(539) Dette kapitel er bygget op over Matt 28,1.5-8; Mark 16,1-8; Luk 24,1-12; Joh 20,1-18
De kvinder, der havde stået ved Kristi kors, ventede og vågede, indtil sabbattens timer var til ende. På den første dag i ugen begav de sig ganske tidligt af sted til graven og havde vellugtende salver med sig for at salve Frelserens legeme. De tænkte ikke på, at han var opstået fra de døde. For dem var håbets sol gået ned, og natten havde sænket sig over deres sjæle. Medens de gik, talte de sammen om Kristi barmhjertighedsgerninger og om hans trøstende ord. Men de tænkte ikke på hans ord: "Jeg skal se jer igen!" Joh. 16,22. ret
(539) Uden at vide, hvad der netop nu fandt sted, nærmede de sig haven og sagde, medens de gik: "Hvem skal vælte os stenen fra indgangen til graven" De vidste godt, at de ikke kunne flytte stenen, men alligevel blev de ved med at gå. Og se, pludselig oplystes himmelen af en stråleglans, der ikke stammede fra den opgående sol. Jorden bævede. De så, at den store sten var væltet til side. Graven var tom. ret
(539) Ikke alle kvinderne var kommet til graven fra det samme sted. Maria Magdalene var den første, der nåede derhen, og da hun så, at stenen var flyttet, skyndte hun sig bort for at fortælle det til disciplene. I mellemtiden var de andre kvinder nået derhen. Et lysskær skinnede over graven, men Jesu legeme var der ikke. Medens de tøvede i nærheden, så de pludselig, at de ikke var alene. En ung mand, klædt i skinnende hvide klæder, sad ved graven. Det var den engel, der havde væltet stenen bort. Han havde iført sig menneskeskikkelse for ikke at skræmme disse venner af Jesus. Men alligevel strålede den himmelske herligheds lys stadig om ham, og kvinderne blev bange. De vendte sig om for at flygte bort, men ved engelens ord standsede de deres skridt. "Frygt ikke!" sagde han, "thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå! Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde." Atter ser de ind i graven, og atter hører de den vidunderlige tidende. Derinde var der en anden engel i menneskeskikkelse, og han siger: "Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, men han er opstanden; kom i hu, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag." ret
(539) Han er opstanden! Han er opstanden! Atter og atter gentager kvinderne disse ord. Nu er der ingen brug for vellugtende salver. Frelseren lever, han er ikke død. Nu mindes de, at han, da han talte om sin død, sagde, at han igen skulle opstå. Hvad er ikke dette for en dag for verden! Hastigt forlod kvinderne graven "med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det". ret
(540) Maria havde ikke hørt denne gode tidende. Hun gik hen til Peter og Johannes med det sørgelige budskab: "De har taget Herren bort fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham." Disciplene skyndte sig hen til graven og fandt alting der, som Maria havde sagt. De så ligklæderne og tørklædet, men deres Herre fandt de ikke. Dog var der selv her et vidnesbyrd om, at han var opstanden. Gravklæderne var ikke ligegyldigt kastet til side, men lå omhyggeligt sammenfoldede, hvert af dem på et sted for sig selv. Johannes "så og troede". Endnu forstod han ikke Skriftens ord om, at Kristus skulle opstå fra de døde; men nu mindedes han Frelserens ord, der forudsagde hans opstandelse. ret
(540) Det var Kristus selv, der havde anbragt disse gravklæder med så megen omhu. Da den mægtige engel kom ned til graven, mødtes han med en anden, der sammen med sine ledsagere havde holdt vagt over Herrens legeme. Da engelen fra Himmelen væltede stenen bort, gik den anden ind i graven og løste ligklæderne fra Jesu legeme. Men det var Frelserens egen hånd, der foldede hvert stykke sammen og lagde dem hvert på sit sted. For ham, der både styrer stjernerne og atomerne, er intet uden betydning. I alt, hvad han gør, findes der orden og fuldkommenhed. ret
(540) Maria var fulgt med Johannes og Peter hen til graven. Da de vendte tilbage til Jerusalem, blev hun derude. Medens hun så ind i den tomme grav, fyldtes hendes hjerte af sorg. Da hun så derind, så hun de to engle dér, hvor Jesu legeme havde ligget, den ene ved hovedet og den anden ved fødderne. De spurgte hende: "Kvinde! hvorfor græder du?" Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham!" svarede hun. ret
(540) Så vendte hun sig bort, endog bort fra englene, i den tanke, at hun måtte finde en eller anden, der kunne fortælle hende, hvad der var sket med Jesu legeme. En anden stemme sagde til hende: "Kvinde! hvorfor græder du hvem leder du efter?" Med tåreblændet blik så Maria en mandsskikkelse, og da hun mente, at det var havemanden, sagde hun: "Herre, hvis det er dig, som har båret ham bart, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham." Hvis man havde fundet, at denne rige mands grav var et for ærefuldt sted for Jesus at hvile, så ville hun selv sørge for et andet sted til ham. Der var jo en grav, som var blevet ledig på grund af Kristi egne ord: den grav, hvor Lazarus havde ligget! Mon hun ikke der kunne finde en begravelsesplads til sin Herre? Hun følte, at det ville være en stor trøst for hende i hendes sorg at drage omsorg for hans dyrebare korsfæstede legeme. ret
(540) Men nu sagde Jesus til hende med sin egen velkendte stemme: "Maria!" Nu vidste hun, at det ikke var en fremmed, der talte til hende, og da hun vendte sig, så hun den levende Kristus stå foran sig. I sin glæde glemte hun, at han var blevet korsfæstet. Hun styrtede hen til ham, som om hun ville omfavne hans fødder, og sagde: "Rabbi!" Men Kristus hævede sin hånd og sagde: "Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud." Og Maria gik hen til disciplene med dette glædelige budskab. ret
(541) Jesus afslog at modtage nogen hyldest af sit folk, før han havde fået forvisning om, at hans offer var blevet godkendt af hans Fader. Han steg op til de himmelske boliger og fik af Gud selv forvisning om, at hans sonoffer for menneskenes synd havde været stort nok, og at alle ved hans blod kunne opnå evigt liv. Faderen stadfæstede den pagt, han havde indgået med Kristus: at han ville tage imod angrende og lydige mennesker og elske dem på samme måde, som han elskede sin Søn. Kristus skulle fuldkomme sin gerning og opfylde sit løfte om at gøre en mand "sjældnere end guld og et menneske end Ofirs guld". Es. 13,12. Al magt i Himmelen og på jorden blev givet til livets banebryder, og han vendte tilbage til sine disciple i den syndige verden for at kunne give dem del i sin magt og herlighed. ret
(541) Medens Frelseren stod for Guds ansigt og modtog gaver til sin menighed, tænkte disciplene på hans tomme grav og sørgede og græd. Denne dag, som for hele Himmelen var en glædesdag, var for disciplene en dag med uvished, forvirring og rådvildhed. Deres manglende tillid til kvindernes vidnesbyrd er et bevis for, hvor dybt deres tro var sunket. Meddelelsen om Kristi opstandelse var så forskellig fra, hvad de havde forventet, at de ikke kunne tro på den. De syntes, at dette var for godt til at kunne være sandt. De havde hørt så meget om saddukæernes lærdomme og deres såkaldte videnskabelige teorier, at de kun gjorde sig et uklart begreb om, hvad opstandelse ville sige. De vidste knap, hvad opstandelse fra de døde kunne betyde. De var ikke i stand til at fatte dette store emne. ret
(541) Men gå hen, havde englene sagt til kvinderne, og sig til hans disciple og til Peter, at han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham, som han har sagt jer. Disse engle havde fulgt Kristus som hans skytsengle under hele hans tilværelse på jorden. De havde været vidne til hans domfældelse og korsfæstelse. De havde hørt hans ord til sine disciple. Dette viste sig gennem deres budskab til disciplene og burde have overbevist dem om dets sandhed. Sådanne ord kunne kun stamme fra deres opstandne Herres sendebud. ret
(541) Sig til hans disciple og til Peter, sagde englene. Siden Kristi død havde Peter været nedbøjet af samvittighedsnag. Hans skammelige fornægtelse af Herren og Frelserens kærlige og smertefulde udtryk veg ikke fra hans tanker. Han var den, der havde lidt den bitreste smerte af alle disciplene. Til ham gives denne forsikring, at hans anger er blevet antaget og hans synd tilgivet. ret
(541) Alle disciplene havde svigtet Jesus, og kaldet til at møde ham indbefatter atter dem alle. Han har ikke forladt dem. Da Maria Magdalene fortalte dem, at hun havde set Herren, gentog hun kaldet til at mødes i Galilæa. Og for tredje gang blev dette budskab sendt dem. Efter at Jesus havde været oppe hos sin Fader, viste han sig for de andre kvinder og sagde: "Vær hilset! Og de gik hen og omfavne,de hans fødder og tilbad ham. Da siger Jesus til dem: Frygt ikke! Gå hen og fortæl mine brødre, at de skal gå til Galilæa; dér skal de se mig." ret
(541) Det første, Kristus gjorde efter sin opstandelse, var at overbevise sine disciple om sin uformindskede kærlighed og inderlige omhu for dem. For at give dem et bevis på, at han var deres levende Frelser, at han havde brudt gravens lænker og ikke mere kunne holdes i fangenskab af den fjende, som var døden; for at åbenbare, at han havde den samme hjertets kærlighed, som da han vandrede med dem som deres elskede lærer, viste han sig atter og atter for dem. Han ville knytte dem endnu stærkere til sig med kærlighedens bånd. Han sagde: Gå hen og fortæl mine brødre, at de skal se mig i Galilæa! ret
(542) Da disciplene hørte denne meddelelse, der blev givet på en så afgørende måde, begyndte de at overveje Kristi ord til dem, hvor han forudsagde sin opstandelse. Men selv nu frydede de sig ikke. De kunne ikke slippe deres tvivl og rådvildhed. Ikke engang da Kvinderne erklærede, at de havde set Herren, ville disciplene tro det. De mente, at de havde set et syn. ret
(542) Det var, som om vanskelighederne tårnede sig oven på hinanden. På den sjette dag i ugen havde de set deres Mester dø; på den første dag i den næste uge opdagede de, at man havde berøvet dem hans legeme, og at de blev beskyldt for at have stjålet det for at kunne bedrage folket. De fortvivlede ved tanken om nogensinde at kunne fjerne det falske indtryk, som flere og flere fik af dem. De frygtede præsternes fjendskab og folkets vrede. De længtes efter Jesu nærværelse, han, som havde hjulpet dem i alle vanskeligheder. ret
(542) Ofte gentog de disse ord: "Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel." Ensomme og syge om hjertet mindedes de hans ord: "Thi gør man således ved det grønne træ, hvordan vil det da gå med det visne" Luk. 24,21; 23,31. De mødtes med hinanden i salen ovenpå, og de lukkede og stængede dørene, fordi de vidste, at deres elskede lærers skæbne når som helst kunne blive deres egen. Og hele tiden kunne de have glædet sig ved at vide, at Frelseren var opstanden! Maria havde stået og grædt i haven, da Jesus var lige ved siden af hende. Hendes øjne var så blændede af tårer, at hun ikke genkendte ham. Og disciplenes hjerter var så sorgfulde, at de ikke troede engelens budskab eller Kristi egne ord. ret
(542) Hvor er der mange, der stadig handler på samme måde som disciplene! Hvor er der mange, der gentager Marias fortvivlede udbrud: De har taget min Herre bort, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham! Til hvor mange kunne ikke Frelserens ord siges: "Hvorfor græder du? hvem leder du efter" Han er lige ved siden af dem, men deres tåreblændede øjne opdager ham ikke. Han taler til dem, men de forstår det ikke. ret
(542) Ak, gid dog det bøjede hoved atter måtte hæve sig, at øjnene måtte åbnes, så de så ham, at ørerne måtte lytte til hans stemmet "Skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde." Sig til dem, at de ikke skal se på Josefs nye grav, der var lukket med en stor sten og forseglet med det romerske segl. Kristus er ikke dér. Se ikke på den tomme grav. Sørg ikke som mennesker, der er uden håb og hjælp. Jesus lever, og fordi han lever, skal også vi leve. Lad den glade sang: Kristus er opstanden! klinge fra taknemmelige hjerter, fra læber, der er berørt af Himmelens ild. Han lever for at gå i forbøn for os. Grib dette håb, og det vil holde sjælen fast som et sikkert og prøvet anker. Tro, og du skal se Guds herlighed. ret