Den store strid kapitel 42fra side464

tilbage

Striden endt

(464)  Ved slutningen af de tusind år vender Kristus atter tilbage til jorden. Han ledsages af alle de frelste og en hærskare af engle. Han stiger ned til jorden i frygtindgydende majestæt og befaler de gudløse at opstå, så de kan få deres dom. De træder frem - en vældig skare, talløse som havets sand. Hvor er de dog forskellige fra dem, som opstod i den første opstandelse! De retfærdige var iklædt udødelig ungdom og skønhed. De gudløse bærer mærker af sygdom og død. ret

(464)  Hvert eneste blik i denne vældige skare er vendt mod Guds Søns herlighed. Som med en røst udbryder de gudløse: "Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!" Det er ikke kærlighed til Jesus, som får dem til at sige dette. Sandhedens magt tvinger ordene frem fra uvillige læber. Som de onde gik i graven, således kommer de op af den - opfyldt af det samme fjendskab til Kristus og den samme oprørske ånd. De får ingen ny nådetid, i hvilken de kan genoprette, hvad de har forspildt. Intet ville opnås derved. De har levet i ulydighed hele livet, og deres hjerter er ikke blevet blødgjort. Hvis de fik tildelt en ny nådetid, ville de benytte den, som de benyttede den første, til at undslå sig Guds krav og anstifte oprør imod ham. ret

(464)  Kristus stiger ned på Oliebjerget, hvorfra han efter sin opstandelse for til himlen, og hvor engle gentog løftet om hans genkomst. Profeten siger: "Herren min Gud kommer og alle de hellige med ham." "På hin dag står hans fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem, og Oliebjerget skal revne midt over ... og danne en vældig dal." "Og Herren skal være konge over hele jorden. På hin dag skal Herren være en og hans navn et." Zak. 14, 5. 4. 9. Når det nye Jerusalem i sin strålende pragt er kommet ned fra himlen, hviler det på det sted, som er blevet lutret og gjort rede til at modtage det, og Kristus går med sit folk og sine engle ind i den hellige stad. ret

(465)  Et desperat angreb
Nu forbereder Satan sig til en sidste frygtelig kamp om overherredømmet. Da ondskabens fyrste var berøvet sin magt og afskåret fra at fortsætte sit bedrageriske værk, var han ulykkelig og nedslået, men når de gudløse døde opstår og han ser, hvor talrige hans tilhængere er, får han nyt håb og beslutter at fortsætte den store strid. Han vil samle alle de fortabte under sit banner og forsøge at fuldføre sine planer ved deres hjælp. De gudløse er Satans fanger. Ved at forkaste Kristus har de stillet sig under oprørslederens herredømme. De er rede til at lytte til hans forslag og adlyde hans befalinger. Han er dog stadig listig nok til ikke at indrømme, at han er Satan. Han hævder, at han er den fyrste, som er verdens retmæssige herre, og at hans arv er blevet ham frataget på ulovlig vis. Han fremstiller sig for sine bedragne undersåtter som en frelser og forsikrer dem, at det er ved hans magt, at de er blevet bragt op af graven, og at han om kort tid vil befri dem fra det grusomste tyranni. Da Kristus ikke er til stede, gør Satan undergerninger for at bevise sine påstande. Han gør de svage stærke og indgyder alle sin egen ånd og energi. Han foreslår at lede dem mod de helliges lejr og tage Guds stad i besiddelse. Med djævelsk fryd påpeger han, at talløse millioner er opstået fra de døde, og at han som deres anfører let vil kunne indtage staden og tilbageerobre sin trone og sit rige. ret

(465)  I denne vældige skare findes der mange mennesker fra tiden før syndfloden, da menneskene levede længe - mænd af høj vækst og med en god begavelse, mænd, som lod sig forføre af faldne engle og brugte al deres dygtighed og viden til at ophøje sig selv, mænd, hvis vidunderlige kunstværker fik verden til at forgude deres geni, men hvis grusomhed og onde opfindelser, som besmittede jorden og vansirede Guds billede, fik Herren til at udslette dem fra jorden. Der er konger og generaler, som erobrede riger, modige mænd, som aldrig har tabt et slag, stolte, ærgerrige krigere, som fik nationer til at skælve, når de nærmede sig. De har ikke forandret sig i døden. Når de kommer op af graven, fortsætter deres tanker i de samme baner, som da de blev afbrudt. De drives af det samme ønske om at sejre, som tilskyndede dem, da de faldt. ret

(465)  Satan rådslår med sine engle og derefter med disse konger og erobrere og mægtige mænd. De betragter deres styrker og erklærer, at stadens hær er lille i sammenligning med deres, og at den vil kunne besejres. De planlægger, hvorledes de skal tage det nye Jerusalems skatte og herlighed i besiddelse. Alle giver sig straks til at forberede sig til kampen. Dygtige håndværkere fremstiller våben. Berømte militære ledere opdeler deres krigere i kompagnier og divisioner. ret

(465)  Endelig gives der ordre til fremrykning, og den vældige hær sætter sig i bevægelse - en sådan hær, som jordiske erobrere aldrig har formået at mobilisere, og som er større end alle de hære tilsammen, som har eksisteret på jorden i alle tidsaldre, siden man begyndte at føre krig. Satan, den største af alle krigsherrer, leder fortroppen, og hans engle følger ham i den afgørende kamp. Konger og generaler marcherer i hans rækker, og den vældige hær følger i store kompagnier, som hver har en øverstbefalende. Med militær præcision marcherer de tæt sluttede kolonner frem over jordens brudte og ujævne overflade mod Guds stad. På Jesu befaling lukkes det nye Jerusalems porte, og Satans hære omringer staden og forbereder angrebet. ret

(465)  Kristus modtager hyldest
Nu viser Kristus sig igen for sine fjender. Højt oppe over byen, på en grundvold af skinnende guld, hæver der sig en stor trone. På denne trone sidder Guds Søn, og omkring ham står hans undersåtter. Ord kan ikke beskrive Kristi magt og majestæt, og ingen pen kan skildre den. Den evige Faders herlighed indhyller hans Søn. Hans stråleglans fylder Guds stad, skinner ud gennem portene og oplyser jorden. ret

(465)  Nærmest ved tronen står de, som en gang var nidkære i Satans tjeneste, men som blev reddet som en brand ud af ilden og har fulgt deres Frelser i dyb og inderlig kærlighed. Derefter følger de, som udviklede en kristelig karakter midt i falskhed og vantro, de, som adlød Guds lov, skønt den kristne verden havde erklæret den ugyldig, og de millioner fra alle tidsaldre, som led martyrdøden for deres tro. Desuden er der "en stor skare, som ingen kan tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål... foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne." Åb. 7, 9. Deres strid er endt, deres sejr vundet. De har fuldført løbet og har fået sejrskransen. Palmegrenen i deres hænder symboliserer deres sejr, og deres hvide klæder symboliserer Kristi uplettede retfærdighed, som nu er deres. ret

(466)  De frelste istemmer en lovsang, som bliver ved at give genlyd under himlens hvælvinger: "Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet." Og engle og serafer tager del i hyldesten. Efter at de frelste har set Satans magt og ondskab, har de som aldrig før forstået, at kun Kristi magt kunne gøre dem til sejrvindere. I hele denne lysende skare er der ikke en som giver sig selv æren for sin frelse, der er ikke en, som tror, at frelsen er opnået i kraft af egen magt og godhed. Der siges intet om, hvad de har udrettet og lidt, men emnet i hver sang og grundtonen i hver lovsang er, at frelsen tilhører Gud og Lammet. ret

(466)  I nærværelse af alle jordens og himlens beboere foregår den endelige kroning af Guds Søn. Og Kongernes Konge, som er tildelt den højeste rang og magt, forkynder nu dommen over dem, der har gjort oprør mod hans styre, og lader retfærdigheden ske fyldest over for dem, der har overtrådt hans lov og underkuet hans folk. Guds profet siger: "Jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himlen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet; Livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger." Åb. 20, 11. 12. ret

(466)  Bøger bliver åbnet
Så snart bøgerne er blevet åbnet og Jesus ser på de gudløse, husker disse hver eneste synd, som de nogensinde har begået. De ser nøjagtigt, hvor deres fødder forlod renhedens og hellighedens sti, og de ser, i hvor høj grad hovmod og oprør førte dem til at overtræde Guds lov. Fristelserne, som de åbnede vejen for ved at hengive sig til synd, de velsignelser, som de misbrugte, Guds budbringere, som de foragtede, de advarsler, som de forkastede, og de bølger af nåde, som blev kastet tilbage af deres hårde, ubodfærdige hjerter alt ser de ligeså tydeligt, som var det skrevet med ildskrift. ret

(466)  Over tronen kommer korset til syne, og som i et panorama fremstilles Adams fristelse og fald og de efterfølgende etaper af den store plan til menneskeslægtens frelse. Frelserens fødsel i fattigdom, hans barndom i nøjsomhed og lydighed, hans dåb i Jordan, fasten og fristelsen i ørkenen. Hans gerning for folket, under hvilken han åbenbarede himlens største velsignelser for menneskene. Dagene, hvor han var travlt optaget af at vise kærlighed og øve barmhjertighed, nætter, som han tilbragte i bøn og vågen i bjergenes ensomhed. Den misundelse, den ondskab og det had, som var takken for hans velgerninger. Den frygtelige og mystiske sjælekamp i Getsemane, hvor den knusende vægt af hele verdens synde byrde hvilede på ham. Forræderiet og hans udlevering i den blodtørstige skares hænder, de forfærdelige scener, som udspilledes i løbet af denne rædselsnat. Den modstandsløse fange, der var blevet forladt af sine kæreste disciple, og som hurtigt blev ført gennem Jerusalems gader. Guds Søn, som under jubel blev fremstillet for Annas, anklaget i ypperstepræstens palads og i Pilatus' domshal, som blev ført frem for den feje og grusomme Herodes, og som blev hånet, krænket, pint og dømt til døden - alt fremstilles klart og levende. ret

(467)  Og nu fremstilles for den skrækslagne mængde de sidste scener -' man ser ham tålmodigt bære sine lidelser, idet han slæber sig til Golgata, man ser himlens Fyrste, der hænger på korset, de hovmodige præster og den larmende pøbel, som spotter hans dødskval, det overnaturlige mørke, jorden der skælver, og klipperne der revner, og de åbne grave, som markerer det øjeblik, da verdens Frelser opgav ånden. ret

(467)  Alt vises nøjagtigt, som det gik til. Satan, hans engle og hans undersåtter formår ikke at vende blikket bort fra billedet af deres eget værk. Enhver mindes den rolle han spillede. Alle ser de frygtelige synder, de begik - Herodes, som dræbte Betlehems uskyldige børn for derved at tilintetgøre Israels konge, den onde Herodias, hvis syndige hjerte er plettet af Johannes Døbers blod, den svage, holdningsløse Pilatus, de spotske soldater og præsterne og rådsherrerne og den rasende pøbel, som råbte: "Hans blod komme over os og vore børn!" De forsøger forgæves at skjule sig for hans ansigts guddommelige majestæt, som stråler med stærkere glans end solen, mens de frelste lægger deres kroner for Frelserens fødder og udbryder: "Han døde for mig!" ret

(468)  Blandt de løskøbte er Kristi apostle, den heltemodige Paulus, den nidkære Peter, den elskede og kærlige Johannes og deres trofaste brødre, og sammen med dem er alle martyrerne. Men midt i alt det afskyelige og vederstyggelige uden for stadens mure er alle de, som forfulgte dem, kastede dem i fængsel og dræbte dem. Der er Nero, dette grusomme og lastefulde uhyre, som nu ser glæden og fryden hos dem, som han en gang pinte, og i hvis frygtelige kvaler han fandt satanisk behag. Hans moder er der også, for at se resultatet af sit eget værk, se, hvorledes hendes onde karakter, som hun gav i arv til sin søn, og de lidenskaber, som hun opmuntrede og udviklede gennem sin indflydelse og sit eksempel, bar frugt i forbrydelser, som fik verden til at gyse. ret

(468)  Der er pavelige præster og prælater, som påstod, at de var Kristi udsendinge, men som anvendte pinebænk, fangehuller og bål for at beherske hans folks samvittighed. Der er de stolte paver, som ophøjede sig selv over Gud og havde den dristighed at ændre den Almægtiges lov. Disse mænd, som foregav at være kirkens fædre, har et regnskab at aflægge for Gud - et regnskab, som de gerne ville være fritaget for. Først nu, da det er for sent, indser de, at den Alvidende er nidkær for sin lov, og at han ikke lader den skyldige gå fri. De lærer nu, at Kristus identificerer sig med sit lidende folk, og de føler vægten af hans ord: "Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig." Matt. 25, 40. ret

(468)  Hele den onde verden står anklaget foran Guds domstol, sigtet for højforræderi mod himlens regering. De har ingen forsvarer og ingen undskyldning, og de dømmes til evig død. ret

(468)  En slagen fjende
Det står nu alle klart, at syndens løn ikke fører til frihed og evigt liv, men trældom, ødelæggelse og død. De gudløse ser nu, hvad de er gået glip af ved at leve et liv i oprør. De afviste den evige herlighed, da den blev dem tilbudt, men hvor attråværdig synes den ikke i dette øjeblik. De fortabte mennesker jamrer: "Alt dette kunne jeg have haft, men jeg forkastede det. Hvor har jeg været forblindet! Jeg har givet fred, lykke og ære i bytte for elendighed, vanære og fortvivlelse." Alle forstår, at det er retfærdigt, at de udelukkes fra himlen. Ved hele deres livsførelse har de erklæret: "Vi ønsker ikke, at den mand [Jesus] skal være konge over os." Luk. 19, 14. ret

(468)  De gudløse har stirret som fortryllet på Guds Søns kroning. De ser i hans hænder den guddommelige lovs tavler, den lov, som de har foragtet og overtrådt. De ser de frelstes henrykkelse, fryd og tilbedelse, og da lovsangen toner udover menneskemængderne uden for staden, udbryder alle som med en mund: "Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge!" Åb. 15, 3. Og de kaster sig ned og tilbeder Livets Fyrste. ret

(468)  Satan synes lammet, da han ser Kristi herlighed og majestæt. Han, der engang var en skærmende kerub, husker hvorfra han er faldet. Han, der var en skinnende seraf, en "morgenrødens søn" (norsk overs.), er nu fuldstændig forandret og fornedret. Han er for evigt udelukket fra det råd, hvoraf han engang var et højt æret medlem. Han ser nu en anden stå ved Faderens side og tilhylle hans herlighed. Han ser en høj, majestætisk engel sætte kronen på Kristi hoved, og han ved, at han selv kunne have haft denne engels ophøjede stilling. ret

(468)  Han husker det hjem, der var hans, da han var ren og uskyldig, og den fred og tilfredshed, der var hans, indtil han dristede sig til at knurre mod Gud og misunde Kristus. Hans beskyldninger, hans oprør, hans bedrag for at opnå englenes medfølelse og støtte, hans ubøjelige modstand, da Gud appelerede til ham om at vende om, så han kunne få tilgivelse - alt står klart i hans erindring. Han ser tilbage på sit værk blandt menneskene og dets resultater menneskets fjendskab mod dets næste, den frygtelige tilintetgørelse, af liv, rigers opståen og fald, væltede troner, den lange række af kampe, oprør og revolutioner. Han mindes sine uafladelige forsøg på at modarbejde Kristi gerning og fornedre menneskene mere og mere. Han ser, at hans djævelske planer ikke har formået at tilintetgøre dem, der satte deres lid til Jesus. Da Satan betragter sit rige, frugten af sit slid, ser han kun fiasko og ruin. Han har bedraget de gudløse til at tro, at Guds stad var et let bytte, men han ved, at dette er usandhed. Under den store strid har han atter og atter lidt nederlag og er blevet tvunget til at trække sig tilbage. Han kender kun alt for godt Den Eviges magt og majestæt. ret

(469)  Det har altid været den store oprørers formål at retfærdiggøre sig og bevise, at Gud har ansvaret for oprøret. Han har benyttet hele sin enestående forstands kraft for at opnå dette. Han har arbejdet velovervejet og systematisk. Han har opnået vældige resultater, og det er lykkedes ham at få tusinder og atter tusinder til at tro på hans forklaring på årsagen til den store strid, som har raset så længe. I tusinder af år har denne bedrageriske mester udgivet løgn for at være sandhed. Men nu er det øjeblik kommet, da oprøret skal udryddes for stedse og sandheden om Satan åbenbares. I et sidste desperat forsøg på at støde Kristus fra tronen, tilintetgøre hans folk og tage Guds stad i besiddelse, er ærkebedrageren blevet totalt afsløret. De, der har sluttet sig til ham, ser, at hans sag er fuldstændig tabt. Kristi tilhængere og de trofaste engle forstår til fulde omfanget af hans rænkespil mod Guds regering. Alle betragter ham med afsky. ret

(469)  Satan erkender, at hans forsætlige oprør har gjort ham uegnet til at have bolig i himlen. Han har vænnet sig til at bruge al sin kraft til at bekrige Gud, og himlens renhed, fred og harmoni ville være ham en frygtelig plage. Hans anklager mod Guds barmhjertighed og retfærdighed er nu forstummet. De anklager, som han har forsøgt at bringe over Jehova, falder nu fuldstændig tilbage på ham selv. Og nu bøjer Satan sig dybt og indrømmer, at dommen over ham er retfærdig. "Hvem skulle ikke frygte dig, Herre? Og prise dit navn? For du alene er hellig; ja, alle folkene skal komme og tilbede for dit åsyn, fordi dine retfærdige domme er blevet åbenbaret." Åb. 15,4. ret

(470)  Guds retfærdighed er åbenbaret
Ethvert spørgsmål om sandhed og vildfarelse i den langvarige strid er nu blevet klarlagt. Følgerne af at gøre oprør og frugterne af at tilsidesætte den guddommelige lover blevet åbenbaret for alle skabte fornuftvæsner. Følgerne af Satans herredømme i modsætning til Guds styre er blevet demonstreret for hele universet. Satans eget værk har fordømt ham. Det er ikke lykkedes ham at sætte en plet på Guds visdom, retfærdighed og godhed. Alle forstår, at alt, hvad Gud har foretaget under den store strid, er gjort med hans folks evige vel for øje og til bedste for alle de verdner, han har skabt. "Dine værker takker dig alle, Herre, og dine fromme lover dig." Sl. 145, 10. Syndens historie vil i al evighed stå som et vidnesbyrd om, at alle Guds skabningers lykke er knyttet til hans lovs eksistens. Nu er alt i den store strid lagt frem for hele universet, og både trofaste og oprørere erklærer som med en mund: "Retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge!" ret

(470)  Universet har nu fået en klar forståelse af det store offer, som Faderen og Sønnen bragte for menneskenes skyld. Nu er tiden inde til, at Kristus indtager sin retmæssige stilling og ophøjes over alle fyrster og magter og navne. Han udholdt korset uden at ænse skammen for at få den glæde, der ventede ham - at føre mange mennesker til herlighed. Og skønt sorgen og skammen var ufattelig stor, er glæden og herligheden dog endnu større. Han betragter de frelste, som er genskabt i hans billede, idet enhver af dem bærer den guddommeliges fuldkomne præg og hvert ansigt genspejler deres konge. I dem ser han resultatet af hvad han har lidt, og han er tilfreds. Med en stemme, som når ud til alle, både retfærdige og gudløse, siger han: "Se, hvad jeg løskøbte med mit blod! For dem led jeg, og for dem døde jeg, at de skal være hos mig i al evighed." Og en lovsang hæver sig fra den hvidklædte skare, der står omkring tronen: "Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!" Åb. 5, 12. ret

(470)  De ugudeliges skæbne
Selvom Satan har været tvunget til at anerkende Guds retfærdighed og Kristi herredømme, forbliver hans karakter uforandret. Hans oprørskhed bryder atter frem som en flodbølge. Fuld af raseri beslutter han, at han ikke vil give efter i den store strid. Han vil udkæmpe en sidste fortvivlet kamp mod himlens Konge. Han styrter ind mellem sine undersåtter og forsøger at indgyde dem sit eget raseri og få dem til straks at gå i kamp. Men blandt de talløse millioner, som han har forført til oprør, findes der nu ikke en, som erkender hans herredømme. Hans magt er brudt. De gudløse hader Gud lige så meget, som Satan hader ham, men de indser, at deres sag er håbløs, og at de intet kan stille op mod Jehova. Deres raseri retter sig mod Satan og mod dem, som har været hans redskaber i bedrageriet, og de kaster sig over dem med et djævelsk raseri. ret

(471)  Herren sagde: "Fordi du i dit hjerte føler dig som en gud, se, derfor bringer jeg fremmede over dig, de grummeste folk, og de skal drage deres sværd mod din skønne visdom og vanhellige din glans. De skal styrte dig i graven, og du skal dø de ihjelslagnes død i havets dyb." "Da vanhelligede jeg dig ... og tilintetgjorde dig, skærmende kerub, så du ikke blev imellem Guds sønner. ... Jeg slængte dig til jorden og overgav dig til konger, at de skulle nyde skuet af dig. ... Jeg gjorde dig til støv på jorden for alle, som så dig. ... Du blev en rædsel, og borte er du for evigt." Ez. 28, 6 - 8. 16-19.471 ret

(471)  "Hver en støvle, der tramper i striden, og kappen, der søles i blod, skal brændes og ende som luernes rov." "For Herren er vred på alle folkene, harmfuld på al deres hær; han slår dem med band og giver dem hen til at slagtes." "Over Gudløse sender han regn af gløder og svovl, et stormvejr er deres tilmålte bæger." Es. 9, 5; 34, 2; Sl. 11, 6. Ild fra Gud falder ned fra himlen. Jorden slår revner. De våben, som er skjult i dens dyb, drages frem. Fortærende flammer slår ud af alle de gabende kløfter. Selv bjergene brænder. Den dag, der er luende som en ovn, er kommet. Elementerne kommer i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk skal opbrændes. Mal. 4, 1; 2. Pet. 3, 10. Jordens overflade er én smeltet masse - en mægtig, sydende ildsø. Det er gudløses doms og undergangs dag - "en hævndag har Herren til rede, Zions værge et gengældsår." Es. 34, 8. ret

(473)  De gudløse får deres straf på jorden. "De skal blive som strå, og dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger Hærskares Herre." Mal. 4, 1. Nogle tilintetgøres på et øjeblik, mens andre lider i mange dage. Alle straffes "efter deres gerninger." De retfærdiges synder er blevet overført til Satan, og han må ikke blot lide for sit eget oprør mod Gud, men for alle de synder, han har forført Guds folk til at begå. Hans straf er langt strengere end den, der rammer dem, han har bedraget. Efter at alle de, som lod sig forføre af ham, er omkommet, lever og lider han stadig. I de lutrende flammer tilintetgøres de gudløse endelig, rod og grene - Satan er roden, hans tilhængere grenene. Lovens fulde straf er blevet fuldbyrdet, retfærdigheden er sket fyldest, og himlen og jorden, som har været vidne dertil, erklærer, at Jehova er retfærdig. ret

(473)  Satans ødelæggelsesværk er afsluttet for evigt. I seks tusind år har han bestræbt sig på at gennemtvinge sin vilje, fyldt jorden med jammer og skabt sorg i hele universet. Hele skabningen har sukket og været i veer. Nu er Guds skabninger for evigt befriet for ham og hans fristelser. "Al jorden har fred og ro, bryder ud i jubel!" Es. 14, 7. Og en lovsang og et sejrsråb stiger op fra hele det trofaste univers. "Et kor af en stor skare og som en brusen af mange vande og som en buldren af stærke tordener" høres. De råber: "Halleluja! For Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme." Åb. 19,6. ret

(473)  Mens jorden er indhyllet i tilintetgøreisens ild, bor de retfærdige trygt _ den hellige stad. Den anden død har ingen magt over dem, der havde del i den første opstandelse. Over for de gudløse er Gud en fortærende ild, men for sit folk er han både sol og skjold. Åb. 20, 6; Sl. 84, 12. ret

(473)   "Jeg så en ny himmel og en ny jord; for den første himmel og den første jord var forsvundet." Åb. 21, 1. Den ild, som fortærer de onde, lutrer og renser jorden. Hvert spor af forbandelsen udslettes. Intet evigt brændende helvede skal minde de frelste om syndens frygtelige resultater. ret

(473)  Kristi sårmærker
Kun et minde bliver stående. Frelseren vil for evigt bære mærkerne af korsfæstelsen. På hans sårede hoved, i hans side og på hans hænder og fødder findes de eneste spor af det frygtelige værk, som synden har udrettet. Profeten, der så Kristus i hans herlighed, siger: "Fra hans side udgår stråler; der er hans vælde i skjul." Hab. 3, 4, Denne gennemstungne side, hvorfra der strømmede det blod, som forsonede menneskene med Gud, fra den udgår Frelserens herlighed; der "er hans vælde i skjul." Han er "mægtig til at frelse" på grund af forløsningens offer; derfor er han også i stand til at lade den retfærdige straf ramme dem, der foragtede Guds barmhjertighed. Og tegnene på hans ydmygelse er hans fornemste ærestegn. I al evighed skal sårene fra Golgata forkynde hans pris og magt. ret

(473)  De frelstes arv
"Men du, o hyrdetårn, Zions datters høj, til dig skal det komme, det forrige herredømme tilfalde dig." Mika 4, 8. Nu er den tid kommet, som hellige mænd har længtes efter, siden flammesværdet spærrede det første menneskepar vejen til Eden - tiden for hans "ejendomsfolks" forløsning. Ef. 1, 14. Jorden, som oprindelig blev skænket til mennesket, for at den skulle være dets rige, men som det lod falde i Satans hænder, den klode, som så længe har været 'i den mægtige fjendes vold, er blevet vundet tilbage ved hjælp af den store frelsesplan. Alt, hvad der gik tabt ved synden, er blevet genoprettet. "For så siger Herren, ... som dannede jorden, frembragte, grundfæstede den, ej skabte den øde, men dannede den til at bebos." Es. 45, 18. Guds oprindelige hensigt med at skabe jorden fuldbyrdes, når den gøres til de frelstes evige bolig. "De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid." Sl. 37, 29. ret

(474)  For at den fremtidige arv ikke skulle synes for materiel, har mange lagt en symbolsk betydning i netop de sandheder, som lærer os at betragte den som vort hjem. Kristus forsikrede sine disciple, at han gik bort for at berede boliger for dem i sin Faders hus. De, der tror på, hvad Guds ord lærer, vil ikke være helt uvidende med hensyn til den himmelske bolig. Og dog er det sandt, som der står skrevet: "Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham." 1. Kor. 2, 9. Ord formår ikke at beskrive de retfærdiges belønning. Den vil kun blive kendt af dem, der får den at se. Ingen menneskehjerne kan fatte Guds Paradis' herlighed. ret

(474)  I Bibelen kaldes de frelstes arv "et fædreland." Hebr. 11, 14-16. Der fører den himmelske Hyrde sin hjord til de levende vandkilder. Livets træ bærer frugt hver måned, og træets blade tjener til lægedom for folkene. Der findes evigt flydende strømme, der er klare som krystal, og langs deres bredder vokser der træer, som kaster skygge på de stier, som er beredt for Herrens forløste. Store sletter hæver sig mod smukke højdedrag, og Guds bjerge løfter deres stolte tinder. På disse fredelige sletter og langs disse levende strømme skal Guds folk, som så længe har været pilgrimme og vandringsmænd, finde et hjem. ret

(474)   "Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner." "Der høres ej mer i dit land om uret, om vold og ufærd inden dine grænser; du kalder frelse dine mure og lovsang dine porte." "Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; for mit folk skal opnå træets alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med hånd." Es. 32, 18; 60, 18; 65,21. 22. ret

(475)   "Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre." "I stedet for tjørnekrat vokser cypresser, i stedet for tidsler myrter." "Og ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, ... dem driver en lille dreng." "Der gøres ej ondt og voldes ej men i hele mit hellige bjergland," siger Herren. Es. 35, 1; 55, 13; 11, 6. 9. ret

(475)  Smerte kan ikke eksistere i den himmelske atmosfære. Der findes ingen tårer, ingen begravelsesoptog, ingen tegn på sorg. "Der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig; ... for det, som var før, er nu forsvundet." Ingen indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der har sin synd forladt." Åb. 21, 4; Es, 33, 24. ret

(475)  Der er det nye Jerusalem, den forherligede nye jords hovedstad, "en dejlig krone i Herrens hånd, et kongeligt hovedbind i hånden på din Gud." "Den funklede som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis." "Folkeslagene skal vandre i dens lys og jordens konger bringe deres herligheder til den." Herren har sagt: "Jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk." "Nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem." Es. 62, 3; Åb. 21, 11. 24; Es. 65, 19; Åb. 21, 3. ret

(475)   "Der skal ingen nat være" i Guds stad. Ingen behøver eller ønsker at hvile. At gøre Guds vilje og prise hans navn medfører ingen træthed. Vi skal altid føle morgenens friskhed, og den skal aldrig få ende. "De trænger ikke til lys fra lampe eller lys fra sol, for Gud Herren skal lyse over dem." Åb. 22,5. Solens lys bliver erstattet af et lys, som ikke er ubehageligt blændende, men som alligevel langt overgår vor middagssol i klarhed. Guds og Lammets herlighed fylder hele den hellige stad med aldrig svindende lys. De frelste vandrer i den evige dags solløse herlighed. ret

(475)   "Noget tempel så jeg ikke i staden; for dens tempel er Herren, Gud den Almægtige, og Lammet." Åb. 21,22.Guds folk nyder den forret at have uhindret samvær med Faderen og Sønnen. "Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde." 1. Kor. 13, 12. Vi ser et spejlbillede af Gud i naturen og i hans handlemåde med menneskene, men da skal vi se ham ansigt til ansigt, uden noget skjulende slør imellem ham og os. Vi skal stå foran ham og se hans åsyns herlighed. ret

(475)  Guds kærligheds triumf
Der skal de frelste kende fuldt ud, ligesom de jo selv er kendt fuldt ud. De kærlige og venlige følelser, som Gud selv har nedlagt i mennesket, vil der komme til udtryk på den sandeste og skønneste måde. Det rene samvær med hellige væsner, den harmoniske kontakt med de velsignede engle og med de trofaste fra alle tidsaldre, de, der har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, de hellige bånd, som sammenknytter familien i himlen og på jorden - alt dette bidrager til de frelstes lykke. ret

(475)  Der vil udødelige mennesker med evig fryd betragte skabermagtens vidundere og den frelsende kærligheds mysterier. Der vil ikke være nogen grusom og bedragerisk fjende, som frister til at glemme Gud. Alle evner vil blive udviklet og forøget. Tilegnelsen af kundskab vil hverken trætte sindet eller tære på kræfterne. Der vil de mest storslåede foretagender kunne gennemføres, de højeste mål kunne nås og den ædleste stræben belønnes, og der vil stadig være nye højder at nå, nye storværker at beundre, nye sandheder at forstå og nye genstande, som vækker sindets, åndens og legemets kræfter til dåd. Guds frelste får adgang til at studere alle universets skatte. Uhæmmede af dødelighed flyver de uden at trættes til fjerne verdner - verdner, som blev grebet af sorg ved synet af menneskenes kval, og som sang af glæde, hver gang et menneske blev frelst. Med usigelig fryd går jordens børn ind til den glæde og visdom, som ejes af de væsner, der aldrig har syndet. De bliver delagtige i de skatte af kundskab og indsigt, som er opnået af dem, der gennem tidsaldrene har gransket Guds hænders værk. Med ufordunklede øjne iagttager de skabningens herlighed - sole og stjerner og systemer, som alle i lovmæssig orden kredser omkring Guds trone. På hver ting, fra den mindste til den største, er Skaberens navn skrevet, og de afspejler alle hans vældige magt. ret

(476)  Efterhånden som evighedens år henrinder, bringer de endnu rigere og herligere åbenbaringer om Gud og Kristus. Med indsigten vokser også kærligheden, ærbødigheden og lykken. Jo mere menneskene lærer om Gud, des større bliver deres beundring for hans karakter. Når Jesus forklarer dem frelsens rigdomme og fortæller dem om de store bedrifter, som blev udført i den store strid med Satan, vil de frelstes hjerter fyldes med endnu større hengivenhed for ham, og med endnu større fryd slår de guldharperne. Og titusinde titusinder og tusinde tusinder af stemmer forener sig i lovsang. ret

(476)   "Og enhver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, ja alt, hvad i dem er, hørte jeg sige: "Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder." Åb. 5, 13. ret

(476)  Den store strid er endt. Der findes ikke længere synd og syndere. Hele universet er rent. Harmoni og glæde går som et pulsslag gennem hele det umådelige skaberværk. Fra ham, som skabte alt, udstrømmer der liv og lys og glæde til alle verdner i det uendelige rum. Alt, fra det mindste atom til den største verden, både de levende og de livløse ting, erklærer i utilsløret skønhed og fuldkommen fryd, at

GUD ER KÆRLIGHED.
ret