(107) En ny kejser, Karl V, havde besteget Tysklands trone, og Roms udsendinge skyndte sig med at overbringe deres lykønskninger og forsøgte at bevæge monarken til at bruge sin magt mod reformationen. På den anden side bønfaldt kurfyrsten af Sachsen, til hvem Karl stod i stor taknemmelighedsgæld for sin krone, ham om ikke at foretage sig noget skridt imod Luther, før han havde forhørt ham. Kejseren var således kommet i en meget forvirrende og ubehagelig situation. Katolikkerne ville ikke lade sig nøje med mindre end et kejserligt edikt, der dømte Luther til døden. Kurfyrsten havde med megen fasthed erklæret, at "hverken Hans kejserlige Majestæt eller nogen anden havde bevist, at Luthers skrifter var blevet gendrevet;" derfor bad han om, "at doktor Luther måtte få frit lejde, så han kunne fremstilles for et råd af lærde, fromme og upartiske dommere." - D' Aubignè, b. 6, ch. II. ret
(107) Alle parters opmærksomhed rettedes nu mod den forsamling fra de tyske stater, som var trådt sammen i Worms kort efter Karls tronbestigelse som kejser. Der var vigtige politiske spørgsmål og interesser, som der måtte tages hensyn til i dette råd. For første gang skulle Tysklands fyrster møde deres unge hersker i en rådsforsamling. Fra alle egne af fædrelandet var kirkens og statens stormænd kommet. Det var de mægtigste mænd i riget, som var ivrige efter at forsvare deres nedarvede rettigheder; kirkefyrster, sejrsstolte i bevidstheden om deres overlegenhed i rang og magt; galante riddere og deres bevæbnede undersåtter og gesandter fra fjerne og fremmede lande - alle forsamledes i Worms. Og dog var det emne, som i denne store forsamling vakte den dybeste interesse, retssagen mod den sachsiske reformator. ret
(107) Karl havde i forvejen befalet kurfyrsten at bringe Luther med sig til rigsdagen, idet han sikrede ham sin beskyttelse og lovede ham fri drøftelse af stridsspørgsmålene med kvalificerede personer. Luther var ivrig efter at træde frem for kejseren. Ved denne tid var hans helbred meget dårligt, men dog skrev han til kurfyrsten: "Hvis jeg ikke kan drage til Worms ved godt helbred, så vil jeg lade mig bære derhen, syg som jeg er. For hvis kejseren kalder på mig, kan jeg ikke tvivle på, at det er Guds eget kald. Hvis de ønsker at bruge vold imod mig, og det er meget sandsynligt, (for det er ikke til deres belæring, at de befaler mig at komme,) så lægger jeg sagen i Guds hånd. Endnu lever og regerer han, som bevarede de tre unge mænd i den gloende ovn. Hvis han ikke vil frelse mig, betyder mit liv kun lidt. Lad os blot hindre, at evangeliet bliver genstand for spot fra de onde, og lad os udgyde vort blod for det, for at de ikke skal triumfere. Det er ikke mig, som skal afgøre, om mit liv eller min død mest vil bidrage til menneskers frelse. ... I kan vente jer alt fra mig ... undtagen flugt og tilbagekaldelser. Flygte kan jeg ikke og endnu mindre tilbagekalde noget." Samme, b. 7. ch. 1. ret
(108) Forsøger at hindre Luther i at møde
Da det rygtedes i Worms, at Luther skulle stilles for rigsdagen, vakte det almindelig ophidselse. Aleander, den pavelige legat, hvem denne sag var blevet særligt betroet, blev forfærdet og rasende. Han forudså, at resultatet ville blive katastrofalt for den pavelige sag. At optage en sag, hvor paven allerede havde afsagt sin dom, ville være at vise foragt for den regerende paves myndighed. Desuden var han ængstelig for, at denne mands veltalende og mægtige argumenter skulle få held til at få mange af fyrsterne til at forkaste pavens sag. Derfor gjorde han de mest indtrængende indvendinger over for Karl, mod at Luther kom til Worms. Netop på dette tidspunkt var den bulle, som erklærede Luther for bandlyst, blevet offentliggjort, og dette, i forbindelse med legatens fremstillinger, fik kejseren til at indvillige. Han skrev til kurfyrsten, at hvis Luther ikke ville tilbagekalde sine udtalelser, måtte han blive i Wittenberg. ret
(108) Aleander var ikke tilfreds med denne sejr, men arbejdede med al sin magt og list på at sikre sig Luthers domfældelse. Med en ihærdighed, som var en bedre sag værdig, bestormede han derfor fyrster, prælater og andre medlemmer af forsamlingen, idet han beskyldte reformatoren for "at ophidse til oprør, ugudelighed og blasfemi." Men den heftighed og lidenskab, som legaten lagde for dagen, afslørede alt for tydeligt, af hvilken ånd han blev drevet frem. "Han lader sig mere lede af had og hævntørst," lød det mellem folk, "end af nidkærhed og fromhed." Flertallet af rigsdagen var mere end nogensinde tilbøjeligt til at se velvilligt på Luthers sag. ret
(109) Med forøget iver påpegede Aleander kejserens pligt til at bringe de pavelige edikter til udførelse. Men efter Tysklands love kunne dette ikke lade sig gøre uden fyrsternes medvirken, og Karl, som til sidst blev overvundet ved legatens påtrængenhed, bød ham forelægge sagen for rigsdagen. "Det var en stor dag for den pavelige gesandt. Forsamlingen var stor - sagen var dog endnu større. Aleander skulle være talsmand for Rom, ... alle kirkers moder og herskerinde." Han skulle hævde Peters fyrsteværdighed over for kristenhedens forsamlede fyrstemagter. "Han havde veltalenheden s gave, og han hævede sig til situationens storhed. Forsynet havde villet, at Rom skulle træde frem og føre sin sag ved den dygtigste af sine store talere og i nærværelse af den mest ophøjede rådsforsamling, før det blev dømt." - Wylie, b. 6, ch. 4. Med bange anelser så de, som var stemt for at støtte reformatoren, hen til virkningen af Aleanders tale. Kurfyrsten af Sachsen var ikke til stede, men på hans foranledning overværede nogle af hans rådsherrer mødet for at lægge mærke til den pavelige legats tale. ret
(109) Med hele lærdommens og veltalenhedens kraft gik Aleander i gang med at omstyrte sandheden. Han slyngede den ene anklage efter den anden mod Luther, som han kaldte en fjende af kirken og staten, af de levende og de døde, af gejstlighed og lægfolk, rådsforsamlinger og enkelte kristne. "1 Luthers vildfarelser findes der nok," erklærede han, til at berettige, at "100.000 kættere bliver brændt." ret
(109) Til slut søgte han at fremkalde foragt for tilhængerne af reformationen. "Hvad er alle disse lutheranere for nogle? En flok frække skolemestre, demoraliserede præster, udsvævende munke, uvidende jurister og fornedrede adelsmænd, foruden de jævne mennesker, som de har vildledt og forført. Hvor langt over dem står ikke pavens tilhængere i antal, duelighed og magt! En enstemmig kendelse fra denne prominente forsamling vil oplyse de enfoldige, virke afgørende for de vaklende og give de svage styrke." - D’Aubignè, b. 7, ch. 3. ret
(109) Det er med den slags våben, at sandhedens forkæmpere til alle tider er blevet angrebet. De samme argumenter fremføres stadig mod alle, som i modstrid med de fastslåede vildfarelser vover at fremkomme med Guds tydelige og klare ords lære. "Hvem er dog disse, som prædiker en ny lære?" udbryder de, der ønsker en almindeligt yndet religion. "De er ulærde, få i antal og hører til den ubemidlede klasse. Alligevel hævder de at sidde inde med sandheden og at være Guds udvalgte folk. De er uvidende og har ladet sig bedrage. Hvor er dog vor kirke dem langt overlegen i antal og indflydelse! Hvor mange store og lærde mænd findes der ikke iblandt os! Hvor langt større magt er der ikke på vor side!" Det er disse argumenter, som har en virkningsfuld indflydelse på verden, men de er ikke mere overbevisende nu end på reformatoren s tid. ret
(110) Reformationen endte ikke, som mange tror, med Luther. Den skal fortsættes til dagenes ende. Luther havde en stor gerning at gøre. Han skulle over for andre genspejle det lys, som Gud havde ladet skinne på ham, men han modtog dog ikke alt det lys, som skulle gives til verden. Fra den tid indtil nu har der bestandig skinnet nyt lys over Skriften, og der er stadig blevet åbenbaret nye sandheder. ret
(110) Legatens tale gjorde dybt indtryk på rigsdagen. Der var ingen Luther til stede, som med Guds ords klare og overbevisende sandheder kunne besejre pavens forkæmper. Der blev ikke gjort noget forsøg på at forsvare reformatoren. øjensynligt var der almindelig tilbøjelighed til ikke blot at fordømme ham og den lære, han var fremkommet med, men om muligt at rykke kætteriet op med rode. Rom havde nydt godt af den mest gunstige lejlighed til at forsvare sin sag. Alt, hvad der kunne siges til dets egen retfærdiggørelse, var blevet sagt. Men den tilsyneladende sejr var signalet til nederlag. Fra nu af ville modsætningen mellem sandhed og vildfarelse vise sig mere tydeligt, fordi de måtte rykke ud i åben kamp. Fra denne dag ville Rom aldrig mere komme til at stå så sikkert som før. ret
(110) Skønt de fleste af rigsdagens medlemmer ikke ville have tøvet med at overgive Luther til Roms hævn, var der mange af dem, der så og beklagede den bestående fordærvelse inden for kirken og ønskede afskaffelse af de misbrug, som det tyske folk måtte lide under på grund af gejstlighedens korruption og begærlighed. Legaten havde fremstillet det pavelige styre i det gunstigste lys. Nu bevægede Herren et medlem af rigsdagen til at give en sandfærdig skildring af virkningerne af pavens tyranni. Med ædel fasthed rejste hertug Georg af Sachsen sig i den fyrstelige forsamling og opregne de med frygtelig nøjagtighed pavekirkens bedrag og afskyeligheder og deres forfærdelige virkninger. Til slut sagde han: "Der er nogle af disse misbrug, som råber til himlen mod Rom. Man har bidt hovedet af al skam, og deres eneste formål er ... penge, penge, penge, ... så at de præster, som skulle forkynde sandheden, ikke fremkommer med andet end løgne, og de bliver ikke blot tålt, men belønnet, fordi jo større deres løgne er, jo større er gevinsten. Det er fra denne urene kilde, at der flyder den slags forgiftet vand! Udskejelser og havesyge rækker hinanden hånden ... ak, det er den forargelse, som præsterne vækker, som styrter så mange stakkels mennesker i evig fortabelse. Der må iværksættes en gennemgribende reform!" - Samme, b. 7, ch. 4. ret
(111) En mere kyndig og kraftig fordømmelse af de pavelige misbrug kunne end ikke Luther selv være fremkommet med, og den kendsgerning, at taleren var en afgjort fjende af reformatoren, gav hans ord forøget virkning. ret
(111) Hvis forsamlingens øjne var blevet åbnet, ville de have set Guds engle iblandt dem sprede lys gennem vildfareisens mørke og åbne sind og hjerte for sandheden. Det var sandhedens og visdommen s Guds kraft, som styrede selv reformationens modstandere og således beredte vejen for det store værk, som var ved at blive fuldført. Martin Luther var ikke til stede, men en større stemme end Luthers havde ladet sig høre i forsamlingen. ret
(111) Der blev straks af rigsdagen udpeget en komite til at forberede en opregning af de pavelige undertrykkere s metoder, som hvilede så tungt på det tyske folk. Denne liste, som indeholdt 101 særlige forhold, blev overrakt kejseren med bøn om, at han snarest ville tage forholdsregler mod disse misbrug. "Hvilket tab af kristne mennesker," sagde ansøgerne, "hvilke plyndringer, hvilken udsugning på grund af de skandaler, som kristenheden s åndelige overhoved er omgivet af! Det er vor pligt at forhindre vort folks ødelæggelse og vanære. Af denne grund beder vi jer ydmygt, men meget indtrængende om at påbyde almindelig reformation og sørge for, at den bliver udført." - Samme, b. 7, ch. 4. ret
(111) Luther bliver indkaldt for rigsdagen
Nu forlangte rådet, at reformatoren skulle fremstilles for dem. Til trods for Aleanders bønner, protester og trusler gav kejseren til sidst sit samtykke, og Luther blev hidkaldt for at fremstilles for rigsdagen. Sammen med indkaldelsen blev der udstedt et lejdebrev, som sikrede hans tilbagevenden til et sikkert sted. Disse breve blev bragt til Wittenberg af en herold, hvem det var overdraget at føre ham til Worms. ret
(111) Luthers venner var forfærdede og ulykkelige. De vidste, hvor forudindtaget og fjendtlig stemningen var imod ham, og de frygtede, at ikke engang hans lejdebrev ville blive respekteret. Derfor bønfaldt de ham om ikke at sætte sit liv i vove. Han svarede: "Katolikkerne ønsker ikke, at jeg skal komme til Worms, men at jeg skal dømmes og dø. Det har ingen betydning. Bed ikke for mig, men for Guds ord. ... Kristus vil give mig sin Ånd, så jeg kan overvinde disse vildfarelsens tjenere. Jeg har foragtet dem medens jeg lever, jeg skal besejre dem ved min død. De har i Worms travlt med at ville tvinge mig til at tilbagekalde mine ord, og dette skulle være min form for tilbagekaldelse: Jeg har tidligere sagt, at paven var Kristi stedfortræder. Nu vil jeg hævde, at han er vor Herres modstander og djævelens apostel." - Samme, b. 7, ch. 6. ret
(112) Luther skulle ikke komme til at foretage sin farefulde rejse alene. Foruden den kejserlige udsending besluttede tre af hans nærmeste venner at ledsage ham. Melanchthon nærede et oprigtigt ønske om at slutte sig til dem. Han var inderligt knyttet til Luther, og han higede efter at følge ham, om end det skulle blive til fængsel eller død. Men hans bønner blev afslået. Hvis Luther skulle dø, måtte reformationens håb samles om denne ungdommelige medarbejder. Som reformatoren sagde, da han tog afsked med Melanchthon: "Hvis jeg ikke vender tilbage og mine fjender lader mig dræbe, så bliv ved med at lære og holde fast ved sandheden. Arbejd i mit sted. ... Hvis du stadig lever, vil min død kun betyde lidt." - Samme, b. 7, ch. 7. Studenter og borgere, som havde samlet sig for at være vidne til Luthers afrejse, var dybt bevægede. En stor skare, hvis hjerter var blevet grebet af evangeliet, sagde ham grædende farvel. Således drog reformatoren og hans ledsagere bort fra Wittenberg. ret
(112) På rejsen mærkede de, at folk var opfyldt af bange anelser. I nogle byer blev der ikke vist dem nogen hæder. Da de standsede for at overnatte, udtrykte en venligsindet præst sin frygt ved at vise Luther et billede af en italiensk reformator, som havde lidt martyrdøden. Næste dag fik de at vide, at Luthers skrifter var blevet fordømt i Worms. Kejserlige udsendinge bekendtgjorde kejserens bestemmelse og pålagde folk at bringe de forbudte skrifter til myndighederne. Herolden, som frygtede for Luthers sikkerhed ved rigsdagen og mente, at hans beslutning måske allerede var rokket, spurgte om Luther stadig ønskede at drage videre. Han svarede: "Om jeg så bliver belagt med interdikt i hver eneste by, drager jeg videre." - Samme, b. 7, ch. 7. ret
(112) I Erfurt blev Luther modtaget med æresbevisninger. Omgivet af beundrende skarer drog han gennem de gader, hvor han så ofte havde vandret med tiggerposen. Han besøgte sin klostercelle og tænkte på de kampe, ved hvilket lyset, som nu overstrømmede Tyskland, var blevet kastet over hans sind. Han blev indtrængende opfordret til at prædike. Det var blevet ham forbudt at gøre dette, men herolden gav ham tilladelsen, og klosterbroderen, som engang havde været den, der udførte klosterets ringeste arbejde, besteg nu prædikestolen. ret
(112) For en stor forsamling talte han ud fra Kristi ord: "Fred være med jer!" "Filosoffer, doktorer og skribenter," sagde han, "har forsøgt at lære mennesker, hvordan de skal opnå et evigt liv, og det er ikke lykkedes dem. Nu skal jeg fortælle jer hvordan: .., Gud har oprejst et menneske fra de døde, den Herre Jesus Kristus, for at han skulle overvinde døden, udrydde synden og lukke helvedes porte. Dette er frelsens værk. ... Kristus har sejret! Dette er det glade budskab, og vi er frelst ved ham og ikke ved vore egne gerninger. ... Vor Herre Jesus Kristus sagde: "Fred være med jer! Se mine hænder!" Det vil sige: Se, o menneske, at det er mig, mig alene, som har borttaget din synd og løskøbt dig; og nu har du fred, siger Herren." ret
(113) Han fortsatte, idet han viste dem, at sand tro må åbenbares i et helligt liv. "Da nu Gud har frelst os, så lad os leve vort liv sådan, at han kan godkende det. Er du rig? Så lad din rigdom blive benyttet til at dække de fattiges fornødenheder. Er du fattig? Så lad din tjeneste være nyttig for de rige. Hvis dit arbejde kun gavner dig selv, så er den tjeneste, du foregiver at yde Gud, en løgn." ret
(113) Folk lyttede som tryllebundne. Livets brød blev uddelt til disse hungrende mennesker. Kristus blev for deres øjne ligesom hævet højt op over paver, legater, kejsere og konger. Luther kom ikke med nogen hentydninger til sin egen farefulde stilling. Han gjorde ingen forsøg på at gøre sig selv til genstand for omtanke eller medlidenhed. Ved at betragte Kristus havde han tabt sig selv af syne. Han skjulte sig bag manden fra Golgata og søgte kun at fremstille Jesus som syndere s Frelser. ret
(113) Da reformatoren fortsatte sin rejse, blev han alle vegne betragtet med stor interesse. En ivrig skare flokkedes om ham, og venlige stemmer advarede ham om katolikkerne s planer. "De vil brænde dig," sagde nogle, "så dit legeme bliver til aske, ligesom de gjorde ved Johan Hus." Luther svarede: "Om de så ville tænde bål hele vejen fra Worms til Wittenberg, så flammerne nåede op til himlen, så ville jeg dog i Herrens navn vandre gennem ilden. Jeg ville træde frem for dem, jeg ville gå ind i dette uhyre s gab og knuse dets tænder, mens jeg bekendte den Herre Jesus Kristus." -Samme, b. 7, ch. 7. ret
(113) Meddelelsen om at han nærmede sig Worms, skabte stort røre. Hans venner skælvede for hans sikkerhed, hans fjender frygtede for, at deres sag ikke skulle lykkes. Der blev gjort ihærdige anstrengelser for at fraråde ham at drage ind i byen. På katolikkernes foranledning blev han rådet til at søge hen til en venligsindet vens borg, hvor man erklærede, at alle vanskeligheder skulle blive ordnet i mindelighed. Venner forsøgte at skræmme ham ved at beskrive de farer, der truede ham. Alle deres forsøg slog fejl. Luther, som stadig var urokkelig, erklærede: "Selv om der er lige så mange djævle i Worms, som der er tagsten på husene, så drager jeg dog derhen." - Samme, b. 7, ch. 7. ret
(113) Ved hans ankomst til Worms havde en stor menneskemængde samlet sig for at byde ham velkommen. Der havde ikke engang været så stor en forsamling til at modtage selve kejseren. Spændingen var stor, og midt inde fra mængden lød en gennemtrængende og klagende røst, som sang en begravelssang som en advarsel til Luther om den skæbne, der ventede ham. "Gud vil være mit forsvar," sagde han, idet han steg ud af vognen. ret
(113) Katolikkerne havde ikke troet, at Luther virkelig ville vove at vise sig i Worms, og hans ankomst fyldte dem med rædsel. Kejseren sammenkaldte straks sine rådgivere for at overveje, hvilken kurs man skulle følge. En af biskopperne, som var en fanatisk katolik, erklærede: "Vi har længe drøftet denne sag! Deres kejserlige Majestæt burde med det samme skaffe sig af med denne mand. Lod ikke Sigismund Johan Hus brænde? Vi har ingen forpligtigelse til hverken at give eller tage hensyn til et lejdebrev til en kætter." "Nej," sagde kejseren, "vort løfte må vi holde." Det blev derfor besluttet, at reformatoren skulle forhøres. ret
(114) Alle i byen var ivrige efter at se denne mærkelige mand, og snart var hans bolig fyldt af en mængde gæster. Luther var knap kommet til kræfter efter sin nylig overståede sygdom. Han var træt efter rejsen, der havde varet hele to uger. Han måtte forberede sig til at imødegå morgendagens skæbnesvangre begivenheder, og han trængte til ro og hvile. Men ønsket om at se ham var så stort, at han kun havde nydt nogle få timers hvile, da adelsmænd, riddere, præster og borgere ivrigt flokkedes om ham. Blandt dem fandtes mange af de adelsmænd, som så dristigt af kejseren havde krævet en reform af gejstlighedens misbrug, og som, siger Luther, "alle var blevet frigjort ved mit evangelium." - Martyn, p. 393. Både venner og fjender kom for at betragte den uforfærdede munk; men han modtog dem med urokkelig ro og besvarede alle spørgsmål med værdighed og klogskab. Hans optræden var fast og modig. Hans magre, blege ansigt, som var præget af arbejde og sygdom, havde et venligt og endog glad udtryk. Hans ords højtidelighed og dybe alvor gav ham en kraft, som selv hans fjender ikke ganske kunne modstå. Både venner og fjender var opfyldt af undren. Nogle følte sig overbevist om, at en guddommelig kraft kom ham til hjælp; andre erklærede, ligesom farisæerne om Kristus: "Han er besat af djævelen!" ret
(115) Står frem for kejser og fyrster
Den følgende dag blev Luther tilsagt til at møde for rigsdagen. En kejserlig embedsmand fik det hverv at føre ham til audienssalen, men alligevel var det kun med vanskelighed, at han nåede derhen. Hver eneste vej var tætpakket med tilskuere, der ønskede at se denne munk, som havde vovet at trodse pavens myndighed. ret
(115) Da han var lige ved at træde ind for sine dommere, sagde en gammel general, helten fra mange slag, venligt til ham: "Stakkels munk, stakkels munk, du skal nu kæmpe for en ædlere sag, end jeg eller nogen af mine kaptajner nogensinde har gjort i vore blodigste kampe. Men hvis din sag er retfærdig og du er overbevist om den, så gå fremad i Guds navn og frygt intet. Gud vil ikke svigte dig!" - D'Aubignè, b. 7, ch. 8. ret
(115) Endelig stod Luther foran rådet. Kejseren sad på sin trone. Han var omgivet af rigets fornemste mænd. Aldrig havde noget menneske stået foran en mere imponerende forsamling end den, over for hvilken Martin Luther skulle stå til regnskab for sin tro. "Denne hans fremtræden var i sig selv en afgørende sejr over pavedømmet. Paven havde fordømt denne mand, og nu stod han for en domstol, som ved netop denne handling satte sig selv over paven. Paven havde lyst ham i band og afskåret ham fra alt menneskeligt samvær, og dog blev han indkaldt i et høfligt sprog og modtaget af den mest ærefrygtindgydende forsamling i verden. Paven havde dømt ham til evig tavshed, og nu skulle han til at tale i påhør af tusinder af opmærksomme tilhørere, der var kommet sammen fra hele kristenheden. Således var der ved Luthers mellemkomst blevet udvirket en vældig revolution. Rom var allerede ved at stige ned fra sin trone, og det var en munks stemme, som forårsagede denne ydmygelse." - Samme, b. 7, ch. 8. ret
(115) I nærværelse af denne mægtige og fornemme forsamling virkede reformatoren, som var af ringe herkomst, skræmt og forlegen. Nogle af fyrsterne, som havde lagt mærke til hans forvirring, gik hen til ham, og en af dem hviskede: "Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen!" Og en anden sagde: "Når I bliver ført for landshøvdinger og konger for min skyld, så skal det ved jeres Faders Ånd gives jer, hvad I skal tale." Således blev ved verdens stormænd Kristi ord sendt for at styrke hans tjener i prøvelsen s time. ret
(115) Luther blev ført hen til et sted lige foran kejserens trone. Der blev dyb tavshed i den store forsamling. Så rejste en kejserlig embedsmand sig og krævede, idet han pegede på en samling af Luthers skrifter, at reformatoren skulle besvare to spørgsmål - om han erkendte, at de var hans, og om det var hans hensigt at tilbagekalde de meninger, som han var fremkommet med i dem. Da bøgernes titler var blevet oplæst, svarede Luther, med hensyn til det første spørgsmål erkendte han, at bøgerne var hans. "Med hensyn til det andet," sagde han, "ser jeg, at det er et spørgsmål, som angår tro og menneskets frelse, hvori Guds ord, det største og dyrebareste klenodie både i himlen og på jorden, har interesse, og derfor ville jeg handle letsindigt, hvis jeg skulle svare uden nærmere overvejelse. Jeg kunne komme til at bekræfte mindre, end omstændighederne forlanger, eller mere, end sandheden kræver, og således synde mod dette ord af Kristus: "Men den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil også jeg fornægte over for min Fader, som er i Himlen." Matt. 10, 33. Af denne årsag beder jeg i den største ydmyghed deres kejserlige Majestæt om at tilstede mig tid, så jeg kan svare uden at synde mod Guds ord." - D'Aubignè, b. 7, ch. 8. ret
(116) Luther handlede klogt ved at fremkomme med denne anmodning. Hans fremgangsmåde overbeviste forsamlingen om, at han ikke handlede i vrede eller efter en pludselig indskydelse. En sådan ro og selvbeherskelse, som man ikke havde ventet, fra en der havde vist sig dristig og ubøjelig, gav hans ord større vægt og satte ham senere i stand til at svare med en forsigtighed, bestemthed, klogskab og værdighed, som overraskede og skuffede hans modstandere - og dadlede deres hovmod og stolthed. ret
(116) En nat i bøn til Gud
Næste dag skulle han træde frem for at afgive sit endelige svar. En tid var han dybt nedtrykt, når han overvejede, hvilke kræfter der havde sluttet sig sammen mod sandheden. Hans tro vaklede, frygt og bæven kom over ham, og rædsel overvældede ham. Farerne tårnede sig op foran ham. Det var, som om hans fjender skulle triumfere og mørkets magter få overhånd. Skyerne samlede sig om ham og syntes at skille ham fra Gud. Han higede efter forvisningen om, at Hærskarers Herre ville være med ham. I sin sjælekval kastede han sig ned med ansigtet mod jorden og udøste sit hjerte i disse afbrudte, hjerteskærende råb, som ingen andre end Gud helt ud forstår. ret
(116) "O, almægtige, evige Gud," tryglede han, "hvor er denne verden ond. Se, den åbner sin mund for at opsluge mig, og min tillid til dig er så svag. ... Hvis det kun er til denne verdens styrke, at jeg skal sætte min lid, så er alt forbi. ... Min sidste time er kommet, min dom er fældet. ... O Gud, hjælp du mig mod al verdens visdom. Gør dette. ... Kun du alene; ... for dette er ikke mit værk, men dit. Jeg har intet at gøre her, intet at kæmpe for med disse verdens store. ... Men det er din sag, ... og det er en retfærdig og evig sag. O Gud, hjælp mig! Trofaste og uforanderlige Gud, jeg sætter ikke min lid til noget menneske. ... Alt, hvad der er af mennesker, er usikkert, alt, hvad der stammer fra mennesker, slår fejl. ... Du har udvalgt mig til denne gerning. ... Stå mig bi, for din elskede Søns, Jesu Kristi skyld, han som er mit forsvar, mit skjold og min faste borg." Samme, b. 7, ch. 8. ret
(117) Et alvist forsyn havde ladet Luther få lov til at forstå sit ansvar, for at han ikke skulle stole på sin egen kraft og ikke overmodigt styrte sig ud i faren. Dog var det ikke frygten for personlig lidelse, ikke skræk for tortur eller døden, der syntes at være nært forestående, som overvældede ham med sin rædsel. Han var nået til et vendepunkt, og han følte, at han ikke magtede at bestå prøven. Sandhedens sag kunne komme til at lide skade på grund af hans svaghed! Ikke for sin egen sikkerheds skyld, men for evangeliets sejr var det, at han kæmpede med Gud. Hans sjæleangst og strid kunne sammenlignes med Jakobs i hans natlige kamp ved den ensomme bæk, og ligesom Jakob sejrede han hos Gud. Men i hans fuldkomne hjælpeløshed styrkedes hans tro på Kristus, den mægtige Frelser. Han fik kraft med forvisningen om, at han ikke skulle stå alene foran rådet. Hans sind fik atter fred, og han frydede sig over, at han skulle få lov til at bære Guds ord frem for folkets herskere. ret
(117) Med et sind, som hvilede i Gud, beredte Luther sig til den forestående kamp. Han overvejede, hvorledes han skulle svare, undersøgte steder i sine egne skrifter og fremdrog fra den hellige skrift beviser, som var egnede til at understøtte hans standpunkter. Og mens han lagde sin venstre hånd på den hellige bog, som lå opslået foran .ham, løftede han sin højre hånd mod himlen og svor "at forblive tro mod evangeliet og frit bekende sin tro, om han så skulle komme til at besegle sit vidnesbyrd med sit blod." - Samme, b. 7, ch. 8. ret
(118) Her står jeg
Da han atter blev ført frem for rigsdagen, bar hans ansigt intet spor af frygt eller forvirring. Rolig og fredfyldt, men strålende kæk og ædel stod han som et vidne for Gud mellem denne verdens store. De kejserlige embedsmænd forlangte nu hans afgørelse med hensyn til om han ønskede at tilbagekalde sine læresætninger. Luther svarede med dæmpet og beskeden røst, uden heftighed eller lidenskab. Hans optræden var ærbødig og uden selvsikkerhed, men dog udviste han en tillidsfuldhed og glæde, som undrede forsamlingen. ret
(118) "Allerhøjeste kejser, høje fyrster, nådige herrer," sagde Luther, på denne dag står jeg for jer i overensstemmelse med den befaling, som jeg fik i går, og for Guds barmhjertigheds skyld beder jeg indtrængende deres Majestæt og deres Højheder om nådigt at lytte til forsvaret af en sag, som jeg er overbevist om er retfærdig og sand. Hvis jeg af uvidenhed skulle komme til at forsynde mig mod, hvad der er skik og brug ved hoffet, beder jeg jer tilgive mig, for jeg er ikke oplært i kongers slotte, men i et klosters ensomhed." - Samme, b. 7, ch. .8. ret
(118) Derefter gik han over til selve spørgsmålet og erklærede, at hans udgivne værker ikke alle var af samme art i nogle af dem havde emnet været tro og gode gerninger, og selv hans fjender havde erklæret dem for ikke blot uskadelige, men nyttige. At tilbagekalde disse ville være at fordømme sandheder, som alle parter var enige om. Den næste kategori bestod afskaffer, som afslørede pavevældets fordærvelse og misbrug. At tilbagekalde disse skrifter ville styrke Roms tyranni og bane vej for megen og stor ugudelighed. I den tredje art af sine bøger havde han angrebet personer, som havde forsvaret bestående onder. Med hensyn til disse indrømmede han frimodigt, at han havde optrådt mere voldsomt, end det var passende. Han ville ikke hævde at være uden fejl, men selv disse bøger kunne han ikke tilbagekalde, for en sådan fremgangsmåde ville gøre sandhedens fjender dristigere, og de ville så gribe lejligheden til at underkue Guds folk med endnu større grusomhed. ret
(118) "Men jeg er jo kun et almindeligt menneske og ikke Gud," forsatte han, derfor må jeg forsvare mig, ligesom Kristus gjorde: "Har jeg talt usømmeligt, så bevis, at det er usømmeligt." ... For Guds barmhjertigheds skyld beder jeg jer, allerhøjeste kejser, og jer, store og høje fyrster, og alle mennesker i alle stillinger om ud fra profeternes og apostlenes skrifter at bevise, at jeg har fejlet. Så snart jeg er blevet overbevist om dette, vil jeg tilbagekalde enhver vildfarelse og være den første til at tage mine bøger og kaste dem i ilden. ret
(118) Jeg håber, at hvad jeg lige har sagt, tydeligt viser, at jeg omhyggeligt har bedømt og overvejet de farer, som jeg udsætter mig for; men langt fra at være forfærdet glæder jeg mig over at se, at evangeliet nu ligesom tidligere giver anledning til uro og uenighed. Således er Guds ords natur, sådan virker det. "Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd," sagde Jesus Kristus. Guds råd er underfulde og frygtelige. Vogt jer, at I ikke for at undertrykke meningsforskelle kommer til at forfølge Guds hellige ord og nedkalde en frygtelig syndflod af uoverstigelige farer, af øjeblikkelige ulykker og evig ødelæggelse over jer selv. ... Jeg kunne fremføre mange eksempler fra Guds ord. Jeg kunne tale om faraonerne, om kongerne i Babylon og også i Israel, hvis bestræbelser aldrig mere virkningsfuldt bidrog til deres egen ødelæggelse, end når de efter råd, som forekom dem meget kloge, ville styrke deres magt. "Gud flytter bjergene, og de ved det ikke." - Samme, b. 7, ch. 8. ret
(118) Luther havde talt på tysk. Nu blev han anmodet om at gentage de samme ord på latin. Skønt han var udmattet efter den forudgående anstrengelse, indvilligede han og holdt atter sin tale med samme klarhed og kraft som første gang. Det var Guds forsyn, som bragte dette i stand. Mange af fyrsternes sind var så forblindede af vildfarelser og overtro, at de ikke så styrken i Luthers bevæggrunde første gang, men gentagelsen bevirkede, at de tydeligt fattede hovedpunkterne i det, som var blevet fremholdt. ret
(119) De, der stædigt lukkede øjnene for lyset og besluttede ikke at lade sig overbevise om sandheden, blev rasende over myndigheden i Luthers ord. Da han holdt op med at tale, sagde ordføreren ror rigsdagen vredt: "Du har ikke besvaret det spørgsmål, der blev stillet dig. ... Du blev anmodet om at give et klart og utvetydigt svar. Vil du eller vil du ikke tilbagekalde?" ret
(119) Reformatoren svarede: "Siden deres allerhøjeste Majestæt og de høje herrer kræver et klart, enkelt og utvetydigt svar, så vil jeg give jer det, og det lyder således: Jeg kan ikke gøre min tro afhængig af hverken paven eller kirkemøderne, fordi det er klart som dagen, at de ofte er faret vild og har modsagt hinanden. Hvis jeg ikke bliver overbevist af Skriftens vidnesbyrd eller ved andre klare og tydelige grunde, kan og vil jeg ikke tilbagekalde noget, for det er ikke tilrådeligt for en kristen at tale imod sin samvittighed. Her står jeg! Jeg kan ikke andet! Gud hjælpe mig! Amen." Samme, b. 7, ch. 8. ret
(119) Således stod denne retfærdige mand på Guds ords sikre grundvold. Himlens lys strålede fra hans ansigt. Hans sinds storhed og renhed, hans fred og hjertens glæde åbenbaredes for alle, mens han vidnede mod vildfarelsen s magt og aflagde vidnesbyrd om, hvor mægtig den tro er, som overvinder verden. ret
(119) En tid var hele forsamlingen målløs af forbavselse. I sit første svar havde Luther talt med dæmpet stemme og optrådt ærbødigt, næsten ydmygt. Katolikkerne havde fortolket dette som et bevis på, at hans mod var ved at svigte. De havde anset hans anmodning om udsættelse for at være forspillet til hans tilbagekaldelse. Karl selv, som halvt foragteligt havde bemærket munkens hærgede ydre og simple dragt og enfoldigheden i hans henvendelse, havde erklæret: "Denne munk får aldrig gjort mig til kætter." Det mod og den fasthed, som han nu lagde for dagen, tilligemed hans bevæggrundes kraft og klarhed, virkede overraskende på alle parter. Kejseren udbrød næsten begejstret: "Denne munk taler af et uforfærdet hjerte og urokkeligt mod." Mange af de tyske fyrster betragtede med stolthed og glæde denne repræsentant for deres folk. ret
(119) Roms tilhængere var blevet besejret. Deres sag var kommet i et meget ugunstigt lys. De søgte nu at opretholde deres magt, ikke ved at påberåbe sig Skriftens ord, men ved at tage deres tilflugt til trusler - Roms aldrig svigtende argument. Som rigsdagens ordfører sagde: "Hvis du ikke tilbagekalder, vil kejseren og rigets stater rådslå om, hvilken fremgangsmåde man skal bruge over for en uforbederlig kætter." ret
(119) Luthers venner, som med den største glæde havde lyttet til hans værdige forsvarstale, skælvede ved disse ord, men doktoren selv sagde roligt: "Så må Gud være min hjælper, for jeg kan intet tilbagekalde." - Samme b. 7, ch. 8. ret
(119) Han fik påbud om at trække sig tilbage fra rigsdagen, mens fyrsterne rådslog. Man følte, at sagen var kommet til et vigtigt vendepunkt. Luthers hårdnakkede afslag på at underkaste sig kunne komme til at få betydning for kirkens historie gennem århundreder. Man besluttede at give ham endnu en mulighed for at tilbagekalde. For sidste gang blev han ført ind for forsamlingen. Atter blev der stillet det spørgsmål, om han ville tilbagekalde sine læresætninger. "Jeg kan ikke give noget andet svar," sagde han, "end det, som jeg allerede har givet." Det var øjensynligt, at han hverken ved løfter eller trusler kunne overtale s til at give efter for Roms mandat. ret
(120) De pavelige repræsentanter ærgrede sig over, at deres magt, som havde fået konger og adelsmænd til at skælve, således blev ringeagtet af en ganske almindelig munk. De længtes efter at lade ham føle deres vrede ved at pine ham til døde. Men Luther, som forstod den fare, han var i, havde talt til alle med kristelig værdighed og ro. Hans ord havde været blottet for hovmod, vrede og usandhed. Han havde tabt sig selv af syne og tænkte heller ikke på de fornemme mænd, som omgav ham, men følte kun, at han stod over for en, som var uendelig højt hævet over paver, prælater, konger og kejsere. Gennem Luthers vidnesbyrd havde Kristus talt med en kraft og storhed, som i øjeblikket indgød både venner og fjender ærefrygt og undren. Guds Ånd havde været til stede i dette råd og havde gjort indtryk på rigets øverste mænd. Flere af fyrsterne erkendte dristigt, at Luthers sag var retfærdig. Mange var blevet overbevist om sandheden, men hos nogle var de modtagne indtryk ikke varige. Der var også andre, som ikke dengang gav udtryk for deres overbevisning, men som, da de selv havde undersøgt skrifterne, blev uforfærdede forkæmpere for reformationen. ret
(120) Kurfyrst Frederik havde med ængstelse set frem til Luthers møde for rigsdagen, og dybt bevæget havde han lyttet til hans tale. Med glæde og stolthed var han vidne til doktorens mod, fasthed og selvbeherskelse, og han besluttede endnu mere afgjort at tage hans parti. Han sammenlignede de stridende parter og så, at pavers, kongers og prælaters visdom var blevet tilintetgjort ved sandhedens magt. Romerkirken havde lidt et nederlag, som ville kunne føles blandt alle folkeslag og til alle tider. ret
(120) Luthers skæbne i vægtskålen
Da legaten blev klar over den virkning, Luthers tale havde gjort, frygtede han som aldrig før for den romerske kirkes magtstilling og besluttede med alle de midler, der stod til hans rådighed, at bevirke reformatorens fald. Med al den veltalenhed og det diplomatiske snilde, hvorved han i sjælden grad udmærkede sig, fremholdt han for den unge kejser, hvor tåbeligt og farligt det ville være for en ubetydelig munks skyld at ofre den mægtige pavestols venskab og støtte. ret
(120) Hans ord var ikke virkningsløse. Dagen efter, at Luther havde afgivet sit svar, lod Karl et budskab sende til rigsdagen, hvori han kundgjorde sin beslutning om at videreføre sine forgængeres politik ved at opretholde og beskytte den katolske religion. Da Luther havde afslået at opgive sine "vildfarelser," skulle der anvendes de kraftigste forholdsregler imod ham og de kætterske lærdomme, som han fremkom med. "En enkelt munk, som er vildledt af sin egen dårskab, har gjort oprør mod kristenheden s tro. For at standse en sådan ugudelighed ville jeg ofre mine riger, mine skatte, mine venner, mit legeme, mit blod, min ånd og mit liv. Jeg er i færd med at sende augustinermunken Luther bort med forbud mod at forårsage den ringeste uro blandt folk. Derefter vil jeg forfølge ham og hans tilhængere som ulydige kættere, med udelukkelse af kirken, med interdikt og med alle midler, som er egnet til deres udryddelse. Jeg opfordrer landenes medlemmer til at optræde som tro kristne." - Samme, b. 7, ch. 9. Ikke desto mindre erklærede kejseren, at Luthers lejdebrev måtte respekteres, og at han måtte have tilladelse til at nå hjem i sikkerhed, før der kunne indledes proces imod ham. ret
(121) Nu fremkom to modstridende meninger fra rigsdagens medlemmer. Pavens udsendinge og repræsentanter krævede, at der ikke skulle tages hensyn til reformatorens lejdebrev. De sagde: "Rhinen burde have hans aske, ligesom den fik Johan Hus' for 100 år siden." Samme, b. 7, ch. 9. Men der var tyske fyrster, som skønt de selv var katolikker og åbent erklærede sig for fjender af Luther, protesterede mod et sådant offentligt tillidsbrud og betegnede det som en plet på nationens ære. De gjorde opmærksom på de ulykker, som var fulgt efter Hus' død, og erklærede, at de ikke vovede at nedkalde en gentagelse 'lf disse skrækkelige begivenheder over Tyskland og over den unge kejsers hoved. ret
(121) Karl sagde selv som svar på dette nedrige forslag: "Om end ære og tro skulle være forvist fra hele verden, så burde de være tilstede i fyrsternes hjerte." - Samme, b. 7, ch. 9. Han blev stadig af de bitreste af Luthers fjender tilskyndet til at behandle reformatoren, som Sigismund havde behandlet Hus overlade ham til kirkens barmhjertighed - men da Karl V genkaldte sig den scene, hvor Hus i offentlighedens påsyn havde peget på sine lænker og mindet monarken om hans højtidelige løfte, erklærede han: "Jeg har ikke lyst til at måtte rødme som Sigismund!" - Lenfant, vol. 1, p. 422. ret
(121) Dog havde Karl koldblodigt forkastet de sandheder, som Luther fremkom med. "Jeg er fast besluttet på at efterfølge mine forfædres eksempel," skrev monarken. - D'Aubignè, b. 7, ch. 9. Han havde besluttet ikke at vige fra skik og brug, på bekostning af at vandre på sandhedens og retfærdighedens veje. Fordi hans fædre havde gjort det, ville også han opretholde pavevældet med al dets grusomhed og korruption. Sådan tog han sit parti og nægtede at tage imod noget lys, ud over hvad hans forfædre havde modtaget, eller at påtage sig nogen pligt, som de ikke havde påtaget sig. ret
(121) Også i dag er der mange, der på samme måde klamrer sig til deres fædres vaner og traditioner. Når Herren sender dem nyt lys, afslår de at modtage det, fordi det ikke blev skænket til og modtaget af deres fædre. Vi står ikke på samme sted som vore fædre; følgelig er vore pligter og vort ansvar ikke de samme som deres. Det vil ikke vinde Guds bifald, hvis vi ser hen til vore fædre s eksempel som målestok for vor pligt i stedet for selv at søge i sandhedens ord. Vort ansvar er større end vore forfædres. Vi er ansvarlige for det lys, som de modtog og efterlod til os som en arv, og vi er også ansvarlige for det lys, som nu skinner På os fra Guds ord. ret
(122) Kristus sagde om de vantro jøder: "Var jeg ikke kommen og havde talt til dem, havde de ikke synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd." Joh. 15,22. Den samme guddomskraft havde talt gennem Luther til kejseren og Tysklands fyrster, og idet lyset strålede frem fra Guds ord, talte Ånden for sidste gang til mange i den forsamling. Pilatus havde for århundrede siden givet hovmod og trang til popularitet lov til at lukke hans hjerte for verdens Frelser. Den vaklende Felix bød sandhedens sendebud: "Gå for denne gang når jeg får tid, vil jeg lade dig kalde!" Og den stolte Agrippa indrømmede: "Der mangler kun lidt i, at du får mig overtalt til at blive en kristen," Ap. G. 24, 25; 26, 28. Sådan havde Karl V ved at give efter for, hvad verdslig stolthed og politik dikterede ham, besluttet at forkaste sandhedens lys. ret
(122) Et hårdt pres mod Luther
Rygtet om planerne mod Luther spredtes viden om og vakte stor ophidselse i hele byen. Reformatoren havde fået mange venner, som kendte Roms forræderiske grusomhed mod alle, der vovede at afsløre de korrupte forhold, og besluttede at han ikke skulle blive offer for den. Hundreder af adelsmænd forpligtede sig til at beskytte ham. Ikke så få erklærede åbenlyst det kejserlige budskab for at være bevis på en svag underdanighed over for Roms herskermagt. På husenes porte og på de offentlige pladser blev der slået plakater op, hvoraf nogle fordømte og andre støttede Luther. På en af dem stod blot vismandens betydningsfulde ord: "Ve dig, du land, hvis konge er en dreng!" Præd. 10, 16. Folkets begejstring for Luther i hele Tyskland overbeviste både kejseren og rigsdagen om at enhver uretfærdighed mod ham ville bringe rigets fred i fare, ja, selve tronens sikkerhed. ret
(122) Af særlige grunde holdt Frederik af Sachsen sig i baggrunden hvorved han omhyggeligt skjulte sine virkelige følelser for reformatoren mens han Samtidig med utrættelig vagtsomhed overvågede ham og vogtede på alle hans og hans fjenders bevægelser. Men der var mange, som ikke gjorde forsøg på at skjule deres sympati for Luther. Han fik besøg af fyrster, grever, baroner og andre fornemme personer, både lægfolk og gejstlige. "Doktorens lille kammer," skrev Spalatin, "kunne ikke rumme alle de besøgende, som mødte op." - Martyn, vol. 7, p. 404. Folk stirrede på ham, som om han var mere end et menneske. Selv de, som ikke havde tiltro til hans læresætninger, kunne ikke lade være med at beundre den ophøjede retskaffenhed, som tilskyndede ham til hellere at trodse døden end handle mod sin samvittighed. ret
(123) Der blev gjort store anstrengelser for at opnå Luthers samtykke til et forlig med Rom. Både adelsmænd og fyrster fremholdt for ham, at hvis han blev ved med at sætte sin egen mening op mod kirkens og kirkemødernes, ville han snart blive forvist fra riget, og så var intet forsvar muligt. Hertil svarede Luther: "Kristi evangelium kan ikke prædikes uden at vække anstød. ... Hvorfor skulle så frygten eller ængstelsen for fare skille mig fra Herren og fra det guddommelige ord, som alene er sandheden? Nej, hellere vil jeg give mit legeme, mit blod og mit liv." - D’Aubignè, b. 7, ch. 10. ret
(123) Atter trængte man ind på ham for at få ham til at underkaste sig kejserens dom; så ville han ikke have noget at frygte. "Jeg samtykker af ganske hjerte i," sagde han, "at kejseren, fyrsterne og selv de ringeste kristne skal kunne undersøge og dømme mine skrifter; men på en betingelse: at de tager Guds ord til rettesnor! Mennesker har intet andet at gøre end at adlyde det! Øv ikke vold mod min samvittighed, som er bundet og lænket til den hellige skrift." - Samme, b.7,ch.10. ret
(123) Til en anden henvendelse sagde han: "Jeg samtykker i at give afkald på mit lejde. Jeg overgiver mig selv og mit liv i kejserens hænder, men Guds ord aldrig!" - Samme, b. 7, ch. 10. Han erklærede sig villig til at underkaste sig afgørelsen fra et almindeligt kirkemøde, men kun på betingelse af, at det skulle kræves af det, at afgørelsen skulle stemme overens med Skriftens ord. "Med hensyn til, hvad der angår Guds ord og troen," tilføjede han, "er enhver kristen en lige så god dommer, som paven kan være for ham, om han så støttes af en million kirkeråd." - Martyn, vol. 1, p. 410. Både venner og fjender blev til sidst overbevist om, at yderligere bestræbelser for en forsoning ville være unyttige. ret
(123) Hvis reformatoren havde givet efter på et eneste punkt, ville Satan og hans hær have vundet sejr. Men hans urokkelige fasthed var midlet til at frigøre kirken og begynde en ny og bedre tidsalder. Denne ene mand, som vovede at tænke og handle for sig selv i religiøse spørgsmål, skulle få indflydelse på kirken og verden ikke blot i sin egen tid, men i alle fremtidige slægtled. Hans fasthed og troskab ville lige til tidernes ende komme til at styrke alle, der måtte gennemgå de samme erfaringer. Guds magt og majestæt hævede sig over menneskers råd, over Satans vældige magt. ret
(123) I sikkerhed på Wartburg
På kejserens foranledning fik Luther snart befaling til at vende hjem, og han vidste, at denne ordre hurtigt ville efterfølges af hans domfældelse. Truende skyer hang over hans vej, men da han forlod Worms, var hans hjerte fyldt af lov og pris. Han sagde: "Djævelen selv bevogtede pavens fæstning, men Kristus har lavet en breche i muren, og Satan var nødt til at indrømme, at Herren var stærkere end han." - D"Aubignè, b. 7, ch. 11. ret
(123) Luther, som stadig ønskede, at hans fasthed ikke fejlagtigt skulle antages for oprørskhed, skrev efter sin afrejse til kejseren: "Gud, som ransager hjerterne, er mit vidne, at jeg er rede til af ganske hjerte at adlyde deres Majestæt, i ære eller i vanære, i liv eller i død, og uden anden undtagelse end Guds ord" ved hvilket mennesket lever. I alle dette livs forehavender skal min troskab være urokkelig; men at tabe eller vinde her er uden betydning for frelsen. Men når det drejer sig om hvad der angår det evige liv, så vil Gud ikke, at et menneske skal underkaste sig et andet menneske. Da underkastelse i åndelige ting er en sand tilbedelse og bør ikke gives andre end Skaberen." - Samme, b. 7, ch. 11. ret
(124) På rejsen fra Worms var modtagelsen af Luther endnu mere hjertelig, end da han rejste derhen. Fyrstelige og gejstlige bød den bandlyste munk velkommen, og civile myndigheder ærede den mand, som kejseren havde fordømt. Han blev indtrængende opfordret til at prædike, og på trods af det kejserlige forbud besteg han atter prædikestolen. "Jeg har aldrig forpligtet mig til at lænkebinde Guds ord," sagde han, "og vil heller ikke gøre det." - Martyn, val. 1. p. 420. ret
(124) Han havde ikke været borte fra Worms ret længe, før de pavelige trængte ind på kejseren for at få ham til at udstede et edikt imod ham. I denne forordning blev Luther anklaget som "Satan selv i menneskeskikkelse og klædt i munkekutte." - D’Aubignè, b. 7, ch. 11. Det blev befalet, at så snart hans frie lejde udløb, skulle der tages forholdsregler for at standse hans arbejde. Det blev forbudt alle at huse ham, at give ham mad og drikke eller i ord og gerning, offentligt eller privat, at hjælpe eller støtte ham. Han skulle pågribe s , hvor han end var, og udleveres til myndighederne. Hans tilhængere skulle også fængsle s og deres ejendomme konfiskeres. Hans skrifter skulle tilintetgøres, og endelig skulle alle, som vovede at handle i modstrid med dette dekret, indbefattes i fordømmelsen. Kurfyrsten af Sachsen og de fyrster, som var Luther mest venligt stemt, havde forladt Worms kort efter hans afrejse, og kejserens dekret blev stadfæstet af rigsdagen. Nu jublede katolikkerne! De anså reformationens skæbne for at være beseglet! ret
(124) I denne dødsensfarlige time havde Gud beredt sin tjener en vej til at undslippe. Et vågent øje havde fulgt Luthers bevægelser, og et trofast og ædelt hjerte havde besluttet at redde ham. Det var tydeligt, at Rom ikke ville lade sig nøje med mindre end hans død. Kun ved at skjule sig kunne han bevares fra løvens gab. Gud gav Frederik af Sachsen visdom til at udtænke en plan til at frelse reformatoren. Kurfyrstens plan blev udført ved sande venners medvirken, og Luther blev grundigt skjult for både venner og fjender. På rejsen hjem blev han grebet, skilt fra sine ledsagere og i største hast ført gennem skoven til borgen Wartburg, en ensom klippefæstning. Både hans pågribelse og hans skjulested var i den grad omgivet af hemmelighedsfuldhed, at selv Frederik i lang tid ikke vidste, hvor han var ført hen. Denne uvidenhed var ikke tilfældig; så længe kurfyrste n ikke kendte Luthers opholdssted, kunne han ikke røbe noget. Han var tilfreds med at vide, at reformatoren var i sikkerhed, og denne viden var ham nok! ret
(124) Foråret, sommeren og efteråret gik hen, vinteren kom, og Luther var stadig fange. Aleander og hans tilhængere glædede sig højligt, da evangeliets lys syntes at være udslukt. Men tværtimod fyldte reformatoren sin lampe fra sandhedens forrådskammer, og dens lys skulle skinne frem med klarere stråler. ret
(124) Inden for Wartburgs venlige mure glædede Luther sig en tid ved at være befriet fra kampens hede og tummel. Men længe kunne han ikke føle sig tilfredsstillet ved ro og hvile! Vant som han var til et liv i virksomhed og hårde kampe, kunne han kun dårligt udholde at være ledig. I disse ensomme dage tegnede kirkens tilstand sig for ham, og han udbrød fortvivlet: "Ak! Der er ingen i denne verdens sidste tid, der kan stå som en mur for Herren og frelse Israel!" - Samme, b. 9, ch. 2. Atter drejede hans tanker sig om ham selv, og han blev bange for at blive beskyldt for fejhed, fordi han havde trukket sig ud af kampen. Så bebrejdede han sig sin dovenskab og nydelsessyge. Dog udrettede han mere, end det syntes muligt for et enkelt menneske. Hans pen hvilede aldrig. Mens hans fjender smigrede sig med, at han var bragt til tavshed, blev de forbavsede og forvirrede ved at få håndgribelige beviser på, at han stadig var handlekraftig. I massevis af traktater, som stammede fra hans pen, cirkulerede i hele Tyskland. Han udførte også et meget betydningsfuldt arbejde for sine landsmænd ved at oversætte Det ny Testamente til tysk. Fra sit klippefulde Patmos vedblev han i næsten et helt år med at forkynde evangeliet og dadle tidens synder og vildfarelser. ret
(125) Men det var ikke blot for at bevare Luther fra hans fjenders vrede, heller ikke for at skaffe ham en rolig tid til disse vigtige arbejder, at Gud havde Gernet sin tjener fra offentlighedens rampelys. Det gjaldt endnu vigtigere ting. På sit stille opholdssted i ensomhed og ubemærkethed var Luther fjernet fra jordisk bistand og udelukket fra menneskelig ros. Således blev han reddet fra den stolthed og selvtillid, som så ofte er følgen af succes. Gennem lidelser og ydmygelser blev han atter beredt til at vandre sikkert på de svimlende højder, hvortil han så pludselig var blevet hævet. ret
(125) Når mennesker fryder sig over den frihed, som sandheden bringer dem, er de tilbøjelige til at hæve dem til skyerne, som Gud har benyttet til at sønderbryde vildfarelsens og overtroens lænker. Satan søger at vende menneskers tanker og kærlighed fra Gud og at få dem til at hæfte sig ved de menneskelige stedfortrædere. Han får dem til at ære den, som blot er redskabet, og at glemme den hånd, som styrer alle forsynets begivenheder. Alt for ofte mister religiøse ledere, som således bliver rost og æret, deres afhængighed af Gud af syne og kommer til at stole på sig selv. Som følge heraf søger de at gøre sig til herrer over de menneskers tanker og samvittighed, som er tilbøjelige til at se hen til dem efter hjælp, i stedet for at vende sig til Guds ord. Arbejdet med at reformere bliver ofte hindret, fordi denne ånd tåles af dem som står for det. Det var fra denne fare, at Gud ville bevare reformationens sag. Han ville, at dette arbejde skulle præges ikke af mennesker, men af Gud. Menneskers øjne havde vendt sig mod Luther som sandhedens fortolker; han blev fjernet, for at alles øjne måtte rettes mod sandhedens evige Fader. ret