Den store strid kapitel 18fra side243

tilbage

En amerikansk reformator

(243)  Den mand, som Gud havde udvalgt til at føre an i forkyndelsen af Kristi genkomst, var en retsindig, redelig landmand, som var kommet i tvivl om Skriftens guddommelige autoritet, men som alligevel havde et ærligt ønske om at kende sandheden. Ligesom mange andre reformatorer havde William Miller i sin ungdom kæmpet med fattigdom og havde således lært at være energisk og selvfornægtende. Den familie han tilhørte, udmærkede sig ved en uafhængig, frihedselskende and og ved sin udholdenhed og glødende fædrelandskærlighed alt sammen karaktertræk, som også var fremherskende i hans egen karakter. Hans fader var kaptajn i revolutionshæren, og de trange kår i Millers opvækst kan muligvis spores tilbage til de ofre, som faderen bragte i denne stormfulde periodes kampe og lidelser.243 ret

(243)  Fra tvivl til tro
Hans moder var en virkelig from kvinde, og i sin barndom havde han været ude for religiøs påvirkning. Som ung mand kom han imidlertid i selskab med deister, hvis indflydelse var så meget større på grund af den kendsgerning, at de for største delen var gode borgere og mennesker med en human og venlig indstilling. Da de levede i et kristent miljø, var deres karakter til en vis grad formet af deres omgivelser. For de udmærkede egenskaber, som vandt dem agtelse og tillid, stod de i gæld til Bibelen, og dog var disse gode gaver blevet så fordrejede, at de øvede en indflydelse imod Guds ord. Miller blev ved samkvem med disse mænd ført til at antage deres anskuelser. Den sædvanlige fortolkning af Skriften frembød vanskeligheder, der forekom ham uoverstigelige, men når han lagde Bibelen til side, havde hans nye tro intet bedre at byde ham i stedet, og han følte sig langtfra tilfreds. Alligevel holdt han fast ved disse synspunkter i næsten 12 år. Men da han var 34 år gammel, fyldte Helligånden hans hjerte med en følelse af, at han var en synder. l sin tidligere tro fandt han ingen forvisning om lykke hinsides graven. Fremtiden forekom ham mørk og uhyggelig. Han fortæller senere om sine følelser på dette tidspunkt og siger: ret

(243)   "Tilintetgørelse var en kold og isnende tanke, og forpligtelsen til at aflægge regnskab var den sikre undergang for alle. Himlen var som kobber over mit hoved og jorden som jern under mine fødder. Evigheden - hvad var det? Og døden - hvorfor var den til? Jo mere jeg spekulerede, jo længere bort kom jeg fra en løsning. Jo mere jeg tænkte, jo mere usammenhængende blev mine konklusioner. Jeg forsøgte at holde op med at tænke, men mine tanker ville ikke lystre mig. Jeg var i sandhed elendig, men fattede ikke årsagen dertil. Jeg knurrede og beklagede mig, men vidste ikke over hvem. Jeg vidste, at der var noget forkert, men vidste ikke hvorledes eller hvor jeg skulle finde det rette. Jeg sørgede, men uden håb." ret

(244)  Denne tilstand varede ved i flere måneder. "Pludselig," siger han, "stod Frelserens skikkelse levende for mit sind. Det forekom mig, som om der måske fandtes en, der var så god og medlidende, at han selv ville sone vore overtrædelser og derved frelse os fra at lide syndens straf. Jeg følte straks, hvor elskelig en sådan Frelser måtte være, og forestillede mig, at jeg kunne kaste mig i hans arme og stole på hans barmhjertighed. Men så rejste dette spørgsmål sig: Hvordan kan det bevises, at der findes en sådan Frelser? Jeg så, at bortset fra Bibelen kunne jeg ikke finde vidnesbyrd om, at han fandtes, eller blot om en fremtidig tilværelse. ret

(244)  Jeg opdagede, at Bibelen netop fremstillede en sådan Frelser, som jeg havde brug for, og det forvirrede mig at se, at en ikke inspireret bog kunne indeholde synspunkter, der passede så godt til en syndig verdens behov. Jeg følte mig tvunget til at indrømme, at Skriften måtte være en åbenbaring fra Gud. Den blev min fryd, og i Jesus fandt jeg en ven! Frelseren blev for mig den ypperste blandt 10.000, og Skriften, som før var dunkel og selvmodsigende, blev nu en lygte for min fod og et lys på min sti. Mit sind blev roligt og tilfreds. Jeg så, at Gud Herren var en klippe midt i livets hav. Nu blev Bibelen mit hovedstudium, og jeg kan med sandhed sige, at det var med megen glæde, at jeg ransagede den. Jeg opdagede, at ingen havde fortalt mig halvdelen af det som stod i den! Jeg undrede mig over, hvorfor jeg ikke før havde forstået dens skønhed og herlighed, og over, at jeg nogensinde havde forkastet den. Alt, hvad mit hjerte kunne ønske sig, fandt jeg åbenbaret her - og lægedom for alle min hjertes sygdomme. Jeg mistede al interesse for anden læsning og ofrede mig helt for at få visdom fra Gud." - S. Bliss: Memoirs of Wm. Miller, pp. 65-67. ret

(244)  Miller bekendte nu offentligt sin tro på den religion, som han før havde afvist. Men hans vantro kammerater var ikke sene til at fremkomme med alle disse modbeviser, som han selv så ofte havde benyttet mod Skriftens guddommelige autoritet. Han var dengang ikke forberedt til at besvare dem, men han ræsonnerede som så, at hvis Bibelen var en åbenbaring fra Gud, så måtte den være i overensstemmelse med sig selv, og at, da den var givet mennesker til deres oplysning, så måtte den også være egnet for deres forståelse. Han besluttede selv at studere Skriften og undersøge, om ikke alle tilsyneladende modsigelser kunne bringes til at stemme overens. ret

(244)  Et nyt syn på bibelen
Han forsøgte at lægge alle forudfattede meninger til side, og uden at benytte fortolkninger sammenlignede han det ene skriftsted med det andet ved hjælp af henvisningerne under versene og en bibelordbog. Han fortsatte sine studier regelmæssigt og systematisk, idet han begyndte med Første Mosebog og læste den vers for vers og gik ikke hurtigere frem, før end betydningen af de forskellige skriftsteder lukkede sig op for ham på en sådan måde, at alt stod klart for ham. Når der var noget, han fandt dunkelt, plejede han at sammenligne det med alle lindre tekster, som syntes at have nogen forbindelse med den sag, han havde under overvejelse. ... Hvert ord fik lov at have sin egen tilknytning til tekstens emne, og hvis hans opfattelse af det stemte overens med alle sideløbende skriftsteder, var problemet løst! På denne måde fandt han, hver gang han stødte på et vanskeligt forståeligt sted, en forklaring i en anden del af Skriften. Da han studerede med oprigtig bøn om Guds vejledning, blev det, som før havde syntes dunkelt for hans forståelse, nu letfatteligt. Han erfarede sandheden i salmistens ord: "Tydes dine ord, så bringer de lys, de giver enfoldige indsigt." Sl. 119, 130. ret

(245)  Med den største interesse studerede han Daniels bog og Åbenbaringens bog, idet han anvendte den samme fremgangsmåde ved fortolkningen som i Skriftens andre bøger, og han fandt til sin store glæde, at de profetiske symboler var forståelige. Han så, at profetierne, for så vidt de var blevet opfyldt, var blevet bogstaveligt opfyldt; at alle de forskellige tal, billeder, symboler, lignelser og skikkelser enten blev forklaret i deres direkte forbindelse, eller også blev de vendinger, hvori de var udtrykt, forklaret andre steder i Skriften, og når de var udlagt på denne måde, skulle de forstås bogstaveligt. "Jeg blev således overbevist om," siger han, "at Bibelen er en rækkefølge af åbenbarede sandheder, der er så klart og enkelt givet, at den vejfarende, om end han er enfoldig, ikke behøver at fare vild deri." Bliss, p. 70. Led efter led af sandhedens kæde lønnede hans anstrengelser, idet han skridt for skridt eftersporede de store linjer i profetierne. Himlens engle ledede hans tanker og lukkede Skriften op, så han forstod den. ret

(245)  Jesu genkomst - en realitet
Når han tog den måde, hvorpå profetierne i fortiden var blevet opfyldt, som et kendetegn, hvorefter man kunne dømme om opfyldelsen af dem, der stadig var fremtid, følte han sig overbevist om, at den almindelige opfattelse af Kristi åndelige herredømme - som et timeligt tusindårsrige før verdens ende - ikke fandt støtte i Guds ord. Denne lære, som viste hen til 1000 år med retfærdighed og fred førend Herrens personlige komme, skød rædslerne ved Herrens dag langt ud i fremtiden. Men så tiltalende det end kan lyde, så er det imod, hvad Kristus og hans apostle har lært os, når de erklærede, at hveden og klinten skulle vokse sammen til høsten - verdens ende; at "onde mennesker og bedragere kommer længere og længere ud i det onde," at, "i de sidste dage skal der komme strenge tider," og at mørkets rige skal vedvare indtil Herrens genkomst og skal fortæres med et åndepust af hans mund og tilintetgøres ved hans synlige komme. Matt. 13, 30. 38 -41;2.Tim.3,13.1;2Tess2,8. ret

(245)  Læren om verdens omvendelse og Kristi åndelige herredømme blev ikke hævdet af den apostolske kirke. Først ved begyndelsen af det 8. århundrede blev den almindeligt antaget af de kristne. Ligesom enhver anden vildfarelse gav den dårlige resultater. Den lærte mennesker at se hen til Herrens komme i en fjern fremtid og hindrede dem i at give agt på de tegn, som forkyndte at han var nær. Den medførte en beroligende følelse af sikkerhed, som der ikke var noget grundlag for, og fik mange til at forsømme den beredelse, som var nødvendig for at kunne møde Herren. ret

(245)  Miller opdagede, at Skriften tydeligt lærte om Kristi bogstavelige, personlige komme. Paulus siger: "For Herren selv skal stige ned fra himlen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun." 1. Tess. 4, 16. Og Frelseren erklærer: "De skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med kraft og megen herlighed." "For ligesom lynet, der kommer fra øst, lyser helt om i vest, sådan skal Menneskesønnens komme være." Matt. 24, 30. 27. Han vil være ledsaget af hele himlens hær. "Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham." ... Matt. 25, 31. "Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen. Matt. 24, 31. ret

(246)  Ved hans komme skal de retfærdige opstå, og de retfærdige, som lever, skal forvandles. "Vi skal ikke alle hensove," siger Paulus, "men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles. For dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed." 1. Kor. 15, 51-53. Og i sit brev til tessalonikerne siger han efter at have beskrevet Herrens komme: "Først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren." 1. Tess. 4, 16. 17. ret

(246)  Først ved Kristi personlige genkomst kan hans folk modtage riget. Frelseren sagde: "Når menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre: "Kom hid, min Faders velsignede, arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt." Matt. 25, 31-34. Vi har set af de lige anførte skriftsteder, at når Menneskesønnen kommer, opstår de døde uforkrænkelige, og de levende forvandles. Ved denne store forvandling beredes de til at modtage riget; for, som Paulus siger: "Kød og blod kan ikke arve Gud rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed." 1. Kor. 15, 50. Mennesket er i sin nuværende tilstand dødeligt og forgængeligt, men Guds rige skal være uforgængeligt og vare evigt. Derfor kan mennesket ikke i sin nuværende tilstand komme ind i Guds rige. Men når Jesus kommer, tildeler han sit folk udødelighed, og så kalder han dem til at modtage det rige, som de hidtil kun har været arvinger til. ret

(246)  Disse og andre skriftsteder viste tydeligt Miller, at de begivenheder, som man i almindelighed ventede skulle finde sted før Kristi komme - som for eksempel fredsherredømmet over hele verden og oprettelsen af Guds rige på jorden - først skulle ske efter det andet komme. Og desuden stemte alle tidernes tegn og verdens tilstand overens med den profetiske beskrivelse af de sidste tider. Alene ved at studere Skriften var han blevet tvunget til at mene, at det tidsrum, der var tildelt jorden i dens nuværende skikkelse, var ved at være forbi. ret

(246)  Bibelens profetier blev aktuelle
"Der var en anden slags beviser, som levende opfyldte mit sind," siger han, "og det var tidsberegningen i Skriften. Jeg fandt ud af, at forud sagte begivenheder, som var blevet opfyldt i fortiden, ofte fandt sted inden for en nærmere opgivet tid: De 120 år indtil syndfloden; 1. Mos. 6, 3, de syv dage, der skulle gå forud for den, sammen med 40 dages forudsagt regn; 1. Mos. 7, 4, de 400 års udlændighed for Abrahams efterkommere; 1. Mos. 15, 13, de tre dage i mundskænkens og bagerens drømme; 1. Mos. 40, 12-20, faraos syv år: 1. Mos. 41, 28 - 5, de 40 år i ørkenen; 1. Mos 14,34, de 3½ års hungersnød; 1. kong. 17, 1, se Luk. 4, 25,... de 70 års fangenskab; Jer. 25, 11, Nebukadnezars syv tider; Dan. 4, 13 - 16, og de syv uger, 62 uger og den ene uge, tilsammen 10 uger, der var fastsat for jøderne; Dan. 9, 24 - 27 - de begivenheder, som var begrænset ved disse tider, var alle engang blot en profeti, og de blev opfyldt i overensstemmelse med forudsigelserne." - Bliss, pp.74.75. ret

(247)  Da han derfor, ved at studere Bibelen, fandt forskellige tidsperioder, som efter hans opfattelse nåede frem til Kristi genkomst, kunne han ikke lade være med at betragte dem som "bestemte tider," som var fastsat, og som Gud havde åbenbaret for sine tjenere. "De skjulte ting, " siger Moses, "er for Herren vor Gud, men de åbenbare er for os og vore børn evindelig", og Herren forkynder ved profeten Amos, at Gud "gør intet uden at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne." 5. Mos. 29, 29; Amos 3, 7. De, der gransker Guds ord, kan altså med fuld tillid forvente, at den allerstørste begivenhed, der skal foregå i menneskehedens historie, er tydeligt fremhævet i sandhedens skrifter. ret

(247)   "Da jeg var blevet fuldt overbevist om," sagde Miller, at "ethvert skrift, som er indblæst af Gud, også er gavnligt" (2. Tim. 3, 16), at aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men blev skrevet af hellige mænd, der var drevne dertil af Helligånden (2. Pet. 1, 21), og at dette blev skrevet "for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb" (Rom. 15,4), kunne jeg ikke lade være med at betragte Bibelens tidsbestemmende dele, som om de lige så vel var en del af Guds ord og lige så berettigede til alvorlig overvejelse som nogen anden del af Skriften. Derfor følte jeg, at når jeg stræbte efter forståelse af, hvad Gud i sin nåde havde åbenbaret for os, ikke havde nogen ret til at springe de profetiske tidsperioder over." - Bliss, p. 75. ret

(247)  Bibelens længste tidsprofeti
Den profeti, som syntes klarest at åbenbare tidspunktet for Jesu andet komme, fandtes hos Daniel 8, 14: "2300 aftener og morgener, så skal helligdommen komme til sin ret igen!" Miller fulgte sin sædvanlige fremgangsmåde ved at lade Skriften fortolke sig selv og blev klar over, at en dag i det profetiske billedsprog betyder et år. 4. Mos. 14, 34; Ez. 4, 6. Han så, at dette tidsrum på 2300 profetiske dage eller bogstavelige år ville række langt ud over den jødiske tidsalders periode, altså kunne det ikke henvise til helligdommen i denne periode. Miller godkendte det almindelige synspunkt, at inden for den kristne tidsregning er jorden helligdommen, og derfor havde han den opfattelse, at helligdommens renselse, som er forudsagt i Dan. 8, 14, var et billede på jordens renselse ved i1d ved Kristi genkomst. Så hvis man kunne finde det rette udgangspunkt for de 2300 dage, drog han den slutning, at tidspunktet for genkomsten let kunne angives. På den måde ville tidspunktet for den store afslutning åbenbares , den tid, da den nuværende verdensorden med "al dens hovmod og magt, pragt og forfængelighed, ondskab og undertrykkelse, skulle bringes til ophør," hvor forbandelsen skulle "borttages fra jorden, døden tilintetgøres, Guds tjenere, profeterne og de hellige og de, som frygter hans navn, få deres løn, og de som ødelægger jorden, skulle tilintetgøres." - Bliss, p. 76. ret

(247)  Med fornyet og endnu større alvor fortsatte Miller sin undersøgelse af profetierne og brugte hele nætter såvel som dage til at granske det, som nu forekom af så stor betydning og altopslugende interesse. I det 8. kapitel hos Daniel kunne han ikke finde nøglen til udgangspunktet for de 2300 dage; skønt det var engelen Gabriel befalet at gøre synet forståeligt for Daniel, gav han ham kun en delvis udlæggelse. Da den frygtelige forfølgelse, som skulle overgå menigheden, blevoprullet for profetens syn, svigtede hans legemlige kræfter. Han kunne ikke tåle mere, og engelen forlod ham for en tid. Daniel "lå syg en tid lang." "Jeg var rædselsslagen over synet," siger han "og forstod det ikke." ret

(248)  Alligevel havde Gud befalet sit sendebud: "Udlæg ham synet!" Dette bud måtte opfyldes. For at adlyde det, kom engelen nogen tid efter tilbage til Daniel og sagde: "Daniel, jeg er nu kommet for at give dig indsigt", "så mærk dig ordet og giv agt på åbenbaringen." Dan. 8, 27, 16; 9, 22. 23. 25-27. Der var et vigtigt punkt i synet i kapitel 8, som ikke var blevet udlagt, nemlig det, som angik tiden, tidsperioden på de 2300 dage; derfor beskæftiger engelen sig hovedsagelig med, hvad der angår tiden: ret

(248)   "70 uger er fastsat over dit folk og din hellige by. ... Og du skal vide og forstå: Fra den tid, ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik, indtil en salvet, en fyrste, kommer, er der 7 uger; og 62 uger. Det skal genrejses og opbygges med torve og gader under tidernes trængsel. Men efter de 62 uger skal en salvet bortryddes uden dom. ... Og pagten skal bekræftes for de mange i en uge, og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre."(gl. overs.) ret

(248)  Engelen var blevet sendt til Daniel udtrykkeligt for at forklare ham den sag, som han ikke havde kunnet fatte i synet i det 8. kapitel, redegørelsen med hensyn til tiden, - "2300 dage, så skal helligdommen komme til sin ret igen." Efter at have befalet Daniel at "mærke sig ordet og give agt på åbenbaringen" var engelens allerførste ord: "70 uger er fastsat over dit folk og din hellige by." Det ord, som her oversættes ved "fastsat," betyder bogstaveligt "afskåret." 70 uger, det vil sige 490 år, betegnes af engelen som særlig afskåret til jøderne. Men af hvad var de afskåret? Da de 2300 dage var den eneste tidsperiode, som omtales i det 8. kapitel, måtte det være dette tidsrum, hvorfra de 70 uger blev skåret bort; de 70 uger måtte følgelig være en del af de 2300 dage, og de to perioder måtte begynde samtidig. Engelen forkyndte, at de 70 uger skulle regnes fra udstedelsen af befalingen om at genoprette og bygge Jerusalem. Hvis tidspunktet for denne befaling kunne findes, så ville udgangspunktet for den store tidsperiode på de 2300 dage med sikkerhed kendes. ret

(248)  I det syvende kapitel i Ezras bog finder man denne forordning. Ezra 7, 12-26. Den blev i sin mest udførlige form udstedt af Artaxerxes, Persiens konge, år 457 før Kristus. Men i Ezras bog 6, 14. siges der, at Herrens hus i Jerusalem blev bygget "efter Kyros og Darius og perserkongen Artaxerxes befaling." Eftersom disse tre konger udfærdigede, bekræftede og iværksatte befalingen, blev profetien nøjagtig opfyldt. Dermed blev begyndelsen på de 2300 år markeret. Tager man udgangspunkt i år 457 før Kristus, da befalingen blev iværksat, viser det sig at hver enkelt del af profetien om de 70 uger var blevet opfyldt. ret

(248)   "Fra den tid ordet om Jerusalems genrejsning og opbyggelse udgik indtil en salvet, en fyrste kommer, er der 7 uger; og 62 uger. Det skal genrejses og opbygges med torve og gader under tidernes trængsel. Men efter de 62 uger skal en salvet bortryddes uden dom. ..."7 uger og 62 uger er 69 uger eller 483 år. Artaxerxes forordning trådte i kraft i efteråret 457 før Kristus. Fra dette tidspunkt rækker 483 år til efteråret 27 efter Kristus. Ved denne tid blev profetien opfyldt. Om efteråret 27 blev Kristus døbt af Johannes og modtog Åndens salvelse. Apostlen Peter bevidner, at "Gud salvede" Jesus fra Nazaret "med Helligånd og kraft." Ap. G. 10, 38. Og Frelseren forkyndte selv: "Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige." Luk. 4, 18. Efter sin dåb drog han til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: "Tiden er inde!" Mark. 1,14. 15. ret

(249)   "Og pagten skal bekræftes for de mange I en uge." Den "uge," som her omtales, er den sidste af de 70; den er de sidste 7 år af den tidsperiode, som særlig tildeles Jøderne. Det var i løbet af denne tid, som strækker sig fra år 27 til år 34, at Kristus, først personligt og senere ved sine disciple, forkyndte evangeliet specielt for jøderne. Da apostlene drog ud med evangeliets glade budskab, gav Frelseren dem denne anvisning: "Gå ikke ud på hedningers veje og ikke ind i samaritanernes byer! Gå hellere til de fortabte får af Israels hus." Matt. 10, 5. 6. ret

(249)   "Og i ugens sidste halvdel skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre." I år 31, 3½ år efter sin dåb, blev vor Herre korsfæstet. Med det store offer, der blev bragt på Golgata, endte det system af ofre, som i 4.000 år havde peget hen imod Guds lam. Forbillede og virkelighed mødtes, og alle slagtofre og afgrødeofre i forordningen om ceremonier skulle ophøre. ret

(249)  De 70 uger eller 490 år, som var særlig tildelt jøderne, endte, som vi har set, i år 34. På dette tidspunkt beseglede folket sin forkastelse af evangeliet gennem det jødiske råds handlinger ved Stefanus' martyrdød og forfølgelsen af Kristi disciple. Derefter blev frelsens budskab, som ikke længere var begrænset til det udvalgte folk, forkyndt til hele verden. Disciplene, som ved forfølgelser blev tvunget til at flygte fra Jerusalem, "drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord." "Filip kom ned til byen Samaria og prædikede Kristus for dem." Ledet af Guds Ånd bragte Peter evangeliet til den gudfrygtige Kornelius, høvedsmanden i Cæsarea, og Paulus med den brændende ond fik, efter at være vundet for Kristi tro, det hverv at bringe det glade budskab "til hedningefolk langt borte." Ap. G. 8, 4. 5; 22,21. ret

(249)  Så langt er enhver enkelthed i profetierne blevet opfyldt med en påfaldende nøjagtighed, og begyndelsen på de 70 uger kan uden nogen tvivl fastsættes til år 457 f. Kr. og deres ophør til år 34 e. Kr. Fra dette tidspunkt er der ingen vanskelighed ved at finde afslutningen på de 2300 dage! Når de 70 uger - 490 dage - var blevet skåret bort fra de 2300, var der 1810 dage tilbage. Efter afslutningen af de 490 dage skulle de 1810 stadig opfyldes. Fra år 34 vil 1810 år vare til 1844. Følgelig må de 2300 dage i Daniels bog 8, 14 ende i 1844. Når denne store profetiske tidsperiode udløber, skal, efter Guds engels vidnesbyrd, "helligdommen komme til sin ret igen." Således var den tid, hvor helligdommen skulle renses - den begivenhed, man over hele verden troede skulle finde sted ved Jesu genkomst - tydeligt påvist. ret

(249)  Miller og hans medarbejdere troede først, at de 2300 dage skulle ende om foråret i 1844, hvorimod profetien peger hen til efteråret samme år. Misforståelsen på dette punkt medførte skuffelse og forvirring for dem, der var blevet enige om det tidlige tidspunkt som det rette for Herrens genkomst. Men dette svækkede ikke i mindste måde styrken i det argument, som beviste, at de 2300 dage endte i året 1844, og at den store begivenhed, der omtales som renselsen af helligdommen, så måtte ske. ret

(249)  En vigtig opdagelse
Da Miller begyndte på studiet af Skriften, som han havde gjort for at bevise, at den var en åbenbaring fra Gud, havde han fra begyndelsen ikke den ringeste forventning om at nå til den slutning, han nu var kommet til. Han kunne knapt nok selv have tiltro til resultaterne af sin granskning. Men Skriftens vidnesbyrd var for klare og kraftige til, at de kunne afvises. ret

(250)  Han havde brugt to år på studiet af Bibelen, da han i 1818 nåede til den højtidelige overbevisning, at om cirka 25 år ville Kristus komme for at forløse sit folk. "Jeg behøver ikke at fortælle," siger Miller, "om den glæde, som fyldte mit hjerte ved denne dejlige forventning, og heller ikke om min hjertes brændende længsel efter at få del i de frelstes glæde. Nu blev Bibelen en ny bog for mig. Den var i sandhed en nydelse for min tænkeevne; alt, hvad der havde været mørkt, hemmelighedsfuldt og sløret for mig i dens lære, var blevet spredt for alle vinde ved det klare lys, der nu lyste som morgensolen fra dens hellige blade; og, oh hvor var dog sandhedens lys strålende. Alle de modsigelser og uoverensstemmelser, som jeg før havde fundet i ordet, var nu borte, og skønt der var mange dele af Bibelen, som jeg ikke var sikker på, at jeg havde den fulde forståelse af, så udgik der så meget lys fra den til at oplyse mit hidtil formørkede sind, at jeg følte en glæde ved at granske Skriften, som jeg ikke tidligere havde tænkt, det muligt at modtage fra dens lære." - Bliss pp. 76. 77. ret

(250)  Samtidig med den højtidelige overbevisning om, at sådanne vældige begivenheder var forudsagt i Skriften for at blive opfyldt inden for et så kort tidsrum, gjorde dette spørgsmål vældigt indtryk på mig: Min pligt over for verden i betragtning af det bevismateriale, som havde berørt mig selv så dybt." - Samme p. 81. Miller kunne ikke frigøre sig for den tanke, at det var hans pligt at lade andre få del i det lys, som han selv havde modtaget. Han ventede at møde modstand fra de gudløse, men stolede på, at alle kristne ville fryde sig ved håbet om at møde den Frelser, som de forsikrede, at de elskede. Hans eneste frygt var, at mange i deres store glæde ved udsigten til en vidunderlig udfrielse, som så snart skulle fuldbyrdes, ville modtage denne lære uden at granske Skriften tilstrækkeligt for at finde beviser for dens sandhed. Derfor tøvede han med at komme frem med den, for at han ikke ved en mulig fejltagelse skulle komme til at vildlede andre. På denne måde blev han ført til atter at gennemgå beviserne til støtte for de slutninger, han var kommet til, og omhyggeligt at overveje enhver vanskelighed, som dukkede op i hans sind. Han fandt, at vanskelighederne forsvandt i lyset af Guds ord, som tågen forsvinder for solens stråler. De fem år, som han tilbragte på denne måde, førte ham til fuldstændig overbevisning om det rigtige i hans indstilling. ret

(250)  Gå og fortæl
Forpligtelsen til at lade andre vide, hvad han troede, Skriften lærte os så tydeligt, trængte sig med fornyet kraft ind på ham. "Når jeg var beskæftiget med mit arbejde," sagde han, "lød det stadig for mine ører: "Gå hen og fortæl verden om den fare, der truer den." Dette skriftsted kom til stadig mig: "Når jeg siger til den gudløse: "Du skal visselig dø!" og du ikke taler for at advare ham mod hans vej, så skal den gudløs e vel dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Advarer du derimod den gudløse mod hans vej, for at han skal omvende sig fra den, og han ikke omvender sig, så skal han dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl." Ez. 33, 8. 9. Jeg følte, at hvis de gudløse kunne blive virkeligt advaret, så ville mange af dem omvende sig; og at hvis de ikke blev advaret, ville deres blod blive krævet af min hånd." Bliss, p. 92. ret

(250)  Han begyndte med privat at fremsætte sine synspunkter, efterhånden som han fik lejlighed til det, og bad Gud om, at en eller anden præst måtte komme til at mærke deres kraft og gøre sit bedste for at udbrede dem. Men han kunne ikke frigøre sig for den overbevisning, at han havde en personlig pligt til selv at give advarslen. Disse ord vendte stadig tilbage til ham: "Gå ud og sig det til verden! Jeg vil kræve deres blod af din hånd!" Han ventede i ni år, hvor byrden stadig hvilede tungt på ham, indtil han i 1831 for første gang offentligt fremkom med grundlaget for sin tro. ret

(251)  Ligesom Elisa blev kaldet, da han gik bag sine okser på marken, til at modtage den kappe, der skulle indvie ham til gerningen som profet, sådan blev William Miller kaldet til at forlade sin plov for at åbenbare Guds riges hemmeligheder for andre mennesker. Det var med bæven, at han begyndte sit arbejde med skridt for skridt at lede sine tilhørere gennem de profetiske tidsperioder til Kristi genkomst. For hver eneste anstrengelse vandt han mere styrke og mod, da han mærkede den udbredte interesse, hans ord vakte. ret

(251)  Det var kun efter anmodning af brødrene, i hvis ord han hørte Guds kald, at Miller indvilligede i offentligt at fremsætte sine synspunkter. Han var nu 50 år gammel og ikke vant til at tale offentligt. Desuden havde han en følelse af at være uskikket til den gerning, der lå foran ham. Men lige fra begyndelsen blev hans arbejde velsignet på en mærkværdig måde til menneskers frelse. Hans første foredrag fulgtes af en religiøs vækkelse, hvorved 13 hele familier, med undtagelse af 2 personer, blev omvendt. Han blev straks opfordret til at tale andre steder, og på næsten hvert eneste nyt sted bevirkede hans arbejde en fornyelse af Guds gerning. Syndere blev omvendt, kristne blev vakt til større helligelse, og gudløse og vantro måtte indrømme sandheden i Bibelen og kristendommen. Sådan lød vidnesbyrdet blandt dem, som han arbejdede for: "Han når ud til en klasse mennesker, som ligger uden for andres indflydelse." - Samme, p. 138. Hans prædiken var beregnet til at vække den almindelige bevidsthed om religionens store spørgsmål og at standse tidens tiltagende verdslighed og sanselighed. ret

(251)  I næsten hver eneste by var der snese, ja, nogle steder hundreder, som blev omvendt ved at høre hans prædiken. Mange steder stod protestantiske kirker af næsten alle kategorier åbne for ham, og opfordringen til at arbejde kom i regelen fra præsterne for de forskellige kirkesamfund. Det var hans ufravigelige regel ikke at arbejde noget sted, hvor han ikke var blevet indbudt, men alligevel var han snart ikke i stand til at efterkomme alle de opfordringer, som strømmede ind til ham. ret

(251)  Mange delte ikke hans synspunkter med hensyn til det nøjagtige tidspunkt for Herrens genkomst, men de var overbevist om, at Kristi komme var nær, og at det var påkrævet, at de beredte sig. l nogle af de store byer fremkaldte hans arbejde den største opmærksomhed. De, der handlede med stærke drikke, opgav denne handel og omdannede deres butikker til mødesale; spillebuler blev nedlagt; vantro, gudløse, universalister og selv de mest hårdkogte og lastefulde personer blev omvendt, mange af dem havde i årevis ikke sat deres ben i Guds hus. Der blev holdt bedemøder i de forskellige kirkesamfund, og i forskellige kvarterer og på alle mulige tidspunkter samledes forretningsfolk til bøn og lovsang. Der var ikke nogen overdreven ophidselse, men en næsten enerådende højtid over menneskers sind. Ligesom de første reformatorer tog Millers arbejde snarere sigte på at oplyse forstanden og vække samvittigheden end på at påvirke følelserne. ret

(251)  I 1833 fik Miller tilladelse til at prædike i den baptistmenighed, hvor han var medlem. Et stort antal af præsterne i hans kirke samfund bifaldt også hans arbejde, og det var med deres formelle billigelse, at han fortsatte sine bestræbelser. Han rejste og prædikede ustandselig, skønt hans personlige gerning hovedsagelig indskrænkede sig til Ny England og Midtstaterne. I adskillige år blev alle hans udgifter betalt udelukkende af hans egne penge, og siden hen modtog han aldrig tilstrækkeligt til at afholde udgiften ved sine rejseomkostninger til de steder, hvortil han var indbudt. Således var hans arbejde for det offentlige langtfra en økonomisk fordel, men tværtimod en tung belastning for ham, og hans midler svandt ind på dette tidspunkt af hans liv. Han havde en stor familie, men da de alle var nøjsomme og flittige, ydede hans gård tilstrækkeligt til både deres og hans eget underhold. ret

(252)  Stjernerne skal falde ned
I 1833, to år efter at Miller var begyndt at fremføre beviserne for Kristi nære genkomst offentligt, viste det sidste af de tegn sig, som Frelseren havde lovet som varsel om sit andet komme. Jesus sagde: "Stjernerne skal falde ned fra himlen!" Matt. 24, 29. Og i Åbenbaringen forkyndte Johannes, da han i et syn så de begivenheder, der skulle forkynde Herrens dag: "Himlens stjerner faldt ned på jorden, ligesom et figentræ kaster sine umodne figner, når det rystes af en stærk storm." Åb. 6, 13. Denne profeti fik en tydelig og betagende opfyldelse ved den store byge af meteorer den 13 november 1833. Det var det mest vidtrækkende og forunderlige skue af faldende stjerner, som der nogensinde er berettet om: "Hele himmelrummet alle vegne over De Forenede Stater var dengang i timevis i flammende bevægelse. Der er aldrig i dette land, siden den første kolonisation, forekommet et himmelfænomen som blev betragtet med så inderlig beundring af en slags mennesker i landet, eller med en sådan rædsel og frygt af en anden slags." "Dets ophøjede og frygtindgydende skønhed huskes endnu af mange. ... Aldrig er regnen faldet tættere, end meteorerne faldt imod jorden; i øst, i vest, i syd eller nord var det det samme. Kort sagt, det var, som hele himlen var i bevægelse. ... Dette skue, som beskrives i professor Sillimans dagbog, kunne ses over hele Nordamerika. ... Fra klokken 2 til det blev klart dagslys - himlen var fuldstændig klar og skyfri - vedblev det ustandselige spil af blændende, strålende lyslegemer i hele himmelrummet." - R. M. Devens: American Progress; or The Great Events of the Greatest Century, ch. 28, pars. 1-5. ret

(252)   "Ingen ord er stærke nok til at beskrive dette vidunderlige skues pragt; ... ingen, som ikke har været vidne til det kan danne sig en fyldestgørende opfattelse af dets herlighed. Det var, som om hele stjernehimlen havde forsamlet sig i et punkt i nærheden af zenith og stjernerne på samme tid med lynets fart skød frem mod alle verdenshjørner; og dog var der stadig lige mange - og tusinder fulgte hastigt i andre tusinders spor, som om de var blevet skabt til denne lejlighed." - F. Reed i The Christan Advocate and Journal, Dec. 13, 1833. "Det var ikke muligt at tænke sig et mere rammende billede af et figentræ, som kaster sine figner, når det rystes af en stærk storm." "The Old Countryman," Portland Evening Advertiser, Nov. 26, 1833. ret

(252)  I New Yorks Journal of Commerce, 14. november 1833 stod der en lang artikel med omtale af dette vidunderlige fænomen. Den indeholdt denne beretning: "Jeg tror, at ingen filosof eller lærd nogensinde har fortalt eller berettet om en begivenhed som den, der skete i går morges. For 18 hundrede år siden forudsagde en profet den nøjagtigt, hvis man vil gøre sig den ulejlighed at forstå, at faldende stjerner betyder stjerner, der falder ... den eneste måde, hvorpå det er muligt at holde sig bogstaveligt til sandheden!" ret

(253)  På denne måde indtraf det sidste af disse tegn på hans komme, om hvilke Jesus forkyndte sine disciple: "Således skal også I skønne, når I ser alt dette ske, at han er nær for døren." Matt. 24, 33. Efter disse tegn så Johannes, som den næste store overhængende begivenhed, at himlen forsvandt som en bogrulle, der rulles sammen, mens jorden skælvede og bjerge og øer blev flyttet fra deres plads og de onde i rædsel forsøgte at flygte fra Menneskesønnens nærhed. Åb. 6, 12-17. ret

(253)  Et varsel
Mange, der havde overværet stjernernes fald, betragtede det som et budskab om den kommende dom - "et frygteligt billede, en sikker forløber, et nådens tegn på den store og forfærdelige dag." - "The Old Countryman,", Portland Evening Advertiser, Nov. 26, 1833. Således blev folks opmærksomhed rettet mod opfyldelsen af profetien, og det førte mange til at give agt på advarslen om Herrens genkomst. ret

(253)  I året 1840 vakte en anden betydningsfuld opfyldelse af en forudsigelse opmærksomhed i vide kredse. To år før havde Josiah Litch, en af de førende blandt de præster, der prædikede om genkomsten, udgivet en forklaring til Åbenbaringen kap. 9, som forudsagde det ottomanske riges fald. Efter hans udregninger skulle denne magt omstyrtes "i året 1840, engang i august måned", og blot et par dage forud for opfyldelsen skrev han: "Når man regner med, at den første tidsperiode, 150 år, er nøjagtigt udløbet, før Deacozes besteg tronen med tyrkernes billigelse, og at de 391 år og 15 dage begyndte i slutningen af den første periode, så vil den slutte den Il. august 1840, hvor man må vente, at den ottomanske magt i Konstantinopel bliver brudt. Og jeg tror sikkert, at dette vil blive tilfældet." - Josiah Litch i Signs of the Times, and Expoitor of Prophercy, Aug. 1, 1840. ret

(253)  På netop den angivne tid modtog Tyrkiet gennem sine gesandter tilbuddet om beskyttelse fra Europas allierede magter og stillede sig således under de kristne nationers kontrol. Forudsigelsen blev nøjagtigt opfyldt ved denne begivenhed. Da dette blev kendt, blev mange mennesker overbevist om rigtigheden i fremgangsmåden ved den fortolkning af profetierne, som Miller og hans meningsfæller benyttede, og det satte en vidunderlig fart i adventbevægelsen. Lærde og indflydelsesrige mænd forenede sig med Miller, både i at prædike og offentliggøre hans synspunkter, og fra 1840 til 1844 udviklede arbejdet sig hurtigt. ret

(253)  Hån og modstand
William Miller var i besiddelse af stærke åndelige kræfter, der var opøvet ved tænkning og studium, og hertil føjede han himlens visdom ved at være i kontakt med al visdoms kilde. Han var en mand med en ædel karakter og kunne ikke undgå at vække respekt og agtelse, hvor som helst man regnede med en retskaffen natur og moralsk uangribelighed. Han forenede sand hjertens godhed med kristelig ydmyghed og stor selvbeherskelse, han var opmærksom og venlig mod alle, rede til at lytte til andres mening og overveje deres argumenter. Uden heftighed eller hidsighed prøvede han enhver teori eller lære ved Guds ord, og hans sunde fornuft og grundige bibelkundskab satte ham i stand til at gendrive vildfarelser og afsløre falskhed. ret

(253)  Alligevel kunne han ikke fortsætte sit arbejde uden bitter modstand. Ligesom det gik de tidligere reformatorer, blev de sandheder, han fremkom med, ikke modtaget gunstigt af religionens populære lærere. Da disse ikke kunne forsvare deres standpunkt ved Skriftens hjælp, var de nødt til at tage deres tilflugt til menneskers udtalelser og læresætninger og til kirkefædrenes overleveringer. Men Guds ord var det eneste vidnesbyrd, som forkynderne af Kristi genkomst godkendte. "Bibelen og Bibelen alene," var deres feltråb. Deres modstanderes mangel på bibelske argumenter blev erstattet med latterliggørelse og hån. Tid, penge og evner blev anvendt til at gøre ondt for dem, hvis eneste forbrydelse var, at de med glæde så hen til Herrens genkomst og bestræbte sig for at leve et helligt liv og formane andre til at berede sig til hans komme. ret

(254)  Der blev gjort alvorlige anstrengelser for at bortlede folks interesse fra at beskæftige sig med Herrens genkomst. Man fremstillede det som en synd og som noget, mennesker burde skamme sig over, hvis man studerede de profetier, som viser hen til Kristi komme og verdens ende. På den måde underminerede de præster, som folket så op til, troen på Guds ord. Deres belæring gjorde mennesker vantro, og mange tiltog sig retten til at vandre efter deres egne gudløs e lyster. Derefter lagde de, der havde fremkaldt ondet, ansvaret over på de adventtroende. ret

(254)  Mens Millers navn skaffede fyldte huse med intelligente og opmærksomme tilhørere, blev det sjældent omtalt i den kirkelige presse, undtagen når det blev latterliggjort eller fordømt. De letsindige og gudløse, som havde fået mod ved de religiøse lederes indstilling, tog deres tilflugt til fornærmelige tilnavne og tillave og gudsbespottelige vittigheder i deres bestræbelser for at dynge foragt over ham og hans arbejde. Den gråhårede mand, som havde forladt sit hyggelige hjem for på egen bekostning at rejse fra by til by og ustandseligt arbejde for at bringe verden denne højtidelige advarsel om den nært forestående dom, blev spottende erklæret for en fanatiker, en løgner og en udspekuleret kæltring. ret

(254)  Den latterliggørelse, løgnagtighed og grovhed, der blev dynget over ham, fremkaldte vrede protester, selv fra den verdslige presse. "At behandle et emne af så overvældende majestæt og med så frygtelige følger" letsindigt og gement, blev af verdslige mennesker erklæret for "ikke blot at gøre nar af dets udbrederes og forkæmperes følelser," men "at spøge med dommens dag, at spotte Gud selv og foragte rædslerne foran hans dommersæde." - Bliss, p 183. ret

(254)  Anstifteren af alt ondt søgte ikke blot at modarbejde virkningerne af adventbudskabet, men også at tilintetgøre selve budbringeren. Miller fremkom med en praktisk henvendelse om Skriftens sandhed til sine tilhøreres hjerter, idet han bebrejdede dem deres synder og bragte uro i deres selvtilfredshed, og hans enkle og skarpe ord vakte deres fjendskab. Den modstand, som medlemmer af kirken lagde for dagen imod hans budskab, gav de mere tarveligt indstillede mod til at gå endnu videre, og hans fjender lagde råd op om at tage hans liv, når han forlod mødestedet. Men der var hellige engle i forsamlingen, og en af dem tog i skikkelse af en mand Herrens tjeners arm og førte ham i sikkerhed bort fra den vrede folkehob. Endnu var hans værk ikke fuldendt, og Satan og hans udsendinge blev skuffede i deres planer. ret

(254)  Trods al modstand var interessen for adventbevægelsen stadigt tiltagende. Fra snese og hundreder var menighederne vokset til lige så mange tusinder. Kirkernes medlemstal var forøget stærkt, men efter en tids forløb viste modstandens ånd sig endog imod disse omvendte, og kirkerne begyndte at tage disciplinære forholdsregler imod dem, som havde sluttet sig til Millers synspunkter. Dette fremkaldte et gensvar fra hans pen i en henvendelse til kristne af alle kirke samfund med en opfordring til at, hvis hans lære var falsk, da at vise ham hans vildfarelse ud fra Skriften. ret

(254)   "Hvad har vi troet," sagde han, "som det ikke er blevet os befalet at tro ved Guds ord, som I jo selv indrømmer, er rettesnoren - den eneste rettesnor - for vor tro og vore gerninger? Hvad har vi da gjort, som kan nedkalde en så hadsk fordømmelse af os [adventtroende] fra prædikestol og presse og give jer retfærdig årsag til at udelukke os fra jeres kirker og samfund?" "Hvis vi har uret, så sig os dog, hvori vor uret består. Vis os ud fra Guds ord, at vi farer vild - vi er blevet hånet tilstrækkeligt, men det kan aldrig overbevise os om, at vi har uret - kun Guds ord kan forandre vore synspunkter. Vi er ved megen overvejelse og bøn nået til vore slutninger, ligesom vi har set beviser for dem i Skriften." - Samme, pp. 250. ret

(255)  Som i Noas dage
Gennem alle tider er de advarsler, som Gud har sendt verden ved sine tjenere, blevet modtaget med den samme vantro og mistillid. Da ugudeligheden hos menneskene før syndfloden fik Gud til at sende en vandflod over jorden, lod han dem først vide sin hensigt, for at de kunne få lejlighed til at omvende sig fra deres ondskab. I 120 år genlød advarslen om omvendelse i deres ører, for at ikke Guds vrede skulle åbenbare sig til deres ødelæggelse. Men budskabet forekom dem at være tom snak, og de troede det ikke. De blev dristigere i deres ondskab, så de spottede Guds sendebud, gjorde nar af hans tryglen og beskyldte ham endda for indbildsk optræden. Hvordan tør nogen vove at træde op mod alle denne verdens store? Hvis Noas budskab var sandt, hvorfor kunne så ikke hele verden se det og tro det? En mands påstand imod tusinders klogskab! De ville ikke fæste lid til advarslen, og de ville heller ikke søge ly i arken. ret

(255)  Spottere viste hen til, hvad der foregik i naturen - til årstidernes uforanderlige rækkefølge, til den blå himmel, hvorfra der aldrig var faldet regn, til de grønne marker, som blev vædet af nattens milde dug - og de råbte: "Taler han ikke i gåder?" I deres foragt erklærede de retfærdighedens forkynder for at være en vild fanatiker, og de fortsatte ivrigere end nogensinde med deres fornøjelser og deres ondskab. Men deres vantro hindrede ikke den forudsagte begivenhed. Længe bar Gud over med deres ondskab og gav dem rigelig lejlighed til at omvende sig; men til den fastsatte tid kom hans straffedomme over dem, der forkastede hans barmhjertighed. ret

(255)  Kristus forkynder, at der vil herske en lignende vantro med hensyn til hans genkomst. Ligesom menneskene i Noas dage "intet ænsede, før syndfloden kom og rev dem alle bort - sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme," siger vor Frelser selv. Matt. 24, 39. Når Guds bekendende folk forener sig med verden og lever, som den lever, og sammen med den tager del i forbudte glæder; når verden_ overdådighed også bliver menighedens overdådighed; når bryllupsklokkerne kimer og alle ser frem til mange års materiel velstand - så - pludselig, som lynet flammer fra himlen, vil enden komme på alle deres lyse drømme og falske håb. ret

(255)  Ligesom Gud sendte sin tjener for at advare verden om den kommende syndflod, sådan sendte han udvalgte sendebud for at forkynde, hvor nær den sidste dom var. Og ligesom Noas samtidige lo og foragtede retfærdighedens forkynders forudsigelser, sådan var der på Millers tid mange, selv af de mennesker, der optrådte som kristne, som spottede de advarende ord. ret

(255)  Et glædens budskab
Og hvorfor var da læren og forkyndelsen om Kristi genkomst så uvelkommen hos kirkerne? Mens Herrens komme for de onde bringer sorg og fortvivlelse, bringer den de retfærdige glæde og håb. Denne store sandhed har gennem tiderne været Guds trofaste børns trøst. Hvorfor var den så, ligesom sin Skaber, blevet "en anstødssten og en klippe til fald" for hans bekendende folk? Det var vor Herre selv, som lovede sine disciple: "Når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig." Joh. 14,3. Det var en medlidende Frelser, som i medfølelse med sine disciples ensomhed og sorg gav engle befaling om at trøste dem med forsikringen om, at han selv ville komme igen, selvom han steg op til himlen. Mens disciplene stod og stirrede anspændt opad for at opfange det sidste glimt af ham, de elskede, blev deres opmærksomhed fanget af disse ord: "I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod himlen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til himlen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himlen." Ap. G. 1, 11. Håbet tændtes på ny ved engelens budskab. Disciplene "vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde. Og de var stadig i helligdommen og priste Gud." Luk. 24, 52. 53. De glædede sig ikke over, at Jesus var blevet skilt fra dem, og at de skulle kæmpe med verdens prøvelser og fristelser, men over at engelen havde forsikret dem om, at han ville komme igen. ret

(256)  Forkyndelsen om Kristi komme burde nu, ligesom dengang englene bragte den til hyrderne ved Betlehem, være et budskab om stor glæde. De, som virkelig elsker Frelseren, kan kun med glæde byde den forkyndelse velkommen, som er grundet på Guds ord; at han, som er midtpunktet for deres håb om evigt liv, kommer tilbage, ikke for at blive hånet, foragtet og forkastet, som da han kom første gang, men i magt og herlighed for at genløse sit folk. Det er dem, der ikke elsker Frelseren, som ønsker, at han skal blive borte, og der kan ikke tænkes noget mere afgørende bevis på, at de kristne er veget bort fra Gud, end den ophidselse og det fjendskab, som dette himmelsendte budskab fremkaldte. ret

(256)  De, som tog imod adventbudskabet, blev vakt op til at indse nødvendigheden af at angre og ydmyge sig for Gud. Mange havde længe vaklet mellem Kristus og verden; nu forstod de, at tiden var inde til at tage deres standpunkt. "Evighedens anliggender blev for dem en hidtil ukendt virkelighed. Himlen syntes dem nærmere, og de følte sig skyldige over for Gud." Bliss, p. 146. Kristne følte sig tilskyndede til nyt åndeligt liv. De indså, at tiden var kort, og at det, de burde gøre for deres medmennesker, måtte gøres hurtigt. Det jordiske blegnede, og evigheden syntes at åbne sig for dem. Alt, hvad der angik deres evige ve og vel, fortrængte det som hørte denne verden til. Guds Ånd hvilede over dem og gav dem kraft til deres alvorlige appeller til deres medkristne, såvel som til syndere, om at berede sig til Herrens dag. Deres daglige livs tavse vidnesbyrd var en stadig bebrejdelse mod de af kirkens medlemmer, som var bundne af vaner og ikke helliggjorte. Disse ønskede ikke at blive hindret i deres nydelsessyge, deres jag efter at tjene penge og deres ærgerrighed efter verdens ære. Herfra stammede den fjendtlighed og modstand, som vaktes mod adventtroen og dem, der forkyndte den. ret

(256)  Da det viste sig, at beviserne fra de profetiske tidsperioder var uomstødelige, forsøgte modstanderne at holde mennesker fra at granske disse emner ved at lære, at profetierne var forseglet. Således fulgte protestanterne i romerkirkens spor. Mens pavekirken tilbageholder Bibelen fra mennesker, hævdede protestanterne, at en betydningsfuld del af det hellige ord og det er den del, som særligt kaster lys over de sandheder, som der er brug for i vore dage - ikke var forståelig. ret

(256)  Præster og andre erklærede, at profetierne i Daniels bog og Åbenbaringen var uforståelige mysterier. Men Kristus henledte sine disciples opmærksomhed til profeten Daniels ord om de begivenheder, som skulle foregå i deres egen tid, og sagde: "Den, som læser det, han give agt!" Matt. 24, 15. ret

(256)  De som søger efter sandhed
Og forsikringen om, at Åbenbaringen er et uforståeligt mysterium, modsiges _ denne bogs indledning: "Jesu Kristi Åbenbaring, som Gud gav ham for at vise sine tjenere hvad der skal ske i en hast. ... Salig er den, som oplæser, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den; for tiden er nær." Åb. 1, 1-3. Som profeten siger: "Salig er den, som oplæser" - der findes nogle, som ikke vil læse; det er ikke dem, som prises salige. "Og de, som hører" der findes også nogle, som afslår at høre noget om profetierne; heller ikke for den slags mennesker gælder velsignelsen. "Og holder fast ved det, der er skrevet i den." Mange afslår at høre om de advarsler og den belæring, som rummes i Åbenbaringen; ingen af disse kan gøre fordring på den lovede velsignelse. Ingen af dem, som spotter profetiens ord og håner de symboler, som så højtideligt overgives os oplever en velsignelse. Heller ikke dem, som nægter at leve et nyt liv og berede sig til Menneskesønnens komme, får en velsignelse. ret

(257)  Hvordan tør mennesker dog over for det inspirerede ords klare vidnesbyrd hævde, at Åbenbaringen er et mysterium, som ligger uden for menneskers fatteevne? Den er et åbenbaret mysterium, en åbnet bog. Læsningen af Åbenbaringen leder tanken hen til Daniels profetier, og begge fremkommer de med en meget betydningsfuld belæring, som Gud selv har givet mennesker, om de begivenheder, som skal finde sted ved afslutningen af denne verdens historie. ret

(257)  Johannes fik åbenbaret syner, der var af dyb og betagende interesse for menigheden. Han så Guds folks stilling, farer, kampe og endelige frelse. Han beretter om de afsluttende budskaber, der skal modne jordens høst - enten som neg til den himmelske lade eller som halmknipper til ødelæggelsens ild. Meget betydningsfulde begivenheder blev ham åbenbaret, navnlig for den sidste menighed, for at de, som ville vende sig bort fra vildfarelsen til sandheden, måtte blive belært om de farer og den strid, som ventede dem. Ingen behøver at leve i mørke med hensyn til det, som skal overgå jorden. ret

(257)  Hvorfor findes så denne vidt udbredte uvidenhed om en betydningsfuld del af den hellige skrift? Hvorfor denne så meget modvilje mod at granske dens lære? Dette er virkningen af de udspekulerede anstrengelser, som mørkets fyrste gør sig for at skjule det for mennesker, !om afslører hans bedrag. Af denne årsag har Kristus, som gav synerne i sin forudviden om den kamp, der ville blive ført imod at studere Åbenbaringen, udtalt en velsignelse over alle dem, der ville læse, høre og efterkomme profetiens ord. ret

næste kapitel