. ret