(552) Dette kapitel er bygget op over Joh 21,1-22
Jesus havde truffet bestemmelsen om at møde sine disciple i Galilæa, og snart efter at påskeugen var afsluttet, begav disciplene sig derhen. Hvis de havde været fraværende fra Jerusalem under højtiden, ville det være blevet udlagt som oprørskhed og kætteri. Derfor blev de, indtil den var forbi; men da denne tid var gået, drog de glade hjemad for at mødes med Frelseren, som han havde sagt. ret
(552) Der var syv af disciplene, som fulgtes ad. De var klædt i fiskernes beskedne dragt. De var fattige på jordisk gods, men rige i deres viden om og udøvelse af sandheden, hvilket i Himmelens øjne gav dem den højeste rang som lærere. De var ikke blevet oplært i profeternes skoler, men de var i tre år blevet undervist af den største lærer, som verden nogensinde har kendt. Gennem hans belæring var de blevet højnede, oplyste og forædlede til at være udsendinge, ved hvem mennesker kunne ledes til at kende sandheden. ret
(552) Kristus havde tilbragt meget af tiden under sin virksomhed ved Galilæas sø. Da disciplene havde forsamlet sig på et sted, hvor der ikke var sandsynlighed for, at de ville blive forstyrret, var de alle vegne omgivet af minder om Jesus og hans undergerninger. På denne sø havde Jesus vandret på bølgerne for at komme dem til hjælp, da deres hjerter var opfyldt af rædsel og det voldsomme uvejr var ved at styrte dem i undergang. Her var stormen blevet stille på hans befaling. De kunne i det fjerne se den kyst, hvor mere end titusinde mennesker var blevet mættet med nogle få små brød og fisk. Ikke langt derfra lå Kapernaum, skuepladsen for så mange undergerninger. Medens disciplene betragtede alt dette, var deres sind opfyldt af deres Frelsers ord og gerninger. ret
(552) Det var en dejlig aften, og Peter, der stadig havde meget af sin gamle kærlighed til både og fiskeri i behold, foreslog, at de skulle tage ud på søen og kaste deres garn ud. Alle var rede til at slutte sig til hans forslag. De trængte både til mad og klæder, som udbyttet af en nats heldige fiskeri kunne skaffe dem. Derfor drog de ud i deres båd, men de fangede intet. Hele natten igennem sled de i det, men uden held. I de lange, trælsomme timer talte de sammen om deres fraværende Herre og genkaldte sig de vidunderlige begivenheder, de havde været vidne til under hans virksomhed ved søen. De var tvivlrådige ved tanken om deres egen fremtid og blev tunge om hjertet ved de udsigter, der tegnede sig for dem. ret
(553) Hele tiden havde en ensom skikkelse, der holdt vagt på strandbredden, fulgt dem med sit blik, medens han selv var usynlig for dem. Endelig gryede morgenen. Båden var kun et lille stykke borte fra kysten, og disciplene så en fremmed, der stod på bredden og modtog dem med dette spørgsmål: "Mon I har noget at spise, børn? De svarede ham: Nej. Han sagde til dem: Kast garnet ud på højre side af båden, så skal I få Da kastede de det ud, og nu kunne de ikke længere hale garnet ind, så mange fisk var der." ret
(553) Johannes genkendte den fremmede og sagde til Peter: "Det er Herren." Peter blev så opstemt og så glad, at han i sin ivrighed kastede sig i vandet og snart stod ved sin Mesters side. De andre disciple kom i deres båd og halede garnet med fiskene efter sig. "Da de nu kom i land, ser de dér en kulild og fisk, liggende derpå, og brød." ret
(553) De var alt for forbavsede til at spørge, hvor ilden og brødet kom fra. "Jesus siger til dem: Kom med nogle af de fisk, som I lige har fanget." Peter styrtede hen til garnet, som han havde sluppet, for at hjælpe sine brødre med at trække det op på bredden. Da dette var sket og forberedelserne gjort, bød Jesus disciplene komme og holde måltid. Han brød brødet og delte det imellem dem, og han blev genkendt og anerkendt af alle de syv. Underet, hvor de fem tusinde blev mættet på bjergskråningen, dukkede op i deres erindring; men de var grebet af en forunderlig ærefrygt, og de stirrede i tavshed, på den opstandene Frelser. ret
(553) De huskede så levende, da Jesus ved søen havde budt dem følge sig. De mindedes, hvordan de på hans befaling var draget ud på søen og havde kastet deres garn ud, og fangsten havde været så overvældende stor, at den fyldte garnene til bristepunktet. Derefter havde Jesus kaldet dem til at forlade deres fiskerbåde og havde lovet dem, at de skulle blive menneskefiskere. Det var for at få dem til at erindre denne oplevelse og for at forstærke indtrykket af den, at han atter gjorde dette under. Hans handling var en fornyelse af det hverv, han havde givet sine disciple. Det viste dem, at deres Mesters død ikke havde gjort deres forpligtelse mindre til at udrette det arbejde, han havde bestemt for dem. Skønt de skulle undvære det personlige fællesskab med ham og midlet til underhold ved deres tidligere beskæftigelse, så ville den opstandene Frelser stadig sørge for deres fornødenheder. Jesus havde også en bestemt hensigt med at byde dem kaste garnet ud på den højre side af skibet. Til den side stod han selv på strandbredden. Det var troens side. Hvis de arbejdede i fællesskab med ham, så hans guddomskraft forenede sig med deres menneskelige bestræbelser så ville deres gerning lykkes for dem. ret
(553) Kristus havde også noget andet at lære dem, og dette gjaldt særlig Peter. Peters fornægtelse af sin Herre havde været en skammelig modsætning til hans tidligere erklæringer om troskab. Han havde vanæret Kristus og havde pådraget sig sine medbrødres mistillid. De mente, at han nu ikke mere ville få lov til at indtage sin tidligere plads iblandt dem, og han følte selv, at han havde forspildt den tillid, der var vist ham. Før han blev kaldet til atter at genoptage sin gerning som apostel, måtte han over for dem alle give beviser for sin anger. I mangel heraf ville hans synd, skønt han havde angret den, måske være kommet til at nedbryde hans indflydelse som Kristi tjener. Frelseren gav ham lejlighed til at genvinde sine brødres tillid og til så vidt muligt at fjerne den plet, han havde sat på evangeliet. ret
(554) Heri findes der en lære for alle Kristi efterfølgere. Evangeliet kan ikke gøre indrømmelser over for det onde. Det kan ikke undskylde synden. Hemmelige synder skal bekendes hemmeligt over for Gud, men når det gælder åbenlyse synder, kræves der en bekendelse af dem. Bebrejdelsen for en discipels synd rammer Kristus. Den giver Satan grund til at triumfere og forvolder, at vaklende sjæle snubler. Ved at give beviser for sin anger bør disciplen, så vidt det står i hans magt, bortskaffe denne skamplet. ret
(554) Medens Kristus og disciplene spiste sammen ved søens bred, sagde Frelseren til Peter: "Simon, Johannes søn, elsker du mig mere, end de andre gør" hermed mentes hans medbrødre. Peter havde engang erklæret: "Om så alle forarges på dig, vil jeg dog ikke gøre det." Matt. 26,33. Men nu bedømte han sig selv på en mere sandfærdig måde. "Ja, Herre!" sagde han, "du ved, at jeg har dig kær." Der lyder ingen lidenskabelig erklæring om, at hans kærlighed er større end hans brødres. Han giver ikke udtryk for sin egen opfattelse af sin hengivenhed. Han beder ham, som kan læse alle hjertets skjulte tanker, om selv at dømme om hans oprigtighed, "Du ved, at jeg har dig kær!" Og Jesus giver ham denne befaling: "Vogt mine lam!" ret
(554) Atter anvendte Jesus denne prøve over for Peter ved at gentage sine tidligere ord: "Simon, Johannes søn, elsker du mig?" Denne gang spurgte han ikke Peter, om denne elskede ham højere, end hans brødre gjorde. Det andet svar lignede det første og var frit for enhver overdreven sikkerhed: "Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær." Jesus sagde til ham: "Vær hyrde for mine får!" Endnu engang rettede Frelseren det prøvende spørgsmål til ham: "Simon, Johannes søn, har du mig kær" Peter blev bedrøvet. Han mente, at Jesus nærede tvivl om hans kærlighed. Han vidste, at hans Herre havde grund til at have mistillid til ham, og med blødende hjerte svarede han: "Herre du kender alt, du ved, at jeg har dig kær." Atter sagde Jesus til ham: "Vogt mine får." ret
(554) Tre gange havde Peter åbenlyst fornægtet sin Herre, og tre gange lod Jesus ham gentage sin forsikring om kærlighed og troskab ved at kræve svar på dette ganske bestemte spørgsmål, der ramte hans sårede hjerte som en skarp pil. Over for den samlede discipelskare åbenbarede Jesus, hvor dyb Peters anger var, og viste dem, hvor helt igennem ydmyg den engang så stortalende discipel var blevet. ret
(554) Peter var af naturen dristig og impulsiv, og Satan havde benyttet sig af disse karaktertræk til at bringe ham til fald. Lige før Peters fald havde Jesus sagt til ham: "Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre." Luk. 22,31-32. Nu var tiden kommet, og den forvandling, der var sket med Peter, var tydelig. Herrens direkte og prøvende spørgsmål havde ikke fremkaldt et eneste ubeskedent eller selvtilfreds svar, og på grund af sin ydmyghed og anger var Peter bedre forberedt end nogensinde før til at virke som hyrde for hjorden. ret
(555) Det første hverv, Kristus betroede Peter, da han genindsatte ham i tjenesten, var at vogte lammene. Dette var en opgave, hvor Peter kun havde ringe erfaring. Den ville kræve megen omhu og nænsomhed, megen tålmodighed og udholdenhed. Den kaldte ham til at tjene dem, der var nye i troen, til at belære de uvidende, til at lukke Skrifterne op for dem og til at oplære dem til at gøre et nyttigt arbejde i Kristi tjeneste. Hidtil havde Peter ikke været egnet til at gøre dette eller til blot at forstå, hvor betydningsfuldt det var. Men det var til denne opgave, at Jesus nu kaldte ham. Hans egne erfaringer om lidelse og anger havde beredt ham til den. ret
(555) Før sit fald talte Peter altid ubetænksomt og ud fra sine øjeblikkelige tilskyndelser. Han var altid parat til at rette på andre og til at udtale sin egen mening, før han havde nogen klar forståelse af sig selv eller af, hvad han burde sige. Men den omvendte Peter var helt anderledes. Han havde beholdt sin tidligere ildfuldhed, men Kristi nåde virkede regulerende på hans nidkærhed. Han var ikke mere opfarende, selvtillidsfuld og selvglad, men rolig, behersket og villig til at lære. Nu kunne han ikke blot vogte lammene, men også fårene i Kristi hjord. ret
(555) Frelserens handlemåde over for Peter rummede en lære både for ham og for hans medbrødre. Den lærte dem at møde overtræderen med tålmodighed, medfølelse og tilgivende kærlighed. Skønt Peter havde fornægtet sin Herre, vaklede Jesus aldrig i den kærlighed, han følte for ham. Netop en sådan kærlighed skulle underhyrden føle for de får og lam, der var overgivet til hans omsorg. Når Peter huskede på sin egen svaghed og sit fald, måtte han handle lige så mildt over for dem, som Kristus havde handlet over for ham selv. ret
(555) Det var et betydningsfuldt spørgsmål, Kristus rettede til Peter. Han omtalte kun én betingelse for at være discipel og for at kunne tjene. "Elsker du mig" sagde han. Dette er den væsentlige forudsætning. Om så Peter var i besiddelse af enhver anden, så kunne han ikke uden Kristi kærlighed være en trofast hyrde for Herrens hjord. Viden, godgørenhed, veltalenhed, taknemmelighed og nidkærhed er alt sammen en hjælp i arbejdet for det gode; men hvis Kristi kærlighed mangler i hjertet, så kan en kristen prædikants tjeneste ikke lykkes. ret
(555) Jesus gik alene sammen med Peter, for der var noget, som han ønskede kun at sige til ham. Før sin død havde Jesus sagt til ham: "Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men siden skal du følge mig." Hertil havde Peter svaret: "Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu Jeg vil sætte mit liv til for dig." Joh. 13,36-37. Da han sagde dette, vidste han kun lidt om, til hvilke højder og dybder Kristi skridt ville vise vej. Peter havde svigtet, da han blev sat på prøve, men han skulle atter få lejlighed til at bevise sin kærlighed til Kristus. For at han kunne få kraft til denne afsluttende trosprøve, åbenbarede Frelseren ham hans fremtid. Han fortalte ham, at når han havde levet et liv i nyttig tjeneste, og når alderen satte sine spor på hans kræfter, så skulle han i sandhed følge sin Herre. Jesus sagde: "Da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil! Med disse ord sigtede han til den død, hvormed han skulle herliggøre Gud." ret
(556) Således bekendtgjorde Jesus for Peter, på hvilken måde han skulle dø. Han forudsagde endog, at hans hænder skulle strækkes ud på et kors. Atter bød han sin discipel: "Følg mig!" Peter tabte ikke modet på grund af det, han fik at vide. Han var villig til at lide en hvilken som helst død for sin Herres skyld. ret
(556) Hidtil havde Peter kendt Kristus efter kødet, ligesom mange kender ham nu; men han skulle ikke mere være begrænset på denne måde. Han kendte ham ikke mere på samme måde, som han havde kendt ham, da han færdedes sammen med ham i hans menneskeskikkelse. Han havde elsket ham som et menneske, som en lærer, der var sendt fra Himmelen. Nu elskede han ham som Gud. Han havde lært dette, at Kristus for ham var alt i alle. Nu var han beredt til at tage del i sin Herres opofrende gerning. Da han til, sidst førtes til korset, blev han efter sin egen anmodning korsfæstet med hovedet nedad. Han syntes, at det var for stor en ære at lide på samme måde, som hans Herre havde gjort. ret
(556) For Peter var ordene: "Følg mig!" fulde af belæring. Det var ikke alene for hans død, men for hvert eneste skridt i hans liv, at denne lære gjaldt. Indtil nu havde Peter været tilbøjelig til at handle uafhængigt. Han havde prøvet på at lægge planer for Guds gerning i stedet for at vente og følge Guds plan. Men han kunne intet vinde ved at styrte af sted foran Herren. Jesus byder ham: "Følg mig!" Lad være med at løbe foran mig. Så vil du ikke behøve at møde Satans hærskarer alene. Lad mig gå foran dig, så vil du ikke blive overvundet af fjenden. ret
(556) Medens Peter vandrede ved siden af Jesus, så han, at Johannes fulgte efter dem. Han blev grebet af ønsket om også at vide besked om sin fremtid, og han spørger Jesus: "Herre, hvordan skal det gå ham? Jesus svarer ham: Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig!" Peter skulle have tænkt på, at hans Herre sikkert ville åbenbare ham alt det, det var bedst for ham at vide. Det er ethvert menneskes pligt at følge Kristus uden nogen alt for stor og ængstelig bekymring for den gerning, der er betroet andre. Da Jesus sagde til Johannes: "Dersom jeg vil, at han skal leve, indtil jeg kommer," gav han ikke en forsikring om, at denne discipel skulle leve indtil Herrens genkomst. Han gjorde blot gældende, at den øverste myndighed tilkom ham, og at selv om det var hans vilje at gøre dette, så vedkom det på ingen måde Peters gerning. Både Peters og Johannes fremtid lå i deres Herres hånd. At følge ham i lydighed var den pligt, der krævedes af hver af dem. ret
(556) Hvor er der i dag mange, der ligner Peter! De er interesserede i andres anliggender og ivrige efter at vide, hvad der et andres pligt, medens de er i fare for at forsømme deres egen. Vor gerning består i at se hen til Kristus og følge ham. Vi vil komme til at se fejlgreb i andres liv og brist i deres karakter. Mennesker er belemrede med skrøbeligheder. Men i Kristus finder vi fuldkommenhed. Ved at se hen til ham vil vi blive forvandlede. Johannes levede, til han var meget gammel. Han oplevede Jerusalems ødelæggelse og det prægtige tempels undergang, som et symbol på denne verdens endelige undergang. Til sin sidste dag fulgte Johannes sin Herre. Hovedpunktet i hans arv til menighederne var dette: "I elskede, lad os elske hverandre." Den, som bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham." 1Joh. 4,7 og 16. ret
(557) Peter havde fået sin apostelværdighed tilbage, men den ære og myndighed, han modtog af Kristus, havde ikke givet ham myndighed over hans medbrødre. Dette klargjorde Kristus, da han som svar på Peters spørgsmål: "Hvordan skal det gå ham" svarede: "Hvad angår det dig Følg du mig!" Peter fik ikke værdigheden som menighedens overhoved. Den gunstbevisning, som Kristus havde givet ham ved at tilgive ham hans frafald og ved at betro ham at vogte hjorden, og Peters egen trofasthed til at følge Kristus vandt ham hans brødres tillid. Han havde stor indflydelse i menigheden; men den lærer, som Kristus havde givet ham ved Galilæas sø, førte Peter med sig gennem hele sit liv. Da han ved Helligånden skrev til menighederne, sagde han: ret
(557) De ældste blandt jer formaner jeg da som medældste og vidne om Kristi lidelser, jeg, der også har del i den herlighed, der skal åbenbares: vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden; og når overhyrden åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans. 1Pet. 5,14. ret