(145) Et af de største vidnesbyrd, der nogensinde er fremkommet før reformationen, var de kristne tyske fyrsters protest ved rigsdagen i Speyer i 1529. Disse gudfrygtige mænds mod, tro og fasthed vandt frihed for tanken og samvittigheden for de kommende tider. Deres protest skaffede den nydannede kirke navnet: Den protestantiske; dens grundsætninger er "selve protestantismens kærne." D Aubignè, b. 13, ch. 6. ret
(145) Tysklands fjender fremmer reformationen
Der var kommet en mørk og truende tid for reformationen. Trods ediktet fra Worms, som havde erklæret Luther for fredløs og forbudt at lære eller tro på hans læresætninger, havde religiøs tolerance dog hidtil haft overtaget i riget. Guds forsyn havde holdt de kræfter, der modarbejdede sandheden, i tømme. Karl V higede efter at knuse reformationen, men skønt han ofte løftede hånden for at slå, var han blevet nødt til at rette slaget andetsteds hen. Atter og atter syntes det uundgåeligt, at alle, som vovede at modsætte sig Rom, måtte gå deres undergang i møde - men i det afgørende øjeblik dukkede enten de tyrkiske hære op ved den østlige grænse, eller kongen af Frankrig eller endog paven selv erklærede krig i misundelse over kejserens tiltagende magt. På denne måde havde reformationen midt i nationernes strid og tummel fået lov til at styrkes og udfolde sig. ret
(145) Men til sidst havde de katolske herskere indstillet deres fejder for at kunne gøre fælles sag mod reformatorerne. Rigsdagen i Speyer havde i 1526 givet landene fuld frihed i religionsanliggender, indtil et nyt almindeligt kirkemøde trådte sammen. Men ikke så snart var de farer overstået, i som havde sikret denne indrømmelse, før kejseren indkaldte til et nyt rigsdagsmøde i Speyer i 1529 for at knuse kætteriet. Fyrsterne skulle, om det var muligt, med fredelige midler formås til at tage parti imod reformationen, men hvis dette slog fejl, var Karl parat til at gribe til våben. ret
(145) Katolikkerne frydede sig. De optrådte i stort antal i Speyer og åbenbarede tydeligt deres fjendskab mod reformatorerne og alle som begunstigede dem. Melanchthon sagde: "Vi er verdens udskud og fejeskarn, men Kristus vil se ned til sit stakkels folk og bevare det." - Samme, b. 13, ch. 5. ret
(145) Rigsdagen drøfter trosfrihed
Det blev forbudt de evangeliske fyrster, som var til stede ved rigsdagen, at lade evangeliet prædike, selv i deres egne boliger. Men Speyers befolkning tørstede efter Guds ord, og trods forbuddet flokkedes tusinder ved de gudstjenester, som blev holdt i kurfyrsten af Sachsens kapel. ret
(145) Dette fremskyndede den afgørende krise. Et kejserligt budskab meddelte rigsdagen, at da den resolution, som bevilgede samvittighedsfrihed, havde forvoldt megen uorden, forlangte kejseren den annulleret. Denne egenmægtige handling vakte de evangeliske kristnes vrede og forfærdelse. En af dem sagde: "Kristus er atter faldet i Pilatus' og Kajfas' hænder!" Katolikkerne begyndte at optræde mere voldsomt. En fanatisk katolik erklærede: "Tyrkerne er bedre end lutheranerne, for tyrkerne overholder fastedage, og lutheranerne overtræder dem. Hvis vi skulle vælge mellem den hellige skrift og kirkens gamle vildfarelser, så måtte vi forkaste den første." Melanchthon sagde: "Hver eneste dag kaster Faber midt i forsamlingen en ny sten efter os evangeliske." - Samme, b. 13, ch. 5. ret
(146) Der var ved lov indført tolerance i religions spørgsmål, og de evangeliske lande var fast besluttet på at modsætte sig enhver krænkelse af deres rettigheder. Luther, som efter ediktet i Worms stadig var bandlyst, havde ikke lov til at være til stede i Speyer, men hans plads blev erstattet ved hans medarbejdere og de fyrster, som Gud havde kaldet til at forsvare hans sag i denne farlige situation. Døden havde bortrykket den ædle Frederik af Sachsen, Luthers tidligere beskytter, men hertug Johan, hans broder og efterfølger, havde med glæde budt reformationen velkommen, og skønt han var en fredens mand, udviste han stor energi og meget mod i alt, hvad der angik troens sag. ret
(146) Krisen i speyer
Præsterne krævede, at de lande, som havde antaget reformationen, ubetinget skulle underkaste sig Roms domsafgørelse. Reformatorerne forlangte på den anden side den frihed, som tidligere var blevet dem indrømmet. De kunne ikke give deres samtykke til at Rom atter skulle komme til at beherske disse stater, som med så stor glæde havde modtaget Guds ord. ret
(147) Til sidst blev det foreslået som et kompromis, at der, hvor reformationen ikke var blevet indført, skulle ediktet fra Worms strengt håndhæves, og at "der, hvor folket var afveget fra det, og hvor det ikke uden fare for opstand kunne indrette sig efter det, måtte man i det mindste ikke fremkalde nogen ny reform; man måtte ikke komme ind på omstridte punkter, man måtte ikke modsætte sig, at messen blev højtideligholdt, man måtte ikke tillade nogen katolik at antage Luthers lære." - Samme, b. 13, ch. 5. Dette lovforslag gik igennem i rigsdagen - til de pavelige præsters og prælaters store tilfredshed. ret
(147) Hvis dette edikt blev håndhævet, "kunne reformationen hverken brede sig... der, hvor den endnu var ukendt, og heller ikke komme til at indtage en fast stilling... der hvor den allerede var indført." - Samme, b. 13, ch. 5. Der kom forbud mod talefrihed! Ingen form for omvendelse ville være tilladt. Og det krævedes af reformationens venner, at de med det samme skulle underkaste sig disse restriktioner og forbud. Det var, som om verdens håb skulle slukkes! "Genoprettelsen af det romerske præstevælde... ville uvægerligt føre tilbage til de gamle misbrug," og der kunne hurtigt findes en anledning til at "fuldføre nedbrydningen af et arbejde, som allerede var så voldsomt rystet ved fanatisme og uenigheder." - Samme, b. 13, ch. 5. ret
(147) Meget står på spil
Da. det evangeliske parti mødtes til rådslagning, så man på hinanden i fuldkommen forfærdelse. Fra den ene til den anden lød dette spørgsmål: "Hvad skal vi gøre?" Der stod vældige værdier på spil for hele verden. "Skal reformationens ledere underkaste sig og rette sig efter ediktet?" Hvor let kunne ikke reformatorerne i denne krise, som i sandhed var frygtelig, have forhandlet sig ind på en forkert vej! Hvor mange fornuftige påskud og gode grunde kunne der ikke findes til at underkaste sig! De lutherske fyrster fik jo sikret fri religionsudøvelse. Det samme gode var udvidet til at gælde alle de af deres undersåtter, som forud for lovens fremkomst havde antaget de reformerte synspunkter. Burde dette ikke være dem nok? Hvor mange farer ville ikke kunne undgås ved eftergivenhed! Hvilken ukendt risiko og strid ville det ikke føre dem ud i hvis de satte sig imod? Hvem ved, hvilke muligheder fremtiden kan bringe? Lad os holde fast ved freden; lad os gribe den oliegren, som Rom rækker os, og læge Tysklands sår. Ved sådanne argumenter kunne reformatorerne måske have retfærdiggjort sig, om de var slået ind på en vej, som ganske sikkert inden længe ville have ført til at omstyrte deres sag. ret
(147) "Lykkeligvis var de klar over, efter hvilket princip denne overenskomst var truffet, og de handlede i tro. Hvilket var da dette princip? Det var Roms ret til at tvinge samvittigheden og forbyde fri oplysning. Men havde da ikke både de selv og deres protestantiske undersåtter ret til at nyde religiøs frihed? Jo, som en gunst, der var særligt betinget dem i denne ordning, men ikke som deres ret, Med hensyn til alt uden for overenskomsten skulle det store myndighedsprincip herske; samvittigheden havde ingen retsbeskyttelse. Rom var den ufejlbare domstol og måtte adlydes. Hvis den foreslåede overenskomst var blevet godkendt, ville det have betydet, at religionsfriheden skulle være begrænset til det reformerte Sachsen, og for hele den øvrige del af kristenheden skulle fri oplysning og udøvelse af den reformerte tro være forbrydelser, som måtte bekæmpes med fangehul og bål. Kunne de give deres samtykke til at begrænse religionsfrihed en? Til at lade bekendtgøre, at reformationen havde vundet sin sidste tilhænger? At den havde underlagt sig sit sidste stykke land? Og at hvor end Rom i denne time regerede, der skulle dets herredømme vare evigt? Kunne reformatorerne have hævdet, at de var uskyldige i disse hundredes og tusinders blod, der som følge af denne overenskomst ville komme til at ofre livet i de katolske lande? Dette ville i denne afgørende time have været at forråde evangeliets sag og de kristnes frihed!" Wylie, b. 9, ch. 15. Nej, så ville de hellere "ofre alt, selv deres riger, deres kroner og deres liv." - D' Aubignè, b. 13, ch. 5, ret
(148) "Lad os forkaste dette dekret," sagde fyrsterne. " Hvor det drejer sig om samvittighed, har flertallet ingen magt." Deres repræsentanter erklærede: "Det er dekretet fra 1526, som vi står i gæld til for den fred, riget nyder, og ophævelsen af det ville fylde Tyskland med ulykke og splittelse. Rigsdagen er ikke kompetent til at gøre andet end at bevare religionsfriheden, indtil kirkemødet træder sammen." Samme, b. 13, ch. 5. Det er statens pligt at beskytte samvittighedsfriheden, og dette er grænsen for dens myndighed i religions spørgsmål. Når staten prøver at regulere eller påtvinge overholdelse af religiøse påbud ved borgerlig myndighed, opgiver man netop den grundsætning, som de evangeliske kristne havde kæmpet så tappert for. ret
(148) Katolikkerne besluttede at undertrykke det, som de kaldte "fræk stædighed." De begyndte med at forsøge at skabe splittelse, blandt reformationens tilhængere og sprede frygt blandt alle, som ikke åbent havde erklæret sig til gunst for den. Til slut blev fristædernes repræsentanter kaldt for rigsdagen og opfordret til at tilkendegive, om de ville tiltræde forslagets betingelser. De anmodede om udsættelse, men forgæves. Da de skulle bestå prøven, tog næsten halvdelen af dem reformatorernes parti. De, der således nægtede at ofre samvittighedsfriheden og retten til selvstændig bestemmelse, vidste godt, at den stilling, de indtog, udpegede dem til fremtidig kritik, fordømmelse og forfølgelse. En af de delegerede sagde: "Vi må enten fornægte Guds ord - eller lade os brænde." - Samme, b. 13, ch. 5. ret
(149) Kong Ferdinand, kejserens repræsentant på rigsdagen, indså, at forordningen ville volde alvorlig splittelse, hvis ikke fyrsterne kunne overtales til at antage og støtte den. Derfor forsøgte han sig med overtalelseskunst, da han godt vidste, at hvis man brugte magt over for mænd af denne slags, ville det kun gøre deres beslutning endnu mere fast. Han "bad indtrængende fyrsterne om at godkende dekretet og forsikrede dem, at kejseren så ville være overordentlig tilfreds med dem." Men disse tro mænd anerkendte en myndighed, som var hævet over jordiske herskeres, og de svarede roligt: "Vi vil adlyde kejseren i alt, hvad der kan bidrage til at opretholde freden og Guds ære." - Samme, b. 13, ch. 5. ret
(149) Til sidst havde kongen i overværelse af rigsdagen meddelt kurfyrsten og hans venner, at ediktet "var ved at blive affattet i form af et kejserligt dekret," og at "deres eneste mulighed nu var at bøje sig for flertallet." Efter at have sagt dette, trak han sig tilbage fra forsamlingen uden at give reformationens tilhængere nogen mulighed for drøftelse eller svar. "Det var formålsløst, at de sendte en deputation til kongen for at trygle ham om at vende tilbage." Hans eneste svar på deres indvendinger var dette: "Sagen er afgjort! Alle må bøje sig!" Samme, b. 13, ch. 5. ret
(149) Nu var det kejserlige parti overbevist om, at de kristne fyrster ville holde sig til den hellige skrift og betragte den som hævet over alle menneskelige læresætninger og fordringer, og de vidste, at hvor som helst dette princip blev godkendt, ville pavedømmet til sidst blive omstyrtet. Men som tusinder andre efter deres tid, som kun betragter "de synlige ting," smigrede de sig med, at kejserens og pavens sag var stærk og reformationens svag. Hvis reformatorerne kun havde været afhængige af menneskers hjælp, så ville de have været ligeså magtesløse, som katolikkerne mente. Men skønt de var få i antal og i strid med Rom, havde de dog styrke. De indankede deres sag "fra rigsdagens afgørelse til Guds ord, og fra kejser Karl til Jesus Kristus, kongernes Konge og herrernes Herre." - Samme, b. 13, ch. 6. ret
(149) De reformationsvenlige fyrster protesterer
Da Ferdinand havde afslået at tage hensyn til deres samvittighed og overbevisning, besluttede fyrsterne ikke at tage hensyn til hans fravær, men fremføre deres protest for det nationale råd uden at tøve. Derfor blev der affattet en højtidelig erklæring, som blev overrakt rigsdagen. ret
(149) "Vi lægger denne protesterklæring frem for Gud, vor eneste Skaber, beskytter, forsoner og Frelser, som engang skal være vor dommer, såvel som for alle mennesker og alle skabninger, og udtaler at vi på egne og vort folks vegne hverken samtykke r eller på nogen som helst måde holder fast ved den foreslåede ordning i noget, der er i modstrid med Gud, med hans Hellige Ord, og med vor samvittighed til vor frelse." ret
(150) "Hvorledes! Skulle vi godtage denne ordning? Skulle vi hævde, at når den Almægtige Gud tilbyder en person kundskab om sig selv, så kan denne ikke engang modtage kundskaben om Gud?" "Der findes ingen anden pålidelig lære end den, som stemmer overens med Guds ord. ... Herren forbyder enhver anden lære. ... Den hellige skrift burde udlægges ved andre og mere tydelige skriftsteder; ... denne hellige bog er i alle ting, som er nødvendige for en kristen, letforståelig og beregnet til at sprede mørket. Det er vor beslutning ved Guds nåde at opretholde den rene og uforfalskede forkyndelse af hans eget ord, sådan som det findes i Det gamle og Det nye Testamentes bibelske bøger uden at føje noget til, som kan være i modstrid med det. Dette ord er den eneste sandhed; det er den sikre rettesnor for al lære og alt liv og kan aldrig svigte eller bedrage os. Den, der bygger på denne grundvold, vil modstå alle helvedes magter, mens al menneskelig forfængelighed, som sætter sig op imod den, skal falde for Guds ansigt." ret
(150) "Af denne grund afviser vi det åg, der lægges på os." "Samtidig forventer vi, at Hans kejserlige Majestæt vil handle mod os som en kristen fyrste, der elsker Gud over alle ting; og vi erklærer os rede til at yde ham, såvel som jer nådige herrer, al den hengivenhed og lydighed, som vi med rette er jer skyldige." - Samme, b. 13, ch. 6. ret
(150) Dette gjorde dybt indtryk på rigsdagen! De fleste blev opfyldt af forundring og skræk over de protesterendes dristighed. Fremtiden forekom dem stormfuld og usikker. Splittelse, strid og blodsudgydelse syntes uundgåelig. Men reformatorerne, som var overbeviste om deres sags retfærdighed fordi de stolede på den Almægtiges arm, var "fulde af mod og beslutsomhed." ret
(150) "De grundsætninger, som står skrevet i denne berømte protetst, danner selve kernen i protestantismen. Nu modsætter denne protest sig to menneskelige misbrug i trosanliggender: det ene er de borgerlige myndigheders indblanding og det andet kirkens egenmægtige autoritet. I stedet for disse misbrug sætter protestantismen samvittigheden over myndighederne og Guds ords myndighed over den synlige kirke. I det første tilfælde forkaster den statens krav over for religiøse spørgsmål og siger, ligesom profeterne og apostlene: "Man bør adlyde Gud mere end mennesker." Over for Karl V' krone løfter den Jesu Kristi krone! Men den går endnu videre. Den hævder det princip, at al menneskelig lære må underordne sig Guds ords visdom." Samme, b. 13, ch. 6. Desuden havde protestanterne krævet deres ret til frit at fremkomme med deres overbevisning om sandheden. De ville ikke nøjes med at tro og adlyde, men også lære lindre, hvad Guds ord skænker os. Og de benægtede, at præst eller dommer skulle have ret til at blande sig heri. Den speyerske protest var et højtideligt vidnesbyrd mod religiøs intolerance og en påstand om, at alle mennesker har ret til at dyrke Gud, efter hvad deres egen samvittighed siger dem. ret
(151) Nu var erklæringen afgivet! Den blev indprentet i tusinders erindring og opskrevet i himlens bøger, hvor ingen menneskelig magt kunne udslette den. Hele det evangeliske Tyskland vedtog protesten som udtryk for sin tro. Alle vegne så mennesker løftet om en ny og bedre tid i denne erklæring. En af fyrsterne sagde til protestanterne i Speyer: "Måtte den Almægtige, som har givet jer nåde til kraftigt, frit og uden frygt at bekende jeres tro, bevare jer i denne kristelige fasthed indtil evighedens dag." - Samme, b. 13, ch. 6. ret
(151) Hvis reformatorerne, efter til en vis grad at have haft heldet med sig, havde ladet sig lede af omstændighederne for at sikre sig verdens gunst, så ville de have været utro over for både Gud og sig selv og ville på den måde have sikret sig sin egen udslettelse. De erfaringer, som disse ædle reformatorer gjorde, rummer en lære for alle kommende tider. Satans arbejdsmetoder mod Gud og hans ord har ikke ændret sig. Det er ham stadig lige så meget imod, at Skriften bliver gjort til livets rettesnor som i det 16 århundrede. I vore dage er man veget langt fra Skriftens lære og forskrifter, og der trænges særlig til, at man vender tilbage til de store protestantiske principper: Bibelen og Bibelen alene som det afgørende for tro og pligt! Satan arbejder stadig med alle de midler, der står til hans rådighed, for at tilintetgøre religionsfriheden. Den antikristelige magt, som protestanterne i Speyer afviste, søger nu med fornyet kraft at genoprette sit tabte herredømme. Det eneste håb for en reform i dag er den samme, aldrig svigtende troskab over for Guds ord, som åbenbarede sig i dette for reformationen så afgørende øjeblik. ret
(151) Reddet i sidste øjeblik
Der viste sig tegn på, at der var fare på færde for protestanterne, men der var også tegn på, at Guds hånd var udstrakt for at beskytte de trofaste. Det var på dette tidspunkt, at "Melanchthon hastigt førte sin ven, Simon Grünæus, gennem Speyers gader hen imod Rhinen, mens han skyndede på ham for at få ham til at sætte over floden. Grünæus var forbavset over et sådant hastværk. "Der var en gammel mand, som så alvorlig og højtidelig ud, men som jeg ikke kendte," sagde Melanchthon, "han kom hen til mig og sagde: "Om et minut vil Ferdinand sende retsbetjente hen for at fængsle Grünæus!" ret
(152) Den samme dag var Grünæus blevet forarget over en prædiken af Faber, en af de ledende katolske universitetsdoktorer, og da denne var færdig med at tale, havde han bebrejdet ham, at han forsvarede "visse afskyelige vildfarelser." "Faber skjulte sin vrede, men gik straks derefter til kongen, hos hvem han opnåede en arrestordre mod den besværlige lærer fra Heidelberg. Melanchthon var ikke i tvivl om, at Gud havde frelst hans ven ved at sende en af sine hellige engle for at advare ham. ret
(152) Uden at røre sig ventede han ved Rhinens bred, indtil denne flods vande havde reddet Griinæus fra hans forfølgere. "Endelig," udbrød Melanchthon, da han så ham på den modsatte bred, "endelig er han revet bort fra deres grusomhed, som tørster efter uskyldigt blod." Da Melanchthon kom hjem til sit hus, fik han at vide, at betjente, som var kommet for at søge efter Grunæus, havde undersøgt huset fra kælder til kvist." - Samme, b. 13, ch.6. ret
(152) Reformationen skulle komme i en endnu mere iøjnefaldende situation over for verdens mægtige. Kong Ferdinand havde afslået at høre på de evangeliske fyrster, men der blev givet dem en lejlighed til at fremstille deres sag over for kejseren og de forsamlede højeste embedsmænd inden for kirke og stat. For at skaffe ro om de splittelser, som forstyrrede rigets fred, sammenkaldte Karl V. året efter protesten i Speyer en rigsdag i Augsburg, hvor han meddelte, at det var hans hensigt personligt at præsidere. De protestantiske ledere blev indkaldt til denne rigsdag. ret
(152) Store farer truede reformationen, men dens forkæmpere satte stadig deres lid til Gud og forpligtede sig til at holde fast ved evangeliet. Kurfyrsten af Sachsen blev af sine rådgivere rådet til ikke at vise sig ved rigsdagen. De sagde, at kejseren forlangte fyrsternes tilstedeværelse for at lokke dem i en fælde. "Ville det ikke være at sætte alt på spil at gå hen og lukke sig inde sammen med en mægtig fjende inden for en bys mure?" Men der var andre, som dristigt erklærede: "Lad kun fyrsterne optræde modigt, så er Guds sag reddet!" "Gud er trofast! Han vil ikke svigte os", sagde Luther." - Samme, b. 14, ch. 2. Kurfyrsten drog med sit følge til Augsburg. Alle var klar over de farer, som truede ham, og mange drog nedtrykte af sted med bekymret hjerte. Men Luther, som ledsagede dem så langt som til Coburg, satte nyt liv i deres svigtende tro ved at synge den salme, han havde skrevet på denne rejse: "Vor Gud han er så fast en borg." Mange bange anelser blev fordrevet, mangt et tungt hjerte blev lettere ved lyden af de inspirerende toner. ret
(152) Fyrsternes trosbekendelse
Fyrsterne havde bestemt sig for at fremlægge for rigsdagen et systematisk overblik af deres synspunkter på grundlag af Skriften. Det forberedende arbejde var betroet Luther, Melanchthon og deres medarbejdere. Denne trosbekendelse blev af protestanterne godkendt som en fremstilling af deres tro, og de forsamlede sig for at skrive under på dette vigtige dokument. Det var et højtideligt og vanskeligt øjeblik. Reformatorerne sørgede meget omhyggelige for, at deres sag ikke blev blandet med politiske spørgsmål. De følte, at reformationen ikke burde udøve nogen anden indflydelse end den, som stammer fra Guds ord. Da de kristne fyrster gik hen for at underskrive trosbekendelsen, lagde Melanchthon sig imellem og sagde: "Det passer sig bedre for præster og teologer at fremstille disse ting. Øvrighedspersoner bør udøve sin myndighed på helt andre områder." Johan af Sachsen svarede: "Gud forbyde, at I skulle udelukke mig! Det er min faste beslutning at gøre, hvad ret er, uden at bekymre mig om min krone. Jeg ønsker at bekende Herrens navn. Min kurfyrstelige hat og min hermelinskåbe er mig ikke så dyrebar som Jesu Kristi kors." Da han havde sagt dette, skrev han sit navn under. En anden af fyrsterne sagde, idet han tog pennen: "Hvis min Herre Jesu Kristi ære kræver det, er Jeg rede... til at give afkald på mit gods og mit liv." Og han vedblev: "Jeg ville hellere frasige mig mine undersåtter og mine lande, hellere forlade mine fædres jord med staven i hånd end at godkende nogen anden lære end den, som rummes i denne trosbekendelse." - Samme, b.14, ch. 6. En sådan tro og dristighed fandtes hos disse Guds mænd. ret
(153) Nu kom den fastsatte tid til at træde frem for kejseren. Karl V sad på sin trone, omgivet af kurfyrster og andre fyrster, hvor han gav audiens for de protestantiske reformatorer. Deres trosbekendelse blev oplæst. I denne ærefrygtindgydende forsamling blev evangeliets sandheder klart fremsat, og pavekirkens vildfarelser blev påvist. Med rette er denne dag blevet kaldt "reformationens største dag og en af de herligste i kristenhedens og menneskeslægtens historie." - Samme, b. 14, ch. 7. ret
(153) Kun få år var forløbet, siden munken fra Wittenberg stod ene i Worms foran rigsdagen. Nu stod i hans sted de ædleste og mægtigste fyrster i hele riget! Luther havde fået forbud mod at vise sig i Augsburg, men ved sine ord og i sin bøn havde han være; til. stede. "Jeg er lykkelig," skrev han, at Jeg har oplevet denne time, i hvilket Kristus offentligt er blevet herliggjort ved sådanne fornemme bekendere og i en så strålende forsamling." - Samme, b. 14, ch. 7. Således opfyldtes Skriftens ord: "Jeg vil tale om dine vidnesbyrd for konger uden at blues." Sl. 119, 46. ret
(153) På Paulus' tid blev det evangelium, som han var blevet fængslet for, således talt for den kejserlige stads fyrster og fornemme mænd. På samme måde blev ved denne lejlighed det, som kejseren havde kundgjort ikke måtte forkyndes fra prædikestolen, forkyndt i paladset, og det, som af mange var blevet anset for uegnet selv for tjenestefolks ører, blev nu forkyndt for en undrende forsamling af rigets øverste mænd. Tilhørerne var konger og stormænd; de som prædikede, var kronede fyrster, og prædikenen var Guds kongelige sandhed. "Siden apostlenes dage," siger en forfatter, "er der aldrig sket en større gerning eller aflagt en mere storslået bekendelse." D' Aubignè, b. 14, ch. 7. ret
(154) "Vi kan ikke nægte, at alt, hvad lutheranerne har sagt, er sandhed," erklærede en katolsk biskop. "Kan du med vægtige beviser gendrive kurfyrstens og hans forbundsfællers trosbekendelse?" spurgte en anden den katolske doktor Eck. "Med apostlenes og profeternes skrifter - nej!" lød svaret, "men med kirkefædrenes og kirkemødernes - ja!" "Jeg forstår," svarede den spørgende. "Efter din anskuelse står lutheranerne inden for Skriften, og vi står udenfor!" - Sanlme, b. 14, ch. 8. ret
(154) Nogle af Tysklands fyrster blev vundet for den reformerte tro. Selv kejseren erklærede, at de protestantiske trosartikler kun var sandhed. Troserklæringen blev oversat til mange sprog og blev udbredt over hele Europa, og i de følgende generationer er den af millioner blevet godkendt som udtryk for deres tro. ret
(154) Styrke gennem tro og bøn
Guds trofaste tjenere arbejdede ikke alene. Mens "magterne og myndighederne og ondskabens åndemagter i himmelrummet" sluttede sig Sanlmen imod dem, svigtede Herren ikke sit. folk. Hvis deres øjne var blevet åbnet, ville de have fået et i lige så tydeligt bevis på guddommelig tilstedeværelse og hjælp som det, der i gamle dage blev skænket en profet. Da Elisas tjener viste sin herre den fjendtlige hær, der omgav dem og afskar dem fra enhver mulighed for flugt, bad profeten: "Herre, luk hans øjne op, så han kan se." 2. Kong. 6, 17. Og se, bjerget var fuldt af ildvogne og ildheste, - himlens hær, som var sendt for at beskytte denne Guds mand. På Samme måde vogtede englene dem, der arbejdede for reformationens store sag. ret
(154) Et af de principper som Luther med den største fasthed håndhævede, var, at man aldrig skulle tage sin tilflugt til verdslig magt for at støtte reformationen eller gribe til våben for at forsvare den. Han frydede sig over, at evangeliet blev bekendt af rigets fyrster, men da de foreslog at samles i en forsvarsalliance, erklærede han, at "evangeliets lære kun burde forsvares af Gud alene. ... Jo mindre mennesker blandede sig i værket, jo mere tydeligt ville Guds mellemkomst vise sig til gavn for det. Alle de politiske forsigtighedsregler, som man foreslog, kunne i hans øjne tilskrives uværdig frygt og syndig mistillid.:' - D' Aubignè, b. 10, ch. 14. ret
(155) Da mægtige fjender forenede sig for at kuldkaste reformationens tro og tusinder af sværd syntes at skulle drages af skeden imod den, skrev Luther: "Satan opbyder alt sit raseri; ugudelige paver lægger råd op, og man truer os med krig. Forman folket til tappert at kæmpe for Herrens trone i tro og bøn, så vore fjender bliver overvundet af Guds Ånd og tvinges til fred. Vort største behov, vort vigtigste arbejde er bøn! Lad folket vide, at de har udsat sig for sværdets æg og Satans raseri, og lad dem bede!" - D' Aubignè, b. 10, ch. 14. ret
(155) Da Luther på et senere tidspunkt atter hent ydede til det forbund, som de protestantiske fyrster havde under overvejelse, erklærede han, at det eneste våben, som skulle anvendes i denne kamp, var "Åndens sværd." Han skrev til kurfyrste n af Sachsen: "Vi kan for vor samvittigheds skyld ikke give vort bifald til den foreslåede alliance. Hellere ville vi dø 10 gange end se vort evangelium være årsag til, at en eneste blodsdråbe blev udgydt. Det tilkommer os at være som slagtefår. Kristi kors skal bæres. Jeres højhed kan være uden frygt. Vi skal udrette mere ved vore bønner end alle vore fjender ved deres pralende ord. Lad blot ikke jeres hænder plettes af jeres brødres blod. Hvis kejseren kræver, at vi skal udleveres til hans domstole, så er vi rede til at komme. I kan ikke forsvare vor tro; enhver af os må tro på eget ansvar og risiko." Samme, b. 14, ch. 1. ret
(155) Fra bønnens lønkammer kom den kraft, som rystede verden ved den store reformation. Der satte Guds tjenere med hellig tillid deres fødder på hans forjættelses klippe. Under striden i Augsburg lod Luther "ikke en dag gå hen, hvor han ikke i det mindste hengav tre timer til bøn, og det var timer, der var taget af den tid, som var bedst egnet til at studere i." Man hørte ham i hans lønkammers ensomhed udøse sit hjerte for Gud i ord "fulde af tilbedelse, frygt og håb, som når man taler med en ven!" "Jeg ved, at du er vor Fader og vor Gud," sagde han, "og at du vil adsprede dem, der forfølger dine børn, for du kommer selv i fare Sammen med os. Hele denne sag er din egen, og det er kun på dit bud, at vi har rakt hånd til den. Så forsvar os da, o Fader!" Samme, b. 14, ch. 6. ret
(155) Til Melanchthon, der var overvældet af ængstelsens og frygtens byrde, skrev han: "Nåde og fred i Kristus - ja, i Kristus, siger jeg, og ikke i verden! Amen. Jeg hader med et stort had disse overdrevne bekymringer, som fortærer dig. Hvis denne sag er uretfærdig, så forlad den; men hvis sagen er retfærdig, hvorfor skulle vi så gøre hans løfter til skamme, han, som befaler os at sove uden frygt? ... Kristus vil ikke svigte arbejdet for retfærdighed og sandhed. Han lever, han regerer! Hvad skulle vi så frygte for?" - Samme, b. 14, ch. 6. ret
(155) Gud hørte sine tjeneres råb. Han gav fyrster og præster nåde og mod til at opretholde sandheden imod dem, som hersker over denne verdens mørke. Herren siger: "Se, jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig, og den som tror på hanl, skal ingenlunde blive til skamme." 1. Pet. 2, 6. De protestantiske reformatorer havde bygget på Kristus, og helvedes porte fik ikke magt over dem. ret