(300) Skriftstedet "2300 aftener og morgener så skal helligdommen komme til sin ret igen;" (Dan. 8, 14) havde været den bærende søjle og grundlaget for adventtroen. Alle de, der troede på Herrens snare komme var fortrolige med disse ord. Denne profeti havde lydt fra tusinder af læber som et udtryk for deres tro. Alle havde en følelse af at deres lyseste forventninger og deres mest dyrebare forhåbninger var knyttet til de begivenheder, som var forudsagt heri. Det var blevet påvist, at disse profetiske dage ville slutte i efteråret 1844. I lighed med den øvrige kristenhed mente de adventtroende på den tid, at jorden eller en del af den var helligdommen. De havde den opfattelse at helligdommens renselse var jordens renselse med ild på den yderste dag, og at dette ville ske ved Kristi genkomst. Heraf drog de den slutning, at Kristus ville komme igen i 1844. ret
(300) Det fastsatte tidspunkt var imidlertid overskredet, og Herren var ikke kommet De troende vidste, at Guds ord ikke kunne slå fejl, så de måtte have fortolket profetien forkert: Men hvor lå fejlen? Mange huggede i ubesindighed den vanskelige knude over ved at benægte, at de 2300 dage sluttede i 1844. .Den eneste grund, der kunne gives for at indtage et sådant standpunkt, var, at Kristus ikke var kommet på det tidspunkt, de havde ventet ham. De gjorde gældende, at hvis .de profetiske dage var sluttet i 1844, ville. Kristus være vendt tilbage for at rense helligdommen ved at rense jorden med ild og da han ikke var kommet, kunne disse dage altså ikke være endt. ret
(300) Alle led i profetien passede
At godkende denne slutning var ensbetydende med at forkaste den tidligere beregning af de profetiske tidsperioder. Man var kommet til det resultat, at de 2300 dage begyndte, da Artaxerxes' ordre om Jerusalems genrejsning og opbyggelse trådte i kraft i efteråret 457 f. Kr. Med dette som udgangspunkt var der fuld overensstemmelse mellem de begivenheder, der var forudsagt i forklaringen om dette tidsrum i Dan. 9, 25-27. 69 uger eller de første 483 af de 2300 år skulle føre ned til Messias, den salvede - med Kristi dåb og salvelse med Helligånden i året 27 e. Kr. gik det, som var forudsagt, nøjagtigt i opfyldelse. Midt i uge 70 skulle Messias bortryddes - 3½ år efter sin dåb blev Kristus korsfæstet; det skete i foråret 31 e. Kr. De 70 uger eller 490 år angik særlig jøderne. Ved udløbet af denne tidsperiode beseglede det jødiske folk sin forkastelse af Kristus ved at forfølge hans disciple, og apostlene vendte sig til hedningerne i år 34 e. Kr. Da de første 490 år af de 2300 år var gået, var der 1810 år tilbage. Regnet fra året 34 e. Kr. fører 1810 år frem til 1844. "Så skal helligdommen komme til sin ret igen." sagde engelen. Alle de forudgående enkeltheder i profetien var gået i opfyldelse til punkt og prikke på det fastsatte tidspunkt. ret
(301) På grundlag af denne beregning var der klarhed og overensstemmelse på alle punkter med den ene undtagelse, at der ikke i 1844 syntes at være indtruffet nogen begivenhed, som svarede til helligdommens renselse. At benægte, at dagene sluttede på dette tidspunkt, var det samme som at skabe forvirring om hele sagen og forkaste standpunkter, som var blevet underbygget af en fuldstændig opfyldelse af profetien. ret
(301) Symbolikken med helligdommen var klarlagt
Men Gud havde ledet sit folk i den store adventbevægelse. Den var blevet ledsaget af hans kraft og herlighed, og han ville ikke tillade, at den endte i mørke og skuffelse og blev betragtet som en falsk og fanatisk foreteelse. Hans ord skulle heller ikke drages i tvivl og betragtes med uvished. Skønt der var mange, der kasserede den metode, som de havde benyttet til at udregne de profetiske tidsperioder, og udtalte, at den bevægelse, som byggede på denne metode, måtte være falsk, var der dog nogle, som ikke var villige til at give slip på trospunkter og erfaringer, som var underbygget af Skriften og bevidnet af Guds Ånd. De troede, at de havde fulgt sunde principper, når de fortolkede de profetier, som de læste, og anså det for deres pligt at holde fast ved de sandheder, som de allerede havde fundet, og vedblive at benytte den samme metode, når de studerede Bibelen. Med alvorlig bøn tog de deres standpunkt op til fornyet overvejelse og studerede Skriften grundigt for at finde deres fejl. Da de ikke kunne finde nogen fejl i deres udregning af de profetiske tidsperioder, gav de sig til at underkaste spørgsmålet om helligdommen en mere indgående undersøgelse. ret
(301) Da de undersøgte dette emne, blev de klar over, at der ikke findes støtte i Skriften for den gængse anskuelse, at jorden er helligdommen. Derimod fandt de i Bibelen en fuldstændig forklaring på emnet helligdommen, dens beskaffenhed, dens beliggenhed samt helligdomstjenesten. Den hellige skrifts vidnesbyrd var så tydeligt og righoldigt, at der slet ikke kunne herske tvivl om dette spørgsmål. I brevet til hebræerne siger apostlen Paulus: "Nu havde jo også den første pagt sin gudstjenesteordning og sin jordiske helligdom. For i den var der indrettet et forreste rum, hvori lysestagen og bordet og skuebrødene var; det kaldes "det hellige." Og bag det andet forhæng var der et rum, som kaldes "det allerhelligste." Deri stod et gyldent røgelsesalter og pagtens ark, på alle sider beslået med guld, og i den var der en guldkrukke med mannaen og Arons stav, den, som havde blomstret, og pagtens tavler. Ovenpå den stod herlighedens keruber, som overskyggede sonedækket." Hebr. 9, l-5. ret
(301) Den gamle pagts helligdom
Den helligdom, som Paulus her hentyder til, var tabernaklet, som Moses på Guds befaling byggede som jordisk bolig for den Allerhøjeste. "Du skal indrette mig n helligdom, for at jeg kan bo midt iblandt dem" 2. Mos. 25, 8. Således lød den befaling, Moses fik, mens han var på bjerget hos Gud. Israelitterne var på vandring gennem ørkenen, og tabernaklet blev bygget således, at det kunne flyttes fra sted til sted; dog var det en meget prægtig bygning. Væggene bestod af lodrette brædder, som var overtrukket med et tykt lag guld og fastgjort til fodstykker af sølv. Loftet bestod af et lag af tæpper, hvoraf det yderste var af skind og det inderste af fint linned, hvori der med stor kunstfærdighed var indvævet keruber. Uden om fandtes forgården, hvor brændofferalteret stod. Selve tabernaklet bestod af to afdelinger, som kaldtes det hellige og det allerhelligste. De var skilt af et kostbart og smukt forhæng eller tæppe. Et lignende tæppe lukkede for indgangen til den første afdeling. ret
(302) I det hellige stod lysestagen. Den var anbragt mod syd. Dens syv lamper oplyste helligdommen både ved dag og ved nat. Mod nord stod skuebrødsbordet, og foran det forhæng, som skilte det hellige fra det allerhelligste, stod det gyldne røgelsesalter, hvorfra røgelsesskyen daglig opsteg til Gud sammen med folkets bønner. ret
(302) I det allerhelligste stod arken, som var en kiste af kostbart træ, overtrukket med guld. I denne lå de to stentavler, hvorpå Gud havde skrevet tibudsloven. Oven på arken var nådestolen, som dannede låget på den hellige kiste. Det var et pragtfuldt stykke arbejde, hvorpå der stod to keruber, en ved hver ende. Både låget og keruberne var af rent guld. I denne afdeling åbenbarede Gud sig i den herlige sky imellem keruberne. ret
(302) Da jøderne havde bosat sig i Kanaan, afløstes tabernaklet af Salomons tempel. Skønt denne bygning var permanent og målene var større, var den bygget i samme proportioner og udstyret på samme måde. Bortset fra det tidsrum, hvor templet lå i ruiner på Daniels tid, havde helligdommen denne form, til den blev ødelagt af romerne i år 70 e. Kr. ret
(302) Dette er den eneste jordiske helligdom, som Bibelen omtaler. Paulus siger, at dette var den første pagts helligdom. Men er der ingen helligdom i den nye pagt? ret
(302) Den nye pagts helligdom
De mennesker, der søgte efter sandheden, gav sig atter til at læse hebræerbrevet, og herved blev de klar over, at Pauli ord, som allerede er citeret, forudsatte, at der også fandtes en helligdom i den nye pagt. Han skrev: "Nu havde jo også den første pagt sin gudstjenesteordning og sin jordiske helligdom." Anvendelsen af ordet "også" viser, at Paulus har omtalt denne helligdom tidligere. De slog op til begyndelsen af det foregående kapitel og læste følgende: "Hovedsagen i det, der her tales om, er imidlertid, at vi har en sådan ypperstepræst, der har taget sæde på højre side af majestætens trone i himlene som tjener ved helligdommen, det sande tabernakel, som Herren selv og ikke et menneske har rejst." Hebr. 8, 1. 2. ret
(302) Her skildres den nye pagts helligdom. Den første pagts helligdom var blevet opført af mennesker, for den byggede Moses, men denne helligdom er rejst af Herren selv. I den første helligdom forrettede de jordiske præster deres tjeneste, men i denne helligdom gør Kristus, vor store ypperstepræst, tjeneste ved Guds højre hånd. Den ene helligdom var på jorden, den anden i himlen. ret
(302) Det tabernakel, som Moses opførte, blev bygget efter et forbillede. Herren sagde til ham: "Du skal indrette boligen og alt dens tilbehør nøje efter det forbillede, jeg vil vise dig." Og befalingen blev gentaget: "Se til, at du udfører det efter det forbillede, som vises dig på bjerget." 2. Mos. 25, 9. 40. Paulus siger også, at det første tabernakel var "et sindbillede på den nuværende tid, og svarende dertil frembæres der både ublodige og blodige ofre; " endvidere, at det hellige og det allerhelligste var "afbilleder af den himmelske helligdom," at præsterne, som frembar offergaverne efter lovens forskrift, gjorde tjeneste ved en helligdom, som var "et afbillede og en skygge af den himmelske," og at Kristus ikke gik "ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve himlen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os." Hebr.9, 9. 23; 8, 5;9,24. ret
(302) Den himmelske helligdom, hvor Jesus gør tjeneste for os, er den store oprindelige helligdom, som dannede forbilledet for den helligdom, som Moses byggede. Gud skænkede de mennesker, der byggede den jordiske helligdom, sin Ånd. Den kunstneriske dygtighed, som blev lagt for dagen under dens opførelse, var et udslag af guddommelig visdom. Væggene lignede massivt guld og kastede lyset fra. den syvarmede guldlysestage i alle retninger. Skuebrødsbordet og røgelsesalteret skinnede som af det reneste guld. Det prægtige tæppe, som dannede loftet, var forsynet med indvævede engle i violet og rødt purpurgarn og karmoisinrødt garn og forhøjede stedets skønhed. Inden for det andet forhæng var den hellige shekinah, den synlige åbenbarelse af Guds herlighed, og her kunne ingen andre end ypperstepræsten træde frem med livet i behold. ret
(303) Den uforlignelige herlighed i det jordiske tabernakel var for det menneskelige øje en afspejling af herligheden i det himmelske tempel, hvor Kristus er gået ind forud for os for at forrette tjeneste foran Guds trone. Selv den mest pragtfulde bygning, som mennesker nogensinde har formået at opføre, kunne kun give et svagt billede af det store og herlige sted, hvor kongernes Konge har sin bolig, og hvor tusinde tusinder tjener ham, titusind titusinder står ham til rede. Dan. 7, 10. Det er det tempel, som er fyldt med herligheden fra den evige trone, og hvor seraferne, dets lysende vogtere, tilhyller deres ansigt i tilbedelse. Men menneskene lærte alligevel betydningsfulde sandheder om den himmelske helligdom og den store gerning, som udføres der for menneskets frelse, ved hjælp af den jordiske helligdom og tjenesten her. ret
(303) De to afdelinger i helligdommen på jorden svarer til de hellige afdelinger i helligdommen i himlen. I sit syn af Guds tempel i himlen så Johannes "syv fakler brænde foran tronen. Åb. 4, 5. Han så også en engel "med et røgelseskar af guld, og der blev givet ham meget røgelse, for at han skulle lægge den til alle de helliges bønner på guldalteret foran tronen." Åb. 8, 3. Her fik profeten lov at se den første afdeling i den himmelske helligdom. Han så "syv fakler brænde" og "et guldalter," og dette svarede til guldlysestagen og røgelsesalteret i ,den jordiske helligdom. "Og Guds tempel i himlen blev åbnet endnu en gang (Åb. 11, 19), og man betragtede det allerhelligste gennem det indre forhæng.. Her så han "hans pagts ark," som svarede til den hellige kiste, som Moses lod fremstille til Guds lov. ret
(303) De der granskede dette emne, fandt således uigendrivelige beviser på, at der findes en helligdom i himlen. Moses byggede den jordiske helligdom efter det forbillede, som blev vist ham. Paulus hævder, at dette forbillede var den sande helligdom, som er l himlen. Johannes bevidner, at han så den i himlen. ret
(303) I det himmelske tempel, hvor Gud har sin bolig, er hans trone grundfæstet i retfærdighed og dom. I det allerhelligste findes hans lov, som er retfærdighedens store målestok. Det er denne, hele menneskeheden skal dømmes efter. Arken, som rummer lovens tavler, dækkes af nådestolen, og foran denne frembære; Kristus sit blod på synderens vegne. På denne måde symboliseres foreningen af retfærdighed og nåde i den plan, som er lagt til menneskenes frelse. Kun den alvise Gud kunne skabe denne forening, og intet mindre end hans almagt kunne virkeliggøre den. Det er en forening, som fylder hele himlen med forundring og tilbedelse. I den jordiske helligdom symboliserer keruberne, som i ærbødighed betragtede nådestolen, den interesse, som de himmelske hærskarer har for forløsningsværket. Dette er den nådens hemmelighed som engle attrår at få indblik i - at det kan forenes med Guds retfærdighed, at han retfærdiggør den angrende synder og genopretter forbindelsen med den faldne slægt, og at Kristus kunne stige ned og løfte utallige skarer op af fordærvelsens afgrund og iføre dem sin egen retfærdigheds pletfri klæder for at lade dem færdes sammen med engle, som aldrig har syndet, og lade dem være i Guds nærhed for evigt. ret
(304) Jesu tjeneste i den nye pagt
Kristi gerning som menneskets talsmand skildres i Zakarias' smukke profeti om ham, "hvis navn er Zemak." Profeten siger her: "Han skal bygge Herrens helligdom, og han skal vinde højhed og sidde som hersker på sin trone; og han skal være præst ved hans højre side, og der skal være fuld enighed mellem de to." Zak. 6, 12. 13. ret
(304) "Han skal bygge Herrens helligdom." Kristus er både Guds menigheds grundvold og bygmester i kraft af sit offer og sin midlertjeneste. Apostlen Paulus omtaler ham som "hovedhjørnestenen. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden." Ef. 2, 20 - 22. ret
(304) "Han skal vinde højhed." Højheden og herligheden tilkommer Kristus, fordi han har forløst den faldne menneskehed. Gennem evighederne vil de forløste synge denne sang: "Ham, som elsker os og har løst os af vore synder med sit blod, ... ham være æren og magten i evighedernes evigheder." Åb. 1,5.6. ret
(304) Han skal "sidde som hersker på sin trone; og han skal være præst ved hans højre side." Han sidder ikke på "sin herligheds trone" nu, for herlighedens rige er endnu ikke begyndt. Først når hans midlertjeneste er afsluttet, vil Gud "give ham Davids, hans faders, trone, ... og der skal ikke være ende på hans kongedømme." Luk. l, 32. 33. Kristus har taget sæde hos sin Fader på hans trone i sin egenskab af præst. Åb. 3, 21. Den evige Gud, som har livet i sig selv, deler sin trone med ham, som bar "vore sygdomme, tog vore smerter på sig," og som "har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd," for at han kan "komme dem til hjælp, som fristes." "Synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen." Es. 53, 4; Hebr. 4, 15; 2, 18; l. Joh.. 2, l. På menneskenes vegne træder han frem for Faderen med et gennemstunget og sønderbrudt legeme og et pletfrit levned. De sårede hænder, den gennemstungne side og de kvæstede fødder taler til gunst for det faldne menneske, hvis forløsning blev tilvejebragt for en så uendelig stor pris. ret
(304) "Og der skal være fuld enighed mellem de to." Faderens kærlighed er i lige så høj grad grundlaget for den fortabte menneskeheds frelse som Sønnens kærlighed. Jesus sagde til sine disciple, før han forlod dem: "Jeg siger jer ikke, at jeg vil gå i forbøn for jer hos Faderen, for Faderen selv elsker jer," Joh. 16,26. 27. "Det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv." 2. Kor. 5, 19. Og i tjenesten i den himmelske helligdom skal der være "fuld enighed mellem de to." "For således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Joh. 3, 16. ret
(304) Helligdoms-mysteriet løst
Spørgsmålet: Hvad er helligdommen? besvares tydeligt i Skriften. Udtrykket "helligdom" hentyder ifølge Bibelens sprogbrug først til det tabernakel, som Moses byggede. Det var en kopi af den himmelske helligdom. For det andet hentyder det til "det sande tabernakel" i himlen, som den jordiske helligdom pegede hen til. Ved Kristi død endte den forbilledlige tjeneste. Det "sande tabernakel" i himlen er den nye pagts helligdom, og da profetien i Dan. 8, 14. går i opfyldelse under den nye pagt, må den helligdom, som der sigtes til her, være den nye pagts helligdom. Da de 2300 dage udløb i 1844, havde der ikke været nogen helligdom på jorden i mange århundreder. Det er derfor hævet over al tvivl, at profetien: "2300 aftener og morgener; så skal helligdommen komme til sin ret igen;" sigter til den himmelske helligdom. ret
(304) Men det vigtigste spørgsmål er endnu ikke besvaret: Hvad er helligdommens renselse? Det fremgår af Det gamle Testamente, at der foregik en sådan renselseshandling i forbindelse med den jordiske helligdom. Men kan der være noget, som skal renses i himlen? I hebræerbrevets niende kapitel står der tydeligt, at både den jordiske og den himmelske helligdom skal renses. "Det er næsten sådan, at efter loven bliver alt renset med blod, og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt. Så er det da nødvendigt, at afbillederne af den himmelske helligdom renses på denne måde, men at selve den himmelske helligdom renses ved bedre ofre end disse," (Hebr. 9, 22. 23), nemlig ved Kristi dyrebare blod. ret
(305) Både i den forbilledlige og i den virkelige tjeneste må renselsen foregå ved hjælp af blod; i den første med blodet af dyr og i den anden med Kristi blod. Paulus siger, at denne renselse skal foregå ved hjælp af lod, fordi der ikke opnås tilgivelse, uden at blod bliver udgydt. Det, der skal ske, er at der skal tilvejebringes tilgivelse, eller at synden skal fjernes. Men hvordan kunne der forekomme synd i forbindelse med helligdommen i himlen eller på jorden? Dette får vi oplysning om ved at betragte den symbolske tjeneste; for de præster som forrettede tjenesten på jorden, tjente ved en helligdom, der var "et afbillede og en skygge af den himmelske." Hebr. 8, 5. ret
(305) Tjenesten i den jordiske helligdom faldt i to afsnit; præsterne forrettede til daglig tjeneste i det hellige, men en gang om året udførte ypperstepræsten en særlig forsoningstjeneste i det allerhelligste for at rense helligdommen. Dag efter dag førte den angrende synder sit offer hen til tabernaklets dør, lagde sin hånd på offerdyrets hoved, bekendte sine synder og overførte dem billedligt fra sig selv til det uskyldige dyr. Derefter blev dyret slagtet. "Uden at blod bliver udgydt," siger apostlen, "opnås der ingen tilgivelse." "Kødets sjæl er i blodet," 3. Mos. 17, 11. Guds overtrådte lov krævede synderens liv. Blodet symboliserede synderens forspildte liv. Offerdyret bar hans skyld, og præsten gik nu ind i helligdommen med dette blod og stænkede det foran forhænget. Bag dette stod arken, som indeholdt den lov, som synderen havde overtrådt. Ved denne ceremoni blev synden billedligt overført til helligdommen ved hjælp af blodet. I visse tilfælde blev blodet ikke bragt ind i det hellige, men i stedet for spiste præsten kødet. Moses havde givet Arons sønner følgende befaling herom: "Han har givet jer det, for at l skal borttage menighedens skyld." 3. Mos. 10, 17. Begge disse ceremonier symboliserede syndens overførelse fra den angrende til helligdommen. ret
(305) Således foregik tjenesten dag efter dag året igennem. På denne måde blev Israels synder overført til helligdommen, og det blev nødvendigt at udføre en særlig tjeneste for at fjerne dem. Gud befalede, at der skulle skaffes både det hellige og det allerhelligste soning. "Således skal han skaffe helligdommen soning for israelitternes urenhed og deres overtrædelser, alle deres synder, og på samme måde skal han gøre med åbenbaringsteltet, der har sin plads hos dem midt i deres urenhed." Han skulle også skaffe alteret soning og "rense det og hellige det for israelitternes urenheder." 3. Mos. 16, 16. 19. ret
(305) Én gang om året, på den store forsoningsdag, gik præsten ind i det allerhelligste for at rense helligdommen. Den handling, som blev udført der, dannede afslutningen på årets helligdomstjeneste. På forsoningsdagen førte man to bukke hen til tabernaklets dør og kastede lod om dem, "et lod for Herren og et for Azazel." 8. vers. Den buk, som loddet for Herren faldt på, skulle slagtes som et syndoffer for folket. Bagefter skulle præsten tage blodet med inden for forhænget og stænke det på nådestolen og foran nådestolen. Der skulle også stænkes blod på røgelsesalteret, som stod foran forhænget. ret
(305) "Aron skal lægge begge sine hænder på hovedet af den levende buk og over den bekende alle israelitternes misgerninger og alle deres overtrædelser, alle deres synder, og lægge dem på bukkens hoved og så sende den ud i ørkenen ved en mand, der holdes rede dertil. Bukken skal da bære alle deres misgerninger til et øde land, og så skal han slippe bukken løs i ørkenen." 21. og 22. vers. Azazels buk kom ikke ind i Israels lejr mere, og den mand som førte den bort, skulle vaske både sig selv og sine klæder med vand, før han kom tilbage. ret
(306) Hensigten med hele denne ceremoni var at give israelitterne forståelsen af Guds hellighed og hans afsky for synden. De skulle endvidere lære heraf, at de ikke kunne komme i berøring med synden uden at blive besmittet. Det krævedes, at alle skulle ydmyge sig, så længe denne forsoningshandling stod på. Alt arbejde skulle ophøre, og hele Israels menighed skulle benytte hele dagen til alvorlig ydmygelse for Gud, til bøn, faste og grundig hjerteransagelse. ret
(306) Rensningen af helligdommen
Den forbilledlige tabernakel tjeneste lærer os betydningsfulde sandheder angående forsoningen. Der blev antaget en stedfortræder i synderens sted, men synden blev ikke udslettet af offerdyrets blod. Der blev tilvejebragt et middel til at overføre den til helligdommen. Ved at ofre blod anerkendte synderen lovens autoritet, erkendte sig skyldig i lovovertrædelse og gav udtryk for, at han ønskede at få tilgivelse ved troen på en kommende Forløser. Han var dog stadig ikke fuldstændig løst fra lovens fordømmelse. På forsoningsdagen tog ypperstepræsten et offer fra menigheden, gik ind i det allerhelligste med offerdyrets blod og stænkede det på nådestolen direkte over loven for at opfylde dennes krav. I sin egenskab af mellemmand tog han derpå synderne på sig og bar dem ud af helligdommen. Nu lagde han hænderne på hovedet af bukken for Azazel, bekendte alle disse synder over den og overførte dem pil denne måde billedligt fra sig selv til bukken. Denne bar dem derefter bort, og de blev anset for at være fjernet fra folket for stedse. ret
(306) Således var den tjeneste, som blev udført i den helligdom, som var "et afbillede og en skygge af den himmelske." Og det der foregik billedligt i den jordiske helligdomstjeneste, foregår i virkeligheden i den himmelske helligdomstjeneste. Efter sin himmelfart begyndte vor Frelser sin gerning som vor ypperstepræst. Paulus siger: "Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve himlen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os." Hebr. 9, 24. ret
(306) Den tjeneste, som præsten udførte i årets løb i helligdommens første afdeling, "bag forhænget," som dannede indgangsdøren og skilte det hellige fra forgården, symboliserer den tjeneste, som Kristus påbegyndte ved sin himmelfart. I den daglige tjeneste var præstens opgave at frembære syndofferets blod for Gud og desuden røgelsen, som opsteg sammen med Israels bønner. På samme måde frembar Kristus sit blod for Faderen på synderens vegne. Han bringer ham tillige de bodfærdige troendes bønner sammen med sin egen retfærdigheds kostelige vellugt. Således foregik tjenesten i den første afdeling af den himmelske helligdom. ret
(306) Kristi disciple fulgte ham derhen ved troen, da han for bort. Det var her, deres forhåbninger var forankret, "og det har vi," siger Paulus, "som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst på Melkisedeks vis evindelig." Han gik "ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod en gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning." Hebr. 6, 19. 20; 9, 12. ret
(307) Denne tjeneste foregik i 1800 år i helligdommens første afdeling. Kristi blod, som blev frem båret på de angrende troendes vegne, bevirkede, at Faderen tilgav dem og tog imod dem, men deres synder blev stående i bøgerne. Ligesom der i den forbilledlige tjeneste blev skaffet soning ved årets slutning, skal der skaffes soning for at fjerne synden fra helligdommen, inden Kristi gerning for at forløse menneskene er fuldendt. Det er denne tjeneste, der begyndte ved udløbet af de 2300 dage. På dette tidspunkt gik vor ypperstepræst, som profeten Daniel har forudsagt, ind i det allerhelligste for at fuldføre den sidste del af sin højtidelige gerning - helligdommens renselse. ret
(307) I den gamle pagt blev folkets synder ved tro lagt på syndofferet og gennem dets blod billedligt overført til den jordiske helligdom. På samme måde lægges de angrendes synder i den nye pagt på Kristus ved tro og overføres i virkeligheden til den himmelske helligdom. Og ligesom den forbilledlige renselse af den jordiske helligdom foregik ved at de synder, som havde besmittet den, blev fjernet, således foregår den virkelige renselse af den himmelske helligdom ved, at de synder, som er nedskrevet der, fjernes eller udslettes. Men før dette kan ske, må bøgerne gennemgås, for at det kan blive afgjort, hvem der ved anger over synden og tro på Kristus er berettiget til at høste gavn af hans forsoning. Helligdommens renselse indbefatter derfor en undersøgelse - en domshandling, Denne må foregå, før Kristus kommer for at forløse sit folk, for når han kommer, har han sin løn med sig for at gengælde enhver, efter som hans gerning er. Åb, 22, 12. ret
(307) De mennesker, der fulgte det profetiske ords lys, blev klar over, at Kristus ikke skulle komme til jorden, når de 2300 dage udløb i 1844, men at han skulle gå ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom for at afslutte forsoningen forud for sit komme. De forstod også, at syndofferet pegede hen til Kristus, som skulle ofres, at ypperstepræsten repræsenterede Kristus i hans egenskab af mellemmand, og at Azazels buk var et billede på Satan, som er syndens ophavsmand, og på hvem de oprigtigt angrendes synder til sidst vil blive lagt. Når ypperstepræsten i kraft af syndofferets blod fjernede synderne fra helligdommen, lagde han dem på Azazels buk. Når Kristus i kraft af sit eget blod fjerner sit folks synder fra den himmelske helligdom ved afslutningen af sin midlertjeneste, lægger han dem på Satan, som kommer til at bære den endelige straf ved dommens fuldbyrdelse. Azazels buk blev sendt bort til et ubeboet område og skulle aldrig vende tilbage til Israels menighed mere. På samme måde vil Satan blive fjernet fra Gud og hans folk for evigt og blive tilintetgjort, når synd og syndere bliver udryddet til sidst. ret