(166) Et af de ædleste vidnesbyrd, som nogensinde lød til gunst for reformationen, var den protest, som Tysklands kristne fyrster fremlagde paa rigsdagen i Speier i 1529. Disse gudfrygtige mænds mod, tro og fasthed vandt for de kommende tider tankefrihed og samvittighedsfrihed. Deres protest gav den reformerte kirke navn af protestantisk, og dens grundsætninger navn af protestantisme. ret
(166) En mørk og truende dag var kommen for reformationen. ret
(166) Trods ediktet i Worms, som erklærede Luther fredløs og forbød at prædike og tro hans lære, havde religiøs fordragelighed til den tid hersket i landet. Guds forsyn havde holdt de elementer, som modstod sandheden, i tømme. Karl V havde besluttet at undertrykke reformationen, men saa ofte som han opløftede sin haand for at slaa, var han tvungen til at afvende slaget. Atter og atter saa det ud til, at en hastig ødelæggelse var uundgaaelig for alle, som vovede at sætte sig imod Rom. Men i det farlige øjeblik viste tyrkernes hær sig paa den østlige grænse, eller kongen af Frankrig eller endog paven selv førte krig med kejseren, hvis tiltagende magt de betragtede med mistanke. Og saaledes fik reformationen anledning til at udvikle sig og at tiltage i styrke under nationernes kamp og tummel. ret
(166) Men tilsidst lykkedes det de pavelige fyster at dæmpe sine vasallers uro, saa at de kunde føre fælles sag mod reformatorerne. Rigsdagen i Speier i 1526 havde givet alle staterne fuld frihed i religiøse sager, indtil man kunde holde et almindeligt kirkeraad men aldrig saa snart var de farer overstaaede, som havde givet anledning til, at man havde erholdt denne indrømmelse, for kejseren sammenkaldte en rigsdag til Speier i 1529 for at undertrykke kjætteriet. Man havde søgt om muligt ved fredelige midler at formaa fyrsterne til at tage parti mod reformationen, og dersom dette slog fejl, var Karl beredt paa at gribe til sværdet. ret
(167) Katholikerne triumferede. De samlede sig i stor mængde til Speier og viste offentlig sit had mod reformationen og alle, som begunstigede den. Melanchton sagde: "Vi er jordens afskab og er bleven en forbandelse; men Kristus vil se ned til sit arme folk og vil bevare dem." Det blev endog forbudt de evangeliske fyrster, som kom til rigsdagen, at lade evangeliets forkynde i sine egne boliger. Men folket i Speier tørstede efter Guds ord, og tvertimod forbudet samles tusender til de morgen- og aftengudstjenester, som afholdtes i kurfyrsten af Sachsens kapel. ret
(167) Dette paaskyndte det afgjørende vendepunkt. Et kejserligt budskab forkyndte for rigsdagen, at eftersom den beslutning, der tillod samvittighedsfrihed, havde været aarsag til megen forstyrrelse, saa fordrede kejseren nu, at den skulde ophæves. Denne egenraadige handling opvakte de evangeliske kristnes harme og fordærvelse. En sagde: "Kristus er atter falden i hænderne paa Kafas og Pilatus." Katholikerne blev mere voldsomme. En skinhellig papist erklærede: "Tyrkerne er bedre end Lutheranerne; thi tyrker holder fastedage, men lutheranerne overtræder dem. Dersom vi skulde vælge mellem Guds hellige ord og kirkens gamle vildfarelser, saa vilde vi forkaste det første." Melanchton sagde: "Hver dag kaster Faber for hele forsamlingen nye stene paa evangelisterne." ret
(167) Religionsfriheden var bleven lovlig oprettet, og de evangeliske stater besluttede at sætte sig imod dette indgreb i deres rettigheder. Luther, som endnu var under det ban, der var bleven lagt paa ham ved rigsdagen i Worms, havde ikke tilladelse til at være i Speier; men i stedet for ham fremtraadte hans medarbejdere og de fyrster, som Gud havde oprejst til at forsvare hans sag i dette tilfælde. Den ædle Frederik af Sachsen, Luthers forrige beskytter, var død, men hertug Johan, hans broder, som besteg tronen efter ham, havde med glæde budt reformationen velkommen, og omendskjønt han var en ven af fred, saa viste han dog stor kraft og stort mod i alle sager, som angik troens interesser. ret
(168) Præsterne fordrede, at de stater, som havde antaget reformationen, ubetinget skulde underkaste sig Roms domstol, men reformatorerne derimod gjorde fordring paa den frihed, som forud var bleven dem tilstaaet. De kunde ikke gaa ind paa, at Rom atter skulde bringe de stater under sit herredømme, som med saa stor glæde havde annammet Guds ord. Man indgik tilsidst paa forlig og foreslog, at hver reformationen endnu ikke var bleven indført, der skulde wormserediktet streng gjennemføres, og i de evangeliske stater, hvor der vilde være fare for opstand, skal de ingen nye forandringer indføres, der skulde ikke prædikes om stridspunkter, man skulde ikke sætte sig mod messen, og ingen katholsk skulde have tilladelse til at antage lutheranismen. ret
(168) Dette forslag blev antaget af rigsdagen med stor stemmeklarhed til de pavelige præsters og prælaters store tilfredshed. Dersom denne bestemmelse var bleven gjennemført, saa kunde reformatonen hverken udbredes, hvor den ikke havde naaet, ej heller stadfæstes paa en fast grund, hvor den allerede var indført. Talefrihed vilde blive forbudt. Jngen omvendelse vilde blive tilladt; og reformationens venner blev opfordrede til straks at underkaste sig disse indskræninger og forbud. Verdens haab syntes nærved at udslukkes. Den pavelige gudstjenestes gjenoprettelse vilde uundgaaelig frembringe en gjenoplivelse af de gamle misbrug, og man vilde let finde anledning til fuldkommen at omstyrte det værk, som allerede var bleven rystet af sværmeri og splid. ret
(168) Da de evangeliske samledes for at raadslaa, saa den ene paa den anden med blikke, der forraadte modløshed og frygt. Spørgsmaalet lød fra den ene til den anden: "Hvad skal vi gjøre?" Store og afgjørende spørgsmaal for verden stod paa spil. Dersom disse mennesker havde været behserkede af ærgjerrighed og egenkjærlighed, saa kunde de have anerkjendt befalingen. De havde tilsyneldende selv frihed til at beholde sin tro. Burde de ikke være tilfredse med dette? Skulde de kaste sig ind i striden for at kjæmpe for religionsfrihed? Skulde de udsætte sig for Roms hevn? ret
(168) Disse mænd havde aldrig været i en mere vanskelig stilling; men de gik ud af prøven med uforandrede grundsætninger. Efter som den taage, der havde samlet sig over deres sjæle, drog bort, saa de, hvad følgerne vilde blive af denne befaling. Skulde de give deres indflydelse til at gjenoprette baalet og pinebænken? Skulde de hindre sandhedens fremgang, modstaa Guds aand idet de søgte at hendrage menneskenes opmærksomhed til korset? Kunde de negte at adlyde Frelserens bud: "Gaar bort i al verden og prædiker evangelium for al skabningen"? (Mark. 16:15) Kunde de give sit Samtykke til, at de, som ønskede at forkaste vildfarelser skulde fratages dette privilegium? Kunde de, efter at de selv var indgaaede i himmeriges rige, tillukke vejen for andre, saa at de ikke kunde komme ind? Nej, saa vilde de hellere ofre sit herredømme, som anseelse og sit liv! ret
(169) "Lad os forkaste denne befaling," sagde fyrsterne, "i samvittighedssager har flertallet ingen magt." De deputerede erklærede, at befalingen om fri religionsøvelse var aarsag i, at Tyskland nu nød fred, og at dens ophævelse vilde fylde kejserdømmet med urolighed og splittelser. "Rigsdagen har ingen magt", sagde de, "til at gjøre mere end at bevare religionsfrihed, indtil et kirkeraad samles." Det er statens pligt at beskytte religionsfrihed, og dette er grænsen for dens myndighed i religionssager. Enhver verdslig regjering, som forsøger at ordne eller indskærpe religionspligter med verdslig myndighed, om styrter de grundsætninger, for hvilke de evangeliske kristne saa ædelt kjæmpede. ret
(169) Papisterne besluttede at undertrykke det, som de kaldte stærk hardnakkethed. De begyndte hermed, idet, de forsøgte at frembringe partier blandt dem, som understøttede reformationen og at indjage alle dem frygt, for ikke offentlig have erklæret sig for den. Fyrsterne bliver omsider kaldte for rigsdagen De bad om opsættelse, men forgjæves. De, som vedblev at negte at ofre samvittighedsfrihed da ret til at dømme for sig selv, forstod godt at deres standpunkt udsatte dem for fremtidig kritik, fordømmelse og forfølgelse. En af reformatorerne sagde: "Vi maa enten fornegte Gud eller - lade os brænde." ret
(169) Kong Ferdinand, kejserens repræsentant paa rigsdagen, indsaa, at dekretet vilde bevirke alvorlig splittelse, dersom fyrsterne ikke kunde overtales til at antage og understøtte det. Han forsøgte derfor at overtale dem, da han godt vidste, at saadanne mænd vilde gjøre større modstand, dersom man brugte magt mod dem. Han bad dem inderlig om at modtage befalingen og forsikrede dem om, at en saadan handling vilde være overordentlig tilfredsstillende for kejseren. Men disse mænd erkjendte en autoritet, som var højere end jordens herskeres, og de svarede rolig: "Vi vil adlyde kejseren i alt, som kan hjælpe til at opretholde fred og Guds ære." ret
(170) For den forsamlede rigsdag erklærede kongen tilsidst, at befalingen skulde udgaa som et kejsersligt edikt og forkyndes over hele kejserdømmet. Den eneste udvej, som stod tilbage for kurfyrsten og hans venner, var at give efter for flertallet. Da han havde sagt dette, forlod han forsamlingen uden at give reformatorerne nogen lejlighed til overvejelse eller svar. Forgjærves skikkede de sendebud efter ham, hvilke bad ham om at vende tilbage. Han svarede blot paa deres forestillinger: "Det er en afgjort sag; underkastelse er den eneste udvej, som staar tilbage." ret
(170) Det kejserslige parti var overbevist om, at de kristne fyrster vilde holde fast ved den hellige skrift fremfor menneskers lære og fordringer, og de vidste, at en antagelse af denne grundsætning tilsidst vilde omstyrte pavedømmet. Men de smigrede sig selv med, at de, som begunstigede reformationen, var svage overfor kejserens og pavens styrke. Dersom reformatorerne havde holdt kjød for sin arm, saa vilde de have været svage, som papisterne antog, at de var. Men omendskjønt de var faa i antal og var i strid med Rom, saa var de dog stærke. De vendte sig fra rigsdagens beslutning til Guds ord og fra Tysklands kejser til kongers konge og herrers herre. ret
(170) Da Ferdinand havde negtet at høre paa deres samvittighedsfulde overbevisning, besluttede fyrsterne ikke at bekymre sig om hans fraværelse, men ufortøvet at fremføre sin protest for nationalforsamlingen. En højtidelig erklæring blev derfor skreven og fremlagt for rigsdagen: ret
(170) "Vi protesterer i denne erklæring for Gud, vor eneste skaber, beskytter, forløser og frelser, som en dag skal blive vor dommer, saa vel som for alle mennesker og alle skabninger, og vi maa vore egne og vort folks vegne hverken anerkjender eller paa nogen maade slutter os til den foreslaaede befaling i noget stykke, som er imod Gud og hans ord, imod vor samvittigheds frihed og vore sjæles frelse. . . . .Vi kan ikke paastaa, at naar den almægtige Gud kalder et menneske til sin kundskab, han da ikke maa antage denne. . . . Der er ingen sand lære uden den, som stemmer overens med Guds ord. Herren forbyder at lære nogen anden tro. Den hellige skrift, hvis dunkle skriftsteder forklares af andre, tydeligere skriftsteder, er i alt, hvad en kristen behøver at vide, let at forstaa og skikket til at oplyse folket. Vi beslutter derfor ved Guds naade at fastholde den rene prædiken af Guds eget ord saaledes, som det indeholdes i det gamle og nye testamentes skrifter uden noget tillæg. Dette ord er alene sandhed. Det er en ret regel for at lære og liv og kan aldrig fejle ej heller bedrage os. Den, som bygger paa denne grund, skal staa fast mod alle helvedets magter, medens al forfængelighed, som ophober sig med det, skal falde for Guds ansigt." "Vi forkaster derfor det aag, som er os paatvunget." ret
(171) Dette gjorde et dybt indtryk paa rigsdagen. De fleste blev højst forbausede og forfærdede over protestanternes frimodighed. Fremtiden saa stormfuld og uvis for dem. Partier, strid og blodsudgydelse syntes uundgaaelige. Men reformatorerne forlod sig paa sin retfærdige sag og Almagtens arm og stod urokkelige og frimodige. ret
(171) Denne protest negtede, at de verdslige regenter havde ret til at give love i sager, som blot angik Gud og menneskenes sjæle, og erklærede med profeterne og apostlene: "Vi bør adlyde Gud mere end mennesker." Den forkastede ogsaa kirkens vilkaarlige magt og fremholdt den ufejlbarlige grundsætning, at al menneskelig lære skal være Guds ord underdanig. Protestanterne havde afkastet det menneskelige overherredømmes aag og havde ophøjet Kristus som den ypperste i menigheden og hans ord i prædikestolen: Samvittighedens magt blev sat over statens og den hellige skrifts myndighed over den synlige kirkes. Kristi trone blev løftet op over pavens tredobbelte troen og kejserens diadem. Protestanterne havde desuden bekræftet sin ret til at frit at udtale sin overbevisning om sandheden. De vilde ikke blot tro og adlyde, men ogsaa lære, hvad Guds ord siger, og de negtede, at præster og øvrigheder havde ret og øvrigheder havde ret til at forhindre dette. Profeten i Speier var et højtideligt vidnesbyrd mod religiøs ufordragelighed og en bekræftelse af, at alle mennesker har ret til at tilbede Gud i overensstemmelse med egen samvittigheds overbevisning. ret
(172) Erklæringen var udsendt. Den var skreven i tusender hukommelse og nedtegnet i himlens bøger, hvoraf intet menneske kunde udslette den. Hele det evangeliske Tyskland antog denne protest som et udtryk for deres tro. Overalt saa menneskene i denne erklæring et løfte om en ny og bedre tid. En af fyrsterne sagde til protestanterne; Speier: "Maa den almægtige Gud, som har givet eder naade til at bekjende kraftig, frit og frimodig, bevare eder i den kristne standhaftighed indtil evig tid." ret
(172) Dersom reformatorerne efter at have gjort en del fremgang havde gaaet ind paa at give efter for at tilegne sig verdens gunst, saa vilde de have været utro mod sig selv og vilde saaledes have befordret sin egen ødelæggelse. Disse ædle reformatorers fremgang indeholder et eksempel for alle kommende tider. Den maade, hvorpaa satan virker mod Gud og hans ord, er ikke forandret. Han er endnu lige saa meget imod, at skriften antages som regel for liv og levnet, for han var i det sekstende aarhundrede. Mange har paa vor tid gaaet langt bort fra dens lære og bud, og der er trang til, at man vender tilbage til den store protestantiske grundregel - bibelen og bibelen alene som regel for tro og levnet. Satan virker endnu med ethvert middel, som han kan benytte for at omstyrte resligionsfrihed. Den antikristelige magt, som protesanterne i Speier forkastede, søger nu med større kraft at stadfæste sit tabte herredømme. Den samme urokkelige agtelse for Guds ord, som han saa ved dette vendepunkt i reformationen, er det eneste haab for en reformation paa vor tid. ret
(172) Der viste sig tegn til fare for protestanterne; men der var ogsaa tegn til, at Guds haand var udrakt for at beskytte de trofaste. Det var paa denne tid, Melanchton hastede med sin ven Grinæus gjennem Speiers gader til Rhinen og bad ham indtrængende at sætte over floden ufortøvet. Grinæus spurgte forbauset, hvad grunden til denne pludselige flugt kunde være. Melanchton sagde: "En gammel mand med et ærværdigt udseende, men ubekjendt for mig, kom til mig og sagde: "Om nogle faa minutter vil rettens tjenere blive sendte af Ferdinand for at arrestere Grinæus." Melanchton ventede paa Rhinens bred, indtil strømmen skilte mellem hans elskede ven og dem, som efterstræbte hans liv. Da han tilsidst saa ham paa den modsatte bred, sagde han: "Han er revet ud af deres grusomme klør, som tørster efter uskyldigt blod." ret
(173) Grinæus havde været en intim ven af en ledende katholsk doktor. Men da denne blev forarget over en af hans prædikener, gik han til ham og bad ham om, at han ikke længere vilde stride mod sandheden. Papisten skjulte sin vrede, men gik øjeblikkelig til kongen og erholdt myndighed af ham til at arrestere denne protestant. Da Melanchton kom tilbage til sit hus, blev han underrettet om, at rettens betjente havde været der, efter at han var gaaet, for at gribe Grinæus og havde giennemsøgt huset fra øverst til nederst. Han troede sidenefter altid, at Herren havde frelst hans ven, idet han sendte en hellig engel for at advare ham. ret
(173) Reformationen skulde bringes i større anseelse bland jordens mægtige. Det blev de evangeliske fyrster negtet at tale for kong Ferdinand; men det blev dem tilstedt at tale sin sag for kejseren og statens og kirkens forsamlede høje herrer. For at stille den strid, som forstyrrede kejserdømmet, samlede Karl V en rigsdag i Augsburg og forkyndte, at det var hans hensigt personlig at præsidere over den, og protestanternes ledere blev indkladte til at møde. ret
(173) Stor fare truede reformationen; men dens forsvarere overlod sin sag i Guds haand, og de lovede, at de vilde være tro mod evangeliet. De besluttede at fremsætte en ordnet redegjørelse for sine anskuelser med beviser fra skriften, som de kunde fremlægge for rigsdagen, og dette arbejde blev overdraget til Luther, Melanchton og deres hjælpere. Den bekjendelse, som saaledes blev fremlagt, blev antagen af protesanterne som et udtryk for deres tro, og de forsamledes for at underskrive dette vigtige dokument. Det var en alvorsfuld og vanskelig tid. Reformatorerne søgte med flid at undgaa, at deres sag skulde blive forvekslet med politiske spørgsmaal. De følte, at reformationen ikke burde udøve nogen anden indflydelse end den, som udgaar fra Guds ord. Da de kristne styrker gik frem for at underskrive bekjendelsen, afbrød Melanchton dem, idet han sagde: "Det passer sig bedst for theologer og prædikanter at foreslaa disse ting og at forbeholde sig de mægtiges myndighed for andre ting." "Gud forbyde," svarede Johan af Sachsen, "at J skulde udelukke mig. Jeg har fast besluttet at gjøre min pligt uden at bekymre mig om min krone. Jeg ønsker at bekjende Herren. Min kyrfyrstelige hat og klædning er ikke saa dyrebar for mig som Jesu Kristi kors." Da han havde sagt dette, skrev han sit navn, en anden kurfyrste tog derpaa pennen og sagde: "Dersom min herres Jesu Kristi ære fordrer det, saa er jeg rede til at forlade mine godser og hengive mit liv." "Jeg vilde hellere forlade mine undersaatter og mine stater, hellere forlade mit fædreland med en stav i min haand", vedblev han, "end at anklage nogen anden lære end den, som indeholdes i troesbekjendelsen:" Saaledes viste disse Guds mænd sin tro og sit mod. ret
(174) Den bestemte tid kom, da de skulde fremtræde for kejseren. Karl V sad paa sin trone, omgiven af kurfysterne og fyrsterne, og gav de protestantiske reformatorer audiens. Deres troesbekjennelse blev oplæst. J den fornemme forsaming blev evangeliets sandhed klarlig fremholdt, og pavekirkens vildfarelser blev udpegede. Med rette har man kaldt denne dag "reformationens første dag og den herligste dag i kirstenhedens og verdens historie." ret
(174) Blot nogle aar var forløbne, siden munken fra Wittenberg stod alene i Worms for nationalforsamlingen. Nu stod de ældste og mægtigste fyrster i kejserdømmet i hans sted. Man havde forbudt Luther at vise sig Augsburg; men han var nærværende med sine ord og bønner. Han skrev: "Jeg glæder mig overmaade, at jeg har oplevet denne tide, hvori Kristus er bleven offentlig ophøjet af saa berømte bekjendere og i en saa ypperlig forsamling. Herved opfyldes, hvad skriften siger: "Jeg vil tale om dine vidnesbyrd for konger." ret
(174) Paa Pauli tid blev evangeliet, for hvis skyld han blev kastet i fængsel, fremført for fyrster og høje herrer i Rom. Saaledes blev ved denne anledning det, som kejseren havde forbudt at prædike fra talerstolen, forkyndt i paladset. Det, som mange havde anset for upassende endog for tjenere at lytte til, blev hørt med forundring af kejserdømmets mestre og herrer. "Konger og store mænd var tilhørere, kronede fyrster var prædikanter, og prædikenen handlede om Guds kongelige sandhed." "Siden apostlernes dage", siger en forfatter, "har der ikke været et større værk eller en herligere bekjendelse af Jesus Kristus." ret
(175) "Alt, hvad lutheranerne har sagt, er sandt, og vi kan ikke negte det", erklærede en af de pavelige biskopper. "Kan du med fornuftige grunde modsige den bekjendelse, som kurfyrsten og hans allierede har aflagt?" var et spørgsmaal, som en anden biskop fremsatte for doktor Eck. "Jkke med apostlernes og profeternes skrifter," lød svaret, "men med kirkefædrene og koncilierne kan jeg." "Jeg forstaar altsaa," svarede den spørgende, "at lutheranerne er grundfæstede i skriften, og at vi alene staar udenfor." Nogle af Tysklands fyrster blev fundne for den reformerte tro. Kejseren selv erklærede, at protestanternes artikler var intet andet end sandhed. Troesbekjendelsen blev oversat i mange sprog og sendt omkring gjennem hele Europa, og den blev antagen af millioner gjennem efterfølgende slægter som et udtryk for deres tro. ret
(175) Guds trofaste bygningsmænd arbejdede ikke alene. medens "fyrstendømmer og magter ondskabens aandelige hær under himlen" havde sammensværget sig mod den, forlod Herren ikke sit folk. Dersom deres øjne var bleven aabnede, saa vilde de have set lige saa aabenbare beviser paa den guddommelige nærværelse og hjælp, som en af de gamle proeter saa. Da Elias tjener henledede sin herres opmærksomhed paa den fiendtlige hær, som omringede dem og afskar al anledning til flugt, bad profeten: Herre oplad dog hans øjne, at han maa se." (2 Kong 6:17.) Og see, bjerget var fuldt af gloende heste og vogne, himlens hære omringede den Guds mand for at beskytte ham. Saaledes beskyttede ogsaa Guds engle dem, som arbejdede for at fremme reformationen. Gud havde befalet sine tjenere at bygge, og ingen modstridende magt kunde drive dem bort fra muren. ret
(175) Fra inderlig bøn i enerum kom den magt, som rystede verden i den store reformation. Der satte Herrens tjenere med hellig ro sine fødder paa hans forjættelsers klippe. Under kampen i Augsburg undlod Luther ikke at anvende tre timer daglig til bøn, og disse tog han fra den del af dagen, som var den gunstigste til studeringer. Man kunde høre, hvorledes han i sit lønkammer udøste sin sjæl for Gud med ord skulde af frygt, tilbedelse og haab, som om han talte med en ven. "Jeg ved, at du er vor fader, vor Gud," sagde han, "og at du vil adsprede dine børns forfølgere; thi du er selv i fare tillige med os. Hele denne sag er din, og det er alene ved dine tilskyndelser, at vi har lagt vor haand paa den; forsvar os da, o fader!" Han skrev til Melanchton, som var nedtrykt under byrden af bekymring og frygt: "Naade og fred i Kristus, i Kristus, siger jeg, og ikke i verden. Amen! Jeg hader med et fuldkomment had disse yderlige bekymringer, som fortærer dig. Dersom sagen er uretfærdig, saa forlad den; men dersom sagen er retfærdig, hvorfor skulde vi saa gjøre hans løfter til løgn, som har befalet os at sove uden frygt?" "Kristus vil ikke forlade retfærdighedens og sandhedens værk. Han lever og regjerer, hvad har vi da at frygte?" ret
(176) Gud hørte sin tjeners raab. han gav fyrster og prædikanter naade og mod til at forsvare sandheden mod denne verdens og mørkets fyrster. Herren siger: "Se jeg sætter i Zion en hovedhjørnesten, som er udvalgt og dyrebar; og hvo, som tror paa ham, skal ingenlunde beskjæmmes." (1 Pet. 2:6) Reformatorerne havde bygget paa Kristus, og helvedes porte kunde ikke faa overhaand over dem. ret