(314) Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kom til syne i hans tempel." Åb. 11, 19. Pagens ark findes i det allerhelligste, helligdommens anden afdeling. I tjenesten i det jordiske tabernakel, der var "et afbillede og en skygge af den himmelske" helligdom, blev denne afdeling kun åbnet på forsoningsdagen i forbindelse med helligdommens renselse. Derfor henviser udtalelsen om, at Guds tempel blev åbnet i himlen, og at hans pagts ark kom til syne, til åbningen af det allerhelligste i den himmelske helligdom i 1844, da Kristus gik derind for at fuldføre forsoningen. De, der i tro fulgte deres store ypperstepræst, da han gik ind for at forrette 1jeneste i det allerhelligste, så hans pagts ark. Da de ved granskning havde skaffet sig kendskab til helligdomsspørgsmålet, forstod de, at Frelseren havde påtaget sig en ny tjeneste, og de så, at han nu gjorde tjeneste foran Guds ark, idet han påberåbte sig sit blod til bedste for syndere. ret
(314) Arken i den jordiske helligdom Indeholdt de to stentavler, hvorpå Guds lovs forskrifter var skrevet. Arken var kun opbevaringssted for lovens tavler, og disse guddommelige forskrifters tilstedeværelse gav den dens værdi og hellighed. Da Guds tempel i himlen blev åbnet, kom pagtens ark til syne. Guds lov har sit hellige opbevaringssted i det allerhelligste i helligdommen i himlen - den lov, som blev udtalt af Gud selv, mens tordenen rullede ved Sinaj, og som blev skrevet med Guds egen finger på stentavler. ret
(314) Guds lov i himlens helligdom er selve originalen, og budene, som Gud skrev på stentavlerne og som er gengivet i Mosebøgerne, var en nøjagtig kopi. De som kom til forståelse af dette betydningsfulde emne, fik. lov til at se den guddommelige lovs hellige og uforanderlige karakter. De forstod som aldrig før betydningen af Frelserens ord: "Før himlen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå." Matt. 5, 18. Guds lov, som er en åbenbaring af hans vilje, en afskrift af hans karakter må bestå for evigt som et sanddru vidne. Ikke ét bud er nogensinde sat ud af kraft, og ikke en tøddel er blevet ændret. Salmisten udtaler: "Herre, dit ord er evigt, står fast i himlen." "Man kan stole på alle hans bud; der står i al evighed fast." Sl. 119,89; 111, 7, 8. ret
(315) I selve hjertet af de 10 bud findes det fjerde bud, således som det først blev forkyndt: "Kom sabbatsdagen i hu, så du holder den hellig! I seks dage skal du arbejde og gøre al din gerning, men den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud; da må du intet arbejde udføre, hverken du selv, din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, dit kvæg eller den fremmede inden dine porte. For i seks dage gjorde Herren himlen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den." 2. Mos. 20, 8 -11. ret
(315) Guds Ånd påvirkede dem, der granskede hans ord. De fik den opfattelse, at de i uvidenhed havde overtrådt dette bud ved at tilsidesætte Skaberens hviledag. De begyndte at undersøge årsagerne til, at den første ugedag blev helligholdt i stedet for den dag, som Gud havde helliget. De kunne ikke finde noget bevis i Bibelen på, at det fjerde bud var blevet sat ud af kraft, eller at sabbaten var blevet ændret. Den velsignelse, som helligede den syvende dag fra begyndelsen, var aldrig blevet trukket tilbage. De havde af et ærligt hjerte søgt at lære Guds vilje at kende og rette sig riter den. Da de nu opdagede, at de havde overtrådt hans lov, blev deres hjerter bedrøvede, og de viste deres troskab mod (315) Der blev gjort mange energiske forsøg på at få dem til at vakle i troen. Ingen kunne undgå at se, at hvis den jordiske helligdom var en afbildning af den himmelske, var den lov, som opbevaredes i arken på jorden, en nøjagtig kopi af loven i arken i himlen, og at man ikke kunne antage sandheden om den himmelske helligdom uden at anerkende Guds lovs krav og dermed anerkende sabbaten som helligdag ifølge det fjerde bud. Her var årsagen til den bitre og hårde modstand mod den harmoniske forklaring af bibelen, som åbenbarede Kristi tjeneste i den himmelske helligdom. Mennesker forsøgte at lukke den dør, som Gud havde åbnet, og at åbne den dør, som han havde lukket. Men han, som "lukker op, så ingen kan lukke i, og lukker i, så ingen kan lukke op," har sagt: "Se, jeg har stillet dig foran en åben dør, som ingen kan lukke." Åb. 3, 7. 8. Kristus havde åbnet døren eller tjenesten til det allerhelligste, lyset skinnede ud fra denne åbne dør i helligdommen i himlen, og det sås klart, at det fjerde bud var en del af den lov, som opbevares her; hvad Gud har oprettet, kan intet menneske tilintetgøre. ret (315) Advarselsbudskaberne i Åbenbaringen (315) Den første engel befaler menneskene at "frygte Gud og give ham ære" og at tilbede ham som himlens og jordens Skaber. For at kunne dette, må vi adlyde hans lov. Vismanden siger: "Frygt Gud og hold hans bud! for det bør hvert menneske gøre." Præd. 12, 13. Uden lydighed mod Guds bud kan ingen tilbedelse være Gud velbehagelig. "For dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud." "Den der vender sit øre fra loven, endog hans bøn er en gru." l. Joh. 5,3; Ordsp. 28, 9. ret (316) Pligten til at tilbede Gud er baseret på den kendsgerning, at han er Skaberen, og at alle levende væsner skylder ham deres eksistens. Hver gang Bibelen omtaler hans krav på ærefrygt og tilbedelse frem for hedningernes guder, omtaler den samtidig hans skabende kraft. "Alle folkeslagenes guder er afguder, Herren er himlens Skaber." Sl. 96, 5. "Hvem vil I ligne mig med som min ligemand? siger den Hellige. Løft jeres blik til himlen og se: Hvo skabte disse?" "For så siger Herren, himlens Skaber, han, som er Gud, som dannede jorden. ... Herren er jeg, ellers ingen." Es. 40,25. 26; 45, 18. Salmisten siger: "Kend, at Herren er Gud! Han skabte os, vi er hans." "Kom lad os bøje os, kaste os ned, knæle for Herren vor Skaber!" Sl. 100, 3; 95, 6. Og de hellige væsner, som tilbeder Gud i himlen, udtaler disse ord: "Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; for du har skabt alle ting." Åb. 4,11. ret (316) Skabelsen og hviledagen (316) "Sabbatens betydning som et minde om skabelsen består i, at den stadig fremholder den sande grund til, at Gud fortjener at blive tilbedt - fordi han er Skaberen og vi tilhører ham. Derfor er sabbaten en del af grundlaget for gudsdyrkelsen; for den lærer os denne store sandhed på den mest overbevisende måde, og det er der intet andet, der gør. Den sande årsag til tilbedelse af Gud, ikke blot på den syvende dag, men al tilbedelse, beror på forskellen mellem Skaberen og hans skabninger. Denne kendsgerning kan aldrig blive forældet og må aldrig glemmes." - J. N. Andrews History og the Sabbath, ch. 27. For at menneskene altid skulle blive mindet om dette, indstiftede Gud sabbaten i Eden; og så længe den kendsgerning at han er vor Skaber vedbliver med at være årsagen til, at vi tilbeder ham, vil sabbaten bestå som et tegn og minde. Hvis sabbaten var blevet helligholdt overalt, ville menneskene have rettet deres tanker og kærlige følelser mod Skaberen, og de ville have æret og tilbedt ham, og så ville der aldrig have eksisteret en afgudsdyrker, en gudsfornægter eller en vantro. At helligholde sabbaten er et tegn på loyalitet over for den sande Gud, ham, der "har skabt himlen og jorden og havet kildevældene." Deraf følger, at det budskab, som befaler menneskene at tilbede Gud og adlyde hans bud, først og fremmest befaler dem at holde det fjerde bud. ret (317) Dyret udøver tvang (317) Den række af profetier, i hvilke disse symboler findes, begynder med åbenbaringens 12. kapitel, med dragen, som forsøgte at dræbe Kristus, så snart han var født. Bibelen siger, dragen var Satan. Åb. 12, 9. Det var ham, som påvirkede Herodes til at prøve at tage Frelseren af dage Men Satans bedste våben i den kamp mod Kristus og hans tilhængere, som blev ført de første århundrede af den kristne tidsalder, var det hedenske romerrige. Dragen er først og fremmest et symbol på Satan, men den er også et symbol på det hedenske romerrige. ret (317) I vers 1 - 10 i det 13. kapitel beskrives et andet dyr, som "lignede en panter," og til hvilket dragen gav "sin kraft og sin trone og stor magt." Dette symbol forestiller efter de fleste protestanters opfattelse pavedømmet, som arvede den kraft og den trone og den magt, som tidligere havde været i det gamle romerriges besiddelse. Om det panterlignende dyr siges der: "Der blev givet det mund til at tale store ord og bespottelser. Og det åbnede sin mund til bespottelse mod Gud, til at spotte hans navn og hans bolig og dem, som bor i himlen. Og der blev givet det at føre krig mod de hellige og sejre over dem; og der blev givet det magt over alle stammer og tungemål og folkeslag." Denne profeti, som nøje svarer til beskrivelsen af det lille horn i Daniels Bogs 7. kapitel, tager utvivlsomt sigte på pavedømmet. ret (317) "Og der blev givet det magt til at virke i 42 måneder." Profeten siger: "Jeg så, at et af dets hoveder var som såret til døden." Og han siger også: "Hvis nogen vil bringe andre i fangenskab, han kommer selv i fangenskab; hvis nogen dræber med sværd, han skal selv dræbes med sværd." De 42 måneder er det samme som "en tid og to tider og en halv tid," 3½ år eller de 1260 dage, som omtales i Daniels bogs 7. kapitel - den tid, i hvilken pavedømmet skulle undertrykke Guds folk. Denne periode indledes som omtalt tidligere med pavedømmets overhøjhed i 538 og endte i 1798. På det tidspunkt blev paven taget til fange af en fransk hær, og pavemagten blev dermed dødeligt såret. Forudsigelsen gik i opfyldelse - "Hvis nogen vil bringe andre i fangenskab, han kommer selv i fangenskab. " ret (317) En ny magt fremstår (318) Det dyr, der havde to horn ligesom et lam, sås "stige op af jorden." Den nation, som symboliseres ved dette dyr, skal altså ikke besejre andre for selv at tage magten, men skal stige frem i et hidtil ubesat territorium, hvor den skal vokse langsomt og fredeligt op. Den kunne altså ikke stige op mellem den gamle verdens tæt befolkede og kæmpende riger, dette urolige hav af "folk og skarer og folkeslag og tungemål." Den måtte søges på den vestlige halvkugle. Hvilken nation i den nye verden var ved at få magt i 1798 og gav løfte om rigdom og styrke og tiltrak sig verdens opmærksomhed? Symbolerne lader os ikke i tvivl. Kun en nation svarer til profetiens enkeltheder; den peger tydeligvis på Amerikas Forenede Stater. Atter og atter er profetens tanker, ja, selv hans ord ubevidst blevet benyttet af talere og historikere, som har beskrevet denne nations fremgang og vækst. Dyret sås "stige op af jorden," og ifølge de sprogkyndige betyder det ord, som er gengivet som "stige op," ordret at "komme eller vokse op som en plante." Den pågældende nation må, som vi allerede har set, stige op i et hidtil ubesat territorium. En fremragende forfatter, som beskriver De Forenede Staters oprindelse, taler om "deres mystiske fremkomst fra det tomme rum" og siger: "Som det tavse sædekorn voksede vi op til at blive en stormagt." - G. A. Townsend: The New World Compared willi the Old, p. 462. I 1850 stod der i en europæisk avis, at De Forenede Stater var et vidunderligt rige, som "dukkede op" og "i jordens stilhed daglig forøgede sin magt og stolthed." - The Dublin Nation. Da Edward Ewerett talte om de pilgrimsfædre, som grundlagde De Forenede Stater, sagde han blandt andet: "Søgte de et afsides sted, som var harmløst i dets ubemærkethed og trygt i dets fjernhed, og hvor den lille menighed fra Leyden kunne nyde trosfrihed? Se de mægtige strækninger, over hvilke de i fredelig erobring ... har båret korsets bannere!" (Tale holdt i Plymouth, Massachusetts, cl, 22. dec. 1824, s. 11.) ret (318) "Det havde to horn ligesom et lam" Disse to horn tyder på ungdom, uskyld og blidhed - egenskaber, som i 1798 var karakteristiske for De Forenede Stater. Blandt de kristne landflygtige, som først drog til Amerika for at finde et tilflugtssted og slippe fri for monarkerne_ undertrykkelse og gejstlighedens intolerance, var der mange, som besluttede at oprette en regering baseret på borgerlig og religiøs frihed. Deres synspunkter fandt udtryk i uafhængighedserklæringen, som giver udtryk for den betydningsfulde sandhed, at "alle mennesker er født lige" og med umistelig ret til "liv, frihed og stræben efter lykke." Forfatningen garanterer folket ret til selvstyre, idet folkevalgte repræsentanter skal vedtage og administrere lovene. Der sikredes også trosfrihed, således at enhver kunne tilbede Gud i overensstemmelse med sin egen samvittighed. Protestantismen og demokrati blev nationens fundamentale principper. Disse principper er grundlaget for dens magt og velstand. Undertrykte og forkuede fra hele den kristne verden har søgt til dette land med håb og forventning. Millioner har fundet tilflugt der, og De Forenede Stater har fundet plads blandt Jordens mægtigste nationer. ret (319) Men dyret, der havde to horn ligesom et lam, "talte som en drage." "Det udøver det første dyrs hele magt for dets øjne og får .lorden og alle dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr, hvis dødshug blev lægt. ... Og det opfordrer dem, der bor på jorden, til at lave et billede af dyret, der har sværdhugget, men atter kom til live." Åb. 13,11-14. ret (319) Symbolets horn, der lignede et lams, og dets dragerøst hentyder til den slående modsætning mellem den symboliserede nations forsikringer og handlinger. Nationens "tale" er de lovgivende og dømmende myndigheders virksomhed. Denne virksomhed fornægter de liberale og. fredelige principper, som skulle være regeringens grundvold. Profetien om, at dyret talte "som en drage" og udøve de "det første dyrs hele magt," forudsiger tydeligt en udvikling af intolerance og forfølgelse, som måler sig med den, der karakteriserede de nationer, som symboliseredes ved dragen og det panterlignende dyr. Udtalelsen om, at dyret med de to horn "får jorden og alle dem, der bor på den, til at tilbede det første dyr," viser, at denne nation vil benytte sin magt til at gennemtvinge en vedtægt, som er en hyldest til pavedømmet. ret (319) En sådan handling ville være i direkte modstrid med forfatningens principper, med selve frihedens begreb og med uafhængighedserklæringens højtidelige løfter. Nationens grundlæggere forsøgte klogt at beskytte sig mod kirkens udøvelse af verdslig magt, som helt sikkert ville føre til intolerance og forfølgelse. Forfatningen siger udtrykkeligt, at "kongressen ikke kan udstede nogen lov om fastsættelse af nogen religion eller forbyde fri religionsudøvelse," og at "ingen religiøs prøve nogensinde skal være en forudsætning for at opnå offentligt embede i De Forenede Stater." De civile myndigheder kan kun gennemtvinge en religiøs vedtægt ved at gøre betydeligt brud på regler, som skal sikre nationens frihed. Men inkonsekvensen af en sådan handling er ikke større end den uoverensstemmelse, der er mellem symbolets horn og dets stemme. Dyret, der har horn som et lam, og som foregiver at være rent, blidt og uskadeligt, taler som en drage. ret (319) "Det opfordrer dem, der bor på jorden, til at lave et billede af dyret." Her hentydes klart til en regeringsform, ved hvilken lovgivningsmagten ligger hos folket; et slående bevis på, at De Forenede Stater er den nation, der tænkes på i profetien. ret (319) Men hvad betyder "et billede af dyret," og hvorledes skal det fremstilles? Billedet fremstilles af dyret med de to horn og er et billede af det første dyr. For at lære hvorledes billedet ser ud, og hvorledes det skal fremstilles, må vi granske selve dyrets, pavedømmets egenskaber. ret (319) Da den unge kirke blev korrupt, fordi den afveg fra evangeliets enfoldighed og antog hedenske skikke og ritualer, mistede den Guds Ånd og kraft, og for at beherske folkets samvittighed søgte kirken den verdslige magts støtte. Resultatet blev pavedømmet, en kirke, som beherskede statsmagten og benyttede den til at fremme sine egne planer og ikke mindst til at straffe "kætteri." Hvis De Forenede Stater skal lave et billede af dyret, må den religiøse magt beherske den civile styrelse i en sådan grad, at kirken kan benytte statens autoritet til at virkeliggøre sine egne planer. ret (320) Hver gang kirken har opnået verdslig magt, har den benyttet den til at straffe dem, der ikke troede på dens læresætninger. De protestantiske kirker, som har fulgt romerkirkens eksempel ved at slutte forbund med verdslige magter, har derved røbet et lignende ønske om at indskrænke trosfriheden. Et eksempel på dette finder vi i den engelske statskirkes langvarige forfølgelse af anderledes tænkende. l det 16. og 17. århundrede blev tusinder af præster, som havde afvigende meninger, tvunget til at forlade deres kirker, og mange - både gejstlige og lægfolk - blev idømt bøder eller fængsel. Adskillige blev først pint og led derpå martyrdøden. ret (320) Det var frafald, som fik den unge kirke til at søge statens hjælp, og dette banede vej for pavedømmet - dyret. Paulus udtalte: "Først må jo frafaldet komme og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares." Frafald inden for kirken skal altså bane vej for dyrets billede. ret (320) Bibelen siger, at før Herrens genkomst skal der eksistere en tilstand af religiøst frafald af samme art som det, der prægede de første århundreder. "I de sidste dage skal der komme strenge tider. For menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, vanhellige, ukærlige, uforsonlige, sladderagtigte, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de hal gudsfrygts skin, men fornægter den" kraft." 2. Tim. 3, 1 - 5. ret (320) "Men Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme." 1. Tim. 4, 1. Satan vil virke "med al løgnens magt og tegn og undere og med al uretfærdighedens forførelse." Og alle, som "ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst," skal overlades til en "vildførende magt, så de tror løgnen." 2. Tess. 2, 9 - 11. Når denne tilstand af ugudelighed indfinder sig, vil resultaterne blive, som de blev i de første århundreder. ret (320) De store afvigelser i opfattelse inden for de protestantiske kirker betragtes af mange som et afgørende bevis på, at der aldrig vil kunne gøres forsøg på at sikre en tvungen ensretning. Men i adskillige protestantiske kirker har der i årevis været en stærk og voksende stemning for en sammenslutning baseret på fælles læresætninger. For at sikre en sådan sammenslutning må drøftelsen af emner, om hvilke alle ikke er enige - uanset disse emners betydning set fra et bibelsk standpunkt - naturligvis opgives. ret (320) I 1846 holdt Charles Beecher en prædiken, i hvilken han erklærede, at "de evangeliske protestantiske trossamfunds" forkyndelse - og det gælder alle gejstlige uanset rang - "ikke blot bliver til under et vældigt pres af rent menneskelig frygt, men ordets forkyndere lever og ånder og færdes i gennemfordærvede forhold, som ustandselig appellerer til deres lavere natur for at bringe sandheden til tavshed og bøje knæ for frafaldets magt. Gik det ikke på samme måde i romerriget? Kopierer vi ikke de gamle romere? Og hvad ser vi lige foran os? Et nyt koncil! Et verdenskonvent! Evangelisk sammenslutning og fælles trosbekendelse!" - Prædiken om "The Bible a Sufficient Creed," holdt i Ford Wayne, Indiana, d. 22. feb. 1846. Når dette er opnået, vil det ikke vare længe, før man for at sikre fuldstændig ensretning begynder at anvende tvang. ret (321) Når de ledende kirker i De Forenede Stater forenes om de læresætninger, som de er enige om, og påvirker staten til at gennemtvinge deres forordninger og opretholde deres institutioner, vil det protestantiske Amerika have skabt et billede af det romerske præstevælde, og resultatet vil uundgåelig blive, at anderledes tænkende dømmes efter straffeloven. ret (321) Dyret med to horn "får alle, både små og store, rige og fattige, frie og trælle, til at give sig selvet mærke på deres højre hånd eller på deres pande, for at ingen skal kunne købe og sælge uden den, som har mærket: Dyrets navn eller dets navns tal." Åb. 13, 16. 17. Den tredje engel siger advarende: "Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han drikke af Guds harmes vin." Det dyr, som omtales i dette budskab, og som dyret med de to horn tvinger verden til at tilbede, er det første, panterlignende dyr, som omtales i Åbenbaringens 13. kapitel- pavedømmet. "Billedet af dyret" symboliserer den form for frafalden protestantisme, som kommer, når de protestantiske kirker søger statens hjælp til at gennemtvinge deres dogmer. Hvad "dyrets mærke" betyder, skal vi vende tilbage til. ret (321) Tyranniets mærke (321) Dyrets og dets billedes særlige kendemærke er overtrædelse af Guds bud. Om det lille horn, pavedømmet, siger Daniel: "Han skal sætte sig for at ændre tider og lov." Dan. 7,25. Og Paulus kaldte den samme magt "lovløshedens menneske," som vil ophøje sig over Gud. Den ene profeti supplerer den anden. Kun ved at ændre Guds lov kunne pavedømmet ophøje sig over Gud; enhver, som bevidst holdt den ændrede lov, hyldede derved den magt, som havde indført ændringen. At adlyde de pavelige love var et tegn på troskab mod paven i stedet for troskab mod Gud. ret (321) Romerkirken har forsøgt at ændre Guds lov. Det andet bud, som forbyder billedtilbedelse, er blevet slettet af loven, og det fjerde bud er blevet ændret i en sådan grad, at den første dag er blevet gjort til hviledag i stedet for den 7." Men katolikkerne erklærer med hensyn til udeladelsen af det andet bud, at dette bud er overflødig, da det er indbefattet i det første, og at de udtrykker loven nøjagtig, som Gud ønsker den opfattet. Dette kan ikke være den ændring, som profeten forudsiger. Han hentydede til en forsætlig, overlagt ændring: "Han skal sætte sig for at ændre tider og lov." Ændringen af det fjerde bud svarer nøjagtigt til profetien. Denne ændring er udelukkende baseret på kirkens autoritet. Her har pavemagten åbenlyst ophøjet sig over Gud. ret (321) Mens Guds tilbedere først og fremmest skal kendes på, at de holder det fjerde bud, som er tegnet på Guds skabermagt og vidnesbyrdet om hans ret til at kræve menneskenes ærefrygt og hyldest, skal dyrets tilbedere kendes på, at de forsøger at omstyrte Skaberens minde og ophøje det, som romerkirken har ind stiftet. Det var for søndagens skyld, at romerkirken først fremførte sine hovmodige krav; og dens første forsøg på at udnytte statsmagten bestod i at få denne til at gennemtvinge, at søndagen skulle helligholdes som "Herrens dag." Men Bibelen siger, at Herrens dag er den syvende - og ikke den første. Kristus udtalte: "Så er da Menneskesønnen også herre over sabbaten." I det fjerde bud hedder det: "Den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud." Og gennem profeten Esajas kalder Herren sabbaten "min helligdag." Mark 2, 28; Es. 58, 13. ret (322) Det hævdes ofte, at Kristus ændrede sabbaten, men dette modbevises af hans egne ord. I bjergprædikenen sagde han: "Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at opfylde. For sandelig siger jeg jer: Før himlen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå - før det er sket alt sammen. Derfor: Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget." Matt. 5, 17 - 19. ret (322) De fleste protestanter indrømmer, at Bibelen ikke giver belæg for ændringen af sabbaten. Dette erklæres med rene ord i publikationer, som er udgivet af "The American Tract Society" og "The American Sunday School Union." I et af disse skrifter står der: "Det nye Testamente har ikke nogen som helst påbud om søndagen som hviledag eller nogen bestemmelse om at den skal holdes hellig." - George Elliott: The Abiding Sabbath, p. 184. ret (322) I et andet skrift står der: "Indtil Kristi død blev der ikke gjort nogen ændring af dagen." Og der tilføjes: "Så vidt man kan se af skriftlige vidnesbyrd, gav de [apostlene] ... ikke noget udtrykkeligt pålæg om, at den syvende dag skulle ophøre med at være sabbat, eller at ugens første dag skulle helligholdes i stedet for den syvende dag." - A. E. Waffle: The Lord's Day, pp. 186 - 188. ret (322) Katolikkerne indrømmer, at det var deres kirke, som ændrede sabbaten, og understreger, at de protestanter, som helligholder søndagen, derved viser en anerkendelse af den katolske kirkes magt. I The catholic Catechism of Christian Religion besvares et spørgsmål om, hvilken dag der bør helligholdes i overensstemmelse med det fjerde bud, således: "I henhold til den gamle lov var lørdagen helliget; men kirken, som var instrueret af Jesus Kristus og ledet af Guds Ånd, har indført søndagen i stedet for lørdagen; så nu helligholder vi den første og ikke den syvende dag. Søndagen betyder og er nu Herrens dag." ret (322) Som tegn på den katolske kirkes autoritet henviser katolske forfattere til "selve den ændring, hvorved søndagen blev gjort til sabbat, og som protestanterne tillader; ... fordi de ved at helligholde søndagen anerkender kirkens berettigelse til at indstifte helligdage, påbyde deres helligholdelse og betegne det som synd at overtræde dem." - H. Tuberville: An Abridgement of the Christian Doctrine, p. 58. Kan ændringen af sabbaten så være andet end tegnet, eller mærket, på romerkirkens autoritet - "dyrets mærke?" ret (322) Samspil med Rom (322) Katolikkerne erklærer, at "protestanternes helligholdelse af søndagen er en hyldest, som de imod deres vilje viser den katolske kirkes myndighed." - Mgr. Segur: Plain Talk About the Protestantism of Today, p. 213. De protestantiske kirkers forsøg på at gennemtvinge søndags lovene er et forsøg på at gennemtvinge tilbedelse af pavedømmet - dyret. De, som forstår det fjerde buds krav, men alligevel beslutter sig til at helligholde den falske helligdag i stedet for den sande sabbat, hylder dermed den magt, som alene har ansvaret for at påbyde den falske sabbat. Men ved at gennemtvinge en religiøs pligt ved den verdslige statsmagts hjælp danner kirkerne selvet billede af dyret; derfor vil den tvungne helligholdelse af søndagen i De Forenede Stater være ensbetydende med en tvungen tilbedelse af dyret og dets billede. ret (323) Men tidligere generationers kristne helligholdt søndagen og troede, at de derved helligholdt Bibelens sabbat, og der findes den dag i dag sande kristne i alle trossamfund, også inden for den katolske kirke, som ærligt tror, at søndagen er den sabbat, Gud har udpeget. Gud erkender disse menneskers gode vilje og oprigtighed. Men når søndagens helligholdelse skal gennemtvinges ad lovens vej, og når verden får oplysning om den sande sabbats krav på helligholdelse, vil enhver, som bryder Guds lov for at adlyde en befaling, som kun er baseret på romerkirkens autoritet, derved ophøje pavedømmet over Gud. Et sådant menneske hylder romerkirken og den statsmagt, som gennemtvinger det, som romerkirken har påbudt; det tilbeder dyret og dets billede. De mennesker, som så forkaster den dag, som Gud har kaldt tegnet på sin autoritet, og i stedet helligholder den dag, som romerkirken har udpeget som et symbol på sin overhøjhed, viser derved, at de modtager tegnet på lydighed mod romerkirken - dyrets mærke." Men det er først, når denne sag er blevet tydeligt fremholdt for menneskene og de har fået valget imellem Guds bud og menneskers bud, at de, der bliver ved med at overtræde Guds lov, tager imod "dyrets mærke." ret (323) Den tredje engels budskab indeholder den frygteligste trussel, som nogensinde er udtalt til dødelige mennesker. Den synd som nedkalder Guds ublandede vrede, må i sandhed være forfærdelig. Menneskene skal ikke holdes i uvidenhed om dette betydningsfulde spørgsmål; advarselen mod denne synd skal bringes til verden, før Guds straffedomme falder, således at alle kan vide, hvorfor de skal straffes, og kan have mulighed for at undgå straffen. Profetien siger, at den første engel skulle bringe sit budskab til "alle folkeslag og stammer og tungemål og folk" Den tredje engels advarsel, som udgør en del af det samme trefoldige budskab, skal forkyndes lige så vidt og bredt. Der står i profetien, at det forkyndes med høj røst af en engel, der flyver midt oppe under himlen; og det skal påkalde hele verdens opmærksomhed. ret (323) I denne strid vil hele kristenheden blive opdelt i to store lejre - de, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus, og de, der tilbeder dyret og dets billede og modtager dets mærke. Skønt kirke og stat med forenede kræfter vil forsøge at få "alle både små og store, rige og fattige, frie og trælle" (Åb. 13, 16) til at modtage "dyrets mærke," vil Guds folk ikke modtage det. Profeten fra Patmos så "dem, som var gået sejrende ud af kampen med dyret og dets billede og dets navns tal, stå på glarhavet med Guds harper i deres hænder" syngende Moses og Lammets sang. Åb. 15, 2. 3. ret
De, der tog imod lyset om Kristi midlertjeneste og Guds lovs uforanderlighed, opdagede, at disse sandheder blev beskrevet i Åbenbaringens 14. kapitel. Budskaberne i dette kapitel udgør en trefoldig advarsel, som skal berede jordens beboere til Herrens genkomst. Ordene "Nu er hans doms time kommet" hentyder til afslutningen på Kristi tjeneste for at frelse menneskene. De bringer en sandhed, som må forkyndes, indtil Frelserens midlertjeneste er ophørt og han vender tilbage til jorden for at tage sit folk til sig. Den domsproces, som begyndte i 1844, skal fortsætte, indtil alles skæbne er blevet afgjort, både levendes og dødes, og derfor vil den vedvare til nådetidens ophør. For at menneskene kan berede sig til at bestå i dommen, befaler budskabet dem at "frygte Gud og give ham ære" og "tilbede ham, som har skabt himlen og jorden og havet og kildevældene." De, der tror på disse budskaber, beskrives således: "De hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus." Hvis menneskene skal være beredte til dommen, må de adlyde Guds lov. Efter den lov vil deres karakter blive dømt. Apostlen Paulus siger: "Alle, som synder under loven, skal dømmes ved loven - på den dag, da Gud ved Jesus Kristus - vil dømme det, der skjuler sig i menneskene." Og han siger, at "lovens gørere skal retfærdiggøres." Rom. 2, 12 - 16. Tro er en forudsætning for at holde Guds lov, for "uden tro er det umuligt at have hans velbehag." Og "alt det, som ikke udspringer af tro, er synd." Hebr. 11, 6; Rom, 14,23. ret
I Åbenbaringens 14. kapitel formanes menneskene til at tilbede Skaberen, og profetien åbenbarer en gruppe, der som resultat af det trefoldige budskab holder Guds bud. Et af disse bud peger direkte på Gud som Skaberen. Det fjerde bud siger: "Den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud. ... For i seks dage gjorde Herren himlen, jorden og havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende dag hvilede han; derfor har Herren velsignet hviledagen og helliget den." 2. Mos 20, 10. 11. Angående sabbaten siger Herren yderligere, at den er "et tegn ... at det må kendes, at jeg, Herren, er jeres Gud." Ez. 20, 20. Og den årsag, som angives, er denne: "For i seks dage gjorde Herren himlen og jorden, men på den syvende dag hvilede han og vederkvægede sig." 2, Mos. 31,17. ret
Som modsætning til dem, der holder Guds bud og tror på Jesus, udpeger den tredje engel en anden gruppe, mod hvis vildfarelser der fremsættes en højtidelig og frygtelig advarsel: "Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og tager dets mærke på sin pande eller på sin hånd! så skal han drikke af Guds harmes vin." Åb. 14,9. 10. En korrekt opfattelse af de benyttede symboler er en forudsætning for at kunne forstå dette budskab. Hvad menes der med dyret, dets billede og dets mærke? ret
På dette punkt indføres et nyt symbol. Profeten siger: "Jeg så et andet dyr stige op af jorden, og det havde to horn ligesom et lam." Åb. 13, 11. Både dyrets udseende og den kendsgerning, at det steg op af jorden, viser, at den nation, det symboliserer, er helt forskellig fra dem, der symboliseredes ved de tidligere benyttede symboler. De store riger, som har hersket over verden, blev vist for profeten Daniel som rovdyr, som kom frem, da "himlens 4 vinde oprørte det store hav." Dan. 7, 2. I Åbenbaringens 17. kapitel forklarer en engel, at vandene symboliserer "folk og skarer og folkeslag og tungemål" vers 15. Vindene symboliserer strid. Himlens 4 vinde, som oprører havet, symboliserer de frygtelige kampe og revolutioner, ved hvis hjælp nationerne er kommet til magten. ret
Efter advarslen mod at tilbede dyret og dets billede siger profetien: "Her gælder det om udholdenhed for de hellige, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus." Da de, som holder Guds bud, sættes i modsætning til dem, som tilbeder dyret og dets billede og modtager dets mærke, må den afgørende forskel mellem Guds tilbedere og dyrets tilbedere være, at de førstnævnte holder Guds lov, mens de sidstnævnte overtræder den. ret
Romerkirken har ikke opgivet sin fordring på overhøjhed, og når verden og de protestantiske kirker anerkender den sabbat eller helligdag, romerkirken har indført, og forkaster Bibelens sabbat, anerkender de derved denne fordrings berettigelse. De kan henvise til, at traditionernes og kirkefædrenes myndighed støtter denne ændring, men hvis de gør det, glemmer de det princip, som skiller dem fra romerkirken - at Bibelen og Bibelen alene er protestanternes religion. Katolikken kan se, at protestanterne bedrager sig se]v og forsætligt lukker øjnene for sagens kendsgerninger. Når bevægelsen for den tvungne helligholdelse af søndagen får vind i sejlene, vil katolikkerne kunne fryde I sig, for så kan de være sikre på, at hele den protestantiske verden snart vil samles under romerkirkens banner. ret