(194) J Nederlandende fremkaldte Roms tyranni ganske tidlig en bestemt protest. Saaledes blev den romerske pave 700 aar for Luthers tid, uden frygt for offentlig anklaget af to biskopper, som var bleven sendte i et ærende til Rom og var bleven bekjendte med den hellige stols sande karakter, "Gud har givet menigheden, sin dronning og brud, en ædel og evig arv for hendes børn, en brudegave, som er uforgjængelig og uforvisnelig. Han har givet hende en evig krone og et evigt cepter. Men alle disse velsignelser har du som en tyv tilegnet dig. Du sætter dig selv i templet som Gud. Jstedet for en hyrde er du bleven en ulv for faarene. Du vil, at vi skal tro, at du er den øverste biskop, men du er snarere en tyren. . . .J stedet for, at du burde være tjeneres tjener, som du kalder dig selv, saa søger du at være herrers herre. . . .Du faar menneskene til at foragte Guds bud. . . . Det er den Helligaand, som har opbygget alle menigheder, saa langt som jorden naar. Vor Guds stad, hvor vi er borgere, naar til alle dele af himlen, og den er større end den stad, som de hellige profeter kalder Babylon, som giver sig ud for at være guddommelig og praler af, at dens visdom er udødelig, og tilsidst, omendskjønt det er aldeles ugrundet, at den aldrig har taget fejl og aldrig kan tage fejl." ret
(194) Andre opstod aarhundrede efter aarhundrede for at gjentage denne prostest, og disse lærere, som saa tidlige rejste i forskjellige lande, og var kjendte under forskjellige navne, havde samme karakter som Valdenserne missionærer og udbredte evangeliets kundskab overalt. De trængte sig ogsaa ind i Nederlandene. Deres lære udbredte sig hurtig. De oversatte Valdensernes bibel paa vers i det tyske sprog. "Den har," sagde de, "store fortin. Jngen spøg, ingen fabler, ingen bagateller, intet bedrageri, intet andet andet end sandhedens ord. Der er visselig her og der en haard skorpe, men endog i dette kan man let opdage en marv og sødhed, som er god og hellig." Saaledes skrev den gamle tros venner i det tolvte aarhundrede. ret
(195) Nu begyndte den romerske forfølgelse, men midt iblandt pinebænke og baal vedblev de troendes antal et forøges. De erklærede standhaftigt, at bibelen er den eneste ufejlbarlige regel for religionen, og at ingen burde tvinges til at tro, men de burde overtales ved prædiken. ret
(195) Luthers lære faldt i god jord i Nederlandene, og alvorlige og tro mænd opstod og prædikede evangeliet. Menno Simeons kom fra en af Hollands provinser. han var opdragen i den katholske tro og ordineret til præst. Han var aldeles uvidende om bibelens lære, og han vilde ikke læse den af frygt for, at han derved skulde blive forført til kjætteri. Da han kom i tvivl angaaende læren om transubstantiationen, ansaa han det for en fristelse fra satan og søgte at drive den bort ved skriftemaal og bøn, men forgjæves. Han deltog i forskjellige adspredelser og forsøgte saaledes at bringe samvittighedens anklagende stemme til taushed, men til ingen nytte. Efter nogen tid læste han det nye testamente, og dette tilligemed Luthers skrifter bevirkede, at han antog den reformerte tro. Kort efter blev han i en nærliggende landsby vidne til, at en mand blev henrettet, fordi han var bleven døbt paany. Dette bragte ham til at ransage bibelen med hensyn til barnedaaben. Han kunde ikke finde noget bevis for den i skriften, men saa, at omvendelse og tro overalt blev fremstillet som betingelser for at modtage daaben. ret
(195) Menno forlod den romerske kirke. Han hengav sit liv til at undervise andre om de sandheder, som han selv havde modtaget. Baade i Tyskland og Nederlandene var der opstaaet en klasse sværmere, som forkyndte en urimelig og oprørsk lære, saa at de overskred al orden og sædelighed og hengav sig til vold og oprør. Menno saa, hvilke forfærdelige følger disse bevægelser førte til, og han arbejdede med al kraft mod disse sværmeres vildfarende lære og vilde planer. Mange af dem, som var bleven vildledede af sværmere, forkastede siden deres fordærvelige lære, og der var endnu mange efterkommere af de gamle kristne, som var en frugt af valdensernes virksomhed. Blandt disse klasser arbejdede Menno med storn idkjærhed og held. ret
(196) J 25 aar rejste han med sin hustru og børn. Han udholdt store besværlighed og sagn, og hans liv var ofte i fare. Han gjennemrejste Nederlandene og det nordlige Tyskland og arbejdede fornemmelig blandt de lavere klasser, men han havde en vidt udbredt indflydelse. Han havde ikke saa stor lærdom, men var af naturen veltalende, og var en mand af ubøjelig retskaffenhed Han havde en ydmyg aand og var mild og venlig, oprigtig og alvorlig i sin fromhed og fulgte i sit eget liv den lære, som han prædikede, saa at han vandt folkets tillid. Hans tilhængere blev adspredte og undertrykte. De led meget, fordi man forvekslede dem med de sværmeriske efterfølgere af Münzer. Men der blev alligevel mange omvendte ved hans arbejde. ret
(196) Jngen steder antog man mere almindelig den reformerte lære end i Nederlandene. Der er faa lande, hvor dens tilhængere har udholdt mere forfærdelige forfølgelser. J Tyskland havde Karl V banlyst reformationen og vilde gjerne have ført alle dens tilhængere til baalet, men fyrsterne rejste sig og satte en skranke for hans tyranni. J Nederlandene var hans magt større paa bud om forfølgelse fulgte hurtig det ene efter det andet. At læse bibelen, at høre eller prædike, eller endog at tale om den blev betragtet som en forbrydelse, der skulde straffes med døden paa baalet. De, som vilde fornegte sin tro, fik lov til at dø ved sværdet, dersom de var mænd, og begraves levende, dersom de var kvinder. Det ene tusende efter det andet kom under den grusomme Karls regering og under hans endnu grusommere søns. At bede til Gud i løndom, at undlade at bøje sig for helgenbillederne, at sygne en samle var altsammen forbrydelser, som blev straffede med døden. En gang blev en hel familje fremført for inkvisitorerne og beskyldt for, at de havde holdt sig borte fra messen, og havt gudstjeneste hjemme. De der blev forhørte angaaende deres opførsel, svarede den yngste søn: "Vi falder paa vore knæ og beder, at Gud vil oplyse vore sjæle og tilgive vore synder. Vi beder for vor konge, at hans regering maa gaa godt og hans liv være lykkeligt. Vi beder for vor øvrighed, at Gud maa bevare den." Nogle af dommere blev dybt rørte, men alligevel blev faderen og en af hans sønner dømte til baalet. ret
(197) Men martyrernes mod var lige saa stort som deres forfølgeres raseri. Jkke blot mænd, men fromme kvinder og unge jomfruer viste ubøjeligt mod. Ligesom paa den tid, da hedenskabet forsøgte at omstyrte evangeliet, blev ogsaa nu de kristnes blod en hellig sæd. Forfølgelsen tjente til at forøge sandhedsvidnernes antal. Aar efter aar trængte monarken paa med sin grusomme gjerning, ophidset af folkets uovervindelig standhaftighed, men forgjæves, og revolutionen under den ædle Vilhelm af Oranien skaffede tilsidst Holland religionsfrihed. ret
(197) Bland Piemonts bjerge, paa Frankrigs sletter og Hollands kyster mørkedes evangeliets fremgang med disciplenes blod. Men i de nordlige lande fandt det en fredelig indgang. Studenterne fra Wittenberg, som vendte tilbage til sine hjem, bragte den reformerte tro til Skandinavien. Luthers skrifter, som blev udgivne, hjalp ogsaa til at sprede lyset. De simple, haardføre folk i norden vendte sig bort fra Roms fordærvelse, pragt og overtro, og bød bibelens rene, ligefremme og livgivende sandheder velkommen. ret
(197) Tausen, "Danmarks reformator", var en bondesøn. Allerede i barndommen viste han, at han besat en stor forstand. Han tørstede efter lærdom, men forældrenes fattigdom tillod ham ikke at studere, og han gik i et kloster. her vandt han sine foresattes gunst ved sit hellige liv, saa velsom ved sin flid og troskab. Det viste sig, at han besat talenter, som tydede paa, at han en gang i fremtiden kunde gjøre god tjeneste i kirken. Man besluttede derfor at lade ham oplære ved et universitet i Tyskland eller Nederlandene. Man tillod den unge student selv at vælge en skole paa den betingelse, at han ikke skulde rejse til Wittenberg. Munkene sagde, at kirkens elever ikke burde sættes i fare for at blive paavirkede af kjætteriets gift. Tausen rejste til Köln. Men skolastikernes mysticisme blev snart modbydelig for ham. Paa denne tid erholdt han et af Luthers skrifter. Han læste det med beundring og glæde, og fik stor lyst til at blive undervist af reformatoren selv. Men dersom han gjorde dette, udsatte han sig selv for at forarbe sine foresatte i klosteret og saaledes miste sin understøttelse. Han besluttede dog snart, hvad han vilde gjøre, og det varede ikke længe, for han blev indskreven som student i Wittenberg. ret
(197) Da han kom tilbage til Danmark, begav han sig til klosteret. Der var endnu ingen, som mistænkte ham for, at han hyldede lutheranismen. Han aabenbarede ikke sin hemmelighed, men forsøgte uden at vække sine kammeraters fordom at lede dem til et helligere liv og en renere tro. Han aabnede bibelen og forklarede dens sande mening, og tilsidst prædikede han aabent Kristus for dem og fremholdt han som synderes retfærdighed og deres eneste haab om frelse. Priorens vrede var stor, thi han havde næret et stærkt haab om, at Tausen skulde blive en modig forsvarer for Rom. Man flyttede ham strak fra hans eget kloster til et andet, og han blev indesluttet i sin celle under strengt opsyn. ret
(198) Til stor forfærdelse for hans nye foresatte, erklærede flre af munkene snart efter, at de havde antaget protestantismen. Tausen havde meddelt sine kammerater kundskab om sandheden gjennem cellens gitter. Dersom disse danske fædre havde været bevandrede i den plan, som kirken fulgte ved kjætteres behandling saa havde man aldrig mere hørt Tausens røst, men i stedet for at overgive ham til en grav i et eller andet underjordisk fængsel, udstødte de ham fra klosteret. Nu var de magtesløse. Et kongeligt edikt, som nylig var bleven udstedt, lovede dem beskyttelse, som prædikede den nye lære. Tausen begyndte at prædike. Kirkerne blev aabnede for ham, og folket strømmede til for at høre. Der var ogsaa andre, som prædikede den reformerte tro. Det nye testamente blev oversat i det danske sprog og meget udbredt, de bestræbelser, som papisterne gjorde for at omstyrte dette værk, bevirkede blot, at det udbredte sig, og det varede ikke længe, før Danmark erklærede sig fuldt ud for reformationen. ret
(198) J Sverige var der ogsaa unge mænd, som havde drukket af kilden i Wittenberg og bragte livets vand til sine landsmænd. To af lederne i den svenske reformation, Olaus og Laurentius Petri, sønner af en smed i Örebro, studerede under Luther og Melanchton, og de prædikede flittigt de sandheder, som de saaledes havde lært. Ligesom den store reformator vagte ogsaa Olaus folket ved sin nidkjærhed og veltalenhed, medens Laurentius ligesom Melanchton var lærd, betænksom og rolig. De var begge mænd med stor fromhed og lærdom i theologi og viste ubøjeligt mod, idet de udbredte sandheden. Papisterne glemte dog ikke at gjøre modstand. De katholske præster ophidsede det uvidende og overtroiske folk. Olaus blev ofte angreben af pøbelen, og ved flere lejligheder var det med nød og neppe, han reddede sit liv. ret
(199) Disse reformatorer blev imidlertid begunstigede og kraftig understøttede af kongen. Under den romerske kirkes herredømme blev folket ganske fattigt, nedtrampet og undertrykt. De var berøvede den hellige skrift og havde en religion, som blot bestod i tegn og ceremonier, som ikke bragte lys i sjælen, og de vendte tilbage til sine hedenske forfædres overtro og skikke. Folket var delt i stridende partier, og de uafladelige kamp imellem disse forøgede elendigheden blandt alle. Kongen besluttede at reformere stat og kirke, og han bød disse dygtige og mægtige medhjælpere velkommen til at kjæmpe mod Rom. De to brødre oversatte bibelen i det svenske sprog og gav saaledes folket i dette land for første gang Guds ord i deres eget modersmaal. ret
(199) J nærværelse af kongen og Sveriges ledende mænd forsvarede Olaus Petri med stor dygtighed den reformerte tros lære mod Roms forfægtere. Han erklærede, at kirkefædrenes lære blot bør antages for saa vidt, som den var i harmoni med skriften; at troens væsentlige lære fremsættes i bibelen paa en klar, ligefrem maade, saa at alle mennesker kan forstaa den. Kristus siger: "Min lærdom er ikke min, men hans, som mig udsendte." (Joh. 7:16) Og Paulus erklærer, at dersom nogen prædikede noget andet evangelium end det, som han havde modtaget, saa vilde han blive en forbandelse. (Gal. 1:8) "Hvorledes", sagde reformatoren, "tør de andre vove at indføre dogmer efter deres eget behag og paatvinge dem som nødvendige til salighed?" De viste, at kirkens befalinger ikke var nogen kraft, naar de er i strid med Guds befalinger. Jdet han fastholdt protestanternes store princip, at "bibelen og bibelen alene" skal være regelen for tro og levnet, vandt han en sejr, som bevirkede, at kongen bestemte sig for den protestantiske tro, og som i virkeligheden grundlagde reformationen i Sverige. ret