(186) Mens Luther åbnede den lukkede Bibel for det tyske folk, blev William Tyndale (ca. 1490-1536) drevet frem af Guds Ånd til at gøre det samme for England. Wic1ifs Bibel var blevet oversat fra den latinske tekst, som indeholdt mange fejltagelser. Den var aldrig blevet trykt, og prisen på håndskrevne eksemplarer var så stor, at kun få, rige mænd eller adelsmænd kunne skaffe sig den. Da den desuden var strengt forbudt af kirken, havde den fået en forholdsvis ringe udbredelse. I året 1516, året før Luthers teser kom frem, havde Erasmus udgivet Det nye Testamente på græsk og latin. Nu var for første gang Guds ord trykt på originalsproget. I dette værk var mange af fejlene i de tidligere oversættelser rettet, og meningen var mere klart gengivet. Det hjalp mange af den bogligt dannede klasse til bedre kundskab til sandheden og satte ny fart i reformeringsarbejdet. Men det jævne folk var stadig i vid udstrækning afskåret fra Guds ord. Tyndale skulle fuldende Wic1ifs arbejde ved at give Bibelen til sine landsmænd. ret
(186) Tyndale oversætter det nye testamente
Som en flittig studerende og alvorlig sandhedssøger havde Tyndale modtaget evangeliet gennem Erasmus' græske Testamente. Frygtløst prædikede han efter sin overbevisning og hævdede, at alle læresætninger burde prøves ved Skriftens ord. Når det fra katolsk side blev hævdet, at det var kirken, som havde givet folket Bibelen, og at kirken alene kunne udlægge den, svarede Tyndale: "Ved I ikke, hvem der har lært ørnene at finde deres bytte? Den samme Gud lærer sine sultne børn at finde deres Fader i hans ord. Så langt fra at have givet os Skriften er det netop jer, som har skjult den for os; det er jer, som brænder dem, der lærer den, og hvis det var jer muligt, ville I brænde selve Skriften. - D'Aubignè: History of the Reformation of the Sixteenth Century, b. 18, ch. 4. ret
(186) Tyndales prædikener vakte stor interesse, og mange tog imod sandheden. Men præsterne var på vagt, og ikke så snart havde han forladt valpladsen, før de med deres trusler og forfalskninger prøvede at ødelægge hans arbejde. Kun Hit for ofte havde de heldet med sig. "Hvad skal vi gøre?" udbrød han. "Mens jeg sår på det ene sted, hærger fjenden den mark, jeg lige har forladt. Jeg kan jo Ikke være alle vegne! Å, hvis de kristne blot ejede den hellige skrift på deres eget sprog, så kunne de på egen hånd Imødegå disse sofister. Uden Bibelen er det en umulighed at grundfæste lægfolk i sandheden." - Samme, b. 18, ch. 4. ret
(187) Nu blev han betaget af en ny tanke. "Det var på Israels sprog," sagde han, "at salmerne blev sunget i Jehovas tempel. Skulle evangeliet så ikke lyde på det engelske sprog blandt os? ... Burde kirken have mindre lys ved middagstid end ved morgengry? ... Kristne må kunne læse Det nye Testamente på deres modersmål." Kirkens doktorer og lærde var indbyrdes uenige. Kun ved Bibelens hjælp kunne mennesker nå til sandheden. "Den ene holder fast ved denne lærer, den anden ved denne. ... Men hver eneste af disse lærde modsiger den anden. Hvordan skulle vi så kunne skelne ham, der taler ret, fra den anden, der siger det forkerte? ... Hvordan?.. Sandelig ved Guds ord." - Samme, b. 18, ch. 4. ret
(187) Det var ikke længe herefter, at en lærd katolsk doktor indledte en ordstrid med ham og udbrød: "Vi måtte hellere undvære Guds love end pavens." Tyndale svarede: "Jeg vil trodse paven og alle hans love; og hvis Gud vil spare mit liv, så skal jeg sørge for, at det ikke skal vare mange år, før den dreng, som kører ploven, ved mere om Skriften end I gør!" - Anderson: Annals of the English Bible, p. 19. ret
(187) Det som han havde sat sig for, nemlig at give folket Det nye Testamentes skrifter på deres eget sprog, bestyrkedes nu, og han begyndte straks på arbejdet. Da han ved forfølgelse blev fordrevet fra sit hjem, drog han til London og fortsatte en tid uforstyrret sit arbejde der. Men atter tvang katolikkernes voldshandlinger ham til at flygte. Hele England syntes at være lukket for ham, og han besluttede at søge ly i Tyskland. Her påbegyndte han trykningen af Det nye Testamente på engelsk. To gange blev arbejdet standset, men når trykningen blev ham forbudt i den ene by, rejste han til en anden. Til sidst nåede han frem til Worms, hvor Luther nogle få år tidligere havde forsvaret evangeliet over for rigsdagen. I denne gamle by var der mange af reformationens venner, og her fortsatte Tyndale sit arbejde uden yderligere hindringer. Snart var 3.000 eksemplarer af Det nye Testamente færdige, og en anden udgave fulgte efter samme år. ret
(187) Med stor alvor og udholdenhed fortsatte han sit arbejde. Skønt de engelske myndigheder med den største agtpågivenhed bevogtede deres havne, blev Guds ord på forskellige måder bragt til London og derfra spredt over hele landet. Katolikkerne søgte at undertrykke sandheden, men forgæves! Biskoppen af Durham købte hos en boghandler, der var Tyndales ven, på en gang hele hans lager af bibler for at tilintetgøre dem og mente, at dette i højeste grad ville forhindre arbejdet. Men tværtimod blev der for de penge, der på denne måde var indkommet, købt materiale til en ny og bedre udgave, som uden dette ikke havde kunnet udgives. Da Tyndale senere blev fængslet, tilbød man ham friheden på den betingelse, at han skulle røbe navnene på dem, som havde hjulpet ham til at imødegå udgifterne ved trykningen af biblerne. Han svarede, at biskoppen af Durham havde gjort mere for ham end noget andet menneske, for ved at betale en høj pris for de tiloversblevne bøger, havde han gjort det muligt for ham at fortsætte med godt mod. ret
(188) Tyndale blev forrådt i sine fjenders hænder og var på et tidspunkt fængslet i mange måneder. Til sidst blev han vidne for sin tro ved martyrdøden; men de våben, han smedede, har gjort det muligt for andre stridsmænd at kæmpe sig frem gennem alle århundreder helt op til vor egen tid. ret
(188) Flere reformatorer
Latimer hævdede fra prædikestolen, at Bibelen burde læses på folkets eget sprog. "Gud er selv forfatter af den hellige skrift," sagde han, "og denne skrift er evig og mægtig ligesom dens forfatter." "Der findes ingen konge, kejser, dommer eller myndighed, ... som ikke er forpligtet til at adlyde ... hans hellige ord." "Lad os ikke gå ad omveje, men lad Guds ord lede os; lad os ikke gå i ... vore fædres spor, - heller ikke søge det, de søgte, men det, de burde have søgt." - Hugh Latimer, "First Serrnon Preached Before King Edward VI." ret
(188) Barnes og Frith, Tyndales trofaste venner, stod frem for at forsvare sandheden. Efter dem fulgte Ridleyerne og Cranmer. Disse førerskikkelser inden for den engelske reformation var lærde mænd, og de fleste havde været højagtede for deres iver og fromhed inden for den katolske kirke. Deres modstand mod pavedømmet skyldtes viden om "den hellige stols" vildfarelser. Deres kendskab til Babylons hemmeligheder gav deres vidnesbyrd større kraft. ret
(188) "Nu ville jeg gerne stille et mærkeligt spørgsmål," sagde Latimer. "Hvem er den mest flittige biskop og prælat i hele England? ... Jeg kan se, hvor I lytter og hører efter, hvis jeg skulle nævne hans navn. ... Jeg skal sige jer det, det er djævelen! ... Han er aldrig uden for sit bispedømme; ... kald på ham, når I vil, han er altid hjemme; ... han har altid hånden på ploven. ... I finder ham aldrig ledig, det kan jeg forsikre jer. ... Der, hvor djævelen har sin bolig '" der hedder det: Bort med bøgerne og frem med lysene; bort med biblerne og frem med rosenkransen; bort med evangeliets lys og frem med de tændte lys, ja, selv ved højlys dag! ... Ned med Kristi kors, frem med skærsildens lommetyv ... væk med klæder til de nøgne, de fattige og hjælpeløse, og frem med billedpryd og broget pynt til stokke og stene; frem med menneskers overleveringer og love, ned med Guds bud og regler og hans allerhelligste ord. ... O, om dog vore prælater ville være lige så flittige til at så den gode sæd, som Satan er til at så klinte og giftig rajgræs!" - Samme, "Serrnon of the Plough." ret
(188) Det store princip, som disse reformatorer håndhævede - det samme, som var blevet hævdet af valdenserne, Wiclif, Johan Hus, Luther, Zwingli og dem, der gjorde fælles sag med dem var den hellige skrifts ufejlbarlige myndighed som rettesnor for tro og livsførelse. De benægtede, at paver, kirkernøder, kirkefædre og konger havde ret til at herske over samvittigheden i religionsanliggender. Bibelen var deres højeste autoritet, og ud fra den bedømte de alle læresætninger og påstande. Troen på Gud og hans ord holdt disse fromme mænd oppe, når de ofrede deres liv på bålet. "Vær ved godt mod," råbte Latimer til sin medmartyr, da flammerne var ved at bringe deres stemmer til tavshed, "ved Guds nåde skal vi i dag tænde et sådant lys i England, at det sikkert aldrig skal slukkes." - Works of Hugh Latimer, vol. 1, p. XIII. ret
(189) Også i Skotland
I Skotland var den sandhedens sæd, som var blevet sået af Columba og hans medarbejdere, aldrig helt blevet udryddet. I århundrede efter at Englands kirker havde underkastet sig Roms herredømme, havde Skotland bevaret dets frihed. Men i det 12. århundrede blev pavevældet også den herskende magt her, og i intet andet land udøvede det et mere uindskrænket herredømme. Intetsteds var mørket tættere. Dog var der lysstråler, som trængte gennem mørket og gav løfter for Den-kommende-tid. Lollarderne, som kom fra England med Bibelen og Wiclifs lære, gjorde meget for at bevare kundskab om Bibelen. Hvert eneste århundrede havde sine vidner og martyrer. ret
(189) Samtidig med den store reformations begyndelse udkom Luthers skrifter, og derpå Tyndales engelske Nye Testamente. Uden at præsteskabet opdagede det, vandrede disse sendebud i stilhed over bjerg og dal og tændte nyt liv i sandhedens fakkel, som var så nær ved at slukkes i Skotland. Det betød enden på den undertrykkelse, som Rom gennem fire århundreder havde skabt. ret
(189) Nu gav martyrernes blod ny drivkraft til bevægelsen. De katolske ledere, som pludselig blev klar over den fare, som truede deres sag, bragte nogle af Skotlands ædleste og mest ansete sønner til bålet. Men de rejste blot en prædikestol, hvorfra disse døende vidners ord hørtes over det ganske land og opildnede folks hjerte med et uudslukkeligt forsæt om at ryste Roms lænker af sig. ret
(189) Hamilton og Wishart, fyrstelige af sind som af byrd, ofrede sammen med en lang række af mere ukendte disciple deres liv på bålet. Men fra Wisharts ligbål kom der en, som flammerne ikke skulle komme til at bringe til tavshed, en, som ved Guds hjælp skulle få dødsklokkerne til at ringe over pavevældet i Skotland. ret
(189) John Knox (ca. 1505-72) havde vendt sig fra kirkens traditioner og mystik for at næres ved Guds ords sandheder, og Wisharts belæring havde styrket hans beslutning om at forlade romerkirken og slutte sig til de forfulgte reformatorer. ret
(189) Skønt tilskyndet af sine venner til at overtage et præsteembede, veg han dog med bæven tilbage for dette ansvar, og det var først efter flere dages ensomhed og pinefuld kamp med sig selv, at han indvilligede. Men da han først havde taget imod stillingen, ilede han frem med urokkelig beslutsomhed og ukueligt mod, så længe han levede. Denne oprigtige reformator nærede ingen menneskefrygt. Martyrbålene, som blussede omkring ham, bidrog kun til at forstærke hans iver til endnu større intensitet. Med tyrannens økse truende over sit hoved holdt han stand og uddelte kraftige slag både til højre og venstre for at nedbryde afgudsdyrkelsen. ret
(190) Da han blev stillet ansigt til ansigt med dronningen af Skotland, over for hvem mange af de protestantiske lederes mod havde svigtet, aflagde John Knox uden vaklen et vidnesbyrd om sandheden. Han lod sig ikke vinde ved venlighed, han lod sig ikke skræmme af trusler. Dronningen anklagede ham for kætteri. Hun erklærede, at han havde lært folket at antage en religion, som staten havde forbudt, og derved overtrådt Guds befaling, som pålagde undersåtter at adlyde deres fyrster. Knox svarede uden at betænke sig: "Da den rette religion hverken fik sin oprindelige styrke eller myndighed fra denne verdens fyrster, men kun fra den evige Gud, så er undersåtter ikke forpligtede til at indrette deres gudsdyrkelse efter fyrsternes smag. Så ofte hænder det, at fyrster er de mest uvidende af alle med hensyn til Guds sande religion. ... Hvis alle Abrahams efterkommere havde antaget faraos religion, fordi de længe havde været hans undersåtter, så gad jeg nok vide, høje frue, hvilken religion der ville have været i verden? Eller hvis alle mennesker i apostlenes dage havde antaget de romerske kejseres religion, hvilken religion ville der så have været på denne jord. ... Og deraf kan I se, høje frue, at undersåtter ikke er bundet til deres fyrsters religion, skønt det er dem befalet at vise dem lydighed." Mary svarede: "I fortolker Skriften på den ene måde, og de andre (de romersk-katolske lærere) fortolker den på en anden måde. Hvem skal jeg tro, og hvem skal kunne dømme om hvad som er ret?" "I skal tro Gud, som taler tydeligt i sit ord," svarede reformatoren, "og ud over hvad ordet lærer jer, skal I hverken tro den ene eller den anden. Guds ord taler tydeligt for sig selv; og hvis det nogle steder skulle synes dunkelt, vil den hellige Ånd, som aldrig modsiger sig selv, andre steder forklare det samme mere klart, så der ikke kan herske nogen tvivl, undtagen for dem, som absolut vil vedblive med at være uvidende." - David Laing: The Colleced Works of John Knox, vol. 2, pp. 281.284. ret
(190) Sådan lød de sandheder, som den frygtløse reformator med fare for sit liv talte i påhør af kongehuset. Med det samme ukuelige mod holdt han fast ved sit mål og bad og kæmpede for Herrens sag, indtil Skotland var blevet befriet fra pavevældet. ret
(190) Statsreligion og tvang
I England svækkede indførelsen af protestantismen som statsreligion forfølgelsen noget, men den standsede den ikke helt. Skønt man havde givet afkald på mange af Roms læresætninger, var ikke så få af dets skikke bevaret. Man forkastede pavens overhøjhed, men i stedet blev monarken ophøjet til kirkens overhoved. Inden for kirkens gudstjeneste var der stadig store afvigelser fra evangeliets renhed og enkelhed. Endnu forstod man heller ikke det store princip om religionsfrihed. Skønt de protestantiske regenter kun sjældent tog i brug de samme frygtelige metoder, som Rom anvendte mod kætteriet, så tillod man ikke hvert menneske retten til at dyrke gud efter sin egen samvittighed. Det var krævet uf alle, at de skulle antage den lære og overholde den form for gudstjeneste, som var foreskrevet af statskirken. De, der havde en afvigende mening, blev i større eller mindre grad forfulgt i de kommende århundreder. ret
(191) I det 17. århundrede blev tusinder af præster afsat fra deres embede. Med trusler om store bøder, fængsel og landsforvisning blev det forbudt folk at overvære nogen anden form for religiøse sammenkomster end dem, der var godkendt af kirken. De trofaste, som ikke kunne afholde sig fra at samles for at tilbede Gud, var tvunget til at mødes i mørke gyder, i skumle kvistkamre og på nogle af årets tider ved midnatstid i skovene. I skovens skyggefulde dyb, dette tempel, som Gud selv har bygget, samledes disse adspredte og forfulgte Guds børn for at udøse deres hjerte i bøn og lovsang. Men trods al deres forsigtighed måtte mange lide for deres tro. Fængslerne var overfyldte, familier blev splittede. Mange blev forvist til fremmede lande. Dog var Gud hos sit folk, og forfølgelsen havde ikke magt til Ilt bringe deres vidnesbyrd til tavshed. Mange blev fordrevet over havet til Amerika, og her lagde de grunden til den borgerlige og religiøse frihed, som har været dette lands bolværk og hæder. ret
(191) Men ligesom i apostlenes dage viste forfølgelsen sig at blive til fremme for evangeliet. I et afskyeligt fangehul, som var fuld af personer med en lav moral og forbrydere, åndede John Bunyan (1628-88) selve himlens luft, og her skrev han sin vidunderlige allegori om en pilgrims rejse fra fordærvelsens land til den himmelske stad. I mere end 200 år har denne røst fra fængslet i Bedford lydt med betagende kraft til menneskehjerterne. Bunyans bøger Pilgrimsvandring og Grace Abounding to the Chief of Sinners har ledet mange ind på livets vej. ret
(191) Baxter, Flavel, Alleine og andre mænd med begavelse, dannelse og dyb kristelig erfaring stod frem til tappert forsvar af den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de hellige. Det, som blev udrettet af disse mænd, der var dømt fredløse af denne verdens herskere, kan aldrig udslettes. Flavels Fountain of Life og Method of Grace har lært tusinder, hvordan de skulle overgive deres hjerte til Kristus. Baxters Reformed Pastor har vist sig at være til velsignelse for mange, som ønsker en genoplivelse af Guds værk, og hans bog Saints' Everlasting Rest har gjort sin gerning ved at føre mennesker hen til den "sabbatshvile " som endnu står tilbage for Guds folk. ' ret
(192) Metodismens grundlægger
100 år efter, i en tid med stort åndeligt mørke, trådte Whitefield og brødrene Wesley frem som fakkelbærere for Gud. Under statskirkens styre var det engelske folk sunket ned i en tilstand af religiøst frafald, som næppe var til at skelne fra hedenskab. Naturfilosofi var gejstlighedens yndlingsstudium og rummede det meste af deres teologi. De højere klasser gjorde nar af fromhed og pralede af at være hævet over den slags fanatisme. De lavere klasser var temmelig uvidende og et let bytte for laster, mens kirken ikke mere havde hverken mod eller tro til at støtte sandhedens sag. ret
(192) Den vigtige læresætning om retfærdiggørelse ved tro, som Luther så klart havde fremsat, var næsten helt forsvundet af syne, og det katolske princip med at stole på, at gode gerninger kunne frelse, havde indtaget dens plads. Whitefield og brødrene Wesley, som var medlemmer af statskirken, søgte oprigtigt efter at vinde Guds gunst, og man havde lært dem at dette kunne opnås ved et ret liv og overholdelse af religionens ceremonier. ret
(192) Da Charles Wesley engang blev syg og havde en følelse af, at døden nærmede sig, spurgte man ham, hvorpå han støttede sit håb om evigt liv. Hans svar lød: "Jeg har af bedste evne bestræbt mig for at tjene Gud." Da vennen, som havde stillet spørgsmålet, ikke lod til at være fuldt tilfreds med hans svar tænkte Wesley: "Hvorledes! Er mine bestræbelser ikke et tilstrækkeligt grundlag for mit håb? Vil han berøve mig min stræben? Jeg har jo intet andet at stole på!" - John Whitehead: Life af the Rev. Charles Wesley, p. 102. Så tæt var det mørke, der havde lejret sig over kirken og skjulte forsoningen. Det berøvede Kristus hans herlighed og vendte mennesker bort fra deres eneste håb om frelse - den korsfæstede Frelsers blod! ret
(192) John Wesley (1703-91) og hans venner kom til at se, at sand fromhed bor i hjertet, og at Guds lov gælder tankerne lige såvel som ord og gerninger. I deres overbevisning om, at hjertets renhed var lige så nødvendig som at forbedre sig i det ydre, tog de med dyb alvor fat på at leve et nyt liv. Ved de flittigste bestræbelser og megen bøn prøvede de at kue det naturlige hjertes ondskab. De levede et liv i selvfornægtelse, barmhjertighed og ydmygelse og overholdt strengt og nøjagtigt alt, hvad de mente kunne bidrage til at hjælpe dem til at opnå det, de mest af alt ønskede - denne fromhed som skulle sikre dem Guds velbehag. Men de opnåede ikke det de søgte. Det var forgæves, at de prøvede at frigøre sig fra syndens forbandelse eller bryde dens magt. Det var den samme kamp, som Luther havde oplevet i sin celle i Erfurt. Det var det samme spørgsmål, som plagede hans sind: "Hvad ret har en dødelig over for Gud?" Job. 9, 2. ret
(193) Den guddommelige sandheds ild skulle, selvom den næsten var ved at slukkes på protestantismens altre, tændes på ny ved den gamle fakkel, som gennem tiderne var gået fra hånd til hånd ved de bøhmiske kristnes hjælp. Efter reformationen var protestantismen i Bøhmen blevet nedtrampet af de katolske horder. Alle, der afslog at afsværge sandheden, var nødt til at flygte. Nogle af dem, der havde søgt tilflugt i Sachsen, opretholdt der den gamle tro. Det var fra efterkommerne af disse kristne, at lyset nåede til Wesley og hans venner. ret
(193) Evangeliets sandhed i fokus
Da John og Charles Wesley var blevet ordineret til præster, blev de udsendt til Amerika. Om bord på skibet var der en flok mähriske brødre. På overfarten kom de ud for voldsomme storme, og John Wesley følte, at han ansigt til ansigt med døden ikke havde nogen forvisning om fred med Gud. Tyskerne derimod lagde en ro og tryghed for dagen, som var fremmed for ham. ret
(193) "Jeg havde allerede længe," siger han, "lagt mærke til, hvor alvorlig deres optræden var. De havde stadig givet beviser på deres ydmyghed ved at udføre det arbejde for de andre passagerer, det, som ingen af englænderne ville påtage sig. For dette hverken ønskede eller ville de modtage nogen betaling, men sagde, at det var sundt for deres hovmodige hjerter, og at deres kærlige Frelser havde gjort mere for dem. Og hver eneste dag havde de haft lejlighed til at udvise en sagtmodighed, som ingen krænkelser kunne rokke. Hvis de blev skubbet, slået eller væltet omkuld, rejste de sig atter op og gik deres vej, men aldrig hørte man en klage fra dem. Nu var der her en lejlighed til at prøve, om de var frigjort fra frygtens ånd, ligesom de var det fra hovmodets, vredens og hævnens. Midt i den salme, hvormed de indledte deres gudstjeneste, brød en sø ind, flængede storsejlet, overskyllede skibet og strømmede ind mellem dækkene, som om det store dyb allerede havde opslugt os. Englænderne gav sig til at skrige forfærdeligt. Tyskerne sang roligt videre. Bagefter spurgte jeg en af dem: "Var I ikke bange?" Han svarede: "Nej, og det takker jeg Gud for!" Jeg spurgte: "Men var jeres kvinder og børn da ikke bange?" Han svarede stille: "Nej, vore kvinder og børn er ikke bange for at dø!" - Whitehead: Life of the Rev. John Wesley, p. 10. ret
(193) Efter ankomsten til Savannah boede Wesley en kort tid hos herrnhuterne og blev dybt betaget af deres kristelige adfærd. Han skrev om en af deres gudstjenester, som var en slående modsætning til den engelske kirkes døde formalisme: "Den store enkelhed såvel som den højtid, der var over det hele, fik mig næsten til at glemme de 1 700 år, der var gået. Det var som om jeg var med til en af de sammenkomster, hvor det gik helt uformelt til, hvor teltmageren Paulus eller fiskeren Peter førte ordet under Helligåndens ledelse." - Samme, pp. 11. 12. ret
(193) Da Wesley vendte hjem til England, var han ved en herrnhutisk prædikants belæring nået til en klarere forståelse af Bibelens tro. Han var blevet overbevist om, at han måtte forkaste al tillid til sine egne gerninger for at blive frelst og kun stole fuldt ud på "Guds Lam, som bærer verdens synd." Ved et møde i herrnhutersamfundet i London blev der læst en udtalelse af Luther, som beskrev den forandring, som Guds Ånd bevirker i den troendes hjerte. Mens Wesley lyttede, tændtes troens flamme i hans hjerte: "Jeg følte, hvor mit hjerte på en mærkelig måde blev varmt," siger han. "Jeg følte, at jeg stolede på Kristus alene som min Frelser, og der blev givet mig en forvisning om, at han havde borttaget mine synder, ja, selv mine og frelst mig fra syndens og dødens lov." Samme, p. 52. ret
(194) Gennem lange år med møjsommelig og trøstesløs stræben - år med streng selvfornægtelse, selvbebrejdelser og ydmygelse - havde Wesley standhaftigt holdt fast ved sit eneste mål - at søge Gud. Nu havde han fundet ham, og han opdagede, at den nåde, som han havde kæmpet for at vinde ved bønner og faste, var en gave, der var "uden pris og uden penge." ret
(194) Da han først var blevet fast i troen på Kristus, brændte hans hjerte efter at dele denne viden om Guds herlige evangeliums frie nåde med alle. "Jeg betragter hele verden som mit sogn," sagde han, "og i hvilken del af den jeg end befinder mig, regner jeg det for at være passende, rigtigt og min absolutte pligt at forkynde alle, som er villig til at høre det, det glade budskab om frelsen." - Samme, p. 74. ret
(194) Han vedblev med at leve det samme strenge, selvfornægtende liv, men nu ikke som grundlaget for, men som resultatet af tro; ikke som fromhedens rod, men som dens frugt. Guds nåde i Kristus er grundlaget for den kristnes håb, og denne nåde må give sig udtryk i lydighed. Wesleys liv var viet til at prædike de store sandheder, som han selv havde modtaget: retfærdiggørelse ved troen på Kristi forsonende blod og Helligåndens fornyende magt over hjertet og som en frugt deraf et liv, der er omdannet efter Kristi billede. ret
(194) Wesley og Whitefield forkynder i England
Whitefield og brødrene Wesley var blevet beredt til deres arbejde gennem langvarig og dyb personlig overbevisning om deres egen fortabte tilstand, og for at de kunne være i stand til at udholde trængsler som Kristi gode stridsmænd, havde de været udsat for foragtens, spottens og forfølgelsens ildprøve, både på universitetet og da de kom ind i præstegerningen. De og nogle andre, som gjorde fælles sag med dem, blev af deres ugudelige medstuderende med foragt kaldt metodister - et navn, som i vore dage anses med ære, et af Englands og Amerikas største kirkesamfund. ret
(194) Som medlemmer af den engelske statskirke var de stærkt knyttet til dens form for gudstjeneste, men ved sit ord havde Herren ladet dem se hen til et større mål. Helligånden tilskyndede dem til at prædike Kristus og ham korsfæstet. Den Højestes kraft ledsagede deres gerning. Tusinder blev overbevist og virkelig omvendt. Det var nødvendigt, at disse får blev beskyttet mod glubende ulve. Wesley havde ikke haft nogen tanke om at danne et nyt kirkesamfund, men han organiserede dem under det, som kaldes metodistsamfundet. ret
(194) Det var en uforklarlig og stærk modstand som disse prædikanter mødte fra statskirken. Men Gud havde i sin visdom styret begivenhederne, så reformationen kom til at begynde inden for selve kirken. Var den kommet udefra, ville den ikke være trængt igennem, hvor der var så hårdt brug for den. Men da vækkelsesprædikanterne var kirkens egne mænd og arbejdede inden for kirkens rammer, hvor de på nogen måde kunne finde lejlighed til det, havde sandheden adgang, hvor dørene ellers ville have været lukket. Nogle af præsterne blev vakt op af deres åndelige sløvhed og blev nidkære prædikanter i deres egne sogne. Kirker, der var stivnet i formalisme, blev genfødt til nyt liv. ret
(195) På Wesleys tid, som til alle tider af kirkens historie, udrettede mænd med forskellige slags begavelse deres tildelte arbejde. De var ikke enige om ethvert lærepunkt, men alle lod de sig lede af Guds Ånd og forenedes i det altoverskyggende mål - at vinde mennesker for Kristus. På et tidspunkt truede forskellighederne mellem Whitefield og brødrene Wesley med at skabe en kløft imellem dem, men da de havde lært ydmyghed i Kristi skole, blev de forsonet ved gensidig overbærenhed og kærlighed. De havde ingen tid tilovers til at skændes, mens det vrimlede med vildfarelser og synd alle vegne og syndere gik deres undergang i møde. ret
(195) Metodisterne forfølges
Det var en stenet vej, Guds tjenere måtte gå. Indflydelsesrige og lærde mænd anvendte deres magt imod dem. Efter en tids forløb lagde mange af præsteskabet en udpræget fjendtlig indstilling for dagen, og kirkedørene blev lukket i for den rene tro og dem, som forkyndte den. Gejstlighedens fremgangsmåde med at fordømme dem fra prædikestolen kaldte mørkets, uvidenhedens og uretfærdighedens elementer frem. Atter og atter undgik .John Wesley døden ved et mirakel af Guds nåde. Når mængdens raseri var blevet optændt imod ham og der ikke syntes at være nogen mulighed for at undslippe, stod en engel i menneskeskikkelse ved hans side, folkehoben veg til side, og Kristi tjener kom i sikkerhed bort fra det farlige sted. ret
(195) Wesley fortalte om, hvordan han ved en af disse lejligheder var blevet befriet fra den rasende pøbel: "Mange forsøgte at kaste mig til jorden, mens vi gik ned ad en glat sti imod byen. De mente sikkert, at hvis jeg først lå på jorden, kunne jeg næppe rejse mig igen. Men jeg snublede ikke en eneste gang og kom heller ikke til at glide, før jeg var sluppet helt fri for dem. ... Skønt mange gjorde sig umage for at få fat i min krave eller mine klæder for at trække mig ned, kunne de slet ikke få ordentlig fat. Kun en fik tag i det ene skøde på min vest og stod snart efter med det i hånden; det andet skøde, i hvis lomme der lå en pengeseddel, blev kun halvt revet af. ... En kraftig mand lige bagved slog flere gange efter mig med en stor egekæp, og hvis han blot en gang havde ramt mig i nakken, ville han have kunnet spare sig for yderligere ulejlighed! Men hver gang blev slaget drejet til side, jeg ved ikke hvordan, for jeg kunne ikke flytte mig hverken til højre eller venstre. ... En anden kom farende gennem trængslen og løftede armen til slag, men lod den pludselig falde og klappede mig kun på hovedet, idet han sagde: "Sikken et blødt hår, han har!" ... De allerførste mænd, der blev omvendt, var byens "helte," de, som ved alle lejligheder anførte det værste pak, og hvoraf en havde været præmiebokser ved markedsløjerne. ret
(195) Hvor er dog Gud mild, når han vil forberede os til at gøre sin vilje! For to år siden strejfede et stykke af en mursten mine skuldre. Et år efter var der en sten, som ramte mig mellem øjnene. Forrige måned fik jeg et slag og nu i aften to, det ene før vi kom ind i byen, og det andet, efter at vi var gået ud; men begge var de for intet at regne; for skønt en mand slog mig i brystet af alle kræfter og en anden på munden med en sådan kraft, at blodet straks strømmede ud, følte jeg ikke mere smerte ved nogen af slagene, end hvis de havde rørt mig med et halmstrå." - John Wesley: Works, vol. 3, pp. 297. 298. ret
(195) Denne først tids metodister - både lægfolk og prædikanter - måtte tåle latterliggørelse og forfølgelse såvel fra medlemmer af kirken som fra de åbenlyst irreligiøse, der var blevet opflammet ved de andres falske fremstilling. De blev indkaldt for rettens domstole - ja, dette var kun af navn, for retfærdighed var en sjælden ting ved den tids domstole. Ofte led de overlast fra deres forfølgere. Pøbelen gik fra hus til hus, ødelagde møbler og ejendele, plyndrede som de havde lyst til, og mishandlede brutalt både mænd, kvinder og børn. I nogle tilfælde blev der udsendt offentlige meddelelser med opfordring til dem, der havde lyst til at hjælpe med at knuse vinduer og plyndre metodisternes hjem, om at samles på nærmere angivet tid og sted. Disse åbenlyse overtrædelser af både Guds og menneskers love fik lov til at passere uden påtale. Der blev gennemført en systematisk forfølgelse af et folk, hvis eneste fejl var den, at de søgte at vende synderes fødder fra ødelæggelsens veje til helliggørelsens vej. ret
(196) John Wesley sagde med hensyn til de anklager, der rejstes mod ham og hans meningsfæller: "Nogle hævder, at disse mænds lære er falsk, fejlagtig og sværmerisk; at den er ny og indtil for nylig helt ukendt; at den er kvækertro, fanatisme, papisme! Hele dette hykleri er allerede rykket op med rode, da det tydeligt har vist sig, at denne lære i alle henseender er Skriftens tydelige lære, som vor egen kirke fortolker den. Derfor kan den hverken være falsk eller fejlagtig, hvis man forudsætter, at Skriften er sandhed." Andre forsikrer: "Deres lære er alt for streng; de gør vejen til himlen for trang." Og dette er i sandhed den oprindelige indvending (ligesom det i nogen tid næsten var den eneste) og ligger hemmeligt til grund for tusinde andre, som kommer frem under forskellige former. Men gør de mon vejen til himlen trangere, end vor Herre og hans apostle gjorde den? Er deres lære strengere end Bibelens? Overvej blot nogle få tydelige skriftord: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind." "Jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler." "Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!" ret
(196) Hvis deres lære er strengere end denne, så bør de dadles, men jeres samvittighed siger jer, at det er den ikke. Og hvem kan være et gran mindre streng uden at fordreje Guds ord? Kan nogen husholder over Guds hemmeligheder findes tro, hvis han forandrer noget i dette hellige pant? Nej! Han kan intet ophæve, han kan intet mildne; det er hans pligt at forkynde for alle mennesker: "Det er ikke muligt for mig at indrette Skriften efter jeres smag! I må leve op til den eller gå til grunde for evigt!" Dette er den virkelige årsag til den anden almindeligt yndede klage, som gælder "disse menneskers ubarmhjertighed." Er de da virkelig ubarmhjertige? I hvilken henseende? Giver de ikke de sultne mad og de nøgne klæder? "Nej, det er ikke det, i den retning forsømmer de ikke noget, men de er så ubarmhjertige i deres dom! De mener, at ingen kan blive frelst uden deres ligesindede." - Samme, vol. 3, pp. 152. 153. ret
(196) De fremholdt guds lov
Det åndelige frafald, som havde vist sig i England lige før Wesleys tid, skyldtes i høj grad den antinomitiske lære. (Modstanden mod foreskrevne love, for den moralske bevidsthed.) Mange påstod, at Kristus havde afskaffet moralloven, og at kristne derfor ikke havde nogen forpligtelse til at overholde den; at den, der tror, er fritaget for "de gode gerningers trældom." Andre erklærede, skønt de indrømmede, at loven er evig, at det var unødvendigt for præster at formane folk til lydighed over for dens forskrifter, da de, som Gud havde udvalgt til frelse, "ved Guds nådes uimodståelige tilskyndelse ville blive ført til at udøve fromhed og dyd," mens de, som var fordømt til evig fortabelse, "ikke havde kraft til at adlyde den guddommelige lov." ret
(196) Der var også andre, som holdt på, at "de udvalgte ikke kan miste nåden eller gå glip af Guds velbehag," men som kom til den endnu mere afskyelige slutning, at "de dårlige handlinger, de begår, ikke er virkelig syndige og heller ikke kan betragtes som eksempler på deres overtrædelse af Guds lov. Følgelig har de ingen grund til hverken at bekende deres synder eller ophøre med dem ved at angre." - Mc Clintock and Strong, Cyclopedia, art. "Antinominans." Derfor erklærede de, at de selv en af de skammeligste synder, "der i hele verden anses for at være en grov overtrædelse af Guds lov, ikke i Guds øjne er nogen synd," hvis den bliver begået af en af de udvalgte, "fordi det er et af de væsentlige og særegne kendetegn for de udvalgte, at de ikke kan gøre noget, som hverken mishager Gud eller er forbudt ved hans lov." ret
(197) Denne falske lære er i væsentlig grad den samme, som senere blev fremført af populære lærere og teologer - at der ikke lindes nogen uforanderlig guddommelig lov som retfærdighedens rettesnor, men at moralens målestok angives af samfundet selv og tit har været genstand for forandringer. Alle disse tanker havde deres oprindelse i den samme mesterhjerne - hos ham, som selv blandt himlens syndfri beboere begyndte sit værk med at forsøge at nedbryde Guds lovs retfærdige skranker. ret
(197) Læren om den guddommelige forudbestemmelse, som fastsætter menneskers karakter, så den ikke kan ændres, har ført mange til en fuldstændig forkastelse af Guds lov. Wesley modsatte sig standhaftigt de antinomitiske læreres vildfarelser og viste, at denne lære, som førte til antinomisme, var i modstrid med Skriften. "Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker." "Dette er godt og velbehageligt for Gud, vor Frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. For der er kun en Gud og kun en mellemmand imellem Gud og mennesker: Mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle." Til. 2, 11; 1. Tim. 2, 3-6. Guds Ånd skænkes os frit, for at alle skal være i stand til at komme i besiddelse af frelsens middel. Kristus som er "det sande lys," oplyser hvert menneske. Joh. 1,9. Mennesker går glip af frelsen ved deres egen trodsige afvisning af livets gave. ret
(197) Som svar på deres krav om, at de 10 bud ved Kristi død var blevet ophævet sammen med ceremoniloven, sagde Wesley: "Moralloven, som den indeholdes i de 10 bud og indskærpes af profeterne, blev ikke ophævet af Kristus. Det var ikke hensigten med hans komme at tilbagekalde noget som helst af dette. Dette er en lov, som aldrig kan brydes, og som "står fast som det trofaste vidne i himlen." ... Den har været til fra verdens begyndelse og var skrevet "ikke på stentavler," men i hjertet hos alle menneskenes børn, når de fremkom af Skaberens hænder. Og skønt de bogstaver, som engang blev skrevet af Guds finger, nu i høj grad er vansiret af synd, så kan de dog aldrig helt udslettes, så længe vi har nogen fornemmelse af, hvad der er, godt, og hvad der er ondt. Enhver del af denne lov må bevare sin gyldighed for hele menneskeslægten og for alle tider; den er hverken afhængig af tid eller sted eller af nogen andre forhold, som er tilbøjelige til at forandres, men af Guds natur og af menneskets natur og deres uforanderlige forbindelse med hinanden. ret
(197) "Jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at opfylde." ... Uden tvivl er hans mening her (i samklang med alt, hvad der går forud, og hvad der følger efter): - Jeg er kommen for at genoprette den i hele sin fylde trods alle menneskelige kommentarer! Jeg er kommen for at kaste det klareste lys over, hvad der var mørkt og dunkelt deri! Jeg er kommen for at forkynde hver enkeltheds sande og fulde betydning, for at vise længden og bredden og den fulde udstrækning af hvert eneste bud, som den indeholder, og højden og dybden, den ufattelige renhed og åndelige fylde i alle dens forgreninger." - Wesley's Works, sermon 25. ret
(198) Wesley forkyndte den fuldkomne harmoni mellem loven og evangeliet. "De to hænger meget nøje sammen. På den ene side baner loven stadig vej for evangeliet og peger hen imod det. På den anden side lærer evangeliet os bestandig en mere krævende opfyldelse af loven. Loven byder os for eksempel at elske Gud, at elske vor næste, at være sagtmodige, ydmyge og fromme. Vi mærker, at vi ikke er i stand til dette, ja, at "for mennesker er det umuligt," men vi ser et løfte fra Gud om at give os denne kærlighed og at gøre os sagtmodige, ydmyge og fromme. Vi holder fast ved dette evangelium, ved dette glade budskab, og det virker efter som vi har tro, og "lovens krav skulle opfyldes i os" ved troen på Kristus Jesus." ret
(198) "Øverst blandt Kristi evangeliums fjender," siger Wesley, "står de, som klart og åbenlyst "dømmer loven" og "taler ilde om loven;" som lærer andre at bryde (at opløse, at svække, at løse fra forpligtelsen) ikke blot ét bud, hvad enten det er blandt de mindste eller de største, men alle budene under ét. ret
(198) Det mest overraskende ved alle de omstændigheder, der knytter sig til dette store bedrag, er, at de, som overgiver sig til det, virkelig mener, at de ærer Kristus ved at nedbryde hans lov, og at de herliggør hans tjeneste, mens de omstyrter hans lære! Ja, de ærer ham på samme måde som Judas gjorde, da han sagde: "Vær hilset, rabbi!" og kyssede ham." Og med den samme ret kan Kristus sige til hver eneste af dem: "Forråder du Menneskesønnen med et kys?" Det er intet mindre end at forråde ham med et kys, når man taler om hans blod, men tager hans krone bort; at regne hver enkelthed i hans lov for intet - under foregivende af at fremme hans evangelium. Der er heller ikke nogen som kan undgå denne anklage, hvis han prædiker troen på en sådan måde, at han enten direkte eller indirekte stiler mod at tilsidesætte en eller anden del af lydigheden; den, som prædiker Kristus for at ophæve eller på anden måde svække det mindste af Guds bud." Samme, sermon 35. ret
(198) Til dem der hævdede, at "prædiken af evangeliet opfylder alle lovens krav," svarede Wesley: "Dette benægter vi fuldstændig. Det opfylder ikke lovens vigtigste hensigt, nemlig at overbevise mennesker om synd, at vække dem, der stadig sover på helvedes rand." Apostlen Paulus erklærer, at, "ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd;" og først når et menneske er overbevist om synd, kan det virkelig føle sit behov for Kristi forsonende blod. ... "De raske har ikke brug for læge, men de syge," siger vor Herre selv. Det er altså urimeligt at tilbyde læge til dem der er raske, eller som i det mindste bilder sig ind at være det. Først må de overbevises om, at de er syge; ellers vil de ikke takke dig for dine anstrengelser. Lige så urimeligt er det at tilbyde Kristus til dem, hvis hjerte er rask og sundt, fordi det endnu aldrig har været knust!" - Samme, sermon 35. ret
(199) Mens Wesley således prædikede Guds nådes evangelium, søgte han, ligesom sin Mester, at "løfte loven til højhed og ære." Med troskab udrettede han den gerning, Gud havde givet ham, og vidunderlige var de virkninger, han fik lov at se. Ved afslutningen på sit mere end 80 år lange liv - over et halvt århundrede heraf tilbragt som rejsende præst - talte hans erklærede tilhængere over en halv million mennesker. Men de fleste af dem, der gennem hans stræben blev hævet op fra syndens ødelæggelse og nedværdigelse til et højere og renere liv, og alle de, som ved. hans lære. havde opnået en dybere og rigere erfaring, vil aldrig blive kendt, før hele den frelste skare skal samles i Guds rige. Hans liv blev en uvurderlig lære for enhver kristen. Måtte denne Kristi tjeners tro og ydmyghed, utrættelige nidkærhed, opofrelse og kærlighed genspejles i kirkerne i dag! ret