(458) Hendes synder har hobet sig op, så de når til himlen, og Gud er kommet hendes uretfærdigheder i hu. ... Skænk dobbelt i til hende i det bæger, som hun selv skænkede i. Lige så megen herlighed og overdådighed, som hun levede i, så megen pine og sorg skal I volde hende. Fordi hun siger i sit hjerte: "Jeg troner her som dronning og sidder ikke enke, og aldrig skal jeg kende til sorg," - derfor skal hendes plager komme på en og samme dag: Død og sorg og sult, og hun skal opbrændes med ild. For stærk er Herren, vor Gud, som har dømt hende. Og jordens konger, som sammen med hende har bedrevet utugt og levet overdådigt, skal græde og jamre over hende og sige: "Ve, ve! Babylon, du store by, du stærke by! For på en time er dommen kommet over dig." Åb. 18, 5-10. ret
(458) "Jordens købmænd," som "er blevet rige på grund af hendes umådelige yppighed," "skal stå langt borte af frygt for hendes pine, grædende og sørgende, og sige: "Ve, ve! Du store by, som var klædt i fint linned og purpur og skarlagen og skinnende af guld og ædelstene og perler! For på en time er så stor en rigdom lagt øde." Åb. 18, 11. 15-17 . ret
(458) Disse straffedomme vil ramme Babylon når Guds vrede kommer over den. Hun har fyldt sit uretfærdigheds bæger, hendes time er kommet, og hun er moden til tilintetgørelse. ret
(458) Når nederlaget er et faktum
Når Guds stemme gør ende på hans folks fangenskab, vågner de, der har tabt alt i livets store strid, og det er en frygtelig opvågnen. Så længe nådetiden varede, var de forblindede af Satans bedrag, og de søgte at retfærdiggøre deres syndige levned. De rige roste sig af deres overlegenhed over de mindre begunstigede, skønt de havde tjent deres rigdomme ved at overtræde Guds lov. De havde forsømt at mætte de sultne og at klæde de nøgne, at handle retfærdigt og at elske barmhjertighed. De havde forsøgt at ophøje sig selv og opnå deres medmenneskers hyldest. Nu er de berøvet alt det, som gjorde dem store, og de er forarmede og forsvarsløse. De ser med forfærdelse, at de afguder, som de foretrak frem for deres Skaber, bliver tilintetgjort. De har solgt deres hjerte for jordiske rigdomme og fornøjelser, men har ikke søgt at blive rige i Gud. Resultatet er, at deres liv er en fiasko. Deres glæder bliver nu forvandlet til sorg og deres skatte til støv. Det, de har tjent i løbet af et helt liv, forsvinder på et øjeblik. De rige klager over, at deres fine huse bliver ødelagt, og at deres guld og sølv forsvinder. Men deres klage bringes li! Tavshed af frygten for, at de selv skal omkomme sammen med deres afguder. ret
(459) De gudløse er fulde af fortrydelse ikke på grund af deres syndige forsømmelse over for Gud og deres medmennesker, men fordi Gud har sejret. De er bedrøvede over, at det er gået, som det er, men de angrer ikke deres ondskab. Hvis de kunne, ville de benytte et hvilket som helst middel for at vinde sejr. ret
(459) Verdens børn ser den gruppe mennesker, som de har hånet og spottet og ønsket at udslette, gå uskadte gennem pest, storm og jordskælv. Han, som er en fortærende ild over for dem, der overtræder hans lov, er en tryg bolig for sit folk. ret
(459) Falske hyrder
Den præst, der har ofret sandheden for at vinde menneskenes gunst, indser nu sin læres karakter og indflydelse. Det viser sig nu, at den Alvidendes øjne fulgte ham, når han stod ved prædikestolen, når han gik på gaderne, og når han færdedes sammen med sine medmennesker under forskellige forhold. Hver tanke og følelse, hver skreven linje, hvert udtalt ord og hver handling, som har fået mennesker til at søge ly bag løgnen, har været en udsæd, og nu ser han høsten - de fortabte mennesker omkring ham. ret
(459) Herren siger: "De læger mit folks datters brøst som den simpleste sag, idet de siger: "Fred! Fred!" Skønt der ikke er fred." "Fordi I ved svig volder den retfærdiges hjerte smerte, skønt jeg ikke ville volde ham smerte, og styrker den gudløs es hænder, så han ikke omvender sig fra sin onde vej, at jeg kan holde ham i live." ... Jer. 8, 11; Ez. 13, 22. ret
(459) "Ve hyrderne, der ødelægger og adsplitter de får, jeg græsser. ... Derfor ... vil jeg nu tage mig af jer for jeres onde gerningers skyld." "Jamrer, I hyrder, og skrig, I hjordens ypperste, vælt jer i støvet! For tiden, I skal slagtes, er kommet. ... Hyrderne finder ej tilflugt, ej hjordens ypperste redning." Jer. 23, 1. 2; 25, 34. 35. ret
(459) Både gejstlige og lægfolk indser, at de ikke har indtaget en korrekt holdning over for Gud. De forstår nu, at de har gjort oprør imod Skaberen af alle gode og retfærdige love. De tilsidesatte de guddommelige forskrifter, og dette udløste en strøm som flød med ondskab, uenighed, had og synd, indtil jorden blev en stor slagmark, en pøl af fordærv. Således tager situationen sig ud for dem, der har forkastet sandheden og foretrukket løgnen. Ord kan ikke udtrykke den længsel, som de ulydige og troløse nu føler efter det, de for bestandig har mistet - det evige liv. Mennesker, som verden har tilbedt på grund af deres rige evner og veltalenhed, ser nu alt dette i det rette lys. De forstår, hvad de er gået glip af ved at være ulydige, og de kaster sig for fødderne af dem, hvis troskab de har foragtet og hånet, og tilstår, at Gud har elsket dem. ret
(459) Menneskene indser, at de har ladet sig bedrage. De beskylder hinanden for at være årsag til deres fortabelse, men alle er enige om at rette deres bitreste fordømmelse imod de religiøse ledere. Troløse præster har forudsagt en lykkelig fremtid, og de har vildledt deres tilhørere til at tilsidesætte Guds lov og forfølge dem, som ville helligholde den. I fortvivlelse tilstår disse lærere nu deres bedrageriske værk. Folk bliver rasende og råber: "Vi er fortabt, og det er jeres skyld!" Og de går løs på de falske hyrder. De, som en gang beundrede dem mest, udslynger de værste forbandelser. De hænder, som en gang kronede dem med laurbær, løfter sig først for at slå dem ned. De sværd, som skulle have dræbt Guds folk, bruges nu til at tilintetgøre dette folks fjender. Overalt er der kamp og blodsudgydelse. ret
(460) Opgørets time
"Drønet når til jordens ende, for Herren går i rette med folkene; over alt kød holder han dom, de gudløse giver han til sværdet." Jer. 25, 31. Den store strid har raset i seks tusind år. Guds Søn og hans himmelske sendebud har kæmpet med den ondes magt for at advare, oplyse og frelse menneskenes børn. Nu har alle truffet deres afgørelse. De gudløse har fuldt ud forenet sig med Satan i hans krig mod Gud. Tiden er nu kommet, da Gud vil forsvare sin forkastede lovs autoritet. Nu går han i rette ikke blot med Satan, men med menneskene. "Herren går i rette med folkene." "De gudløse giver han til sværdet. " ret
(460) Frelsens mærke er blevet sat på alle dem, der "sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves." Nu går dødsenglen frem, den engel, som i Ezekiels syn var symboliseret ved de med stridshamre bevæbnede mænd som fik denne befaling: "Oldinge og ynglinge, jomfruer, børn og kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer mærket, må I røre! Begynd ved min helligdom!" Profeten siger: "Så begyndte de med de ældste, som stod foran templet." Ez. 9, 1 - 6. De første, som udryddes, er de mænd, som har foregivet at være folkets vogtere. De falske vægtere falder først. Der vises ingen medlidenhed, og ingen skånes. Mænd, kvinder, jomfruer og børn hugges ned. ret
(460) "Herren går ud fra sin bolig for at straffe jordboernes brøde; sit blod bringer jorden for lyset og dølger ej mere sine dræbte." Es. 26, 21. "Men dette skal være den plage, Herren lader ramme alle de folkeslag, som drager i leding mod Jerusalem; han lader kødet rådne på dem i levende live, øjnene rådner i deres øjenhuler og tungen i deres mund. På hin dag skal en vældig Herrens rædsel opstå iblandt dem, så de griber fat i og løfter hånd mod hverandre." Zak. 14, 12. 13. I den voldsomme kamp, som skyldes deres egne heftige lidenskaber, og under den frygtelige udgydelse af Guds ublandede vrede omkommer jordens gudløse beboere - præster, regenter, undersåtter, rige og fattige, høje og lave. "Herrens slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes." Jer. 25, 33. ret
(461) Ved Kristi genkomst udslettes de onde fra hele jordens overflade - de fortæres af hans munds ånde og tilintetgøres af hans herligheds lys. Kristus fører sit folk til Guds stad, og jorden bliver folketom. "Se, Herren gør jorden tom og øde og vender op og ned på dens overflade, han spreder dens beboere." "Jorden tømmes og plyndres i bund og grund, for Herren har talt dette ord." "Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, for lovene krænkede de, overtrådte buddet, brød den evige pagt. Derfor fortærer forbandelsen jorden, og bøde må de, som bor der. Derfor svides jordens beboere bort." Es. 24, 1. 3. 5. 6. ret
(461) Hele jorden ligner nu en ørken. Ruinerne af de byer og landsbyer, som blev ødelagt under jordskælvet, træer, der er rykket op med rode, og forrevne klippestykker, som er blevet slynget op af havet eller revet ud af selve jorden, er spredt over dens overflade, mens store huller markerer de steder, hvor bjergene er blevet rykket op af deres grundvold. ret
(461) Satan bundet
Nu indtræffer den begivenhed, som symboliseredes ved forsoningsdagens sidste højtidelige handling. Da tjenesten i det allerhelligste var fuldført og Israels synder var blevet fjemet fra helligdommen i kraft af syndofferets blod, blev Azazels buk fremstillet levende for Herren, og i menighedens nærværelse bekendte ypperstepræsten "alle israelitternes misgerninger og alle deres overtrædelser, alle deres synder" og lagde "dem på bukkens hoved." 3. Mos. 16,21. Når soningen i den himmelske helligdom er fuldbragt, bliver Guds folks synder i Guds, de himmelske engles og den frelste hærskares nærværelse på lignende måde lagt på Satan, som bliver kendt skyldig i alt det onde, som han har fået dem til at begå. Og ligesom Azazels buk blev sendt ud i ørkenen, bliver Satan forvist til jorden, en ubeboet og øde ørken. ret
(461) Åbenbaringens forfatter forudsiger Satans forvisning og den kaotiske og øde tilstand, som jorden befinder sig i, og han fortæller, at denne tilstand skal vare i tusind år. Efter at have beskrevet Herrens genkomst og de gudløses tilintetgørelse, fortsætter han: "Og jeg så en engel komme ned fra himlen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, at han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme. Så skal han løses en lille tid." Åb. 20, 1 - 3. ret
(461) At "afgrunden" er den øde og mørke jord, fremgår af andre skriftsteder. Om jordens tilstand "i begyndelsen" siger Bibelen, at den var "øde og tom, og der var mørke over verdensdybet." 1. Mos. 1, 2. Profetierne lærer os, at jorden - i hvert fald delvis - vil blive bragt tilbage til en lignende tilstand. I sin beskrivelse af Herrens store dag siger Jeremias: "Jeg så på jorden, og se, den var øde og tom, på himlen, dens lys var borte; bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle højene bævede; jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle himlens fugle var fløjet; jeg så, og se, frugthaven var ørken, alle dens byer lagt øde for Herren." Jer. 4, 23-26. ret
(462) Her skal Satan og hans onde engle have deres bolig i tusind år. Han får ikke adgang til andre verdner og vil altså være ude af stand til at friste og plage dem, som aldrig har syndet. Det er i denne forstand, at han er bundet; der er ingen tilbage, mod hvem han kan bruge sin magt. Han er fuldstændig afskåret fra at fortsætte det bedrag og det ødelæggelsesværk, som i så mange århundreder har været hans eneste glæde. ret
(462) Profeten Esajas, som i et syn så Satans nederlag, siger: "Nej, at du faldt fra himlen, du strålende stjerne, du morgenrødens søn! Hvor du er faldet til jorden, du som slog folkeslag ned! Du, som sagde i hjertet: "Jeg stormer himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner... den Højeste lig" - ja, ned i Dødsriget styrtes du, nederst i hulen! Ser man dig, stirrer man på dig med undrende blikke: "Er det ham, som fik jorden til at bæve, riger til at skælve, ham, som gjorde verden til ørken... ikke gav fangerne fri til at drage mod hjemmet?" Es. 14, 12 - 17. (norsk overs.) . ret
(462) I seks tusind år har Satan fået "jorden til at bæve." Han har gjort "verden til ørken og jævnet byer." Og han har ikke givet "fangerne fri til at drage mod. hjemmet." I seks tusind år er Guds folk blevet anbragt i hans fængsel, og han ville have holdt dem fangne for evigt, hvis ikke Kristus havde brudt hans magt og givet fangerne fri. ret
(462) Selv de gudløse er nu uden for Satans rækkevidde, og alene med sine onde engle kan han betragte virkningen af den forbandelse, som synden har forårsaget. "Folkenes konger hviler med ære hver i sit hus, [graven] men du er slængt hen uden grav som et usselt foster. ... I graven samles du ikke med dine fædre, fordi du ødte dit land og dræbte dit folk." Es. 14, 18 - 20. ret
(462) En nødvendig domshandling
I tusind år skal Satan vandre omkring på den øde jord og beskue resultaterne af sit oprør mod Guds lov. I denne tid er hans lidelser frygtelige. Siden han faldt, har hans stadige aktivitet forhindret ham i at reflektere. Men nu er han berøvet sin magt og har intet andet at foretage sig end at grunde over den rolle, han har spillet, siden han først gjorde oprør mod himlens styre, og med angst og skælven se frem til det frygtelige øjeblik, da han skal lide for alt det onde, han har gjort, og straffes for de synder, som han er ansvarlig for. ret
(462) For Guds folk betyder Satans fangenskab en glæde og en lettelse. Profeten siger: "På den dag Herren giver dig hvile for din møje og uro og for den hårde trældom, der lagdes på dig, skal du istemme denne spottevise om Babels konge: [her symboliserende Satan] Hvor er dog bødlen stille, tvangshuset tyst! Herren har brudt de Gudløses stok, herskernes kæp, som slog i vrede folkeslag, slag i slag, og tvang i harme folk med skånselsløs tvang." Es. 14, 3 - 6. ret
(463) I løbet af de tusind år, som forløber mellem den første og den anden opsandelse, får de gudløse deres dom. Apostlen Paulus lader os forstå, at denne dom vil falde efter genkomsten: "Døm derfor ikke noget før tiden, før Herren kommer, han, som skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil." 1. Kor. 4,5. Daniel siger, at da den Gamle af Dage kom, blev "retten ... givet den Højestes hellige." Dan. 7, 22. På dette tidspunkt hersker de retfærdige som konger og præster for Gud. Johannes udtaler i Åbenbaringen: "Jeg så troner, og de satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme." "De skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i tusinde år." Åb. 20, 4. 6. På dette tidspunkt skal, som Paulus har forudsagt det, "de hellige ... dømme verden." 1. Kor. 6, 2. Sammen med Kristus skal de dømme de gudløse, sammenligne deres gerninger med lovbogen, Bibelen, og bedømme hver sag efter de gerninger, som er gjort ved legemet. Så udmåles de gudløses straf, og den indføres ved siden af deres navne i dødens bog. ret
(463) Også Satan og hans onde engle dømmes af Kristus og hans folk. Paulus siger: "Ved I ikke, at vi skal dømme engle?" 1. Kor. 6, 3. Og Judas udtaler: "De engle, som ikke varetog deres høje hverv, men forlod deres bolig, har han holdt forvaret i evige lænker i mørket indtil dommen på den store dag." Juda 6. ret
(463) Ved slutningen af de tusind år finder den anden opstandelse sted. Så opstår de gudløse fra de døde, og de fremstilles for Gud, som fuldbyrder "den alt skrevne dom." Efter at have beskrevet de retfærdiges opstandelse fortsætter Åbenbaringens forfatter: "De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende." Åb. 20, 5. Og Esajas siger om de gudløse: "De slæbes i fængsel som fanger, holdes under lås og lukke og straffes lang tid efter." Es. 24, 22. ret