(179) I Nederlandene fremkaldte pavens tyranni allerede tidligt en beslutsom modstand. 700 år før Luthers tid anklagede to biskopper frygtløst den romerske pave. Disse to var blevet sendt med et gesandtskab til Rom, og der havde de erfaret "den hellige stols" sande natur: Gud "har sørget for kirken, sin dronning og brud, med en ædel, evigtvarende forsyning til dens familie, en medgift, som er uvisnelig og uforgængelig, og givet hende en evig krone og et evigt scepter; ... alle disse velgerninger tilraner du dig som en tyv! Du indretter dig i Guds tempel; i stedet for at være hyrde, er du blevet en ulv blandt fårene; ... du vil gerne lade os tro, at du er den øverste biskop, men du optræder snarere som en tyran. ... Mens du burde være tjenernes tjener, som du kalder dig, stræber du efter at blive herrernes herre! ... Du bringer Guds bud i vanry! ... Helligånden er den, som opbygger alle kirker, så langt som jorden rækker. ... Vor Guds stad, hvis borgere vi er, når ud til alle himlenes egne, og den er større end den by, som af de hellige profeter kaldes Babylon, den, som foregiver at være guddommelig, hæver sig selv til skyerne og praler af, at dens visdom er udødelig; og endelig - skønt uden grund - af, at den aldrig har taget fejl eller nogensinde kan gøre det." - Gerard Brandt: History of the Reformation in and About the Low Countries, b. l, p. 6. ret
(179) Fra århundrede til århundrede stod andre frem for at gentage denne protest. Og disse fortidens lærere, som rejste gennem forskellige lande og var kendt under vekslende navne, var af samme art som de valdensiske missionærer og udbredte alle vegne kendskabet til evangeliet. De nåede også Nederlandene, og deres lære bredte sig hurtigt. De oversatte den valdensiske bibel på vers til det hollandske sprog. De erklærede, "at den var til megen nytte; der var ingen spøg, ingen opdigtede historier, ingen ubetydeligheder, ingen falskhed, kun sandhedens ord; at der ganske vist hist og her var en hård skal, men at man let kunne opdage marven og sødmen i det, som var godt og helligt." - Samme, b. 1, p. 14. Sådan skrev vennerne af den gamle tro i det 12. århundrede. ret
(179) Nu begyndte Roms forfølgelser, men skønt omgivet af bål og pinsler, forøgedes de troendes antal stadig, og de erklærede standhaftigt, at Bibelen er den eneste ufejlbarlige myndighed inden for religionen, og at ingen burde tvinges til at tro, men burde vindes ved prædiken." - Martyn, vol. 2, p. 87. ret
(179) Menno Simons - nederlandsk reformator
Luthers lære fandt frugtbar jordbund i Nederlandene, og alvorlige og trofaste mænd stod frem for at prædike evangeliet. Fra en af de hollandske provinser kom Menno Simons. Skønt opdraget som romersk katolik og ordineret til præst, var han dog fuldstændig uvidende med hensyn til Bibelen, og han ville ikke læge den af frygt for at lade sig lokke til kætteri. Da tvivl om forvandlingslæren var ved at få magt over ham, betragtede han det som en fristelse fra Satan og søgte ved bøn og skriftemål at frigøre sig for den, men forgæves. Han forsøgte at bringe samvittighedens anklagende stemme til tavshed ved at tage del i adspredelser, men uden held. Efter en tids forløb var der nogen, der fik ham til at studere Det nye Testamente, og dette førte ham, sammen med læsning af Luthers skrifter, til at antage den reformerte tro. Kort tid efter blev han i en naboby vidne til, at en mand blev halshugget, dømt til døden, fordi han var blevet gendøbt. Dette bragte ham til at studere Bibelen med hensyn til barnedåb. Han kunne ikke finde bevis for den i Skriften, men så, at der alle vegne krævedes anger og tro som betingelse for at modtage dåben. ret
(180) Menno trak sig tilbage fra romerkirken og viede resten af sit liv til at lære andre de sandheder, han selv havde modtaget. Både i Tyskland og i Nederlandene var der opstået en slags fanatikere, som forkyndte meningsløse og oprørske læresætninger, der krænkede orden og sømmelighed og gik over til vold og oprør. Menno så, hvilke forfærdende resultater disse bevægelser uundgåeligt ville føre til, og han modarbejdede af alle kræfter fanatikernes falske lære og vilde planer. Der var imidlertid mange, som havde været vildledt af disse fanatikere, men som igen havde opgivet deres fordærvelige lære, og der var stadig mange efterkommere tilbage efter de gamle kristne menigheder, - frugten af valdensernes undervisning. Blandt disse mennesker arbejdede Menno med megen iver og gode resultater. ret
(180) I 25 år rejste han sammen med sin hustru og deres børn, led ofte trængsler og savn og var tit i livsfare. Han rejste gennem Nederlandene og Nordtyskland og arbejdede hovedsageligt blandt de lavest stillede, men fik indflydelse i vide kredse. Skønt han kun havde en begrænset uddannelse, var han af naturen veltalende. Han var en mand med urokkelig troskab, ydmyg af sind og venlig af væsen, og han ejede en oprigtig og inderlig fromhed, så hans eget liv var et eksempel på, hvad han lærte andre, og han opnåede folkets tillid. Hans efterfølgere blev adspredt og undertrykt. De led meget under at blive forvekslet med de fanatiske münzerianere. Dog var der overordentlig mange, som ved ham blev omvendt. ret
(180) Forfølgelse i Nederlandene
Ingen andre steder blev den reformerte lære mere fuldtalligt modtaget end i Nederlandene. Kun i få lande måtte dens tilhængere udholde en mere frygtelig forfølgelse. I Tyskland havde Karl V forbudt reformationen, og han ville med glæde have sendt alle dens tilhængere på bålet; men fyrsterne rejste sig som en barriere mod hans tyranni. I Nederlandene var hans magt større, og det ene forfølgelsesedikt fulgte hurtigt efter det andet. At læse Bibelen, at høre eller prædike den eller blot omtale den var det samme som at udsætte sig for døden på bålet. Der var også dødsstraf for at bede hemmeligt til Gud, at undlade at bøje sig for helgenbilleder eller at synge en salme. Selv de, som var villige til at afsværge deres vildfarelser, blev dømt, - hvis det var mænd, til at dø for sværdet, hvis det var kvinder, til at blive levende begravet. Der omkom tusinder under Karl V’ og Filip II’ regering. ret
(181) Engang blev en hel familie ført for inkvisitorerne, anklagede for at være udeblevet fra messen og for at have holdt gudstjeneste hjemme. Da den yngste søn blev forhørt om, hvad det var, de hemmeligt foretog sig, svarede han:" "Vi falder på knæ og beder om, at Gud vil oplyse vort sind og tilgive vore synder; vi beder for vor hersker, at hans regering og hans liv må blive lykkeligt; vi beder for vor øvrighed, at Gud vil bevare den." - Wylie, b. 18, ch. 6. Nogle af dommerne var dybt bevægede, men alligevel blev faderen og en af hans sønner dømt til bålet. ret
(181) Men martyrernes tro stod på højde med forfølgernes raseri. Ikke blot mænd, men svage kvinder og unge piger udviste et ukuelig mod. "Hustruerne plejede at stille sig ved deres mænds bål, og mens han pintes af ilden, hviskede de trøstende ord eller sang salmer for at styrke ham." "Unge piger lagde sig levende i graven, som om de gik ind til nattens søvn i deres sovekammer, eller de gik til skafottet og bålet, klædt i deres fineste tøj, som om de skulle til deres bryllup." - Samme, b. 18, ch. 6. ret
(181) Ligesom i de dage, hvor hedenskabet søgte at udrydde evangeliet, var de kristnes blod udsæden. (Se Tertullians "Apologi," par. 50.) Forfølgelsen bidrog til at forøge sandhedsvidnernes antal. År efter år fremturede monarken i sine grusomheder, næsten drevet til vanvid af folkets uovervindelige standhaftighed, men det var forgæves. Under den ædle Willem af Oranien bragte revolutionen endelig Holland frihed til at dyrke Gud. ret
(181) I Piemontes bjerge, på Frankrigs sletter og ved Hollands kyster var evangeliets fremtrængen kendetegnet ved disciplenes blod. Men i Nordens lande fik reformationen en fredeligere begyndelse. Studenter, som vendte hjem fra Wittenberg, bragte reformationen til Skandinavien. Udgivelsen af Luthers skrifter spredte også lys. Nordens naturlige, hårdføre folk vendte sig fra Roms fordærvelse, pragt og overtro for at byde renheden, enkelheden og Bibelens livgivende sandheder velkommen. ret
(181) Danmarks reformator
Hans Tausen (1494-1561), "Danmarks reformator," var en bondesøn. Drengen beviste, at han havde en særdeles god forstand. Han hungrede efter uddannelse, men forældrenes levevilkår hindrede ham i at få det, og han blev sat i kloster. Her vandt hans rene liv i forbindelse med hans flid og troskab ham priorens bevågenhed. En eksamination viste, at han havde en begavelse, som lovede godt i fremtiden for kirkens tjeneste. Man besluttede at give ham en uddannelse ved et af de tyske eller hollandske universiteter. Den unge student fik bevilget tilladelse til selv at vælge sin skole - med et enkelt forbehold: han måtte ikke rejse til Wittenberg. Kirkens discipel skulle ikke udsættes for kætteriets fare. Sådan sagde munkene. ret
(182) Tausen rejste til Køln, der dengang ligesom nu var en af katolicismens højborge. Her fik han snart afsky for skolastikernes mystik. På samme tid kom han i besiddelse af Luthers skrifter. Han læste dem med undren og fryd og ønskede brændende at nyde godt af reformatorens personlige belæring. Men for at gøre dette måtte han risikere at krænke sin klosterprior og gå glip af hans støtte. Hans beslutning var snart taget, og inden der var gået lang tid, var han indskrevet som student ved universitetet i Wittenberg. ret
(182) Ved hjemkomsten til Danmark vendte han atter tilbage til sit kloster. Endnu mistænkte ingen ham for at være lutheraner. Han åbenbarede ikke sin hemmelighed, men forsøgte uden at vække sine kammeraters fordomme at føre dem til en renere tro og et helligere liv. Han åbnede Bibelen og forklarede dens sande betydning, og til sidst prædikede han Kristus for dem som synderes retfærdiggørelse og eneste håb om frelse. Stor var priorens harme, han, som havde gjort sig så store forhåbninger om at Tausen skulle være Roms forkæmper. Han blev straks flyttet fra sit eget kloster til et andet og spærret inde i sin celle under streng opsigt. ret
(183) Til stor rædsel for hans nye foresatte erklærede flere af munkene sig snart for omvendt til protestantismen. Gennem sin celles gitter havde Tausen meddelt sine kammerater sin viden om sandheden. Hvis disse danske fædre havde været mere øvede i kirkens behandling af kætteri, så ville man aldrig mere have fået Tausens stemme at høre, men i stedet for at sende ham til en grav i et eller andet underjordisk fangehul udviste de ham fra klosteret. Nu var de magtesløse. En kongelig forordning, som lige var blevet udsendt, gav protestantismens lærere sin beskyttelse. Tausen begyndte at prædike. Kirkerne stod åbne for ham, og folk flokkedes for at lytte. Også andre prædikede Guds ord. Det nye Testamente i dansk oversættelse fik stor udbredelse. De anstrengelser, som katolikkeme gjorde sig for at kuldkaste værket, bevirkede, at det bredte sig endnu mere, og inden der var gået lang lid, tog Danmark officielt standpunkt ror reformationen. ret
(183) Reformationen når til Sverige
Også i Sverige var der unge mænd, som efter at have drukket af den wittenbergske brønd bragte livets vand til deres landsmænd. To af de ledende inden for den svenske reformation, Olaus og Laurentius Petri, var sønner af en smed i Örebro og havde studeret under Luther og Melanchthon, og de var flittige til at lære andre de sandheder, de selv havde lært. Ligesom den store reformator vækkede Olaus folket op ved sin veltalenhed og nidkærhed, mens Laurentius, ligesom Melanchthon, var en lærd og stille tænker. Begge var de brændende for Guds sag, og med stor iver og mod arbejdede de for sandhedens sag. Det manglede ikke på modstand fra katolikkerne. De katolske præster ophidsede det uvidende og overtroiske folk. Olaus Petri blev ofte angrebet af hoben, og ved adskillige lejligheder slap han med nød og næppe fra det med livet. Disse reformatorer nød imidlertid kongens gunst og beskyttelse. ret
(184) Under den romerske kirkes herredømme var folket nedsunket i fattigdom og undertrykkelse. De ejede ikke Bibelen, og da deres religion kun bestod aftegn og ceremonier, som ikke kunne oplyse dem om noget, var de ved at falde tilbage til deres hedenske forfædres overtroiske forestillinger og skikke. Folket var splittet i stridende partier, hvis evindelige kampe forøgede elendigheden for alle. Kongen bestemte sig for en reformation inden for kirke og stat, og han tog med glæde imod disse dygtige hjælpere i kampen mod Rom. ret
(184) I overværelse af kongen og Sveriges ypperste mænd forsvarede Glaus Petri med megen dygtighed reformationens lære imod romerkirkens forkæmpere. Han erklærede, at kirkefædrenes lære kun kunne godkendes, hvis den stemte overens med Skriften; at troens væsentlige læresætninger fremstilles klart og enkelt i Bibelen, så alle mennesker kan forstå dem. Kristus sagde: "Min lære er ikke min egen, men hans, som sendte mig," Joh. 7, 16. og Paulus erklærede, at hvis han ville prædike noget andet evangelium end det, han havde modtaget, ville han være forbandet. Gal. 1,8. "Hvorledes," sagde reformatoren, "skulle da andre vove at vedtage dogmer efter deres eget forgodtbefindende og pålægge andre dem, som noget, der er nødvendigt for at blive frelst?" - Wylie, b. 10, ch. 4. Han påviste, at kirkens forordninger ikke har nogen autoritet, hvis de er i modstrid med Guds bud, og han håndhævede det store protestantiske princip; at "Bibelen og Bibelen alene" er rettesnor for troen og dens udøvelse. ret
(185) Skønt denne strid førtes på en forholdsvis ukendt skueplads, tjener den til at vise os, "hvad slags mænd der var de menige i reformatorernes hær. De var ikke uden boglig dannelse, heller ikke sekteriske eller højrøstede polemikere - tværtimod. De var mænd, som havde studeret Guds ord og godt forstod at håndtere de våben, som Bibelens våbenlager forsynede dem med. Hvad lærdom angår, var de forud for deres tid. Når vi samler vor opmærksomhed om to så strålende midtpunkter som Wittenberg og Zürich og om så berømte navne som Luthers og Melanchthons, Zwinglis og Gecolampadius', er vi tilbøjelige til ilt mene, at disse jo var bevægelsens førerskikkelser, og derfor burde man selvfølgelig hos dem vente at finde en vældig kraft og se store resultater, men sådan var de mere underordnede sikkert ikke! Ja, så vender vi os til Sveriges ukendte skueplads og Olaus og Laurentius Petris beskedne navne, - vender os fra mestrene til disciplene, - og hvad finder vi så? ... Lærde og teologer, mænd, der fuldt ud beherskede den evangeliske sandheds hele opbygning, og som vinder en let sejr over skolernes sofister og Roms stormænd." - Samme, b. 10, ch. 4. ret
(185) Resultatet af denne meningsudveksling blev, at kongen af. Sverige antog den protestantiske tro, og ikke længe efter erklærede rigsrådet sig til gunst for den. Det nye Testamente var af Olaus Petri blevet oversat til svensk, og efter kongens ønske påtog de to brødre sig at oversætte hele Bibelen. Således modtog Sveriges folk for første gang Guds ord på deres eget sprog. Rigsrådet befalede, at præsteme skulle udlægge Skriften i hele riget, og at børn i skolerne skulle lære at læse Bibelen. ret
(185) Støt og sikkert spredtes uvidenhedens og overtroens mørke ved evangeliets velsignede lys. Landet, som var blevet befriet fra katolikkernes undertrykkelse, opnåede en magt og storhed, som det aldrig før havde oplevet. Sverige blevet af protestantismens bolværker. Et århundrede efter kom i et dødsensfarligt øjeblik dette lille og hidtil svage folk - det eneste i Europa, som vovede at række en hjælpende hånd - og befriede Tyskland i trediveårskrigens forfærdelige kampe. Det så ud, som om hele Nordeuropa atter skulle ind under Roms tyranni. Det var de svenske hære, der gjorde det mulig for Tyskland at vende krigslykken og sætte en stopper for den pavelige hærs fremgang, sikre tolerance for protestanterne, både calvinister og lutheranere - og genoprette trosfriheden i disse lande, som havde antaget reformationen. ret