Den store strid kapitel 4fra side44

tilbage

Valdenserne

(44)  Sandhedens lys kunne dog ikke slukkes fuldstændig i det mørke, som indhyllede jorden i den lange periode, pavedømmet havde magten. Gud har haft sine vidner i alle tidsperioder - mennesker, der troede på Kristus som den eneste mellemmand mellem Gud og mennesket, betragtede Bibelen som den eneste rettesnor i livet og helligholdt den sande sabbat. Efterslægten vil aldrig få at vide, hvor meget verden skylder disse mennesker. De blev brændemærket som kættere deres bevæggrunde blev draget i tvivl, deres karakter blev sværtet til, deres skrifter bekæmpet, fortolket forkert eller ødelagt. Men de var urokkelige og bevarede århundrede efter århundrede troens renhed som en hellig arv til kommende slægter. ret

(44)  Guds folks historie i de mørke århundreder, som fulgte efter Roms magtovertagelse, står skrevet i himlen, men den har ikke fået megen plads i menneskenes historiebøger. Der findes kun få spor efter disse mennesker når man ser bort fra deres forfølgeres anklageskrifter. Det var romerkirkens politik at bekæmpe den mindste afvigelse fra dens læresætninger og påbud. Romerkirken søgte at udrydde alt, hvad der havde karakter af kætteri og det gjaldt både mennesker og skrifter. Hvis nogen så meget som betvivlede de pavelige dogmers gyldighed, bragte de sig i livsfare uden hensyn til, om de var rige eller fattige, høje eller lave. Romerkirken søgte også at tilintetgøre alle spor efter den grusomhed, som den viste over for anderledes troende. De pavelige koncilier bestemte, at bøger og skrifter, som indeholdt oplysninger herom, skulle brændes. Før bogtrykkerkunstens opfindelse fandtes der kun få bøger, og de egnede sig ikke særlig godt til opbevaring. Romerkirkens repræsentanter havde derfor ikke svært ved at nå sit mål. ret

(44)  Ingen af de kirker, der lå inden for det område, hvor romerkirken havde overhøjheden, fik lov at nyde samvittighedsfriheden ret længe. Pavedømmet havde næppe fået magten, før det rakte sine arme ud og knuste alle dem, der nægtede at anerkende dets herredømme, og en efter en underkastede kirkerne sig. ret

(45)  Storbritannien under pres fra Rom
Den uforfalskede kristendom havde slået rødder i Storbritannien på et meget tidligt tidspunkt. Englænderne tog imod evangeliet i de første århundreder, før det var påvirket af det romerske frafald. De hedenske kejseres forfølgelse, som nåede helt op til disse fjerne kyster, var den eneste gave, som de første menigheder i Storbritannien modtog fra Rom. Mange af de kristne søgte tilflugt i Skotland, når de blev forfulgt i England. Fra Skotland blev sandheden bragt videre til Irland, og i alle disse lande tog man imod den med glæde. ret

(45)  Da sakserne gjorde indfald i Storbritannien, fik hedenskabet overtaget. Erobrerne ville ikke lade sig undervise af deres slaver, og de kristne var tvunget til at søge tilflugt i bjergene og de øde hedestrækninger. Lyset var skjult for en tid, men det gik ikke ud. 100 år senere skinnede det med en sådan klarhed i Skotland, at det nåede ud til fjerne lande. Fra Irland kom den fromme Columba og hans medarbejdere. De samlede de adspredte troende på den ensomme ø Iona og gjorde den til midtpunkt for deres missionsarbejde. En af disse evangelister holdt den bibelske sabbat, og herved fik folket kendskab til denne sandhed. Der blev oprettet en, skole på Iona, og herfra udgik der ikke blot missionærer til Skotland og England, men også til Tyskland og Schweiz, ja helt til Italien. ret

(45)  Men Rom havde fæstet sine øjne på Storbritannien og besluttede at lægge det ind under sit magtområde. I det 6. århundrede gik de romerske missionærer i gang med at omvende de hedenske saksere. Missionærerne blev gunstigt modtaget af de stolte barbarer, og mange tusinder blev overtalt til at antage romerkirkens lære. Under deres videre arbejde stødte de, pavelige udsendinge og tilhængere på de mennesker, der havde antaget den uforfalskede kristendom. Der var en slående kontrast imellem dem. De sidstnævnte var beskedne og ydmyge, og deres karakter, lære og opførsel var i overensstemmelse med Skriften. De andre, derimod, var præget af den overtro, pragt og det hovmod, som var karakteristisk for pavedømmet. Den romerske udsending forlangte, at disse kristne menigheder skulle anerkende pavens overhøjhed. Englænderne svarede beskedent, at de gerne ville elske alle mennesker, men at paven ingen ret havde til at øve overhøjhed inden for kirken, og at de kun kunne vise ham den samme underdanighed, som tilkom enhver anden af Kristi disciple. Der blev gjort flere forsøg på at få dem til at vise troskab over for Rom men de ydmyge kristne, som var forbavsede over den stolthed, som disse udsendinge lagde for dagen, svar de bestemt, at de ikke havde nogen anden herre end Kristus. Nu viste pavedømmet sit sande ansigt. Romerkirkens repræsentant sagde: "Hvis I ikke vil tage imod brødre, som kommer med fred, skal I komme til at tage imod fjender, som kommer med krig. Hvis I ikke vil slutte jer til os for at vise sakserne livets vej, skal I få dødsstødet fra dem." - J. W. H. Merle D'Aubignè: History of the Reformation the Sixteenth Century, b. 17 sh. 2, Det var ikke tomme trusler. Krig, intriger og bedrag var de midler, man tog i anvendelse for at bekæmpe de mennesker, der vidnede om den bibelske tro, og til sidst var menighederne i Storbritannien enten tilintetgjort eller tvunget til at underkaste sig pavens myndighed. ret

(45)  I lande, som lå uden for romerkirkens magtområde, levede deri flere århundrede grupper af kristne, som praktisk talt var uberørte af pavedømmets korruption. De var omgivet af hedninger til alle sider og kom også under hedensk indflydelse; men de vedblev at betragte Bibelen som den eneste rettesnor for troen og holdt fast ved mange af dens sandheder. Disse kristne troede på Guds lovs fortsatte gyldighed og holdt sabbaten i overensstemmelse med det fjerde bud. Der fandtes menigheder, som hyldede denne lære og praksis, i Centralafrika og blandt armenierne i Asien. ret

(46)  Valdenserne
Blandt dem, der modsatte sig pavedømmets overgreb, stod valdenserne i første række. Pavedømmets vranglære og korruption blev mødt med den heftigste modstand i netop det land, hvor pavemagten havde oprettet sit hovedkvarter. Menighederne i Piemonte beholdt deres uafhængighed i flere århundreder, men til sidst forlangte Rom, at de skulle underkaste sig. Efter forgæves kampe imod romerkirkens tyranni anerkendte disse kirkers ledere modstræbende, at den magt, som hele verden syntes at hylde, havde overhøjheden. Der var dog nogle, som nægtede at anerkende pavernes eller prælaternes myndighed. ret

(46)  De var fast besluttede på at vise Gud troskab og på at bevare deres rene, enfoldige tro. Disse grupper udskilte sig nu fra hinanden. De mennesker, som holdt fast ved den gamle tro, trak sig tilbage. Nogle af dem forlod deres hjem i Alperne og plantede sandhedens banner i fremmede lande; andre trak sig tilbage til bjergenes fæstninger og de ensomme, trange dale, hvor de havde frihed til at tilbede Gud. ret

(46)  Den tro, som de kristne valdensere holdt fast ved og udbredte i århundreder, stod i skarp modsætning til de falske lærdomme, som havde sin oprindelse i Rom. Valdensernes tro var bygget på Guds skrevne ord, kristendommens sande trosgrundlag. Men de beskedne bønder, som havde slået sig ned i naturens ensomhed langt borte fra den store verden, og som til daglig måtte arbejde hårdt for at vogte deres hjorde og passe deres vingårde, havde ikke selv fundet sandheden, som stod i modsætning til den frafaldne kirkes dogmer og vildfarelser. Deres tro var ikke ny; den var gået i arv fra deres forfædre. De kæmpede for apostelmenighedens tro.; - "den tro, som en gang for alle er blevet overgivet de hellige." Jud. 3. Det var ikke det stolte præsteskab på tronen i verdens store hovedstad, men "menigheden i ørkenen," der var Guds sande menighed og vogteren af de dyrebare sandheder, som Gud har overdraget sit folk, for at de skal gøre verden delagtige i dem. ret

(47)  En af hovedårsagerne til den sande menigheds adskillelse fra Rom var romerkirkens had}:i: den bibelske sabbat. Pavedømmet kastede sandheden til jorden, som det blev forudsagt i profetien. Guds lov blev trådt under fode, mens menneskelige traditioner og skikke blev ophøjet. De kirker, som pavedømmet havde magten over, blev på et tidligt tidspunkt tvunget til at ære søndagen som helligdag. Midt i tidens vildfarelser og overtro blev mange, selv blandt Guds trofaste folk, så forvirrede, at de undlod at arbejde om søndagen, selvom de helligholdt sabbaten. Men pavedømmets ledere var stadig ikke tilfredse. De forlangte ikke blot, at søndagen skulle helligholdes, men at sabbaten skulle vanhelliges, og fordømte i de kraftigste vendinger de mennesker, der vovede at vise ærbødighed for denne dag. Man kunne kun adlyde Guds lov uforstyrret ved at flygte fra Roms magt. ret

(47)  Valdenserne var nogle af de første europæere, der fik en oversættelse af den hellige skrift. De havde Bibelen i manuskript på sit modersmål flere hundrede år før reformationen. De havde den uforfalskede sandhed, og det var derfor, de blev hadet og forfulgt. De sagde, at romerkirken var det faldne Babylon, som omtales i Åbenbaringen og kæmpede imod dens fordærv med fare for deres liv. Under de langvange forfølgelser var der nogle, der gik på akkord med sin tro og lidt efter lidt opgav de særprægede trossandheder, men der var andre, der holdt fast ved troen. I mørkets og frafaldets tid var der valdensere, som nægtede at anerkende romerkirken s overhøjhed, og som betegnede billeddyrkelsen som afgudsdyrkelse og holdt den sande sabbat. De holdt fast ved troen under den heftigste modstand. Skønt romerkirken og savojgarden for frem imod dem med ild og sværd, vedblev de at forsvare Guds ord og Guds ære. ret

(48)  Valdenseme fandt et skjulested i bjergene, som altid har ydet de forfulgte og undertrykte beskyttelse. Her blev sandhedens lys holdt brændende midt i middelalderens mørke, og her bevarede sandhedens vidner den gamle tro gennem århundreder. ret

(48)  Gemmested i bjergene
Gud havde skænket sit folk en imponerende helligdom, der på en værdig måde repræsenterede de ophøjede sandheder, som han havde betroet sine børn. For disse trofaste flygtninge var bjergene et symbol på Herrens uforanderlige retfærdighed. De viste deres børn de tinder, som knejsede over dem i uforanderlig majestæt, og talte til dem om ham, hos hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går, og hvis ord er lige så urokkeligt som de evige høje. Gud havde grundfæstet bjergene og udstyret dem med vælde, og ingen anden end den Almægtige formår at rokke dem. Han har også givet sin lov, som danner grundlaget for hans regering i himlen og på jorden. Mennesker kan pågribe deres medmennesker og berøve dem livet; men de formår lige så lidt at forandre et eneste bud i Herrens lov eller at udslette et eneste af hans løfter til dem, der gør hans vilje, som de formår at rive bjergene bort fra deres grundvold og kaste dem i havet. Guds tjeneres troskab over for Guds lov burde være lige så urokkelig som de evige høje. ret

(48)  Bjergene, som omkranse de disse menneskers beskedne hjem i dalene, var et stadigt vidnesbyrd om Guds skaberkraft og en urokkelig forsikring om hans beskyttelse og omsorg. Disse pilgrimme lærte at elske de tavse symboler på Herrens nærværelse. De beklagede sig ikke over deres hårde skæbne og følte sig aldrig ensomme mellem de øde bjerge. De takkede derimod Gud, fordi han havde givet dem et tilflugtssted, hvor de kunne søge ly for menneskenes vrede og grusomhed. De glædede sig over, at de frit kunne tilbede ham. De moassive bjerge blev ofte deres redning, nar de blev forfulgt af sine fjender. De sang Guds pris fra mangen knejsende klippetop, og Roms hære kunne ikke bringe deres lovsange til tavshed. ret

(48)  En fornuftig livsstil
Disse kristnes fromhed var karakteriseret af renhed, enkelhed og inderlighed. De satte større pris på sandhedens principper end på huse og marker, venner og slægtninge, ja, selve livet. De bestræbte sig alvorligt på at indskærpe disse principper hos ungdommen. Børnene og de unge blev undervist i Skriften og oplært til at vise ærbødighed for Guds lov lige fra den tidligste barndom. Der fandtes kun få eksemplarer af Bibelen, og de lærte derfor dens dyrebare budskab udenad. Mange af dem kunne citere store dele af både Det gamle og Det nye Testamente. Både den majestætiske natur og de små daglige velsignelser henledte deres tanker på Gud. Børnene lærte fra ganske små at takke Gud for alle hans gaver og velsignelser. ret

(49)  De kærlige forældre elskede deres børn alt for højt til at forvænne dem. Der ventede dem et liv med prøvelser og vanskeligheder, ja, måske martyrdøden. Lige fra barnsben af blev de vænnet til tåle modgang og til at adlyde, men samtidig til at tænke og handle selvstændigt. De lærte tidligt at bære ansvar, at være forsigtige med, hvad de sagde, og at forstå betydningen af tavshed. Hvis de sagde et ubetænksomt ord, mens deres fjender hørte på det, ville de ikke blot bringe sit eget liv, men hundrede af sine trosfællers liv i fare; for sandhedens fjender var som glubske ulve over for dem, der vovede at kræve religionsfrihed. ret

(49)  Valdenserne havde givet afkald på deres jordiske ejendom for sandhedens skyld og arbejdede tålmodigt og hårdt for at tjene til det daglige brød. De udnyttede på det omhyggeligste hver eneste plet dyrkbar jord mellem bjergene. De opdyrkede også bjergsiderne, hvor der ikke var så frugtbart, samt dalene. Børnenes eneste arv var den nøjsomhed og selvfornægtelse, som forældrene opdrog dem i. De lærte, at det er Guds hensigt, at livet skal være en skole, og man kun kan skaffe sig, hvad man har brug for, ved personligt arbejde, omtanke, tro og omhu. Det var en lang og trang vej, men det var sundt for dem. Det er netop, hvad mennesket behøver i dets faldne tilstand. Det er i denne skole, Gud ønsker, at mennesket skal uddannes og udvikles. Skønt der blev lagt så megen vægt på at vænne de unge til hårdt arbejde, blev deres intellektuelle udvikling ikke forsømt. De lærte, at alle deres evner tilhørte Gud, og at de skulle opøves og udvikles for at benyttes i hans tjeneste. ret

(49)  I deres renhed og enkelhed lignede valdensermenighederne apostelmenigheden. De forkastede pavens og præsteskabets overhøjhed og betragtede Bibelen som deres eneste afgørende, ufejlbarlige myndighed. I modsætning til de hovmodige præster i Rom fulgte valdensernes præster deres Mesters eksempel. Han kom ikke for at "lade sig tjene, men for selv at tjene." De vogtede Guds hjord og ledte den til hans hellige ords grønne vange og levende vandkilder. Valdenserne holdt deres sammenkomster langt borte fra menneskenes stolte bygningsværker. De samledes ikke i prægtige kirker eller store katedraler. De mødtes i bjergenes skygge, i alpedalene eller - når der var fare på færde - i en eller anden bjergfæstning for at høre Kristi tjenere fremholde sandhedens ord, Deres præster forkyndte ikke blot evangeliet; de besøgte også de syge, underviste børnene, formanede de vildfarne og bestræbte sig på at bilægge stridigheder og fremme harmoni og broderkærlighed. I fredstider blev de understøttet af menighedens frivillige offergaver, men ligesom teltmageren Paulus lærte de alle sammen et eller andet håndværk så de kunne underholde sig selv, hvis det blev nødvendigt. ret

(50)  De unge blev undervist af valdenserpræsterne. Man søgte at give dem almene kundskaber men Bibelen var den vigtigste lærebog. De lærte Mattæus evangeliet og Johannes evangeliet og mange af de nytestamentlige breve udenad. De blev også sat til at afskrive Bibelen. Enkelte manuskripter indeholdt hele Bibelen, andre kun udvalgte, korte stykker, der var forsynet med .letfattelige tekstforklaringer, som var tilføjet af folk, der var i stand til at udlægge Skriften. På denne måde kom sandhedens skatte, der så længe havde været skjult af mennesker, som forsøgte at ophøje sig selv på Guds bekostning frem for dagens lys. ret

(50)  Da bibelen var en forbudt bog
Ved tålmodigt, utrætteligt arbejde blev den hellige skrift afskrevet vers for vers og kapitel for kapitel. Arbejdet foregik til tider i jordens dybe, mørke huler ved lyset fra brændende fakler. Således skred arbejdet fremad, og Guds åbenbarede vilje skinnede som ægte guld. Kun de, der var beskæftiget med denne opgave, ved, hvor meget klarere og kraftigere det skinnede på grund af de prøvelser, som disse mennesker måtte gennemgå for ordets skyld. Engle fra himlen slog kreds om disse trofaste arbejdere. ret

(50)  Satan havde tilskyndet de pavelige præster til at begrave sandhedens ord under vildfarelser, vranglære og overtro, men I hele den mørke tidsalder blev ordet bevaret uforfalsket på den mest vidunderlige måde. Det bar ikke menneskers, men Guds præg. Menneskene har udfoldet de mest ihærdige bestræbelser for at forfalske Skriftens klare, ligefremme ord og for at fa Skriften til at modsige sig selv, men Guds ord rider stormen af ligesom arken på de rullende bølger. Ligesom der findes rige gange skjult i guld- og sølvminerne, så at man må grave for at komme ned til de kostbare metaller således indeholder den hellige skrift sandhedsskatte, der kun bliver fundet af den oprigtige, ydmyge gransker, som studerer under bøn. Det var Guds tanke at Bibelen skulle være en lærebog for hele menneskeheden i barndommen ungdommen og manddommen, og at der skulle studeres igennem alle tider. Han har åbenbaret sig selv for menneskene i sit ord. Hver gang et menneske får øjnene op for en ny sandhed lærer det den bibelske forfatters karakter bedre at kende. Gud har besluttet at menneskene skal bringes i nærmere forbindelse med deres Skaber og tilegne sig en klarere forståelse af hans vilje ved at læse Skriften. Denne er kontaktleddet mellem Gud og mennesket. ret

(51)  Skønt valdenserne betragtede Herrens frygt som visdoms begyndelse, varde ikke blinde for, at det havde en betydning for sindets og opfattelsesevnens udvikling, at de kom i forbindelse med verden og lærte menneskene og det praktiske liv at kende. Fra skolerne i bjergene blev nogle af de unge valdensere sendt til højere læreanstalter i de franske eller italienske byer hvor der var større muligheder for at studere, forske og gøre iagttagelser end i deres hjem i alperne. Disse unge mennesker blev udsat for fristelser; de blev vidne til laster og kom i berøring med Satans listige håndlangere, som søgte at få dem til at tro på de mest udspekulerede vranglærdomme og de farligste vildfarelser. Men takket være den opdragelse, som de havde fået fra barndommen, var de forberedt til at imødegå alt dette. ret

(51)  De måtte ikke betro sig til nogen i de skoler, hvor de studerede. Deres tøj var syet på sådan en måde, at det kunne benyttes som skjulested for det dyrebareste de ejede - de uvurderlige bibelske skrifter. Disse var frugten af måneders og års arbejde, og når det kunne gøres uden at vække mistanke, overlod de nogle af disse manuskripter til mennesker, som syntes at være modtagelige for sandheden. De unge valdensere var netop blevet opdraget med dette for øje, lige fra de sad på deres moders knæ. De forstod sin opgave og løste den med troskab. Nogle af eleverne på disse læreanstalter blev vundet for den sande tro, og det var ikke sjældent, at denne tros principper gennemsyrede hele skolen. Til trods herfor var det umuligt for de pavelige repræsentanter at finde ud af, hvor den såkaldte kætterske lære havde sit udspring. ret

(51)  Hemmelig oplæring
Kristi ånd er en missionsånd. Det nyomvendte hjerte føler sig allerførst tilskyndet til at føre andre til Frelseren. Det var denne ånd, der drev de kristne valdensere. De forstod, at Gud krævede mere af dem end at bevare sandheden ren i sine egne menigheder, og at der påhvilede dem det højtidelige ansvar at lade lyset skinne for dem, der sad i mørke. Med Guds ords vældige kraft søgte de at løse de lænker, som romerkirken havde smedet. De valdensiske prædikanter blev uddannet som missionærer, og alle, der havde planer om at uddanne sig til prædikanter, skulle først gennemgå en læretid som evangelister. Man skulle arbejde tre år på en eller anden missionsmark, før man fik betroet en menighed derhjemme. Dette arbejde krævede fra første færd selvfornægtelse og offer og var en passende forberedelse til en sjælesørgers liv i de tider, hvor menneskene blev så hårdt prøvet. De unge mænd, der blev ordineret til det hellige embede, kunne ikke se frem til jordisk rigdom og ære, men til et liv med slid og farer, ja, måske martyrdøden. Missionærerne drog ud to og to ligesom Jesu disciple. Der blev for det meste sendt en ung og en ældre erfaren ud sammen. Den ældre skulle vejlede den unge og var ansvarlig for hans uddannelse, og den unge skulle lade sig belære af den ældre. De fulgtes ikke ad hele tiden, men mødtes ofte for at bede og rådslå sammen, så de kunne styrke hinanden s tro. ret

(52)  Hvis de havde røbet deres mission for nogen, ville den være slået fejl. De skjulte derfor omhyggeligt, hvem de var. Prædikanterne var enten uddannet som handelsmænd eller håndværkere, og under udførelsen af sit arbejde gav missionærerne det udseende af, at de havde borgerligt erhverv. De valgte som oftest at være købmænd eller handelsrejsende. "De forhandlede silkestoffer, juveler og andre ting, som man kun kunne købe på fjerne markeder på den tid, og hvor man ville have foragtet dem, hvis de var kommet som missionærer, bød man dem velkommen som købmænd." - Wylie, b. 1, ch. 7. Alt imens bad de Gud om visdom til at bringe mennesker en skat, som var mere kostbar end guld og ædelstene. De medbragte hemmeligt Bibler eller bibeldele, og når der bød sig en anledning, henledte de deres kunders opmærksomhed på de bibelske skrifter, de havde medbragt. Det lykkedes dem ofte at skabe interesse for Guds ord hos kunderne, og når disse ønskede det, overlod missionærerne dem med glæde et eksemplar. ret

(52)  Det arbejde, som disse missionærer udførte, tog sin begyndelse på sletterne og i dalene ved foden af de bjerge, hvor de boede; men det nåede langt uden for disse egne. Med bare fødder og iført grove og slidte klæder ligesom deres Mester drog de gennem store byer og nåede frem til fjerne lande. Overalt spredte de den dyrebare sæd. Der stiftede s menigheder, hvor de kom frem, og martyrernes blod vidnede om sandheden. På Herrens dag vil det blive åbenbaret, at disse trofaste mænds arbejde har båret rige frugter i form af frelste mennesker. Således gik Guds ord i det skjulte sin stille vej gennem kristenheden og blev modtaget med glæde i menneskenes hjem og hjerter. ret

(52)  Sandhedens bud bærere
Valdenserne betragtede ikke blot Skriften som en beretning om Guds handlemåde med mennesker i fortiden og en skildring af de ansvar og pligter, som påhvilede samtidens mennesker, men også som en åbenbaring af de farer og herlige begivenheder, som lå forude. De troede, at alle tings afslutning var meget nær, og når de læste i Bibelen under bøn og tårer, gjorde dens dyrebare ord et dybt indtryk på dem, og det stod dem endnu mere klart, at det var deres pligt at gøre andre bekendt med dens frelsende sandheder. De så en tydelig skildring af frelsesplanen i den hellige bog og hentede trøst, håb og fred i troen på Jesus. Når lyset trængte ind i deres eget sind og glædede deres hjerte, opstod der en længsel hos dem efter at gøre mennesker, som befandt sig i de pavelige vildfarelsers mørke, delagtige i dets stråler. ret

(52)  De så, at i skarevis af mennesker som var under pavens og præsternes ledelse, forgæves stræbte efter at få syndsforladelse ved at pine deres legeme på grund af deres synder. De var oplært til at tro, at deres gode gerninger kunne frelse dem, og rettede bestandig blikket indad imod sig selv. Deres tanker dvælede ved deres egen syndige tilstand; de følte, at Guds vrede var rettet imod dem, og plagede både deres sind og legeme - alt sammen uden at finde fred. Således var samvittighedsfulde mennesker bundet af romerkirkens læresætninger. Tusinder af mennesker tog afsked med slægtninge og venner og tilbragte resten af livet i klosterceller. I tusindvis af mennesker forsøgte forgæves at få fred i sindet ved hyppige bister og grusomme piskninger, ved at overvære natlige gudstjenester, ved at ligge i timevis på de kolde, fugtige sten i sine dystre celler, ved at foretage lange pilgrimsrejser og ved at udføre ydmygende bodshandlinger og. pine sig på det frygteligste. Nedbøjet af skyldfølelse og plaget af frygten for Guds vrede, blev mange ved med at lide, indtil menneskenaturen brød sammen og de sank i graven uden en eneste lysstråle. ret

(53)  Valdenserne længtes efter at bryde livets brød for disse hungrende mennesker og efter at tolke fredsbudskabet i Guds løfter for dem og vise dem hen til Kristus som det eneste håb for deres frelse. Efter deres opfattelse var læren om, at gode gerninger kan sone overtrædelsen af Guds lov, baseret på et falsum. Ved at stole på menneskets egne fortjenester forfalsker man Kristi grænseløse kærlighed. Jesus blev ofret for menneskets skyld, fordi den faldne menneskehed intet kan gøre for at vinde Guds yndest. Den korsfæstede og opstandne, Frelsers fortjenester udgør grundlaget for den kristne tro. Mennesket er lige så afhængigt af Kristus som lemmerne af legemet, og forbindelsen mellem mennesket og Kristus må være lige så tæt forbundet som grenen på vintræet. ret

(53)  Pavernes og præsternes lære havde fået menneskene til at betragte Gud, ja selv Kristus, som strenge, frastødende og usympatiske. Man hævdede, at Frelseren var så blottet for medfølelse med mennesket i dets syndige tilstand, at det var nødvendigt at bede præster og helgener om at være mæglere. De mennesker, som var oplyst af Guds ord, længtes efter at vise disse mennesker hen til Jesus som deres medfølende kærlige Frelser, der står med åbne arme og indbyder alle til at komme til ham med sin synd, bekymringer og træthed. De længtes efter at rydde alt det af vejen, som Satan havde stablet op for at hindre menneskene i at se Guds løfter og komme direkte til Gud, bekende sine synder og finde tilgivelse og fred. ret

(54)  Valdensermissionæren forklarede med brændende iver evangeliets dyrebare sandheder for de søgende mennesker. Med den største forsigtighed tog han de omhyggeligt afskrevne stykker fra Bibelen frem fra sit skjulested. Det var hans største glæde at fortælle, at der var håb for det samvittighedsfulde, syndbetyngede menneske, der kun betragtede Gud som en hævner, der stod parat til at fuldbyrde dommen. Med skælvende læber og tårefyldte øjne viste han sine brødre de dyrebare løfter, som viser synderen hans eneste håb. På denne måde trængte sandhedens lys ind i mangt et formørket sind, den sorte sky blev fordrevet, og Retfærdighedens Sol skinnede ind i hjertet med lægedom under sine vinger. Det hændte ofte, at det samme afsnit af Skriften blev læst om og om igen, fordi den, som lyttede, ville forvisse sig om, at han havde hørt rigtigt. Folk blev aldrig trætte af at høre disse ord: "Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd." 1. Joh. l, 9. "Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham." Joh. 3, 14. 15. ret

(54)  Der var mange, som ikke lod sig føre bag lyset af romerkirkens krav. De indså, at mennesker eller engle umuligt kan mægle på synderen s vegne. Når det sande lys skinnede i deres hjerte, råbte de med glæde: "Kristus er min præst, hans blod er mit offer, hans alter er min skriftestol." De stolede helt og fuldt på Jesu fortjenester og gentog ordene: "Uden tro er det umuligt at have hans velbehag." Hebr. 11, 6. "Der er ikke under himlen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses." Ap. g. 4,12. ret

(54)  Nogle af disse stakkels mennesker, der var blevet kastet omkring som skibe på et stormfuldt hav, var ude af stand til at tro på forsikringen om en frelsers kærlighed. De betragtede det som så stor en befrielse og var så overvældede af alt det lys, som skinnede på dem, at de følte sig som bortrykket til himlen. De lagde tillidsfuldt sine hænder i Kristi hånd, og deres fødder blev anbragt på den evige klippe. Al dødsfrygt forsvandt. Nu ville de med glæde vælge fængslet eller bålet, hvis de kunne ære sin Forløsers navn derved. ret

(54)  Således blev Guds ord taget frem og læst på hemmelige steder. Somme tider var der kun et enkelt menneske til stede til andre tider var der en lille gruppe, som længtes efter lys og sandhed. Det skete ikke så sjældent, at hele natten gik på denne måde. Tilhørerne var så grebne, at barmhjertighedens sendebud ofte måtte gøre en pause i oplæsningen for at give dem tid til at fatte frelsens budskab. Man kunne hyppigt høre ord som disse: "Vil Gud virkelig tage imod mit offer? Vil han smile til mig? Vil han tilgive mig?" Som svar herpå læste missionæren: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile." Matt. 11, 28. ret

(54)  Troen tilegnede sig løftet, og nu lød det glade svar: "Nu skal vi ikke foretage flere lange pilgrimsrejser eller flere møjsommelige rejser til hellige steder. Jeg kan komme til Jesus, just som jeg er, syndig og uværdig, og han vil ikke forsmå min bøn, når jeg beder i anger. "Dine synder forlades dig." Mine, ja, mine synder kan blive tilgivet!" ret

(54)  Hjertet strømmede over af hellig glæde, og Jesu navn blev ophøjet med tak og pris. Disse lykkelige mennesker rejste hjem for at gøre andre meddelagtige i lyset og fortælle sin nye erfaring, så godt de kunne. De fortalte, at de havde fundet den sande og levende vej. Skriftens ord rummede en forunderlig og højtidelig kraft, som talte direkte til de menneskers hjerter der længtes efter sandheden. Det var Guds røst, og de, som lyttede, blev overbevist. ret

(55)  Sandhedens sendebud gik videre, men folk talte ofte om hans beskedne optræden, hans oprigtighed, hans alvor og ægte fromhed. I mange tilfælde spurgte tilhørerne ham ikke, hvor han kom fra, eller hvor han gik hen. De var blevet så overvældede, dels af overraskelse, dels af taknemlighed og glæde, at de slet ikke tænkte på at spørge ham. Når de bad ham gå med hjem, svarede han, at han skulle besøge de fortabte får af hjorden. De spurgte: Var det en engel fra himlen? ret

(55)  Korstog mod valdenserne
I mange tilfælde så de aldrig sandhedens sendebud mere. Han var rejst til andre lande eller hentæredes i et ukendt fængsel, eller hans knogler lå og blegnede på det sted, hvor han havde vidnet om sandheden. Men de ord, som han havde talt, kunne ikke gå til grunde. De gjorde sin virkning i menneskenes hjerte, men de velsignede frugter vil først blive kendt i dommen. ret

(55)  Valdensermissionærerne trængte ind i Satans rige, og mørkets magter blev mere årvågne. Ondskabens fyrste lagde mærke til ethvert forsøg på at fremme sandhedens sag og satte frygt i sine medhjælpere. Pavens repræsentanter betragtede det arbejde, der blev udført af disse beskedne handelsfolk, som en fare for deres sag. Hvis sandhedens lys fik lov at skinne uhindret, ville det fordrive vildfarelsen s skyer, som indhyllede folket. Følgen ville blive, at menneskenes tanker blev ledet hen til Gud alene, og så ville det være slut med romerkirken s overhøjhed. ret

(55)  Disse menneskers blotte eksistens var et stadigt vidnesbyrd om romerkirken s frafald, fordi de holdt første menigheds tro i hævd. Derfor blev de bittert hadet og heftigt forfulgt. Romerkirken tålte heller ikke, at de nægtede at aflevere Skriften. Den besluttede at udrydde dem fra jorden. Nu blev der iværksat nogle frygtelige korstog imod Guds folk i deres hjem i bjergene. Inkvisitorerne blev sat på sporet af dem, og verden oplevede nu igen, at den uskyldige Abel faldt for den morderiske Kains hånd. ret

(55)  Gang på gang blev deres frugtbare marker lagt øde og deres boliger og bedehuse jævnet med jorden, så at der kun var en ørken tilbage, hvor et uskyldigt, flittigt folk før havde sit hjem og sine frugtbare marker. Ligesom rovdyrets raseri tiltager, når det smager blod, gjorde ofrenes lidelser pavekirkens repræsentanter endnu mere rasende. Mange af den sande tros vidner blev jaget over bjergene og ned i dalene, hvor de fandt ly i de vældige skove og mellem klipperne. ret

(55)  De fredløse kunne ikke anklages for deres fromme liv. Selv deres fjender sagde, at de var fredelige, stille fromme mennesker. Deres store brøde bestod i, at de ikke ville tjene Gud, som paven ønskede det. Det var denne forbrydelse, der gjorde at de blev udsat for alle de ydmygelser, krænkelser og pinsler, som mennesker og djævle kunne finde på. ret

(56)  Da romerkirken havde besluttet at udrydde den forhadte sekt, udstedte paven en bulle, som fordømte dem som kættere og udlevere de dem til døden. De blev ikke anklaget for at være lediggængere, bedragere eller urostiftere; men anklagen lød på at de optrådte med en fromhed og' en hellighed, som forførte "fårene i den sande hjord." Derfor befalede paven at "denne ondartede og afskyelige sekt af ondsindede individer ... skulle knuses som giftslanger," hvis de "nægtede at afsværge deres tro." - Wylie, b. 16, ch. 1. Ventede denne hovmodige magthaver at møde disse ord igen? Vidste han, at de blev nedtegnet i himlens bøger, og at de vil møde ham igen i dommen? "Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre der har I gjort imod mig," sagde Jesus.' Matt. 25, 40. ret

(56)  Denne bulle opfordrede alle kirkens medlemmer til at deltage i korstoget imod kætterne. For at ophidse dem til at tage del i denne frygtelige aktion, "eftergav. den alle kirkelige straffe, almindelige og specielle. Den løste alle dem, der tog del i korstoget, fra edsaflæggelse. Den gav dem deres ret til ejendom, som de måtte have tilegnet sig på uretmæssig vis, og lovede alle dem, der dræbte en kætter, syndsforladelse. Den annullerede alle kontrakter, som kom valdenserne til gode, pålagde deres tjenestefolk at forlade dem, forbød alle personer at yde dem nogen som helst hjælp og bemyndigede alle personer til at tage deres ejendom i besiddelse." - Wylie, I, 16, ch.. 1. Dette dokument viser med al ønskelig tydelighed, hvilken mesterhjerne der står bag det. Det er dragens brøl og ikke Kristi røst, som lyder her. ret

(57)  Pavekirkens ledere ville ikke indrette deres liv efter Guds lovs store forbillede. De opstillede en norm, som passede dem, og besluttede at tvinge alle til at rette sig efter denne, fordi romerkirken ville det således. Der udspilledes de frygteligste tragedier, som kan tænkes. Korrupte og blasfemiske præster og paver udførte de handlinger, som Satan tildelte dem. De var blottede for barmhjertighed. Den ånd, som korsfæstede Kristus og dræbte apostlene, og som fik den blodtørstige Nero til at dræbe de trofaste på hans tid, bestræbte sig på at rydde de mennesker bort fra jorden, som Gud elskede. ret

(57)  Disse gudfrygtige mennesker bar de forfølgelser, som rasede i flere arhundreder, med en tålmodighed og en standhaftighed, som kastede ære over deres Forløser. Skønt der blev sendt korstog imod dem og de blev nedsablet på den mest umenneskelige måde, fortsatte de med at sende missionærer ud med den dyrebare sandhed. De blev jaget til døde, men deres blod vandede den sæd, der var sået, og frugten udeblev ikke. På denne måde vidnede valdenserne om Gud flere hundrede år før Luthers fødsel. I de lande, hvor de var adspredt, såede de de frø, som senere udviklede sig til den reformation, der begyndte på Wiclifs tid, voksede sig stor og stærk på Luthers tid og skal forsætte s til verdens ende af dem, der er villige til at ofre alt "for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld." Åb. 1,9. ret

næste kapitel