(35) I sit andet brev til tessalonikerne forudsagde apostlen Paulus det store frafald, som ville føre til pavedømmets oprettelse. ret
(35) Han sagde, at før Herrens dag oprinder, "må jo frafaldet komme, og lovløshedens menneske, fortabelsens søn, åbenbares, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han tager sæde i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud." Apostlen oplyser endvidere sine brødre om, at lovløshedens hemmelighed er allerede i virksomhed." 2. Tess. 2, 3. 4. 7. Allerede på dette tidlige tidspunkt så han, at der sneg sig vildfarelser, som ville bane vej for pavedømmets udvikling, ind i menigheden. ret
(35) Lidt efter lidt øvede "lovløshedens hemmelighed" sin forførende og gudsbespottelige gerning. Til at begynde med foregik det i det skjulte, men efterhånden som den tog til i styrke og fik kontrol over menneskers sind, arbejdede den mere åbenlyst. Hedenske skikke trængte næsten umærkeligt ind i den kristne kirke. Tilbøjeligheden t il at gå på kompromis blev for en tid modarbejdet af de heftige forfølgelser, som menigheden blev udsat for under hedenskabet; men da forfølgelsen ophørte og kristendommen fandt vej op til kongernes hof og ind i de kongelige slotte, ombyttede den Kristi og apostlenes beskedenhed og ydmyghed med de hedenske præsters og herskeres stolthed og pragt og erstattede Guds befalinger med menneskelige teorier og traditioner. Konstantins (280-337) såkaldte omvendelse i det fjerde århundrede vakte megen glæde, og nu trådte verden ind i kirken iført en såkaldt retfærdigheds kappe. Fra nu af blev menigheden mere og mere demoraliseret. Hedenskabet sejrede, da det så ud til at være besejret. Dets ånd beherskede kirken, og dets lære, ceremonier og overtro blev gjort til en del af Kristi bekendende efterfølgeres tro og gudstjeneste. ret
(35) En enevældig kirkefyrste
Dette kompromis mellem hedenskab og kristendom førte til udviklingen af det "lovløshedens menneske," der omtales i profetien som den magt, der sætter sig op imod og ophøjer sig over Gud. Dette gigantiske falske religionssystem er et mesterværk fra Satans hånd - et vidnesbyrd om hans bestræbelse for at anbringe sig selv på tronen for at regere verden i overensstemmelse med sin vilje. ret
(36) Satan forsøgte engang at slutte forlig med Kristus. Han opsøgte Guds Søn i ørknen, viste ham alle verdens riger og deres herlighed og tilbød at give ham det alt sammen, hvis han blot ville anerkende mørkets fyrste s overhøjhed. Kristus afviste den formastelige frister og tvang ham til at forsvinde; men Satan har større held med sig, når han benytter de samme fristelser over for mennesker. For at opnå verdslige fordele og verdslig ære, lod kirken sig forføre til at skaffe sig jordens store mænds gunst og støtte, og da den derved havde forkastet Kristus, lod den sig påvirke til at vise Satans repræsentant - biskoppen i Rom - lydighed. ret
(36) Det er en af de vigtigste læresætninger i den romersk - katolske kirke, at paven er det synlige overhoved for Kristi kirke på jorden, og at han er udrustet med den øverste myndighed over biskopper og præster i alle dele af verden. Men han går endnu videre: Han har givet sig selv guddommelige titler. Han er blevet kaldt "Gud Herren paven" og er erklæret for ufejlbarlig. Han forlanger at blive hyldet af alle mennesker. Satan stiller det samme krav gennem romerkirken, som han stillede i ørknen, og store skarer bringer ham sin hyldest. ret
(36) Men de mennesker, som frygter og ærer Gud, besvarer hans bespottelige forlangende på samme måde, som Kristus besvarede den listige fjendes krav: "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." Luk. 4, 8. Gud har aldrig så meget som antydet i sit ord, at han har udpeget et menneske til at være kirkens overhoved. Læren om pavens overhøjhed er i direkte strid med Skriftens lære. Paven har ikke anden magt over Kristi kirke end den, han har tilranet sig. ret
(36) Romerkirkens tilhængere har til stadighed beskyldt protestanterne for, at de er kættere, og at de med vilje har udskilt sig fra den sande kirke; men disse anklager passer bedre på dem selv. Det er dem, der har svigtet Kristi banner og er afveget fra "den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de hellige." Jud. 3. ret
(36) Satan var udmærket klar over, at menneskene kunne afsløre hans bedrag og stå hans magt imod ved hjælp af den hellige skrift. Det var ved ordets hjælp, at selve verdens Frelser havde imødegået hans angreb. Hver gang Kristus blev angrebet, løftede han den evige sandhed s skjold og sagde: "Der står skrevet." Han afviste alle fjendens forslag med ordets visdom og kraft. Hvis det skulle lykkes Satan at beholde sin magt over menneskene og at hævde den pavelige magtraners myndighed, var det en bydende nødvendighed, at han forhindrede, at de fik kendskab til Skriften. Bibelen ville ophøje Gud og anbringe det skrøbelige menneske på dets rette plads. Derfor skulle dens hellige sandheder skjules og undertrykkes. Det var denne fremgangsmåde, romerkirken benyttede. I århundreder var det forbudt at udbrede Bibelen. Folk måtte ikke læse den eller have den i deres hjem, og samvittighedsløse præster og prælater tolkede dens lære for at støtte deres egne krav. På denne måde blev paven anerkendt som Guds viseregent næsten overalt på jorden og udstyret med myndighed over kirke og stat. ret
(37) Da den bog, som afslører vildfarelse, var blevet skaffet af vejen, gennemførte Satan sin vilje. Ifølge profetien skulle pavedømmet! "sætte sig for at ændre tider og lov" (Dan. 7, 25.), og det varede ikke længe, før det gik i aktion. For at give de/mennesker, som var blevet omvendt fra hedenskabet, en erstatning for billeddyrkelsen og dermed lette deres formelle overgang til kristendommen, gjorde man gradvis tilbedelse af billeder relikvier til en del af den kristne gudstjeneste. Dette afguderiske system blev til sidst anerkendt på et almindeligt kirkemøde. Rom fuldbyrdede sit vanhellige værk ved at driste sig til at fjerne det andet bud fra Guds lov - det bud, som forbyder billeddyrkelse - og at dele det tiende bud i to for at bevare det oprindelige antal. ret
(37) En ny hviledag
Tendensen til at gøre indrømmelser over for hedenskabet førte til endnu en krænkelse af himlens myndighed. Satan benyttede verdslige ledere inden for kirken som sine redskaber og pillede ved det fjerde bud. Han prøvede på at afskaffe den gamle sabbat - den dag, som ud havde velsignet og helliget (1. Mos. 2, 2. 3.) - og erstatte den med den festdag, som hedningerne fejrede som "solens ærværdige dag." Til at begynde med gik man ikke åbenlyst til værks. I de første århundreder havde alle de kristne holdt den sande sabbat. De var nidkære for Guds ære og værnede omhyggeligt om Guds lovs hellighed, fordi de anså loven for at være uforanderlig. Satan arbejdede med megen list gennem sine redskaber for at nå sit mål. For at henlede folkets opmærksomhed på søndagen, gjorde man den til en festdag til minde om Kristi opstandelse. Der blev holdt gudstjeneste på denne dag. Man benyttede den dog også til hvile og adspredelse, og man helligholdt stadig sabbaten. ret
(37) Satan beredte vejen for de reformer, som han havde besluttet at indføre, ved at tilskynde jøderne til at behæfte sabbaten med de strengeste krav i tiden før Kristi komme, så sabbatshelligholdelsen blev en byrde. Nu drog han fordel af, at sabbaten var blevet stillet i et falsk lys, og han fik folk til at foragte den som en jødisk ordning. Samtidig med, at de kristne i almindelighed fejrede søndagen som festdag, tilskyndede han dem til at gøre sabbaten til en fastedag, som var omgivet af sorg og dysterhed, for på den måde at vise deres had til jødedommen. ret
(38) Kejser konstantins søndagslov
I begyndelsen af det 4. århundrede udstedte kejser Konstantin et dekret, som gjorde søndagen til offentlig festdag i hele det romerske imperium. Solens dag blev æret af både hans hedenske undersåtter og af de kristne. Kejserens politik gik ud på at forene hedenskabets og kristendommens modstridende interesser. Kirkens biskopper tilskyndede ham til at gøre det. Deres motiv var ærgerrighed og tørst efter magt, og de var klar over, at hvis både kristne og hedninger holdt den samme helligdag, ville det blive lettere for hedningerne at antagelse af kristendommen, og kirken ville gå frem i magt og herlighed. Skønt mange gudfrygtige kristne gradvis blev tilskyndet til at indrømme, at søndagen besad en vis grad af hellighed, vedblev de at betragte den sande sabbat som Herrens helligdag og at helligholde den i overensstemmelse med det fjerde bud. ret
(38) Ærkeforføreren var ikke færdig med at gennemføre sine planer. Han havde besluttet at samle den kristne verden under sit banner og at udøve sin magt gennem sin viceregent, den stolte pave, der udgav sig for at være Kristi stedfortræder. Han nåede sit mål ved hjælp af halvt omvendte hedninger, ærgerrige prælater og verdslige gejstlige. Med visse mellemrum blev der afholdt store kirkemøder, som blev overværet af fremtrædende gejstlige fra hele verden. Ved næsten hvert eneste kirkemøde blev sabbaten, som Gud havde indstiftet, skubbet lidt mere til side, mens søndagen blev ophøjet tilsvarende. Således gik det til, at denne hedenske festdag til sidst blev æret som en guddommelig indstiftet helligdag, mens den bibelske sabbat blev betegnet som et levn fra jødedommen og dens tilhængere forbandet. ret
(38) Det var lykkedes den store forfører at ophøje sig selv "over alt, hvad der hedder Gud og helligdom." 2. Tess. 2, 4. Han havde dristet sig til at ændre det eneste af den guddommelige lovs bud, som klart henviser hele menneskeheden til den sande og levende Gud. 1 det fjerde bud skildres Gud som himlens og jordens Skaber, og det er denne titel, der adskiller ham fra alle falske guder. Den syvende dag blev helliget og sat til side som hviledag for mennesket, for at den skulle være et minde om skaberværket. Den skulle for bestandig minde menneskene om, at den levende Gud er kilden til alt liv, og at de bør ære og tilbede ham. Satan bestræber sig på at få menneskene til at undlade at være tro imod Gud og adlyde hans lov. Det er af denne grund, at han særlig retter sine angreb imod det bud, som henviser til Gud som Skaberen. ret
(39) Protestanterne hævder, at søndagen er blevet gjort til hviledag, fordi den er Kristi opstandelsesdag; men dette kan ikke bevises ud fra Skriften. Hverken Kristus eller hans apostle skænkede denne dag en sådan ære. Søndagens indførelse som en kristen hviledag skal søges i "lovløshedens hemmelighed" (2. Tess. 2, 7.), som allerede var i virksomhed på Paulus tid. Hvor og hvornår tog Herren dette barn af pavedømmet til sig? Hvorledes kan man give en gyldig grund for denne forandrings gennemførelse, når den ikke er anerkendt i Skriften? ret
(39) De mørke århundreder
I det 6. århundrede havde pavedømmet etableret sin magt. Kejserstaden blev dets hovedkvarter, og Roms biskop blev erklæret for at være overhovedet for hele kirken. Hedenskabet havde veget pladsen for pavedømmet. Dragen havde givet dyret "sin kraft og sin trone og stor magt." Åb. 13, 2. Nu begyndte den pavelige magtperiode på 1260 år, som var forudsagt i profetierne i Daniels bog og Åbenbaringen. Dan. 7, 25; Åb. 13, 5 - 7. De kristne blev tvunget til at vælge enten at give deres troskab og gå ind for de pavelige ceremonier og den pavelige gudsdyrkelse, eller at hensygne i fængslerne, lide døden på pinebænken, på bålet eller falde for bødlens økse. Nu gik Jesu ord i opfyldelse: "I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de slå ihjel. Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld." Luk. 21, 16. 1 7. De trofaste blev udsat for heftigere forfølgelser end nogensinde tidligere, og verden blev en eneste stor slagmark. I flere hundrede år måtte Kristi menighed søge tilflugt på ensomme og skjulte steder. Profeten siger herom: "Kvinden flygtede ud i ørkenen, hvor hun har et sted beredt af Gud, for at man der skal sørge for hende 1260 dage." Åb.12, 6. ret
(39) Da romerkirken kom til magten, tog den mørke tidsalder sin begyndelse. Mørket blev tættere, efterhånden som kirkens magt tiltog. Nu blev troen overført fra Kristus, den sande grundvold, til paven i Rom. I stedet for at sætte deres lid til, at Guds søn ville skænke dem syndernes forladelse og tilvejebringe evig frelse, rettede folk blikket imod paven og mod præsterne og prælaterne, som han udstyrede med myndighed. De blev oplært til at tro, at paven var deres mellemmand på jorden, og at ingen kunne komme til Gud uden først at henvende sig til paven. Man lærte også folket, at paven var Guds repræsentant over for dem, og at han derfor skulle adlydes ubetinget. Hvis nogen undlod at rette sig efter ham, ville de blive straffet hårdt på legeme og sind. Således blev menneskenes tanker ledet bort fra Gud hen til fejlende, grusomme mennesker, ja, mere end det, hen til selve mørkets fyrste, som udøvede sin magt igennem dem. Synden optrådte i hellighedens forklædning. Når Skriften forbydes og mennesket anser sig selv for at være øverste myndighed, kan man ikke vente andet end svig, bedrag og syndighed. Da menneskelige love og traditioner blev sat i højsædet, indtrådte de forfærdelige tilstande, som altid er en følge af Guds lovs tilsidesættelse. ret
(40) Det var en farefuld tid for Kristi menighed. Tallet på de trofaste bannerførere var få. Skønt sandheden aldrig manglede vidner, så det til tider ud til, at vildfarelse og overtro ville tage fuldstændig overhånd og at den sande gudstro ville blive udryddet på jorden. Evangeliet blev tilsidesat, de religiøse ceremoniers antal blev forøget, og der blev pålagt folket strenge krav. ret
(40) De blev ikke blot oplært til at betragte paven som deres mellemmand, men også til at tro, at de skulle sone sin synd ved gode gerninger. Det blev krævet, at de skulle foretage lange pilgrimsrejser, gøre bodsøvelser, tilbede relikvier, bygge kirker, helgenskrin og altre og betale store summer til kirken for at dæmpe Guds vrede og vinde sig hans gunst. Som om Gud var et menneske, der bliver vred over småting og mildes af gaver og bodsøvelser! ret
(40) Kirken øger sin magt
Romerkirkens indflydelse syntes at tiltage, skønt lasteme bredte sig, selv blandt kirkens ledende mænd. Hen imod slutningen af det ottende århundrede hævdede pavekirkens repræsentanter, at de romerske biskopper havde haft den samme åndelige magt i kirkens første århundreder som nu. For at underbygge denne påstand måtte man finde en eller anden metode for at give den et skær af autoritet. Løgnens fader var mere end villig til at stille forslag. Munkene forfalskede de gamle skrifter. Man fandt hidtil ukendte konciliebeslutninger, som bekræftede pavens universelle overhøjhed fra de tidligste tider, og en kirke, som havde forkastet sandheden, greb med begærlighed disse forfalskninger. ret
(40) De få trofaste, som byggede på den sande grundvold (1. Kor. 3, 10.11), blev rådvilde og hæmmet i deres arbejde, fordi falske læresætninger gjorde det hele vanskelig. Nogle af dem var tilbøjelige til at sige ligesom arbejderne på Jerusalems mur på Nehemias tid: "Lastdragernes kræfter svigter, og grusdyngerne er for store; vi kan ikke bygge på muren!" Neh. 4.10. Nogle af de trofaste bygmestre mistede modet, fordi de til stadighed måtte kæmpe med forfølgelse, bedrag, uretfærdighed og alle mulige andre hindringer, som Satan kunne finde på for at standse deres gerning. For at få fred og redde deres ejendele og deres liv forlod de den sikre grundvold. Andre lod sig imidlertid ikke kue af fjendens modstand, men sagde frygtløst: "Frygt ikke for dem! Kom den store frygtelige Gud i hu" (14. vers), og de fortsatte arbejdet med deres sværd bundet til siden. Ef. 6, 17. ret
(40) Guds fjender har været besat af det samme had og den samme modvilje mod sandheden til alle tider, og hans tjenere har altid måttet udvise den samme årvågenhed og troskab. Kristi ord til de første disciple gælder hans efterfølgere lige til verdens ende: "Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: våg!" Mark. 13, 17. ret
(41) Mørket syntes at blive tættere. Billedtilbedelsen vandt større udbredelse. Der blev tændt lys foran billederne og opsendt bønner til dem. Man praktiserede de mest urimelige og overtroiske skikke. Overtroen havde en sådan magt over sindene, at fornuften syntes at være sat helt ud af spillet. Når præsterne og bisperne var forlystelsessyge, sanselige og korrupte, kunne man ikke vente andet, end at folket, som søgte råd hos dem, sank ned i uvidenhed og laster. ret
(41) Pavedømmet tilrane de sig endnu mere magt, da pave Gregor VII i det ellevte århundrede proklamerede romerkirkens fuldkommenhed. En af hans påstande gik ud på, at kirken ifølge Skriften aldrig havde taget fejl, og at den heller aldrig ville tage fejl. Men hans påstand blev ikke ledsaget af beviser fra Skriften. Den; stolte pave hævdede også, at han havde magt til at afsætte kejsere, og udtalte, at ingen kunne omstøde, hvad han havde bestemt, men at det var hans forret at omstøde alle andres beslutninger. ret
(41) De tyranniske tilbøjeligheder hos denne forkæmper for ufejlbarligheden kommer lydelig til udtryk i hans; behandling af den tyske kejser Henrik IV. Kejseren blev erklæret for udstødt af kirken og afsat, fordi han ikke ville anerkende pavens myndighed. Henrik blev bange, da han blev svigtet og truet af sine egne fyrster, som gjorde oprør imod ham på pavens befaling, og han anså det for nødvendigt at slutte fred med Rom. Sammen med sin hustru og en trofast tjener drog han over Alperne midt om vinteren for at ydmyge sig over for paven. Da han kom til det slot, hvor Gregor havde taget ophold, blev han ført ind i en forgård uden ledsagelse af sin livvagt. Her måtte han blive i vinterens kulde, uden noget på hovedet og uden sko på fødderne og kun iført de nødtørftigste klæder, mens han afventede pavens tilladelse til at blive lukket ind. Paven nedlod sig først til at benåde ham, da han havde fastet og bekendt sine synder i tre dage. Da de var gået, skete det endda kun på betingelse af, at kejseren ventede med at iføre sig sine værdighedstegn og udøve sin kejserlige magt, til han havde fået pavens tilladelse. Gregor blev hovmodig over denne sejr og pralede med, at det var hans pligt at knække kongernes stolthed. ret
(41) Hvor er der stor forskel på denne hovmodige paves stolthed og Kristi ydmyghed og mildhed. Kristus siger, at han står ved hjertedøren og banker for at få lov at komme ind og skænke nåde og fred. Han lærte også sine disciple: "Den, som vil være den første blandt jer, han skal være jeres træl." Matt. 20,27. ret
(41) Hedensk lære får indpas i menigheden
I århundredernes løb blev der stadig indført flere vildfarelser i romerkirken. Allerede før pavedømmets oprettelse vakte hedenske filosoffers lære opmærksomhed i kirken og øvede indflydelse her. Mange holdt fast ved deres hedenske anskuelser, skønt de bekendte sig til at være omvendt. De vedblev ikke blot at studere den hedenske filosofi selv, men opfordrede også andre til at gøre det samme for at øve større indflydelse blandt hedningerne. På denne måde trængte der alvorlige vildfarelser ind i den kristne tro. Blandt de mest fremtrædende var troen på menneskets medfødte udødelighed og dets bevidsthed i døden. Det var på dette grundlag, at Rom byggede læren om helgenpåkaldelsen og tilbedelsen af Jomfru Maria. Fra samme kilde stammer vildfarelsen om, at de ugudelige skal pines for evigt. Denne lære blev på et tidligt tidspunkt gjort til en bestanddel af det pavelige læresystem. ret
(42) Nu var vejen banet for endnu et hedensk påfund. Rom kaldte det skærsilden og benyttede det til at skræmme de godtroende og overtroiske masser. Denne vildfarelse går ud på, at der eksisterer et pinested, hvor de mennesker, der ikke har fortjent evig fordømmelse, skal straffes for deres synder. Når de er blevet renset for deres urenhed, går de derfra til himlen. ret
(42) Rom havde brug for endnu et påfund for at kunne udnytte sine tilhængeres frygt og laster. Dette fik man i læren om afladen. Alle de, der lovede at deltage i pavens krige for at udvide hans verdslige herredømme, straffe hans fjender eller udrydde dem, der vovede at benægte hans åndelige overhøjhed, fik løfte om fuld tilgivelse for fortidens, nutidens og fremtidens synder og eftergivelse af alle de straffe, som de havde gjort sig fortjent til. Folk blev også oplært til at tro, at de kunne frigøre sig for synden og udfri deres afdøde venner fra skærsildens flammer ved at indbetale penge til kirken. Det var sådanne metoder, Rom benyttede til at fylde sine skatkister og skaffe sig midler, for at de mennesker, der foregav at være disciple af ham, som ikke havde det sted, hvor han kunne lægge sit hoved til hvile, kunne leve i pragt, luksus og laster. ret
(42) Herrens nadver, som er påbudt i Skriften, blev erstattet af det afguderiske messeoffer. De pavelige præster mente ved deres meningsløse komediespil at kunne forvandle almindeligt brød og almindelig vin til Kristi virkelige "legeme og blod." - Kardinal Wiseman, The Real Presenee of the Body Ånd Blood of Our Lord Jesus Christ in the Blessed Eucharist, Proved From Scripture, lecture 8, sec. 3, par. 26. Med gudsbespottelig arrogance hævdede de åbenlyst, at de havde magt til at skabe Gud, alle tings skaber. Det blev forlangt af de kristne, under trussel om dødsstraf, at de skulle bekende deres tro på denne frygtelige, gudsbespottelige vranglære. Alle de, der nægtede det, blev brændt på bålet. ret
(42) Forfølgelse og frafald
I det 13. århundrede fik pavedømmet det frygteligste af alle sine instrumenter i hænde, nemlig inkvisitionen. Mørkets fyrste arbejdede sammen med de ledende mænd i det pavelige hierarki. Når de holdt deres hemmelige rådslagninger, havde Satan og hans engle kontrollen over de onde mænds sind. I deres midte stod en usynlig engel fra Gud og nedskrev den frygtelige beretning om deres syndige beslutninger. Han optog rapport over handlinger, som var for grusomme til at blive set af mennesker. "Babylon, den store" var "beruset af de helliges blod." Åb. 17,6. Millioner af martyrers lemlæstede legemer råbte til Gud om hævn over denne frafaldne magt. ret
(42) Pavedømmet var blevet verdens voldshersker. Konger og kejsere bøjede sig for den romerske paves befalinger. Han syntes at have menneskenes skæbne i sin magt for tid og evighed. Roms læresætninger var blevet anerkendt viden om og adlydt ubetinget i hundredvis af år; de romersk-katolske ritualer var blevet overholdt med ærbødighed og de romersk-katolske fester fejret overalt. Den romerskkatolske gejstlighed blev æret, og folket skænkede rige gaver til deres underhold. Den romersk- katolske kirkes værdighed, pragt og storhed har aldrig været større. ret
(43) Men "pavedømmets middagstime var verdens midnat." - J. A. Wylie: The History of Protestantism, b. 1, ch. 4 Kendskabet til den hellige skrift var yderst ringe, ikke blot blandt folket, men også blandt præsterne. Pavekirkens ledende mænd hadede det lys, som ville afsløre deres synder, akkurat som farisæerne gjorde på deres tid. Da Guds lov, som er retfærdighedens målestok, var blevet fjernet, havde de ubegrænset herredømme og kunne øve deres laster uhindret. Bedrageri, havesyge og umoral sad i højsædet. Menneskene gik ikke af vejen for nogen forbrydelse, som kunne skaffe dem rigdom og magt. Pavernes og prælaternes paladser var skuepladsen for de værste udskejelser. Nogle af paverne gjorde sig skyldige i så frygtelige forbrydelser, at de verdslige regenter søgte at afsætte disse kirkelige ledere, fordi deres grusomheder ikke kunne tåles længere. I århundreder skete der ingen fremskridt inden for oplysning, kunst eller civilisationen i Europa. Kristendommen var blevet lammet moralsk og intellektuelt. ret
(43) Forholdene i verden under det romerske regimente var en frygtelig og slående opfyldelse af profeten Hoseas ord: "Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab. Da du har vraget kundskab, vrager jeg dig; ... du glemte din Guds åbenbaring, så glemmer og jeg dine sønner." "Ej er der troskab, ej godhed, ej kender man Gud i landet. Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør indbrud, og blodskyld følger på blodskyld." Hos. 4, 6. 1. 2. Dette var følgen af at forkaste Guds ord. ret