Den Store Mester kapitel 84fra side547.     Fra side 802 i den engelske udgave.

ren side - tilbage

"Fred være med eder" . .

(547)  Dette kapitel er bygget op over Luk 24,33-48; Joh 20,19-29
Da de to disciple når tilbage til Jerusalem, går de ind ad østporten, som ved festlige lejligheder står åben om natten. Husene er mørke og stille, men vandrerne finder vej gennem de snævre gader ved lyset af den opgående måne. De begiver sig hen til salen ovenpå, hvor Jesus tilbragte den sidste aftens timer lige før sin død. Her vidste de, at de ville kunne finde brødrene. Skønt det er så sent, ved de, at disciplene ikke vil lægge sig til at sove, før de har fået vished for, hvad der er blevet af deres Herres legeme. De finder døren ind til værelset forsvarligt stænget. De banker på for at blive lukket ind, men der kommer intet svar. Alt er stille. Så nævner de, hvem de er. Slåen bliver forsigtigt skudt fra døren, de går ind, og en anden træder usynlig ind sammen med dem. Så bliver døren atter stænget for at holde eventuelle spioner ude. ret

(547)  De nyankomne finder alle i overrasket begejstring. De tilstedeværende i salen bryder ud i tak og lovsang og siger: "Herren er virkelig opstanden og set af Simon." Derefter fortæller de to vandrere, som endnu er forpustede efter den fart, hvormed de har foretaget rejsen, den vidunderlige beretning om, hvordan Jesus har vist sig for dem: De er lige blevet færdige, og der er nogle, der siger, at de ikke kan tro på det, for det lyder for godt til at være sandt, da se: en anden skikkelse står foran dem. Alles blikke er rettet mod denne fremmede. Ingen har banket på for at komme ind. Ingen har hørt noget fodtrin. Disciplene er forfærdede og undrer sig over, hvad dette betyder. Så hører de en stemme, som ikke kan være nogen andens end deres Herres stemme. Klart og tydeligt lyder ordene fra hans læber: "Fred være med eder!" ret

(547)  Da blev de grebet af angst og frygt og mente, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: Hvorfor er I forfærdede? og hvorfor opstiger der tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og ben, som I ser, jeg har. Og da han havde sagt dette, viste han dem sine hænder og sine fødder. ret

(547)  De så hans hænder og fødder, der var vansiret af de frygtelige nagler. De genkendte hans stemme, der ikke lignede nogen anden, de nogensinde havde hørt. "Men da de af glæde herover stadig var vantro og undrede sig, sagde han til dem: Har I noget at spise her Så gav de ham et stykke af en stegt fisk. Og han tog det og spiste det i deres påsyn." "Da blev disciplene glade, fordi de så Herren" Tro og glæde trådte i stedet for vantro, og med følelser, som ingen ord kunne give udtryk for, erkendte de ham for at være deres opstandene Frelser. ret

(548)  Ved Jesu fødsel havde engelen forkyndt: På jorden fred i mennesker, der har hans velbehag! Og nu, første gang Frelseren viste sig for sine disciple efter sin opstandelse, sagde han de samme velsignede ord til dem: "Fred være med eder!" Jesus er altid rede til at tale fred til sjæle, der er tynget af tvivl og frygt. Han venter på, at vi skal åbne døren til vort hjerte for ham og sige: Bliv hos os! Han siger: "Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig." Åb. 3,20. ret

(548)  Jesu opstandelse var et billede på den sidste opstandelse for alle dem, der hviler i ham. Den opstandene Frelsers ansigt, hans måde at være på, hans tale var alt sammen velkendt for hans disciple. Ligesom Jesus opstod fra de døde, sådan skal alle de, der hviler i ham, atter opstå. Vi vil kunne kende vore venner, på samme måde som disciplene kendte Jesus. De har måske været vanskabte, sygelige eller vansirede i dette dødelige liv, og de opstår i fuldendt sundhed og velskabte; men alligevel vil deres særpræg være fuldstændig bevaret i deres herliggjorte legeme. Da skal vi kende hverandre, ligesom vi jo selv er kendt fuldt ud. 1Kor. 13,12. I det ansigt, der stråler af det samme lys, som udgår fra Jesu ansigt, skal vi genkende trækkene hos dem, vi elsker. ret

(548)  Da Jesus mødtes med sine disciple, mindede han dem om de ord, han havde sagt til dem før sin død: at alt det måtte opfyldes, som var skrevet om ham i Mose lov og i profeterne og i salmerne. "Da åbnede han deres sind, så de forstod Skrifterne. Og han sagde til dem: Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse far alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I skal være vidner om dette." ret

(548)  Disciplene begyndte at gøre sig klart, af hvad omfang og art deres gerning skulle være. De skulle forkynde verden de vidunderlige sandheder, som Kristus havde betroet dem. Begivenhederne i hans liv, ved hans død og opstandelse, profetierne, der viste hen til disse begivenheder, Guds lovs ukrænkelighed, frelsesplanens hemmeligheder, Jesu magt til at forlade synder om alle disse ting var de vidner, og de skulle gøre dem kendt for verden. De skulle forkynde fredens og frelsens evangelium ved omvendelse og Frelserens magt. ret

(548)  Og da han havde sagt det, åndede han på dem og siger til dem: Modtag Helligånden! Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet. Helligånden var ikke endnu helt og fuldt åbenbaret; thi Kristus var endnu ikke blevet herliggjort. Den mere overvældende store tildeling af Ånden fandt ikke sted før efter Kristi himmelfart. Ikke før denne var modtaget, kunne disciplene efterkomme befalingen om at prædike evangeliet for verden. Men nu blev Ånden tildelt dem med et særligt formål. Før disciplene kunne opfylde deres embedes pligter over for menigheden, gav Kristus dem Helligånden ved at ånde på dem. Han overgav dem et meget helligt hverv, og han ønskede at lade dem forstå, at uden Helligånden kunne denne gerning ikke lykkes. ret

(549)  Helligånden er det åndelige livs åndedræt i sjælen. Tildeling af Ånden er tildeling af livet i Kristus. Den besjæler den, som modtager den, med Kristi egenskaber. Kun de, der således er oplært af Gud, de, som er i besiddelse af Åndens virken i deres indre, og i hvis liv det Kristuslignende liv åbenbarer sig, bør stå som de repræsentanter, der kan tjene til gavn for menigheden. ret

(549)  Hvem I forlader synder, dem er de forladt, sagde Kristus, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet. Her giver Kristus ikke noget menneske frihed til at fælde dom aver andre. I bjergprædikenen forbød han dette. Det tilkommer kun Gud. Men inden for menigheden som en organiseret institution lægger han et ansvar på hvert enkelt af dens medlemmer. Menigheden har en forpligtelse til at advare, til at belære og om muligt til at hjælpe dem, der falder i synd. Overbevis, tugt, forman, siger Herren, med al langmodighed og belæring. 2Tim. 4,2. I skal handle med troskab over for enhver overtrædelse. Advar enhver sjæl, som er i fare. Lad ingen få lov til at narre sig selv. Nævn synden ved dens rette navn. Forkynd, hvad Gud har sagt med hensyn til at lyve, at bryde sabbatten, at stjæle, at dyrke afguder og enhver anden form for synd. De, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige. Gal. 5,21. Hvis de holder fast ved synden, skal den samme dom, som du har forkyndt dem ud fra Guds ord, fældes over dem i Himmelen. Ved at vælge synden nægter de at vedkende sig Kristus. Menigheden må vise, at den ikke bifalder deres gerninger ellers vil den selv vanære sin Herre. Den må sige det samme om synden, som Gud siger om den. Den må behandle den efter Guds anvisning, og dens handlemåde bliver godkendt af Himmelen. Den, som ringeagter menighedens myndighed, ringeagter Kristi egen myndighed. ret

(549)  Men dette billede har også en lysere side. "Hvem I forlader synder, dem er de forladt." Lad den tanke bevares som den fremherskende. Under arbejdet for de vildfarende må alles blik være rettet mod Kristus. Hyrderne må vogte hjorden på Herrens græsgange med den ømmeste omsorg. De bør tale til den vildfarende om Frelserens tilgivende barmhjertighed. De bør opmuntre synderen til at omvende sig og tro på ham, som kan tilgive. De bør med Guds ords myndighed forkynde: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed." 1Joh. 1,9. Alle de, som angrer, kan have denne forvisning: "Han vil atter forbarme sig over os, træde vor brøde under fod, du vil kaste alle vore synder i havets dyb!" Mika 7,19. ret

(549)  En synders omvendelse bør af menigheden modtages med taknemmelige hjerter. Den angrende bør føres ud af vantroens mørke ind i troens og retfærdighedens lys. Hans skælvende hånd skal lægges i Jesu kærlige hånd. En sådan syndsforladelse godkendes i Himmelen. ret

(549)  Kun i denne forstand har menigheden magt til at give syndsforladelse til synderen. Tilgivelse af synder kan kun opnås ved, hvad Kristus har gjort for os. Intet menneske og ingen samfundsklasse har fået magt til at befri sjælen for skyld. Kristus pålagde sine disciple at prædike syndernes forladelse i hans navn blandt alle folkeslag; men de fik ikke selv magt til at fjerne en eneste plet af synd. Jesu navn er det eneste. "Thi der er ikke under himmelen givet mennesker naget andet navn, hvorved vi kan frelses". Apg. 4,12. ret

(550)  Da Jesus første gang mødtes med disciplene i salen ovenpå, var Tomas ikke sammen med dem. Han havde hørt de andres beretninger og fået rigeligt bevis for, at Jesus var opstået; men hans hjerte var fuldt af tunge tanker og vantro. Da han hørte disciplene fortælle om den opstandene Frelsers vidunderlige åbenbarelser, styrtede det ham kun dybere ud i fortvivlelse. Hvis Jesus virkelig var opstået fra de døde, kunne der ikke mere være noget håb om et jordisk rige i bogstavelig forstand. Det sårede også hans forfængelighed at tænke på, at hans Mester skulle have åbenbaret sig for alle disciplene med undtagelse af ham. Det var hans faste beslutning ikke at ville tro, og i en hel uge rugede han over sin egen elendighed, som forekom endnu mørkere i sammenligning med hans brødres håb og tro. ret

(550)  I denne tid blev han ved med at erklære: "Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans hænder, ja, stikker min finger i naglegabene og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." Han ville ikke se med sine brødres øjne eller have en tro, der var afhængig af deres vidnesbyrd. Han elskede sin Herre inderligt, men han havde givet skinsyge og vantro lov til at tage sit sind og hjerte i besiddelse. ret

(550)  En del af disciplene gjorde nu den velkendte sal ovenpå til deres midlertidige hjem, og om aftenen var alle med undtagelse af Tomas forsamlede dér. En enkelt aften besluttede Tomas sig til at mødes med de andre. På trods af sin vantro havde han et svagt håb om, at de gode nyheder var sandhed. Medens disciplene sad ved deres aftensmåltid, talte de sammen om de beviser, som Kristus havde givet dem i profetierne. "Da kommer Jesus, medens dørene var lukkede; og han stod midt iblandt dem og sagde: Fred være med eder!" ret

(550)  Derefter vendte han sig til Tomas og sagde: "Ræk din finger frem, se, her er mine hænder; og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!" Disse ord viste, at han kendte Tomas tanker og ord. Den tvivlende discipel vidste, at ingen af hans meddisciple havde set Jesus i en uge. De kunne ikke have fortalt Mesteren om hans vantro. Han genkendte ham, der stod foran ham, som sin Herre. Han ønskede sig ingen yderligere beviser. Hans hjerte bankede af glæde, og han kastede sig ned for Jesu fødder, medens han udbrød: "Min Herre og min Gud!" ret

(550)  Jesus tog imod hans indrømmelse, men han bebrejdede ham mildt hans vantro. "Fordi du har set mig, tror du; salige er de, som ikke har set og dog tror." Tomas tro ville have glædet Kristus mere, hvis han havde været villig til at tro sine brødres vidnesbyrd. Hvis verden nu ville følge Tomas eksempel, ville ingen tro til frelse; thi alle de, der tager imod Kristus, må gøre det på grund af andres vidnesbyrd. ret

(550)  Mange, der er henfaldene til tvivl, undskylder sig med, at hvis de havde fået det vidnesbyrd, som Tomas fik af sine venner, ville de tro. De gør sig ikke klart, at de ikke blot har fået dette vidnesbyrd, men langt mere end det. Mange, der ligesom Tomas venter, til enhver årsag til tvivl er fjernet, vil aldrig få deres ønske opfyldt. Deres vantro bliver gradvis stærkere og stærkere. De, som beflitter sig på at se på de mørke sider og knurrer og bedrager sig, ved ikke selv, hvad de gør. De sår tvivlens sæd, og de vil komme til at høste tvivlens frugt. Når den tid kommer, hvor tro og tillid er mest påkrævede, vil mange således opdage, at de mangler kraft til at håbe og tro. ret

(551)  Ved sin handlemåde over for Tomas gav Jesus sine disciple en lære. Hans eksempel viser os, hvordan vi bør handle over for dem, hvis tro er svag, og som hæger om deres tvivl. Jesus overvældede ikke Tomas med bebrejdelser, og heller ikke indlod han sig i ordstrid med ham. Han åbenbarede sig for den tvivlende. Tomas havde været i højeste grad ufornuftig ved at diktere betingelserne for sin tro, men Jesus nedbrød alle skrankerne ved sin ædelmodige kærlighed og hensyntagen. Vantro overvindes sjældent ved meningsudvekslinger. Den er mest anlagt for selvforsvar, og den finder stadig nye støttepunkter og undskyldninger. Men lad Jesus i al sin kærlighed og barmhjertighed blive åbenbaret som den korsfæstede Frelser, og så vil der fra mange hidtil uvillige læber høres den samme bekendelse som Tomas: "Min Herre og min Gud!" ret

næste kapitel