(365) Forbindelsen mellem den synlige og den usynlige verden, Guds engles tjeneste og de. onde ånders virksomhed omtales tydeligt i Skriften og er uadskilleligt knyttet til menneskenes liv. Der er en voksende tilbøjelighed til ikke at tro på, at der eksisterer onde ånder, og på samme tid anser mange de hellige engle, "som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse," (Hebr. 1, 14) for at være de afdødes ånder. Bibelen lærer imidlertid ikke blot, at der findes både gode og onde engle, men den indeholder også klare beviser på, at disse ikke er afdøde menneskers ånder, som har forladt legemet. ret
(365) Hvad bibelen lærer om englene
Der eksisterede engle før menneskets skabelse, for "morgenstjernerne jublede til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde," da jordens grundvold blev lagt. Job. 38, 7. Efter syndefaldet blev der sendt engle hen at vogte livets træ, og dette skete, før et eneste menneske endnu var død. Englene står på et højere trin end menneskene, for Salmisten siger, at mennesket blev skabt "lidet ringere end englene." Sl. 8, 6. (engl. overs.) ret
(365) Skriften giver oplysning om disse himmelske væsners antal, magt og herlighed, deres forbindelse med Guds herredømme og deres forhold til frelsesværket. "Herren har rejst sin trone i himlen, alt er hans kongedømme underlagt." Profeten siger: "I synet hørte jeg røster af mange engle rundt om tronen." I Kongernes Konges audiensværelse står hans engle, som er "vældige i kraft," og som gør, "hvad han bryder," "hans tjenere, som fuldbyrder hans vilje." Sl. 103, 19-21; Åb. 5, 11. Profeten Daniel så titusind titusinder og tusind tusinder af himmelske sendebud. Apostlen Paulus siger, at der eksisterer engle "i tusindtal." Dan. 7, 10; Hebr. 12, 22. Disse drager ud som Guds sendebud, "som lynglimt at se til" (Ez. 1, 14), så blændende er deres herlighed og så hurtig deres flugt. Den engel, der kom til Frelserens grav, så ud "som lynild," og hans klædning var "hvid som sne." Han fik vagtposterne til at skælve af frygt, og de "blev som døde." Matt. 28, 3. 4. Da den stolte assyrer Sankerib spottede og hånede Gud og truede Israel med tilintetgørelse, "gik Herrens engel samme nat ud og ihjelslog i assyrernes lejr 185.000 mand." Han "tilintetgjorde alle krigere, høvedsmænd og hærførere" i Sankeribs hær, så assyrerkongen "med spot og spe måtte vende hjem til sit land." 2. Kong. 19,35; 2. Krøn. 32, 21. ret
(366) Englene bliver udsendt for at være til hjælp og velsignelse for Guds børn. De blev sendt til Abraham for at overbringe ham løfterne om velsignelse; de blev sendt til Sodomas porte for at redde den retfærdige Lot, da byen var dømt til at opbrændes; de blev sendt til Elias, da han var ved at omkomme af træthed og sult i ørkenen; de blev sendt til Elisa for med deres ildvogne og ildheste at omringe den lille by, hvor han var spærret inde af sine fjender; de blev sendt til Daniel, da han bad om guddommelig visdom ved den hedenske konges hof, og da han var prisgivet løverne; de blev sendt til Peter, da han sad i Herodes' fængsel og ventede på døden; de blev sendt til fangerne i Filippi; til Paulus og hans ledsagere, da de befandt sig på havet en stormvejrsnat; til Komelius for at gøre hans sind modtageligt for evangeliet; til Peter for at sende ham af sted med frelsens budskab til en ukendt hedning. På denne måde er hellige engle til alle tider kommet Guds børn til hjælp. ret
(366) Alle Kristi efterfølgere har en beskyttende engel. Disse himmelske livvagter værner de retfærdige imod den ondes magt. Dette erkendte Satan selv, da han sagde: "Mon det er for intet, Job frygter Gud? Har du ikke omgærdet ham og hans hus og alt hvad han ejer, på alle kanter?" Job. 1, 9.10. Det fremgår af Salmistens ord, hvorledes Gud beskytter sit folk: "Herrens engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem." Sl. 34, 8. Frelseren sagde med henblik på dem, der tror på ham: "Se til, at I ikke ringeagter en af disse små; for jeg siger jer: Deres engle i himlen ser altid min himmelske Faders ansigt." Matt. 18, 10. De engle der har til opgave at hjælpe Guds børn, har altid adgang til Gud. ret
(366) Disse løfter om de himmelske engles uophørlige beskyttelse gælder Guds børn, som er udsat for mørkets fyrstes forførende magt og uudslukkelige had, og som kæmper mod alle ondskabens magter. Men denne forsikring er ikke overflødig. Når Gud har lovet sine børn at skænke dem nåde og yde dem beskyttelse, skyldes det, at de må kæmpe mod ondskabens vældige kræfter, som er talrige, hårdnakkede og utrættelige. Og ingen kan føle sig trygge, hvis de er uvidende om eller ligegyldige over for disse kræfters ondskab og magt. ret
(367) Findes der onde engle?
De onde ånder blev fra begyndelsen skabt syndfri, og på det tidspunkt havde de samme natur, kraft og herlighed som de hellige væsner, der er Guds sendebud nu. Men efter at de er faldet i synd, har de sluttet sig sammen for at vanære Gud og gøre menneskene fortræd. De deltog i Satans oprør og blev udstødt af himlen sammen med ham, og lige siden har de stået på hans side i krigen mod Guds styre. Skriften giver oplysning om deres sammenslutning og styreform, den måde, de er inddelt på, deres forstand og snuhed og deres onde anslag imod menneskenes fred og lykke. ret
(367) Det gamle Testamentes historie omtaler lejlighedsvis deres eksistens og virksomhed, men de onde ånder åbenbarede deres magt tydeligst, mens Kristus var på jorden. Kristus var kommet for at gennemføre den plan, der var lagt for at frelse menneskene, men Satan besluttede at hævde sin ret til at beherske verden. Det var lykkedes ham at indføre afgudsdyrkelse overalt på jorden undtagen i Palæstina. Kristus slog sig ned i det eneste land, som ikke havde givet sig fuldstændig i fristerens magt, for at lade det himmelske lys skinne på folket. Nu var der to modstridende magter, som gjorde krav på herredømmet. Jesus udrakte sine kærlige arme og indbød alle dem, der ønskede det, til at komme til ham og få tilgivelse og fred. Mørkets magter var klar over, at de ikke havde uindskrænket myndighed, og de forstod, at deres herredømmes dage snart ville være talte, hvis Kristi mission lykkedes. Satan rasede som en lænket løve og udøvede trodsigt sin magt over både menneskenes legemer og sind. ret
(367) Det fremgår tydeligt af Det nye Testamente, at mennesker har været besat af onde ånder. De besatte led ikke blot af sygdomme, som skyldtes naturlige årsager. Kristus var fuldt ud klar over, hvad han havde med at gøre, og han var sig bevidst, at han stod over for onde ånder og deres værk. ret
(367) Bibelske eksempler
Skriftens beretning om, hvorledes de besatte fra gerasenernes egn blev helbredt, er et slående eksempel på de onde ånders antal, magt og ondskab, men tillige om Kristi magt og nåde. De stakkels besatte tålte ingen begrænsning af deres frihed. De vred sig, frådede, rasede og fyldte luften med deres råb. De sårede sig selv og var farlige for alle dem, der kom i nærheden af dem. Det frydede mørkets fyrste at se deres blødende, mishandle de legemer og deres forvirrede sind. En af de onde ånder, som beherskede de besatte, sagde: "Legion er mit navn; for vi er mange." Mark. 5, 9. I den romerske hær bestod en legion af mellem 3000 og 5000 mand. Satans hær er også inddelt i kompagnier, og det kompagni, som disse onde ånder tilhørte, udgjorde ikke mindre end en legion. ret
(367) På Jesu befaling for de onde ånder ud af deres ofre, og da det var sket, satte disse sig stille ved Jesu fødder. Nu var de blevet rolige, forstandige og venlige. Ånderne fik lov til at styrte en svinehjord i søen. For beboerne i gerasenernes egn betød dette tab mere end de velsignelser, som Kristus havde skænket, og de bad den guddommelige læge om at forlade stedet. Dette var netop, hvad Satan havde tilsigtet. Ved at give Jesus skylden for det tab, de havde lidt, kaldte han egoismen og frygten frem i befolkningen og forhindrede, at de kom til at høre hans budskab. Satan beskylder stadig de kristne for at være årsag til tab, ulykker og lidelse i stedet for at placere ansvaret der, hvor det med rette hører hjemme - hos ham selv og hans redskaber. ret
(368) Men Kristi planer blev ikke gjort til intet. Han tillod, at de onde ånder ødelagde svinehjorden for at straffe de jøder, der opdrættede disse urene dyr for pengenes skyld. Hvis Kristus ikke havde tvunget ånderne tilbage, ville de ikke alene have styrtet svinene i søen, men også vogterne og ejerne. Disse blev kun bevaret, fordi han i sin nåde benyttede sin magt til at redde dem. Men det, der skete ved denne lejlighed, tjente endnu en hensigt. Det gav nemlig disciplene indblik i Satans grusomme magt over både mennesker og dyr. Frelseren ønskede, at hans efterfølgere skulle lære deres fjende at kende, for at de ikke skulle blive forført og besejret af hans angreb. Han ville også give befolkningen på egnen anledning til at se, at han havde magt til at bryde Satans lænker og give hans fanger friheden. Jesus selv drog bort, men de mænd, der så forunderligt var blevet udfriet, blev tilbage for at forkynde den nåde, som deres velgører havde vist dem. ret
(368) Skriften nævner også andre eksempler af samme art. En syriskfønikisk kvindes datter plagedes meget af en ond ånd, som Jesus uddrev ved sit ord. Mark. 7, 26 - 30. Den medlidende Frelser helbredte en besat, som var både blind og stum," (Matt. 12, 22), en ung mand, som var besat af en ond ånd der gjorde ham stum og tit "kastede ham både i ild og vand for at tage livet af ham," (Mark. 9, 17 - 27) og også den sindssyge, som var besat af "en uren, ond ånd," (Luk. 4, 33 - 36) og som forstyrrede sabbatsfreden i synagogen i Kapernaum. Næsten uden undtagelse talte Kristus til de onde ånder som til fornuftvæsner og befalede dem at fare ud af deres ofre og aldrig plage dem mere. Da de tilbedende i Kapernaum så hans vældige magt, "kom der rædsel over dem alle; og de talte med hverandre og sagde: "Hvad er dog dette for et ord? Han byder jo over de urene ånder med myndighed og kraft, så de farer ud." Luk. 4, 36. ret
(368) De besatte beskrives i almindelighed på en sådan måde, at man får det indtryk, at de har store lidelser. Dette er dog ikke altid tilfældet. Der var nogle mennesker, der villigt underkastede sig den sataniske indflydelse for at opnå overnaturlig kraft. Disse havde selvfølgelig ingen kamp med ånderne. De mennesker, der havde en spådomsånd, hørte til denne kategori. Det gjaldt troldmændene Simon og Elymas og den unge pige, som fulgte efter Paulus og Silas i Filippi. ret
(368) De som afviser djævelens eksistens
De onde ånders indflydelse er farligst for de mennesker, der på trods af Skriftens direkte og righoldige vidnesbyrd benægter djævelens og hans engles eksistens og virksomhed. Så længe vi er uvidende om deres listige angreb, har de en næsten ufattelig magt over os. Mange går i den tro, at de retter sig efter deres egen visdom, mens de i virkeligheden følger disse dæmoners forslag. Det er derfor, at Satan lige forud for verdens ende, hvor han vil gøre sin største indsats for at bedrage og ødelægge, er på færde overalt for at få mennesker til at tro, at han ikke eksisterer. Det er hans taktik at skjule både sig selv og den måde, han arbejder på. ret
(368) Der er intet, den store forfører frygter mere, end at vi skal lære hans list at kende. For at kunne skjule sit sande væsen og sine hensigter endnu bedre har han fået menneskene til at forestille sig ham på en sådan måde, at tanken om ham kun vækker latter og foragt. Det passer ham udmærket, når han bliver fremstillet som et latterligt eller afskyeligt, vanskabt væsen, halvt dyr og halvt menneske. Det tiltaler ham, når mennesker, som anser sig for at være oplyste, bruger hans navn letsindigt og spøgefuld. ret
(369) Han mestrer forklædningens kunst til fuldkommenhed, og dette er grunden til, at mennesker så ofte spørger: "Eksisterer der virkelig et sådant væsen?" Det er et vidnesbyrd om de store resultater, han har nået, at store kredse inden for kristenheden hylder teorier, som benægter Skriftens tydeligste vidnesbyrd. Det er netop, fordi Satan har så let ved at få kontrol over tankerne hos de mennesker, der ikke er klar over hans indflydelse, at Guds ord indeholder så mange eksempler på hans ondskab og afslører de skjulte kræfter, han råder over, for os. Det er for at hjælpe os at være på vagt over for hans angreb. ret
(369) Vi ville have al mulig grund til at ængstes over Satans og hans onde engles magt og ondskab, hvis vi ikke kunne søge tilflugt i vor Frelsers overlegne styrke. Vi forsyner omhyggeligt vore huse med slåer og låse for at værne vort liv og vor ejendom imod onde mennesker, men vi tænker sjældent på de onde engle, som til stadighed søger at få adgang til os, og som vi ikke kan forsvare os imod i vor egen styrke. Hvis de fik lov til det, kunne de forvirre vort sind, pine og plage vort legeme og tilintetgøre vort liv og vor ejendom. Deres største fornøjelse er at gøre fortræd og ødelægge. De mennesker, som kæmper imod Guds krav og giver efter for Satans fristelser så længe, at Gud overlader dem i de onde ånders vold, befinder sig i en frygtelig stilling. På den anden side er de, del" følger Kristus, altid trygge i hans varetægt. Disse bliver beskyttet af vældige engle, som udsendes fra himlen. Den onde kan ikke trænge forbi den vagt, som Gud har sat omkring sit folk. ret