(401) Katolicismen betragtes nu af protestanter med langt større velvilje end tidligere. I de lande, hvor katolicismen ikke har fremgang, og hvor katolikkerne for at vinde indflydelse indtager en forsonlig holdning, møder man en tiltagende ligegyldighed med hensyn til de læresætninger, som udskiller protestantismens kirker fra pavevældet. Stadig vinder den mening frem, at når alt kommer til alt, er vi ikke så vidt forskellige med hensyn til de livsvigtige punkter, som man engang troede, og at lidt imødekommenhed fra vor side vil føre til bedre forståelse med Rom. Der var en tid, hvor protestanterne lagde stor vægt på den samvittighedsfrihed, som var erhvervet med så store ofre. De lærte deres børn at afsky katolicismen og mente, at det ville være utroskab mod Gud at søge forståelse med Rom. Men hvor er de følelser, der gives udtryk for nu, vidt forskellige fra dengang! ret
(401) Katolicismens forsvarere erklærer, at der er blevet talt ondt om den katolske kirke, og den protestantiske verden er tilbøjelig til at give dem ret i dette. Mange hævder, at det er uretfærdigt at bedømme kirken i dag ud fra de afskyeligheder og urimeligheder, som kendetegnede dens herredømme i uvidenhedens og mørkets århundreder. De undskylder dens frygtelige grusomheder som et udslag Hf de barbariske tider og erklærer, at nutidens civilisation har forandret dens indstilling. ret
(401) Krav om ufejlbarlighed
Mon disse mennesker har glemt det krav på ufejlbarlighed, der for 800 år 'liden blev fremsat af denne hovmodige magt? Så langt fra at give afkald derpå bekræftede man i det 19. århundrede dette krav mere ubetinget end nogensinde tidligere. Når Rom hævder, at kirken "aldrig er faret vild, og at den efter Skriftens vidnesbyrd aldrig vil komme til at fare vild," hvordan kan den så frafalde de principper, der i svundne tider har været rettesnoren for dens handlemåde? (John L. von Mosheim: Institutes of Ecclesiastical History, book 3, century 11, part 2, chapter 2, section 9, note 17) ret
(401) Pavekirken vil aldrig give afkald på sit krav om ufejlbarlighed. Den mener, at alt, hvad den har gjort for at forfølge dem, der forkaster dens dogmer, var retfærdigt, og mon den ikke ville gentage de samme handlinger, hvis lejlighed skulle tilbyde sig? Hvis de hæmmende bånd, som verdslige regeringer nu pålægger den, skulle blive fjernet og Roms tidligere magt genoprettet, så ville der hurtigt komme en fornyelse af dens tyranni og forfølgelse. ret
(401) En velkendt forfatter taler således om pavevældets holdning, når det drejer sig om samvittighedsfrihed og om de farer, der i særlig grad truer De Forenede Stater gennem dets politiske succes: "Der findes mange, der er tilbøjelige til at kalde enhver frygt for romerkirken i De Forenede Stater for snæversind og barnagtighed. Den slags mennesker ser intet i romerkirkens natur og holdning, som kan være i modstrid med vor frie forfatning, og ser heller ikke noget ildevarslende i dens stadige vækst. Lad os da allerførst sammenligne nogle af vore fundamentale principper med den katolske kirkes. ret
(401) De Forenede Staters forfatning sikrer samvittighedsfrihed. Intet er os kærere eller mere fundamentalt. Pave Pius IX sagde i sin rundskrivelse af 15. august 1854: "De meningsløse og fejlagtige doktriner eller galskaber til forsvar for samvittighedsfriheden er en højst afskyelig vildfarelse - en pest, som frem for nogen anden må frygtes i et land!" Den samme pave fordømte i sin rundskrivelse af 8. december 1864 "dem, der forsvarer samvittighedsfrihed og frihed til gudsdyrkelse," og også "alle dem, der hævder, at kirken ikke har lov at bruge magt." ret
(402) Roms fredelige tone i De Forenede Stater betyder ikke nogen sindsforandring. Romerkirken er kun tolerant, når den er magtesløs. Biskop O´ Corner siger: "Religionsfrihed tåles kun indtil det modsatte kan gennemføres uden fare for den katolske kirke." - Ærkebiskoppen af St. Louis sagde engang: "Kætteri og vantro er forbrydelser, og i kristne lande, som for eksempel Italien og Spanien, hvor hele befolkningen er katolikker, og hvor den katolske religion er en væsentlig del af landets lov, straffes de som andre forbrydelser." ret
(402) Enhver kardinal, ærkebiskop eller biskop inden for den katolske kirke aflægger en lydighedsed til paven, hvori følgende ord forekommer: "Kættere, skismatikere og oprørere mod vor ovennævnte herre (paven) eller hans før omtalte efterfølgere vil jeg af bedste evne forfølge og bekæmpe." - Josias Strong: Our Country, ch. 5, pars. 1 - 3. ret
(402) Katolicismen vinder tilhængere
Sandt er det, at der findes virkelige kristne inden for den romerskkatolske kirke. Tusinder inden for denne kirke tjener Gud efter deres bedste overbevisning. Man har nægtet dem adgang til hans ord, og derfor erkender de ikke sandheden. De har aldrig oplevet modsætningen mellem en levende gudstjeneste og en række af tomme skikke og ceremonier. Gud ser med medlidende kærlighed på disse mennesker, som jo er opdraget i en illusorisk og utilfredsstillende tro. Han vil lade stråler af lys trænge ind i det tætte mørke, som de er omgivet af. Han vil åbenbare dem den sandhed, der findes i Jesus, og mange af dem vil engang slutte sig til hans folk. ret
(402) Men romerkirken er som et samlet hele ikke i bedre overensstemmelse med Kristi evangelium i dag end på noget andet tidspunkt af sin historie. De protestantiske kirker er kommet ind i et dybt mørke - ellers ville de være klar over tidernes tegn. Romerkirken er vidtrækkende i sine planer og sin handlemåde. Den anvender alle påfund for at udvide sin indflydelse og forøge sin magt i forberedelsen af en voldsom og afgørende kamp for at genvinde verdensherredømmet, genindføre forfølgelserne og tilintetgøre alt, hvad protestantismen har udrettet. Katolicismen vinder terræn på alle fronter. Se blot det stigende antal af dens kirker og kapeller i de protestantiske lande. Se, hvor populære dens læreanstalter og seminarier er i Amerika, og i hvor høj grad de beskyttes af protestanterne. Se på det udvidede system af ceremonier i England og de hyppige frafald over til katolikkernes rækker. Alt dette burde vække ængstelse hos alle, der værdsætter evangeliets rene lære. ret
(403) Der er protestanter, som har spillet under dække med og beskyttet den katolske lære. De har sluttet forlig og gjort indrømmelser, som har overrasket selv katolikkerne, og som de ikke fatter. Mennesker lukker øjnene for romerkirkens sande natur og de farer, man må frygte fra dens herredømme. Folket trænger til at vækkes for at kunne modstå en fremtrængen af den borgerlige og religiøse friheds farligste fjende. ret
(403) Ydre pragt
Mange protestanter mener, at den katolske religion ikke er tillokkende, og at dens gudstjeneste består af en kedelig, meningsløs række af ceremonier. Heri tager de fejl! Skønt katolicismen bygger på et bedrag, så er dette hverken groft eller klodset. Romerkirkens gudstjeneste er af meget betagende virkning. Dens pragtudfoldelse og dens højtidelige ritual fortryller menneskers sanser og får fornuftens og samvittighedens stemme til at tie. Synet virker betagende. Pragtfulde kirker, imponerende processioner, gyldne altre, juvelprydede helgenskrin, udsøgte malerier og vidunderlige skulpturer fryder skønhedssansen. Også øret henrives. Musikken er uden sidestykke. Det dybttonende orgels dejlige klang, som blander sig med den flerstemmige sang, mens den bruser gennem de store katedralers høje hvælvinger og søjlegange kan ikke undlade at betage sindet med højtid og ærefrygt. ret
(403) Denne ydre herligheds pragt og ceremoni, som kun er en hån mod den syndsbetyngede hjertes længsler, er et vidnesbyrd om indre fordærvelse. Kristi religion har ikke brug for den slags lokkemidler som anbefaling. I det lys, der stråler fra korset, viser den sande kristendom sig så ren og skøn, at ingen ydre prydelse kan forøge dens sande værd. Det er de helliges skønhed - en ydmyg og stille ånd - som betyder noget for Gud. ret
(403) Strålende ydre form behøver ikke at være kendetegnet på rene, ophøjede tanker. Høje begreber om kunst og en forfinet smag møder man tit hos personer, der både er verdslige og sanselige. Satan bruger dem ofte til at få mennesker til at glemme det, som er fornødent for det indre menneske, til at aflede opmærksomheden fra det fremtidige, evige liv og til at få dem til at vende sig bort den eneste som kan hjælpe dem og kun leve for denne verden. ret
(403) En religion med ydre form virker tiltrækkende på det uomvendte menneske. Den katolske gudstjenestes pragt og ceremonier har en forførerisk tryllemagt, som har bedraget mange, og de kommer til at betragte romerkirken som selve Himmerigs port. Kun de, hvis fødder står fast på sandhedens grund, og hvis hjerter er fornyede ved Guds Ånd, har kraft til at modstå dens indflydelse. Tusinder, som ikke af egen erfaring kender Kristus, vil lade sig forføre til at antage gudsfrygts skin uden dens kraft. Det er netop en sådan religion, masserne kræver. ret
(403) Hvad med skriftemålet?
Kirkens krav på at kunne tildele syndsforladelse får katolikken til at føle sig frit stillet med hensyn til at synde, og forordningen om skriftemål, uden hvilket syndsforladelse ikke gives, virker også med til at give det onde frit løb. Den, som knæler for et faldent menneske og gennem skriftemål åbenbarer sit hjertes hemmelige tanker og følelser, nedværdiger sig som menneske og forringer sit menneskeværd og alle ædle indskydelser. Ved at afsløre sit livs synder for en præst - et fejlende, syndigt, dødeligt menneske, kun alt for ofte demoraliseret af vin og tøjlesløshed forringer man sine karakteregenskaber, og som følge deraf tager man skade på sit sind. Gudsbegrebet bliver reduceret til lighed med et syndigt menneske, for præsten repræsenterer Gud. ret
(404) Dette nedværdigende skriftemål fra menneske til menneske er den hemmelige kilde, hvorfra der er udsprunget så meget af det onde, som forgifter verden og dømmer den til den endelige tilintetgørelse. Alligevel er det for den, der elsker at tage hensyn til sig selv, en mere tiltalende tanke at skrifte for et medmenneske end at lukke hjertet op for Gud. Det er behageligere for den menneskelige natur at gøre bod end at slippe synden. Det er lettere at plage legemet med sækkelærred og nælder og gnavende lænker end at korsfæste de kødelige lyster. Tungt er det åg, som det menneskelige hjerte er villigt til at bære, hellere end at bøje sig under Kristi åg. ret
(404) Der er en slående lighed mellem romerkirken og det jødiske samfund på Kristi tid. Mens jøderne hemmeligt nedtrampede enhver grundsætning i Guds lov, overholdt de i det ydre strengt dens forskrifter og belæssede den med fordringer og overleveringer, som gjorde lydigheden til en plage og byrde. Ligesom jøderne hævdede at ære loven, sådan hævder katolikkerne at ære korset. De dyrker symbolet på Kristi lidelser, mens de i deres liv fornægter ham, som det er et billede på. ret
(404) Katolikker anbringer kors over deres kirker, på deres altre og på deres klæder. Overalt ser man korsets tegn. I det ydre æres og ophøjes det alle vegne. Men Kristi lære er begravet under en mængde meningsløse traditioner, falske fortolkninger og strenge krav. Frelserens ord om de hykleriske jøder henvender sig med endnu større kraft til de ledende inden for den romerskkatolske kirke. "De binder tunge byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger." Matt. 23, 4. Samvittighedsfulde mennesker bliver holdt i en stadig rædsel, fordi de frygter for at have syndet imod Gud, mens mange af kirkens høje embedsmænd lever i luksus og sanselige glæder. ret
(404) Tilbedelsen af billeder og relikvier, påkaldelsen af helgener og ophøjelsen af paven er Satans påfund for at drage menneskers sind bort fra Gud og hans Søn. For at gøre deres ødelæggelse fuldkommen forsøger han at vende deres opmærksomhed bort fra ham, hos hvem de alene kan finde frelse. Han vil vise dem hen til enhver ting, der kan sættes i stedet for ham, der har sagt: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile." Matt. 11, 28. ret
(404) En dyster beretning
Satans stadige bestræbelser går ud på at give en falsk fremstilling af Gud, af syndens væsen og af, hvor meget der i virkeligheden står på spil i den store strid. Hans spidsfindigheder forringer den guddommelige lovs forpligtelser og giver mennesker frihed til at synde. Samtidig får han dem til at nære falske forestillinger om Gud, så de snarere betragter ham med frygt og had end med kærlighed. Den grusomhed, som er uadskillelig fra Satans. egen natur, tillægger han Skaberen. Den giver sig udtryk i religionssystemer og viser sig i forskellige former for gudsdyrkelse. På denne måde forblindes menneskers øjne, og Satan sikrer sig dem som sine hjælpere i kampen mod Gud. Ved en fordrejet opfattelse af de guddommelige egenskaber kom hedningefolk til at tro, at menneskeofre var nødvendige for at sikre sig guddommens gunst, og der er forøvet frygtelige grusomheder under de forskellige former for afgudsdyrkelse. ret
(405) Den romersk-katolske kirke, som har blandet hedenskabet og kristendommen sammen og ligesom hedenskabet fremstillet Gud i et fejlagtigt lys, har taget sin tilflugt til ikke mindre grusomme og oprørende metoder. I den tid, hvor romerkirken havde overhøjheden, benyttede man torturinstrumenter for at tvinge mennesker til at godkende dens lære. Bålet ventede dem, der ikke ville bøje sig for dens krav. Der blev foretaget massakrer efter en målestok, som aldrig vil blive kendt, før de åbenbares på dommens dag. Kirkens høje embedsmænd udtænkte ved deres herre Satans hjælp udspekulerede metoder, hvorved man kunne forårsage de størst mulige pinsler uden dog at gøre ende på offerets liv. I mange tilfælde blev denne djævelske proces gentaget til den yderste grænse, for hvad et menneske kunne udholde, indtil naturen opgav kampen, og den lidende bød døden velkommen som en mild befrier. ret
(405) En sådan skæbne led romerkirkens modstandere. Til sine tilhængere havde den tugtemidler som piskning, udsultning og legemlig hårdhed under enhver tænkelig, modbydelig form. For at sikre sig himlens velbehag krænkede de bodfærdige Guds love ved at krænke naturens love. De lærte at sønderrive de bånd, som han har skabt til velsignelse og glæde for menneskets jordiske liv. Kirkegårdene rummer millioner af ofre, som tilbragte deres liv med forgæves bestræbelser på at underkue deres naturlige kærlighed, og med at undertrykke enhver tanke eller følelse for deres medskabninger som en synd imod Gud. ret
(405) Hvis vi ønsker at forstå Satans konstante grusomhed, der har vist sig gennem hundreder af år - ikke blandt dem, der aldrig har hørt om Gud, men inden for kristenhedens inderste kerne og til dens yderste grænser - så behøver vi blot at kaste et blik på romerkirkens historie. Gennem dette kæmpe system af bedrag opnår mørkets fyrste sit formål: At vanære Gud og bringe elendighed over mennesker. Og når vi ser, hvordan han har held til at forklæde sig og udføre sit værk ved hjælp af kirkens ledere, forstår vi bedre, hvorfor hans modvilje mod Bibelen er så stor. Dersom denne bog læses, vil Guds nåde og kærlighed åbenbares, og man vil komme til at se, at han ikke lægger nogen af disse tunge byrder på mennesker. Det eneste, han kræver, er et sønderknust hjerte og en ydmyg og lydig ånd. ret
(405) Kristus giver i sit liv intet eksempel på, at mænd og kvinder skal spærre sig inde i klostre for at blive skikkede til himlen. Han har aldrig lært os, at kærlighed og medfølelse bør undertrykkes. Frelserens hjerte strømmede over af kærlighed. Jo mere mennesket nærmer sig den moralske fuldkommenhed, jo stærkere er dets følsomhed, jo skarpere dets opfattelse af synd og jo dybere dets medfølelse med de bedrøvede. Paven hævder at være Kristi stedfortræder, men hvordan kan hans karakter tåle sammenligning med vor Frelsers? Har man nogensinde hørt, at Kristus dømte mennesker til fængsel eller pinebænk, fordi de ikke hyldede ham som himlens konge? Hørte man nogensinde hans røst dømme nogen til døden, fordi de ikke tog imod ham? Dengang beboerne af en samaritansk by viste ham ringeagt, blev apostlen Johannes fuld af harme og spurgte: "Herre! Vil du, at vi skal byde ild fare ned fra himlen og fortære dem? [således som Elias gjorde] "Jesus så medlidende på sin discipel og svarede, idet han bebrejdede ham hans hårde sind: "Menneskesønnen er ikke kommet for at ødelægge menneskeliv, men for at frelse dem." Luk. 9, 54. 56. Hvilken forskel på den ånd, Kristus lagde for dagen, i modsætning til hans foregivne stedfortræders! ret
(405) Bør protestanterne søge tilbage til Rom?
Nu viser romerkirken den lyse side frem over for verden og dækker sin histories frygtelige grusomheder bag undskyldende forklaringer. Den har iklædt sig kristelig dragt, men den har ikke forandret sig. Ethvert af de principper, som fandtes inden for pavedømmet i fortiden, eksisterer stadig. De læresætninger, som blev opfundet i den mørkeste middelalder, gælder stadig. Lad ingen bedrage sig selv. Det pavevælde, som protestanterne nu er så villige til at ære, er det samme, som beherskede verden på reformationens tid, da Guds mænd trådte frem for med fare for deres liv at afsløre dets uretfærdighed. Det sidder inde med det samme hovmod og de stolte forudsætninger, hvorved det herskede over konger og fyrster og gjorde fordring på at have guddommelige fortrin. Dets ånd er ikke mindre grusom og tyrannisk nu, end dengang det udslettede menneskelig frihed og myrdede den Højestes hellige. ret
(406) Pavedømmet er netop, hvad profetien erklærede, at det skulle blive: De sidste tiders frafald! 2. Tess. 2, 3. 4. Det hører med til dets politik at spille den rolle, der bedst fremmer dets formål, men under kamæleonens forskelligartede udseende skjuler det ufravigeligt slangens gift. "Et givet løfte behøver ikke at overholdes over for kættere eller personer, der mistænkes for kætteri," erklæres det.. -Lenfant. vol. 1, p. 516. Skal denne magt, hvis historie i tusind år er blevet skrevet med de helliges blod, nu virkelig erkendes som en del af Kristi kirke? ret
(406) Ikke uden grund er det i protestantiske lande blevet hævdet, at katolicismen afviger langt mindre fra protestantismen nu end tidligere. Der er sket en forandring, men forandringen stammer ikke fra pavekirken. Katolicismen ligner virkelig meget af den protestantisme, der nu er til, - fordi protestantismen har forandret sig meget siden reformatorernes tid. ret
(406) Efterhånden som de protestantiske kirker har søgt verdens gunst, er deres øjne blevet forblindede af falsk barmhjertighed. De kan ikke se andet, end at det er rigtigt at tro godt om alt det onde - og som det uundgåelige resultat vil de til slut komme til at tro ondt om alt det gode. I stedet for at stride for den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de hellige, er de nu så at sige ved at give romerkirken undskyldninger for deres ukærlige mening om den og bede om tilgivelse for deres snæversyn. ret
(406) Der findes mange mennesker, selv blandt dem, der ikke ser med velvilje på romerkirken, som ikke frygter nogen fare trods dens magt og indflydelse. Mange mener, at det åndelige og moralske mørke, der rugede over middelalderen, hjalp med til at udbrede dens dogmer, overtro og undertrykkelse, og at de nye tiders større oplysning, den almindeligt udbredte viden og den voksende frigjorthed med hensyn til religions anliggender forbyder en tilbagevenden af intolerance og tyranni. Blot tanken om, at en sådan tingenes tilstand skulle kunne bestå i vor oplyste tid, erklæres for latterlig. Det er sandt, at både forstandens, moralens og religionens lys skinner klart over dette slægtled. Fra Guds hellige ords åbnede sider skinner lyset fra himlen ud over jorden, men man burde huske på, at jo stærkere lys der gives, jo dybere er mørket hos dem, der fordrejer eller forkaster det. ret
(406) Granskning af Bibelen under bøn ville få protestanterne til at se pavemagtens sande natur og få dem til at afsky og undgå den, men mange føler sig så kloge i deres egen indbildskhed, at de ikke føler nogen trang til at søge Gud, så de kan føres ind i sandheden. Skønt de hovmoder sig af deres oplysning, er de uvidende om både Skriften og Guds kraft. De må have noget til at berolige deres samvittighed, og de søger det, som er mindst åndeligt og ydmygende. Det, de ønsker, er at lære at glemme Gud på en sådan måde, at det ser ud, som om de husker ham. For alle disse egner pavekirken sig godt til at imødekomme deres ønsker. Den er indrettet for to forskellige slags mennesker, som omfatter næsten hele verden. Dem, der vil frelses ved deres egen fortjeneste, og dem, der vil frelses i deres synder. Heri ligger hemmeligheden ved dens magt. ret
(406) Man har set, at en tid med stort åndeligt mørke var gunstigt for pavemagtens fremgang. Nu skal man komme til at se, at en tid med stort åndeligt lys er lige så gunstigt for dens fremgang. I fortiden, hvor mennesker ikke ejede Guds ord og var uden viden om sandheden, var deres øjne tildækkede, og tusinder lod sig indfange uden at se det garn, der var udspændt foran dem. I dette slægtled er der mange, hvis øjne lader sig blænde af menneskelige teoriers glans fra en "erkendelse," der med urette kaldes således. De opdager ikke snaren og går i den så let, som var de blinde. Det var Guds hensigt, at menneskets åndelige evner skulle betragtes som en gave fra Skaberen og anvendes i sandhedens og retfærdighedens tjeneste; men når man dyrker hovmod og ærgerrighed og mennesker ophøjer deres egne teorier over Guds ord, så kan oplysning være til større skade end uvidenhed. Således vil den nuværende tids falske videnskab, som undergraver troen på Bibelen, vise sig at have lige så stort held til at berede vejen for antagelsen af den katolske lære med dens tiltalende skikke, som tilbageholdelse af viden var til at åbne vejen for dens vækst i middelalderen. ret
(407) I de bevægelser, der nu vokser frem i De Forenede Stater for at sikre kirkens institutioner og skikke med støtte fra staten, følger protestanterne i katolikkernes fodspor. Ja, endnu mere, idet de er med til at åbne døren for pavevældet, så det i det protestantiske Amerika kan genvinde det herredømme, som det har mistet i den gamle verden. Og hvad der giver denne bevægelse større betydning, er dette, at hovedformålet er den tvungne overholdelse af søndagen - en skik, der har sin oprindelse i romerkirken, og som denne håndhæver som en del af sin myndighed. Det er romerkirkens ånd - den ånd, der tillemper sig efter denne verdens skikke og sætter menneskelige traditioner højere end Guds bud - der gennemsyrer de protestantiske kirker og forfører dem til at arbejde på samme måde for søndagens ophøjelse, som pavedømmet har gjort før dem.407 ret
(407) Kongelige forordninger, almindelige kirkemøder og kirkelige bestemmelser, som blev støttet af verdslig magt, var de trappetrin, ad hvilke den hedenske festdag nåede til sin hædersplads i den kristne verden. Den første offentlige forordning, der påbød overholdelse af søndagen, var den lov, som Konstantin udstedte år 321. Denne forordning krævede, at bymennesker skulle hvile på "solens ærværdige dag," men tillod landmænd at fortsætte deres landbrugsarbejde. Skønt det egentlig var en hedensk vedtægt, blev dette påtvunget af kejseren, efter at han havde bekendt sig til kristendommen. ret
(407) Da det kongelige mandat viste sig at være utilstrækkeligt til at erstatte den guddommelige myndighed, hævdede biskop Eusebius, der søgte fyrsternes gunst, og som var Konstantins særlige smigrende ven, at Kristus havde erstattet sabbaten med søndagen. Der blev ikke fremført et eneste vidnesbyrd fra Skriften om denne nye lære. Eusebius indrømmer ubevist dens falskhed og udpeger de egentlige ophavsmænd til forandringen. Han siger: "Alt, hvad det var ens pligt at gøre på sabbaten, har vi overført til Herrens dag." - Robert Cox: Sabbath Laws and Sabbath Duties, p. 538. Men argumenterne for søndagen selvom de var så ubegrundede - tjente til at give folk mod til at træde sabbaten i støvet. Enhver, der var ivrig efter verdens ære, antog den folkelige festdag. ret
(408) Da pave magten fik fast grund under fødderne, fortsattes arbejdet for søndagens ophøjelse. En tid lang arbejdede bønderne, når de ikke var i kirke, og den syvende dag blev stadig betragtet som sabbat. Men forandringen udviklede sig støt. De, der havde gejstlige embeder, fik forbud mod at afsige dom i nogen borgerlig strid om søndagen. Kort tid efter fik alle, hvilken stilling de end indtog, befaling om at afholde sig fra almindeligt arbejde, under trussel om fængsel, hvis det gjaldt frie borgere, og prygl, hvis det drejede sig om slaver. Senere kom der en forordning om, at rige mennesker skulle straffes med tabet af halvdelen af deres gods, og endelig, at hvis de stadig viste sig genstridige, skulle de gøres til slaver. De lavere klasser skulle dømmes til forvisning på livstid. ret
(408) Man gjorde også brug af mirakler. Blandt andre undere fortaltes der om en bonde, der skulle til at pløje sin mark på en søndag. Da han ville rense ploven med et jern, hang jernet fast i hans hånd, og i to år hang det fast ved ham, "til meget stor smerte og skam for ham selv!" Francis West: Historical and Practical Discourse on the Lord's Day, p.174. ret
(408) Senere gav paven befaling om, at sognepræsten skulle formane overtrædere af søndagen og råde dem til at gå i kirke og bede deres bønner, for at der ikke skulle ske dem selv eller deres naboer en eller anden stor ulykke. Et gejstligt råd fremførte dette argument, som siden da er blevet anvendt i stor stil, selv af protestanter: fordi mennesker var blevet ramt af lynet, mens de arbejdede om søndagen, måtte denne være sabbaten. "Det er tydeligt," sagde prælaterne, "i hvor høj grad det har vakt Guds mishag at ringeagte denne dag." Der skete en henvendelse til præster og regeringsmedlemmer, konger og fyrster og alle troende mennesker om "af yderste evne at drage omsorg for, at denne dag atter må æres og for kristenhedens anseelses skyld må blive mere fromt overholdt i Den-kommende-tid." - Thomas Morer: Discourse in Six Dialougues on the Name, Notion, and Observation of the Lord's Day, p. 271. ret
(408) Da kirkemødernes afgørelse viste sig utilstrækkelige, bønfaldt man de verdslige myndigheder om at udstede en forordning, som kunne vække rædsel i menneskers hjerte og tvinge dem til at afholde sig fra at arbejde om søndagen. I en synode, der blev afholdt i Rom, blev alle tidligere bestemmelser atter bekræftet med større kraft og højtidelighed. De blev også indlemmet i kirkelovene og indskærpet af de borgerlige myndigheder næsten overalt i kristenheden. - Se Heylyn: History of the Sabbath, pt. 2, ch. 5, sec. 7. ret
(409) Alligevel voldte Skriftens manglende begrundelse for overholdelse af søndagen ikke ringe besvær. Folket tvivlede på deres læreres ret til at tilsidesætte Jehovas direkte befaling: "Den syvende dag skal være hviledag for Herren din Gud," og i stedet for helligholde solens dag. Til erstatning for bibelske beviser var det nødvendigt at finde på andre udveje: En nidkær forkæmper for søndagen, som ved slutningen af det 12. århundrede besøgte England, mødte modstand fra trofaste vidner om sandheden, og hans anstrengelser var så frugtesløse, at han en tid rejste bort fra landet og tænkte frem og tilbage for at finde på et middel til at gennemføre sin lære. Da han vendte tilbage, var savnet afhjulpet, og han havde større held med sine senere bestræbelser. Han medbragte et dokument, som blev foregivet at stamme fra Gud selv, og som indeholdt det nødvendige påbud om at helligholde søndagen - tillige med frygtelige trusler for at skræmme de ulydige. Dette dyrebare dokument - et lige så falsk bedrag, som den forordning, det støttede - blev udgivet for at være faldet ned fra himlen og at være fundet i Jerusalem på St. Simeons alter på Golgata. Men i virkeligheden stammede det fra det pavelige palads i Rom. Gennem alle tider har svig og forfalskninger for at fremme kirkens magt og rigdom været anset for lovlig af det pavelige præstevælde. ret
(409) Dokumentet forbød alt arbejde fra den niende time, klokken tre lørdag eftermiddag, indtil solopgang om mandagen, og dens gyldighed blev hævdet at være bekræftet ved mange mirakler. Man fortalte, at mennesker, som arbejdede ud over den fastsatte tid, var blevet ramt af lammelser. En møller, som forsøgte at male sit korn, så, at der i stedet for mel vældede en blodstrøm frem, og møllehjulet stod stille, trods den voldsomme strøm i vandet. En kvinde, som stillede dej ind i ovnen, opdagede, at den var rå, da den blev taget ud, skønt ovnen var meget hed. En anden, som havde dej parat til at sætte i ovnen ved den niende time, men besluttede at sætte den til side til om mandagen, opdagede næste dag, at den var blevet formet til brød og bagt ved guddommelig kraft. En mand, som bagte brød efter den niende time om lørdagen, så, da han næste dag brækkede det over, at der flød blod fra det. Ved den slags meningsløse og overtroiske beretninger forsøgte søndagens forkæmpere at stadfæste dens hellighed. - Se Roger de Hoveden: Annals, vol. 2, pp. 528-538. ret
(410) I Skotland blev der, ligesom i England, vundet større agtelse for søndagen ved at forene den med en del af den gamle sabbat. Men der var forskel på, hvor lang tid den burde helligholdes. En forordning fra den skotske konge erklærede, at "lørdagen fra klokken 12 middag bør anses for hellig," og at ingen fra dette tidspunkt indtil mandag morgen havde lov at beskæftige sig med almindelig arbejde. - Morer, pp. 290. 291. ret
(410) Men trods alle anstrengelser for at håndhæve søndagens hellighed indrømmede katolikkerne selv offentligt sabbatens guddommelige autoritet og den menneskelige oprindelse af den forordning, som havde erstattet den. I det 16. århundrede erklærede en pavelig rådsforsamling tydeligt: "Lad alle kristne huske på, at den syvende dag blev helliget af Gud og er blevet antaget og overholdt ikke blot af jøderne, men også af alle andre, der hævder at dyrke Gud; dog har vi kristne forandret deres sabbat til Herrens dag." (Samme, pp. 281-282.) De, der ringeagte de Guds lov var ikke uvidende om, af hvad art deres værk var. De var fuldt vidende om, at de satte sig over Gud. ret
(410) Kristne sabbatsholdere i Etiopien
Et slående eksempel på Roms politik over for dem, der er uenige med dem, fik man i den lange og blodige forfølgelse af valdenserne, af hvilke nogle overholdt sabbaten. Andre måtte lide på en lignende måde for deres trofasthed over for det fjerde bud. De etiopiske kirkers historie er særlig betydningsfuld. Midt i middelalderens mørke havde man mistet de kristne i Centralafrika af syne, og i mange år havde de frihed til at udøve deres tro. Men til sidst hørte Rom om deres eksistens, og kejseren af Etiopien lod sig snart lokke til at anerkende paven som Kristi stedfortræder. ret
(411) Der fulgte andre indrømmelser efter. En forordning blev udstedt, som med trusler om den strengeste straf forbød overholdelse af sabbaten. - Se Michael Geddes: Church History of Eforopia, pr. 311. 312. Men det pavelige tyranni blev snart et så tungt åg, at etioperne besluttede at bryde det. Efter en frygtelig kamp blev de romersk-katolske forvist fra deres områder og den gamle tro genoprettet. Kirkerne frydede sig over deres frihed, og de glemte aldrig den lærestreg, de havde fået ved at lade sig bedrage af Roms fanatiske og tyranniske magt. De var tilfredse med at blive inden for deres riges ensomhed, ukendt for den øvrige kristenhed. ret
(411) De afrikanske kirker overholdt sabbaten, ligesom pavekirken havde gjort det indtil sit stædige frafald. Skønt de helligholdt den syvende dag efter Guds bud, afholdt de sig fra at arbejde om søndagen i overensstemmelse med kirkens skikke. Efter at Rom havde opnået den højeste magt, trådte den Guds sabbat under fode for at ophøje sin egen, men Afrikas kirker, som havde levet skjult i hen ved tusind år, tog ikke del i dette frafald. Da de kom under Roms herredømme, blev de tvungne til at tilsidesætte den sande og ophøje den falske sabbat, men ikke så snart havde de genvundet deres uafhængighed, før de atter adlød det fjerde bud. ret
(411) Disse beretninger om fortiden afslører tydeligt Roms fjendskab over for den sande sabbat og dens forkæmpere og de midler, den anvender til at ære den forordning, som den selv har skabt. Guds ord lærer, at disse forhold vil gentage sig, når katolikker og protestanter forener sig om at ophøje søndagen. ret
(411) Pavemagten mod nye højder
Profetien i Åbenbaringens 13. kapitel forkynder, at den magt, der repræsenteres af det dyr, der havde horn som et lam, skal få "jorden og alle dem der bor på den," til at tilbede pavemagten - der her symboliseres ved dyret, "der lignede en panter." Dyret med de to horn skal også' opfordre "dem der bor på jorden, til at lave et billede af dyret." Desuden skal det få alle, "både små og store, rige og fattige, frie og trælle," til at modtage "dyrets mærke." Åb. 13, 11 - 16. Det er blevet vist, at De Forenede Stater er den magt, der fremstilles som det dyr, der havde horn som et lam, og at denne profeti vil blive opfyldt, når De Forenede Stater vil fremtvinge søndagens helligholdelse, som Rom kræver som den særlige anerkendelse af sit overherredømme. Men De Forenede Stater vil ikke være ene om denne hyldest til romerkirken. Endnu er Roms indflydelse i de lande, der engang har anerkendt dens herredømme, langtfra tilintetgjort, og profetien forudsiger en genoprettelse af dens magt. "Jeg så, at et af dens hoveder var som såret til døden, men dets dødshug blev lægt. Og hele jorderig fulgte undrende efter dyret." Åb. 13, 3. Tildelingen af det dødelige sår viser hen til pavemagtens fald år 1798. Derefter siger profeten: "Dets dødshug blev lægt. Og hele jorderig fulgte undrende efter dyret." Paulus forkynder tydeligt, at "det lovløse menneske" vil fortsætte med sit værk lige til Herrens genkomst. 2. Tess. 2, 3 ,.- 8. Indtil tidernes ende vil han vedblive med sine bedragerier, og Åbenbaringen erklærer, også med henblik på pavemagten: "Og alle de, der bor på jorden, skal tilbede det, alle de, der ikke fra verdens grundlæggelse har deres navn skrevet i livets bog." Åb. 13,8. Både i Europa og Amerika vil romerkirken blive hyldet ved den ære, der vises søndagens helligholdelse, som udelukkende hviler på den romerske kirkes autoritet. ret
(411) Siden midten af det 19. århundrede har amerikanske forskere af profetierne fremlagt dette vidnesbyrd for verden. Gennem de begivenheder, der nu finder sted, ser man en hastig fremadskridende opfyldelse af forudsigelsen. Hos protestantiske lærere finder man den samme hævdelse af guddommelig bemyndigelse til at holde søndagen hellig og den samme mangel på Skriftens bevis for det, som hos de pavelige ledere, der fabrikerede mirakler til at træde i stedet for Guds bud. Påstanden om, at mennesker hjemsøges af Guds dom for at bryde søndagen som hviledag, vil atter gentage sig. Den er allerede ved at gøre sig gældende, og en bevægelse med det formål at tvinge folk til at holde søndagen hellig er hurtigt ved at vinde terræn. ret
(412) Romerkirken er underfundig i sin snedighed og list. Den kan gætte, hvad der vil ske. Den venter, til dens tid er inde, fordi den ser, at de protestantiske kirker gør knæfald for den ved at antage den falske sabbat, og at de forbereder sig til at tvinge den igennem med de selv samme midler, som den selv anvendte i fortiden. De, der forkaster sandhedens lys, vil alligevel søge hjælp hos denne påståede ufejlbarlige magt for at forherlige en forordning, der har sin oprindelse hos den. Det er ikke vanskeligt at forudsige, med hvilken glæde kirken vil komme protestanterne til hjælp i dette arbejde. Mon nogen bedre end de pavelige ledere forstår, hvordan man skal behandle dem, der er ulydige mod kirken? ret
(412) Den romersk-katolske kirke danner med alle sine forgreninger over hele verden en vældig organisation, som står under pavestolens kontrol og er beregnet til at tjene dens interesser. l hvert eneste land på kloden belæres dens millioner af tilhængere om vigtigheden af at betragte sig selv som forpligtet til at vise troskab mod paven. Ligegyldigt hvordan deres nationalitet eller deres regering er, skal de anse kirkens myndighed for hævet over enhver anden. Skønt de har lov til at aflægge ed, der tilsiger staten deres loyalitet, så ligger troskabsløftet til Rom altid bagved - og løser dem fra ethvert tilsagn, der ikke støtter Roms interesser. ret
(413) Historien er et vidnesbyrd om Roms snedige og vedholdende bestræbelser for at blande sig i nationernes forhold, og når den har vundet fodfæste, fremmer den sine egne formål, selv om det er til ødelæggelse for fyrster og folkeslag. I året 1204 aftvang pave Innocens III kong Peter II af Aragonien følgende bemærkelsesværdige ed: "Jeg, Peter, konge af Aragonien, erklærer og lover altid at være min herre, pave Innocens, hans katolske efterfølgere og romerkirken tro og lydig og med troskab bevare mit rige i lydighed mod ham ved at forsvare den katolske tro og forfølge kætteriets fordærvelse." - John Dowling: The History of Romanism, B. 5, ch. 6, sec. 55. Dette stemmer overens med kravene med hensyn til den romerske paves magt, at "han har ret til at afsætte kejsere," og at "han kan løse undersåtter fra deres troskabsed til uretfærdige herskere." - Mosheim: b. 3, cent. 11, pt. 2, ch. 2, sec. 9, note 17. ret
(413) Og lad så ingen glemme, at det er romerkirkens stolthed, at den aldrig forandrer sig. Gregor VII's og Innocens III's principper er stadig den romerskkatolske kirkes principper i dag. Og havde den blot magt til det, ville den bringe dem til udførelse med lige så stor kraft i dag som i de svundne århundreder. Protestanterne aner kun lidt, hvad de gør, når de har til hensigt at søge Roms hjælp i arbejdet for søndagens helligholdelse. Mens de er optaget af at nå deres egne mål, sigter Rom efter at genoprette sin magt og at genvinde sin tabte overhøjhed. Hvis det princip først bliver indført i De Forenede Stater, at kirken kan benytte eller kontrollere statens myndighed; hvis overholdelse af religiøse skikke påtvinges af verdslige love: kort sagt, hvis kirkens og statens myndighed skal have ret til at herske over samvittigheden - så vil Roms sejr være sikret i dette land. ret
(413) Guds ord har givet os en advarsel om den lurende fare. Dersom ingen ænser dette, vil den protestantiske verden komme til at lære, hvad der i virkeligheden er Roms planer, men først, når det er for sent at slippe ud af fælden. Ganske stille vokser romerkirkens magt. Dens doktriner udøver deres indflydelse både i retssalene, i kirkerne og i menneskehjerterne. Den tårner sine højloftede og massive bygningsværker op, og i deres hemmelige skjulesteder vil de tidligere forfølgelser gentage sig. l hemmelighed og uden at vække mistanke samler den nye kræfter til at fremme sine egne formål, når tiden er inde, hvor den kan slå til. Alt, hvad den ønsker, er en fordelagtig stilling, og dette har den allerede opnået. Vi skal snart komme til at se og mærke, hvad romerkirken stiler efter. Enhver, der så vil tro og adlyde Guds ord, vil derved pådrage sig vanære og forfølgelse. ret