(331) Hvor som helst Guds ord er blevet forkyndt med troskab, har der vist sig resultater, som beviste dets i guddommelige oprindelse. Guds Ånd fulgte hans tjeneres budskab og gav ordet kraft. Synderes samvittighed vågnede. Det "sande lys, som oplyser hvert menneske" oplyste alt hvad der gemte sig i deres hjerte, og mørkets skjulte ting blev synlige. Deres sind og hjerte blev grebet af en dyb overbevisning om synd, om retfærdighed og om den kommende dom. De, fik øjnene op for Jehovas retfærdighed og frygtede ved tanken om, at de i deres urenhed og skyld skulle stå frem for ham, der ransager hjerterne. I fortvivlelse råbte de: "Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?" Da Golgatas kors med dets store offer for menneskenes synder blev åbenbaret, indså de, at kun Kristi fortjenester kunne sone deres overtrædelser; kun dette kunne forsone mennesket med Gud. I tro og ydmyghed satte de deres lid til Guds Lam, som borttager verdens synd. Ved Jesu blod fik de tilgivelse for "de synder, som forhen var begået." ret
(331) Kendetegn på sand vækkelse
Disse mennesker bar omvendelsens frugter. De troede og blev døbt og begyndte at leve et nyt liv som nye mennesker i Kristus Jesus. Nu fulgte de ikke længere det de før havde lyst til, men ved troen på Guds Søn vandrede de i hans fodspor, genspejlede hans karakter og rensede sig selv, ligesom han er ren. Det, som de før hadede, elskede de nu, og det, som de før elskede, hadede de nu. De hovmodige og selvbevidste blev sagtmodige og ydmyge. De forfængelige og stolte blev alvorlige og beskedne. De blasfemiske blev gudfrygtige, de fordrukne blev ædruelige, og de lastefulde blev rene af hjertet. Verdens forfængelighed blev lagt bort. Som kristne søgte de ikke det "udvortes: Hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt, men hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne." 1. Pet. 3, 3. 4. ret
(331) Vækkelser førte til dyb selvransagelse og ydmyghed. De var karakteriseret ved højtidelige, indtrængende ord til synderen og af dyb medfølelse med de mennesker, som er købt med Kristi blod. Mænd og kvinder bad og kæmpede med Gud for deres frelse. Frugten af sådanne vækkelser viste sig i form af mennesker, som ikke veg tilbage fra selvfornægtelse og opofrelse, men som glædede sig over, at de regnedes for værdige til at lide forsmædelse og udstå prøvelser for Kristi skyld. Menneskene så, hvorledes de, som bekendte Jesu navn, forvandledes. Deres medmennesker fik gavn af deres indflydelse. De samlede med Kristus og såede i Ånden for at høste evigt liv. ret
(331) Om dem kunne det med rette siges, at de "blev bedrøvede og derved ført til omvendelse." "For bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes; men verdens bedrøvelse virker død. For se, just dette, at l blev bedrøvede efter Guds sind, hvor stor en iver har det ikke fremkaldt hos jer, ja, undskyldninger og harme og frygt og længsel og nidkærhed og straf! På enhver måde viste l, at l var rene i den sag." 2. Kor. 7, 8 - 11. ret
(331) Dette er resultatet af Guds Ånds virken. Sand anger må give sig udslag i en reform. Hvis en synder tilbageleverer det, han har fået i pant, afleverer det han har stjålet, bekender sine synder og elsker Gud og sine medmennesker, kan han være forvisset om, at han har fået fred med Gud. Således var de virkninger, som tidligere blev frembragt i perioder med åndelig vækkelse. Når vi betragter deres resultater, ser vi at de var velsignet af Gud til frelse og opbyggelse af menneskeslægten. ret
(332) Kendetegn på falsk vækkelse
Men mange vækkelser i moderne tid har været helt forskellige fra de åbenbarelser af guddommelig nåde, som i tidligere tider fulgte Guds tjeneres arbejde. Ganske vist bliver interessen vakt vidt omkring, og mange påstår, at de har omvendt sig, og menigheden vokser. Men resultaterne er alligevel ikke af en sådan art, at de berettiger en til at tro, at der er foregået en tilsvarende vækst i åndelig henseende. Det lys, som flammer op for en tid, slukkes snart og efterlader et tættere mørke end før. ret
(332) Populære vækkelser er ofte baseret på en appel til fantasien, en ophidselse af følelserne og tilfredsstillelse af lysten til det, der er nyt og overraskende. De, der omvendes på denne måde, nærer intet ønske om at lytte til Bibelens sandheder og føler ingen interesse for profeternes og apostlenes vidnesbyrd. Hvis en gudstjeneste ikke er sensationel, bryder de sig ikke om den. Et budskab, som appellerer til den sunde fornuft vækker ingen interesse. Guds ords klare advarsler, som tager direkte sigte på menneskenes evige interesser, gives der ikke agt på. ret
(332) For enhver, som virkelig er blevet omvendt, er forholdet til Gud og alt, hvad der hører evigheden til, det vigtigste i livet. Men hvor i vor tids populære kirker finder vi den gudhengivne ånd? Medlemmerne giver ikke afkald på deres hovmod og deres kærlighed til verden. Deres omvendelse har ikke gjort dem mere villige end før til at være selvfornægtende, tage korset op og følge den sagtmodige og ydmyge Jesus. Religionen er blevet til spot for vantro og skeptikere, fordi mange, som kalder sig troende, er uvidende om troens principper. Mange menigheder mangler ganske gudfrygtighedens kraft. Skovture, menighedsbasarer, fine huse og pynt og stads har forjaget tankerne om Gud til side. Jord og ejendele og verdslige sysler optager tankerne, og der er ingen tid til at beskæftige sig med de evige interesser. ret
(332) Falsk efterligning
Til trods for den udbredte mangel på tro og fromhed findes der sande efterfølgere af Kristus i disse menigheder. Før Gud hjemsøger jorden med de sidste straffedomme, vil der blandt Herrens folk foregå en sådan genoplivelse af oprindelig kristendom, som der ikke har eksisteret siden apostlenes dage. Guds Ånd og kraft vil blive udgydt over hans børn. Til den tid vil mange forlade de menigheder, i hvilke kærligheden til verden har fortrængt kærligheden til Gud og hans ord. Både blandt ordets forkyndere og lægfolket vil mange med glæde tage imod de store sandheder, som Gud har ladet forkynde i vor tid for at berede et folk for Kristi genkomst. Sjælefjenden søger at forhindre, at dette sker, og endnu før en sådan bevægelse opstår, vil han forsøge at forhindre den ved selv at skabe en efterligning. I de menigheder, som han får i sin bedrageriske magt, vil han få det til at se ud, som om Guds særlige velsignelse udgydes, og der vil komme noget, som ligner en stor åndelig interesse. Mange vil fryde sig over, at Gud arbejder mirakuløst for dem, skønt det er en anden ånd, som leder værket. I religiøs forklædning vil Satan forsøge at forøge sin indflydelse på den kristne verden. ret
(333) I mange af de vækkelser, som har gjort sig gældende i de sidste 50 år, har den indflydelse, som vil påvirke fremtidens mere udbredte bevægelser, i større eller mindre grad været mærkbar. De viser sig ved en følelsesmæssig ophidselse og en sammenblanding af sandhed og løgn, som er velegnet til at lede på vildspor. Men ingen behøver at lade sig bedrage. I lyset fra Guds ord er det ikke vanskeligt at afgøre disse bevægelsers natur. Når mennesker ikke vil agte på Bibelens vidnesbyrd, men vender sig bort fra de klare hjerteransagende sandheder, som kræver selvfornægtelse og siger nej til det verdslige, kan vi være sikre på, at Gud ikke skænker sin velsignelse. Og efter den regel, som Kristus selv har opstillet: "Af deres frugter skal I kende dem," er det tydeligt, at disse bevægelser ikke er Guds værk. ret
(333) Det handler om lydighed
I sit ords sandheder har Gud skænket menneskene en åbenbaring af sig selv, og for alle, som tager imod dem, er det et værn mod Satans bedrag. Det er, fordi disse sandheder ikke er blevet taget til indtægt, at døren er blevet åbnet for de onder, som nu er ved at blive så udbredte i den religiøse verden. Alt for mange mennesker har glemt Guds lovs natur og betydning. En fejlagtig opfattelse af den guddommelige lovs karakter, dens evigt varende gyldighed, med forpligtelse til at holde den, har ført til vildfarelser med hensyn til omvendelse og helliggørelse, og resultatet er blevet en forringet standard af den kirkelige norm for fromhed. Her har vi årsagen til, at de moderne vækkelser mangler Guds Ånd og kraft. ret
(334) Inden for de forskellige trossamfund findes der gudfrygtige personer, som erkender og beklager dette forhold. I sin omtale af de farer, som i vore dage truer kristenheden, siger professor Edwards A. Park: "En kilde til fare er at prædikanterne forsømmer at indskærpe den guddommelige lov fra prædikestolen. I tidligere tider var prædikanten et ekko af samvittighedens røst. ... Vore mest berømte prædikanter gav deres ord myndighed, ved at følge deres Mesters eksempel og lade lovens forskrifter og trusler være nummer et. De gentog de to store grundsætninger, at loven er en afskrift af den guddommelige fuldkommenhed, og at et menneske som ikke elsker loven, heller ikke elske; evangeliet; for loven er lige såvel som evangeliet et spejl, som viser Guds sande karakter. Denne fare fører til en anden nemlig at vi undervurderer syndens ondskab, dens udstrækning og dens hæslighed. Den synd, man begår ved at være ulydig mod buddet, står i forhold til buddets retfærdighed. ret
(334) Knyttet til de allerede nævnte farer er faren for at undervurdere Guds retfærdighed. De moderne prædikanter er tilbøjelige til at skille den guddommelige retfærdighed fra den guddommelige godhed og reducere kærligheden til en følelse i stedet for at ophøje den til et princip. Den nye teologiske lære adskiller det, som Gud har sammenføjet. Er den guddommelige lovet gode eller et onde? Den er et gode. Så er retfærdigheden også god; for den er en anordning til lovens fuldbyrdelse. Ved at undervurdere den guddommelige lov og retfærdighed og den menneskelige ulydigheds udstrækning og onde, kommer menneskene let til at undervurdere den nåde, som har skaffet soning for synderen." Således mister evangeliet sin værdi og betydning for menneskene, og de er snart rede til næsten at tilsidesætte selve Bibelen. ret
(334) Mange religiøse forkyndere hævder at Kristus ved sin død ophævede loven således at menneskene ikke længere behøver at adlyde dens krav. Nogle påstår endda, at loven er et plagsomt åg, og i modstrid til den frihed, som evangeliet giver. ret
(334) Men således betragtede profeterne og apostlene ikke Guds hellige lov. David sagde;" Jeg vil vandre i åbent land, for dine befalinger ligger mig på sinde." Sl. 119, 45. Apostlen Jakob, som skrev efter Kristi død, kalder de 10 bud "den kongelige lov" og "frihedens fuldkomne lov." Jak. 2, 8; l, 25. Og et halvt århundrede efter korsfæstelsen udtalte Åbenbaringens forfatter en velsignelse over dem, "som holder hans bud, for at de kun få ret til livets træ og gennem portene gå ind i staden." Åb. 22, 14. (engl. overs.) ret
(335) Påstanden om, at Kristus ved sin død ophævede sin Faders lov, er grundløs. Hvis loven havde kunnet forandres eller tilsidesættes, havde Kristus ikke behøvet ni dø for at befri menneskene for syndens straf. Kristi død ophæver ikke loven, men viser tværtimod, at den er uforanderlig. Guds Søn kom for at "løfte loven til højhed og ære." Es. 42, 21. Han sagde; "Tro ikke, jeg er kommen for at nedbryde loven. ... Før himlen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå." Matt. 5, 17. 18. Og om sig selv siger han; "At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og ,din lover i mit indre." Sl. 40, 9. ret
(335) Guds lov er ifølge sin natur uforanderlig. Den er en åbenbaring af dens Skabers vilje og karakter. Gud er kærlighed, og hans lover kærlighed. Dens to hovedprincipper er kærlighed til Gud og kærlighed til menneskene. "Kærlighed er lovens opfyldelse." Rom. 13, 10. Guds karakter er retfærdighed og sandhed, og det samme gælder for hans lovs karakter. Salmisten siger: "Din lover sandhed." Alle dine bud er retfærd." Sl. 119, 142. 172. Og apostelen Paulus udtaler: "Altså er loven vel hellig og buddet helligt og retfærdigt og godt." Rom. 7, 12. En sådan lov, som er et udtryk for Guds sind og vilje, må være lige så bestandig som ham, der har skabt den. ret
(335) Lovens plads i Guds plan
Omvendelse og helliggørelse har til opgave at forsone menneskene med Gud ved at bringe dem i overensstemmelse med Guds lovs principper. Mennesket blev i begyndelsen skabt i Guds billede. Det var i fuldkommen harmoni med Guds natur og lov. Retfærdighedens principper var skrevet i dets hjerte. Men synden fjernede mennesket fra dets Skaber. Nu genspejlede det ikke længere Guds billede. Dets hjerte var i strid med Guds lovs principper. "Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, for det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det." Rom. 8, 7. Men "således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne," for at mennesket kunne blive forsonet med Gud. På grund af Kristi fortjenester kan mennesket atter komme i harmoni med sin Skaber. Dets hjerte må fornys ved guddommelig nåde, og det må have et nyt liv ovenfra. Denne forvandling er den nye fødsel, om hvilken Jesus siger: "Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny." ret
(335) Det første skridt mod forsoning med Gud er syndsbevisthed. "Synd er lovbrud." 1. Joh. 3, 4. "Ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd." Rom. 3, 20. For at kunne erkende sin synd, må synderen prøve sin karakter efter Guds store målestok for retfærdighed. Den er et spejl, som gengiver en retfærdig karakters fuldkommenhed og sætter ham i stand til at se sine egne karakterbrist. ret
(335) Loven åbenbarer mennesket dets synder, men den giver intet lægemiddel. Den lover den lydige liv, men tilføjer, at lovovertræderens lod er døden. Kun Kristi evangelium kan befri mennesket fra syndens fordømmelse eller besmittelse. Han må føle anger over for Gud, hvis lov er blevet overtrådt, og han må tro på Kristus og hans sonoffer. På den måde opnår han at få tilgivelse for "de synder, som førhen var begået" og får del i guddommelig natur. Han er et Guds barn, der har modtaget ånden som giver barnekår, og i den råber han: "Abba, Fader!" ret
(336) Har han derefter tilladelse til at overtræde Guds lov? Paulus siger: "Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej langtfra! Vi stadfæster loven." Vi, som jo er døde fra synden, hvordan kan vi stadig leve i den?" Rom. 3, 31; 6, 2. Og Johannes udtaler: "For dette er kærlighed til Gud, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde." 1. Joh. 5, 3. Når hjertet genfødes og kommer i harmoni med Guds lov, kommer det også i harmoni med Gud. Når denne mægtige forvandling har fundet sted hos synderen, er han gået fra død til liv, fra synd til hellighed, fra lovovertrædelse og oprør til lydighed og troskab. Det gamle liv i fjendskab mod Gud er forbi, og det nye liv i forsoning, i tro og i kærlighed er begyndt. Så skal "lovens krav... opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter ånden." Rom. 8,4. Og så vil mennesket udbryde: "Hvor jeg dog elsker din lov! Hele dagen grunder jeg på den." Sl. 119, 97. ret
(336) "Herrens lover fuldkommen, omvender mennesket. "Sl. 19, 8. (gi overs.) Uden loven har menneskene ingen sand opfattelse af Guds renhed og hellighed eller af deres egen skyld og urenhed. De har ingen virkelig syndsbevidsthed og føler ikke trang til at angre. Da de ikke kan se, at de er fortabte, fordi de har overtrådt Guds lov, forstår de ikke deres behov for Kristi sonende blod. Håbet om frelse modtages uden en gennemgribende forandring af hjerte og livsførelse. Der finder mange sådanne overfladiske omvendelser sted, og virkelig mange, som aldrig er blevet forenet med Kristus, optages i menigheden. ret
(336) Sand helliggørelse
Forkerte teorier om helliggørelse, som udspringer fra tilsidesættelse eller forkastelse . af den guddommelige lov, Indtager en fremskudt plads i nutidens religiøse bevægelser. Disse falske teorier har farlige følger, og den kendsgerning, at de hyldes af mange, gør det dobbelt påkrævet, at alle får en klar opfattelse af, hvad Skriften lærer os på dette punkt. ret
(336) Sand helliggørelse er en bibelsk læresætning. I sit brev til tessalonikerne skriver Paulus: "For dette er Guds vilje, at I helliggøres." Og han beder: "Han selv, fredens Gud, hellige jer helt og fuldt!" 1. Tess. 4, 3; 5, 23. Bibelen lærer os tydeligt, hvad helliggørelse er, og hvorledes den opnås. Frelseren bad for sine disciple: "Hellige dem ved sandheden! Dit ord er sandhed." Joh. 17, 17. 19. Og Paulus siger, at de troende skal "helliges ved Helligånden." Rom. 15, 16. Hvori består Helligåndens værk? Jesus sagde til sine disciple: "Når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden." Joh. 16, 13. Og Salmisten siger: "Din lover sandhed." Ved Guds ord og Ånd åbenbares retfærdighedens store principper i Guds lov for menneskene. Og da Guds lover "hellig, og buddet helligt og retfærdigt og godt," en genpart af den guddommelige fuldkommenhed, vil den karakter, som dannes ved lydighed mod denne lov, også blive hellig. Kristus er et fuldendt eksempel på en sådan karakter. Han siger: "Jeg har holdt min Faders bud." "Jeg gør altid, hvad der er ham velbehageligt." Joh. 15, 10; 8, 29. Kristi efterfølgere skal blive som han. Ved Guds nåde skal de danne en karakter der er i harmoni med hans hellige lovs principper. Dette er bibelsk helliggørelse. ret
(337) Dette kan kun opnås ved tro på Kristus og ved Guds Ånds iboende kraft. Paulus siger til de troende: "Derfor ... skal I også nu ... arbejde på jeres frelse med frygt og bæven; for Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske." Fil. 2, 12. 13. Den kristne vil blive fristet til at synde, men han kæmper imod disse fristelser. Her behøver vi Kristi hjælp. Så forenes den menneskelige svaghed med den guddommelige styrke, og vi kan i tro sige: "Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!" 1. Kor. 15, 57. ret
(337) Skriften viser os tydeligt, at helliggørelsen foregår gradvist. Når synderen omvender sig og får fred med Gud ved det sonende blod, er kristenlivet blot lige begyndt. Nu skal han søge fremad mod "fuldkommenhed" og nå frem til "det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde." Apostlen Paulus siger: "Et gør jeg; Idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus." Fil. 3, 13. 14. Og Peter viser os de trin, der fører til Bibelsk helliggørelse: "Sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle. ... Når I gør det, vil I aldrig snuble." 2. Pet. 1, 5 - 10. ret
(337) De, der har erfaret bibelsk helliggørelse, vil være ydmyge. De har ligesom Moses set hellighedens frygtindgydende majestæt, lig de ser deres egen uværdighed i modsætning til den evige Guds renhed og ophøjede fuldkommenhed. ret
(337) Profeten Daniel er et eksempel på sand helliggørelse. I hele sit lange liv tjente han sin Herre trofast. Han var "højt elsket" af Gud. Dan. 10, 11. Men i stedet for at gøre krav på at være ren og hellig, Identificerede denne højtagtede profet sig med sit folks største syndere, da han bad til Gud for sit folk: "Ikke i tillid til vore retfærdshandlinger fremfører vi vor begæring for dit åsyn, men i tillid til din store barmhjertighed." "Vi syndede og var gudløse!" Han sagde også: "Jeg ... bad og bekendte min og mit folks Israels synd." Og da Guds Søn senere viste sig for ham for at undervise ham, sagde Daniel: "Mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere." Dan. 9, 18. 15. 20; 10, 18. ret
(337) Da Job hørte Herrens stemme fra stormvejret, udbrød han: "Jeg ... angrer i støv og aske!" Job 42, 6. Og da Esajas så Herrens herlighed og hørte seraferne råbe: "Hellig, hellig, hellig er Hærskares Herre," råbte han: "Ve mig, det er ude med mig!" Es. 6, 3. 5. Og Paulus, der blev bortrykket indtil den tredje himmel og hørte ord, som intet menneske har lov til at udtale, omtalte sig selv som "den allerringeste af alle hellige:" 2. Kor. 12, 2 - 4; Ef. 3, 8. Den højt elskede Johannes, som lænede sig til Jesu bryst og så hans herlighed, faldt som død ned for engelens fødder. Åb. 1, 17. ret
(337) De mennesker, som vandrer i skyggen af Golgatas kors, ophøjer ikke sig selv og gør ikke krav på at være syndfri. De føler, at det var deres synd, der var skyld i den dødskval, der fik Guds Søns hjerte til at briste, og denne tanke gør dem ydmyge. De, der lever Jesus nærmest, ser klarest menneskehedens skrøbelighed og syndighed, og deres eneste håb er den korsfæstede og opstandne Frelsers fortjeneste. ret
(337) Misforstået helliggørelse
Den helliggørelse, som nu indtager en fremskudt plads i den religiøse verden, ledsages af selvforherligelse og en ligegyldighed over for Guds lov, hvilket viser, at den er vidt forskellig fra Bibelens religion. Dens talsmænd forkynder, at helliggørelse sker i løbet af et kort øjeblik, i hvilket de, alene ved tro, erhverver fuldkommen hellighed. "Du behøver kun at tro," siger de, "så tilhører velsignelsen dig." Efter deres opfattelse kræves der ikke nogen yderligere indsats fra modtagerens side. Samtidig benægter de Guds lovs autoritet og hævder, at de er fritaget for forpligtelsen til at adlyde budene. Men er det muligt for mennesker at være hellige, i overensstemmelse med Guds vilje og karakter, uden at komme i harmoni med de principper, som er et udtryk for hans natur og vilje, og som viser, hvad der er ham velbehageligt? ret
(338) Ønsket om en nem religion, som ikke kræver anstrengelse, selvfornægtelse og afståelse fra verdens dårskab, har gjort læren om tro og tro alene meget populær. Men hvad siger Guds ord? Apostelen Jakob udtaler: "Hvad nytter det, mine brødre! om en siger, han har tro når han ikke har gerninger? Kan troen måske frelse ham? ... Men ønsker du, tankeløse menneske, bevis for, at tro uden gerninger er gold? Blev ikke vor fader Abraham retfærdiggjort af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret? Du ser altså, at troen virkede sammen med hans gerninger, og ved gerningerne nåede troen sin fuldendelse. ... I ser altså, at det er af gerninger, et menneske bliver retfærdiggjort og ikke af tro alene." Jak. 2, 14 - 24. ret
(338) Guds ords vidnesbyrd går imod denne bedrageriske læresætning om tro uden gerninger. At kræve himlens gunst uden at opfylde de betingelser, på hvilke nåden gives, er simpelt hen religiøs arrogance. For sand tro er baseret på den hellige skrifts løfter og betingelser. ret
(338) Ingen bør bedrage sig selv ved at tro, at man kan blive hellig, samtidig med at man bevidst overtræder et af Guds bud. Ved at synde bevidst bringer man Helligåndens røst til tavshed og fjerner sig fra Gud. "Synd er lovbrud," og "enhver, der synder, [begår lovbrud] har hverken set ham eller kendt ham." 1. Joh. 3, 6. Skønt Johannes i sine breve udførlig beskriver kærlighedens betydning, tøver han ikke med at afsløre den sande karakter hos dem, der hævder at være helliggjorte, skønt de til stadighed overtræder Guds lov." Den, der siger: "Jeg kender ham " og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke; men den, der holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkommet." 1. Joh. 2, 4. 5. Her er prøven på ethvert menneskes bekendelse. Vi kan ikke betegne noget menneske som helliggjort uden at måle det efter Guds eneste målestok for hellighed i himlen og på jorden. Hvis mennesker ikke anerkender morallovens betydning, hvis de ringeagter Guds forskrifter, og hvis de overtræder blot det mindste af disse bud og lærer andre at gøre det samme, har himlen ingen agtelse for dem, og vi kan vide, at deres påstand er grundløs. ret
(338) Selve påberåbelsen om syndfrihed er et tydeligt tegn på, at den, der hævder at være syndfri, langtfra er hellig. Den pågældende kan ikke have nogen sand opfattelse af Guds uendelige renhed og hellighed eller af, hvor langt et menneske skal nå for at være i harmoni med Guds karakter. Kun fordi den person, der fremsætter påstanden, ikke har nogen sand opfattelse af Jesu renhed og hellighed, ej heller af syndens hæslighed og ondskab, betragter han sig selv som hellig. Jo større afstand der er mellem ham selv og Kristus, og jo mere utilstrækkelig hans opfattelse af den guddommelige karakter er, des mere retfærdig tager han sig ud i sine egne øjne. ret
(338) Sund levevis - et moralsk ansvar
Den helliggørelse, som Skriften taler om, omfatter hele mennesket - ånd, sjæl og legeme. Paulus bad således for tessalonikerne: "Måtte dog jeres ånd og sjæl og legeme bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herres Jesu Kristi komme!" 1. Tess. 5, 23. Og han skriver til andre troende: "Så formaner jeg jer da, brødre; ved Guds barmhjertighed til at bringe jeres legemer som et levende helligt, Gud velbehageligt offer." Rom. 12, 1. På det gamle Israels tid blev ethvert offer til Gud omhyggeligt undersøgt. Hvis der blev fundet mangler ved det dyr, som skulle ofres, blev det kasseret, ror Gud havde befalet, at offerdyrene skulle være lydefri." Derfor formanes de kristne til at bringe deres legemer "som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer." For at kunne gøre dette, må alle deres evner og kræfter bevares i den bedst mulige tilstand. Alt, hvad der svækker den åndelige eller legemlige kraft, gør mennesket uegnet til at tjene sin Skaber. Og mon Gud vil være tilfreds med mindre, end det bedste vi kan give? Kristus sagde: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte." De, der elsker Gud af hele deres hjerte, ønsker at tjene ham bedst muligt, og de forsøger bestandig at bringe alle deres evner og kræfter i harmoni med de love, som vil fremme deres evne til at gøre hans vilje. De giver ikke efter for deres appetit eller lidenskaber, for de ønsker ikke at svække eller besmitte det offer, de bringer deres himmelske Fader. ret
(339) Peter siger: "Hold jer fra de kødelige lyster, som fører krig imod sjælen." 1. Pet. 2, 11. Enhver syndig tilfredsstillelse bidrager til at sløve åndsevnerne og svække den intellektuelle og åndelige opfattelsesevne, således at Guds ord og Ånd kun formår at gøre et overfladisk indtryk på hjertet. Paulus skriver til korinterne: "Lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd, og gennemføre hellighed i gudsfrygt." 2. Kor. 7, 1. Og til Åndens frugt - "kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed" - medregner han "afholdenhed." Gal. 5, 22. 23. ret
(339) Til trods for disse inspirerede formaninger findes der mange bekendende kristne, som svækker deres evner og kræfter ved at stræbe efter vinding eller at følge moden. Mange nedværdiger det menneskelegeme, der blev skabt i Guds billede, ved at frådse, drikke vin eller tage del i forbudte fornøjelser. Og i stedet for at bebrejde disse mennesker, opmuntrer kirken dem ofte til at fortsætte, ved at appellere til deres appetit, deres hang til penge eller deres forlystelsessyge, for derved at fylde sit skatkammer, som kærligheden til Kristus ikke magter at holde fyldt, fordi den er for svag. Hvis Jesus trådte ind i vor tids kirker og så de fester og de vanhellige ting, som finder sted der i religionens navn, ville han så ikke uddrive disse mennesker, som vanhelliger helligdommen, ligesom han uddrev vekselererne af templet? ret
(339) Apostelen Jakob erklærer, at visdommen ovenfra er "først og fremmest ren." Hvis han havde mødt dem, som tager Jesu dyrebare navn på deres læber, der er besmittet af tobak, og hvis ånde og legeme er gennemtrængt af dens hæslige lugt, og som forurener himlens luft og tvinger deres medmennesker til at indånde giften - hvis apostlen var kommet i berøring med en vane, der er i så stor modsætning til evangeliets renhed - ville han så ikke have fordømt den som værende "jordisk og sjælelig" og stammende fra "de onde ånder?" Slaver af tobak, som selv erklærer, at de er fuldkommen helliggjort, taler om deres håb om at komme i himlen; men Guds ord siger klart og tydeligt, at "intet urent skal nogensinde komme ind i den." Åb. 21,27. ret
(339) "Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!" 1. Kor. 6, 19. 20. Det menneske, hvis legeme er Helligåndens tempel, lader sig ikke gøre til slave af en skadelig vane. Hans evner og kræfter tilhører Kristus, som har købt ham med sit blod. Alt, hvad han er og ejer, tilhører Herren. Hvorledes kunne han være skyldfri, hvis han bortødslede den kapital, som er betroet ham? Folk, som hævder, at de er kristne, bruger hvert år enorme summer på unyttige og skadelige nydelsesmidler, mens mennesker hungrer efter livets ord. Gud frarøves for tiende og offergaver, mens de på den ødelæggende lystens alter forbruger mere, end de giver for at hjælpe de fattige og støtte evangeliets forkyndelse. Hvis alle de, der påstår, at de er Kristi efterfølgere, var virkelig helliggjorte, ville de ikke bruge deres penge til unyttige og endda skadelige nydelsesmidler, men bringe dem til Herren1? skatkammer, og så ville de kristne være et eksempel på afholdenhed, selvfornægtelse og offervilje. Så ville de være verdens lys. ret
(340) Verden er nydelsessyg. "Kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods" har taget magten over de fleste. Men Kristi tilhængere har et højere kald. "Drag bort fra dem og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent." I lyset fra Guds ord har vi lov til at sige, at en helliggørelse, som ikke bevirker, at der gives fuldstændigt afkald på denne verdens syndige handlinger og nydelser, ikke kan være sand helliggørelse. ret
(340) Mod større lys
De, der følger befalingen om at drage bort og skille sig ud og ikke røre noget urent, har fået dette løfte af Gud: "Så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige." 2. Kor. 6, 17. 18. Det er ethvert kristent menneskes privilegium og pligt at gøre rige erfaringer i de ting, der hører Gud til. "Jeg er verdens lys," sagde Jesus. "Den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys." Joh. 8, 12. "Retfærdiges sti er som strålende lys, der vokser i glans til højlys dag." Ordsp. 4, 18. Hvert skridt i tro og lydighed fører mennesket nærmere til verdens lys, i hvem der "slet intet mørke" er. De klare stråler fra Retfærdighedens Sol skinner på Guds tjenere, og de skal tilbagekaste dette lys. Ligesom stjernerne fortæller os, at der er et stort lys på himlen, og at de får deres skin fra dette, skal kristne mennesker vise, at der på universets trone sidder en Gud, hvis karakter er lovprisning og efterlignelse værd. Hans Ånds egenskaber og hans karakters renhed og hellighed skal præge hans vidner. ret
(340) I sit brev til kolossenserne omtaler Paulus de rige velsignelser, som Guds børn får. Han siger: "Derfor har vi... heller ikke holdt op at bede for jer og ønske, at I må blive fyldte af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde." Kol. 1,9 - 11. ret
(340) Han skriver et andet sted, at han ønsker, at hans brødre i Efesus må komme til at forstå omfanget af den kristnes privilegium. Han skildrer i det mest magtfulde sprog den vidunderlige kraft og indsigt, som de kan opnå som den Højestes sønner og døtre. De skal " styrkes ved hans Ånd i det indre menneske," så de bliver "rodfæstede og grundfæstede i kærlighed," og således at de, "sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse." Men apostelens bøn når privilegiets højdepunkt, da han beder: "Så I kan fyldes med hele Guds fylde." Ef. 3,16-19. ret
(340) Her åbenbares, hvor højt vi kan nå ved tro på vor himmelske Faders løfter, når vi opfylder hans krav. Takket være Kristi fortjenester har vi adgang til Almagtens trone. "Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?" Rom. 8, 32. Faderen gav Sønnen sin Ånd uden mål, og også vi kan få del i dens fylde. Jesus sagde: "Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra himlen give Helligånden til dem, som beder ham!" Luk. 11, 13. "Hvis I beder mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det." Joh. 14, 14. "Bed, så skal I få, tor at jeres glæde må blive fuldkommen." Joh. 16, 24. ret
(341) Den største glæde
Den kristnes liv bør være præget af ydmyghed, men det bør ikke være præget af tristhed og selvforringelse. Ethvert menneske har lov til at leve på en sådan målde, at Gud billiger det og velsigner dets liv. Det er ikke vor himmelske Faders vilje at vi stadig skal være under fordømmelse og i mørke. At gå med bøjet hoved og hjertet fuldt af tanker om sig selv er ikke noget tegn på sand ydmyghed. Vi kan gå til Jesus for at blive renset, og så kan vi stå foran loven uden skam og samvittighedsnag. "Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus." Rom. 8, 1. ret
(341) Ved Jesus bliver Adams faldne sønner "Guds sønner." "For både den, som helliger, og de, som helliges, har alle samme Fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre." Hebr. 2, 11. Den kristne bør leve et liv i tro, sejr, og glæde i Gud. "Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr som har sejret over verden; vor tro." 1. Joh. 5, 4. Herrens tjener Nehemias sagde med rette: "Herrens glæde er jeres styrke." Neh. 8, 10. Og Paulus siger: "Glæd jer altid i Herren; jeg siger igen: Glæd jer!" Fil. 4, 4."Vær altid glade, bed uden ophør, og sig tak under alle forhold; for det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus." 1. Tess. 5, 16 - 18. ret
(341) Tro og lydighed
Således er frugterne af bibelsk omvendelse og helliggørelse. At disse frugter ses så sjældent, skyldes, at retfærdighedens store principper, som er fremsat i Guds lov, betragtes med så stor ligegyldighed af den kristne verden. Derfor ses der så lidt af Guds Ånds dybe, gennemgribende gerning, som prægede tidligere tiders vækkelser. ret
(341) Vi forvandles ved beskuelse. Når de hellige forskrifter, i hvilke Gud har åbenbaret sin karakters fuldkommenhed og hellighed, lades ude af betragtning, og menneskene koncentrerer deres interesse om menneskelige lærdomme og teorier, er det intet under, at det er gået tilbage med den levende gudsfrygt inden for menigheden. Herren siger: "Mig, en kilde med levende vand, har de forladt for at hugge sig cisterner, sprukne cisterner, der ikke kan holde vand." Jer. 2, 13. ret
(341) "Salig den mand, som ikke går efter gudløses råd, ... men har lyst til Herrens lov, og som grunder på hans lov både dag og nat. Han er som et træ, der, plantet ved bække, bærer sin frugt til rette tid, og bladene visner ikke: Alt hvad han gør, får han lykke til." Sl. 1, 1 - 3. Først når Guds lov bliver genindsat på sin rette plads, kan der blive en genopvækkelse af oprindelig tro og gudsfrygt blandt de mennesker, som bekender sig til at tjene Gud. "Så siger Herren: "Stå ved vejene og se efter, spørg efter de gamle stier, hvor vejen er til alt godt, og gå på den; så finder I hvile for jeres sjæle." Jeremias 6, 16. ret