(17) Derfor skal de dage komme over dig, da dine fiender skal kaste en vold op omkring dig og belejre dig rundt omkring og trænge dig allevegne; og de skal lægge dig slet øde og dine børn i dig og ikke lade sten paa sten i dig, fordi du ikke kjendte din besøgelsestid." (Luk. 19:43,44.) ret
(17) Fre Oljebjergets top skuer Jesus ned over JErusalem. En skjøn og fredelig scene ligger udbredt for ham. Det er paaskefestens tid, og Jakobs børn har samlet sig her fra alle lande for at sejre denne store nationale højtid. Jsraels hovedstads terasseformige høje, pragtfulde paladser og massive mure hæver sig midt iblandt haver og vingaarde og grønne skraaninger, tæt besatte med pilgrimstelste. Zions datter synes i sin solthed at sige: "Jeg sidder som dronning og er ikke enke, og sorg skal jeg ingenlunde se", endnu ligesaa elskværdig og i sine egne tanker ligesaa vis paa himlens gunst, som da den kongelige sanger i de henrundne tider sang: "Zions bjerg hæver sig smukt, er det hele lands glæde, yderst mod nord, den store konges stad." (Sal. 48:3) Templets pragtfulde bygninger fremtræder klart for øjet. Den nedgaaende sols straaler oplyser de snehvide marmormure og skinner fra den gyldne port og det gyldne taarn med sin høje tinde. Det staar fuldkomment i skjønhed som en gjenstand for den jødiske nations storhed. Hvilken Jsraels Søn kunne betragte denne scene uden at gjennemstrømmes af glæde og beundring! Men langt andre tanker opfylder Jesu sind. "Der han kom nær til og saa staden, græd han over den." (Luk 19:41) Midt under den almindelige fryd, idet den jublende skare drager frem ad vejen, medens palmegrene svinges, medens glade hosanna-raab giver gjenlyd fra øjene, og tusende stemmer erklærer ham for konge, overvældes verdens forløser af en pludselig hemmelighedsfuld sorg. Han, Guds søn, den lovede Messias, hvis magt havde overvundet døden og kaldt dens fanger frem af graven, fælder taarer, ikke af almindelig sorg, men som af en hæftig, uimodstaaelig sjæleangst! ret
(18) Hans taarer var ikke for ham selv, omendskønt han godt vidste, hvilken skjebne der ventede ham. Gethsemane laa foran ham. Jkke langt derfra var det sted, hvor han skulle korsfæstes. Forfærdeligt og stort mørke skulde snart falde paa den sti, hvor han matte vandre, naaar han skullde hengive sin sjæl til et syndoffer. Og dog var det ikke tanken om disse begivenheder, som bragte mørke over ham i denne glade time. Jngen bange anelser om hans egen overnaturlige sjæleangst fordunklede hans uegennyttige væsen. Han græd over Jerusalems mange tusender, som var forkastede af Gud - over den blindhed og ubodfærdighed hos dem, som han kom for at velsigne og frelse. ret
(18) De privilegier og velsignelser, som det jødiske folk havde erholdt gjennem tusende Aar, blev udfoldede for Jesu øjne. Herren havde gjort Zion til sin hellige bolig. Der havde profeterne taget seglet af sine ruller og udtalt sine advarsler. Der havde præsterne bevæget sine røgelsekar og daglig ført blod frem af slagtede lam, hvilket viste fremad til Guds lam. Der havde Jehovah boet i synlig herlighed ovenover naadestolen. Der hvilede foden af den hemmelighedsfulde stige, som forbandt himlen med jorden (1 Mos 28:12; Joh 1:51) - den stige, hvorpaa Guds engle steg op og steg ned, hvilken aabnede vejen til det allerhelligste for denne verden. Havde Jarsel som et folk brevaret sin forening med himlen, saa vilde Jerusalem være bleven staaende altid som Guds udvalgte hovedstad. (Jer 17:21-25) Men dette begunstigede folks historie var fuld af beretninger om frafald og oprør. De havde modstaaet himlens naade, misbrugt sine privilegier og ringeagtet sine anledninger. ret
(19) Under al deres forglemmelse og frafald havde Gud handlet mod Jsrael,s om en kjærlig fader handler mod en ulydig søn. Han havde formanet, advaret og tugtet dem og sagt, ligesom en øm fader vilde sige i sin smerte: "Hvorledes kan jeg slippe dig?" Efter at forestillinger, advarsler og irettesættelser intet havde udrettet, sendte Gud sit folk himlens bedste gave, ja han hav dem hele himlen i den ene gave. J tre aar havde Guds søn banket paa den ubodfærdige stads porte. Han kom til sin vingaard og ledte efter frugt. (Luk. 13,6-9) Jsrael var et vintro, som var bleven overført fra Ægypten og plantet i en frugtbar jordbund. (Sal. 80,9) Han gravede omkring sit vintro; Han beskar det og nærede det. Han var utrættelig i sine bestræbelser for at frelse dette vintræ, som han selv havde plantet. J tre aar havde lysets og herlighedens herre gaaet ind og ud blandt sit folk. Han helbredede de syge, trøstede de bedrøvede. Han oprejste de døde. Han forkyndte tilgivelse og fred for angergivne. Han forsamlede de svage og trætte, de hjælpeløse og nedslaaede omkring sig og udstrakte til alle uden hensyn til alder eller karakter sin naadige indbydelse: "Kommer hid til mig alle, som arbejder og er besværede, og jeg vil give eder hvile." (Math. 11:28) ret
(19) Han havde stadig fortsat sin kjærlige tjenste uden at tage hensyn til ligegyldighed og foragt. Jntet strengt blik tilstødte den bedende. Han havde selv manglet livets fornødenheder og været gjenstand for foragt, medens han levede for at udbrede velsignelse paa sin vej og indtrængende bad dem om at annamme livets gave. Naadens bølger, som det haarde hjerte drev tilbage, strømmede tilbage igen med en fylde af utrættelig kjærlighed. Men Jsrael havde vendt sig fra sin bedste ven og eneste hjælper. De foragtede hand kjærligheds indtrængende bønner, forkastede hans raad, bespottede hans advarsler. ret
(19) Naadens og langmodighedens time va næsten udrunden. Guds vredes bæger, som længe var bleven holdt tilbage, var næsten fuldt. Den vredens sky, som havde samlet sig gjennem frafaldets og oprørets tider, var nær ved at briste over et brødefuldt folk, og den, som alene kunde frelse dem fra deres truende sjæbne, havde man tilsidesat, forkastet og forhaanet og vilde snart korsfæste ham. Naar Kristus hang paa Golgathas kors, vilde den Tid være tilendebragt, da Gud særskilt kunde begunstige og velsigne Jsrael. En eneste sjæls fortabelse er en ulykke, i sammenligning med hvilken det er en ubetydelighed at vinde hele verden. Men da Kristus saa paa Jerusalem, saa han en hel stad, en hel nation, som var forkastet, og det var den stad og det folk, som Gud engang havde udvalgt som sit ejendomsfolk. ret
(20) Profeter havde grædt over Jsraels frafald. Jeremias ønskede, at hans øje var en taarekilde, at han dag og nat kunde begræde sit "folks datter ihjelslagne".(Jer 1:9) hvad maate da hans sorg være, hvis profetiske blik ikke blot skuede under over aar, men over tidsaldre! Han ser, hvorledes ødelæggelsens engel svæver over patriarkernes og profeternes gamle stad. Fra Oljebjergets top, det selvsamme sted, hvor Titus og hans hær siden efter lejrede sig, ser han hen over dalen paa de hellige gaard og buegange, og med taareblændede øjne ser ham som i et forfærdeligt panorama, murene omkringede af fremmede hære. Han hører hvorledes hærskarerne bereder sig til slaget. Han hører stemmer af mødre og børn, der raaber om brød i den belejrede stad. Han ser stadens hellige og skjønne hus, dens paladser og taarne i flammer, og ser blot en hob smuldrende ruiner, hvor de engang stod. ret
(20) Jdet han skuer ned igjennem tiderne, ser han pagtens folk adspredte i alle lande ligesom vrag paa en øde kyst. Han ser i den timelige gjengældelse, som er nær ved at falde paa Jerusalems børn, blot den første drik af det vredens bæger, som de maa tømme indtil bærmenn ved den sidste dom. Hans guddommelige mildhed og brændende kjærlighed finder udtryk i disse sørgmodige Ord: "Jerusalem, Jerusalem, som ihjelslaar profeterne og stener dem, som er sendte til dig, hvor ofte vilde jeg forsamlet dine børn, ligervis som en høne forsamler sine kyllinger under vingerne! Og J vilde ikke." (Matth. 23:37) O, at du, som er et folk, begunstiget mere end alle andre, havde kjendt din besøgelses tid og det, som tjener til din fred! Jeg har holdt retfærdighedens engel tilbage, jeg har søgt at lede dig til omvendelse,m en alt forgjæves. Det er ikke blot tjenere, sendebud og profeter, som du har tilsidesat og forkastet, men Jsraels hellige, din forløser. Dersom du bliver ødelagt, saa bærer du selv ansvaret. "J vil ikke komme til mig, at J kan have livet." (Joh 5:40) ret
(21) Kristus saa i Jerusalem et symbol paa verden, som er forhærdet i vantro og oprør og haster afsted for at falde under Guds hevnende dom. Den faldne slægts elendighed trængte hans sjæl og fremtrvang fra hans læber hint overordentlig bitre raab. Han saa syndens historie fremstillet i menneskelig emendighed, i taarer og blod. Hans hjerte var bevæget af uendelig medlidenhed med de besværede og lidende paa jorden. Han længtes inderlig efter at hjælpe alle; men han vidste, at ikke engang hans haand kunde standse den menneskelige elendigheds strøm. Blot faa vilde søge hen til den eneste hjælpekilde. Han var villig til at lide og dø for at bringe den frelse; men blot faa vilde komme til ham, at de kunde erholde livet. ret
(21) Himlens majestæt fælder taarer! Den evige Guds søn er besværet i sin aand og nedbøjet af sjæleangst! Denne scene fylder hele himlen med forundring. Den aabenbarer for os syndens store syndighed. Den viser os, hvilket vanskeligt hverv det er endog for Almagten at frelse den skyldige fra følgerne af Guds lovs overtrædelse. Jdet Jesus saa ned til den sidste slægt, saa han, hvorledes verden var henrevet af et lignende bedrag som det, der foraarsagede Jerusalems ødelæggelse. Jødernes store synd var, at de forkastede Kristus. Den kristne verdens store synd vil blive, at de forkaster Guds lov, grundvolden for hans regjering i himlen og paa jorden. Jehovas bud vil blive foragtede og tilsidesatte. Millioner af mennesker i syndens trældom, slaver af satan, dømte til at lide den anden død, vil negte at lytte til sandhedens ord paa deres besøgelses dag. Forfærdelige blindhed, besynderlige bedrageri! ret
(21) To dage før paasken, da Kristus for sidste gang forlod templet efter at have udtalt sig imod de jødiske øversters hykleri, gik han igjen til Oljebjerget med sine disciple og satte sig med dem paa en græsbevokset skraaning, hvorfra han kunde se udover staden. Endnu engang betragtede han dens mure, dens taarne og paladser. Enednu en gang betragtede han templet i dets blændende glans, der prydede det hellige bjerg som en skjøn krone. ret
(22) Et tusende aar før havde salmisten ophøjet Guds naade mod Jsrael, idet han antog det hellige hus til sin bolig: "Hans paulun var i Salen og hans bolig i Zion" (Sal 75:3) "Han udvalgte Judas satamme, Zions bjerg, som han elskede, og han byggede sin helligdom lig højderne." (Sal. 78:68,69) Det første tempel blev bygget paa den tid, da Jsrael var mest begunstiget. Kong David havde samlet store skatte i denne hensigt, og Gud havde lagt planen til templets opførelse. Salomo, Jsraels visete Konge, havde fuldendt værket. Dette tempel var den prægtigste bygning verden nogensinde havde set, og dog havde Herren erklæret ved profeten Haggai angaaende det andet tempel: "Dette huses sidste herlighed skal blive end den største." "Og jeg vil ryste alle folkene, og alle folkenes kostbarheder skal komme, og jeg vil fylde dette hus med herlighed, siger den herre Zebaoth." (Hag 2:9,7) ret
(22) Efter at templet var ødelagt af Nebukadnezar, blev det atter opbygget omtrent 500 aar før Kristi fødsel af et folk, som efter et livsvarigt fangenskab vendte tilbage til et øde ognæsten forladt land. Der var nogle gamle mænd bland dem, som havde set Salomons tempel i dets herlighed, og som græd, da grunden blev lagt til den nye bygning, fordi den blev saa meget ringere end den forrige. Den følelse, som herskede, er slaaende beskrevet af profeten: "Hvo iblandt eder er tilbage, som har set dette hus i dets første herlighed, og hvorledes ser J det nu? Er det ikke mod hint som intet for eders øje?" (Hag. 2:3) Da blev det første givet, at dette sidste huses herlighed skulde blive større end det forriges. ret
(22) Men det andet tempel var ikke ligt det første tempel i herlighed. Ej heller blev det helliget ved de synlige tegn paa Guds nærværelse, som udmærekde det første tempel. Der var ingen aabenbarele af guddommelig magt ved dets invielse. Man saa ingen herligheds sky, som fyldte den nybyggede helligdom. Jngen ild nedfaldt fra himlen for at fortære offeret paa dets alter. Guds herlighed boede ikke længere mellem keruberne i det allerhelligste. Arken, naadestolen, og vidnesbyrdets tavler fandtes ikke mere deri. Jngen røst lød fra himlen, som underviste præsterne om Jehovas vilje. ret
(23) Gjennem flere hundrede aar havde jøderne forgjæves søgt at vise, hvori det løfte, som GUd gav ved profeten Haggai, var blevet opfyldt. men hovmod og vantro forblindede deres sind, saa at de ikke forstod den rette mening af profetens ord. Det andet tempel blev ikke æret ved Jehovad herligheds sky, men ved at han, i hvem Guddommens fylde boede legemlig, var personlig tilstede. Han, som var Guds søn i aabenbaret i sjød, den, hvem alle folk længtes efter, var i sandhed kommen til sit tempel, da Jesus af Nazareth lærte og helbredede i dets hellige gaarde. Det andet tempel overgik det første i herlighed paa grund af Kristi nærværelse og ikke af nogen anden grund. Men Jsrael havde bortstødt himlens tilbudte gave fra sig. Herligheden var for evigt veget fra templet, da den ydmyge lærer paa hin dag gik ud af dets gyldne port. Frelserens ord blev allerede opfyldte: "Se, eders hus skal lades eder øde." (Matth. 23:38) ret
(23) Disciplene bar bleven fulde af forundring og forfærdelse, da Kristus forkyndte, at templet skulle ødelægges, og de ønskede mere fuldstændig at satte betydningen af hans ord. Penge, arbejde og bygningskunst havde man i over 40 aar rigelig benyttet for at forøge dets herlighed. Herodes den store havde ødslet baade romerske rigdomme og jødiske skatte paa det, og selv verdens kejser havde beriget det med sine gaver. Massive blokke af hvidt marmor af næsten fabelagtig størrelse, ført dertil fra Rom i denne hensigt, dannede en del af bygningen, og det var til disse disciple hendrog sin mesters opmærksomhed, da de sagde: "Se hvilke stene og hvilke bygninger!" (Mark. 13,1) ret
(23) Disse ord besvarede Jesus med følgende alvorsfulde erklæring: "Sandelig siger jeg eder: her skal ikke lades sten paa sten, som jo skal nedbrydes." (Matt 24:2) ret
(24) Med Jerusalems forstyrrelse forbandt disciplene tanken om Kristi personlige komme i jordisk herlighed for at bestige verdens trone, at straffe de ubodfærdige jøder og at borttage det romerske aag fra folket. Herren havde fortalt dem, at han vilde komme anden gang. Derfor hendroges deres sind til dette komme, da han om de straffedomme, der skulde komme over Jerusalem. Da de var forsamlede omkring Frelseren paa Oljebjerget, spurgte de: "Naar skal dette ske? og hvad tegn skal der være paa din tilkommelse og verdens ende?" (Math. 24:3) ret
(24) Fremtiden var naadig tilsløret for disciplene. Dersom de paa hin tid tilfulde havde forstaaet de to forfærdelige begivenheder - Frelserens lidelse og død og stadens og templets forstyrrelse, saa vilde de være bleven overvældede af skræk. Kristus fremstillede for dem et omrids af de fornemste begivenheder, der skulde ske før Tidens ende. De forstod ikke tilfulde hans ord denne gang; men betydningen af dem skulde sidenefter udfoldes for hans folk, eftersom de behøvede den undervisning, de indeholdt. Der var en dobbelt betydning i den profeti, han udtalte. den afbildede Jerusalems forstyrrelse og tillige den sidste store dags rædsler. ret
(24) Medens disciplene lyttede til, talte jesus om de domme der skulde komme over det frafaldne Jsrael, og især om den gjengældende hevn, der vilde komme over dem, fordi de havde forkastet og korsfæstet Messias. Umiskjendelige tegn skulde gaa forud for den forfærdlige begivenhed. Den frygtelige time vilde komme pludselig og hurtig, og Frelseren advarer sine efterfølgere: "Naar J da ser ødelæggelsens vederstyggelighed, om hvilken profeten Daniel har talet, at staa paa det hellige sted, (hvo, som det læser give agt derpaa!) da fly paa bjergene, hvo som er i Judæa." (Matth. 24:15,16; Luk. 21:20) Naar romernes afguderiske faner blev plantede paa den hellige grund, som strakte sig nogle stadier udenfor stadens mure, saa skulde Kristi efterfølgere søge frelse ved hurtig flugt. Naar det advarende tegn saas, maatte de, som vilde fly, ikke gjøre noget ophold. Tegnet til flugt maatte øjeblikkelig adlydes saa vel over hele Judæa som i selv Jerusalem. Den, som hendelsesvis var paa taget, maatte ikke gaa ned i sit hus for at redde endog sine dyrebareste skatte. De, som arbejdede paa marken eller i venhaverne, maatte ikke tage tid til at vende tilbage efter sine klæder, som de havde lagt af, medens de arbejdede under dagens hede. De maatte ikke tøve et øjeblik, for at de ikke skulde drages med ned i den almindelige ødelæggelse. ret
(25) Under Herodes' regjering var Jerusalem ikke blot bleven meget forskjønnet, men ved at opføre taarne, mure og fæstningsværker i forbindelse med dens naturlige styrke, paa grund af dens beliggenhed, var den tilsyneladende bleven uindtagelig. En, som paa den tid offentlig vilde have forudsagt dens forstyrrelse, vilde ligesom Noa paa sin tid, blive kaldt en afsindig urostifter. Men Kristus havde sagt: "Himlen og jorden skal forgaa, men mine ord skal ingenlunde forgaa." (Math. 24:35) Paa grund af Jerusalems synder, var Guds vrede forkyndt over den, og dens stivsind og vantro gjorde dommen uundgaaelig. ret
(25) Herren ahvde ved profeten Micha erklæret: "Hører dog dette. J Jakobs huses øverster og Jsraels huses dommere, J som afskyer ret og gjør det lige kroget! Hver, som bygger Zion med blod og Jerusalem med uretfærdighed! Dens øverster dømmer for skjenk, og dens præster lærer for betaling, og dens profeter spaar for penge, dog forlader de sig fast paa Herren sigende: er ikke Herren midt iblandt os? der skal ikke komme ulykke over os." (Mich 3:9-11) ret
(25) Disse ord beskrev nøjagtig JErusalems fordærvede og egenretfærdige indbyggere. Medens de paastod, at de nøje overholdt Guds lov, overtraadte de dog dens grundsætninger. Da hadede Kristus, fordi hans renhed og hellighed aabenbarede deres uretfærdighed, og de anklagede ham, for at være aarsag til al den ulykke, som kom over dem paa grund af deres synder. Omendskjønt de vidste, at han var uden synd, havde de erklæret, at hans død var nødvendig for at frelse folket. "Dersom vi lader ham saaledes blive ved," sagde de jødiske førere, "vil alle tro paa ham, og romerne skal komme og tage baade vort land og folk." (Mich 3:12) Dersom Kristus blev ofret, kunde de atter blive et stærkt og enigt folk. Saaledes sluttede de, og de var enige med ypperstepræsten i hans udtalelse, at det var bedre, at ét menneske døde for folket, end at det ganske folk skulde fordærves. ret
(26) Saaledes havde de jødiske øverster bygget "Zion ved blod og Jerusalem med uretfærdighed", og dog var deres egenretfærdighed saa stor, at paa samme tid, som de ihjelslog sin frelser, fordi han irettesatte dem for deres synder, ansaa de sig selv for at være Guds benaaede folk og ventede, at Herren skulde frelse dem fra deres fiender. "Derfor, for eders skyld," vedblev profeten, "skal Zion pløjes som en ager, og Jerusalem blive til stenhobe og husets bjerg til skovhøje." (Luk. 13:7) ret
(26) Herren tilbageholdt sin dom over staden og folket i 40 aar, efter at Kristus selv havde forkyndt Jerusalems dom. Guds langmodighed mod dem, som forkastede hans evangelium og hans søn, var underfuld. Lignelsen om det ufrugtbare figentræ fremstiller, hvorledes Gud behandlede det jødiske folk. Befalingen var udgaaet: "Hug det om! hvi skal det og gøre jorden unyttig?" (Luk. 13:7) Men Guds naade sparede det endnu lidt længere. Det var endnu mange bland jøderne, som var uvidende om Kristi værk og karakter, og børnene havde ikke endnu haft anledning til at annamme det lys, som deres forældre havde foragtet. Gjennem apostlernes og deres brødres prædiken vilde Gud lade lyset skinne for dem. De kunde se, hvorledes profetierne var bleven opfyldt ikke alene ved Kristi fødsel og liv, men ved hans død og opstandelse. Børnene blev ikke fordømte for forældrenes synd; men naar børnene forkastede ikke blot alt det lys, som deres forældre havde faaet, men tillige det lys, som de selv havde faaet, da de blev delagtige i forældrenes synder og opfyldte sin ugudeligheds maal. ret
(26) Guds langmodighed med Jerusalem stadfærstede blot jøderne i deres haardnakkede ubodfærdighed. Jdet de havdede og grusomt forfulgte Jesu disciple, forkastede de naadens sidste tilbud. Da unddrog Gud sin beskyttelse fra dem, idet han ikke længere forhindrede satan og hans engle fra deres gjerninger, og folket blev overladt til at styres af de førere, det selv havde valgt. Jerusalems børn havde foragtet Kristi naade, der vilde have sat dem istand til at undertrykke deres onde tilbøjeligheder, om nu fik disse herredømmet. Satan opvakte sjælens vildeste og leveste lidenskaber. Menneskene brugte ikke længere sin fornuft; de kastede den aldeles bort og lod sig lede af øjeblikkets indskydelser og blindt raseri. De blev sataniske i grusomhed. Der var mistanke, misundelse, had, strid, oprør og mod blandt familjer og folket saa vel blandt de højeste som de laveste klasser. Jngen kunde være tryg nogensteds. Venner og slægtninge forraadte hverandre, forældre dræbte sine børn og børn sine forældre. Folkets styrere havde ingen kraft til at styre sig selv; tøjlesløse lidenskaber gjorde dem til tyranner. Jøderne havde antaget falske vidnesbyrd for at fordømme Guds uskyldige søn; nu bragte falske anklager deres eget liv i fare. Ved sine handlinger havde de længe sagt: "Lader os have ro for den hellige i Jsrael!" (Es. 30:11) Nu blev deres ønske opfyldt. Gudsfrygt forstyrrede dem ikke længere. Satan var bleven anfører for folket, og den højeste verdslige og gejstlige myndighed var under hans magt. ret
(27) Lederne af de stridende partier blev undertiden enige om at plyndre og plage sine stakkels ofre, og til andre tider overfaldt de hverandres tilhængere og slagtede uden barmhjertighed. End ikke templets herlighed kunde tilbageholde deres forfærdelige vildhed. De, som tilbad, blev ihjelslaaede ved alteret, og helligdommen blev besmittet af de ihjelslagnes legemer, og dog erklærede de, som udførte dette djævelske værk, i sin blindhed og bespottelige dumdristighed offentlig, at de havde ingen frygt for, at Jerusalem vilde blive ødelagt, thi den var Guds egen stad. For at ydermere stadfæste sin magt, underkjøbte de falske profeter, endog medens romernes skarer belejrede templet, til at forkynde, at folket skulde vente paa Herrens frelse. Jndtil det sidste fastholdt mængden den tro, at den højeste gud vilde gribe ind for at omstyrte deres modstandere. Men Jsrael havde foragtet den guddommelige beskyttelse, og nu havde de intet forsvar. Ulykkelige Jerusalem! sønderrevet af indvortes partier, saa at dens egne børn ihjelslog hverandre og udgød hverandrs blod, indtil gaderne blev farvede røde deraf, medens fiendens hære nedbrød deres fastningsværker og ihjelslog deres stridsmænd! ret
(28) Alt, hvad Kristus havde forudsat om Jerusalems ødelæggelse, blev bogstavelig opfyldt. Jøderne erfarede sandheden af hans advarende ord: "Og med Hvad maal J maaler, skal eder igjen maales." (Matt. 7:2) ret
(28) Tegn og undere viste sig, som varslede om ulykke og død. En komet, der lignede et flammende sværd, hang et aar over staden. Et unaturligt lys svævede ovenover templet. Paa skyerne saa man billeder af stridsvogne, der beredte sig til kamp. Hemmelighedsfulde røster ytrede sine advarende ord i templets gaard: "Lader os flygte herfra." Den østlige port i den indre forgaard, - en kobberport, der var saa tung, at tyve mand med besvær kunde lukke den, og som havde bolte, der gik dybt ned i den faste grund - saa mand ved middagstid at aabnes af sig selv. ret
(28) J syv aar vedblev en mand at gaa op og ned ad Jerusalems gader og forkynde om de veer, som skulde komme over staden. Ved dag og nat sang han sin vilde klagesang: "En røst af østen, en røst af vesten, en røst af de fire vinde; en røst mod Jerusalem og mod templet, en røst mod brudgom og mod brud, en røst mod alt folket." denne besynderlige person blev fængslet og hudstrøget, men ingen klage undslap nogensinde hans læber. Til al fornærmelse og bespottelse svarede han blot: "Ve over Jerusalem, ve, ve over dens Jndbyggere!" Hans advarende raab ophørte ikke, før han blev dræbt i den belejring, som han havde forudsagt. ret
(28) Jkke en endste kristen omkom ved Jerusalems forstyrrelse. Kristus havde advaret sine disciple; og alle, som troede hans ord, ventede paa det lovede tegn. "Men naar J ser Jerusalem rundt omkring belejret af Krigshære, da mærker, at dens ødelæggelse er kommen nær. de, som da er i Judæam fly til bjergene, og de, som er midt i staden, vige derudfra." (Luk. 21:20,21) Efter at romerne under Cestius have omringet staden, hævede de ganske uventet belejringen og drog bort fra den paa den tid, da alting syntes at begunstige et øjeblikkeligt angreb. Fortvivlende og uden haab om at kunne gjøre heldig modstand var de belejrede lige i færd med at overgive sig, da den romerske gjeneral pludselig, tilsyneladende under den ringeste grund, trak sine tropper tilbage. Men det var Guds naadige forsyn, som styrede begivenhedernes gang til hans folks bedste. Det lovede tegn blev givet de ventende kristne og en anledning skjænket alle, som vilde, til at adlyde Frelserens advarsel En højere magt styrede begivenhederne saaledes, at hverken jøder eller romere skulde hindre de kristnes flugt. Da Cestius trak sig tilbage, gjorde jøderne udfald fra Jerusalem og forfulgte hans armé, og medens begge hære saaledes var beskæftigede, havde de kristne lejlighed til at forlade byen. ret
(29) Paa denne tid var ogsaa landet renset fra fiender, som ellers vilde havde opsnappet dem. Under belejringen var jøderne forsamlede i Jerusalem for at fejre løvsalernes højtid, og saaledes hindre de kristne udover hele landet blive i stand til at uforstyrret at foretaae sin flugt. Uden at tøve flyede de til et sikkert tilflugtsted - den lille stad Pella i Pereas land paa hin side Jordan. ret
(29) Den jørdiske hær, som forfulte Cestius og hans armé, anfaldt romernes bagtropper med en hæftighed, som om de tænkte at ødelægge dem med ét slag, og det var kun med stor vanskelighed, at de lykkes romerne at drage bort. Jøderne havde næsten intet tag og vendte tilbage til Jerusalem i triumf med sit bytte. Dog bragte denne tilsyneladende sejr dem kun ondt. Den ingjød dem endnu mere af den haardnakkede modstandsaand mod romerne, som snart skulde bringe usigelige lidelser over den dømte stad. ret
(29) Det var forfærdelige ulykker, som kom over Jerusalem, da Titus gjenoptog belejringen. Staden blev omringet ved paasketiden, da millioner af jøder var forsamlede indenfor dens mure. Deres forraad af levnetsmidler, som kunde have forsynet indbyggerne med tilstrækkeligt med deres ophold i flere aar, dersom de omhyggelig havde bevaret det, var i forvejen bleven ødelagt formedelst de stridende partiers misundelse og hevngjerrighed, og muligheden for at kunne udholde belejringen var saaledes afskaaren. De erfarede alle hungernødens kvaler. Et maal hvede (Kuinix, et halvt ottingkar eller saa meget kort, som regnes til daglig kost for et menneske) blev solgt for et talent (omtr. kr. 4,018 eller 1,086 dollars). Store skarer af folket stjal sig ud om natten for at stille sin hunger ved at fortære urter og vilde planter, som vokste paa ydersiden af stadens mure, omendskjønt de i mange tilfælde blev opdagede og straffede med pinsler og døden. Nogle gnavede læderet af sine skjolde og sandaler. De meste umenneskelige pinsler blev anvendte af dem, som havde magten, for at fratage det forhundrede folk det sidste fattige forraad, som de maatte have skjult. Og disse grusomheder blev ikke sjelden udførte af mænd, der selv havde nok at spise, og som blot ønskede at samle forraad af levnetsmidler for fremtiden. ret
(30) Tusinder omkom af hunger og pest. Den naturlige kjærlighed syntes at være udryddet. Børnene rev føden af munden paa sine gamle forældre. Profetens slagsmaal: "Kan vel en kvinde glemme sit diende barn", (Es. 49:15) blev besvaret indenfor den ulykkelige stads mure. "Barmhjertige kvinders hænder kogte sine børn! disse blev dem til spise under mit folks datters ødelæggelse." (Begræd. 4:10; 5 Mos. 28: 56, 57) ret
(30) Romernes førere forsøgte at forfærde jøderne og saaledes faa dem til at overgive sig. De fanger, der satte sig til modværge, naar de tagne, blev hudstrøgne, pinte og korsfæstede ved stadens mur. Hundreder led daglig døden paa denne maade, og det forfærdelige værk vedblev, indtil kors blev opsatte i saa stort antal langs med Josafaths dal og ved Golgatha, at der neppe var plads til at bevæge sig mellem dem. Saa forfærdlig blev den bespottelige bøn opfyldt, som de fremførte 40 aar før: "Hans blod komme over os og vore børn." (Math. 27:25) ret
(30) Titus vilde gjerne have gjort ende paa den forfærdelige scene og saaledes havde sparet Jerusalem for dens ulykkes fulde maal. Han blev fuld af forfærdelse, da han saa de døde legemer ligge i hobevis i dalene. Han blev aldeles henrykt, da han saa ned fra Oljebjergets top paa det herlige tempel, og han gav befaling til, at ikke en sten deraf skulde røres. For han forsøgte at indtage denne fæstning, bad han de jødiske førere indtrængende om ikke at vinge ham til at besmitte det hellige sted med blod. Dersom de vilde komme ud og stride paa et andet sted, saa skulde romerne ikke bsmitte templets heligdom. Josefus selv bad dem med stor veltalenhed indtrængende om at overgive sig, at de kunde frelse sig selv, sin stad og sin guddyrkelsessted. Men de besvarede hans ord med bitre forbandelser. De kastede pile efter ham, som var deres sidste menneskelige midler, idet han stod og søgte at overtale dem. Jøderne havde forkastet Guds søns formaning, og nu gjorde bønner og overtalelser dem blot mere fast besluttede paa at modstaa indtil det sidste. Titus' bestræbelser for at frelse templet var forgjæves; en, der var større end han, havde erklæret, at der ikke skulde lades sten paa sten. ret
(31) De jødiske føreres blinde halsstarrighed og de væmmelige forbrydelser, som blev begaaede i den belejrede stad, vakte forfærdelse og brede blandt romerne, og Titus besluttede tilsidst at tage templet med storm. Jmidlertid besluttede han om muligt at frelse det fra ødelæggelse. Men hans befalinger tilsidesattes. Efter at han havde draget sig tilbage om natten til sit telt, gjorde jøderne et udfald fra templet og angreb soldaterne. Under denne kamp kastede en soldat en brand gjennem en aabning i porten, og øjeblikkelig stod de med ceder beklædte kamre omkring det hellige hus i lys lue. Titus hastede til stedet, fulgt af sine gjeneraler og hvedsmænd, og befalede soldaterne at slukke flammerne. Men hans ord blev upaaagtede. J sin forbitrelse kastede soldaterne brande ind i kamrene, som var byggede ved tempet, og nedsablede store antal af dem, som de fandt i dette tilflugtssted. Blodet flød ned ad templets trapper ligesom vand. Tusender paa tusender af jøderne omkom. Højt over slagets tummel hørte man stemmer, som raabte: J-cabod - herligheden er forsvunden! ret
(31) Jlden havde ikke naaet til selve det hellige hus, da Titus kom til, og idet han betragtede dets uforlignelige herlighed, blev han dreven til at antrenge sig endnu en gang for at besvare det. Men lige for hans øjne kastede en soldat en tændt fakkel ind mellem dørens hængsler, og øjeblikkelig brød flammerne ud i helligdommen. Da ildens rødlige skin belyste de hellige afdelingers vægge, der glinsede af guld, belv soldaterne grebne af raseri. Fulde af lyst til plyndring og vrede over jødernes modstand, kunde de ikke længere styres. ret
(32) De høje, massive bygninger, som havde kronet Moria bjerg, var i flammer. Søjler af ild og røg steg op fra templets taarne. Jdet den ildrøde flod rullede afsted og fortærede alt foran sig, flammede hele højens top som en vulkan. Et hjerteskjærende, rasende skrig af gamle og unge, præster og øverster blandedes med ildens torden, krigsmændenes raab og bragtet af de faldne bygninger, og bjergene syntes at give ekko deraf. Jldens forfærdelige skin oplyste det omliggende land, og folket forsamlede sig paa højene og betragtede scenen med forfærdelse. ret
(32) Efter templets ødelæggelse faldt hele staden i romernes hænder. Jødernes førere forlod sine faste taarne, og Titus fandt dem tomme. Han saa paa dem med forbauselse og erklærede at Gud havde givet dem i hans hænder; thi ingen krigsmaskine hvor stærk den end var, kunde have ødelagt disse forbausende befæstninger. Baade staden og templet blev nedrevet til sine grundvolde, og grunden, hvorpaa det hellige hus havde staaet, blev "pløjet som en mark" (Jer. 26:18) J angrebet og myrderiet, som fulgte, omkom over en million af folket. De overblevne blev bortførte som fanger, solgte som slaver, slæbte til Rom for at øge glansen af sejerherrens triumf, kastede for vilde dyr i amfitheaterne eller adspredte som hjemløse vandrere rundt omkring paa jorden. ret
(32) Jøderne havde smedet sine egne lænker. De havde selv bragt hevnen over sig. J den yderlige ødelæggelse, faldt paa dem som et folk, og i alle de elendigheder, der fulgte dem i deres adspredelse, høstede de blot den høst, som deres egne hænder havde saaet. Deres lidelser fremstilles ofte som en straf, hvormed de er blevet hjemsøgte ved Guds ligefremme befaling. Dette er et paafund, hvormed den store bedrager søger at skjule sit eget værk. Jøderne havde ved sin haardnakkede forkastelse af Guds kjærlighed og barmhjertighed bevirket, og Guds beskyttelse blev unddraget fra dem, og satan fik lov til at styre med dem, som han vilde. De forfærdelige grusomheder, som blev udøvede ved Jerusalems ødelæggelse, er en fremstilling af, hvorledes satan udøver sin magt over dem, som lader sig styre af ham. ret
(33) Vi kan ikke forstaa, hvor meget vi skylder Kristus for den fryd og beskyttelse, vi nyder. Det er Guds bevarende magt, som forhindrer mennesket fra at komme fuldstændig under satans herrredømme. De ugudelige og utaknemmelige har stor grund til at takke Gu for hans naade og langmodighed, hvormed han tilbageholder den ondes grusomhed og ondskabsfulde magt. Men naar menneskene gaar over den guddommelige naades grænser, saa kjender Gud sin beskyttelse. Gud staar ikke overfor synderne som den, der bringer straf over overtrædere; men han overlader dem, som forkaster hans naade, til sig selv, at de kan høste det, som de har faaet. Enhver lysstraale, som forkates, enhver advarsel, som foragtes eller tilsidesættes, enhver lidenskab, som mennesket hengiver sig til, enhver overtrædelse af Guds lov er en sæd, som udsaaes, og som engang vil bringe en høst, der aldrig slaar fejl. Naar syndere vedbliver at modstaa Guds aand, unddrager den sig tillsidst fra dem, og de har da ingen kraft til at beherske sjælens onde lidenskaber, ej heller nogen beskyttelse mod satans angreb og ondskab. Jerusalems forstyrrelse er en skrækkelig og alvorsfuld advarsel for alle dem, som handler letsindig med Guds naade og modstaar hans barmhjertige formaninger. Gud har aldrig givet et mere afgjørende vidnesbyrd om sit had mod synden og om den straf, som visselig vil komme over enhver, der er skyldig, end han gav ved Jerusalems ødelæggelse. ret
(33) Vor frelsers profetier om de domme, hvormed Jerusalem skulde hjemsøges, vil gjentage sig paa en maade, hvoraf hin forfærdelige scene blot er en svag afbilding. Guds søns andet komme er forudsagt af læber, som ikke kan tage fejl: "Da skal menneskets søns tegn aabenbares i himlen, og da skal alle jordens slægter hyle, og de skal se menneskesøn komme i himlens skyer med kraft og megen herlighed. Og han skal udsende sine engle med stærk lydende basun, og de skal forsamle hans udvalgte fra de fire vejr, fra den ene ende af himlen til den anden." (Math. 24:30,31) Da skal de, som ikke adlyder ham, blive fortærede med hans mund aande og tilintetgjorde ved hans herlige aabenbarelse. (2 Thess 3:8) ret
(34) Lad menneskene vogte sig for at tilsidesætte den undervisning, som findes i Kristi ord. Han har erklæret, at han vil komme anden gang for at samle sine tro tjenere til sig og bringe hevn over dem, som foragter hans barmhjertighed. Ligesom han advarede sine disciple om Jerusalems forstyrrelse og gav dem et tegn paa den ødelæggelse, som nærmede sig, for at de kunde fly, saaledes har han ogsaa advaret sit folk om den sidste ødelæggelsesdag og givet dem tegn paa, at den nærmer sig, saa at alle, som vil, kan fly for den kommende vrede. De, som ser disse lovede tegn, skal vide, "at han er nær for døren". (Matth. 24:33) "Vaager derfor!" er hans advarende ord; "dersom du da ikke vil vaage, skal jeg komme over dig som en tyv." (Mark. 13: 25; Aab. 3:3) ret
(34) Verden er ikke mere rede nu til at tro Guds advarsel, end jøderne var paa vor frelsers tid. Hvornaar end enden kommer, saa vil den komme uforvarende over de ugudelige. Medens livets gaar sin vante gang, og menneskene hengiver sig til fornøjelser, forretninger, handel og at samle rigdom, medens religiøse ledere ophøjer verdens fremskridt og oplysning, og folket dysses ind i en falsk tryghed, - da skal ødelæggelsen hastig komme over de ligegyldige og ugudelige, ligesom tyven ved midnat stjæler sig ind i den bolig, som ikke er bevogtet, "og de skal indenlunde undfly". (1 Thess. 5:2,3) ret