(136) Luthers hemmelighedsfulde forsvinden vakte bestyrtelse i hele Tyskland. Alle vegne hørte man forespørgsler om ham. Der gik de vildeste rygter, og mange troede, at han var blevet myrdet. Der blev sørget dybt, ikke blot af dem, der havde erklæret sig for hans venner, men af tusinder, som ikke åbent havde taget standpunkt for reformationen. Mange forpligtede sig ved en højtidelig ed til at hævne hans død. ret
(136) Luther savnet af mange
Katolikkerne så med skræk, til hvilken højde følelserne imod dem var steget. Skønt de til at begynde med jublede over Luthers formodede død, ønskede de snart at kunne skjule sig for folkets vrede. Hans fjender havde ikke været nær så bekymrede over hans dristigste handlinger, mens han var iblandt dem, som de nu var over hans forsvinden. De, der i deres raseri havde søgt at tilintetgøre den modige reformator, var fulde af frygt nu, hvor han var blevet en hjælpeløs fange. "Den eneste måde, hvorpå vi nu kan redde os," sagde en af dem, "er med tændte fakler at lede efter Luther i hele verden for så at give ham tilbage til det folk, som råber på ham." - D'Aubignè, b, 9, ch. 1. Kejserens edikt syntes at være magtesløst. De pavelige legater var vrede, da de så, at de vakte langt mindre opmærksomhed end Luthers skæbne. ret
(136) Meddelelsen om, at han var i sikkerhed, skønt fange, beroligede folkets frygt, mens det i endnu højere grad vakte deres begejstring for ham. Hans skrifter blev læst med endnu større interesse end nogensinde tidligere. I stadig større antal sluttede folk op om den heltemodige mands sag, han, som havde kæmpet en så ulige kamp for at forsvare Guds ord. Reformationen tiltog stadig i styrke. Den sæd, som Luther havde sået, spirede frem alle vegne. Hans fraværelse udrettede noget, som hans nærværelse ikke ville have været i stand til. Hans medarbejdere følte et nyt ansvar, nu da deres store fører var borte. Med ny tro og alvor gik de fremad for at gøre alt, hvad der stod i deres magt, for at det værk, som var begyndt så herligt, ikke skulle standses af noget. ret
(137) Fatisme skader reformationen
Men Satan spildte ikke tiden, Nu forsøgte han, ligesom han har forsøgt det ved enhver reformations bevægelse, at bedrage og ødelægge mennesker ved at prakke dem en efterligning på i stedet for det ægte arbejde. Ligesom der i den kristne kirkes første århundrede var falske profeter, sådan fremstod der også falske profeter i det 16 århundrede. ret
(137) Nogle mænd, der var stærkt påvirket af spændingen i den religiøse verden, bildte sig ind at have modtaget særlige åbenbaringer fra himlen og hævdede at have fået guddommeligt pålæg om at fuldføre reformationen, som de erklærede kun var blevet påbegyndt i det små af Luther. I virkeligheden ødelagde de netop det arbejde, som han havde udført. De forkastede den store grundsætning, som var selve reformationens grundvold - at Guds ord er den eneste fuldgyldige rettesnor for troen og dens udøvelse - og erstattede denne ufejlbarlige vejleder med deres egne følelsers og indtryks omskiftelige og usikre målestok. Da den store kender af falskhed og vildfarelser således var tilsidesat, stod vejen åben for Satan til efter eget forgodtbefindende at herske over menneskene. ret
(137) En af disse profeter hævdede at være blevet belært af englen Gabriel. En student som sluttede sig til ham, holdt op med sine studier, idet han erklærede, at han af Gud selv var blevet begavet med visdom til at udlægge hans ord. Andre, som havde naturlig tilbøjelighed til fanatisme, sluttede sig til dem. Disse fanatikeres optræden skabte megen ophidselse, Luthers prædiken havde alle vegne vakt mennesker til at føle nødvendigheden af en reform, og nu blev nogle virkelig ærlige folk vildledt af de nye profeters falske fremstilling. ret
(137) Bevægelsens ledere drog til Wittenberg og bestormede Melanchton og hans medarbejdere med deres krav. De sagde: "Vi er sendt af Gud for at belære folket. Vi har haft fortrolige samtaler med Herren; vi ved, hvad der skal ske; kort sagt, vi er apostle og profeter og vi appellerer til dr. Luther." - Samme, b. 9, ch.7. ret
(137) Reformatorerne blev forbavsede og forvirrede. Noget sådant havde de aldrig før stødt på, og de vidste ikke, hvad de skulle gøre. Melanchthon sagde: "Der er i sandhed en usædvanlig ånd i disse mennesker, men hvad er det for en ånd? ... På den ene side må vi vogte os for at udslukke Guds ånd, og på den anden for at lade os vildlede af Satans ånd." Samme, b. 9,ch. 7. ret
(137) Nu åbenbarede den nye læres frugter sig. Mennesker blev lokket til at forsømme Bibelen eller helt kaste den til side. Der kom forvirring i skolerne. Studenter, som med foragt afviste al disciplin, opgav deres studier og forlod universitetet. De mænd, som mente sig kvalificerede til at genoplive og lede reformationen, havde kun held til at bringe den til ødelæggelsens rand. Nu genvandt katolikkerne deres selvtillid og udbrød begejstret: "Endnu en sidste kraftanstrengelse, og sejren er vor." Samme, b. 9, ch.7. ret
(137) Luthers uro over udviklingen
På Wartburg hørte Luther, hvad der 'var sket, og sagde dybt bekymret: "Jeg har altid ventet, at Satan ville sende os denne pest." - Samme b. 9, ch. 7. Han gennemskuede disse foregivne profeters sande karakter og så den fare, som truede sandhedens sag. Pavens og kejserens modstand havde ikke voldt ham så stor bekymring og sorg som den, han nu erfarede. Fra reformationens erklærede venner var dens værste fjender fremstået. De samme sandheder, som havde bragt ham så stor glæde og trøst, blev nu benyttet til at skabe strid og forvirring i kirken. ret
(137) I det reformarbejde, hvortil Luther var blevet drevet frem af Guds Ånd, var han blevet ført videre, end han havde tænkt sig. Det havde ikke været hans hensigt, at indtage den stilling, som han gjorde, eller at foretage så radikale forandringer. Han havde kun været redskabet i den Almægtiges hånd. Alligevel bævede han ofte for resultatet af sit værk. Han havde engang sagt: "Hvis jeg vidste, at min lære skadede et menneske, et eneste menneske, hvor ringe og ukendt han end var, - men det kan den ikke, for den er selve evangeliet - så ville jeg hellere dø 10 gange end ikke tilbagekalde den." - Samme, b. 9, ch. 7. ret
(138) Og nu var selve Wittenberg, det egentlige midtpunkt for reformationen, ved hurtigt at ligge under for fanatismens og lovløshedens magt. Denne frygtelige tilstand var ikke frugten af Luthers lære; men i hele Tyskland gav hans fjender ham skylden for den. I sit hjertes bitterhed spurgte han undertiden: "Kan reformationens store værk da virkelig ende på denne måde?" - Samme, b. 9, ch. 7. Men når han så havde kæmpet med Gud i bøn, strømmede freden atter ind i hans hjerte. "Denne gerning er ikke min, men din egen." sagde han, "du vil ikke tillade, at den fordærves af overtro eller fanatisme." Men tanken om længere at holde sig uden for kampen i en sådan krise situation blev ham uudholdelig. Han besluttede at vende tilbage til Wittenberg. ret
(138) Uden tøven begav han sig ud på sin farefulde færd. Han var under rigets band. Det stod fjenderne frit for at tage hans liv, og det var hans venner forbudt at hjælpe eller huse ham. De kejserlige myndigheder traf de strengeste forholdsregler mod hans tilhængere. Men han så, at ordets gerning var i fare, og i Guds navn drog han ud uden frygt for at kæmpe for sandheden. ret
(138) I et brev til kurfyrsten skrev Luther, efter at have meddelt ham sin hensigt om at forlade Wartburg: "Deres Højhed skal vide, at jeg drager til Wittenberg under en langt stærkere beskyttelse, end fyrster eller kurfyrster kan give mig. Jeg tænker ikke på at trygle om deres Højheds støtte, og det er så langt fra mig at begære jeres beskyttelse, at jeg hellere selv ville beskytte dem. Hvis jeg vidste, at deres Højhed kunne eller ville beskytte mig, ville jeg aldeles ikke drage til Wittenberg. Der findes intet sværd, som kan fremme denne sag. Gud alene må udrette alt, uden menneskers hjælp eller medvirken. Den, som har den stærkeste tro, er den som bedst er i stand til at beskytte." - Samme, b. 9, ch.8. ret
(138) I et andet brev, som er skrevet på vejen til Wittenberg, tilføjede Luther: "Jeg er rede til at pådrage mig deres Højheds mishag og hele verdens vrede. Er Wittenbergs borgere ikke mine får? Har Gud ikke betroet dem til mig? Og hvis det er nødvendigt, bør jeg så ikke udsætte mig for døden for deres skyld? Desuden frygter jeg for, at der skal komme et frygteligt oprør i Tyskland, hvormed Gud vil straffe vort folk." Samme, b. 9, ch. 7. ret
(138) Med stor forsigtighed og ydmyghed, men dog med beslutsomhed og fasthed, påbegyndte han sit arbejde. "Ved ordets kraft," sagde han, "må vi omstyrte og ødelægge det, som er bygget op med vold. Jeg vil ikke gøre brug af magt over for de overtroiske og vantro. ... Ingen må tvinges. Frihed er selve indbegrebet af tro." - Samme, p. 9, ch. 8. ret
(139) Luthers kamp mod fanatikerne
Snart rygtedes det i Wittenberg, at Luther var vendt tilbage, og at han skulle prædike. Folk strømmede til fra alle egne, og kirken fyldtes til bristepunktet. Da han havde besteget prædikestolen, lærte formanede og dadlede han med megen visdom og mildhed. Han berørte også fremgangsmåden hos nogle, der havde taget deres tilflugt til voldsomme midler for at afskaffe messen, og sagde: "Messen er noget ondt. Gud kendes ikke ved den, og den bør afskaffes. Gerne så jeg, at den i hele verden blev erstattet med evangeliets nadver. Men ingen bør rives bort fra den med vold. Vi må lægge sagen i Guds hånd. Det er hans ord og ikke os, der skal handle. Og hvorfor det, vil I måske spørge? Fordi jeg ikke holder menneskers hjerter i min hånd, som pottemageren holder leret. Vi har ret til at prædike, men vi har ikke ret til at handle. Lad os prædike - resten hører Gud til. Hvad ville jeg vinde, hvis jeg anvendte magt? Ydre formvæsen, efterligninger, menneskelige forordninger og hykleri. ... Men der ville ikke være nogen hjertets oprigtighed og heller ikke tro eller kærlighed. Hvis disse tre mangler, mangler alt, og jeg ville ikke give meget for et sådant resultat. ... Gud virker mere ved sit ord alene end I og jeg og hele verden ved vore forenede kræfter. Gud griber om hjertet, og når hjertet er taget, så er alt vundet." ret
(139) "Jeg vil prædike, drøfte og skrive, men jeg vil ikke tvinge nogen, for tro er en frivillig sag. Se, hvad jeg har gjort. Jeg trådte op mod paven, mod afladsbreve og katolikker, men uden voldsomhed og uroligheder. Jeg fremlagde Guds ord; jeg prædikede og skrev - dette var alt, hvad jeg gjorde. Og alligevel, ... det ord, som jeg havde prædiket, besejrede pavevældet, mens jeg sov, så at hverken fyrster eller kejseren har gjort det så stor skade. Og dog gjorde jeg ingenting; ordet alene udrettede alt. Hvis jeg havde ønsket at tage min tilflugt til magt, havde hele Tyskland måske været oversvømmet af blod. Men hvad ville resultatet være blevet? Undergang og ødelæggelse for både legeme og sind. Derfor holdt jeg mig i ro og overlod det til ordet alene at fare ud over verden." Samme, b. 9, ch.8. ret
(139) Dag efter dag, en hel uge igennem, blev Luther ved med at prædike for lydhøre skarer. Guds ord brød den fanatiske ophidselses trolddom. Evangeliets magt førte det vildledte folk tilbage til sandhedens vej. Luther nærede intet ønske om at mødes med disse fanatikere, hvis fremfærd havde forårsaget så meget ondt. Han vidste, at de var mennesker med en usund dømmekraft og et ubalanceret sind, som, mens de hævdede at være særlig oplyste af himlen, ikke ville tåle den mindste modsigelse eller selv den venligste bebrejdelse eller råd. De tiltog sig selv den øverste myndighed og krævede, at alle uden at stille spørgsmål skulle gå ind på deres krav. Men da de forlangte en sammenkomst med ham, indvilligede han i at møde dem; og det lykkedes ham så godt at afsløre dem, at bedragerne med det samme forlod Wittenberg. ret
(140) Fanatismen blusser op igen
Fanatismen var dæmpet for en tid; men nogle år efter brød den atter ud med endnu større voldsomhed og med frygteligere resultater. Luther sagde med hensyn til lederne af denne bevægelse: "For dem er den hellige skrift kun døde bogstaver, og de gav sig alle til at råbe: "Ånden! Ånden!" Men et er sikkert: jeg vil ikke følge den ånd som leder dem derhen, hvor deres ånd fører dem. Måtte Gud i sin barmhjertighed bevare mig fra en kirke, hvori der ikke findes andre end helgener. Jeg ønsker at bo hos de ringe, de svage, de syge, som kender og ved at de er syndere, og som stadig stønner og råber til Gud fra deres hjertes dyb for at opnå hans trøst og hjælp." - Samme, b. 10, ch. 10. ret
(140) Thomas Munzer, som var den mest aktive af sværmerne, var en mand med betydelige evner, som, hvis de var blevet rigtigt anvendt, ville have hjulpet ham til at gøre meget godt; men han havde ikke lært de første grundsætninger i sand gudstro. "Han var besat af ønsket om at reformere verden og glemte, som alle fanatikere, at reformationen måtte begynde med ham selv." - Samme, b. 9, ch. 8. Han var ærgerrig efter at opnå stilling og indflydelse og var uvillig til at være nummer to, selv efter Luther. Han erklærede, at reformatoren ved at erstatte pavens myndighed med Skriftens kun oprettede en anden slags katolsk lære. Han hævdede, at han selv havde fået guddommelig befaling til at indføre den sande reformation. "Den som har denne ånd," sagde Munzer; "ejer den sande tro, om han så aldrig i sit liv skulle få Skriften at se." - Samme b. 10, ch. 140 ret
(140) Folk, som allerede var begyndt at frigøre sig af pavevældets åg, var også ved at blive utålmodige under de borgerlige myndigheders tvang. Münzers revolutionære lære, som hævdede at have guddommelig stadfæstelse, bedrog dem til at bryde ud fra al kontrol og give deres fordomme og lidenskaber frie tøjler. Der fulgte de frygteligste optrin med oprør og strid, og Tysklands marker blev gennemvædede af blod. ret
(140) Den sjæleangst, som Luther for så længe siden havde følt i Erfurt, knugede ham nu med fordoblet kraft, da han så at reformationen blev anklaget for følgerne af fanatismen. De katolske fyrster erklærede - og mange var parat til at sætte lid til erklæringen - at opstanden var den naturlige følge af Luthers lære. Skønt denne anklage savnede ethvert grundlag, måtte den nødvendigvis volde reformatoren stor sorg. At sandhedens sag således skulle vanæres ved at ligestilles med den laveste fanatisme, syntes mere, end han kunne bære. På den anden side hadede opstandens ledere Luther, fordi han ikke blot havde modsat sig deres lære og benægtet deres hævdelse af guddommelig inspiration, men han havde erklæret dem for oprørere mod de borgerlige myndigheder. Som hævn erklærede de ham for en ussel hykler. Det var, som om han havde pådraget sig både fyrsternes og folkets fjendskab. ret
(141) Katolikkerne var begejstrede og ventede snart at opleve reformationens fald. De anklagede Luther for netop de vildfarelser, som han så alvorligt havde søgt at rette på. Fanatikerne påstod, at de var blevet behandlet på en uretfærdig måde og fik sympati hos mange, og som det ofte går dem, der vælger det forkerte, lykkedes det dem at blive betragtet som martyrer. På denne måde blev de, som satte alle kræfter ind på at skade reformationen, beklagede og lovpriste som ofre for grusomhed og undertrykkelse. Dette var Satans værk, drevet af den samme oprørsånd, som først åbenbarede sig i himlen. ret
(141) Satan prøver stadig at føre mennesker bag lyset og få dem til at kalde synd for retfærdighed og retfærdighed for synd. Hvor er dette lykkedes godt for ham! Hvor ofte lyder ikke dom og bebrejdelser mod Guds trofaste folk, fordi de uden frygt tager sandheden i forsvar! Mennesker, som kun er Satans hjælpere, bliver rost og smigret og endog betragtet som martyrer, mens de, som burde æres og hjælpes på grund af deres troskab mod Gud, får lov at stå ene, mistænkte og uden menneskers tillid. ret
(141) Falsk hellighed og uægte fromhed udøver stadig sit bedrag. Under forskellige forklædninger viser den samme ånd som i Luthers dage sig stadig, vender sindene bort fra Skriften og bringer mennesker til hellere at følge deres egne følelser og indskydelser end til i lydighed at rette sig efter Guds lov. Dette er et af Satans mest virkningsfulde påfund for at bringe vanære over renhed og sandhed. ret
(141) Uden frygt forsvarede Luther evangeliet mod de angreb, som kom fra alle sider. Guds ord viste sig at være et våben, som var mægtigt i enhver strid. Med dette ord førte han krig mod pavens tilranede myndighed og mod skolastikernes rationalistiske filosofi, mens han stod fast som en klippe mod de fanatikere, der søgte at forene sig med reformationen. ret
(141) Hvert eneste af disse modstridende elementer ville på sin egen måde tilsidesætte den hellige skrift og ophøje menneskelig visdom til at være kilden til religiøs sandhed og viden. Rationalismen har fornuften til afgud og gør denne til religionens kendetegn. Katolicismen, som hævder, at dens pavefyrste har en inspiration, som i lige linje er nedarvet fra apostlene og uforanderlig til alle tider, giver rig lejlighed til, at alle slags udskejelser og fordærvelse kan skjules under det apostolske embedes ukrænkelighed. Den inspiration, som Münzer og hans fæller hævdede at have, stammede ikke fra noget andet end fantasiens påfund, og dens indflydelse var nedbrydende for al myndighed, både menneskelig og guddommelig. Sand kristendom modtager Guds ord som kilden til guddommelig sandhed og er prøvestenen for al inspiration. ret
(142) Reformationen fremmes ved luthers bibeloversættelse
Ved hjemkomsten fra Wartburg fuldendte Luther sin oversættelse af Det nye Testamente, og snart efter blev evangeliet givet til det tyske folk på deres eget sprog. Denne oversættelse blev modtaget med stor glæde af alle, som elskede sandheden, men den blev med foragt afvist af dem, som foretrak menneskelige overleveringer og menneskers bud. ret
(142) Præsterne var forfærdede ved tanken om, at jævne folk nu skulle blive i stand til at diskutere Guds ords forskrifter med dem, og at deres egen uvidenhed på denne måde skulle afsløres. Deres menneskelige ræsonnementer var magtesløse våben mod Åndens sværd. Rom opbød al sin myndighed for at forhindre Skriftens udbredelse, men bandlysning og tortur var alt sammen forgæves. Jo mere Rom fordømte og forbød Bibelen, jo ivrigere blev folk efter at vide, hvad den egentlig lærte. Enhver, som kunne læse, higede efter selv at studere Guds ord. De førte det med sig overalt og læste det om og om igen og var ikke tilfredse, før de havde lært store dele af det udenad. Da Luther så, med hvilken glæde Det nye Testamente blev modtaget, begyndte han straks på en oversættelse af Det gamle Testamente og udgav de enkelte dele, så hurtigt som han fik dem færdige. ret
(142) Luthers skrifter blev modtaget med lige stor glæde i byer og landsbyer. "Hvad Luther og hans venner forfattede, satte andre i omløb. Munke, som var blevet overbevist om at klosterlivets vedtægter var uretfærdige, ønskede at bytte et langt liv i ledighed med et liv aktiv virksomhed. Men de var for uvidende til at forkynde Guds ord, og rejste derfor rundt i provinserne og besøgte små landsbyer og hytter, hvor de solgte Luthers og hans venners bøger. Det vrimlede snart med disse modige kolportører i hele Tyskland." Samme, b. 9, ch. 11. ret
(142) Disse bøger blev studeret med i dyb interesse af rige og fattige, af lærde og ulærde. Ved nattetid læste landsbyskolernes lærere dem højt for små grupper, som havde samlet sig om den hjemlige arne. Hver eneste gang blev nogle mennesker overbevist om sandheden, og når de med glæde havde, modtaget ordet, blev det deres tur at fortælle andre det glædelige budskab. ret
(142) Disse inspirerede ord blev stadfæstede: "Tydes dine ord, så bringer. de lys, de giver uerfarne indsigt." Sl. 119, 130. Studiet af Skriften frembragte en vældig forandring i folkets sind og hjerte. Pavedømmet havde lagt et jernåg på sine undersåtter og derved holdt dem nede i uvidenhed og nedværdigelse. Man havde samvittighedsfuldt bevaret en overtroisk overholdelse af ydre former, men i hele deres gudstjeneste havde hjertet og forstanden kun haft ringe del. Luthers forkyndelse, som fremlagde Guds ords ligefremme sandheder, og nu selve Bibelen, som blev lagt i jævne folks hænder, havde vakt deres slumrende kræfter og ikke blot renset og forædlet deres åndelige natur, men givet ny styrke og kraft til forstanden. ret
(143) Man kunne møde mennesker af alle rangklasser, som med Bibelen i deres hænder forsvarede reformationens lære. Katolikkerne, som havde overladt studiet af Skriften til præster og munke, hidkaldte nu disse, for at de skulle imødegå den nye lære. Men præsterne og munkene, der var lige så uvidende om Skriften og om Guds kraft, blev fuldstændig slået af marken af dem, som de havde erklæret for ulærde og kætterske. "Ulykkeligvis," sagde en katolsk forfatter, "havde Luther overtalt sine tilhængere til ikke at have tillid til nogen anden visdomskilde end den hellige skrift." - D'Aubignè, b. 9, ch. 11. ret
(143) Store skarer forsamlede sig for at høre sandheden udlagt af mænd uden megen uddannelse, ja, for at høre dem diskutere den med lærde og veltalende teologer. Disse store folks skammelige uvidenhed blev afsløret, når deres argumenter blev imødegået med Guds "eget ord. Arbejdere, soldater, kvinder, ja, selv børn kendte mere til Bibelens lære end præsterne og de lærde doktorer. ret
(143) Modsætningen mellem evangeliets tilhængere og de som forsvarede den katolske overtro viste sig ikke mindre tydeligt blandt de studerende end blandt jævne mennesker. "I modstrid med præstevældets gamle forkæmpere, der havde forsømt at studere sprog og dyrke litteratur, ... var der ædelt tænkende ynglinge, der hengav sig til studier, ransagede Skriften og var fortrolige med antikkens mesterværker. Disse unge mænd, som var i besiddelse af en levende forstand, en ophøjet ånd og et uforfærdet hjerte, erhvervede sig snart en sådan viden, at ingen i lange tider kunne måle sig med dem. ... Når derfor disse ungdommelige forsvarere af reformationen traf de katolske doktorer i en eller anden forsamling, angreb de dem med en sådan lethed og sikkerhed, at disse uvidende mænd tøvede, blev forvirrede og udsatte sig for en foragt, som alle syntes var velfortjent." Samme, b. 9, ch. 11. ret
(143) Da nu de katolske præster så, at deres menigheder blev mindre, påkaldte de myndighedernes hjælp, og med alle de midler, de havde til rådighed, forsøgte de at få deres tilhørere tilbage. Men folk havde i den nye lære fundet det, som tilfredsstillede deres hjertes trang, og de vendte sig bort fra dem, som så længe havde ladet dem leve af overtroens og menneskelige traditioners værdiløse avner. ret
(143) Da forfølgelsen brød løs over sandhedens lærere, gav de agt på Kristi ord: "Når de forfølger jer i en by, så flygt til en anden." Matt. 10, 23. Et eller andet sted plejede flygtningene at finde en gæstfri dør, som åbnede sig for dem, og når de blev der, prædikede de Kristus, undertiden i kirken, eller hvis retten dertil blev nægtet dem, så i private hjem eller under åben himmel. Hvor som helst de kunne opnå at blive hørt, var stedet for dem et helligt tempel. Sandhedens ord, som blev forkyndt med en sådan iver og forvisning, spredtes med uimodståelig kraft. ret
(143) Forgæves påkaldte man både de gejstlige og borgerlige myndigheder for at knuse kætteriet. Forgæves tog de deres tilflugt til fængsel, pinsler, ild og sværd. Tusinder af troende beseglede deres tro med deres blod, og dog skred værket fremad. Forfølgelsen bevirkede kun, at sandheden bredte sig mere; og den fanatisme, som Satan prøvede at knytte sammen med den, gjorde forskellen mellem Satans og Guds værk endnu mere tydelig. ret