(70) Evangeliet havde fæstet rod i Bøhmen så tidligt som i det 9. århundrede. Bibelen var blevet oversat til folkets sprog, som også blev benyttet ved gudstjenesten. Men Jo mere magt paven fik, jo mere kom Guds ord i baggrunden. Gregor VII som havde påtaget sig den opgave at ydmyge de o stolte konger, var lige så besluttet på at gøre folket til slaver. I overensstemmelse med denne politik blev der udstedt en bulle, som forbød, at der blev holdt offentlig gudstjeneste på bøhmisk. Paven erklærede, at "det behagede den Almægtige at han blev tilbedt på et ukendt sprog, og at mange onder og vildfarelser var opstået som følge af, at denne regel ikke var blevet overholdt." - Wylie, b. 3, ch. 1. Således påbød romerkirken, at Guds ords lys skulle slukkes, og at folket skulle holdes i mørke. Men himlen benyttede andre midler til at bevare menigheden. Mange af de valdensere og albigensere som har blevet fordrevet fra deres hjem i Frankrig og Italien på grund af forfølgelse, kom til Bøhmen. Skønt de ikke turde undervise åbenlyst, arbejdede de ivrigt i det skjulte på denne måde blev den sande tro bevaret i århundrede efter århundrede. ret
(70) Før Johan Hus' tid (1370-1415) fordømte forskellige mænd i Bøhmen åbenlyst fordærvelsen inden for kirken og den lave moral blandt befolkningen. Deres virksomhed skabte interesse viden om. Nu blev præsteskabet bange og der blev iværksat en forfølgelse af evangeliets tilhængere. De var tvunget til at dyrke Gud l skovene og bjergene de blev forfulgt af soldater, og mange af dem blev dræbt. Senere blev det bestemt, at alle de, der adskilte sig fra romerkirkens gudstjenesteform skulle brændes. Men når de kristne gik i døden, så de frem til den dag da deres sag ville sejre. En af dem, der "lærte, at man kun kan opnå frelse ved troen på den korsfæstede Frelser," sagde i sin dødsstund: "I dag sejrer sandhedens fjenders raseri over os, men det vil det ikke blive ved med. Der skal fremstå en fra. det jævne folk, uden sværd eller myndighed, men ham vil de ikke kunne besejre." - Samme, b. 3, ch. 1. Luthers tid lå endnu langt forude, men der var allerede ved at fremstå en person, hvis ord imod Rom ville bringe røre blandt nationerne. ret
(71) Fremtlden tegnede lyst
Johan Hus kom fra et fattigt hjem, og han blev tidligt faderløs. Hans gudfrygtige moder betragtede uddannelse og gudsfrygt som det mest værdifulde et menneske kunne opnå og søgte at sikre sin søn denne arv. Hus gik først på en provins skole og søgte derefter ind på universitetet i Prag, hvor han fik friplads. Hans moder fugte ham derind. Hun var en fattig enke og kunne ikke skænke sin søn timelig rigdom, men da de nærmede sig den store by, knælede hun ned ved tiden af den faderløse unge mand og siden deres himmelske Fader velsigne ham. Moderen havde ingen anelse om hvorledes hendes bøn ville blive besvaret. ret
(71) Ved universitetet udmærkede Hus sig snart ved sin utrættelige flid og sine store fremskridt. Samtidig vandt han almindelig agtelse ved sit ulastelige levned og sin venlige, vindende opførsel. Han var en oprigtig romersk katolik og stræbte ihærdigt efter de åndelige velsignelser, som romerkirken foregav at kunne skænke. I anledning af et jubilæum gik han til skriftemål, betalte de sidste få skillinger, han ejede, og sluttede sig til optoget for at få del i den lovede syndsforladelse. Da han havde fuldendt sin uddannelse, blev han præst. Han opnåede hurtigt anseelse og blev snart knyttet til kongens hof. Han blev udnævnt til professor og blev senere rektor for det universitet, hvor han var uddannet. I løbet af nogle få år var den uanseelige fripladselev blevet sit lands stolthed, og hans navn var kendt i hele Europa. ret
(71) Wiclif viste vej
Men det var på et andet område, at Hus begyndte reformarbejdet. Nogle år efter at han var blevet ordineret til præst, blev han knyttet til Betlehemskapellet. Grundlæggeren af dette kapel havde hævdet, at det var af overordentlig stor betydning, at Skriften blev forkyndt på folkets eget sprog. Trods romerkirkens modstand var denne skik aldrig blevet fuldstændig afskaffet i Bøhmen. Men der rådede stor uvidenhed angående Bibelen, og de værste laster var udbredt i alle samfundslag. Hus fordømte skånselsløst disse onder og henviste til Guds ord for at indskærpe de sandhedens og renhedens principper, som han fremholdt. ret
(71) En mand fra Prag ved navn Hieronymus (1370-1416) - han blev senere nært knyttet til Hus - havde ved sin hjemkomst fra England medbragt Wiclifs skrifter. Den engelske dronning, som havde antaget Wiclifs lære, var en bøhmisk prinsesse, og hendes indflydelse bevirkede, at denne reformators værker fik stor udbredelse i hendes fædreland. Hus læste disse skrifter med megen interesse. Han troede, at deres forfatter var en alvorlig kristen, og var tilbøjelig til at se med velvilje på de reformer, som han slog til lyd for. Skønt Hus ikke selv var klar over det, var han slået ind på en vej, der skulle føre ham langt bort fra Rom. ret
(71) Omtrent ved denne tid kom der to fremmede personer til Prag fra England. Det var lærde mænd, som havde taget imod lyset og var kommet for at bringe det til dette fjerne land. De begyndte med at rette et åbenlyst angreb på pavens overhøjhed, men myndighederne bragte dem hurtigt til tavshed. De ville dog ikke opgive deres forehavende, men tyede til andre midler. Da de både var kunstnere og prædikanter, begyndte de at gøre brug af deres kunstneriske evne. De tegnede to billeder på en offentlig tilgængelig plads. Det ene forestillede Kristi indtog i Jerusalem, "sagtmodig og ridende på et æsel" Matt. 21,5. Han ledsagedes af sine disciple, som var barfodede og iført klæder, som var slidte efter deres rejser. Det andet billede forestillede en pavelig procession. Paven kom ridende på en overdådigt udstyret hest. Han var iført sine prægtige klæder og sin tredobbelte krone. Foran ham gik trompetblæsere, og bagefter fulgte prælater og præster i al deres pragt. ret
(72) Dette var en prædiken, som vakte opmærksomhed i alle befolkningslag. Der kom store skarer for at se billederne. Ingen kunne undgå at opfatte meningen. Kontrasten mellem den ydmyghed og mildhed som prægede Kristus, og den stolthed og arrogance som kendetegnede paven, han som skulle være Kristi tjener, gjorde et stærkt indtryk. Der blev stort røre i Prag, og efter nogen tids forløb så de fremmede sig nødsaget til at rejse af hensyn til deres sikkerhed. Men deres undervisning blev ikke glemt. Billederne gjorde et dybt indtryk på Hus og tilskyndede ham til at læse Bibelen og Wiclifs skrifter med større grundighed. Skønt han endnu ikke var parat til at godkende alle de reformer, som Wiclif slog til lyd for, havde han fået et klarere indblik i pavedømmets sande væsen, og han fordømte med desto større nidkærhed præsteskabets hovmod, ærgerrighed og korruption. ret
(72) Fra Bøhmen blev lyset bragt til Tyskland; hundreder af tyske studenter rejste nemlig hjem fra universitetet i Prag på grund af uroligheder her. Mange af dem havde fået deres første kendskab til Bibelen fra Hus, og disse forkyndte nu evangeliet i deres fædreland efter deres hjemkomst. ret
(73) Postyr i prag
Da man i Rom blev klar over, hvad der foregik i Prag, blev Hus anmodet om at give møde hos paven. At efterkomme ordren var den visse død. Kongen og dronningen af Bøhmen samt universitetet, repræsentanter for adelen og nogle af regeringens embedsmænd anmodede paven om, at Hus måtte blive i Prag og sende en stedfortræder til Rom. I stedet for at imødekomme denne anmodning arbejdede paven videre for at få Hus stillet for retten og dømt, hvorefter han beslagde Prag med interdikt. ret
(73) På den tid vakte en sådan dom frygt viden om. De ceremonier, som fulgte med interdiktet, var velegnede til at sætte skræk i et folk, der troede, at paven repræsenterede Gud selv, havde himlens og helvedes nøgler og besad magt til at nedkalde timelige såvel som åndelige straffe. Man troede, at himlens porte var lukkede for den egn, som var belagt med interdikt, og at de døde var udelukkede fra de saliges boliger, indtil det måtte behage paven at ophæve bandet. Denne frygtelige ulykke blev tilkendegivet ved, at alle religiøse handlinger blev aflyst. Kirkerne blev lukket, vielserne foregik ude på kirkegården, og de døde, der ikke måtte stedes til hvile i indviet jord, blev begravet uden ceremonier i grøfterne eller på markerne. Det var ved hjælp af sådanne foranstaltninger, som appellerede til fantasien, at romerkirken søgte at bevare magten over menneskenes samvittighed. ret
(73) Der blevet vældigt røre i Prag. Et stort antal af byens indbyggere gav Hus skylden for alle deres ulykker og krævede, at han blev udleveret til Roms hævn. For at få uvejret til at lægge sig trak reformatoren sig for en tid tilbage til sin fødeby. Han skrev til sine venner, som blev tilbage i Prag: "Når jeg har trukket mig tilbage fra jer, er det for at følge Jesu Kristi befaling og eksempel, således at ildesindede mennesker ikke skal få anledning til at pådrage sig evig fordømmelse og for ikke at bringe trængsel og forfølgelse over de fromme. Jeg har også trukket mig tilbage af frygt for, at ugudelige præster i længere tid skulle forbyde, at Guds ord forkyndes iblandt jer; men jeg har ikke forladt jer for at fornægte den guddommelige sandhed, for hvilken jeg om det er Guds vilje er villig til at dø." - Bonnechose: The Reformers Before the Reformation, vol.l, p. 87. Hus afbrød ikke sit arbejde, men rejste rundt i omegnen og prædikede for interesserede skarer. De forholdsregler, som paven greb til for at bekæmpe evangeliet, blev således et middel til dets videre udbredelse. "For vi formår ikke noget mod sandheden, kun for sandheden." 2. Kor. 13,8. ret
(73) Bibelen står over kirken
"Det ser ud som om Hus har været ude i svære indre kampe. Skønt kirken søgte at overvælde ham med sine bandstråler, havde han ikke forkastet dens autoritet. Han betragtede stadig romerkirken som Kristi brud og paven som Guds repræsentant og stedfortræder. Hvad Hus kæmpede imod, var magtmisbruget, ikke selve princippet. Dette fremkaldte en frygtelig kamp mellem fornuftens og samvittighedens stemme. Hvis autoriteten var retfærdig og ufejlbarlig, som han anså den for at være, hvorfor så han sig så nødsaget til at være ulydig over for den? Han anså det for at være synd at adlyde, men hvorfor skulle lydighed mod en ufejlbarlig kirke føre sådanne problemer med sig? Dette problem kunne han ikke løse. Det var denne tvivl, der pinte ham time efter time. Den mest nærliggende løsning, han kunne finde var, at der var sket det samme som på Frelserens tid, kirkens præster var blevet ugudelige mennesker, som brugte deres lovlige myndighed på en ulovlig måde. Dette førte til, at han som rettesnor for sig selv - og gennem sin forkyndelse også for andre - antog den grundsætning, at Skriftens ord, som kommer til os gennem forstanden, skal vejlede samvittigheden; med andre ord, at Guds tale i Bibelen og ikke kirkens tale gennem præsteskabet er den eneste sikre vejleder." - Wylie, b. 3, ch. 2. ret
(74) Da ophidselsen i Prag havde lagt sig, vendte Hus tilbage til Betlehemskapellet for at forkynde Guds ord med endnu større iver og frimodighed. Hans fjender var aktive og mægtige, men dronningen og mange af de adelige var hans venner, og en stor del af befolkningen stod på hans side. Mange betragtede det som en ære at stå på hans side, når de sammenlignede hans rene, ophøjede lære og hellige liv med de demoraliserende dogmer, som romerkirken s repræsentanter forkyndte, og med disse mænds gerrighed og udsvævelser. ret
(74) Hus og hieronymus i fællesskab
Hidtil havde Hus været alene om sit arbejde, men nu sluttede Hieronymus sig til reformationsbevægelsen. Hieronymus havde antaget Wiclifs lære under sit ophold i England. Disse to mænd stod nu sammen resten af livet, og selv i døden blev de ikke skilt. Hieronymus besad en sjælden begavelse, veltalenhed og lærdom netop egenskaber, som er velegnede til at vinde folket. Med hensyn til karakterstyrke blev han dog overgået af Hus. Hans sindighed og dømmekraft lagde en dæmper på den impulsive Hieronymus, som med sand ydmyghed anerkendte Hus' menneskelige kvalifikationer og bøjede sig for hans råd. Under deres forenede bestræbelser gik reformarbejdet hurtigt fremad. ret
(74) Gud skænkede disse udvalgte mænd et stort lys og afslørede mange af romerkirkens vildfarelser for dem. De fik dog ikke alt det lys, som skulle skænkes verden. Gud benyttede disse tjenere til at føre folket ud af katolicismens mørke; men der var mange og store hindringer, som skulle i overvindes, og Herren ledte dem fremad skridt for skridt, efterhånden som de kunne tåle det. De var ikke modne til at få alt lyset på en gang. Hvis det var sket, ville det blot have bevirket, at de havde vendt sig bort fra det ligesom mennesker, der kommer ud i den stærke middagssol efter at have opholdt sig i mørke gennem længere tid. Han skænkede derfor lederne lidt ad gangen, efterhånden som folket blev i stand til at tage imod det. Århundrede efter århundrede ville der fremstå, andre trofaste mænd, som ville lede folket fremad på reformationen s vej. ret
(74) Kirkemødet i Konstanz
Splittelsen inden for kirken fortsatte. Nu var der tre paver, som kæmpede om overherredømmet, og striden imellem dem førte til forbrydelser og optøjer indenfor kristenheden. De nøjedes ikke med at lyse hinanden i band, men greb til våben. Alle tre var optaget af, hvorledes de kunne købe våben og hverve soldater. Det kostede naturligvis penge, og for at skaffe disse solgte de ! kirkens gaver, embeder og velsignelser. Præsterne fulgte deres overordnedes eksempel og gjorde brug af simoni og krig for at ydmyge deres modkandidater og styrke deres egen magt. Med stadig større dristighed tordnede Hus imod de vederstyggeligheder, som blev tålt i religionens navn, og folket sagde åbenlyst, at de romerske ledere var skyld i den elendighed, som overgik kristenheden. ret
(74) Atter en gang syntes Prag at være på randen af en blodig strid. Nu som før var det Guds tjener, der fik skylden for at "bringe ulykke over Israel" 1. Kong. 18,17. Byen blev endnu en gang belagt med interdikt, og Hus vendte tilbage til sin fødeby. Nu var det vidnesbyrd, som han så trofast havde aflagt fra sit kære Betlehemskapel, afsluttet. Inden han gav sit liv som et vidne for sandheden, skulle han tale til hele kristenheden fra et endnu højere sted. ret
(75) For at afhjælpe de onder, som voldte splittelse i Europa, blev der indkaldt til et almindeligt kirkemøde i Konstanz i 1414. Det blev sammenkaldt af en af de tre rivaliserende paver, Johannes XXIII, på begæring af kejser Sigismund. Kravet om et kirkemøde kom alt andet end belejligt for pave Johannes, hvis personlighed og politik dårligt talte en nøjere undersøgelse, selv af prælater, hvis moral var lige så lav som kirkens mænd i almindelighed på den tid. Han vovede dog ikke at sætte sig op imod Sigismunds vilje. ret
(75) Kirkemødets hovedformål var at hele bruddet inden for kirken og at udrydde kætteriet. Man indkaldte derfor de to modpaver samt den førende talsmand for de nye ideer, Johan Hus. Paverne mødte ikke personligt af hensyn til deres sikkerhed, men lod sig repræsentere af befuldmægtigede. Skønt pave Johannes var den officielle indbyder til kirkemødet var det med bange anelser, at han kom. Han nærede mistanke om, at kejseren i hemmelighed havde besluttet at afsætte ham. Han frygtede også for at blive krævet til regnskab for de udskejelser, hvormed han havde kastet vanære over pavekronen, og for de forbrydelser, som han havde begået for at sikre sig den. På trods heraf holdt han sit indtog i Konstanz med stor prat ledsaget af de højeste gejstlige og en skare hofmænd. Hele gejstligheden og alle byens ledende mænd samt en kolossal menneskemængde gik ud for at byde ham velkommen. Fire af de øverste embedsmænd bar en gylden tronhimmel over hans hoved. Foran ham bar man hostien, og kardinalernes og adelsmændenes prægtige dragter bidrog til at kaste glans over hele optoget. ret
(75) Hus rejser til Konstanz
Der var også en anden person på vej til Konstanz. Hus kendte de farer, som truede ham. Hans afsked med vennerne formede sig på en måde, som om han aldrig skulle mødes med dem mere. Han begyndte rejsen med en følelse af, at han var på vej til bålet. Skønt kongen af Bøhmen gav ham frit lejde og kejser Sigismund sendte ham et lejdebrev, mens han var undervejs, traf han alle sine forberedelser med den mulighed for øje, at han skulle dø. ret
(75) Han skrev i et brev, som var adresseret til hans venner i Prag: "Mine brødre, ... jeg rejser med lejdebrev fra kongen for at møde mine talrige dødsfjender.., Jeg sætter hele min lid til den almægtige Gud, til min Frelser. Jeg stoler på, at han vil høre jeres inderlige bønner og lægge sin klogskab og visdom i min mund, så at Jeg kan stå dem imod, og at han vil skænke mig sin Helligånd for at styrke mig i sin sandhed, så jeg kan få mod til at møde fristelser fængsel og om nødvendigt en grusom død, Jesus Kristus led for dem, som han elskede. Bør vi derfor forundres over at han har, efterladt os et eksempel, for at også vi med tålmodighed skal tåle alt for vor frelses skyld? Han er Gud, og vi er, hans skabninger. Han er Herren, og vi er hans tjenere, Han er verdens hersker, vi er kun nogle foragtelige dødelige mennesker - men alligevel led han! Hvorfor skulle vi da ikke også lide, især når lidelsen tjener til at lutre os? Derfor, I elskede, hvis min død vil bidrage til hans ære, så bed om, at den må komme hurtigt, og at han vil hjælpe mig at bære alle mine trængsler med standhaftighed. Men hvis det er bedst, at jeg kommer tilbage til jer, så lad os bede Gud om, at jeg må vende uplettet tilbage - det vil sige, at jeg ikke må skjule et gran af evangeliets sandhed, men give mine brødre et godt eksempel til efterfølgelse. Det er derfor sandsynligt, at I aldrig kommer til at se mit ansigt i Prag mere. Men skulle det være den Almægtiges vilje at lade mig komme tilbage til jer, så lad os gå fremad med styrket hjerte i kundskaben om og kærligheden til hans lov." - Bonnechose vol 1 pp 147. 148. ret
(76) I et andet brev, som var skrevet til en præst, der havde antaget evangeliet skrev Hus med stor ydmyghed om sine egne fejl. Han beskyldte heri sig selv for at have følt tilfredsstillelse ved at gå med kostbare klæder og for at have brugt nogle timer på en upassende måde." Så føjede han disse gribende formaninger til: "Måtte Guds ære og menneskers frelse optage dit sind og ikke erhvervelsen af præstekald og ejendomme. Vogt dig for at pryde dit hus mere end dit Sind, og vis frem for alt omhu for .din åndelige opbyggelse. Vær gudfrygtig og ydmyg over for de fattige, og bortød ikke, hvad du ejer, ved at holde gilder. Dersom du ikke forbedrer dit levned og afstår fra det der er overflødigt, frygter jeg for, at du vil blive hårdt revset ligesom jeg selv . . . . Du kender min lære, for du er blevet undervist af mig fra barndommen. Det er derfor ikke nødvendigt for mig at skrive mere til dig. Men jeg beder dig så indtrængende, som jeg kan, om ved Herrens nåde at undlade at efterfølge mig i noget af de tomme ting som du har set mig henfalde til." På kuverten tilføjede han: "Jeg beder dig min ven at du ikke beder dette segl, før du har skaffet dig vished om, at jeg er død." - Samme, vol. 1, pp. 148. 149 ret
(76) På hele rejsen så Hus vidnesbyrd om sin læres udbredelse og om den velvilje som blev vist hans sag. Folk strømmede ud for at møde ham, og i nogle af byerne ledsagede embedsmændene ham gennem gaderne. ret
(76) Fængslet og forhørt
Da Hus ankom til Konstanz lod man ham være på. fri fod. Paven føjede en personlig forsikring om beskyttelse til kejserens lejdebrev. Men de højtidelige løfter blev brudt, og reformatoren i blev kort efter arresteret efter ordre fra paven og kardinalerne og kastet i et afskyeligt fængsel. Senere blev han overført til en fæstning på den anden side af Rhinen og holdt i fangenskab der. Paven fik intet ud af sit bedrag, men blev kort efter selv indsat i det samme fængsel. - Samme, vol. 1 p. 247. Kirkemødet havde kendt paven skyldig i de groveste forbrydelser - foruden mord, simoni og hor havde han begået "synder, som ikke egner sig til at blive nævnt." Det var kirkemødets egen dom, og til sidst blev han frataget pavekronen og kastet i fængsel. Man afsatte også modpaverne og valgte en ny pave. ret
(77) Skønt selve paven havde gjort sig skyldig i større forbrydelser, end Hus nogensinde havde beskyldt præsterne for og krævet afskaffet ved reformer, besluttede det samme kirkemøde, som afsatte paven, at tilintetgøre reformatoren. Hus' fængsling vakte stor harme i Bøhmen. Mægtige adelsmænd indsendte kraftige protester til kirkemødet på grund af denne voldshandling. Kejseren ville ikke gå med til, at lejdet blev brudt, og var modstander af, at der blev ført sag imod ham; men reformatorens fjender var ondskabsfulde og ville ikke bøje sig. De spillede på kejserens fordomme og frygt og henviste til hans nidkærhed for kirken. De fremførte omfattende argumenter for at bevise, at "man ikke behøver at holde sit ord til kættere eller til personer, som mistænkes for kætteri, selvom de har fået frit lejde fra kejseren og fra konger." - Jacqes Lenfant: History of the Council of Constance, vol. 1, p. 516. På denne måde fik de deres vilje. ret
(77) Da Hus til sidst blev ført frem for kirkemødet, var han svækket af sygdom og opholdet i fængslet. Den fugtige luft i fængslet havde fremkaldt en feber, som nær havde kostet ham livet. Nu stod han i sine lænker foran kejseren, som havde givet sit æresord på at ville beskytte ham. Under den lange retssag holdt han urokkelig fast ved sandheden, og i overværelse af de forsamlede standspersoner fra kirke og stat nedlagde han en højtidelig protest imod gejstlighedens korruption. Da han blev stillet over for valget mellem at tilbagekalde sin lære eller at lide døden, valgte han martyrens skæbne. ret
(77) Guds nåde holdt ham oppe. I de frygtelige uger, der gik, inden den endelige dom blev afsagt, fyldtes hans hjerte og sind af en himmelsk fred. Han skrev til en ven: "Dette brev skriver jeg i mit fængsel og med min lænkede hånd. Jeg venter min dødsdom i morgen. ... Når vi ved Jesu Kristi bistand mødes igen, i det tilkommende liv med dets herlige fred, skal du få at vide, hvor barmhjertig Gud har været imod mig, og hvor meget han har stået mig bi i mine fristelser og prøvelser." Bonnechose, vol. 2, p. 67. ret
(77) I sit dystre fængsel forudså han den sande tros endelige sejr. Han vendte i sine drømme tilbage til kapellet i Prag, hvor han havde forkyndt evangeliet, og her så han paven og hans biskopper i færd med at udviske de billeder af Kristus, som han havde malet på dets vægge. "Dette syn pinte ham, men den næste dag så han mange malere beskæftiget med at male endnu flere billeder og i endnu klarere farver. Lige så snart de havde fuldendt deres arbejde, udbrød disse malere, som var omgivet af en vældig menneskemængde: "Lad nu paverne og biskopperne komme; de kan aldrig udviske dem mere!" Da reformatoren fortalte sin drøm, sagde han: "Jeg hævder bestemt, at Kristi billede aldrig vil blive udvisket. Det har været deres ønske at ødelægge det, men det vil blive malet på ny i alles hjerter af prædikanter, som er langt dygtigere end jeg." - D'Aubignè', b. l, ch. 6. ret
(78) Hus blev nu ført frem for kirkerådet for sidste gang. Det var en stor og prægtig forsamling. Her var kejseren, rigets fyrster, de kongelige udsendinge, kardinaler, biskopper, præster og en kolossal menneskemængde, som var kommet for at overvære dagens begivenheder. Der var kommet mennesker fra alle dele af kristenheden for at være vidne til, at denne mand faldt som det første store offer i den lange kamp, der ville ende med samvittighedsfrihedens sejr. ret
(78) Da Hus blev opfordret til at give udtryk for sin endelige beslutning, erklærede han, at han ikke ville tilbagekalde, og idet han fæstede sit gennemtrængende blik på den monark, hvis løfte var blevet brudt på så skammelig en måde, sagde han: "Jeg besluttede af egen fri vilje at komme til stede ved dette kirkemøde under offentlig beskyttelse og med frit lejde fra kejseren, som er til stede her." - Bonnechose, vol. 2, p. 84. Sigismund blev blussende rød i ansigtet, da alle de tilstedeværende rettede øjnene imod ham. ret
(78) Hus bliver martyr
Da dommen var afsagt, begyndte de vanærende ceremonier. Biskopperne iførte deres fange præstedragten. Idet han fik den på, sagde han: "For at håne vor Herre Jesus Kristus kastede man en hvid kappe over ham, da Herodes lod ham føre frem for Pilatus." Samme, vol. 2, p. 86. Da han endnu en gang blev opfordret til at tilbagekalde, svarede han, idet han vendte sig imod folket: "Hvordan ville mit ansigt da se ud, når jeg skuede op mod himlen? Hvorledes skulle jeg kunne se på de skarer, som jeg har forkyndt det rene evangelium for? Nej, jeg agter deres frelse højere end dette usle legeme, som nu er viet til døden. "Præsteklæderne blev nu taget af ham stykke for stykke, mens hver enkelt biskop udtalte en forbandelse, idet han udførte sin del af ceremonien. Til sidst "satte de en hætte eller pyramideformet bispehue af papir på hovedet af ham. Der var påmalet frygtelige billeder af djævle, og foran var der skrevet "ærkekætter" med kraftige bogstaver. Hus sagde: "Jeg vil med glæde bære denne smædekrone for din skyld, o Jesus, for du bar en tornekrone for min skyld." ret
(78) Da man havde iført ham dette, sagde prælaterne: "Nu overlader vi dig til djævelen." Hus svarede, idet han vendte øjnene imod himlen: "Og jeg betror min ånd i dine hænder, o Herre Jesus, for du har genløst mig." - Wylie, b. 3, ch. 7. ret
(78) Han blev nu overgivet til de borgerlige myndigheder og ført til retterstedet. Der fulgte en vældig procession efter ham. Der var hundrede af soldater, der var præster og biskopper i kostbare dragter og endelig Konstanz' indbyggere. Da martyren var bundet til pælen og alt var rede til at tænde bålet, blev han endnu engang opfordret til at redde sig ved at tilbagekalde sine vildfarelser. "Hvilke vildfarelser skal jeg tilbagekalde?" spurgte Hus. "Jeg ved ikke af, at jeg er skyldig i nogen. Jeg kalder Gud til vidne på, at alt, hvad jeg har skrevet og talt, har haft til formål at frelse mennesker fra synd og fortabelse. Jeg vil derfor med glæde udgyde mit blod for at bekræfte den sandhed, som jeg har skrevet og prædiket." - Samme, b. 3, ch. 7. Da flammerne slog op omkring ham, begyndte han at synge: "Jesus du Davids Søn, vær mig nådig." Han vedblev at synge, til hans røst forstummede for bestandig. ret
(79) Hans heltemodige optræden gjorde indtryk selv på hans fjender. En ivrig katolik, som beskrev, hvorledes Hus lidt senere Hieronymus led martyrdøden, udtalte: "De bevarede begge deres ro, da deres sidste time nærmede sig. De forberedte sig til at gå på bålet som om de skulle til en bryllupsfest. De udstødte intet smertensskrig. Da flammerne slog op omkring dem, begyndte de at synge salmer, og ildens heftighed formåede næppe at standse deres sang. Samme, b.3, ch.7. ret
(79) Da Hus' legeme var fuldstændig fortæret blev hans aske og den Jord, som den havde ligget på, samlet op og kastet i Rhinen og ført ud i havet. Hans forfølgere tog fejl, da de troede, at de havde udryddet de sandheder, han forkyndte. De drømte ikke om, at den aske, som hin dag blev ført ud I havet, ville blive som sædekorn, der blev udstrøet i alle Jordens lande, og at den ville give en rig høst i form af sandhedsvidner i hidtil ukendte lande. Den stemme, som havde talt i rådssalen i Konstanz, havde frembragt et ekko, som ville blive hørt i de kommende århundreder. Hus levede ikke mere, men de sandheder, som han døde for, kunne aldrig gå til grunde. Det eksempel, han gav på tro og standhaftighed, har tilskyndet mangfoldige mennesker til at holde fast ved sandheden trods. pinsler og død. Hans henrettelse viste hele verden Roms troløshed og grusomhed. Sandhedens fjender havde uden at vide det fremmet den sag, som de forgæves søgte at bekæmpe. ret
(79) Hieronymus bliver fængslet
Der skulle blive tændt endnu et bål Konstanz. Endnu en mand skulle vidne om sandheden med sit blod. Da Hieronymus tog afsked med Hus ved dennes afrejse til kirkemødet, formanede han ham til at vise mod og trofasthed. Han sagde til ham, at hvis han kom i fare, ville han selv komme ham til undsætning. Da den trofaste discipel hørte, at reformatoren var blevet kastet i fængsel, gjorde han sig øjeblikkelig rede til at indfri sit løfte. Han begav sig til Konstanz med kun en ledsager og uden frit lejde. Ved ankomsten dertil blev han klar over, at han blot havde bragt sig selv i fare og at han intet kunne gøre for at befri Hus. Han flygtede bort fra. byen, men blev arresteret på hjemvejen og ført lænket tilbage under bevogtning af en flok soldater. Da han blev ført frem for kirkemødet for første gang, blev hans forsøg på at besvare de anklager, som blev rettet imod ham, mødt med råbene: "På bålet med ham! På bålet! - Bonnechose, vol. l, p. 234. Han blev kastet i et fangehul, hvor han blev lænket på en sådan måde, at det voldte ham store lidelser. Han "fik kun brød og vand. Efter nogle måneders ophold i det frygtelige fængsel pådrog Hieronymus sig en sygdom, som nær havde kostet ham livet. Da hans fjender var bange for, at han skulle dø for dem, behandlede de ham med mindre strenghed, men lod ham sidde fængslet i et år. ret
(80) Katolikkeme havde ikke opnået det ønskede resultat ved Hus' død. Det havde vakt en storm af vrede at hans lejde blev brudt. Kirkemødet ville derfor gå mere forsigtigt til værks nu og besluttede om muligt at tvinge Hieronymus til at tilbagekalde i stedet for at brænde ham. Han blev ført frem for forsamlingen og fik valget imellem at tilbagekalde eller dø på bålet. Ved begyndelsen af hans fængsling ville døden have været langt at foretrække frem for de frygtelige lidelser, som han kom til at gennemgå; men på det nuværende tidspunkt - Hieronymus var svækket af sygdom og det strenge ophold i fængslet; han var plaget af ængstelse og uvished; han var skilt fra sine venner og nedbøjet af sorg over Hus' død - svigtede hans mod, og han indvilligede sig for kirkernødet. Han lovede at holde fast ved den katolske tro og godkende kirkemødets fordømmelse af Wiclifs og Hus' lære med undtagelse af de "hellige sandheder," som de havde forkyndt. Samme, vol. 2, p. 141. ret
(80) På denne måde søgte Hieronymus at neddysse samvittighedens stemme og at undgå sin skæbne. Men da han kom tilbage til sin ensomme celle, blev han klar over, hvad han havde gjort. Han tænkte på Hus' mod og troskab og sammenlignede disse egenskaber med sin egen fomægtelse af sandheden. Han tænkte på sin guddommelige Mester, som han havde lovet at tjene, og som for hans skyld led døden på korset. Før sin tilbagekaldelse havde han midt i sine lidelser fundet trøst i forvisningen om Guds velvilje; men nu blev hans hjerte og sind pint af samvittighedsnag og tvivl. Han vidste, at han skulle tilbagekalde endnu mere, før han kunne få fred med Rom. Den vej, han var ved at slå ind på, kunne kun ende med fuldstændigt frafald. Så traf han sin beslutning. Han ville ikke fornægte sin Herre for at undgå en kort tids lidelse. ret
(80) Modig forsvarstale
Efter en kort tids forløb blev han atter fremstillet for kirkemødet. Dommerne havde ikke fundet hans tilbagekalde1st' tilfredsstillende. De var blevet mere' blodtørstige efter Hus' død og krævede nye ofre. Hieronymus kunne kun redde livet ved at give uforbeholdent afkald på sandheden; men han havde besluttet at holde fast ved sin tro og følge sin martyrbroder til bålet. ret
(80) Han frafaldt sin .tidligere tilbagekaldelse og bad højtideligt om al måtte forsvare sig, inden han døde. Prælaterne frygtede for den virkning, hans ord kunne få, og krævede, at han blot skulle bekræfte eller benægte rigtigheden af de beskyldninger, som var blevet rettet imod ham. Hieronymus protesterede imod denne grusomme og uretfærdige behandling. "I har holdt mig indespærret i et rædselsfuldt' fængsel i 340 dage," sagde han, omgivet af snavs, uhumskheder og stank. Jeg har lidt mangel på det mest nødvendige. Derefter kalder I mig frem for jer og nægter at høre på mig, mens I I låner ører til mine dødsfjender. ... Dersom I virkelig er forstandige mænd, og dersom I er verdens lys, så vogt jer for at synde imod retfærdigheden. Jeg er kun et skrøbeligt menneske. Mit liv har kun ringe betydning, og når jeg formaner jer til ikke at afsige en uretfærdig dom, taler jeg mindre min egen sag end jeres." - Samme, vol. 2 p. 146. 147. ret
(80) Hans forlangende blev til sidst imødekommet. I dommemes nærværelse faldt Hieronymus på knæ og bad om, at Guds Ånd måtte lede hans tanker og hans ord, så han ikke sagde. noget, der var i strid med sandheden, eller som kunne vanære hans Mester. Guds løfte til de første disciple blev i opfyldt på ham den dag: "Også for. landshøvdinger og konger skal i føres j for min skyld. ... Men når man stiller i jer for retten, skal I ikke bekymre jer for, hvorledes eller hvad I skal tale; for det skal gives jer i samme stund, hvad I skal tale." Matt 10, 18 - 20. ret
(80) Hieronymus' ord vakte forbavselse og beundring selv hos hans fjender. Han havde været indespærret i et fangehul et helt år uden at kunne læse eller endog se. Han havde haft store fysiske lidelser og gennemgået samvittighedsfulde anfægtelser; men til trods herfor fremførte han sine argumenter med en sådan klarhed og kraft, at man skulle tro at han havde haft anledning til uforstyrret studium. Han mindede sine tilhørere om den lange række hellige mænd, der var blevet dømt af uretfærdige dommere. I næsten hvert eneste slægtled havde der levet nogle, som var blevet foragtet og forkastet, fordi de søgte at højne deres samtids medmennesker; men eftertiden har vist, at de gjorde sig fortjent til hæder. Kristus selv blev dømt som en forbryder af en uretfærdig domstol. ret
(81) Ved sin tilbagekaldelse havde Hieronymus indrømmet, at dommen over Hus var retfærdig. Nu gav han udtryk for sin anger og vidnede om martyrens uskyld og hellighed. "Jeg har kendt ham fra barndommen," sagde han. "Han var et ypperligt menneske, retfærdig og hellig; men han blev dømt på trods af sin uskyld. ... Jeg - jeg er også rede til at dø. Jeg vil ikke vige tilbage for den pine, som mine fjender og falske vidner har beredt mig. De skal en dag aflægge regnskab over for den store Gud for deres svig, og han lader sig ikke føre bag lyset af noget." - Bonnnechose, vol. 2, p. 151. ret
(81) Hieronymus bebrejdede sig selv, at han havde fornægtet sandheden, og fortsatte: "Af alle de synder, jeg har begået fra min ungdom, er der ingen, der hviler så tungt på mit sind og piner min samvittighed så meget som den, jeg begik, da jeg på dette skæbnesvangre sted bifaldt den uretfærdige dom, som blev fældet over Wiclif og over den hellige martyr Johan Hus, min mester og ven. Ja, jeg bekender det af ganske hjerte og siger med gru, at jeg optrådte vanærende og krysteragtig, da jeg af frygt for døden fordømte deres lære. Jeg bønfalder derfor ... den almægtige Gud om at forlade mig mine synder og da navnlig denne, den afskyeligste af dem alle." Idet han pegede på sine dommere, sagde han bestemt: "I fordømte ikke Wiclif og Hus, fordi de havde rokket ved kirkens lære, men simpelt hen fordi de fordømte de skandaler, som gejstligheden lavede - dens pragt, dens stolthed og alle prælaternes og præsternes laster. De ting, som de har påtalt, og som ingen kan tilbagevise, tror og hævder jeg ligesom de." ret
(81) Hans tale blev afbrudt. Prælaterne dirrede af raseri og råbte: "Hvorfor skal vi føre flere beviser? Vi ser med vore egne øjne den mest hårdnakkede af alle kættere!" ret
(81) Uanfægtet af stormen udbrød Hieronymus: "Hvad! Tror I, at jeg frygter for at dø? I har holdt mig bevogtet i et frygteligt fængsel, som er værre end døden, i et helt år. I har behandlet mig grusommere end en tyrk, en jøde eller en hedning, og mit kød er bogstavelig talt rådnet af mine ben i levende live. Dog beklager jeg mig ikke, for det sømmer sig ikke for en mand med mod og styrke at beklage sig; men jeg kan ikke undlade at udtrykke mm forundring over, at man viser så stor grusomhed imod en kristen." - Samme, vol. 2, pp. 151 - 153. ret
(81) Endnu en martyr
Raseriet brød løs på ny, og Hieronymus blev skyndsomt ført tilbage til fængslet. Men i forsamlingen var der nogle, som var blevet stærkt grebet af hans ord, og som ønskede at redde hans liv. Højtstående mænd inden for kirken besøgte ham og opfordrede ham til at bøje sig for kirkemødets vilje. Man stillede ham den mest strålende belønning i udsigt, hvis han ville standse sin kamp imod Rom. Men Hieronymus stod fast ligesom sin Mester, da denne fik tilbudt verdens herlighed. ret
(81) "Bevis ud fra den hellige skrift, at jeg tager fejl," sagde han, "så vil jeg afsværge vildfarelsen." ret
(81) "Den hellige skrift!" udbrød en af dem der fristede ham. "Skal alting da bedømmes ud fra den? Hvem kan forstå Skriften, før kirken har fortolket den?" ret
(81) "Er menneskenes overleveringer mere troværdige end vor Frelsers evangelium?" svarede Hieronymus. "Paulus opfordrede ikke dem, han skrev til, til at lytte til menneskenes overleveringer, men han sagde: "Ransag skrifterne." ret
(82) "Kætter!" lød svaret. "Jeg er ked af, at jeg har talt med dig så længe. Jeg kan se, at djævelen står bag dig." Wylie, b. 3, ch. 10. ret
(82) Kort efter blev dødsdommen afsagt. Han blev ført til det samme sted, hvor Hus havde givet sit liv. Han gik syngende og med ansigtet oplyst af glæde og fred. Hans blik var fæstet på Kristus, og han frygtede ikke længere døden. Da bøddelen, som sku le tænde bålet, trådte hen bag ha , råbte martyren: "Træd blot frimodigt frem. Tænd ilden i mit påsyn. Hvis jeg havde været bange, ville jeg ikke have æret her." ret
(82) De sidste ord, han udtalte, a flammerne slog op omkring ham, var en bøn. "Herre, almægtige Fader," råbte han, "forbarm dig over mig og tilgiv mig mine synder, for du ved, at jeg altid har elsket din sandhed." Bonnechose, vol. 2, p. 168. Hans røst forstummede, men hans læber vedblev at bevæge sig i bøn. Da ilden havde fuldført sit værk, blev martyrens aske og den jord, som den havde ligget på, samlet op og kastet i Rhinen ligesom Hus' aske. ret
(82) Krig i bøhmen
Således omkom Guds trofaste lysbærere; men lyset fra de sandheder, som de havde forkyndt - lyset fra deres heltemodige eksempel - kunne ikke slukkes. Menneskene kunne lige så godt forsøge at få solen til at gå baglæns på sin bane som at standse det daggry, som allerede på det tidspunkt var ved at bryde frem over verden. ret
(82) Hus' henrettelse havde vakt en storm af vrede og forfærdelse i Bøhmen. Hele nationen følte, at han var blevet et bytte for præsternes ondskab og kejserens forræderi. Han blev betegnet som en trofast forkynder af sandheden, og kirkemødet, som havde afsagt dødsdommen, blev anklaget for mord. Nu vakte hans lære større opmærksomhed end nogensinde. De pavelige edikter havde fordømt Wiclifs skrifter til at brændes, men nu , blev de skrifter, som havde undgået ødelæggelsen, taget frem fra deres skjul og gransket sammen med Bibelen eller de dele af den, som folket kunne få fat i. På denne måde blev mange tilskyndet til at antage den reformerte tro. ret
(82) Hus' mordere stod ikke stille og så på, at hans sag gik sejrende fremad. Paven og kejseren sluttede sig sammen for at knuse bevægelsen, og Sigismunds hære blev sendt imod Bøhmen. Men der fremstod en befrier. Bøhmerne blev anført af Zizka, som blev fuldstændig blind kort efter krigens udbrud, men som til trods herfor var en af samtidens dygtigste hærførere. I tillid til Guds hjælp og deres sags retfærdighed klarede dette folk sig i kampen mod de største hære, som man kunne sende imod dem. Kejseren samlede gang på gang nye hære og gjorde indfald i Bøhmen, blot for at lide det ene vanærende nederlag efter det andet. Husitterne var hævet over dødsfrygt, og ingen kunne stå sig imod dem. Nogle få år efter krigens udbrud døde den i tapre Zizka, men han blev erstattet af . Prokopius, der var en lige så tapper og dygtig hærfører og i visse henseender en mere fremragende leder. ret
(83) Bøhhmernes fjender, som vidste: at den blinde kriger var død, anså nu tidspunktet for gunstigt til at grevinde det, de havde tabt. Paven proklamerede et korstog imod husitterne, og der blev atter sendt en værdig hærstyrke ind i Bøhmen, men blot for at lide et frygteligt nederlag. Der blev proklameret et nyt korstog. I alle de katolske lande i Europa blev der samlet mænd, penge og våben. Store skarer flokkedes under den pavelige farer. De var overbevist om, at det nu endelig skulle lykkes at gøre ende på de husittiske kættere. Den vældige hær drog sejrssikker ind i Bøhmen. Befolkningen sluttede sig sammen for at slå den tilbage. De to hære nærmede sig hinanden, og til sidst var der kun en flod imellem dem. "Korsfarernes hær var langt den største, men i stedet for at sætte over floden og begynde at kæmpe imod husitterne, som de havde rejst så langt for at bekrige, stod de tavse og betragtede deres modstandere." - Wylie, b. 3, ch. 17. Pludselig blev den store skare grebet af en mystisk rædsel. Uden at foretage et eneste angreb opløstes og spredtes den store hær, som om den var blevet splittet af en usynlig magt. Et stort antal blev dræbt af husitterhæren, som forfulgte de flygtende soldater: og sejrherrerne tog et vældigt nytte, så at krigen berigede bøhmerne i stedet for at forarme dem. ret
(83) Nogle få år senere blev der iværksat endnu et korstog under en ny pave. Ligesom tidligere blev der samlet mænd og midler i alle de katolske lande i Europa. Der blev givet store løfter. til dem der ville tage del i dette farlige foretagende. Hver enkelt korsfarer sikrede sig fuldstændig tilgivelse for de afskyeligste forbrydelser. Alle, der fyldt i krigen fik løfte om en rig belønning i himlen og de overlevende ville høste rigdom og hæder på valpladsen. Der blev atter samlet en vældig hær, som drog over grænsen og gjorde indfald i Bøhmen. De husittiske styrker trak sig tilbage for fjenden og lokkede invasionshæren længere og længere ind i landet. Fjenden betragtede allerede sejren som vundet: Til sidst standsede Prokopius' hær, gjorde front imod fjenden og drog frem til kamp. Korsfarernes hær, som nu havde opdaget sin fejltagelse, lå i sir: lejr og' afventede angrebet. Endnu. Inden husitterne var i sigte, hørte fjenden lyden af en fremtrængende hær og blev grebet af panik. Fyrster, generaler og menige kastede deres våben og flygtede i alle retninger. Den pavelige gesandt, som ledede invasionshæren.' søgte forgæves at samle sine panikslagne styrker, som var kom!i1et i uorden. Skønt han gjorde sig de største anstrengelser, blev han selv revet med af de flygtende masser. Nederlaget var fuldstændigt, og også denne gang faldt der et vældigt bytte i sejrherrernes hænder. ret
(83) For anden gang var en værdig hær som var sendt af sted af de mægtigste lande i Europa - en hær af tapre krigere, som var uddannede og udrustede til krig - flygtet uden slag for de soldater, som forsvarede et lille og hidtil svagt land. Dette :rar en åbenbarelse af Guds magt. Angriberne blev grebet af en overnaturlig frygt. Den Gud der styrtede faraos hær i Det røde Hav: og som slog Midjans hære på flugt foran Gideon og hans 300 mand og på en nat gjorde det af med det stolte Assyrien s styrker, havde endnu engang udragt sin hånd for at lamme en undertrykkers magt. "Af rædsel gribes de da, hvor ingen rædsel var; for Gud adsplitter din belejrers ben; de bliver til skamme, for Gud forkaster dem." Sl. 53, 6. ret
(84) Paveligt diplomati
Pavekirkens ledende mænd, som ikke længere gjorde sig håb om at kunne sejre ved magt, søgte til sidst at benytte sig af diplomati. Der blev indgået et kompromis, som tilsyneladende skaffede bøhmerne samvittighedsfrihed, men i virkeligheden forrådte dem i Roms hænder. Bøhmerne havde stillet fire betingelser for at ville slutte fred med Rom: Bibelen skulle forkyndes uhindret; hele menigheden skulle have lov til at nyde både brødet og vinen ved nadveren; modersmålet skulle benyttes ved gudstjenesten; gejstligheden skulle udelukkes fra alle verdslige embeder og al verdslig myndighed, og i tilfælde af forbrydelser skulle de civile domstole dømme både gejstlige og lægfolk. De pavelige myndigheder gik til sidst med til, at "husitternes fire artikler blev anerkendt, men at retten til at fortolke dem, d. v. s. forklare deres nøjagtige betydning, skulle tilkomme kirkemødet - med andre ord paven og kejseren." - Wylie, b. 3, ch. 18. På dette grundlag blev der sluttet en traktat, og romerkirken opnåede ved bedrag og svig, hvad den ikke havde kunnet opnå ved kamp. Når den nemlig selv skulle fortolke de husittiske artikler -ligesom den selv fortolkede Bibelen - kunne den forfalske deres betydning, som det passede den. ret
(85) Et stort antal mennesker i Bøhmen var over, at dette var ensbetydende med en fratagelse af deres frihed, og ville ikke gå ind på traktaten. Der opstod uenighed og splittelse, som førte til indbyrdes stridigheder og blodsudgydelse. I denne strid faldt den ædle Prokopius, og bøhmerne mistede deres frihed. ret
(85) Sigismund, der havde forrådt Hus og Hieronymus, blev nu konge i Bøhmen. Uden at tage hensyn til den ed, han havde aflagt på at ville respektere bøhmernes rettigheder, begyndte han at styrke pavedømmet. Men han fik kun lidt glæde af at gå Roms ærinde. Han havde gennemlevet 20 møjsommelige og farefulde år. Under den lange og resultatløse krig var hans hære svundet ind og hans rigdomme blevet opbrugt. Han regerede kun et år til, så døde han. På dette tidspunkt befandt hans rige sig på randen af borgerkrig, og hans navn gik over i historien plettet af vanære. ret
(85) Uroen, kampen og blodsudgydelsen fortsatte. Fremmede hære gjorde atter indfald i Bøhmen, og landet hærgedes af indre stridigheder. De, der var tro imod evangeliet, blev udsat for en blodig forfølgelse. ret
(85) Dagen gryer
Da de mennesker, som sluttede pagt med Rom, tilegnede sig romerkirkens vildfarelser, dannede deres tidligere brødre, som holdt fast ved den gamle tro, deres egen kirke og tog navnet "Brødremenigheden" (Herrnhuterne). Dette bevirkede, at de blev overøst med forbandelser fra alle sider, men de lod sig ikke rokke. De blev tvunget til at søge tilflugt i skove og huler, men vedblev at samles for at læse Guds ord og holde gudstjeneste. ret
(85) De sendte hemmeligt folk af sted til forskellige lande og erfarede gennem disse, at der her og der fandtes "spredte tilhængere af sandheden, nogle få i en by og nogle få i en anden - mennesker, der blev forfulgt ligesom de selv. De fik også at vide, at der i Alperne fandtes en gammel menighed, som byggede på Skriftens grund og protesterede imod romerkirkens afgudsdyrkelse." - Wylie, b. 3, sh. 19. Denne oplysning vakte megen glæde, og der kom en brevveksling i stand med de valdensiske kristne. ret
(85) Bøhmerne holdt fast ved evangeliet og holdt ud igennem forfølgeIsens nat. I den mørkeste time vedblev de at holde blikket rettet imod horisonten som mænd, der venter på morgenen. "De levede i en ond tid, men... de huskede de ord, som først blev udtalt af Hus og senere gentaget af Hieronymus, at der skulle gå et århundrede, før dagen gryede. Disse ord betød det samme for taborritterne [husitterne], som Josefs ord betød for stammerne i trællehuset: "Jeg dør snart, men Gud vil se til jer og føre jer fra landet her." - Samme, b. 3, ch. 19. I den sidste del af det 15. århundrede voksede antallet på de bøhmiske brødres menigheder langsomt, men sikkert. Skønt de langtfra fik lov at leve uforstyrret, havde de forholdsvis ro. Ved begyndelsen af det 16. århundrede havde de 200 menigheder i Bøhmen og Mæhren." Ezra Hall Gillett: Life Ånd Times of John Huss, vol. 2, p. 570. "Så stor var den rest, som undgik ildens og sværdets ødelæggende raseri og oplevede at se det daggry, som Hus havde forudsagt." -Wylie, b. 3, ch. 19. ret