Den store strid kapitel 36fra side414

ren side - tilbage

Den forestående kamp

(414)  Lige fra begyndelsen af den store strid i himlen har Satan haft i sinde at kuldkaste Guds lov. Det var for at opnå dette, at han begyndte sit oprør imod Skaberen, og skønt han blev nedstyrtet fra himlen, har han forsat den samme kamp på jorden. Det formål, som han så ufravigeligt har stilet imod, er at bedrage mennesker og således få dem til at overtræde Guds lov. Hvad enten dette skal opnås ved helt at forkaste loven eller ved at afvise en af dens befalinger, så vil resultatet til sidst blive det samme. Den, som "snubler på et punkt", har udvist foragt for hele loven, hans indflydelse og eksempel gør fælles sag med overtræderne, og han "er blevet skyldig i alle." Jak. 2, 10. ret

(414)  Satan har, ved at søge at udbrede foragt for de guddommelige bestemmelser, fordrejet Bibelens lære, og derved er vildfarelser blevet indflette t i troen hos tusinder, der hævder at tro Skriftens ord. Den sidste store kamp mellem sandhed og vildfarelse er blot slutfasen i den langvarige strid med hensyn til Guds lov. Nu er vi ved at begynde på dette slag - et slag mellem menneskers love og Jehovas bud, mellem Bibelens religion og de opdigtede historiers og traditioners religion. ret

(414)  En truende krise
De kræfter, som vil forene sig imod sandhed og retfærdighed i denne kamp, er nu travlt beskæftigede. Guds hellige ord, som er givet til os og er så dyrt betalt med lidelser og blod, agtes kun ringe. Alle har adgang til Bibelen, men der er kun få, der virkelig tager imod den som vejleder for deres liv. Det er vantroen, som i en forfærdende grad råder - ikke blot i verden, men også inden for kirken. Mange er nået dertil, at de fornægter de lærdomme, som er selve den kristne tros grund piller. Skabelsens store begivenheder, sådan som de fremstilles af de inspirerede skribenter, menneskets fald, forsoningen og Guds lovs evige beståen bliver praktisk talt forkastet, enten helt eller delvis, af mange af dem, der bekender sig som kristne. Der findes tusinder, der roser sig af deres klogskab og uafhængighed, og som betragter det som et svaghedstegn at fæste ubetinget tillid til Bibelen. De mener, det er bevis på overlegen begavelse og lærdom at fremkomme med smålig kritik af Skriften, og at åndeliggøre og bortforklare dens mest betydningsfulde sandheder. Mange præster lærer deres menighed - og mange professorer og lærere belærer de studerende om at Guds lover blevet forandret eller ophævet, og de, der stadig betragter dens krav som gældende og som noget, der skal adlydes bogstaveligt, anses for kun at være værdige til latterliggørelse eller foragt. ret

(415)  Ved at forkaste sandheden forkaster menneskene også deres Skaber. Ved at træde Guds lov i støvet fornægter de lovgiverens myndighed. Det er lige så let at lave sig en afgud af falske lærdomme og teorier som at danne sig en afgud af træ eller sten. Ved at give et falsk billede af Guds karakter får Satan mennesker til at opfatte ham på en forkert måde. For mange mennesker er et filosofisk afgudsbillede ophøjet på Jehovas trone, mens den levende Gud, sådan som han er åbenbaret i sit ord, i Kristus og i skaberværket, kun dyrkes af få. Mange gør naturen til deres gud, samtidig med at de fornægter naturens Gud. Afgudsdyrkelse forekommer i dag i den kristne verden lige så virkeligt, som den fandt sted i det gamle Israel på Elias' tid, om end under en anden form. Den Gud, som dyrkes af mange efter sigende kloge mennesker, af filosoffer, digtere, politikere, journalister - som dyrkes af fine selskabeligt dannede kredse, af mange skoler og universiteter, ja, selv af nogle teologiske institutioner - er kun lidet bedre end Ba"al, fønikernes solgud. ret

(415)  Loven som ingen kan ændre
Der findes ingen vildfarelse inden for den kristne verden, som mere dristigt sætter sig op mod himlens autoritet, ingen, som mere direkte modsætter sig fornuftens stemme, ingen, som er mere ødelæggende i sine virkninger, end den moderne lære, som hastigt vinder terræn: at Guds lov ikke længere er bindende for mennesker. Enhver nation har sine egne love, som kræver respekt og lydighed. Uden dem kunne ingen regering bestå. Kan man så tænke sig den mulighed at himlens og jordens Skaber ikke har nogen lov, efter hvilken han regerer de skabninger, han har dannet? Tænk, om fremragende præster begyndte offentligt at belære om, at de forordninger, hvorefter landet styres, og som beskytter indbyggernes rettigheder, ikke var bindende - at de begrænsede folkets frihed og derfor ikke burde adlydes. Hvor længe mon den slags mænd ville blive tålt på prædikestolen? Men er det da en alvorligere forbrydelse at ringeagte statens og nationers love end at ned træde disse guddommelige befalinger, som er grundlaget for enhver regeringsform? ret

(415)  Det ville være en langt mere rimelig ting for nationerne at ophæve deres love og give folk ret til at gøre, hvad de selv havde lyst til, end for universets hersker at ophæve sin lov og overlade verden til sig selv uden en målestok, hvorefter de skyldige kunne dømmes eller de lovlydige kunne få deres ret. Kunne vi tænke os resultatet af at ugyldiggøre Guds lov? Man har forsøgt eksperimentet. Det var frygtelige begivenheder, der skete i Frankrig, da ateismen blev den udøvende magt. Dengang blev det klarlagt for verden, at hvis man bryder de grænser, som Gud har sat, vil det sige ,det samme som at vælge den grusomste af alle tyranner til hersker. Når målestokken for retfærdighed tilsidesættes, ligger vejen åben, så det ondes fyrste kan udøve sin magt her på jorden. ret

(415)  Hvor som helst Guds bud forkastes, ophører synden med at se ud som synd eller retfærdigheden som noget ønskeligt. De, der nægter at underkaste sig Guds herredømme, er fuldstændig uegnede til at regere sig selv. Gennem deres fordærvelige lære er opsætsighedens ånd blevet indpodet i børnenes og ungdommens hjerter, som selvfølgelig helst er fri for andres myndighed - og resultatet bliver en lovløs, tøjlesløs tilstand i samfundet. Mens de mange gør nar af godtroenheden hos dem, der adlyder Guds krav, tager de med glæde imod Satans blændværk. De giver lysterne frie tøjler og begår de synder, som har nedkaldt dommen over hedningerne. ret

(416)  De, der lærer mennesker at tage let på Guds bud, sår ulydighed og vil komme til at høste ulydighed. Hvis menneskene frigør sig fra de begrænsninger som Guds lov pålægger os, så vil de snart heller ikke tage hensyn til samfundets love. Fordi Gud forbyder uhæderlighed, begærlighed, løgnagtighed og bedrageri, er mennesker rede til at ringeagte hans bestemmelser som en hindring for deres timelige velstand, men resultatet af at tilsidesætte disse forskrifter bliver et helt andet, end det de venter. Dersom loven ikke var bindende, hvem ville så nære frygt for at overtræde den? Ens ejendom ville ikke mere være sikker. Folk ville med vold sætte sig i besiddelse af deres naboers ejendom, og de stærkeste ville blive de rigeste. Ikke engang livet ville man respektere. Ægteskabsløftet ville ikke mere stå som et helligt bolværk til familiens beskyttelse. Den, der havde magt, ville, hvis det passede ham, tage sin næstes hustru med vold. Det femte bud ville blive ophævet sammen med det fjerde. Børn ville ikke vige tilbage for at tage deres forældres liv, hvis de derved kunne opnå opfyldelsen af deres fordærvede hjertes begær. Den civiliserede verden ville blive til en bande af røvere og snigmordere, og fred, hvile og lykke ville forsvinde fra jorden. ret

(416)  Følgen af at forkaste guds lov
Læren om at mennesker er fritaget fra lydighed mod Guds lov, har allerede svækket de moralske forpligtelsers styrke og åbnet sluserne for uretfærdigheden her i verden. Lovløshed, udsvævelser og korruption strømmer ind over os som en overvældende flodbølge. Satan arbejder også inden for familierne. Hans banner vajer selv i såkaldte kristne hjem. Der finder man misundelse, ondsindet mistanke, hykleri, kulde, kappestrid, ufred og svigt af hellig tillid og nydelsessyge. Hele det system af religiøse principper og lærdomme, som skulle danne grundlaget for og rammen om samfundslivet, er blevet ligesom en vaklende bygning, der er lige ved at styrte sammen. De værste forbrydere bliver, når de kastes i fængsel, ofte genstand for opmærksomhed og gaver, som om de havde opnået en misundelsesværdig udmærkelse. Deres levnedsløb og forbrydelser bliver omtalt alle vegne. Pressen offentliggør lastens oprørende enkeltheder og indvier således andre i, hvordan man begår bedragerier, røveri og mord, og Satan fryder sig over det held, der følger hans djævelske planer. Lastens blinde lidenskab, den ligegyldighed, hvormed man betragter menneskeliv, den frygtelige forøgelse af umådeholdenhed og misgerninger af alle arter og grader burde vække alle, der frygter Gud, til at spørge om, hvad der kan gøres for at standse ondskabens flodbølge. ret

(416)  Der findes også korrupte domstole. De styrende er påvirkede af begærlighed efter vinding og hang til sanselige glæder. På grund af umådehold er evnerne blevet svækket hos mange, så at Satan har dem næsten fuldstændig i sin magt. Jurister ledes på afveje, bestikkes og vildledes. Drukkenskab og udsvævelser, lidenskab, misundelse og uhæderlighed af enhver art findes repræsenteret blandt dem, som varetager lovene. "Retten trænges tilbage, retfærd står i det fjerne, for sandhed snubler på gaden, ærlighed har ingen gænge." Es. 59, 14. ret

(417)  De misgerninger og det åndelige mørke, der herskede under romerkirkens overhøjhed, var det uundgåelige resultat af dens undertrykkelse af Skriften, men hvor skal man søge årsagen til den udbredte vantro, forkastelsen af Guds lov og de deraf følgende udskejelser, nu, hvor evangeliets fulde lys skinner i en tidsalder med religionsfrihed? Nu, hvor Satan ikke længere kan beherske verden ved at nægte den Skriften, tager han sin tilflugt til andre midler for at opnå det samme resultat. Det tjener hans formål lige så godt at tilintetgøre troen på Bibelen som at tilintetgøre selve Bibelen. Ved at udbrede den anskuelse, at Guds lov ikke er bindende, lykkes det ham i lige så høj grad at få mennesker til at overtræde den, som hvis de havde været ganske uvidende om dens krav. Og nu har han ligesom i svundne tider haft kirkens hjælp til at fremme sine planer. Tidens religiøse organisationer har afslået at lytte til de upopulære sandheder, der så tydeligt vises os i Skriften, og for at bekæmpe dem har de benyttet fortolkninger og indtaget standpunkter, som vidt og bredt har sået tvivlens frø. Ved at klamre sig til den pavelige vildfarelse om sjælens udødelighed og menneskets bevidste tilstand i døden har de forkastet det eneste forsvar imod spiritismens bedrag. Læren om den evige pine har ført mange til at tvivle på Bibelens sandhed, og når det fjerde bud indprentes mennesker, opdager de, at det påbyder helligholdelse af sabbaten, ugens syvende dag. Den eneste måde, hvorpå mange populære lærere kan befri sig for en pligt, som de er uvillige til at rette sig efter, er at erklære, at Guds lov ikke mere har gyldighed. Således forkaster de på samme tid både loven og sabbaten. Efterhånden som arbejdet for sabbatsreformen skrider frem, vil forkastelsen af Guds lov for at undgå det fjerde buds krav blive næsten verdensomspændende. De religiøse lederes lære har åbnet vejen for vantro, spiritisme og foragt for Guds hellige lov, og der hviler et tungt ansvar på disse ledere for den synd, der trives inden for den kristne verden. ret

(417)  Lovløsheden øges
Dog fremhæver netop denne slags mennesker, at den overhåndtagende korruption for en stor del skyldes vanhelligelsen af den såkaldte "kristne sabbat," og at en tvungen overholdelse af søndagen som helligdag i høj grad ville forbedre samfundets moral. Denne hævdelse fremkommer særlig i Amerika, hvor læren om den sande sabbat er blevet prædiket viden om. Her forenes afholdsbevægelsen, en af de mest fremtrædende og betydningsfulde af de moralske reformer, ofte med søndags bevægelsen, og forkæmperne for den sidste giver sig ud for at arbejde for at fremme samfundets højeste interesser, mens de, der nægter at slutte sig sammen med dem, bedømmes som fjender af mådehold og reform. Men den kendsgerning at en bevægelse, der støtter vildfarelse, forener sig med et arbejde, der i sig selv er godt, er intet argument til gunst for vildfarelsen. Vi kan skjule gift ved at blande den med sund føde, men derved forandrer vi ikke giftens natur. Den bliver tværtimod mere farlig, fordi der er større sandsynlighed for, at man spiser den uden at vide det. Det er et af Satans påfund at forene løgn med netop tilstrækkelig sandhed til at give den sandsynlighedens præg. De, der går i spidsen for søndags bevægelsen, kan gøre sig til talsmænd for forbedringer, som folk trænger til, og for principper, som stemmer overens med Bibelen men så længe der hos dem findes et krav, som er i modstrid med Guds lov, kan hans tjenere ikke gøre fælles sag med dem. Intet kan berettige dem til at tilsidesætte Guds bud for menneskers forskrifter. ret

(418)  Ved hjælp af de to store vildfarelser; sjælens udødelighed og søndagens helligholdelse, vil Satan vildlede menneskene. Mens den første danner grundlaget for spiritismen, skaber den sidste et kontaktled med Rom. Protestanterne i De Forenede Stater vil være de første til at række deres hænder over svælget for at gribe spiritismens hånd. De vil også være villige til tværs over afgrunden at knuge romermagtens hænder - og under indflydelse af denne tredobbelte sammenslutning vil dette land komme til at følge i Roms fodspor ved at træde samvittighedsfriheden i støvet. ret

(418)  Da spiritismen nu mere og mere prøver at efterligner tidens såkaldte kristendom, har den større magt til at bedrage og besnære. Efter menneskelige tanker bliver selv Satan omvendt. Han vil vise sig i skikkelse af en lysets engel. Ved spiritismens medvirken vil der blive udført mirakler, syge vil blive helbredt, og der vil blive udført ubestridelige undere. Og da ånderne vil hævde at tro på Bibelen og udvise respekt for kirkens skikke, vil deres værk blive antaget for at være bevis for guddommelig kraft. ret

(418)  Skillelinjen mellem erklærede kristne og gudløse mennesker er næsten ikke til at skelne mere. Kirkens medlemmer elsker det samme, som verden elsker, og er parat til at gøre fælles sag med dem, og Satan har besluttet af forene dem til et og på den måde styrke sin sag ved at samle dem alle inden for spiritismens rækker. Katolikker, der praler af mirakler som et sikkert kendetegn på den sande kirke, vil hurtigt lade sig bedrage af denne undergørende magt, og protestanter, der har bortkastet sandhedens skjold, vil også lade sig føre bag lyset. Katolikker, protestanter og verdens børn vil på samme måde antage gudsfrygtens skin uden dens kraft, og de vil i denne forening se en stor bevægelse hen imod verdens omvendelse og en bebudelse af det længe ventede tusindårsrige. ret

(419)  Gennem spiritismen optræder Satan Horn menneskeslægtens velgører, læger menneskers sygdomme og hævder at fremkomme med ,et nyt og mere ophøjet system for religiøs tro; men samtidig virker han som ødelægger. Hans fristelser fører store mængder ud i tilintetgørelsen. Mangel på mådehold lammer fornuften, og sanselige nydelser, strid og blodsudgydelse følger efter. Satan elsker krig, fordi den vækker hjertets værste lidenskaber og styrter sine ofre, der er tilsølede af ondskab og blod, ud i den evige død. Det gælder for ham om at ophidse folkene til at bekrige hinanden, og på denne måde kan han aflede menneskers tanker fra beredelsen til at kunne bestå på Herrens dag. ret

(419)  Tragedier og naturkatastrofer
Satan benytter sig også af elementerne i sine bestræbelser for at samle sin høst af ubefæstede mennesker i lade. Han kender naturens hemmelige og skjulte kræfter, og han bruger al sin magt til, så vidt som Gud tillader det, at herske over naturkræfterne. Da han fik tilladelse til at hjemsøge Job, blev småkvæg og hornkvæg, tjenere, huse og børn hurtigt ryddet bort, idet den ene ulykke i løbet af et øjeblik fulgte efter den anden. Det er Gud, der skærmer sine skabninger og beskytter dem mod ødelæggerens magt. Men den kristne verden har udvist foragt for Jehovas lov, og Herren vil gøre netop det, han har forkyndt, at han ville: Han vil borttage sin velsignelse fra jorden og sin beskyttende omhu fra dem, som sætter sig op mod hans lov og lærer og tvinger andre til at gøre det samme. Satan er herre over alle dem, som ikke på en særlig måde er i Guds varetægt. Nogle vil han skænke lykke og held for at fremme sine egne formål - og over andre vil han bringe ulykke og få mennesker til at tro, at det er Gud, som hjemsøger dem. ret

(420)  Samtidig med, at han for menneskenes børn viser sig som en stor læge, der kan helbrede alle deres sygdomme, vil han sprede sygdom og ulykker, indtil folkerige byer lægges øde. Allerede nu er han i gang med sit arbejde. Ved ulykkestilfælde og katastrofer både på havet og på landjorden, ved store ildebrande, vældige hvirvelstorme og frygtelige haglvejr, ved orkaner, oversvømmelser, cykloner, flodbølger og jordskælv, i alle egne og på tusind forskellige måder udøver Satan sin magt. Han bringer ødelæggelse over kornet, der modnes på marken, og hungersnød og elendighed bliver følgen deraf. Han forpester luften, og tusinder omkommer af sygdom. Disse former for plager vil stadig blive hyppigere og mere ødelæggende. Både mennesker og dyr vil gå til grunde. "Jorden blegner og segner, ... jordens højder sygner hen. Vanhellig blev jorden under dem, som bor der; for lovene krænkede de, overtrådte buddet, brød den evige pagt." Es. 24, 4. 5. ret

(420)  Og derpå vil den store løgner overbevise mennesker om, at disse ulykker skyldes dem, der tjener Gud. Netop de, der har fremkaldt himlens vrede, vil lægge skylden for alle deres plager over på dem, hvis lydighed mod Guds bud er en bestandig anklage mod overtræderne. Man vil erklære, at mennesker krænker Gud ved ikke at overholde søndagen som hviledag, at det er denne synd, der har medført ulykker, som ikke vil ophøre før søndagens helligholdelse bliver strengt gennemført, og at de, der overholder det fjerde bud og på denne måde nedbryder ærbødigheden for søndagen, bringer forvirring blandt mennesker og hindrer dem i at genvinde Guds velbehag og timelig lykke. Således gentages den beskyldning, som i gamle dage blev fremført mod Guds tjener - på det samme falske grundlag. "Da Akab fik øje på Elias, sagde han til ham: "Er det dig, du, som bringer ulykke over Israel!" Men han svarede: "Det er ikke mig, der har bragt ulykke over Israel, men dig og din faders hus, fordi I har forladt Herren og holder jer til baå1erne!" 1. Kong. 18, 17. 18. Når folket raseri bliver ophidset af falske beskyldninger, så vil de over for Guds sendebud benytte en fremgangsmåde, der er meget lig den, som det frafaldne Israel benyttede over for Elias. ret

(420)  Den undergørende magt, som manifesterer sig gennem spiritismen, vil udøve sin indflydelse imod dem, der vælger at adlyde Gud frem for mennesker. De meddelelser, man får fra ånderne, vil erklære, at Gud har sendt dem for at overbevise dem, der forkaster søndagen, om deres vildfarelse, og de hævder, at landets love bør adlydes lige så vel som Guds lov. De vil beklage den store ondskab i verden og støtte de religiøse lederes vidnesbyrd om, at den moralske nedgang skyldes vanhelligelsen af søndagen. Det vil fremkalde stor vrede imod alle dem, som nægter at anerkende rigtigheden af deres vidnesbyrd. ret

(420)  De lovlydige bliver anklaget
Satans taktik under denne sidste kamp imod Guds folk er den samme, som han anvendte ved begyndelsen af den store strid i himlen. Han foregav at søge at fremme det guddommelige styres sikkerhed, mens han hemmeligt gjorde sig alle tænkelige anstrengelser for at omstyrte det. Og derpå anklagede han de trofaste engle for netop det værk, som han selv bestræbte sig for at fuldføre. Det er den samme bedrageriske politik, som har kendetegnet den romersk-katolske kirke. Den har foregivet at handle som himlens stedfortræder, mens den søgte at ophøje sig selv over Gud og forandre hans lov. Under romerkirkens herredømme blev de, der led døden for deres troskab mod evangeliet, erklæret for at være forbrydere. De blev anset for at være i forbund med Satan, og ethvert tænkeligt middel blev taget i anvendelse for at dænge dem til med forsmædelse, for at de i andres øjne, ja, selv i deres egne skulle synes at være de laveste forbrydere. Sådan vil det også komme til at gå nu. Mens Satan søger at tilintetgøre dem, der ærer Guds lov, vil han sørge for, at de anklages som lovbrydere og som mennesker, der vanærer Gud og bringer straffedomme over verden. ret

(421)  Gud tvinger aldrig hverken viljen eller samvittigheden, men Satan tager bestandig sin tilflugt til grusom tvang for at få magten over dem, som han ikke på anden måde kan forføre. Han bestræber sig for ved frygt eller magt at beherske samvittigheden og sikre sig hyldest. For at opnå dette, arbejder han ved hjælp af både religiøse og verdslige myndigheder og får dem til at gennemtvinge menneskelige love, som er imod Guds lov. ret

(421)  De der ærer Bibelens sabbat, vil blive anklaget som fjender af lov og orden og som ødelæggere af samfundets moralske grænser, som anstiftere af anarki og korruption og for at nedkalde Guds straffedomme over jorden. Deres samvittighedsskrupler vil blive fordømt som stædighed, hårdhed og foragt for autoriteterne. Man vil beskylde dem for at være modstandere af regeringen. Præster, som fornægter den guddommelige lovs forpligtelser, vil fra prædikestolen fremhæve pligten til at vise lydighed mod de borgerlige myndigheder som indsatte af Gud. I lovgivende forsamlinger og i retssale vil der blive givet et falsk billede af dem, som overholder budene, og de vil blive dømt. Man vil give deres ord en fejlagtig udtydning og mistyde deres motiver på den værste måde. ret

(421)  Da de protestantiske kirker forkaster Skriftens klare begrundelse til forsvar for Guds lov, længes de efter at bringe dem til tavshed, hvis tro de ikke ved Bibelens hjælp kan omstyrte. Skønt de tildækker deres egne øjne for kendsgerningerne, er de nu ved at slå ind på en vej, der vil føre til forfølgelse af dem, der drevet af samvittigheden afslår at gøre det samme, som hele den øvrige kristne verden gør og anerkende kravet om at holde den pavelige hviledag. ret

(421)  Kirkens og statens høje embedsmænd vil forenes i at bestikke, overtale eller tvinge alle slags mennesker til at ære søndagen. Mangelen på guddommelig myndighed dertil erstattes med tvangsforanstaltninger. Politisk korruption nedbryder kærligheden til retfærdighed og respekten for sandhed, og selv i det frie Amerika giver myndigheder og lovgivere efter for det populære ønske om at fremtvinge søndagens overholdelse for at sikre sig folkets gunst. Trosfriheden, som har været så dyrekøbt, respekteres ikke. Under den kommende strid vil profetens ord gå i opfyldelse: "Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd." Åb. 12, 17. ret

næste kapitel