(127) I valget af personer til at reformere kirken ses den samme guddommelige plan som i valget af mænd ved kirkens grundlæggelse. Den himmelske Lærer forbigik verdens stormænd og de rige, som var vant til at få ros og hyldest som folkets ledere. De var så stolte og fulde af selvtillid at de følte sig så højt hævet over andre, at de ikke kunne bevæges til at sympatisere med deres medmennesker og samarbejde med den ydmyge mand fra Nazaret. Det var til de ulærde, hårdt arbejdende fiskere fra Galilæa, at Kristus sagde: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere." Matt. 4, 19. Disse disciple var ydmyge og lærevillige. .Jo mindre de var blevet påvirket af tidens falske lære, jo lettere kunne Kristus undervise og uddanne dem til at tjene ham. Således var det også på reformationens tid. De store reformatorer var jævne mænd. De var fuldstændig blottet for rangklassernes stolthed og upåvirket af skinhellighed og præsteligt i rænkespil. Gud benytter ydmyge personer til opnåelse af store resultater. Så gives æren ikke til mennesker, men til ham, som arbejder gennem dem efter sin vilje og sit behag. ret
(127) Zwinglis opvækst og uddannelse
Få uger efter at Luther var blevet født i en bjergværksarbejders hytte i Sachsen, blev Ulrich Zwingli (1484-1531) født i en vogters hytte i Alperne. Hans barndom og første uddannelse var velegnet til at berede ham til hans senere mission. Han voksede op i en meget naturskøn og storslået egn og fik hurtigt en stærk følelse af Guds storhed, magt og majestæt. Beretningerne om de modige handlinger, som var blevet udført i hans hjemlands bjerge, vakte hans ungdommelige ærgerrighed. Han, lyttede også opmærksomt til de få bibelske fortællinger, som hans fromme bedstemoder fortalte, og som hun havde samlet blandt kirkens legender og traditioner. Med stor iver lyttede han til beretningerne om patriarkernes og profeternes store gerninger, om hyrderne, der vogtede deres hjorde på Palæstinas høje, hvor engle talte til dem, om barnet fra Betlehem og manden på Golgata. ret
(127) Ligesom Hans Luther ønskede Zwinglis fader, at hans søn skulle have en god uddannelse, og drengen blev i en tidlig alder sendt hjemmefra. Han var højt begavet, og det blev snart vanskeligt at finde lærere, som var i stand til at undervise ham. Da han var 13 år gammel, blev han sendt til Bern, som på det tidspunkt havde Schweiz' bedste skole. Her skete der imidlertid noget, som nær kunne have forandret hele hans liv. Munkene gjorde sig store anstrengelser for at få ham til at gå i kloster. Dominikanermunkene og franciskanermunkene kappedes om folkets gunst. De forsøgte at vinde popularitet ved hjælp af deres kirkers pompøse udsmykninger, deres ceremoniers pragt og deres berømte relikvier og undergørende helgenbilleder. ret
(128) Dominikanerne i Bern var klar over at de ville opnå både økonomisk gevinst og ære, hvis de kunne sikre sig denne begavede unge studerende. Hans ungdom, hans evner som taler og skribent og hans store talent for musik og poesi ville i højere grad end al deres pomp og pragt kunne trække folk til deres gudstjenester og forøge deres ordens indtægter. Ved hjælp af smiger og bedrag forsøgte de at få Zwingli til at blive klosterbroder. Mens Luther studerede, havde han begravet sig i en klostercelle, og han ville være gået tabt for verden, hvis Gud ikke havde sørget for, at han kom ud. Zwingli blev forskånet for denne fare. Hans fader fik meddelelse om munkenes planer, og han ønskede ikke, at hans søn skulle føre en munks ørkesløse og unyttige liv. Han indså, at hele sønnens fremtid stod på spil, og befalede ham straks at vende hjem. ret
(128) Drengen adlød, men han blev hurtigt ked af at være hjemme, og efter nogen tids forløb genoptog han sine studier i Basel. Her hørte han for første gang evangeliet om Guds frie nåde. Thomas Wyttenbach, som underviste i de klassiske sprog, havde fattet stor interesse for den hellige skrift, mens han studerede græsk og hebraisk, og han var skyld i, at stråler af guddommeligt lys trængte ind i de studerendes sind og hjerte. Han hævdede, at der fandtes en sandhed, som var ældre og langt mere værdifuld end de teorier, som skolastikkerne og filosofferne lærte. Den gamle sandhed gik ud på, at Kristi død er synderens eneste håb om frelse. For Zwingli var disse ord ligesom den første lysstråle, der forkynder daggryet. ret
(128) En ivrig bibelgransker
Zwingli forlod snart Basel for at påbegynde sin livsgerning. Hans første arbejdsfelt var et alpesogn i nærheden af hans hjemegn. Da han var blevet præst, "hengav han sig af hele sin hjerte til at søge efter den guddommelige sandhed; for han var klar over," siger en anden reformator, at "den, til hvem Kristi hjord er betroet, må vide meget." - Wylie, b. 8, ch. 5. Jo mere han granskede Bibelen, des tydeligere så han modsætningen mellem dens sandheder og romerkirkens vranglærdomme. Han selv bøjede sig kun for Bibelen, Guds ord, den eneste fyldestgørende og ufejlbarlige målestok. Han forstod, at Bibelen må være sin egen fortolker. Han vovede ikke at forsøge at udlægge Bibelen for at opretholde en forudfattet teori eller læresætning. Han anså det for sin pligt at forkynde Bibelens direkte og rene lære. Han søgte på alle måder at få fuld og korrekt forståelse af dens mening, og han bad om vejledning fra Helligånden, som han erklærede ville åbenbare Bibelen for alle, som søgte i oprigtighed og med bøn. ret
(128) "Den hellige skrift," sagde Zwingli, kommer fra Gud, ikke fra mennesker, og den Gud, som giver oplysning, vil også lade dig forstå, at talen kommer fra ham selv. Guds ord... kan ikke svigte; det er klart, det forklarer sig selv, det åbenbarer sig selv, det giver mennesket frelse, nåde, og trøst fra Gud, ordet ydmyger mennesket, så det glemmer sig selv og stoler på Gud." Zwingli havde selv erfaret sandheden af disse ord. Da han senere udtalte sig om sin erfaring på denne tid, skrev han: "Da ... jeg begyndte helt at hengive mig til studiet af den hellige skrift, begyndte filosofi og (skolastisk) teologi altid at komme til mig med indvendinger. Til sidst nåede jeg så vidt, at jeg tænkte: "Du må lade alt dette ligge og udelukkende lære Guds mening af hans eget ligefremme ord." Så begyndte jeg at bede Gud give mig sit lys, og den hellige skrift syntes mig langt lettere at forstå." - Samme, b. 8, ch. 6. ret
(129) Zwingli havde ikke fået den lære, han forkyndte, fra Luther. Det var Kristi lære. "Hvis Luther forkynder Kristus," sagde den schweiziske reformator, "gør han det samme som jeg. De, som han har ført til Kristus, er mere talrige end de, sol? jeg har ført til ham. Men dette betyder intet. Jeg vil ikke bære andet navn end Kristi navn. Jeg er hans soldat, og han er min eneste Herre. Jeg har aldrig skrevet et ord til Luther, og Luther har aldrig skrevet et ord til mig. Og hvorfor? ... For at det kunne bevises, i hvor høj grad Guds Ånd er i harmoni med sig selv, siden vi begge, uden hemmelig forståelse, forkynder Kristi lære med så stor ensartethed." - D" Aubignè, b. 8, ch. 9. ret
(129) Forkynder evangeliet i Einsiedeln
I 1516 blev Zwingli indbudt til at blive præst i klostret i Einsiedeln. Her fik han nøjere kendskab til romerkirkens korruption, og her kom han til at udøve er; indflydelse som reformator, der skulle fa virkning langt ud over hans lands grænser. I Einsiedeln fandtes et Mariabillede, som mentes at være undergørende. Over porten til klostret stod der: "Her kan erhverves fuldstændig syndsforladelse." - Samme, b. 8. ch. 5. På alle tider af året søgte pilgrimme til dette billede, og til den årlige fest, som blev holdt til ære for det kom der store menneskemængder fra alle dele af Schweiz samt Frankrig og Tyskland. Zwingli, som blev dybt bedrøvet ved synet, benyttede lejligheden til at forkynde frihed ved evangeliet for disse overtroens slaver. ret
(129) "Tro ikke," sagde han, "at Gud er i dette tempel frem for nogen andre steder. I hvilket land I end opholder jer, er Gud omkring jer og hører jer. ... Kan unyttige gerninger, lange pilgrimsrejser, offergaver, billeder, påkaldelse af Maria eller helgenerne sikre jer Guds nåde? ... Hvad nytter de mange ord, med hvilke I iklæder jeres bønner? Hvad virkning har en skinnende munkekutte, et glatraget hoved, en lang og folderig kappe eller guld broderede sko? ... Gud ser på hjertet, og det er langt borte fra ham." "Kristus," sagde han, "som en gang blev ofret på korset, er det offer, som har gjort fyldest for de troendes synder i al evighed." Samme, b. 8, ch. 5. ret
(130) Disse ord vakte ikke alles billigelse. Mange følte sig bittert skuffede over at høre, at deres lange rejse havde været forgæves. De forstod ikke den tilgivelse, som blev dem frit tilbudt ved Kristus. De var godt tilfredse med den gamle vej til himlen, som romerkirken havde afstukket for dem. De gøs tilbage for tanken om at skulle søge noget bedre. Det var lettere at betro præsterne og paven ansvaret for deres frelse end at søge hjertets renhed. ret
(130) Men en anden gruppe hørte forkyndelsen om frelse ved Kristus med stor glæde. De regler og ceremonier, som romerkirken indskærpede, havde ikke bragt sjælefred, og disse mennesker anerkendte i tro Frelserens blod som deres forsoning. Da de var vendt hjem, fortalte de andre om, hvad de havde lært. Således blev sandheden bragt fra sted til sted, fra by til by, og antallet af pilgrimme, som søgte til det undergørende Mariabillede, dalede betydeligt. Der blev også givet færre offergaver, og dette førte til, at Zwinglis indtægter blev mindre, for han blev lønnet med en del af offergaverne. Dette var ham dog kun en glæde, for det var et tegn på, at fanatismens og overtroens magt var ved at blive brudt. ret
(130) Kirkens ledere var ikke blinde for det arbejde, Zwingli udførte, men foreløbig afholdt de sig fra at gribe ind. De håbede stadig at vinde ham for deres sag, og derfor forsøgte de at lokke ham til sig ved hjælp af smiger. Imidlertid fik sandheden stadig større indflydelse i det menige folks hjerte. ret
(130) Til domkirken i Zürich
Zwinglis tid i Einsiedeln havde gjort ham skikket til at udføre et endnu mere betydningsfuldt arbejde, og det skulle snart tage sin begyndelse. Efter tre års ophold i Einsiedeln blev han udnævnt til præst ved domkirken i Zürich. Denne by var den vigtigste i hele den schweiziske forbundsstat, og den indflydelse, som blev udøvet herfra, ville få lang rækkevidde. De gejstlige, som havde opfordret ham til at komme til Zürich, ønskede imidlertid ikke, at der skulle indføres noget nyt, og de tog straks fat på at instruere ham om hans pligter. ret
(130) "Du må anstrenge dig til det yderste," sagde de, "for at undgå, at domkapitlet går glip af selv den mindste del af sine indtægter. Du skal formane de trofaste, både fra prædikestolen ogved skriftemålet, til at betale alle afgifter og tiender og ved deres offergaver vise deres kærlighed til kirkelig forordning." "Det er også din pligt at uddele sakramenterne, at prædike og at drage omsorg for hjorden," tilføjede hans læremestre, "men disse pligter, navnlig pligten til at prædike, har du lov til at overlade til en stedfortræder. Du bør selv kun give sakramenterrie til folk af betydning og anseelse, og kun når du bliver opfordret dertil. Det er dig forbudt at undlade at skelne mellem folk af betydning og folk uden betydning." Samme, b. 8, ch. 6. ret
(131) Zwingli lyttede i tavshed til disse formaninger, og derefter gav han udtryk for sin taknemmelighed over den ære, de havde vist ham ved at give ham et så fornemt embede. Derpå gjorde han rede for den kurs, han havde tænkt at følge. Han sagde: "Kristi liv har alt for længe været holdt skjult for folket. Jeg har i sinde at prædike over hele Mattæus evangeliet, ... jeg vil kun øse af den hellige skrifts kilder, lodde dens dybder, sammenligne afsnit med afsnit og søge forståelse gennem uafladelige og inderlige bønner. Jeg vier min gerning til Guds forherligelse, til hans Søns pris, til menneskenes sande frelse og til deres opbyggelse i den sande tro." - Samme, b. 8, ch. 6. Skønt nogle af de gejstlige misbilligede hans plan og søgte at bringe ham på andre tanker, holdt han fast ved sit. Han erklærede, at han ikke havde i sinde at indføre en ny metode, men at han ville benytte den metode, som kirken havde anvendt i ældre tider, da ,len var renere end nu. ret
(131) Der var allerede stor interesse for de sandheder, han forkyndte, og folket strømmede til for at høre ham prædike. Mange, som for længst var holdt op med at gå i kirke, begyndte nu atter at indfinde sig. Han indledte sin forkyndelse med at slå op i evangeliet og læse og forklare den inspirerede beretning om Kristi liv, lære og død. Ligesom i Einsiedeln understregede ham, at Guds ord var den eneste ufejlbare autoritet, og at Kristi død var det eneste fyldestgørende offer. Han sagde: "Det er til Kristus, jeg vil føre jer - til Kristus, den sande kilde til frelse." - Samme, b. 8, ch. 6. Omkring ham flokkedes folk af alle samfundslag, lige fra statsmænd og lærde til håndværkere og bønder. De lyttede til hans ord med den største interesse. Han nøjedes ikke med at forkynde tilbuddet om frelsen som en fri gave, men angreb frygtløst tidens ondskab og laster. Mange lovpriste Gud, når de forlod domkirken. "Denne mand," sagde de, "forkynder sandheden. Han skal være vor Moses og føre os bort fra dette ægyptiske mørke." ret
(131) Men skønt man til at begynde med var begejstret for det arbejde han udførte, varede det ikke længe, før han mødte modstand. Munkene søgte at forhindre hans arbejde og fordømme hans forkyndelse. Mange hånede - og spottede ham, og andre kom med trusler og uforskammede bemærkninger. Men Zwingli bar det med tålmodighed og sagde: "Hvis vi ønsker at lede de ugudelige til Jesus Kristus, må vi lukke vore øjne for mangt og meget." - Samme, b. 8, ch. 6. ret
(131) På dette tidspunkt begyndte et nyt redskab at arbejde på reformationens fremme. I Basel boede der en tilhænger af den reformerte tro; han sendte en person ved navn Lucian til Zürich med nogle af Luthers skrifter, da han mente, at salget af disse kunne bidrage til at udbrede sandheden. Han skrev til Zwingli: "Undersøg først, om denne mand er tilstrækkeligt forsigtig og dygtig. Hvis dette er tilfældet, bør De lade ham bringe Luthers skrifter og især hans udlægning af Fadervor, skrevet for lægfolk, fra by til by, fra landsby til landsby, ja, fra hus til hus. Jo større kendskabet til dem bliver, jo flere købere vil de finde." - Samme, b. 8, ch. 6. Således fik lyset indpas. ret
(132) Når Gud gør forberedelser til at sønderbryde uvidenhedens og overtroens hæmmende bånd, gør Satan sig særlig umage for at indhylle menneskene i mørke og lænke dem endnu mere fast. Da mænd i forskellige lande trådte frem og forkyndte folk tilgivelse og retfærdiggørelse ved Kristi blod, fortsatte romerkirken med forøget energi at tilbyde aflad mod betaling. ret
(132) Hver synd havde sin pris, og selv forbrydere kunne slippe fri for straf, hvis kirkens skatkammer blev fyldt tilstrækkeligt. Således gik de to bevægelser fremad - den ene tilbød syndstilgivelse for penge, den anden forkyndte forladelse ved Kristus. Romerkirken gav bevilling til synd og gjorde synden til en indtægtskilde; reformatoreme fordømte synden og udpegede Kristus som forsoneren og befrieren. ret
(132) Afladshandel i Schweiz
I Tyskland var salget af afladsbreve lagt i hænderne på dominikanermunkene, og en af de bedst kendte afladskræmmere var den berygtede Tetzel. I Schweiz var det franciskanermunkene, som solgte afladsbreve, og det var den italienske munk Samson, som ledede salget. Han havde allerede været til stor nytte for kirken, for han havde sørget for, at enorme summer var vandret fra Tyskland og Schweiz til pavens skatkammer. Nu gennemrejste han Schweiz, samlede store skarer omkring sig, plyndrede de fattige bønder for deres spareskillinger og afpressede de rige store pengegaver. Men reformationens indflydelse gjorde sig allerede gældende, og salget af afladsbreve dalede, selvom det ikke helt ophørte. Zwingli var stadig i Einsiedeln, da Samson kort efter sin ankomst til Schweiz rejste til en nærliggende by med sine varer. Da reformatoren hørte om hans mission, besluttede han straks at modarbejde ham. De to mænd mødtes ikke, men Zwingli afslørede munkens i forehavende så effektivt, at han var nødt til hurtigst mulig at begive sig andetsteds hen. ret
(132) I Zürich tordnede Zwingli mod afladskræmmerne, og da Samson nærmede sig byen, blev han modtaget af en udsending fra myndighederne. Denne lod ham forstå, at man regnede med, at han ikke gjorde ophold i Zürich. Ved hjælp af list lykkedes det ham dog at komme ind i byen, men han blev sendt af sted uden at have solgt et eneste afladsbrev, og kort tid efter forlod han Schweiz. ret
(132) Pesten fremskynder reformationen
Den pestepidemi, som hærgede Schweiz i 1519, kom til at betyde et vældigt fremstød for reformationen. Mange af de mennesker, som nu stod ansigt til ansigt med døden, følte, at de afladsbreve, som de havde købt for penge, var værdiløse, og de begyndte at længes efter et sikrere trosgrundlag. Zwingli fik selv pest og var så syg, at man opgav håbet om, at han kunne komme sig. Der gik rygter om, at han allerede var død. I denne prøvelsens stund var hans tillid og håb uforandret. Han satte sin lid til korset på Golgata og stolede på den store Forsoner. Da han vendte tilbage fra dødens port, begyndte han at forkynde evangeliet med endnu større kraft end før, og hans ord vakte genklang. Folk tog henrykte mod deres elskede præst, som var vendt tilbage til dem fra gravens rand. De havde selv plejet de syge og døende, og som aldrig før forstod de evangeliets betydning. ret
(133) Zwingli var kommet til en dybere forståelse af evangeliets sandheder og havde personligt erfaret dets fornyende kraft. Syndefaldet og Guds plan til menneskenes frelse var de emner, han helst fremholdt. Han sagde: "I Adam er vi i alle døde og nedsunket i fordærv og fordømmelse." - Wylie, b, 8, ch. 9. "Kristus . . . har skaffet os evig frelse. ... Hans lidelse er ... et evigt offer, som for evigt er i stand til at helbrede; det tilfredsstiller for evigt det guddommelige krav om retfærdighed til bedste for dem, som stoler på det med fast og urokkelig tro." Samtidig understregede han, at Kristi nåde på ingen måde berettiger menneskene til at fortsætte med at synde." Gud er, hvor der er tro på Gud; og hvor Gud er, er der også en magt, som sætter menneskene i stand til at gøre gode gerninger." - D'Aubignè, b. 8, ch. 9. ret
(133) Interessen for Zwinglis forkyndelse var så stor, at domkirken altid var stuvende fuld, når han prædikede. Efterhånden som hans tilhørere blev i stand til at følge ham, åbenbarede han mere og mere af sandheden for dem. I begyndelsen passede han omhyggeligt på ikke at berøre emner, som kunne forskrække dem og skabe fordomme. Hans opgave var at vinde deres hjerte for Kristi lære, at blødgøre deres hjerte ved Kristi kærlighed og at få dem til at betragte Kristi eksempel. Når de først forstod evangeliets principper, ville de utvivlsomt give slip på deres overtro. ret
(133) I opposition
Skridt for skridt gik reformationen fremad i Schweiz. Dens modstandere forfærdedes og gik til aktiv modstand. Et år tidligere havde munken fra Wittenberg sagt nej til paven og kejseren i Worms, og nu tydede alt på, at der også i Zürich ville blive sagt nej til de pavelige krav, Der blev rettet mange angreb på Zwingli. I de katolske kantoner hændte det, at evangeliets disciple blev brændt på bålet, men dette var ikke Zwinglis fjender tilstrækkeligt; han måtte selv bringes til tavshed. Derfor sendte biskoppen af Konstanz tre repræsentanter til myndighederne i Zürich, og disse mænd beskyldte Zwingli for at tilskynde folk til at overtræde kirkens love, således at ro og orden bragtes i fare. Hvis kirkens autoritet blev tilsidesat, hævdede de, ville resultatet blive almindeligt anarki. Zwingli svarede, at han i 4 år havde forkyndt evangeliet i Zürich, "som var mere stilfærdig og fredelig end nogen anden by i forbundsstaten." Han tilføjede: "Tyder dette ikke på, at kristendommen er den bedste garanti for den almindelige sikkerhed?" - Wylie, b. 8, ch, 11. ret
(133) De tre udsendinge havde formanet rådsforsamlingens medlemmer til at forblive i kirken, "uden for hvilken der ikke fandtes frelse." Zwingli svarede: "Lad ikke denne påstand gøre indtryk påjer. Kirkens grundlag er den samme klippe, den samme Kristus, som gav Peter hans navn, fordi han trofast bekendte sig til ham. l hvert folk er enhver, som af hele sit hjerte tror på vor Herre Jesus, kærkommen for Gud. Her er den kirke, uden for hvilken ingen kan opnå frelse." - D' Aubignè, London ed. B. 8, ch. 11. Resultatet af mødet var, at en af biskoppens udsendinge gik over til den reformerte tro. ret
(134) Da rådsforsamlingen afslog at anlægge sag mod Zwingli, gav romerkirken sig til at forberede et nyt angreb på ham. Da reformatoren fik meddelelse om sine fjenders planer, udbrød han: "Lad dem blot komme an; jeg frygter dem lige så lidt, som klippen frygter de bølger, der tordner ved dens fod." - Wylie, b. 8, ch. 11. Gejstlighedens forsøg på at skade Zwingli førte kun til, at den sag, som de hadede og frygtede, gjorde nye fremskridt. Sandheden blev ved at gå fremad. I Tyskland fattede protestanterne, der havde været stærkt nedtrykte over Luthers forsvinden, nyt mod, da de så evangeliets fremgang i Schweiz. ret
(134) Da reformationen blev indført i Zürich, sås dens frugter tydeligst i lasternes afskaffelse og indførelsen af ro og orden. "Freden har bolig i vor by," skrev Zwingli, "her er ingen strid, intet hykleri og ingen misundelse. En sådan enighed kan kun komme fra Herren og fra hans ord, som fylder os med fred og fromhed." - Samme, b. 8, ch. 15. ret
(134) Debat om troens fundament
De sejre reformationen vandt, fik katolikkerne til at gøre endnu kraftigere forsøg på at tilintetgøre den. Da de ikke havde opnået noget ved at forbyde Luthers skrifter i Tyskland, besluttede de nu at forsøge at slå reformationen med dens egne våben. De ville holde en disputation med Zwingli, og da det var dem selv, der skulle I stå for arrangementet, kunne de sikre sig: sejren ved selv at vælge både stedet for disputationen og de dommere, som skulle dømme mellem de disputerende. Hvis de først fik Zwingli i deres magt, skulle de nok sørge for, at han ikke slap løs igen. Når lederen var bragt til tavshed, ville bevægelsen hurtigt kunne knuses. Denne hensigt holdt de dog omhyggeligt skjult. ret
(134) Disputationen blev holdt i Baden, men Zwingli var ikke tilstede. Zürichs rådsforsamling, som havde mistanke om katolikkernes planer og var blevet advaret af de kætterbål, hvorpå mange reformerte var blevet brændt i de katolske kantoner, forbød Zwingli at udsætte sig for så stor en risiko. I Zürich kunne han møde alle de deputerede, kirken ville sende, men at tage til Baden, hvor der for ganske nylig var udgydt martyrblod, ville være ensbetydende med den visse død. Oecolampadius og Haller blev udset til at repræsentere de reformerte, mens den berømte teolog von Eck, som yderligere skulle have støtte af en hærskare af lærde doktorer og prælater, skulle repræsentere romerkirken. ret
(134) Skønt Zwingli ikke selv var til stede ved disputationen, var hans indflydelse umiskendelig. Sekretærerne blev alle valgt af katolikkerne, og ingen andre måtte tage notater; enhver der gjorde det, ville blive dømt til døden. Alligevel modtog Zwingli hver dag en omfattende rapport over, hvad der blev sagt i Baden. En ung studerende, som overværede disputationen, udarbejdede hver aften , en rapport over de argumenter, som var fremkommet i dagens løb. Disse papirer blev bragt til Zürich af to andre studerende, som også medbragte de daglige breve fra Oecolampadius til Zwingli. Reformatoren skrev svar, som var fulde af gode råd og forslag. Han skrev disse breve om natten, og de blev næste morgen bragt til Baden af de unge mænd. For at bedrage de vagter, som var opstillet ved byporten, medbragte de unge mænd også kurve med fjerkræ, og derved lykkedes det dem at få adgang til byen. ret
(135) Således ledede Zwingli slaget mod de snu modstandere. Han "har udrettet mere," sagde Myconius, "med sine meditationer, sine søvnløse nætter og de gode råd, han har sendt til Baden, end han kunne have udrettet ved personligt at disputere med sine fjender." - D' Aubignè b. 11,ch.13. ret
(135) Katolikkerne, der følte sig sikre på sejren, var ankommet til Baden iført deres kostbareste klæder, der strålede af juveler. De levede luksuriøst; deres borde bugnede af de dyreste delikatesser og de mest udsøgte vine. Deres gejstlige pligters byrde blev lettet af munterhed og vellevned. De dannede en skarp modsætning til reformatorerne, der af mange nærmest betragtedes som en flok tiggere, som kun tilbragte en såre kort tid ved spisebordet for at indtage deres enkle måltider. Oecolampadius vært, som benyttede anledningen til at iagttage ham på hans værelse, fandt ham altid i færd med at studere eller bede. Dette havde undret ham meget, og han udtalte, at kætteren i hvert fald var "meget gudfrygtig." ret
(135) I disputationssalen "gik Eck stolt op på en talerstol, der var pragtfuld udsmykket, mens den beskedne Oecolampadius, som var enkelt klædt, måtte nøjes med at tage plads på en groft udskåret stol over for sin modstander." - Samme, b. 11, ch. 13. Ecks kraftige røst og selvsikkerhed svigtede ikke et øjeblik. Hans nidkærhed var stimuleret af hans håb om både guld og ære, for troens forsvarer skulle belønnes med en betydelig sum. Da bedre argumenter svigtede, benyttede han sig af fornærmelser og endda eder. ret
(135) Den beskedne Oecolampadius, som ganske manglede selvtillid, havde ikke ønsket at deltage i disputationen, og han begyndte sit indlæg med disse højtidelige ord: "Jeg anerkender ingen anden dommer end Guds ord." - Samme, b. 11, ch. 13. Han var blid og høflig, men samtidig viste han sig at være uforfærdet og ubøjelig. Da katolikkerne efter deres sædvane hævdede de kirkelige skikkes autoritet, holdt deres modstander stædigt fast ved Bibelens ord. "Skikke," sagde han, "er uden betydning i Schweiz, medmindre de stemmer overens med grundloven; og i trosspørgsmål er Bibelen vor grundlov." Samme, b. 11, ch. 13. ret
(135) Forskellen mellem de to disputerende var ikke uden virkning. Reformatorens blidhed og beskedenhed og hans rolige og klare ræsonnementer gjorde et dybt indtryk på alle dem, som følte sig ilde berørt af Ecks pralende og støjende optræden. ret
(135) Diskussionen varede i atten dage. Da den omsider var forbi, gjorde katolikkerne tillidsfuldt krav på at have sejret. De fleste af de deputerede tog parti for katolikkerne, og landdagen erklærede reformatorerne slået og udstødt af kirken sammen med deres leder Zwingli. Men resultaterne af dysten viste, hvem der havde vundet ved den. Den protestantiske bevægelse fik stor fremgang, og det varede ikke længe, før Bern og Basel, to meget betydningsfulde byer, gik ind for reformationen. ret