(259) Guds gerning på jorden viser gennem alle tider en slående lighed mellem alle store reformationer eller religiøse bevægelser. Fremgangsmåden i Guds handlemåde over for mennesker er altid den samme. Nutidens vigtigste bevægelser har deres parallel i fortidens bevægelser, og menighedens erfaringer i tidligere tider rummer megen værdifuld belæring for vor egen tid. ret
(259) Der er ingen sandhed, som mere tydeligt læres i Bibelen, end at Gud ved sin hellige Ånd i særlig grad leder sine tjenere på jorden i de store bevægelser for at fremme frelsens værk. Mennesker er som redskaber i Guds hånd og benyttes af ham til at udføre hans nådige og barmhjertige planer. Enhver har sin del at udføre; enhver har fået tildelt et vist mål af lys, der er afpasset efter tidens behov og er tilstrækkeligt til at gøre det muligt for ham at udføre den gerning, som Gud har givet ham at gøre. Men intet menneske, hvor hædret det end kan være blevet af himlen, er nogensinde nået til den fulde forståelse af den store frelsesplan eller blot til en fuldkommen vurdering af de guddommelige hensigter med arbejdet i hans egen tid. Mennesker forstår ikke fuldt ud, hvad det er, Gud vil fuldbyrde ved den gerning, han giver dem at gøre; de forstår ikke budskabet i alle dets forbindelser, når de forkynder det i hans navn. ret
(259) Mennesketanken er begrænset
"Har du loddet bunden i Gud og nået den Almægtiges grænse?- "For mine tanker er ej jeres, og jeres veje ej mine, lyder det fra Herren; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end jeres og mine tanker højere end jeres." "Gud er jeg, ellers ingen, ja, Gud, der er ingen som jeg, der forud forkyndte enden, i fortiden, hvad der ikke var sket." Job 11, 7; Es. 55, 8. 9; Es. 46, 9. 10. ret
(259) Selv profeterne, der som en særlig nåde havde fået Åndens lys, forstod ikke fuldt ud, hvor betydningsfulde de åbenbaringer var, som blev dem betroet. Betydningen skulle afsløres gennem tiderne, efterhånden som Guds folk ville få brug for den belæring, de rummede. ret
(259) Da Peter skrev om den frelse, der ved evangeliet var kommet for dagen, sagde han: "Over den frelse har profeter grublet og grundet, når de profeterede om den nåde, som skulle blive jer til del. De har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som Kristi Ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og al den herlighed, som skulle følge derefter. Og det blev dem åbenbaret, at det ikke var sig selv, men jer, de tjente med dette." 1. Pet. l, 10-12. ret
(259) Skønt der ikke blev givet profeterne fuld forståelse af de ting, som blev dem åbenbaret, søgte de alligevel alvorligt at opnå alt det lys, som det havde behaget Gud at skænke. De "grublede og grundede," "grundede over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som Kristi Ånd i dem viste frem til." Hvilken lære for Guds folk i den kristne tidsalder, for hvis skyld disse profetier blev givet til hans tjenere! "Og det blev dem åbenbaret, at det ikke var sig selv, men jer, de tjente med dette." Læg mærke til disse hellige mænd, mens de "grublede og grundede" over åbenbaringer, de havde fået, til hjælp for endnu ufødte generationer. Sammenlign deres hellige nidkærhed med den sløve ligegyldighed, hvormed senere tiders begunstigede mennesker behandler denne himlens gave. Hvilken bebrejdelse mod den ligegyldighed, der elsker bekvemmelighed og verdslighed, og som slår sig til ro med at erklære, at profetierne er uforståelige! ret
(260) Disciplenes store skuffelse
Skønt menneskers begrænsede forstand ikke magter at trænge ind i den evige Guds råd eller fuldt ud at fatte, hvordan hans planer skal bringes til udførelse, så er det ofte på grund af en vildfarelse eller forsømmelse fra deres egen side, at de kun delvis forstår de himmelske budskaber. Ikke sjældent er menneskers, ja, selv Guds tjeneres tanker så forblindede af menneskelige meninger, af menneskers overleveringer og falsk lære, at de kun stykkevis er i stand til at fatte de store ting, som han har åbenbaret i sit ord. Således skete det for Kristi disciple, endog mens Frelseren var personligt til stede hos dem. Deres sind var blevet gennemsyret af den almindelige opfattelse af Messias som en jordisk fyrste, der skulle ophøje Israel til at herske over alle verdens riger, og de kunne ikke fatte meningen i hans ord, når han forud sagde at han skulle lide og dø. ret
(260) Kristus havde selv udsendt dem med dette budskab: "Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!" Mark. l, 15. Dette budskab var baseret på profetien i Daniels bog kap. 9. Engelen havde forkyndt, at de 69 uger skulle række frem indtil "en salvet, en fyrste" kom, og med håb og forventninger så disciplene frem til oprettelsen af Messias' rige i Jerusalem, hvorfra det skulle herske over hele jorden. ret
(260) De prædikede det budskab, som Kristus havde betroet dem, skønt de selv misforstod dets mening. Mens deres forkyndelse støttede sig til Dan. 9, 25, lagde de ikke mærke til, at der står i det samme kapitels næste vers, at Messias skulle bortryddes. Lige fra de blev født, havde deres sind været rettet mod et jordisk riges forventede herlighed, og dette forblindede deres forståelse både for profetiens nærmere udformning og for Kristi ord. ret
(260) De udførte deres pligt ved at bringe det jødiske folk nådens tilbud, og så, netop på det tidspunkt, hvor de ventede at se deres Herre bestige Davids trone, så de ham blive grebet som en forbryder, pisket, hånet, dømt og løftet op på Golgatas kors. Hvilken fortvivlelse og angst pinte ikke disse disciples hjerter hele den dag, hvor deres Herre hvilede i graven! ret
(260) Kristus var kommet nøjagtigt på den tid og på den måde, som var forudsagt i profetien. Skriftens vidnesbyrd var blevet, opfyldt punkt for punkt i hans gerning. Han havde prædiket frelsens budskab, og "han talte med myndighed." Hans tilhøreres hjerter havde bevidnet, at det stammede fra himlen. Ordet og Guds Ånd bekræftede Sønnens guddommelige hverv. ret
(260) Disciplene klyngede sig stadig med inderlig kærlighed til deres elskede Mester. Og dog I var deres sind indhyllet i uvished og tvivl. I deres ængstelse erindrede de ikke dengang Kristi ord, som viste hen til hans lidelse og død. Hvis Jesus af Nazaret havde været den sande Messias, ville de så på den måde være blevet styrtet ud i sorg og skuffelse? Det var dette spørgsmål, som pinte deres hjerte, mens Frelseren lå i sin grav i de trøstesløse timer på denne sabbat, som lå imellem hans død og hans opstandelse. ret
(261) Skønt sorgens mørke hvilede tæt over disse Jesu disciple, var de dog ikke forladt. Profeten siger jo: "Om end jeg sidder i mørke, er Herren mit lys. ... Han fører mig ud i lys, jeg skal skue hans herlighed." "Så er mørket ej mørkt for dig og natten er klar som dagen, mørket er som lyset. Gud har sagt: "For den oprigtige oprinder lys i mørke." "Jeg fører blinde ad ukendt vej, leder dem ad ukendte stier, gør mørket foran dem til lys og bakkelandet til slette. Det er de ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra." Mika 7, 8. 9; Sl. 139, 12; 112, 4; Es. 42, 16. ret
(261) Den forkyndelse, som disciplene havde bragt i Herrens navn, var nøjagtig i de mindste enkeltheder, og de begivenheder, som den viste hen til, var allerede dengang ved at finde sted. "Tiden er inde og Guds rige er kommet nær," - sådan lød deres budskab. Ved udløbet af "tiden," - de 69 uger hos Daniel kap. 9, som skulle vare indtil Messias, "den salvede," - blev Kristus salvet med Ånden efter at være blevet døbt af Johannes i Jordan. Og det "Guds rige," som de havde forkyndt var kommet nær, blev oprettet ved Kristi død. Dette rige var ikke, som man havde lært dem, et jordisk rige. Det var heller ikke det fremtidige, uforgængelige rige, som skal oprettes, når "riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himlen, skal gives den Højestes helliges folk," det evige rige, hvor "alle magter skal tjene og lyde det." Dan. 7, 27. Som Bibelen bruger det anvendes udtrykket "Guds rige" både til at betegne nådens rige og herlighedens rige. Nådens rige fremtilles af Paulus i brevet til hebræerne. Først viser han at have vist hen til Kristus, den medfølende talsmand, som har "medlidenhed med vore skrøbeligheder," siger apostlen: "Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone tor at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid." Hebr. 4, 15. 16. Nådens trone er et udtryk for nådens rige, fordi tilstedeværelsen af en trone forudsætter, at der er et rige. I mange af sine lignelser benytter Kristus udtrykket "himmeriget", når han vil beskrive den guddommelige nådes arbejde på menneskers hjerter. ret
(261) Herlighedens trone er et billede på herlighedens rige, og dette rige henvises der til i Frelserens ord: "Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham." Matt. 25, 31. 32. Dette rige ligger endnu i fremtiden. Det skal ikke oprettes før Kristi genkomst. ret
(261) Nådens rige blev indstiftet straks efter menneskets fald, da der blev lagt en plan til forløsning af den syndige slægt. Dengang eksisterede det i Guds hensigt og ved hans løfter, og gennem tro kunne mennesker få del i det. Dog blev det ikke til virkelighed før Kristi død. Selv efter at Frelseren var begyndt på sin jordiske gerning, kunne han, udmattet af menneskers stivsindethed og utaknemlighed, være veget tilbage fra offeret på Golgata. I Getsemane skælvede smertens kalk i hans hånd. Selv da kunne han have tørret den blodige sved af sin pande og have overladt den syndige slægt til at omkomme i sine misgerninger. Hvis han havde gjort dette, ville der ikke have været nogen frelse for faldne mennesker. Men da Frelseren ofrede sit liv og med sit sidste åndedrag udbrød: "Det er fuldbragt!", så var opfyldelsen af frelsesplanen sikret. Det løfte om frelse, som var givet det syndige par i Edens have, var blevet stadfæstet. Nådens rige, som før havde bestået ved Guds forjættelse, var nu oprettet. ret
(261) Således var det Kristi død - netop den begivenhed, som disciplene havde betragtet som den endelige tilintetgørelse af deres håb - som for evigt stadfæstede dette håb. Skønt den havde bragt dem en grusom skuffelse, blev den det største bevis på, at deres tro havde været berettiget. Det var den begivenhed, som havde fyldt dem med sorg og fortvivlelse, der åbnede håbets dør for alle Adams efterkommere, og som blev midtpunktet for det fremtidige liv og den evige lykke for alle Guds trofaste børn til alle tider. ret
(262) Hensigten med den evige barmhjertighed nåede sin opfyldelse netop gennem disciplenes skuffelse. Men skønt deres hjerter var blevet vundet ved hans læres guddommelige nåde og kraft - for "aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler" - var dog deres kærlighed til Jesus, denne kærligheds rene guld, blandet med stolthedens, selviskhedens og ærgerrighedens slagger. Selv i salen, i den højtidelige stund, hvor de var samlet for at nyde påskemåltidet, og deres Mester allerede var ved at gå ind i Getsemanes skygger, opstod der "en ordstrid iblandt dem om, hvem af dem der skulle regnes for den største." Luk. 22, 24. De drømte om tronen, kronen og herligheden, mens skammen og dødsangsten i haven, retssalen og korset på Golgata lå lige foran dem. Det var deres hjertes hovmod og deres tørst efter verdens ære, som fik dem til at klamre sig så hårdnakket til deres tids falske lære og til at lade Frelserens ord, som viste hen til hans riges sande natur og pegede frem imod hans lidelse og død, gå. dem uænset forbi. Og disse vildfarelser førte til den prøvelse - hård, men nødvendig - som blev givet, for at de kunne blive ledet på rette vej. Skønt disciplene havde misforstået deres budskabs betydning og ikke havde forstået, hvad der var i vente, så havde de dog prædiket den advarsel, Gud havde givet dem, og Herren ville lønne deres tro og ære deres lydighed. Det var til dem, det blev betroet at forkynde deres opstandne Herres herlige evangelium for alle folkeslag. Det var for at berede dem til denne gerning, at de fik lov til at erfare det, som forekom dem så bittert. ret
(262) Efter opstandelsen forstod de
Efter sin opstandelse viste Jesus sig for sine disciple på vejen til Emmaus, og "idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om ham." Luk. 24, 27. Det bragte nyt liv i disciplenes hjerter. Troen blussede atter op. De blev genfødt til "et levende håb," endog førend Jesus gav sig til kende for dem. Det var hans hensigt at oplyse deres forstand og at befæste deres tro på det profetiske ord, som står fast. Han ville, at sandheden skulle slå dybe rødder i deres sind, ikke blot fordi den blev støttet ved hans personlige vidnesbyrd, men på grund af de uimodsigelige beviser, der var givet gennem den forbilledlige lovs symboler og skygger og ved de gammeltestamentlige profetier. Det var for Kristi efterfølgere en nødvendighed at have en forstandig tro, ikke blot for deres egen skyld, men for at de kunne bringe kundskaben om Kristus ud til verden. Og som det allerførste skridt til at meddele dem denne viden viste Jesus disciplene hen til "Moses og alle profeterne." Dette var det vidnesbyrd, som den opstandne Frelser gav med hensyn til Det gamle Testamentes værdi og betydning. ret
(263) Hvilken stor forandring skete der ikke med disciplenes hjerter, da de endnu engang så ind i deres Mesters elskede ansigt! Luk. 24, 32. På en mere fuldkommen og vidunderlig måde end nogensinde før havde de fundet "ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om." Uvisheden, angsten, fortvivlelsen veg pladsen for en fuldkommen vished og tro. Hvor vidunderligt, at de efter hans himmelfart "stadig var i helligdommen og priste Gud." Folket, som kun havde kendskab til Frelserens vanærende død, ventede at se et udtryk af sorg, forvirring og nedslåethed i deres ansigter, men de så kun glæde og sejr. Hvilken beredelse havde disse disciple ikke modtaget til den gerning, der lå foran dem! De havde gennemlevet den største prøvelse, som det var dem muligt at erfare, og havde set, hvordan Guds ord havde sejret og var gået i opfyldelse, når alt synes at være tabt. Hvad skulle vel nu kunne kue deres tro eller gøre deres brændende kærlighed kold? I den dybeste sorg havde de "en stærk trøst" og et håb, der var "som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast." Hebr. 6, 18. 19. De havde været vidner til Guds visdom og magt, og de var "vis på, at hverken død eller liv eller engle eller åndemagter eller noget nuværende eller noget tilkommende eller kræfter eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning" ville kunne skille dem fra "Guds kærlighed i Kristus Jesus vor Herre." "Men under alt dette," sagde de, "mere end sejrer vi ved ham, som elskede os." Rom. 8, 38. 39. 37. "Herrens ord bliver evindelig." 1. Pet. l, 25. Og "hvem er den, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere, som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os." Rom. 8, 34. ret
(263) Herren siger: "Mit folk skal i evighed ikke blive til skamme." Joel 2, 26. Om aftenen gæster os gråd, om morgenen frydesang." Sl. 30, 6. Da disciplene mødte Frelseren på hans opstandelsesdag, brændte deres hjerter i dem, mens de lyttede til hans ord. De så på det hoved og de hænder og fødder, som var brevet såret for deres skyld. Da Jesus, før han steg op til himlen, førte dem ud til Betania og bød dem, mens han velsignende løftede sine hænder: "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen," tilføjede han: "Og se, jeg er med jer alle dage." Mark. 16, 15; Matt. 28, 20. Trøsteren, som de havde fået løfte om, kom på pinsedagen. Kraften fra det høje blev givet dem, og de troendes hjerter bævede ved at mærke nærværet af deres Herre, som nu var i himlen. Ville de da, skønt deres vej, ligesom hans, førte dem gennem offer og martyrium, have ombyttet forkyndelsen af hans nådes evangelium og "herlighedens uvisnelige sejrskrans," som de skulle få ved hans komme, med en jordisk trones herlighed, som det havde været deres håb på et tidligere tidspunkt af deres tjeneste for ham? Han, som "over al måde formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår", havde foruden samfundet med ham i hans lidelser givet dem del i hans glæde - glæden ved at "føre mange sønner til herlighed," en usigelig glæde, "en evig vægt af herlighed," med hvilken "vor trængsel, der er stakket og let," siger Paulus, ikke kan sammenlignes. ret
(263) Parallel til disciplenes erfaring
Den erfaring disciplene havde, da de prædikede "evangeliet om riget" ved Kristi første komme, havde sit sidestykke i deres erfaring, som forkyndte budskabet om hans andet komme. Ligesom disciplene gik ud og prædikede: "Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær," sådan forkyndte Miller og hans medarbejdere, at den længste og sidste profetiske tidsperiode, som Bibelen omtaler, var ved at udløbe, at dommen var nært forestående, og at det evige rige skulle begynde. Disciplenes prædiken var med hensyn til tidspunktet baseret på de 70 uger i Daniel kap. 9. Miller og hans medarbejderes budskab forkyndte afslutningen på de 2300 dage i Daniel kap. 8 vers 14, hvoraf de 70 uger udgør en del. Hos dem alle var forkyndelsen baseret på opfyldelsen af en særlig del af den samme profetiske tidsperiode. ret
(264) Ligesom de første disciple forstod Miller og hans trosfæller ikke fuldt ud betydningen af det budskab, de bragte. Vildfarelser, som længe havde været opretholdt inden for kirken, hindrede dem i at nå til en helt rigtig fortolkning af et vigtigt punkt i profetien. Skønt de forkyndte det budskab, som Gud havde pålagt dem at bringe verden, blev de skuffet, fordi de misforstod betydningen. ret
(264) Da Miller, som det her er fortalt, tydede Daniel kap. 8, vers 14: "2300 dage, så skal helligdommen komme til sin ret igen," gik han ud fra den almindelige opfattelse, at jorden er helligdommen, og han troede, at renselsen af helligdommen var et billede på jordens renselse ved ild ved Herrens genkomst. Da han opdagede, at det var forudsagt, at afslutningen på de 2300 dage ville indtræffe på et ganske bestemt tidspunkt, drog han den slutning, at dette åbenbarede tiden for Herrens genkomst. Hans fejltagelse kom fra det synspunkt, at han havde godtaget den almindelige opfattelse af, hvad der er helligdommen. ret
(264) I det forbilledlige ritual, som var en skygge af Kristi offer og præstegerning, var renselsen af helligdommen ypperstepræstens sidste handling under den tjeneste, som foregik året rundt. Den var afslutningen på forsoningen - en fjernelse af Israels synder. Den symboliserede det afsluttende arbejde i vor himmelske ypperstepræsts gerning ved at fjerne eller udslette sit folks synder, der er opskrevet i de himmelske bøger. Dette arbejde rummer både en forundersøgelse og en domfældelse, og det sker umiddelbart før Kristi genkomst i himlens skyer med kraft og megen herlighed, for når han kommer, er enhver sag afgjort. Jesus siger: "Jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, efter som hans gerning er." Åb. 22, 12. Det er denne dommens gerning, som foregår lige før genkomsten, der forkyndes i den første engels budskab i Åbenbaringen det 14. kap. vers 7: "Frygt Gud og giv ham ære; for nu er hans doms time kommet!" ret
(264) De, der havde forkyndt denne advarsel, kom med det rette budskab på det rette tidspunkt. Men ligesom de første disciple forkyndte: "Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær" på grundlag af profetien i Daniel kap. 9, men ikke lagde mærke til, at Kristi død var forudsagt i det samme skriftsted, sådan prædikede Miller og hans medarbejdere det budskab, der er baseret på Daniel kap. 8, vers 14 og Åbenbaringen kap. 14, vers 7, uden at opdage, at Åbenbaringen kap. 14. indeholder flere budskaber, som også skulle forkyndes før Herrens komme. Ligesom disciplene tog fejl med hensyn til det rige, som skulle oprettes ved afslutningen på de 70 uger, sådan tog de adventtroende fejl med hensyn til den begivenhed, som skulle finde sted ved ophøret af de 2300 dage. I begge tilfælde tilsløredes sandheden af, at man godkendte eller snarere holdt fast ved almindeligt udbredte fejltagelser. Begge kategorier opfyldte Guds vilje ved at fremkomme med det budskab, som han ønskede forkyndt, og begge led skuffelse, fordi de misforstod budskabet. ret
(264) Dog førte Gud sit eget nådige formål igennem ved at lade advarslen om dommen blive givet netop på denne måde. Den store dag var kommet nær, og efter hans forsyn blev mennesker sat på prøve med hensyn til et bestemt tidspunkt, for at de kunne få lejlighed til selv at se, hvad der boede i deres hjerter. Budskabet var beregnet for at menigheden skulle prøves og renses. De skulle bringes til at se, om deres kærlighed gjaldt denne verden eller Kristus og himlen. De foregav at elske Frelseren, - nu skulle de bevise deres kærlighed. Var de rede til at give slip på deres jordiske forhåbninger og ærgerrighed og med glæde byde deres Herres genkomst velkommen? Budskabet var beregnet på at gøre det muligt for dem at afgøre deres egen åndelige tilstand; det blev sendt dem af nåde for at vække dem op til at søge Herren med anger og ydmyghed. ret
(264) Skønt skuffelsen altså var en følge af, at de havde misforstået det budskab, som de bragte, skulle den dog tjene til deres bedste. Den ville være en prøve for hjerterne hos dem, der havde hævdet, at de havde taget imod advarslen. Ville de ansigt til ansigt med skuffelsen måske letsindigt slippe deres erfaringer og opgive deres tillid til Guds ord? Eller ville de i bøn og ydmyghed søge at opdage, hvor de havde taget fejl i forståelsen af profetiens betydning? Hvor mange havde mon handlet af frygt eller af indskydelse? Hvor mange var lunkne eller vantro? Mange hævdede at være lykkelige over at skulle se Herren. Når de måtte tåle ventetidens og skuffelsens prøvelse og lide under verdens hån og bebrejdelser, ville de så kunne holde fast ved troen? Ville de, fordi de ikke straks forstod Guds fremgangsmåde over for dem, opgive de sandheder, der var støttet ved de klareste beviser i hans ord? ret
(265) Denne prøve ville åbenbare styrken hos dem, der med virkelig tro havde adlydt, hvad de mente var ordets og Guds Ånds lære. Den ville lære dem, som kun en sådan erfaring kan gøre det, faren ved at tage imod menneskers teorier og fortolkninger, i stedet for at lade Bibelen være sin egen fortolker. For troens børn ville den bekymring og sorg, der stammede fra deres egen vildfarelse, bevirke den nødvendige irettesættelse. Det ville føre til et mere indgående studium af det profetiske ord. De ville komme til at lære at undersøge grundlaget for deres tro mere omhyggeligt og at forkaste alt, som ikke havde sin rod i Skriftens sandhed, hvor meget det end var antaget af den kristne verden. ret
(265) Ligesom det gik de første disciple, ville det, som i prøvelsens time syntes dunkelt for deres forståelse, senere komme til at stå klart for disse troende. Når de så, hvorledes Herren ville lade det ende, ville de forstå, at trods den prøvelse, der udsprang af deres fejltagelser, havde hans kærlige formål med dem stadig været i gang med at opfyldes. Af denne erfaring ville de forstå, at han er "nåderig og barmhjertig" og at alle hans stier er "miskundhed og trofasthed for dem, der holder hans pagt og hans vidnesbyrd." ret