(429) Dette kapitel er bygget op over Matt 24; Mark 13; Luk 21,5-38
Kristi ord til præsterne og de ældste: "Se, jeres huse bliver forladt og overladt til jer selv!" Havde slået dem med rædsel. De foregav at være ligegyldige, men spørgsmålet om betydningen af disse ord blev ved med at nage dem. Det var, som om en usynlig fare truede dem. Var det muligt, at dette pragtfulde tempel, som var folkets stolthed, snart skulle blive til en ruinhob? Også disciplene nærede en forudanelse om noget ondt, og de afventede med spænding en eller anden mere tydelig forklaring af Jesus. Da de sammen med ham vandrede ud fra templet, henledte de hans opmærksomhed til dets styrke og skønhed. Templets stene var af det reneste marmor, blændende hvide, og nogle af dem af en næsten fabelagtig størrelse. En del af muren havde modstået belejringen af Nebukadnezars hære. Med sin fuldendte opbygning virkede den som en eneste massiv sten, der var hentet i stenbrudet. Disciplene fattede ikke, hvordan disse mægtige mure skulle lade sig nedbryde. ret
(429) Da Kristus blev gjort opmærksom på templets pragt, hvad har mon så været denne forkastedes uudtalte tanke. Det var i sandhed et smukt syn, der viste sig for ham, men han sagde med sorg: Jeg ser det alt sammen! Bygningerne er virkelig vidunderlige. I mener, at disse mure tilsyneladende er uforgængelige; men lyt til, hvad jeg siger: "Her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned." ret
(429) Kristi ord var blevet sagt i overværelse af en mængde mennesker; men da han blev alene, kom Peter, Jakob og Johannes hen til ham på Oliebjerget, hvor han havde sat sig til hvile. De sagde: "Sig os, når dette skal ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?" Jesus besvarede ikke sine disciples spørgsmål ved hver for sig at beskrive Jerusalems ødelæggelse og den store dag, hvor han skulle komme igen. Han blandede beskrivelsen af disse to begivenheder sammen. Hvis han havde afsløret fremtidens begivenheder for disciplene, sådan som han så dem, ville de ikke have været i stand til at udholde synet. I sin barmhjertighed blandede han beskrivelsen af de to store skæbnesvangre vendepunkter og overlod så til disciplene selv at granske betydningen. Når han omtalte Jerusalems ødelæggelse, nåede hans profetiske ord ud over denne begivenhed til den sidste vældige verdrnsbrand på den dag, hvor Herren skal rejse sig i sin vælde for at straffe verden for dens ugudelighed, hvor jorden skal bringe sit blod for lyset og ikke mere skjule sine dræbte. Hele denne tale blev ikke blot holdt for disciplenes skyld, men også for deres, som skulle opleve de sidste begivenheder i denne jords historie. ret
(430) Kristus vendte sig til disciplene og sagde: "Agt vel på, at ikke nogen skal føre jer vild. Thi mange skal komme i mit navn og sige leg er Kristus; og de skal føre mange vild." Der vil vise sig mange falske Messias'er, der hævder at kunne gøre mirakler og erklærer, at tiden for jødefolkets udfrielse nu er kommet. De vil føre mange vild. Kristi ord gik i opfyldelse. I tiden mellem hans død og Jerusalems belejring viste der sig mange falske Messias'er. Men denne advarsel gælder også dem, der nu lever i verden. De samme bedrag, der fandt sted forud for Jerusalems ødelæggelse, er blevet udøvet gennem tiderne og vil atter blive udøvet. ret
(430) I skal komme til at høre krigslarm og krigsrygter. Se til, at I ikke lader jer skræmme, thi det må komme således. Dog, det er endnu ikke enden. Før Jerusalems ødelæggelse var der mænd, der stredes om herredømmet. Kejsere blev myrdet. De, som blev anset for at stå tronen nærmest, blev dræbt. Der var krigslarm og krigsrygter. Thi det må komme således, sagde Kristus, dog, det er endnu ikke enden (for jødefolket som nation). Thi folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, og der skal være hungersnød og jordskælv både her og der. Men alt det er kun veernes begyndelse. Kristus sagde: Når de skriftkloge ser disse tegn, vil de sige, at de er Guds dom over folkeslagene, fordi de holder hans udvalgte folk i trældom. De vil hævde, at disse tegn er tegnene på Messias komme. Lad jer ikke føre vild, tegnene er begyndelsen på hans dom! Folket har kun tænkt på sig selv. De har ikke angret og omvendt sig, så jeg kunne helbrede dem. De tegn, som de omtaler som varsler om deres befrielse fra trældommen, er tegn på deres ødelæggelse. ret
(430) Så skal man overgive jer til trængsel og slå jer ihjel, og I skal blive hadet af alle folk for mit navns skyld. Og da skal mange bringes til fald og forråde hverandre og hade hverandre. Alt dette måtte de kristne lide. Fædre og mødre forrådte deres børn. Børn forrådte deres forældre. Venner overgav deres venner til Sanhedrin. Forfølgerne opnåede deres hensigt ved at dræbe Stefanus, Jakob og andre kristne mænd. ret
(430) Gud gav ved sine tjenere det jødiske folk en sidste mulighed til at omvende sig. Han åbenbarede sig gennem sine vidner, når de blev grebet, under deres forhør og i fængslerne. Alligevel fældede deres dommere dødsdom over dem. De var mænd, som verden ikke var værdig til, og ved at dræbe dem korsfæstede jøderne på ny Guds Søn. Sådan vil det atter ske. Øvrigheden vil lave love, der begrænser religionsfriheden. De vil tiltage sig en ret, som tilkommer Gud alene. De vil mene, at de kan tvinge samvittigheden, som kun Gud burde være herre over. Allerede nu er de ved at gøre begyndelsen. De vil fortsætte med denne gerning, til de når den grænse, som de ikke kan overskride. Gud vil gribe ind og hjælpe sit trofaste folk, som holder hans bud. ret
(430) Ved enhver lejlighed, hvor der sker forfølgelser, må de, der er vidne dertil, enten tage parti for eller imod Kristus. De, som viser deltagelse for dem, der bliver dømt med urette, viser deres hengivenhed for Kristus. Andre bliver krænkede, fordi sandhedens principper går lige på tværs af deres sædvaner. Mange snubler og falder, fordi de svigter den tro, som de engang gjorde sig til talsmand for. De, som svigter i prøvens stund, vil, for at sikre sig selv, bære falsk vidnesbyrd og forråde deres brødre. Kristus har advaret os herom, for at vi ikke skal blive overraskede over den unaturlige, grusomme fremgangsmåde hos dem, der forkaster lyset. ret
(431) Kristus gav sine disciple et tegn på den ødelæggelse, der skulle ramme Jerusalem, og han fortalte dem, hvordan de selv kunne undkomme. "Men når I ser Jerusalem omringet af krigshære, så skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene; og de, der er inde i byen, skal drage ud af den, og de, der er på landet, skal ikke ty ind i den. Thi det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse." Denne advarsel skulle de rette sig efter fyrretyve år senere, ved Jerusalems ødelæggelse. De kristne adlød advarslen, og ikke en eneste kristen omkom ved byens fald. ret
(431) Bed om, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren, ej heller på en sabbat, sagde Kristus. Han, som indstiftede sabbatten, afskaffede den ikke ved at nagle den til korset. sabbatten blev ikke gjort død og magtesløs ved hans død. Fyrretyve år efter hans korsfæstelse skulle den stadig holdes hellig. I fyrretyve år skulle disciplene bede om, at deres flugt ikke skulle ske på en sabbatsdag. ret
(431) Fra Jerusalems ødelæggelse gik Jesus hurtigt over til den større begivenhed, det sidste led i denne verdens histories kæde: Guds Søns genkomst i majestæt og herlighed. Mellem disse to begivenheder viste der sig tydeligt for Kristus lange århundreder med mørke tider, århundreder, der for hans menighed var mærkede med blod og tårer og kval. Disciplene kunne ikke engang tåle at se disse syner, og Jesus forbigik dem ved kun ganske kortfattet at nævne dem. Han sagde: "Thi da skal der komme en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst, men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes " Gennem mere end tusinde år skulle en forfølgelse, som verden aldrig havde set mage til, komme over Kristi efterfølgere. Millioner og atter millioner af hans trofaste vidner skulle dræbes. Hvis ikke Guds hånd havde været udrakt for at bevare hans folk, ville de alle være omkommet. "Men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes!" sagde han. ret
(431) Nu taler vor Herre med umiskendelige ord om sit andet komme, og han fortæller dem i forvejen om de farer, der skal gå forud for hans genkomst til verden. "Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus, eller der! så skal I ikke tro det. Thi falske Messias'er og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere for, om det er muligt, at føre endog de udvalgte vild. Se, jeg har sagt jer det forud. Hvis de altså siger til jer Se, han er i ørkenen, så gå ikke derud; se, han er i kamrene, så tro det ikke! Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være." ret
(431) Kristus havde nævnet, som et af tegnene på Jerusalems ødelæggelse, at "mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild". Der opstod også falske profeter, som bedrog folket og førte mange af dem ud i ørkenen. Troldkarle og troldmænd, der hævdede at have mirakuløse evner, drog folket til sig ud i bjergenes ensomhed. Men profetien gjaldt også for de sidste tider. Dette tegn gives som et tegn på Herrens genkomst. Allerede nu gør falske Messias'er og falske profeter tegn og undere for at vildlede disciplene. Hører vi ikke også råbet: "Se, han er i ørkenen?" Er ikke tusinder gået ud i ørkenen i håb om at finde Kristus? Og fra tusinder af sammenkomster, hvor mennesker hævder at være kommet i forbindelse med afdødes ånder, lyder nu dette råb: "Se, han er i kamrene!" Dette er netop, hvad spiritismen hævder og forkynder. Men hvad siger Kristus? "Tro det ikke! Thi ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være." ret
(432) Kristus sagde, at ved afslutningen af pavedømmets store forfølgelse skulle solen formørkes og månen ikke skinne. Og derefter skulle stjernerne falde ned fra himmelen. Og han siger: "Lær en lignelse af figentræet: Når dets grene først er blevet saftfulde og får blade, så skønner I at sommeren er nær. Således kan I også skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren." Matt. 24,32-33. ret
(432) Kristus har givet os tegn på sit komme. Han siger, at vi kan vide, når han er nær, ja, lige ved døren. Han siger om dem, der ser disse tegn: "Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette er sket." Disse tegn har nu vist sig. Nu ved vi med sikkerhed, at Herrens komme er nær forestående. "Himmelen og jorden skal forgå," siger han, "men mine ord skal ingenlunde forgå." ret
(432) Kristus vil komme i skyerne og med megen herlighed. En stor skare strålende engle vil ledsage ham. Han vil komme for at oprejse de døde og for at forvandle de levende hellige fra herlighed til herlighed. Han vil komme for at hædre dem, der har elsket ham og holdt hans bud og for at tage dem til sig. Han har hverken glemt dem eller sine løfter. Atter vil familiebåndene blive knyttet. Når vi ser på vore døde, har vi lov at tænke på denne morgen, hvor Guds basun skal lyde, når "de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles". 1Kor. 15,52. Kun en kort tid endnu, og så skal vi se Kongen i al hans herlighed. Kun en kort tid, så vil han borttørre alle tårer af vore øjne. Kun en kort tid, så vil han fremstille os "dadelfri for sin herlighed i fryd". Judas 24. Derfor sagde han, da han gav os disse tegn på sin genkomst: "Når dette begynder at ske, da skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig." ret
(432) Men Kristus har ikke åbenbaret os dagen og timen for sin genkomst. Han sagde rent ud til sine disciple, at han ikke kunne angive dag eller time for sit andet komme. Hvis det havde stået ham frit for at åbenbare dette, hvorfor skulle han så have formanet dem til at vedligeholde en tilstand af bestandig forventning? Der findes nogle, der hævder at kende selve dagen og timen for vor Herres genkomst. Med den største alvor kortlægger de fremtiden. Men Herren har forment dem adgang til de emner, de beskæftiger sig med. Det nøjagtige tidspunkt for Menneskesønnens andet komme er Guds egen hemmelighed. ret
(433) Kristus fortsætter, medens han fremhæver, hvordan verdens tilstand vil være ved hans komme: "Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme." Kristus stiller dem her ikke over for udsigten til et timeligt tusindårsrige, tusinde år, hvor de kan berede sig til evigheden. Han siger os, at som det var i Noas dage, sådan vil det blive, når Menneskesønnen vender tilbage. ret
(433) Hvordan var det da i Noas dage? "Men Herren så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang." 1Mos. 6,5. Beboerne i verden før syndfloden vendte sig fra Jehova og nægtede at gøre hans hellige vilje. De fulgte deres egne ugudelige forestillinger og fordærvede tanker. Det var på grund af deres ondskab, at de blev tilintetgjort; og i dag går verden i samme retning som de. Den frembyder ingen smigrende tegn på et tusindårsriges herlighed. De, som overtræder Guds lov, opfylder jorden med ondskab. Deres væddemål, deres hestevæddeløb, deres spillelidenskab, deres nydelsessyge, deres vellyst, deres utæmmelige lidenskaber er ved hastigt at fylde jorden med voldshandlinger. ret
(433) I profetien om Jerusalems ødelæggelse sagde Kristus: "Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses. Og dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme." Denne profeti vil atter blive opfyldt. Den tids overvældende ugudelighed finder sit modstykke i vor generation. Ligesådan med forudsigelsen om forkyndelsen af evangeliet. Før Jerusalems fald erklærede Paulus, som skrev under Helligåndens tilskyndelse, at evangeliet var blevet "prædiket for enhver skabning under himmelen". Kol. 1,23. På samme måde skal nu, før Menneskesønnen kommer, det evige evangelium prædikes for "alle folkeslag og stammer og tungemål og folk". Åb. 14,6. 14. Gud har "fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed". Apg. 17,31. Kristus siger os, hvornår denne dag indledes. Han siger ikke, at hele verden vil blive omvendt, men at "dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme". Ved at give evangeliet til verden står det i vor magt at fremskynde vor Herres genkomst. Vi skal ikke blot afvente, men fremskynde Guds dags komme. Dersom Kristi menighed havde udrettet det, som Herren har forordnet, så ville hele verden allerede nu have været advaret, og vor Herre Jesus ville være kommet til vor jord i kraft og megen herlighed. ret
(433) Efter at Kristus havde betroet dem tegnene på sit komme, sagde han: "Således kan I også skønne, når I ser dette ske, at han er nær for døren." "Pas på, vær årvågne!" Gud har altid advaret mennesker om en kommende dom. De, som troede på hans budskab til deres tid, og som handlede efter deres tro og i lydighed mod hans bud, undgik den dom, der ramte de ulydige og vantro. Disse ord blev sagt til Noa: "Gå ind i arken med hele dit hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine øjne." 1Mos. 7,1. Noa adlød og blev frelst. Lot fik dette budskab: "Stå op, gå bort herfra, thi Herren vil ødelægge byen." 1Mos. 19,14. Lot stillede sig under de himmelske sendebuds beskyttelse og blev frelst. På samme måde blev Kristi disciple advaret om Jerusalems ødelæggelse. De, som så efter tegnet på den kommende tilintetgørelse og flygtede fra byen, blev reddet fra ødelæggelsen. På samme måde er vi nu blevet advaret om Kristi andet komme og om den tilintetgørelse, der vil ramme verden. De, som giver agt på advarslen, skal blive frelst. ret
(434) Fordi vi ikke kender det nøjagtige tidspunkt for hans komme, bliver det befalet os at våge. "Salige er de tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer!" Luk. 12,17. De, som våger og bier på Herrens komme, tilbringer ikke tiden med forventning i lediggang. Forventningen om Kristi komme skal få mennesker til at frygte Herren og frygte for hans dom over synden. Den skal vække dem til at se den store synd, det er at forkaste hans tilbud om nåde. De, som bier på Herren, lutrer deres sjæle ved lydighed mod sandheden. De forbinder alvorligt arbejde med årvågen vagtsomhed. Fordi de ved, at Herren er nær for døren, vækkes deres iver efter at samarbejde med de guddommelige kræfter i arbejdet for sjæles frelse. Disse er de tro og kloge tjenere, som giver Herrens tyende "deres bestemte kast i rette tid". Luk 12,42. De forkynder den sandhed, som der netop nu er brug for. Ligesom Enok, Noa, Abraham og Moses hver især forkyndte den sandhed, der var brug for på deres tid, sådan vil Kristi tjenere give deres generation den særlige advarsel, de behøver. ret
(434) Men nu drager Kristus en anden slags mennesker med ind i billedet. "Men hvis det er en dårlig tjener, der tænker ved sig selv: Min herre lader vente på sig, og så giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, da skal den tjeners Herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender." ret
(434) Den dårlige tjener siger ved sig selv: "Min herre lader vente på sig." Han siger ikke, at Kristus ikke vil komme. Han gør ikke nar af tanken om hans genkomst. Men i sit hjerte og ved sine handlinger og ord siger han, at Herren lader vente på sig. Han får andre til at opgive deres overbevisning om, at Herren snart kommer. Gennem hans påvirkning føres mennesker til en overmodig og letsindig tøven. Deres verdslighed og sløvhed bliver endnu mere rodfæstet. Jordiske lidenskaber og fordærvelige tanker vinder herredømmet i sjælen. Den dårlige tjener spiser og drikker med svirebrødre og gør sig til ét med verden i dens nydelsessyge. Han slår sine medtjenere og anklager og fordømmer dem, der er deres Herre tro. Han gør fælles sag med verden. Lige søger lige og vokser sammen i overtrædelse. Dette er en frygtelig form for tilpasning. Sammen med verden fanges han i snarer. "Da skal den tjeners herre komme på en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og sønderhugge ham og give ham plads blandt hyklerne." ret
(434) Hvis ,du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv, og du skal ingenlunde vide, i hvilken time jeg kommer over dig. Åb. 3,3. Kristi genkomst vil komme overraskende for de falske lærere. De siger: Fred og ingen fare! Ligesom præsterne og de lærde før Jerusalems fald glæder de sig over, at kirken skal kunne nyde jordisk velstand og ære. De fortolker tidernes tegn som et varsel herom. Men hvad siger Skriftens ord? Da er undergangen pludselig over dem. Over alle dem, der bor på hele jordens overflade, over alle dem, der betragter denne verden som deres hjem, vil Herrens dag komme som en snare. Den kommer til dem som en snigende tyv. ret
(435) Verden med dens larmende munterhed, med alle dens gudløse fornøjelser, sover i kødelig tryghed. Mennesker regner med, at Herrens genkomst er noget fjernt. De ler ad advarslerne. De praler hovmodigt: "Alt er jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse." Som i dag skal det være i morgen, ovenud herligt!" 2Pet. 3,4; Es. 56,12. Forlystelsessygen vil blive større og større. Men Kristus siger: "Se, jeg kommer som en tyv." Åb. 16,15. Netop når verden foragteligt spørger: "Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet?" opfyldes tegnene. Medens de råber: "Fred og ingen fare!" kommer undergangen pludselig over dem. Når spotteren og sandhedsfornægteren er blevet overmodig, når rutinearbejdet i de forskellige pengeindbringende foretagender føres videre uden hensyntagen til hæderlighedens principper, når den studerende ivrigt søger viden om alt andet end sin bibel, så kommer Kristus som en tyv. ret
(435) Der er røre alle vegne i verden. Tidernes tegn er uheldsvarslende. Kommende begivenheder kaster deres skygger foran sig. Guds Ånd bliver unddraget jorden, og den ene ulykke følger efter den anden til søs og til lands. Der er orkaner, jordskælv, ildebrande, oversvømmelser og der sker mord af enhver art. Hvem kan se ind i fremtiden? Hvor findes der tryghed? Der findes ingen sikkerhed i noget, som er menneskeligt eller jordisk. Mennesker indordner sig hastigt under det banner, som de har valgt sig. Uroligt holder de et vågent øje med deres førere. Der er også dem, der venter og våger og arbejder for, at Herren skal komme. En anden slags mennesker giver sig ind under førerskabet af den første store frafaldne. Kun få tror af deres ganske hjerte, at vi har et helvede at undgå og en Himmel at vinde. ret
(435) Krisen sniger sig gradvis ind på os. Solen skinner på himmelen og gennemløber sin bane som sædvanlig, og himlene forkynder stadig Guds ære. Mennesker spiser og drikker stadig, de planter og bygger, de tager til ægte og giver til ægte. Stadig køber og sælger købmændene. Mennesker puffer hinanden til side i deres bestræbelser for at få den øverste plads. Forlystelsessyge mennesker strømmer i massevis til teatrene, hestevæddeløbene og spillebulerne. Der hersker den største ophidselse, og dog er prøvetiden hastigt ved at udrinde, og hvert menneskes skæbne skal afgøres for evigheden. Satan ved, at hans tid er kort. Han sætter alle sine kræfter ind på, at mennesker skal lade sig bedrage, forføre, beskæftige og tryllebindes, indtil prøvetiden er til ende og nådens dør for evigt lukkes. ret
(435) Gennem århundrederne lyder vor Herres advarende ord højtideligt til os fra Oliebjerget: "Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogensinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer." "Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen." ret