(218) De engelske reformatorer nægtede at modtage romerkirkens læresætninger, men holdt fast ved mange af dens formaliteter. Skønt katolicismens autoritet og trosbekendelse ikke blev anerkendt, blev dog en ikke ubetydelig del af dens skikke og ceremonier indført i den engelske statskirkes gudstjeneste. Det blev hævdet, at disse skikke og ceremonier ikke var et samvittighedsspørgsmål, og at de ikke i sig selv rummede noget ondt; ganske vist var de ikke påbudt i Bibelen og var derfor ikke af væsentlig betydning, men de var på den anden side heller ikke blevet forbudt. Overholdelsen af disse skikke formindskede det svælg, som skilte de reformerte kirker fra romerkirken, og det blev fremhævet, at dette kunne bidrage til, at katolikkerne efterhånden gik over til den protestantiske tro. ret
(518) For de konservative og for dem, der var villige til at gøre indrømmelser, var disse argumenter fyldestgørende. Men der var andre, som havde en anden opfattelse. Den kendsgerning, at disse skikke "måske kunne slå bro over svælget mellem romerkirken og reformationen" - Martyn, vol. 5, p. 22, var efter deres mening en gyldig grund til at afskaffe dem. De betragtede dem som symboler på det slaveri, fra hvilket de var blevet udfriet og som de ikke ønskede genindført. De hævdede, at Gud i Bibelen har opstillet regler for gudstjenestens form, og at mennesker ikke har lov til at gøre ændringer i disse regler. Det store frafald begyndte jo netop ved, at man havde forsøgt at supplere Guds autoritet med kirkens. Romerkirken begyndte med at påbyde det, som Gud ikke direkte havde forbudt, og endte med at forbyde det, som Gud udtrykkeligt havde påbudt. ret
(218) Mange nærede et oprigtigt ønske om at vende tilbage til den renhed og enkelhed, som havde præget den ældste kristne kirke. De betragtede mange af den engelske statskirkes skikke som en form for afgudsdyrkelse, og de kunne ikke med god samvittighed følge disse skikke. Men kirken, som fik de civile myndigheders, støtte, ville ikke tillade nogen afvigelse fra formaliteterne. Loven krævede, at man overværede gudstjenesten, og det var forbudt at holde private gudstjenester. Overtrædelse af forbuddet blev straffet med fængsel, landsforvisning eller henrettelse. ret
(219) Fra forfølgelse til frihed
I begyndelsen af det 17. århundrede erklærede kongen, som lige havde besteget Englands trone, at han havde besluttet at gøre puritanerne "lydige eller ... jage dem ud landet eller noget endnu værre." - George Bancroft: History of the United States of America, pt. l, ch. 12, par. 6. Jagede, forfulgte og fængslede kunne de ikke se noget håb om en bedre fremtid, og mange kom til den overbevisning, at for mennesker, som ønskede at tjene Gud i overensstemmelse med deres samvittighed, "var England for bestandig ophørt med at være det rette sted." - J. G. Palfrey: History of New England, ch. 3, par. 43. Nogle besluttede omsider at søge ly i Holland. De mødte vanskeligheder, mistede deres penge og blev sat i fængsel. Mange af dem blev forrådt til deres fjender. Men stædig udholdenhed gik omsider af med sejren, og de fandt ly på den hollandske republiks venlige kyster. ret
(219) De havde måttet forlade deres huse, deres ejendele og deres levebrød. Nu boede de som fremmede i et fremmed land blandt et folk, som talte et fremmed sprog og havde fremmedartede skikke. De var nødt til at påtage sig beskæftigelser, som de aldrig før havde prøvet, for at tjene til livets ophold. Middelaldrende mænd, som hele deres liv havde været landbrugere, måtte nu forsøge sig som håndværkere eller handelsmænd. Men de fandt sig uden at klage i forholdene og spildte ingen tid med lediggang eller selvmedlidenhed. Skønt de fleste af dem var fattige, takkede de Gud for de goder, de havde, og glædede sig over deres uforstyrrede åndelige fællesskab. "De vidste, at de var pilgrimme, og lagde ikke større vægt på det timelige, men løftede deres blik mod himlen, deres kæreste fædreland, og beroligede deres sind. "- Bancroft, pt. l, ch. 12, par.15. ret
(219) Med kurs mod "Den nye verden"
Skønt de var landflygtige og havde adskillige genvordigheder, voksede deres kærlighed og tro sig stærk. De stolede på Herrens løfter, og han svigtede dem ikke i nødens stund. Hans engle var hos dem og opmuntrede og trøstede dem. Og da Guds hånd syntes at vise dem vej over havet til et land, hvor de måske selv kunne grundlægge en stat og efterlade deres børn trosfrihedens kostelige arv, begav de sig af sted uden at tøve. ret
(219) Gud havde tilladt sine trofaste at møde modstand, for at forberede dem til opfyldelsen af hans nådige hensigt med dem. Menigheden var blevet fornedret for at kunne blive ophøjet. Gud ville vise sin magt til dens gunst for endnu engang at vise verden, at han ikke svigter dem, der stoler på ham. Han havde ledet begivenhederne således, at Satans vrede og onde mænds anslag havde tjent til at kaste hæder over hans navn og føre hans folk til et sted, hvor de kunne være i sikkerhed. Forfølgelser og landflygtighed åbnede vej for friheden. ret
(219) Da puritanerne blev nødt til at forlade den engelske statskirke, havde de sluttet sig sammen ved en højtidelig pagt som Herrens frie folk, "som sammen skulle følge alle de veje, han havde vist dem eller ville vise dem." - J. Brown: The Pilgrim Fathers, p. 74. Her var den sande reformerte ånd, protestantismens vitale princip. Med dette formål for øje forlod pilgrimmene Holland for at søge et hjem i den nye verden. Deres præst, John Robinson, som var forhindret i at tage med dem, sagde i sin afskedstale til de landflygtige: "Brødre, vi skal nu snart skilles, og kun Herren ved, om jeg skal opleve at gense jeres ansigter. Men hvad enten dette er Herrens vilje eller ej, pålægger jeg jer for Guds og hans velsignede engles åsyn ikke at følge mig længere, end jeg har fulgt Kristus. Hvis Gud åbenbare r jer noget gennem et andet af sine redskaber, bør I modtage det lige så ivrigt, som I modtog de sandheder, jeg har forkyndt jer; for jeg føler mig overbevist om, at Herren vil åbenbare flere sandheder og mere lys fra sit hellige ord." - Martyn, vol. 5, p 70. ret
(219) "Jeg for mit vedkommende kan ikke nok beklage de reformerte kirkers tilstand, disse kirker, som er kommet til en religiøs stilstand hvor de ikke vil gå længere end reformationens ledere gik. Lutheranerne kan ikke overtales til at gå ud over, hvad Luther så, ... calvinisterne sidder, som I ved, fast der, hvor de blev efterladt af hin store Guds tjener, som dog ikke så alt. Dette er en elendighed, som bør beklages , for skønt de i deres tid var brændende og skinnende lys, trængte de dog ikke ind i alle Guds planer; men hvis de havde levet nu, ville de have været lige så villige til at tage imod mere lys, som de var villige til at tage imod det lys, som blev skænket dem." - D. Neal: History of the Puritans, vol. 1. P.269. ret
(220) "Husk jeres løfter, i hvilken I har lovet at følge alle de veje, Herren har vist jer eller vil vise jer. Husk jeres løfte til Gud og til hverandre om at tage imod det lys og den sandhed, som vil blive åbenbaret jer fra hans skrevne ord. Men først og fremmest pålægger jeg jer at sammenligne det, som I modtager som sandhed, med andre skrevne sandheder, før I antager det, for det er ikke muligt, at den kristne verden, som for så kort tid siden er kommet ud af et så uigennemtrængeligt, antikristeligt mørke, kan tilegne sig den fulde erkendelse og viden straks." - Martyn, vol. 5, pp. 70. 71. ret
(220) Misforstået trosfrihed
Det var ønsket om trosfrihed, som fik pilgrimmene til at trodse den lange sørejses farer, udholde vildnissets genvordigheder og problemer, og med Guds velsignelse grundlægge en mægtig nation på Amerikas kyst. Men skønt pilgrimmene var ærlige og gudfrygtige, forstod de endnu ikke trosfrihedens fundamentale princip. Den frihed, for hvilken de var parate til at ofre så meget, var de ikke villige til at lade andre nyde godt af. "Kun meget få, selv blandt det 17. århundredes ypperste tænkere og moralister, havde en rigtig opfattelse af det store princip, dette produkt af Det nye Testamente, som anerkender at Gud alene kan dømme i menneskers. trosforhold." - Samme, vol. 5, p. 297. Den, læresætning, at Gud har givet kirken ret til at være herre over samvittigheden og definere og straffe kætteri, er en af de mest rodfæstede pavelige vildfarelser. Skønt reformatorerne forkastede romerkirkens trosbekendelse, var de ikke selv fri for at have del i dens intolerance. Det dybe mørke, hvori katolicismen i sin lange regeringstid havde indhyllet hele den kristne verden, var endnu ikke blevet helt splittet. En af de mest kendte præster i i kolonien ved Massachusetts Bay udtalte: "Det var tolerancen, som gjorde verden antikristen; og kirken tog aldrig skade af at straffe kætterne." - Samme, vol. 5, p. 335. Kolonisterne holdt fast ved den gamle i regel om, at kun menighedsmedlemmerne j skulle være stemmeberettigede i den borgerlige regering. Der blev oprettet en slags statskirke, alle skulle betale kirkeskat, og øvrigheden skulle bekæmpe kætteri. Den verdslige magt kom således til at ligge i kirkens hænder. Det varede ikke længe, før disse forholdsregler førte til det uundgåelige resultat - forfølgelser. ret
(220) 11 år efter at den første koloni var blevet grundlagt, ankom Roger Williams til den nye verden. Ligesom de første pilgrimsfædre kom han for at sikre sig trosfrihed, men i modsætning til dem indså han - hvad så få på det tidspunkt havde indset - at denne frihed var en rettighed, som tilkom alle, uden hensyn til deres tro. Han søgte ihærdigt efter sandheden og mente ligesom Robinson, at det var utænkeligt, at al lyset fra Guds ord allerede var blevet åbenbaret. Williams "var det første menneske i den moderne kristne verden, som oprettede et civilt styre på grundlag af læresætningen om trosfrihed og lighed for loven." - Bancroft, 1'1 I, ch. 15, par. 16. Han erklærede, at det var øvrighedens pligt at forhindre forbrydelser, men at den ikke havde nogen myndighed over menneskers samvittighed. Han sagde: "Offentligheden eller myndighederne kan afgøre, hvad det ene menneske skylder det andet, men hvis de forsøger at bestemme over et menneskes pligter over for Gud, går de ud over deres beføjelser, og så kan ingen vide sig sikker; for det siger sig selv, at embedsmanden, hvis han har magten, i dag kan foreskrive én mening eller tro og i morgen en anden, således som det så ofte er blevet gjort af forskellige konger og dronninger i England og af forskellige paver og kirkemøder inden for romerkirken. På den måde ville troen blive en stor forvirring." - Martyn, vol. 5, p. 340. ret
(221) Enhver, som udeblev fra den autoriserede kirkes gudstjeneste, risikerede at måtte betale bøde eller at blive idømt fængsel. "Williams fordømte denne lov; den dårligste paragraf i hele den engelske lov var den, som krævede, at enhver overværede gudstjenesten i sit sogns kirke. At tvinge mennesker til at samles med dem, der havde en anden trosbekendelse, betragtede han som en krænkelse af deres naturlige rettigheder; at tvinge de irreligiøse og uvillige til at deltage i de offentlige gudstjenester var kun ensbetydende med at skabe hykleri. . . . "Ingen," tilføjede han, "skulle tvinges til at deltage i gudstjeneste eller til at befatte sig med gudstjeneste mod sin vilje." Hans modstandere, som ikke forstod hans grundsætninger, svarede: "Er arbejderen ikke sin løn værd?" Dertil svarede han: "Jo, han skal lønnes af dem, som har taget ham i deres tjeneste." - Bancroft, pt. 1, ch. 15, par. 2. ret
(221) Roger Williams var både respekteret og elsket. Han var en god præst, et begavet menneske og en både retskaffen og menneskekærlig mand. Men hans benægtelse af de civile myndigheders ret til at herske over kirken og hans krav om trosfrihed kunne ikke tolereres. Man hævdede, at hvis disse nye læresætninger blev ført ud i livet, ville de "omstyrte landet og dets regering." - Samme, pt. l, ch. 15, par. 10. Han blev forvist fra kolonierne, og for at undgå at blive arresteret, måtte han til sidst midt om vinteren flygte ind i skovene. ret
(221) "I 14 uger," siger han, "måtte jeg flakke om i vinterkulden og havde hverken brød eller seng." Men "ravnene sørgede for mig," og et hult træ tjente ham ofte som ly. Martyn, vol. 5, pp. 349. 350. Han fortsatte sin møjsommelige flugt gennem sneen og den vejløse skov, indtil han fandt ly hos en indianerstamme, hvis tillid og kærlighed han havde vundet, da han tidligere havde forsøgt at give dem kendskab til evangeliets sandheder. ret
(221) Efter mange måneders strabadser nåede han frem til Narragansettbugten, hvor han grundlagde den første moderne stat, som i fuld udstrækning anerkendte trosfriheden. Det fundamentale princip i Roger Williams koloni var, "at ethvert menneske skulle have ret til at tilbede Gud i overensstemmelse med sin egen samvittighed." - Samme, vol. 5, p. 354. Hans lille stat, Rhode Island, blevet asyl for de undertrykte, og den trivedes og gik fremad i velstand, indtil dens hovedprincipper - borgerlig og religiøs frihed - blev den amerikanske republiks hovedhjørnesten. ret
(221) I det vidunderlige gamle dokument - Uafhængighedserklæringen - i hvilket vore forfædre opstillede deres rettigheder, erklærede de: "Vi betragter det som en selvindlysende sandhed, at alle mennesker er skabt lige, at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, hvortil hører liv, frihed og retten til at søge lykken." Og forfatningen garanterer i de mest utvetydige vendinger samvittighedens ukrænkelighed: "Ingen religiøs prøve skal nogensinde kræves som forudsætning for at kunne indtage en offentlig stilling i De Forenede Stater." "Kongressen må ikke udstede nogen lov, hvorved der oprettes en religion, eller hvorved den frie religionsudøvelse forbydes." "De, der formulerede forfatningen, anerkendte det evige princip, som siger, at menneskets forhold til Gud er hævet over menneskeskabte love, og at dets trosfrihed er ukrænkelig. Der krævedes ingen argumenter for at fastslå denne sandhed; vi erkender den i vort eget hjerte. Det er denne bevidsthed, som har holdt så mange martyrer oppe i pinsler og flammer. De følte, at deres pligt mod Gud gik forud for menneskelige forordninger, og at intet menneske havde nogen ret til at herske over deres samvittighed. Det er et medfødt princip, som ikke kan udryddes." - Congressional documents (U. S. A.), serial No. 200, document No. 271. ret
(222) Folkeforøgelse og idealet sænkes
Da man i Europas forskellige lande hørte om en stat, hvor ethvert menneske var berettiget til at nyde frugten af sit arbejde og i tros spørgsmål følge sin samvittighed, begav tusinder sig til den nye verden. Der opstod en mængde nye kolonier. "I Massachusetts blev der vedtaget en ny lov, som sikrede gratis hjælp til kristne af alle nationaliteter, som flygtede over Atlanterhavet for at "undgå krig, hungersnød eller undertrykkelse." Således blev flygtninge og underkuede ved en lovbestemmelse gjort til statens gæster." - Martyn, vol. 5, p. 417. I løbet af de 20 år, som gik efter den første landgang ved Plymouth, bosatte 20.000 pilgrimme sig i New England. ret
(222) For at opnå den frihed, de søgte, "var de villige til at leve et liv i nøjsomhed og slid. De forlangte ikke andet af jorden end et rimeligt udbytte af deres eget arbejde. Ingen gyldne drømme lagde en bedragerisk stråleglans over deres vej. ... De var tilfredse med deres samfunds langsomme, men støtte fremgang. De fandt sig tålmodigt i de afsavn, de måtte lide i vildmarken, og de vandede frihedens træ med deres tårer og deres sved, indtil det slog dybe rødder i landet." ret
(222) De betragtede Bibelen som troens grundvold, kilden til visdom og frihedens dokument. Dens principper blev flittigt forkyndt i hjemmene, i skolerne og kirkerne, og dens frugter viste sig i sparsommelighed, fornuft, renhed og mådehold. Man kunne bo i årevis i de puritanske kolonier "uden at se en beruset person, eller høre en ed eller møde en tigger." - Bancroft, pt. 1, ch. 19, par. 25. Det blev her bevist, at Bibelens principper er den bedste garanti for national storhed. De svage og isolerede kolonier blev til en sammenslutning af mægtige stater, og verden så med forundring den fred og velstand, som prægede "en kirke uden pave og en stat uden konge." ret
(222) Stadig flere søgte til Amerikas kyster, men mange gjorde det nu af grunde, som var vidt forskellige fra de første pilgrimsfædres. Skønt troen og renheden udøve de stor indflydelse, blev denne, mindre og mindre, da der kom stadig flere, som kun søgte timelige fordele. ret
(222) Den lovbestemmelse, som de første kolonister havde vedtaget, og som kun tillod menighedsmedlemmerne at stemme og have embede, førte til højst ulykkelige resultater. Hensigten med denne lov havde været at beskytte statens renhed, men den førte til kirkens fordærv. For at have stemmeret og for at kunne opnå at få embede, måtte man være eller foregive at være religiøs, og mange, som kun lod sig lede af rent verdslige motiver, blev menighedsmedlemmer uden at være omvendt. Således kom menighederne i betydelig grad til at bestå af uomvendte personer, og selv blandt præsterne kunne man finde nogle, som ikke blot forkyndte forkerte læresætninger, men som også var uvidende om Helligåndens fornyende kraft. Endnu engang så man, som man så ofte havde set det i kirkehistorien lige fra Konstantins tid, at man opnår et dårligt resultat ved at forsøge at opbygge kirken ved statens hjælp og bede de verdslige magter støtte evangeliet om ham, som sagde: "Mit rige er ikke af denne verden." Joh. 18, 36. Forening af kirke og stat kan synes at bringe verden nærmere til kirken, men i virkeligheden bringer den kirken nærmere til verden. ret
(222) Verdsligheden tiltager
Det princip, som så ædelt blev slået til lyd for af Robinson og Roger Williams, og som siger, at sandheden åbenbares gradvis, og at kristne mennesker bør være rede til at tage imod alt det lys, som udgår fra Guds hellige ord, blev glemt af deres efterkommere. ret
(222) De protestantiske kirker i Amerika - og for øvrigt også i Europa - havde nydt reformationens velsignelser, men de forsømte at gå videre ad reformens vej. Skønt der nu og da fremstod nogle få gudfrygtige mænd, som forkyndte nye sandheder og blotlagde fejlagtige fortolkninger, var de fleste, ligesom jøderne på Jesu tid og katolikkerne på Luthers tid, godt tilfredse med at tro, som deres fædre havde troet, og leve, som de havde levet. Derfor udartede religionen sig igen til formalisme. Vildfarelser og overtroiske forestillinger, som ville være blevet forkastet, hvis kirken havde fortsat med at vandre i lyset fra Guds ord, blev nu antaget som sandheder. Således uddøde efterhånden den ånd, som var blevet skabt af reformationen, og til sidst var der næsten lige så stort behov for reform i de protestantiske kirker, som der havde været i romerkirken på Luthers tid. Der herskede den samme verdslighed og åndelige sløvhed. Menneskelige meninger og teorier blev ophøjet på bekostning af Guds ord. ret
(223) I begyndelsen af det 19. århundrede var Bibelen blevet stærkt udbredt, men det klare lys, som derved blev udgydt over verden, blev ikke ledsaget af tilsvarende fremgang i kendskab til åbenbarede sandheder eller i erfaringsmæssig kristentro. Satan var ikke længere i stand til at holde Guds ord borte fra menneskene, for det var kommet inden for alles rækkevidde, men for at nå sit mål, bedrog han mange til kun at sætte ringe pris på det. Menneskene forsømte at granske Bibelen, og derfor fortsatte de med at modtage falske fortolkninger og holde fast ved læresætninger, som ikke havde sin rod i den hellige skrift. ret
(223) Da Satan indså, at han ikke kunne knuse sandheden ved hjælp af forfølgelser, benyttede han atter den plan, som havde ført til det store frafald og romerkirkens oprettelse. Han forførte kristne til at slutte sig sammen med dem, hvis kærlighed hørte denne verden til. Det viste blot, at de var afgudsdyrkere i lige så høj grad som de mennesker, der tilbad udskårne billeder. Resultatet af denne forbindelse viste sig atter at være ulykkeligt; stolthed og ødselhed næredes i skjul af religionen, og kirkerne blev fordærvede. Satans fortsatte forfalskning af Bibelens læresætninger, og traditioner, som med tiden ville ødelægge millioner af mennesker, slog dybe rødder. Kirken støttede og forsvarede disse traditioner i stedet for at kæmpe for "den tro som en gang for alle er blevet overgivet de hellige." Således nedværdigedes de principper, for hvilke reformatorerne havde udrettet og lidt så meget. ret