(157) Luthers hemmelighedsfulde forsvinden vakte bestyrtelse overalt i Tyskland. Rundt omkring spurgte man efter ham. Endog hans fiender var mere urolige over hans fraværelse, end de kunde have været ved hans nærværelse. De vildeste rygter blev sat i omløb, og mange troede, at han var bleven myrdet. Der lød mange anklagende raab ikke blot blandt hans aabenbare venner, men af tusender, som ikke havde offentlig forenet sig med reformatoren. Mange forbandt sig selv ved en højtidelig ed til at hevne hans død. ret
(157) De romerske ledere saa med forfærdelse, i hvilken høj grad folkets modvilje havde rejst sig imod dem. Omkendskjønt de i førstningen fydede sig over Luthers formodede død, saa ønskede de snart at skjule sig for folkets vrede. De, som var forbitrede paa ham, da han var fri, blev nu fyldte med frygt, da han sad i fængsel. "Den eneste maade, vi kan rede os ud paa, " sagde en, "er at tænde vore fakler og søge over hele jorden efter Luther, indtiil vi kan føre ham tilbage til det folk, som vil have ham." Kejserens befaling syntes at falde magtesløs til jorden. De pavelige gesandter blev fyldte med vrede, da de saa, at den ikke vakte nær saa megen opmærksomhed, som Luthers skjæbne gjorde. ret
(157) Efterretningen om, at han var velbevaret, omendskjønt han var en fange, beroligede folkets frygt, medens det endnu mere vakte deres begejstning til gunst for ham. Hans skrifter blev læste med større begjærlighed end nogensinde før. Flere og flere sluttede sig til den heltemodige mands sag, som vovede saa meget for at forsvare Guds ord. Reformationen vandt bestandig i styrke. Den sæd, som Luther havde udsaaet, vokste op overalt. Hans fraværelse udrettede en gjerning, som hans nærværelse ikke havde gjort. Andre arbejdere følte et nyt ansvar nu, da deres leder var borte. Med ny tro og iver trængte de fremad for at gjøre alt, som stod i deres magt, for at den gjerning, som saa ædelt var begyndt, ikke skulde hindres. ret
(158) Men satan var ikke ledig Han forsøgte nu , hvad han har forsøgt ved enhver anden reformation - at bedrage og ødelægge folket ved at indføre et falskt værk iblandt dem i stedet for det sande. Ligesom der var falske Kristi i de første aarhundreder i den kristne menighed, saaledes opstod der ogsaa falske profeter i det sekstende aarhundrede. ret
(158) Nogle faa mænd, som var dybt paavirkede af bevægelsen paa det religiøse omraade, indbildte sig, at de havde faaet særlige aabenbarelser fra himlen og paastod, at de var udsendte af Gud for at fuldkomme den reformation, som Luther i svaghed havde begyndt. De holdt i virkeligheden paa at omstyrte det værk, som han havde udført. De forkastede reformationernes fornemste grundsætning - Guds ord som den eneste regel for tro og levnet - og i stedet for denne ufejlbarlige leder indførte de sine egne følelsers og indflydelses forunderlige og upaalidelige rettesnor, Jdet de saaledes tilsidesatte den store prøvesten for vildfarelse og løg, blev vejen aabnet for satan til at herske over sjæle efter sit eget behag. ret
(158) En af disse profeter paastod, at han var bleven undervist af engelen Gabriel. En student, som forenede sig med ham, forlod sine studier og erklærede, at han af Gud selv var bleven dygtiggjort til at forklare skrifterne. Andre, som af naturen var tilbøjelige til sværmeri, sluttede sig til dem. Disse sværmeres foretagender frembragte ikke liden bevægelse. Luthers prædiken havde overalt vakt folkett til at føle og indse nødvendigheden af en reformation, og nogle virkelig oprigtige personer blev nu vildledte af disse nye profeters paastande. ret
(158) Lederne for bevægelsen drog til Wittenberg og søgte at paanøde Melanchton og hans medarbejdere sine idéer. De sagde: "Vi er sendte af Gud for at lære folket. Vi har erholdt særlige aabenbaringer fra Gud selv og ved derfor, hvad der skal ske i fremtiden. Vi er protester og apostler, og doktor Luther beviser, at vi taler sandhed." ret
(159) Reformatorerne blev forbausede og forvirrede. Dette var et element, som de aldrig før havde mødt, og de vidste ikke, hvorledes de skulde bære sig ad. Melanchton sagde: "Der er virkelig aander i disse mennesker, som ikke er af nogen almindelig natur, men hvilke slags aander?" "Vi maa paa den ene side vogte os for at udslukke Guds aand og paa den anden for at lade os forføre af Satans aand." ret
(159) Frugten af den nye lære saaes snart. Folkets tanker blev bortvendte fra Guds ord, eller de fik store fordomme mod det. Skolerne blev bragte i forvirring. Studenterne tilsidesatte al orden og forlod sine studier. De mennesker, som tænkte, at de var dygtige til at oplive og styre reformationens værk, naaede blot at bringe det i den største fare for undergang. Katholikerne gjenvandt nu sin tillid og udraabte triumferende: "Endnu en bestræbelse til, saa vil vi vinde alt." ret
(159) Da Luther paa Wartburg hørte, hvad der var sket, sagde han med dyb bekymring: "Jeg har bestandig ventet paa, at satan vilde bringe denne plage over os." Han forstod disse falske profeters sande karakter og indsaa, hvilken fare, der truede sandhedens sag. Pavens og kejserens modstand havde ikke bragt saa megen sorg og bekymring over ham som den, han nu erfarede. Reformationens værste fiender opstod blandt dem, som havde bekjendt sig til at være dens venner. Den selvsamme sandhed, som havde bragt fred til hans besværede hjerte, var nu bleven benyttet til at vække strid i menigheden. ret
(159) J reformationens gjerning var Luther bleven drevet fremad af Guds aand og var bleven ført længere frem, end han selv havde tænkt. Han havde ikke tænkt paa at indtage en saa høj stilling eller gjennemføre saa grundige forandringer. Han havde blot været et redskab i den Almægtiges haand, og dog frygtede han for følgerne af sin gjerning. Han sagde en gang: "Dersom jeg vidste, at min lære havde skadet et eneste menneske, hvor ringe og ukjendt det end var - hvilket den dog ikke kunde, thi den er intet andet end evangeliet -., saa vilde jeg heller gaa døden ti gange imøde end undlade at tilbagekalde den." ret
(160) Og nu var der en stad, og denne stad var Wittenberg selv, som hurtig sank ned i forvirring. Den lære, som Luther havde lært, havde ikke frembragt dette onde; men overalt i Tyskland beskyldte hans fiender den derfor. J sin sjæls bitterhed spurgte han sig ofte selv: "Kan dette være enden paa reformationens store værk?" Men naar han atter kjæmpede med Gud i bøn, fik han fred i sit hjerte. Dette værk er ikke mit værk, men dit eget," sagde han, "du vil ikke tillade, at det fordærves af overtro eller sværmeri." Men tanken om længere at holde sig borte fra kampen i et saa kritisk øjeblik var uudholdelig. Han besluttede at vende tilbage til Wittenberg. ret
(160) Uden ophør begav han sig paa sin farlige rejse. Han var under kejserdømmets ban. Hans fiender havde frihed til at opbringe ham, og man havde forbudt hans venner at huse og hjælpe ham. Den kejserlige regjerning benyttede de strengeste midler mod hans tilhængere. Men han saa, at evnageliets gjerning var i fare, og i Herrens navn begav han sig endnu en gang i kampen for sandheden. Med stor forsigtighed og ydmyghed, men dog med bestemthed og fasthed, begyndte han sin gjerning. "Med ordet", sagde han, "maa vi modbevise det, som har vundet plads ved voldsomhed. Jeg ønsker ikke at bruge vold mod de overtroiske og vantro." "Lad der ikke være nogen tvang. Jeg har arbejdet for samvittighedsfrihed. Frihed er troens sande kjærne." Han besteg prædikestolen, underviste, formanede og irettesatte med stor visdom og sagtmodighed og bragte ved evangeliets magt det vildledte folk tilbage paa sandhedens vej. ret
(160) Luther ønskede ikke at staa op mod de sværmere, hvis fremgangsmaade havde bevirket saa meget ondt. Han vidste, at de var mennesker med et hastigt og voldsomt sind, der paa samme tid, som de paastod at være særskilt oplyste fra himlen, dog ikke vilde taale den mindste modsigelse eller endog den venligste advarsel. De anmasede sig den øverste myndighed. De fordrede, at enhver ubetinget skulde anerkjende deres paastande. Da de forlangte en samtale med ham, saa lovede han at møde dem. Han aabenbarede deres falskhed med et saadant held, at bedragere paa en gang forlod Wittenberg. ret
(161) Sværmeriet var nu undertrykket for en tid; men flere aar senere brød det ud med større voldsomhed og forfærdelige følger. Angaaende lederne i denne bevægelse, sagde Luther: "For dem var den hellige skrift blot en død bogstav, og de begyndte alle at raabe: "Aanden, aanden!" Men jeg vil sandelig ikke følge med, hvor deres aand leder dem. Maa Gud i sin naade bevare mig fra en menighed, hvor der ikke er andet end helgener. Jeg ønsker at have samfund med de ydmyge, de svage, de syge, som kjender og føler sine synder, og som sukker og raaber bestandig til Gud fra sit hjertes dyb for at erholde trøst og styrke." ret
(161) Thomas Münzer, den virksomste og sværmerne, var en mand med stor dygtighed. Dersom den var bleven ret benyttet, saa vilde den havde sat ham i stand til at gjøre meget godt. Men han havde ikke lært begyndelsesgrundene i sand religion. Han indbildte sig, at han var anordnet af Gud til at reformere verden og glemte ligesom mange andre sværmere, at reformationen maa begyndte med dem selv. Han var ægjerrig og ønskede at erholde en ærefuld stilling og indflydelse og uvillig til at være nogen underordnet, selv Luther. Han beskyldte reformatorerne for, at de oprettede en slags pavemagt, idet de holdt sig saa strengt til bibelen alene. Han ansaa sig selv kaldet af Gud til at afhjælpe dette onde og lærte, at aandeaabenbarelser var det middel, hvorved dette kunde ske, og at den, som havde aanden, havde den sande tro, selv om han aldrig havde set det skrevne ord. ret
(161) Disse fanatiske lærere lod sig beherske af sine indskydelser og ansaa enhver tanke og indflydelse, som opstod hos dem, som Guds røst; selvfølgelig gik de til stor ydelighed. Nogle brændte endog sine bibler, idet de raabte: "Bogstaven ihjelslaar, men anden levendegjør!" Mennesket elsker af naturen det vidunderlige og hvad som helt, der smigrer deres stolthed, og mange var rede til at antage Münzers lære. Han forkastede snart al orden i den offentlige gudsdyrkelse og erklærede, at man forsøgte at tjene baade Gud og Belial, naar man adlød fyrsterne. ret
(161) Folket, som allerede havde begyndt at afkaste pravedømmets aag, var ogsaa bleven utaalmodigt under den verdslige øvrigheds tvang. Münzers revolutionære lære, som blev udgivet for at være kommen fra Gud, ledede dem til at bryde løs fra al styrelse og give sine fordomme og lidenskaber løse tøjler. Herpaa fulgte de forfærdeligste scener, oprør og strid, og Tysklands jordbund blev vædet med blod. ret
(162) Den sjælekval, som Luther saa længe forud havde følt i sin celle i Erfurt nedtrykte ham nu med dobbelt styrke, da han saa, at følgen af dette sværmeri blev overført paa reformationen. De pavelige fyrster erklærede, og mange troede, at Luthers lære havde været aarsag til oprøret. Omendskjønt denne beskyldning var uden den mindste grund, saa kunde det dog ikke andet end foraarsage reformationen stor smerte. At himlens værk skulde fornedres, at man satte det i klasse med det laveste sværmeri, syntes at være mere end han kunde udholde. Paa den anden side hadede lederne i dette oprør Luther, fordi han ikke blot offentlig havde forkastet deres lære og paastand om guddommelig inspiration, men endog havde kaldt dem oprørere mod den verdslige øvrighed. Til gjengæld fordømte de ham som en lav hykler. Det syntes nu, som om han havde paaført sig baade fyrsternes og folks fiendskab. ret
(162) Katholikerne frydede sig og ventede snart, at reformatoren skulde falde, og de dadlede Luther endog for de vildfarelser, som han med største flid havde forsøgt at rette paa. Det lykkedes det sataniske parti ved falske paastande om, at de var bleven behandlede med stor uretfærdighed, at vække sympathi blandt en stor mængde folk, og som det ofte er tilfældet med dem, som holder med uret, saa blev ogsaa disse betragtede som martyrer. Saaledes blev de, som havde opbudt al sin flid for at modstaa reformationen, beklagede og lovpriste som ofre for undertrykkelse. Dette var satans værk, som blev tilskyndet af den samme oprørsaand, der første gang viste sig i himlen. ret
(162) Satan søger bestandig at bedrage menneskene og at lede dem at kalde synd retfærdighed og retfærdighed synd. Hvor heldig har han ikke været i denne regjering! Hvor ofte dadel og foragt kastes paa Guds tro tjenere, som uden frygt forsvarer sandheden! Mennesker, der blot er satans redskaber, roses og smigres og betragtes endog som martyrer, medens de, som burde agtes og understøttes for sin troskab mod Gud, maa staa ene og udsættes for mistanke og mistillid. ret
(163) Falsk hellighed er endnu virksom med at bedrage mennesker. Under forskjellige former fremtræder den i samme aand som paa Luthers tid og drager hjertet bort fra bibelen og leder mennesker til at følge deres egne følelser og indskydelser i stedet for at lyde Guds lov. Dette er en af satans opfindelser, hvorved det bedst lykkes ham at bringe foragt over sandhed og hellighed. ret
(163) Luther forsvarede uden frygt evangeliet mod de angreb, der kom fra alle sider. Guds ord viste sig som et vaaben, der var mægtigt i enhver kamp. Med dette ord bekjæmpede han pavens anmassede myndighed og skolastikernes rationalistiske filosofi, medens han stod fast som en klippe mod det sværmeri, som søgte at forene sig med reformationen. ret
(163) Ethvert af disse modstridende elementer søgte paa sin maade at tilsidesætte den hellige skrift og ophøje menneskelig visdom som kilden til religiøs sandhed og kundskab. Nationalismen forguder forstanden og opstiller den som prøvestenen for religion. Katholicismen paastaar, at hans hellighed paven er inspireret af Gud, og at denne udmærkelse er kommen til ham i lige linje fra apostolerne og bevaret uforandret gjennnem alle tider. Saaledes faar de god anledning til at skjule sin fordærvelse og udskejelse under den apostolske fuldmagts hellighed. Den inspiration, som Münzer og hans tilhængere gjorde fordring paa, kom ikke fra nogen højere kilde end indbildningskraftens luner, og dens indflydelse omstyrtede al guddommelig og menneskelig myndighed. Den sande kristendom anerkjender Guds ord som en inspirerede sandheds store skatkammer og som prøvestenen for al inspiration. ret
(163) Da Luther kom tilbage fra Wartburg, fuldendte han oversættelsen af det nye testamente, og evangeliet blev snart efter givet til det tyske folk i deres eget sprog. Denne oversættelse blev modtagen med stor glæde af alle, som elskede sandheden; men den blev med foragt tilbagevist af dem, som foretrak menneskelige sagn og vildfarelser. ret
(163) Præsterne blev bestyrtede ved tanken om, at det almindelige folk nu var i stand til med dem at drøfte, hvad Guds ord lærte, og at deres egen uvidenhed saaledes vilde blive aabenbaret. Deres kjødelige paastandes vaaben var magtesløs mod aandens sværd. Rom opbød al sin myndighed for at forhindre skriftens udbredelse. Men dekreter, forbandelser og marter var alt forgjæves. Jo mere de fordømte og søgte at undertrykke bibelen, desto mere længtes folket efter at vide, hvad den virkelig lærte. Alle, som kunde læse, var begjærlige efter selv at granske Guds ord. De bar det omkring hos sig og læste det atter og atter og blev ikke tilfredse, før de kunde store stykker deraf udenad. Da Luther saa, hvor gunstig det nye testamente blev modtaget, begyndte han øjeblikkelig at oversætte det gamle testamente og udgav det i hefter, efterhaanden som det blev fuldført. ret
(164) Luthers skrifter blev modtagne med glæde baade i stæder og i byer. Om aftenen læste læserne i landsbyskolerne dem højt for smaa grupper, der sad omkring kaminen. Ved enhver bestræbelse var der sjæle, som blev overbeviste om sandheden, annammede ordet med glæde og igen fortalte dette glade budskab for andre. ret
(164) Skriftens ord blev opfyldt: "Dine ords aabenbarelser spreder lys og gjør de enfoldige forstandige." (Sal. 119:130) Skriftens læsning frembragte en stor forandring i manges hjerter og tanker. Den pavelige regjering havde lagt et jernaag paa sine undersaatter, som holdt dem i uvidenhed og fornedrelse. Men havde samvittighedsfuldt vedligeholdt en overtroisk iagttagelse af former; men hjertet og forstanden havde hafvt liden del i al deres gudstjeenste. Luthers prædiken fremsatte Guds ords tydelige sandhed, og dette tilligemed skriften selv, som blev given i det almindelige folks hænder, havde vakt deres slumrende sjælskræfter og havde ikke blot renset og forædlet deres aandelige natur, men tillige givet forstanden ny kraft og styrke. ret
(164) Man saa personer af alle klasser med bibelen i sine hænder, idet de forsvarede reformationens lære. Papisterne, som havde overladt skriftens granskning til præsterne og munkene, opfordrede nu dem til at komme frem og modbevise den nye lære. Men uvidende baade om skriftens ord og om Guds kraft blev præsterne og munkene aldeles slagne af dem, som de havde udskreget som ulærte og kjættere En katolsk forfatter skrev: "Luther har desværre overtalt sine tilhængere til at tro at deres tro skal alene bygges paa den hellige skrifts vidnesbyrd." Store skarer forsamledes for at høre sandheden forsvaret af mænd med liden lærdom, ja, de drøftede den endog overfor lærte og veltalende theologer. Disse store mænds skammelige uvidenhed aabenbaredes, idet deres paastande blev imødegaaede af Guds ords ligefremme lære. Kvinder og børn, haandværksmænd og soldater var bedre kjendte i skriften end de lærte doktorer eller præsterne i sine messekjortler. ret
(165) Da det romerske præsteskab saa, at deres tilhøreres antal formindskes, søgte de hjælp hos øvrigheden og forsøgte ved alle mulige midler at bringe sine tilhørere tilbage. Men folket havde i den nye lære fundet noget, som tilfredsstillede deres hjerters trang, og de vendte sig bort fra dem, som saa længe havde bespist dem med deres overtroiske ceremoniers og menneskelige sagns daarlige mask. ret
(165) Da forfølgelse opstod mod sandhedens lærere, agtede de paa Kristi ord: "Men naar de forfølger eder i en stad, da flyr til en anden." (Math. 10:23) Lyset trængte igjennem overalt. De, som maatte flygte, fandt et eller andet sted en gjæstfri dør opladt, og der blev de og prædikede Kristus, undertiden i kirken eller, dersom den blev nægtet, i private huse eller under aaben himmel. Hvor som helst de kunde samle tilhørere, var der et indviet tempel. Da sandheden blev forkyndt med en saadan tillid og kraft, udbredte den sig med uimodstaaelig magt. ret
(165) Forgjæves paakaldte man baade den gejstlige og verdslige øvrighed for at undertrykke kjætteriet. Forgjæves tyede man til fængsling, marter, ild og sværd. Tusender af troende beseglede sin tro med sit blod, og værket gik fremad. Forfølgelsen tjente blot til at fremme sandheden, og det sværmeri, som satan forsøgte at forene med den, bevirkede blot, at modsætningen mellem satans værk og Guds værk blev mere tydelig. ret