(177) Protesten i Speier og konsessionen i Augsburg, som udmærkede reformationens Triumf, efterfulgtes af flere aars kamp og mørke. Svækket ved splittelser blandt dem, som understøttede den, og angreben af mægtige fiender, syntes den at være bestemt til fuldstændig ødelæggelse. Der udbrød borgerkrig. Protestantismens sag blev forraadt af en af dens ledere. De ædleste bland de reformerte fyrster faldt i kejserens hænder og blev slæbte som fanger fra by til by. Men i det øjeblik, da kejseren tilsyneladende triumferede, led han et stort nederlag. Han saa, at byttet blev revet ud af hans hænder, og han blev tilsidst tvungen til at taale de lærdomme, som det havde været hans livsopgave at udrydde. Han havde vovet sit rige, sine skatte ja endog sit liv for at tilintetgjøre dette kjætteri; men han fandt at hans armé blev ødelagt i krig, hans finanser udtømte og hans mange riger truede med oprør, medens den tro, som han overalt havde forsøgt at undertrykke, udbredte sig mere og mere. Karl V havde stridt imod den Almægtige. Gud havde sagt: "Der vorde lys", men kejseren havde forsøgt at bevare mørket uforstyrret. Hans paner var mislykkede, og da han blev gammel før tiden, udmattet af den lange kamp, frasagde han sig tronen og begrov sig selv i et kloster. ret
(177) Der kom mørke dage for reformationen i Schweiz saa vel som i Tyskland. Medens mange kantoner antog den reformerte tro, klyngede andre blindt og haardnakket til den romerske troesbekjendelse. De forfulgte alle dem, som ønskede at antage sandheden, og dette gav tilsidst anledning til en borgerkrig. Zwingli og mange, som havde virket sammen med ham i reformationen, faldt paa Cappels blodige valplads. Oecolampadius døde snart efter, overvunden af disse forfærdelige ulykker. Rom triumferede, og paa mange steder syntes pavedømmet nær ved at vinde alt det tilbage, som det havde tabt; men han, hvis raad er fra evighed, havde ikke forladt sin sag eller sit folk. Hans arm skulde bringe dem frelse. Han havde opvakt arbejdere i andre lande til at fremme reformationen. ret
(178) Dagen havde allerede begyndt at gry i Frankrig, for man endnu havde hørt Luthers navn som reformator. En af de første, som opfangede lyset var den gamle Lefvere, en mand med stor lærdom. Han var professor i et af Paris' universiteter og en oprigtig og nidkjær katholik. Hans opmærksomhed blev henledt til bibelen, idet han studerede oldtidens litteratur og han indførte bibelens granskning blandt sine studenter. Lefvere var en begejstret beundrer af helgener, og han havde begyndt at skrive en historie om helgenerne og martyrerne, saaledes som de var omtalte i kirkens helgenhistorie. Dette var et foretagende, som kostede overordentlig meget arbejde, men han havde allerede gjort betydelig fremskridt dermed, da han kom til at tænke paa, at han maaske kunde faa god hjælp af bibelen og begyndte at granske den i dette øjemed. Her fandt han ganske rigtig en beretning om de hellige, men ikke en saadan, som var fresmtillet i den romerske kalender. Et guddommeligt lys strømmede ind i hans sjæl. Med forbauselse og modbydelighed vendte han sig bort fra det arbejde, han selv havde bestemt at udføre, og gav sig til at granske Guds ord, og han begyndte snart at undervise andre i dets dyrebare sandheder. J 1512, da hverken Luther eller Zwingli havde begyndt at virke i reformationen, skrev Lefvere: "Det er Gud, som ved troen giver os den retfærdighed, der ved naaden retfærdiggjør til et evigt liv." Jdet han betragtede forløsningens under, udbrød han: "O, hvilket herligt bytte. den, som er fri fra synd, bliver fordømt, og den skyldige gaar fri. Velsignelsen bærer forbandelsen, og den som er forbandet, erholder velsignelsen. Livet dør, og de døde lever. Herligheden overvældes af mørke, og den, som ikke vidste af andet end sit ansigts blusel, iklædes herlighed." ret
(179) Paa samme tid, som han læerte, at frelsens herlighed alene tilhører Gud vidnede han ogsaa, at det er menneskets pligt at vise lydighed. "Dersom du er et medlem af Kristi kirke," siger han, "saa er du et lem paa hans legeme. Dersom du tilhører hans legeme, saa er du fuld af den guddommelige natur." "Ak, at mennesket blot kunne forstaa, hvor stort dette fortrin er! Hvor rent, kysk og hellig vilde de da ikke leve! Og med hvilken foragt vide de ikke betragte al denne verdens herlighed, sammenlignet med den herlighed, som er i dem - den herlighed, som det kjødelige øje ikke kan se." ret
(179) Der var nogle bland Lefevres studenter, som med begjærlighed lyttede til hans ord, og de skulde vedblive at forkynde sandheden længe efter, at deres læreres røst vilde blive taus. Blandt disse var Wilhelm Farel. Han var en søn af fromme forældre, og blev opdragen til at tro ubetinget paa kirkens lære. Han kunde have sagt om sig selv ligesom apostlen Paulus: "Jeg har levet som farisæer, efter den strengeste sekt i vor gudsdyrkelse." (Ap. gj. 25:5.) ret
(179) Han var katholik med liv og sjæl og brændte at begjærlighed efter at udrydde alle, som vovede at tale imod kirken. "Jeg skar mine tænder som en glubende løve," sagde han siden, idet han henviste til dette tidspunkt i sit liv, "naar jeg hørte nogen tale mod paven." han havde været utrættelig i sin helgentilbedelse. J selskab med Lefevre havde han gaaet omkring til alle kirker i Paris og havde tilbedet paa deres altere og prydet deres hellige relikviæsker med gaver. Men disse fromme handlinger bragte ingen fred i hans sjæl. En overbevisning om synd, som alle hans bodshandlinger ikke kunde bortfjerne, fæstede sig i hans sjæl. Han lyttede til reformatorens ord som til en røst fra himlen. "Vi frelses ved Guds naade. Den uskyldige er fordømt, og den skyldige gaar fri" "Det er Kristi kors alene, som aabner himlens porte og lukker helvedes døre." ret
(179) Farel antog sandheden med glæde. Han blev omvendt ligesom Paulus og vendte sig fra de gamle traditioners trældom til Guds børns frihed. "J stedet for de glubende løves blodtørstige hjerte kom jeg tilbage", siger han, "i stilhed ligesom et sagtmodigt og uskyldigt lam med hjertet aldeles bortvendt fra paven og givet til Jesus Kristus." ret
(180) Medens Lefevre vedblev at udbrede sandhedens lys blandt studerende, gik Farel ud for at vidne om sandheden offentlig. Han var lige saa nidkjær for Kristi sag, som han havde været for pavens. En prælat i kirken, biskoppen af Meaux, forenede sig med ham en kort tid derefter. Andre lærere, som var højt anset for deres dygtighed og lærdom, deltog i at forkynde evangliet og det vandt tilhængere blandt alle klasser, fra haandværkeres og bønders hjem til kongens palads. Frants I, som regjerede paa den tid, havde en søster, der antog de reformertes tro. Kongen selv og dronningens moder syntes for en tid at begunstige den, og reformatorerne saa med haabefulde hjerter frem til den tid, da Frankrig vilde blive vundet for evangeliet. ret
(180) Deres haab blev dog aldrig opfyldt. Prøver og forfølgelser ventede paa Kristi disciple. Men dette var naadig skjult for deres øjne. der var en mellemtid med fred, for at de kunde samle styrke til at gaa strømmen i møde, og reformationen gjorde hurtige fremskridt. Biskoppen af Meaux arbejdede nidkjært i sit eget stift for at undervise præsterne og folket. Uvidende og usædelige præster blev bortfjernede, og lærde og fromme mænd blev saa vidt muligt indsatte i deres sted. Biskoppen ønskede inderligt, at hans folk kunde faa anledning til at læse Guds ord i deres eget sprog. Dette ønske blev snart opfyldt. Lefvere tog sig for at oversætte det nye testamente, og paa samme tid som Luthers tyske bibel udgik fra pressen i Wittenberg, blev det franske nye testamente udgivet i Meaux. Biskoppen sparede hverken møje eller bekostning for at udbrede det i sine sogne, og det varede ikke længe, før bønderne i Meaux var i besiddelse af den hellige skrift. ret
(180) Ligesom en rejsende, der er nær ved at omkomme af tørst med glæde hilser et kildevæld, saaledes modtog disse sjæle budskapet fra himlen. Arbejderne paa marken og haandværkerne i sine værksteder blev opmuntrede ved sit daglige arbejde, idet de samtalede om bibelens dyrebare sandheder. J stedet for at besøge vinkjælderne om aften samledes de i hverandres huse, læste i Guds ord og deltog med hverandre i bøn og pris til Gud. En stor forandring var snart kjendelig i disse sogne. Omendskjønt beboerne tilhørte den ringeste klasse og var ulærte bønder, som maatte arbejde haardt, saa faa man dog den guddommelige naade fornyende kraft i deres liv. De vandrede i ydmyghed, og kjærlighed og hellighed og stod som vidner om, hvad evangeliet kan udrette for dem, som annammer det i oprigtighed. ret
(181) Det lys, som blev tændt i Meaux, udsendte sine straaler vidt og bredt. De omvendtes tal forøgedes hver dag. Kongen, som foragtede munkenes indskrænkede og blinde religiøse idéer, holdt præsteskabet vælde i tømme i nogen tid, men de pavelige ledere fik tilsidst overhaand, og man begyndte at føre de troende til baalet. Biskoppen i Meaux, som blev tvungen til at vælge imellem at dø paa baalet eller tilbagekalde sin lære, valgte den lettere vej; men trods anførerens fald, holdt hjorten fast ved sandheden. Mange vidnede om sandheden midt i flammerne. Det mod og den standhaftighed, som disse ydmyge kristne viste, naar de blev førte til baalet, gav dem anledning til at vidne for tusender, som i fredelige tider aldrig vilde have hørt deres vidnesbyrd. ret
(181) Da han fratog de reformertes lærere deres tilladelse til at prædike, begav de sig til andre steder. Lefevre drog til Tyskland. Farel vendte tilbage til sit fødested bland alperne i det østlige Frankrig for at udbrede lyset i sit barndoms hjem. ret
(181) Rygtet om det, som foregik i Meaux, var allerede kommen hertil, og sandheden fandt tilhørere, da Farel forkyndte den med mod og nidkjærhed. Øvrigheden forbød snart hans prædiken, men han fortsatte med ubøjeligt mod. De pavelige havde fast besluttet at føre ham til baalet. De sendte en nidkjær retstjener ledsaget af bevæbnede mænd til kapellet, reformatoren prædikede. Dørene var lukkede og stængte. Retstjenerne forlangte, at man skulde aabne, men fik intet svar. De brød døren op, men omendskjønt der var en stor tilhørskare tilstede, saa var alle saa fordybede i at lytte til prædikantens ord, at ikke en sjæl i forsamlingen rørte sig fra sit sted. Retstjeneren greb Farel, som han stod i talerstolen, og førte ham med bibelen, som han vedblev at holde i haanden, ned gjennem forsamlingen og bort til fængslet. ret
(182) Men reformatorens værk var endnu ikke endt. Der var mange endnu mange aar fulde af møje og opofrelse for ham. Baalet blev berøvet sit bytte. Den nye tro havde allerede fundet mange tilhængere, og de udfriede Farel af fængslet om natten og lod ham ned over muren i en kurv. Andre, som ventede paa ham, hastede afsted med ham til et sted, hvor han var uden fare. Han kunde ikke længere arbejde offentlig, men han rejste til dalene og landsbyerne og prædikede i folks huse og paa afsides liggende egne, og han fandt tilflugt i skovene og bland bjergenes huler, hvor han var bekjendt fra sin barndom. Gud forberedte ham for større prøvelser. "Kors, forfølgelse og snarer, hvori satan søgte at fange mig, hvilket jeg siden fik underretning om, manglede ikke", siger han. "Der var saa meget af dette, at jeg umuligt kunde have baaret i min egen styrke, men Gud er min fader. Han har givet mig og vil altid give mig al den styrke, jeg behøver." ret
(182) Ligesom i apostlernes dage tjente forfølgelsen mere "til evangeliets fremme". (Fil. 1:12.) Dreven fra paris og Meaux "gik de adspredte omkring og forkyndte evangeliets lære". (Ap. gj. 8:4) Saaledes trængte lyset ind i mange af Frankrigs mere fjernt liggende provinser. ret
(182) Efter nogen tid fandt Farel vej til Schweiz. Her understøttede han ved sit arbejde Zwinglis værk og hjalp til at vende strømmen til gunst for reformationen. Han skulde tilbringe de sidste aar af sit liv her, men han vedblev alligevel at have en stor indflydelse paa reformationen i sit fødeland. ret
(182) Midt under forfølgelsen i Frankrig, opvakte Guds forsyn fremdeles arbejdere til at fremme hans sag. J en af Paris' skoler var der en stille, betænksom ymgling, som allerede viste, at han besad stor aandskraft og skarpsindighed, og han udmærkede sig ikke mindre ved et helligt liv end ved forstand og andagt. Hans geni og flid bevirkede snart, at hans foresatte paa sklen blev stolte af ham, og de nærede et fast haab om, at Johan Kalvin vilde blive en af Kirkens dygtigste og mest agtede forsvarere. Men en guddommelig lysstraale tængte ind igjennem de filosofiens og overtroens mure, som omgav Kalvin. Han hørte med gru om den nye lære og tvivlede ikke paa, at kjættere fuldt ud fortjente at brænde i den ild, som man førte dem til. Men han kom i berørelse med dette kjætteri aldeles uventet og blev tvungen til at forsøge den katholske theologis kraft til at modstaa den nye lære. ret
(183) En fætter af Kalvin, som havde forenet sig med reformatorerne, var i Paris. De to slægtninge kom ofte tilsammen og samtalede om de ting, som forstyrrede kristenheden. "Der er blot to religionssamfund i verden," sagde Olivetan,s om var protestant, "det ene omfatter de religioner, som menneskene har opfundne, hvilke alle lærer, at mennesket kan frelse selv ved ceremonier og gode gjerninger. Det andet er den ene religion, som aabenbares i bibelen og lærer menneskene at søge frelse alene i Guds frie naade." "Jeg vil ikke have noget at gjøre med din nye lære," udbrød Kalvin, "tror du, at jeg havde levet i vildfarelser alle mine dage?" ret
(183) Men denne samtale havde vakt saadanne tanker i hans sjæl, som han ikke kunde bortvie efter behag. Da han var alene i sit kammer, overvejede han sin fætters ord. Overbevisningen om, at han var en synder, fæstede sig i hans sjæl. Han saa, at han havde ingen midler, som talede hans sag for en hellig og retfærdig dommer. Helgenersnes bønner, gode gjerninger og kirkens ceremonier var allesammen ude af stand til at gjøre forsoning for synd. Han kunde ikke se andet for sig i fremtiden end den evige fortvivelsens mørke. Forgjæves søgte kirkens doktorer at lindre hans smerte. Man greb forgjæves til skriftemaal og bod. De kunde ikke forlige hans sjæle med Gud. ret
(183) Medens Kalvin gjennemgik denne kamp, hændte det sig en dag, at han besøgte et af byens torve, hvor et menneskeskare netop var forsamlet for at være vidne til, at en kjætter blev brændt. Kalvin blev forbauset over det udtryk af fred, som hvilede over martyrens aasyn. Midt under al den smerte, som denne forfærdelige død medførte, og under kirkens endnu forfærdeligere forbandelser, viste han en tro og et mod, som forundrede den unge student, idet han sammenlignede den med sin egen fortvivelse og sit mørke, paa samme tid som han viste den strengeste lydighed mod kirken. Han vidste, at kjætterne grundede sin tro paa bibelen. Han besluttede derfor at granske den og om muligt opdage den hemmelige kilde til deres glæde. ret
(184) Han aabnede bogen og fandt deri Kristus. "O Fader!" raabte han, "dette offer har stillet din vrede. hans blod har aftoet mine synder. Hans kors har baaret min forbandelse. Hans død har bgjort forsoning for mig. Vi har opfundet mange unyttige daarskaber for os selv; men du har stillet dit lys for mig som en fakkel, og du har rørt mit hjerte, for at jeg maa afsky al anden fortjeneste end Jesu fortjeneste." ret
(184) Kalvin var bleven oplært til præst. Da han var tolv aar gammel blev han udnævnt til kapellan for en liden menighed, og biskopperne klippede højtideligt hans haar. Han blev ikke indviet til præst eller udførte dette embeds pligter, men han blev et medlem af gejstligheden, fik sin embedstitel og erholdt aarlig løn. ret
(184) Han følte nu, at han aldrig kunde blive præst. Han befattede sig en tid med at studere retsvidenskab, men tilsidst afstod han fra dette forsæt og besluttede at vie sit liv til evangeliets tjeneste. Dog var han tvivlraadig, og han skulde søge at blive en offentlig lærer eller ikke. Han var af naturen bange og følte byrden af det tunge ansvar, som denne stilling medførte, og han ønskede i stilhed at kunne egne sig helt for studium. Men hans venners indtrængende bønner vandt tilsidst hans samtykke. "Det er underfuldt," sagde han, "at en, som er af saa ringe herkomst, skulde blive ophøjet til saa stor værdighed." ret
(184) Ligesom duggen falder i stilhed for at vederkvæge, saaledes begyndte Kalvin sin virksomhed. Han havde forladt Paris og var nu i en provinsby under prinsesse Margretes beskyttelse. Hun elskede nemlig evangeliet og beskyttede dets disciple. Kalvin var endnu en yngling med en sagtmodig, beskeden karakter. Hans arbejde begyndte bland folk i deres hjem. Han samlede familjens medlemmer omkring sig, aabnede bibelen og forklarede dens sandheder om frelse. De, som hørte dette budskab, bragte den glædelige tidende til andre, og læreren gik snart udenfor staden til de omkringliggende smaastæder og landsbyer. Han fandt indgang baade i slottet og hytten, og idet han fortsatte dette værk, lagde han grunden til menigheder, som engang skulde frembringe modige vidner for sandheden. ret
(185) Efter nogle maaneders forløb kom han atter til Paris. Der var ualmindelig bevægelse iblandt de lærde. Granskning i de døde sprog havde ledet dem til bibelen, og mange, hvis hjerter ikke endnu var berørt af dens sandheder, samtalede ivrig om den og gav sig endog i kamp med den romerske kirkes forsvarere. Kalvin var dygtig til at diskutere paa den theologiske strids omraade, men havde en højere mission at arbejde for end de støjende skolastikere. Menneskenes tanker var bleven vakte, og nu var det tid at fremlægge sandheden for dem. Medens universetets sale var fyldte med støjen af thelologiske diskutioner, gik Kalvin fra hus til hus, aabnede bibelen for folket og talede til dem om Kristus og ham korfæstet. ret
(185) Guds forsyn styrede det saaledes, at Paris skulde faa en ny indflydelse til at annamme evangeliet. Folket havde forkastet Lefevres og Farels kald, men budskabet skulde atter lyde for alle klasser i den store hovedstad. Politiske hensyn havde indflydelse paa kongen, og han havde endnu ikke fuldt ud taget parti med Rom mod reformationen. Margrete nærede endnu det haab, at protestantismen skulde fejre i Frankrig. Hun besluttede, at de reformertes tro skulde forkyndes i landet. J kongens fraværelse anordnede hun, at en af protestantismen prædikanter skulde prædike i stadens kirker. Da de pavelige prælater forlod dette, aabnede prinsessen paladset for ordets forkyndelse. Et værelse blev indrettet til kapel. Det blev bekjendtgjort, at der skulde blive prædiken hver dag til e bestemt tid, og folk af enhver rang og stilling blev indbundne til at møde. Store skarer samledes til gudstjenesten. Jkke blot kapellet men gangene og forværelserne blev fyldte med folk. Tusender samledes hver dag - statsmænd, adelsmænd, jurister, kjøbmænd og haandværkere. - J stedet for at forbyde disse forsamlnger, befalede kongen, at to af Paris' kirker skulde aabnes. Aldrig før havde staden været saa bevæget af Guds ord. Det syntes, som om Gud aandede liv fra himlen paa jorden. Afhold, dyd, orden og flid tiltog i stedet for drukkenskab, udsvævelser, strid og lediggang. ret
(186) Men præsteskabet var ikke uvirksom. Da kongen endnu nægtede at gribe ind for at stanse denne prædiken, vendte de sig til folket. De benyttede ethvert middel for at vække den uvidende og overtroiske mængdes frygt, fordom og fanatisme. Paris gav efter i sin blindhed for de falske lærere. Ligesom Jerusalem i gammel tid, kjendte staden ikke sin besøgelses tid efter de ting, som tjente til dens fred. Omendskjønt der var mange, som antog evangeliet, saa blev det dog forkastet af det store flertal af folket. Frants havde vist sig tolerant blot for at tjene sine egne hensigter, og det lykkes snart de katolske præster at gjenvinde sin indflydelse. Kirkerne blev atter lukkede og baalet oprettet. ret
(186) Kalvin var endnu i Paris. Han forberedte sig for sin fremtids virksomhed ved granskning, stille betragtninger og bøn og vedblev at udbrede lyset. Men tilsidst fattede man mistanke til ham, og øvrigheden besluttede at føre ham til baalet. Han følte sig tryg i sin ensomhed og tænkte ikke paa nogen fare, da hans venner i hast kom ind i hans værelse og underrettede ham om, at rettens tjenere var paa vej for at arrestere ham. J samme øjeblik hørte man, at nogen bankede stærkt paa den ydre dør. Her var ikke en øjeblik at spilde. Nogle af hans venner opholdt tjenere ved døren, medens andre hjalp reformatoren, saa at hann kunde stige ned fra et vindue, hvorpaa han hastede til stadens udkant. Her fandt han tilflugt i en arbejders hytte, som var en ven af reformationen. Han forklædte sig i verdens klæder og begav sig paa sin rejse med en hakke paa skuldrene. Han rejste syd paa og fandt atter tilflugt i Margretes land. Her opholdt han sig nogle faa maaneder og var tryg under mægtige venners beskyttelse og beskjæftigede sig atter med granskning. Men han havde fuldt besluttet i sit hjerte, at Frankrig skulde høre evangeliet. Og han kunde ikke længe være uvirksom. Saa snart, som stormen havde lagt sig noget, søgte han en ny arbejdsmark i Poitiers, hvor der var et universitet, og hvor de nye meninger allerede var bleven venlig modtagne. Folk af alle klasser lyttede med glæde til evangeliet. Kalvin prædikede ikke offentlig, men i en vens bopæl, i sit eget logi og undertiden i de offentlige parker oplod han det evige ord for dem, som ønskede at lytte dertil. Efter nogen tid, da tilhørernes antal forøgedes, ansaa man det mindre farligt at samles udenfor staden. Til forsamlingssted valgte man en hule i en dyb kløft, hvor træer og overhængende klipper endnu fuldstændigere afsondrede ham. Nogle faa i selskab forlod staden gjennem forskjellige porte og begav sig til forsamlingsstedet. Paa dette afsiddes sted blev bibelen læst og forklaret, og her nød Frankrigs protestanter for første gang Herrens nadvere. Fra denne lille menighed blev flere tro evangelister udsendte. ret
(187) Endnu en gang vendte Kalvin sig til Paris. Han kunde endnu ikke opgive det haab, at Frankrig som en nation vilde antage reformationen. Men han fandt næsten enhver dør tillukket for sin virksomhed. At prædike evangeliet var den ligefremme vej til baalet, og han besluttede tilsidst at rejse til Tyskland. Han havde neppe forladt Frankrig, før en storm brød løs over protestanterne, og om han var forbleven der, saa vilde den visselig have draget ham med i den almindelige ødelæggelse. ret
(187) De franske reformatorer længtes efter, at deres fødeland skulde holde skridt med Tyskland og Schweiz. De besluttede derfor at føre et driftigt slag mod Roms overtro, hvilket kunde vække hele nationen. J overensstemmelse hermed udsatte man en nat over hele Frankrig plakater, som angreb messen. denne nidkjære, men ufornuftige handling fremmede ikke reformationen, men bragte fordærvelse i stedet for, ej blot over dem,s om havde udført den, men over alle,s om begunstigede den reformerte tro over hele Frankrig. Kongen, hvis vrede nu var fuldt vakt, var først og fremmest i at paaskynde forfølgelsen og Paris' gader flød med blod. ret
(187) Frants I havde rost sig af at være leder i den store bestræbelse for at vække nyt liv paa det videnskabelige omraade, som udmærkede begyndelsen af det sekstende aarhundrede. Han havde fundet behag i at samle lærde mænd fra ethvert land til sit hof. Denne forkjærlighed for videnskaben og hans foragt for munkenes uvidenhed og skinhellighed var i det mindste for den del aarsag til den grad af fordragelighed, som han havde vist mod reformationen. Men fuld af nidkjærhed for Rom, udgav denne videnskabens beskytter et edikt, som forbød al trykning af bøger i Frankrig. Frants I's handlemaade fremstiller et af de mange eksempler i historien, som viser, at videnskabelig dannelse ikke er nogen beskyttelse mod ufordragelighed og forfølgelse. ret
(188) Farel havde bestræbt sig for at udbrede reformationen i Frankrig under de første aar af sin landflygtighed. Han anvendte meget af sin tid til at prædike blandt sine landsmænd, som boede nær ved grænsen hvor han gav agt paa kampen med utrættelig aarvaagenhed og hjalp til med sine opmuntrende ord og gode raad. Der var andre landsforviste, som hjalp ham med at oversætte de tyske reformatorers skrifter til det franske sprog, og disse tilligemed den franske bibel blev trykt i stor mængde. Ved hjælp af kolportører blev disse værker solgte vidt og bredt i Frankrig. Kolportørerne fik dem for en billig pris, og fortjenesten paa dem satte dem i stand til at fortsætte arbejdet. ret
(188) Farel begyndte sit arbejde i Schweiz som en simpel skolelærer. Han drog til et afsides liggende sogn og hengav sig til at undervise børnene. Foruden de almindelige undervisningsgrene indførte han forsigtig bibelens sandheder, og han haabede igjennem børnene at kunne oplyse forældrene. Der var nogle, som troede, men præsterne lagde sig imellem og stansede værket, og de overtroiske bønner blev overtalte til at modstaa det. "Dette kan ikke være Kristi evangelium," paastod præsterne, "eftersom dets prædiken ikke bringer fred, men strid." Farel gjorde ligesom de første disciple, naar han blev forfulgt i en stad, flyede han til en anden. Han gik til fods fra by til by, fra stad til stad og led hunger, kulde og træthed, medens hans liv overalt var i fare. Han prædikede paa torvene, i kirkerne og undertiden fra domkirkens prædikestol. Undertiden blev hans prædiken afbrudt af raab og spot. Til andre tider blev han slæbt ned af prædikestolen med vold. Undertiden var der ingen tilhørere i kirkerne. Flere gang anfaldt pøbelen ham og slog ham, til han var næsten død. Men han vedblev alligevel at trænge fremad. Omendskjønt han ofte blev stødt tilbage, saa angreb han paany med utrættelig standhaftighed, og han saa at stæder og byer, som havde været faste tilholdssteder for pavedømmet, en efter en aabnede sine døre for evangeliet. Det lille sogn, hvor han først havde arbejdet, antog den reformerte tro. Stæderne Murten og Neuschatel forkastede ogsaa de romerske ceremonier. ret
(189) Favel havde længe ønsket at plante protestanternes fane i et midtpunkt for reformationen i Frankrig, Schweiz og Jtalien. Med dette maal for øje havde han fortsat sit arbejde, indtil mange af de omliggende byer og smaateder var bleven overvundne. Derpaa drog han ind i Genf med en eneste ledsager. Men det blev ham blot tilladt at prædike to gange. Præsterne, som forgjæves havde forsøgt at formaa den verdslige øvrighed til at fordømme ham, kaldte ham til et kirkemøde; og de kom til dette møde med vaaben under sine kapper, fast besluttede paa at tage hans liv. Desforuden havde en rasende folkehob samlet sig udenfor raadhuset bevæbnet med køller og sværd for at gjøre hans død vis, dersom det paa nogen maade skulde lykkes ham at undfly raadet. Men han blev alligevel frelst derved, at nogle øvrighedspersoner var tilstede med bevæbnede mænd. Tidlig næste morgen søgte man ham og hans ledsager over søen til et trygt tilflugtssted. Saaledes hans første bestræbelse for at prædike evangeliet i Gnef. ret
(189) Til det næste forsøg valgte man et ringere redskab. Man sendte en ung mand, hvis udseende var saa ringe, at han blev ganske koldt behandlet endog af dem, som bekjendte sig til at være reformationens venner. Men hvad kunde en saadan gjorde, hvor Favel var bleven forkastet? Hvorledes kunde en, som havde saa lidt mod og saa liden erfaring, modstaa den strøm, for hvilken den største og modigste var bleven tvungen til at fly? "Jkke ved magt og ikke ved styrke, men ved min aand siger den herre Zeboath." (Sach 4:6) "Det for verden skrøbelige udvalgte Gud, for at beskjæmme det stærke." "Thi det daarlige fra Gud er visere end menneskenes visdom, og det skrøbelige fra Guds stærkere end menneskenes styrke." (1 Kor. 1:27, 25.) ret
(189) Froment begyndte sin gjerning som skolelærer. De sandheder, som han lærte børnene i skolen, gjentog de hjemme, og forældrene kom snart for at høre bibelen forklaret, indtil skolen var fuld af opmærksomme tilhørere. Mange nye testamenter og traktater uddeltes, og de blev læste af mange, som ikke kunde komme offentlig for at lytte til den nye lære. Efter nogen tids forløb blev ogsaa denne arbejder tvungen til at fly, men de sandheder, han havde forkyndt, havde trængt ind i folkets hjerter. Reformationen var bleven plantet, og den vedblev at tiltage i styrke og udstrækning. Prædikanterne kom tilbage, og gjennem deres bestræbelser blev den protestantiske gudstjeneste tilsidst indført i Genf. ret
(190) Staden havde allerede erklæret sig for reformationen, da Kalvin efter at have vandret omkring under forskjellige omvekslende omstændigheder, drog ind igjennem deres porte. Han kom tilbage fra sit sidste besøg til sin fødeby og var paa vejen til Basel, men fandt vejen besat af Karl V's hære og blev saaledes tunven til at tage denne omvej gjennem Gnef. ret
(190) J dette besøg saa Farel Guds haand. Folket i Gnef havde antaget den reformerte tro, men reformationen truedes endnu af store farer.: Udenfra tordnede pavens forbandelser mod dem, og mægtige nationer truede dem med ødelæggelse. Hvorledes skulde denne lille stad kunne modstaa det mægtige præstevælde, for hvilket konger og kejsere havde ydmyget sig? Hvorledes kunde den bestaa mod verdens store sejrherrer og deres hære? Jndenfra truede en anden stor skare, idet en ryggesløs aand herskede. Omendskjønt Roms magt var brudt, saa var det ikke saa let at udrydde de laster, som havde floreret under dets herredømme. Der var en urolig, oprørsk klasse, som ved frihed forstod det samme som tøjlesløshed, og som modstod al indskjærping af disciplin. Det var ikke noget let foretagende at grundlægge evangeliets prædiken her eller at gjøre Gnef værdig den stilling, som Guds forsyn syntes at kalde staden til at indtage. ret
(190) Farel var vis paa, at han i Kalvin havde fundet en mand, som han kunde arbejde sammen med i denne gjerning. J Guds navn besvor han højtideligt den unge evangelist at blive her og arbejde. Kalvin veg tilbage fra det værk, som laa for ham. Han troede, at han bedst kunde fremme reformationens sag med sin pen og ønskede derfor at finde et stille, ensomt sted, hvor han kunde studere og derfra gjennem pressen opbygge menigheden. Men Farels højtidelige formaning løs til ham som et kald fra himlen, og han turde ikke negte at modtage det. ret
(191) Paa denne tid truede en stor fare protestanternes sag, ikke blot i Genf, men overalt i kristenheden. Reformatonens største sejr var forbi, og Rom samlede nye kræfter i haab om at kunde omstyrte den. For at modstaa protestantismen blev jesuiterordenen grundlagt, den mest samvittighedsløse, grusomme og mægtigste af pavens forfægtere. Afskaaret fra ethvert jordisk baand og fra al interesse i menneskeheden, død for alle den naturlige kjærligheds fordringer, fornuftens og samvittighedens stemme aldeles bragt til taushed, erkjendte de ingen regel, intet baand uden deres ordens, ingen pligt uden at udvide sin magt. Kristi evangelium havde givet sine tilhøngere kraft til at møde farer og udholde lidelser; de veg dog ikke tilbage for kulde, hunger, besvær og fattigdom, men opløftede sandhedens banner trods fængsler, pinebænke og baal, som truede dem. Jesuitterne kjæmpede mod disse kræfter, besjælede af en fanatisme, som satte dem i stand til at udholde lignende farer og at modstaa sandhedens magt med list og forstillelse. Jngen forbrydelse var for stor for dem at begaa. Jntet bedrageri for lavt for dem at udføre, ingen forstillelse for listig for dem at praktisere. De havde aflagt løftet om evig fattigdom og ringhed, og de tænkte blot paa, hvorledes de kunde skaffe sig rigdom og magt for at anvende den til at omstyrte protestantismen og gjenopvække pavevældet. ret
(191) Naar de viste sig som medlem af sin orden, paatog de sig et helligt ydre; de besøgte fængsler og hospitaler og hjalp syge og fattige. De bekjendte, at de havde frasagt sig verden og bar Jesu hellig navn, som gik omkring og gjorde vel. Men under dette ulastelige ydre skjulte de syndigste og mest dødelige hensigter. Det var et grundsprincip i deres orden, at hensigten helliger midlet. J overensstemmelse med denne regel var det ikke blodt tilladeligt, men endog rosværdigt at lyve, stjæle, myrde og aflægge falsk ed, naar det tjente til at fremme kirkens interesser. Under forskjellige paaskud trængte de sig ind i statens embeder og steg saa højt, at de blev kongens raadgivere og afgjorde nationens politik. De blev tjenere for at kunne udspionere sine herrer. De oprettede højskoler for fyrsternes og de adeliges sønner og skoler for almuen, og de drog protestantiske forældres børn til sig og fik dem til at iagttage pavelige ceremonier. Hele den romerske gudstjenestes pragt og pral blev udfoldet for at forvirre sjæle og henrive indbildningskraften. Saaledes blev den frihed, som forældrene h avde arbejdet og hengivet sit liv for, forraadt af deres børn. Jesuiterne udbredte sig hurtig over hele Europa, og hvor de kom, fik pavevældet nyt liv. ret
(192) For at give dem større magt udstedte paven en bulle, som gjenoprettede inkvisitionen. Trods den almindelige afsky, hvormed man betragtede denne forfærdelige domstol endog i katolske lande, blev den atter oprettet af de pavelige regenter, og grusomheder, som er for rædsomme at omtale, blev gjentagne i deres hemmelige fængsler. J mange lande blev tusender paa tusender af folkets ædleste sønner og døtre, de mest dydige, forstandige og lærde fromme og gudhengivne lærere, fremstaaende videnskabsmænd, talentfulde kunstnere ihjelslagne eller tvungne til at fly til andre lande. ret
(192) Saadanne midler var det, som Rom benyttede for at udslukke reformationens lys. De borttog bibelen fra menneskene og gjenindførte de mørke tiders overtro og uvidenhed. ret
(192) Men gjennem Guds velsignelse og de ædle mænds arbejde, som han havde oprejst til Luthers efterfølgere, blev protesantismen bevaret. Den skulde ikke erholde sin styrke af fyrsternes gunst og vaaben. De mindste lande, de ringeste og svageste nationer blev dens styrke. Det var det lille Gnef midt iblandt mægtige fiender, som pønskede paa Roms ødelæggelse; det var Holland paa sine sandbanker ved Nordsøens om kjæmpede mod Spainens tyranni, paa den tid det største og mest velhavende rige; det var det højt oppe mod norden liggende Sverige, - det var disse, som bragte sejr for reformationen. ret
(192) J næsten 30 Aar arbejde Kalvin i Gnef, først for her af grunde en menighed, som fastholdt bibelens rene moral, og dernæst for at fremme reformationen i hele Europa. hans liv som offentlig leder var ikke fejlfrit, ej heller var hans lære fri for vildfarelse, men han var et redskab til at fremme de store sandheder, som var mest vigtige paa hans tid, og til at fremme et helligt og ydmygt liv i de reformerte menigheder i stedet for den stolthed og fordærvelse, som udviklede sig gjennem Roms lære. ret
(193) Fra Genf udgik lærere og skrifter som udbredte den reformerte lære. De fulgte i alle lande saa til Gnef for at erholde undervisning, raad og opmuntring. Kalvins stad blev et tilflugtssted for de forfulgte reformatorer i hele det vestlige Europa. De flygtede for den forfærdelige strøm, som vedblev at rase i aarhundreder. Flygtninge kom til Gnefs porte hungrige, saarede, berøvede sit hjem og sine venner, og man bød dem velkommen med et varmt hjerte og sørgede omhyggeligt for dem, og idet de fandt et hjem her, blev de til en velsignelse for den stad, som havde modtaget dem, gjennem deres fromhed, deres lærdom og deres dygtighed. Mange, som søgte et tilflugtssted her, vendte tilbage til deres egne lande for at modstaa Roms tyranni. John Knox, den modige skotske reformator, ikke saa af de engelske puritanere, protestanterne i Holland og hugenotterne Frankrige bragte med sig fra Genf den sandheds fakkel, hvormed de oplyste mørket i sit fødeland. ret