(200) Medens Luther aabnede den tillukkede bibel for Tysklands sønner, blev Tyndale dreven af Guds aand til at gjøre det samme for England. Wiclefs bibel var bleven oversat fra den latinske tekst, som var meget fejlagtig. Den var aldrig bleven trykt, og skrevne kopier kostede saa meget, at blot adelsmænd eller rige mænd kunde anskaffe sig den. Desuden havde kirken strengelig forbudt at læse den, og den var derfor forholdsvis meget lidet udbredt. ret
(200) J 1516, et aar før Luther opslog sine sætninger paa kirkedøren i Wittenberg, havde Erasmus trykt sine græske og latinske udgave af det nye testamente. Dette var første gang Guds ord blev trykt i grundsproget. J dette værk var mange fejl, som forekom i tidligere udgaver, rettede, og teksten var mere tydelig. Dette bevirkede, at mange af den lærde stand fik bedre kundskab om sandheden og gav reformationen et nyt stød fremad. Men flertallet af folket havde endnu ingen adgang til Guds ord. Tyndale skulde fuldkomme det værk, som Wieclef begyndte, nemlig at give bibelen til sine landsmænd. Han var en flittig student, og han søgte ivrig efter sandheden; han havde annammet evangeliet af Erasmus' græske testamente. Han prædikede sin overbevisning frit og paastod, at al lære maa prøves ved Guds ord. Til papisternes paastand, at kirken havde givet folket bibelen, og at kirken alene kunde forklare den, sagde Tyndale: "Ved J, hvem der lærte ørnen at finde sit bytte? Den samme Gud lærer sine hungrige børn at finde sin fader i hans ord. Det er langt fra, at J har givet os skriften. Thi det er netop J, som har skjult den for os. Det er j, som har brændt dem, der prædikede skriften; og dersom J kunde, saa vilde J brænde skriften selv." ret
(201) Tyndales prædiken vakte stor interesse. Mange antog sandheden. Men præsterne var paa sin post, og saa snart han havde forladt marken, forsøgte de ved trusler og forskjellige forestillinger at omstyrte hans værk. Dette lykkes dem alt for ofte. "Ak", udbrød han, "hvad skal jeg gjøre? Medens jeg saa paa et sted, plyndrer fienden den mark, jeg netop har forladt. jeg kan ikke være overalt. Ak, om blot de kristne havde den hellige skrift i sit eget modersmaal, saa kunde de selv modstaa disse sofister. Uden bibelen er det umuligt at stadfæste lægfolk i sandheden." ret
(201) En ny beslutning opfyldte nu hans sjæl. "Det var i Jsraels eget sprog", sagde han, "man sang salmerne i Jehovas tempel, og skal ikke evangeliet tale Englands sprog blandt os? . . . . Burde kirken have mindre lys ved middagstid end om morgnen? De kristne maa læse det nye testamente i deres modersmaal." Kirkens doktorere og lærere var uenige med sig selv. Alene ved hjælp af bibelen kunde menneskene lære sandheden at kjende. "En tror denne lære og en anden hin. . . . . Den ene doktor modsiger den anden. Hvorledes kan vi da skjelne mellem den, som lærer ret, og den, som lærer galt? . . . . . Hvorledes? . . . .Jo, det kan vi med Guds ord." ret
(201) Da en lærd katholsk doktor ikke længere efter disputerede med ham, udbrød denne: "Det var bedre for os at være uden Guds lov end uden pavens." Tyndale svarede: "Jeg trodser paven og alle hans love, og om Gud sparer mit liv, vil jeg om ikke mange aar bevirke, at en bondedreng skal kjende skriften bedre, end J kjender den." ret
(201) Det forsæt, som Tyndale have begyndt at nære, at han vilde give folket det nye testamente i deres eget sprog, blev nu stadfæstet, og han begyndte straks at arbejde paa dette værk. Da hans forfølgere drev ham fra hans hjem, rejste han til London, hvor han en tid arbejdede uforstyrret. Men de paveliges voldsomme fremfærd tvang ham atter til at fly. Det syntes, som hele England var lukket for ham, og han besluttede at søge tilflugt i Tyskland. Her begyndte han at trykke det nye testamente. ret
(201) To gange blev værket standset; men naar man forbød ham at trykke i en stad, rejste han til en anden. Tilsidst kom ham til Worms, hvor Luther nogle faa aar før havde forsvaret evangeliet. J denne gamle stad havde reformatonen mange venner, og Tyndale fortsatte der sit væk uden videre hindring. Tre tusende eksempler af det nye testamente blev snart fuldendte, og en anden udgave fulgte samme aar. ret
(202) Med stor iver o g udholdenhed vedblev han sit arbejde. Omendskjønt den engelske øvrighed lod havnene bevogte paa det strengeste, blev Guds ord dog paa forskjellige maader hemmelig indført i London og derfra udbredt over hele landet. Papisterne søgte at undertrykke sandheden, men forgjæves. Ved en lejlighed kjøbte biskoppen af Deham hos en boghandler, som var en ven af Tyndale, alle de bibler, han havde, for at ødelægge dem, da han antog, at dette vilde hindre værket betydelig. Men dette havde netop den modsatte virkning; de penge, som man saaledes erholdt, blev brugte til at kjøbe de fornødne ting til en ny og bedre udgave, som man ikke kunde have trykt uden denne hjælp. Da Tundale sidenefter blev sat i fængsel, tilbød man ham frihed paa den betingelse, at han vilde opgive navnene paa alle dem, som havde hjulpet ham at betale bibelens trykning. Han svarede, at biskoppen af Durham havde gjort mere end nogen anden; thi han betalte en god prise for de bøger, han havde tilbage og satte ham i stand til at fortsætte værket med godt mod. ret
(202) Tyndale blev forraadt i sine fienders hænder, og han maatte en gang sidde i fængsel i mange maaneder. Tilsidst aflagde han vidnesbyrd om sin tro ved martyrdøden. Men det vaaben, som han tilvejebragte, har sat andre stridsmænd i stand til at kjæmpe gjennem alle tider lige til vor tid. ret
(202) Latimer fremholdt fra prædikestolen, at bibelen burde læses i folkets eget sprog. "Den hellige skrifts forfatter", sagde han, "er Gud selv, og skriften erholder kraft og uddødelighed fra sin forfatter. Der er hverken konge eller kejser, som ikke bør adlyde den. Lad os vogte os for menneskelige traditioners afveje; de er fulde af stene, torne og oprykke træer. Lad os følge ordets lige vej. Det angaar ikke os, hvad fædrene har gjort, men hellere, hvad de burde have gjort." ret
(202) Barnes og Frith, Tyndales trofaste venner, forsvarede ogsaa sandheden. Brødrene Widley og Crammer fulgte efter. Disse ledere i den engelske reformation var lærde mænd, og de fleste af dem havde været højt agtede for iver og fromhed i den katholske kirke. De satte sig imod pavedømmet, fordi de havde lært den hellige stols vildfarelse at kjende. Deres bekjendtskab med Babylons hemmelighed gav dem større kraft til at vidne mod hende. ret
(203) Ved J, sagde Latimer, hvem der er den flittigste biskp i England? Jeg ser, at J lytter og venter, at jeg skal nævne ham. Jeg vil sige eder det. Det er djævelen. Han er aldrig ude af sit bispedømme. J finder ham aldrig ledig. Besøg ham, naa J vil, han er altid hjemme. Han følger altid efter ploven. Jeg forsikrer eder, at J skal aldrig finde, at han er doven. Hvor djævelen er hjemme, der maa bøgerne bort og vokslysene frem. Der siger man: Bort med bibelene og frem med rosenkransene. Bort med evangeliets lys og frem med de tændte vokslys, ja midt paa dagen; bort med Kristi kors og frem med den lommetyv, skjærsilden; vort med at klæde de nøgne, de fattig og krøblingerne, og frem med at pynte billeder og hænge kostbare klæder paa stok og sten; ned med Gud og hans allerhelligste ord, og op med sagn og kirkeraab og en blind pave. Gid vore prælater vilde være lige saa flittige med at udsaa den gode læres sæd,, som satan er med at udsaa tidsler og klinte! ret
(203) Det store princip, som Tyndale, Frith, Latimer og brødrene Ridley fremholdt, var den hellige skrifts guddommelige autoritet og tilstrækkelighed. De forkastede den autoritet, som paver, kirkefædre og konger havde anmasset sig for at herske over samvittighederne i det, som angik religionen og troen. Bibelen var deres rettesnor, og de prøvede alle paastande og lærdomme ved den. ret
(203) Disse hellige mænd blev opholdt ved troen paa Gud og hans ord, og de hengav sit liv paa baalet: "Vær ved godt mod!! raabte Latimer til sine medbrødre, idet flammerne var nær ved at bringe deres røst til taushed. "Vi skal paa denne dag tænde et saadant lys i England, som ved Guds naade aldrig skal blive udslukket." ret
(203) Sandhedens sæd, som Columba og hans medarbejdere havde saaet i Skotland, var aldrig bleven ganske udryddet. Flere hundrede aar efter at kirken i England erkjendte Roms overherredømme, vedblev Skotlands kirke at fastholde sin frihed. Men i det tolvte aarhundrede blev pavemagte oprettet her, og i intet land herskede den mere uindskrænket, intet sted var der større mørke. Men der kom tilsidst lysstraaler, som gjennemtrængte mørket og gav løfte om en bedre dag. Lollarderne, som kom fra England med bibelen og med Wiclefs lære gjorde meget til at bevare kundskaben om evangeliet, og ethvert aarhundrede havde sine vidner og martyrer. ret
(204) Da reformationen begyndte, udkom Luthers skrifter og derpaa Tyndales engelske nye testamente. Præsterne lagde ikke mærke til disse budbærere, som i stilhed rejste over bjerg og deal fandt vej saa vel til baronens slot som til hyrdens hytte. De bragte nyt liv i sandhedens fakkel, som næsten var udslukket i Skotland, og omstyrtede det værk, som Rom havde udført i 400 aar fulde af undertrykkelse. ret
(204) Martyrernes blod gav et nyt stød fremad til bevægelsen. De pavelige ledere vaagnede pludselig op og saa den fare, som truede deres sag, og de førte nogle af Skotlands ældste og mest agtede sønner til baalet. Men derved oprettede de blot en talerstol, hvorfra disse døende vidners ord lød over hele landet og fyldte folkets sjæle med et ubøjeligt forsæt om at forkaste Roms aag. ret
(204) Hamilton og Wishart, hvis karakter var fyrstelig saa vel som deres slægt, med en lang række af ringere disciple, hengav sit liv paa baalet. Men fra Wisharts baal kom en, som flammerne ikke skulde bringe til Taushed, en, som med Guds hjælp skulde slaa dødsslaget paa pavevæsenet i Skotland. ret
(204) John Knox havde vendt sig bort fra kirkens traditioner og hemmeligheder for at glæde sig ved Guds ords sandhed, og Wisharts prædiken havde stadfæstet hans beslutning, at han vilde forlade Roms samfund og forene sig med de forfulgte reformatorer. ret
(204) Hans kammerater søgte at overtale ham til at blive prædikant, men han veg bævende tilbage for det ansvar, som fulgte dermed, og han gav ikke sit ja dertil,, førend han i ensomhed i flere dage havde udholdt en smertefuld kamp med sig selv. Men efter at han en gang havde modtaget dette embede trængte han fremad med en fast beslutning og ubøjeligt mod, saa længe han levede. Denne oprigtige reformator frygtede ikke mennesker. Martyrernes baal, som blussede omkring ham, tjente blot til at vække ham til større nidkjærhed. Tyrannernes ønske hængte truende over hans hoved, men han stod urokkelig og slog haarde slag til højre og venstre for at udrydde afguderiet. ret
(205) Da John Knox blev fremstillet for Dronningen af Skotland, i hvis nærværelse mange protestantiske lederes nidkjærhed havde kjølnet, vidnede han frimodigt om sandheden. han kunde ikke vindes ved smiger ej heller frygtede han for trusler. Dronningen beskyldte ham for kjætteri. Han havde lært folket at antage en religion, som staten havde forbudt, sagde han, og havde saaledes overtraadt Guds bud, som befalede undersaatterne at adlyde hans fyrster. Konx svarede med fasthed: ret
(205) Den sande religion er ikke frembragt eller har faaet sin autoritet af fyrster, men alene af den evige Gud. Derfor er undersaatterne ikke forpligtede til at danne sin religion efter sine fyrsters smag, thi det hænder ofte, at fyrsterne er de mest uvidnede af alle om Guds sande religion. Dersom alle Abrahams efterkommere havde hafvt Faraos religion, hvis undersaatter de længe var, saa sig mig, hvilken religion vilde der da have været i verden? Og dersom alle paa Apostlernes dage havde hafvt samme religion som de romerske kejsere, sig mig hvilken religion vilde der saa have været paa jorden nu? Saaledes, er De, at undersaatterne ikke er forpligtede til at tro sine fyrsters religion, omendskjønt de er skyldige at give dem ære. ret
(205) Dronningen svarede: "Du forklarer skriften paa en maade, og de [de romerske lærere] forklarer den paa en anden maade. Hvad skal jeg tro, og hvem skal være dommer?" ret
(205) "De skal tro Gud, som taler tydelig i sit ord", svarede reformatoren, "og videre, end Guds ord lærer, skal man ikke tro, hverken den ene eller den anden. Guds ord er tydeligt, og dersom der er nogen utydelighed noget sted, saa forklarer den Helligaand, som aldrig taler mod sig selv, den samme mere tydeligt paa andre steder, saa at der ikke kan være nogen tvivl undtagen for saadanne, som er uvidende med forsæt." Saadanne sandheder talede den uforfærdede reformator med fare for sit liv i kongelige øren. Med det samme uforfærdede mod fastholdt han sin beslutning. han bad og kjæmpede for Herren, indtil Skotland var fri. ret
(206) Da protestantismen blev antaget som nationalreligion i England, formindske det forfølgelsen, men standsede den dog ikke aldeles. Omendskjønt man havde forkastet mange stykker af Roms lære, saa beholdt man dog ikke saa faa af dens former. Man forkastede pavens overherredømme, men i stedet for blev kongen ophøjet til kirkens hoved. Man afveg endnu meget i gudstjenesten fra evangeliets renhed og enfoldighed. Omendskjønt de protestantiske regenter sjelden anvendte saadanne forfærdelige grusomheder mod kjættere som Rom, saa erkjendte man dog ikke, at ethvert menneske har ret til at dyrke Gud efter sin egen samvittigheds forskrifter. Men fordrede, at alle skulde antage den lære og iagttage de former i gudsdyrkelsen, som statskirken foreskrev. Dissenterne led mere og mindre forfølgelse i flere hundrede aar. ret
(206) J det syttende aarhundrede mistede flere tusende præster sine embeder og blev jagne i landflygtighed. Det blev forbudt folket at besøge alle reigiøse møder, undtagen saadanne, som kirken anordnede. For overtrædelse af dette forbud var bestemt store bøder, fængsel og landflygtighed. De oprigtige sjæle, som ikke kunde undlade at samles for at tilbede Gud, var tvungne til at samles i mørke stræder, paa ensomt liggende tagkamre og til somme aarstider i skovene ved midnat. J skovens beskyttende skjød, i det tempel, som Gud selv havde bygget, samledes disse adspredte og forfulgte Herrens børn for at udøse sin sjæl i bøn og pris til Gud. Men trods al deres forsigtighed, maatte mange af dem lide for sin tro. Der var trængsel i fængslerne. Familjer blev adskilte. Mange blev forviste til fremmede lande. Dog var Gud med sit folk, og forfølgelsen var ikke i stand til at bringe deres vidnesbyrd til taushed. Mange blev drevne over havet til Amerika, hvor de lagde grunden til den borgerlige og religiøse frihed, som har været dette lands forsvar og ære. ret
(206) Ligesom i apostlernes dage tjente forfølgelsen atter til evangeliets fremme. J et væmmeligt fængsel fuldt af ryggesløse mennesker og forbrydere indaandede Bunyan himlens atmosfære og skrev sin underfulde lignelse om en kristens rejse fra ødelæggelsens land til den himmelske stad. J 200 aar har denne stemme fra Bedfards fængsel talt med gjennemtrængende kraft til menneskenes hjerter. Bunyans "Pilgrims vandring" og "Overflødig naade for den første bland syndere" har vejledet mange mennesker paa livets vej. ret
(207) Baxter, Flavel, Alleine og andre begavede og lærde mænd med dyb kristlig erfaring fremstod og forsvarede modig den tro, som en gang var overantvordet de hellige. Den gjerning, som disse mænd udrettede, kan aldrig forgaa, omendskjønt de blev bandlyste og fordømte af denne verdens regenter. Flavels "Fountain of Life" (Livets kilde) og "Metod of Grace" (Naadens virninger) har undervist tusender om, hvorledes de skulde overgive sin sjæl i Kristi hænder. Baxters "Reformed Pastor" (Den omvendte prædikant) har udrettet et godt værk ved at lede sjæle til "den sabbatshvile, som er tilbage for Guds folk". ret
(207) Et hundrede aar senere fremstod Whitefield og brødrene Wesley som lysbærere for Gud paa en tid, da der herskede stort aandeligt mørke. Under statskirkens styrelse var folket i England sunket ned i et religiøst forfald, som neppe kunde skilles fra hedenskab. Naturreligionenv ar præsteskabets mest begunstigede studium og omfattede det meste af deres theologi. De højere stænder lod haant om fromhed og roste sig af, at de ikke deltog i det, som de kaldte sværmeri. De lavere stænder var meget uvidende og hengivne til ryggesløshed, medens kirken hverken havde mod eller tro til længere at understøtte sandhedens forfaldne sag. ret
(207) Den store sandhed, at menneskene retfærdigjøres ved troen, som Luther saa klart havde lært, var næsten helt tabt af syne, og det romerske princip, at man maa forlade sig paa gode gjerninger til salighed, blev troet i stedet for. Whitefield og brødrene Wesley, som var medlemmer af folkekirken, havde søgt ivrig efter at erholde Guds naade. De havde lært, at man blot kunde erholde den ved at dydigt og ved at iagttage den udvortes gudsdyrkelse; men det blev klart for dem, at religionen havde sit sæde i hjertet, og at Guds lov strækker sig til vore tanker saa vel som at vore ord og handlinger. Overbevist om nødvendigheden af indvortes hellighed saa vel som en udvortes moralsk opførsel begyndte de med alvor at leve et nyt liv. De stræbte med stor flid og megen bøn at overvinde det onde i sin natur. De levede et selvfornegtende lig, var godgjørende og ydmyge og anvendte med stor strenghed og nøjagtighed ethvert middel, om hvilket de tænkte, at det kunde hjælpe dem til at erholde det, som de mest ønskede, den hjertets renhed, som kunde skaffe dem Guds naade. Men de erholdt ikke det, som de søgte efter. Deres bestræbelser for at blive befriet fra syndens fordømmelse og at bryde dens magt var forgjæves. De gjennemgik den samme kamp, som Luther gjennemgik i sin celle i Erfurt. Det var det samme spørgsmaal, som havde plaget hans sjæl: "Hvorledes skulde et menneske være retfærdigt for Gud?" (Job 9:2) ret
(208) Da charles Wesley en gang blev syg og troede, at døden nærmede sig, spurgte man ham hvorpaa han hvilede sit haab om evigt liv. Han svarede: "Jeg har bestræbt mig efter bedste evne for at tjene Gud." Da den ven, som havde fremsat spørgsmaalet, ikke syntes at være rigtig tilfreds med hans svar, tænkte Wesley: "Hvad! er ikke mine bestræbelser en god grund for haab? Vil Gud berøve mig mine bestræbelser? Jeg har ikke noget andet at stole paa." Saa tykt var det mørke, som hvilede over kirken. Det skjulte forsoningen, berøvede Kristus hans ære, og vendte menneskenes sjæle bort fra deres eneste haab om frelse, den korsfæstede forløsers blod. ret
(208) Den guddommelige sandheds ild, som næsten var bleven udslukt paa protestantismens alter, skulde atter trændes af den gamle fakkel, som de bøhmiske kristne bragte med sig gjennem tiderne. Efter reformationen blev protestantismen nedtraadt i Bøhmen af Roms skarer. Alle, som vægrede sig ved at fornegte sandheden, blev tvungne til at fly. Nogle af disse flygtninger fandt beskyttelse i Sachsen og fremholdt der den gamle tro. Det var fra disse kristne efterkommere lyset kom til Wesley og hans med hjælpere. ret
(208) Efter at John og CHarles Wesley var bleven ordinerede til præsteembedet, blev de sendte som missionærer til Amerika. Der var et selskab af herrnhuter ombord paa skibet. De blev udsatte for heftige storme paa overfarten, og da John Wesley stod ansigt til ansigt med døden, mærkede han, at han ikke havde nogen forvisning om fred med Gud. De tyske brødre derimod viste en tro og tillid, som var fremmed for ham. ret
(209) Jeg havde en lang tid, sagde han, lagt mærke til det store alvor, som udmærkede deres opførsel. De gav stedse bevis paa sin ydmyghed, idet de udførte saadanne tjenester for de andre passagerer, som ingen af englænderne vilde paatage sig, og for disse tjenester ønskede de ikke eller vilde modtage nogen betaling. De sagde, at det var godt for deres stolte hjerter, og at deres kjære frelser havde gjort meget mer for dem. Hver eneste dag havde givet dem anledning til at vide en sagtmodighed, som ingen fornærmelse kunde rokke. Dersom man stødte dem, slog dem eller kastede dem ned, stod de op igjen og gik bort, men man hørte ingen klage af deres mund. Der var nu en lejlighed til at prøve, om de var befriede fra frygt saa vel som fra stolthed, vrede og hevnlyst. Bedst som de sang den samle, som de begyndte sin gudstjeneste med, styrtede søen over skibet, sønderrev storsejlet, bedækkede skibet og styrtede ned i mellemdækket, som om det store dyb allerede havde opslugt os. Englænderne begyndte at skrige forfærdeligt, men tyskerne vedblev at sygne. Jeg spurgte siden en af dem: Var du ikek bange? Han svarede: Nej, jeg takker Gud for dem. Jeg spurgte videre: Men var ikke eders kvinder og børn bange? Nej, svarede han mildt, vore kvinder og børn er ikke bange for døden. ret
(209) Da de kom til Savannah, boede Wesley en kort tid bland herrnhuterne og fik en dyb indsigt af deres kristelig opførsel. Han skriver om en af deres religiøse sammenkomster i slaaende modsætning til den enegelske kirkes livløse ceremonivæsen: "Den store enfoldighed saa vel som det alvor, der hvilede over det hele, fik mig til at glemme de 1700 aar, som laa miellem, saa at jeg forestillede mig, at jeg var kommen ind i en af de forsamlinger, hvor ceremonier og starten endnu ikke havde trængt ind, men hvor teltmageren Paulus og fiskteren Peter ledede mødet, medens Guds aand og kraft paa samme tid aabenbarede sig." ret
(210) Da Wesley kom tilbage til england, blev han undervist af herrenhusternes lære og erholdt saaledes et klarere begreb om bibelens tro. Han blev i stand til at forlade sig paa Kristus alene for sin frelse, ikke paa de retfærdige gjerninger, som han havde gjort, og han følte den overbevisning i sit hjerte, at Kristus borttaget hans synder. Han fortsatte sit strenge selvfornegtende liv, ikke længere som en grund for troen, men som en følge af den; ikke som roden, men som en frugt af helligheden. Guds naade i Kristus er grundvolden afor den kristnes haab, og denne naade vil vise sig i et lydigt liv. ret
(210) Wesley opfordrede sit liv til at prædike de store sandheder, som han havde annammet - retfærdiggjørelsen ved troen paa Kristi forsonende blod og den Helligaands fornyede kraft paa hjertet, som frembringer frugt i et liv dannet efter Kristi eksempel. ret
(210) Whitefield og brødrene Wesley blev forberedte for sin gjerning ved en lang og streng overbevisning om sin egen fortabte tilstand. For at de kunde lære at lide ondt som gode Kristi stridsmænd, blev de ført gjennem en ildprøve af foragt, bespottelse og forfølgelse baade ved universitet, og idet de begyndte sin virksomhed som prædikanter. De og nogle faa andre, som forenede sig med dem, blev foragtelig kaldte methodister af sine ugudelige medstuderende - et navn, som paa vor tid agtes højt af et af de største samfund i England og Amerika. ret
(210) Som medlemmer af den engelske kirke holdt de meget af dens kirkeskikkelse. Men Herren havde fremlagt en bedre vej for dem i sit ord. Den Helligaand trængte paa dem, at de burde prædike Kristus og ham korsfæstet. Den højestes kraft ledsagede deres virksomhed. Tusender kom til syndserkjendelse og blev virkelig omvendte. Det var nødvendigt, at disse faar skulde beskyttes mod de rivende ulve. Wesley tænkte ikke paa at danne et nyt samfund, men ordnede dem til en forening, som blev kaldt methodistforeningen. ret
(210) Den modstand, som disse prædikanter mødte af statskirken, var hemmelighedsfuld og nærgaaende. Men Gud havde i sin visdom styret begivenhederne saaledes, at denne reformation begyndte i selve kirken. Dersom den var kommen helt udenfra, saa vilde den ikke have trængt gjennem, hvor man mest behøvede den. Men da disse vækkelsesprædikanter tilhørte kirken og arbejdede inden dens omraade, hvor som helst de kunde finde lejlighed dertil, saa fandt sandheden indgang paa steder, hvor dørene ellers vilde have været lukkede for den. Nogle af præsteskabet blev vækkede af sin moralske slummer og blev nidkjære prædikanter i sit eget sogn. Menighederne, som var stivnede inde i formalisme, blev vækkede til nyt liv. ret
(211) Mænd med forskjellige gaver udførte det værk, som blev dem anvist. De stemte ikke overens i ethvert lærdomspunkt; men de blev paavirkede af Guds aand og forenede i det altmomfattende maal - at vinde sjæle for Kristus. Der var nogen forskjel i læren mellem Whitefield og brødrene Wesley, og denne troede en tid at frembringe en splittelse, idet de lærte sagtmodighed i Kristi skole, blev de forsonede ved gjensidig overbærenhed og kjærlighed. De havde ingen tid til at disputere, medens vildfarelse og uretfærdighed var mangfoldig overalt, og syndere gik nedad til fortabelse. De arbejdede og bad sammen, og deres venskab blev styrket, idet det saaede evangeliets sæd paa de samme egne. ret
(211) Guds tjenere gik paa en ujevn vej. Mænd med indflydelse og lærdom anvendte sine kræfter mod dem. Efter nogen tid viste gejstligheden aabenbart fiendskab, og kirkerne lukkede for den rene tro og dem, som forkyndte den. Gejstlighedens adfærd, idet de forbød dem at benytte prædikestolene, satte mørkets, uvidenhedens og uretfærdighedens elementer i bevægelse. Mange gange undgik John Wesley døden derved, at Gud i sin naade gjorde undergjerninger for ham: Naar pøbelens raseri blev opvakt mod ham, og der ikke syntes at være nogen vej til at undfly, kom en engel i menneskelig skikkelse til ham; skaren veg tilside, og Kristi gjener undkom tryggelig fra faren. ret
(211) J disse første tider maatte methodisterne - folket saavel som prædikanterne - udholde spot og forfølgelse saa vel fra kirkens medlemmer som fra de aabenbart ugudelige, der blev opflammede af deres falske beretninger. De blev fremstillede for retten, som bar navn at retfærdighedens tjener, men retfærdighed fandtes sjelden ved domstolene paa hin tid. De blev ofte mishandlede af sine forfølgere. Pøbelskarer gik fra hus til hus, ødelagde bohave og anden ejendom, plyndrede saa meget, de ønskede, og mishandlede brutalt mænd, kvinder og børn. Undertiden opslog man offentlige bekjendtgørelser, som opfordrede dem, der ønskede det, til at hjælpe til at sønderslaa vinduer og røve i methodisternes huse og bestemte dem til at samles paa en vis tid og paa et bestemt sted. Saaledes overtraadte man offentlig baade menneskelige og guddommelige lov. Men dette tillod man at gaa for sig uden irettesættesættelse. Man forfugte systematisk det folk, hvis eneste fejl var, at de søgte at vende syndens fødder for fordærvelsens til hellighedens vej. ret
(212) Angaaende de beskyldninger, som fremførtes mod ham selv og hans efterfølgere, sagde John Wesley: "Nogle paastaar, at disse mennesker lære er falsk, vildfarende og fanatisk, at den er ny, og at man ikke var hørt noget om den før, at de er kvækere, sværmere og paveligsindede. Alle disse beskyldninger er allerede oprykkede med rod, idet vi har tydelig vist, at enhver del af denne lære er intet andet end skriftens tydelige lære forklaret af vor egen kirke. Derfor kan den ikke være falsk eller vildfarende, saa sandt som skriften er sand." "Andre paastaar, at deres lære er for streng, at den gjør vejen til himlen for snever, og dette er i sandhed den oprindelige indvending, og var en tid ogsaa den eneste, og ligger hemmelig paa binden af tusende andre beskyldninger, som ytrer sig paa forskjellige maader. Men gjør de vejen til himlen snevrere, end vor herre og apostlerne gjorde den? Er deres lære strengere end bibelens? Betragt blot nogle faa skriftsteder! "Du skal elske Herren din Gud af dit ganske hjerte og af din ganske sjæl og af din ganske styrke og af dit ganske sind og din næste som dig selv." (Luk. 10:27) "Menneskene skal gjøre regnskab paa dommens dag for hvert utilbørligt ord, som de har talet." (Math. 12:36) "Hvad heller J derfor æder eller driker eller hvad J gjør, da gjører alt til Guds ære." (1 Kor. 10:31) ret
(212) Dersom deres lære da er strengere end dette, saa fortjener de at dadles, men deres samvittighed vidner, at den ikke er det, og hvem kan være en tøddel mindre streng uden at forfalske Guds ord? Kan nogen husholder over Guds hemmeligheder findes tro, dersom han forandrer nogen del af det hellige ord? - Nej, han kan ikke formindske noget, han kan ikke formilde noget. Han er tvungen til at vidne for alle mennesker, at han ikke kan bøje skriften efter smag og behag. Man maa bøje sig for den eller evig omkomme. Folket raaber: disse mænd er ubarmhjertige! - Er de ubarmhjertige J hvilken henseende? Fordi de ikke mætter de hungrige og klæder de nøgne? Fordi de ikke mætter de hungrige og klæder de nøgne? O nej, det er ikke, hvad de mener, i denne henseende mangler de intet. Men de er saa ubarmhjertige i sin dom; de tror ikke, at nogen kan blive frelst uden de, gaar samme vej, som de selv gaar. ret
(213) Det aandelige frafald, som havde vist sig i England straks for Weslys tid, for en stor del en følge af, at man lærte at loven ikke er gyldig. Mange paastrod, at Kristus havde afskaffet sædeloven, og at det derfor ikke er en kristens pligt at adlyde den; at den troende er friet fra at trælle under gode gjerninger. Andre erkjendte lovens gyldighed, men sagde, at prædikanterne ikke behøvede at formane folket til at lyde dens bud, eftersom de mennesker, Gud havde udvalgt til salighed, vilde, "ved den guddommelige naades uimodstaaelige tilskyndelse blive ledede til at øve fromhed og dyd"; medens de, som var bestemte til evig fortabelse, "ikke havde nogen kraft til at adlyde Guds lov". ret
(213) Atter andre, som lærte, "at de udvalgte ikke kunde falde fra naaden eller miste Herren gunst", kom til den endnu mere afskyelige slutning, at "de ugudelige handlinger, de begaar, ikke er synd i sig selv eller bør betragtes som overtrædelse af Guds lov, og at de selvfølgelig ikke behøver at bekjende sine synder eller at afbryde dem ved omvendelse". De erklærede derfor, at endog den skammeligste synd, "som i hele verden blev anset for en forfærdelig overtrædelse af Guds lov, ikke er synd i Guds øjne," naar en af de udvalgte begaar den, "fordi det er en af de udvalgtes væsentlige og fremtrædende egenskaber, at de ikke kan gjøre noget, som er enten mishageligt for Gud eller forbudt i loven". ret
(213) Denne vanvittige lære er i grunden den samme som den, der ligger i den katholske paastand, at paven kan ophæve lovene og gjøre ret af uret, idet han retter paa lovene og forandrer dem," at "han kan forkynde rette og domme tvert imod . . . . . Guds og menneskers love". Begge disse paastande viser tydeligt, at de er indblæste af den samme aand - af ham, som allerede blandt himlens syndfri beboere begyndte sin gjerning, nemlig, at søge at omstyrte Guds lovs retfærdige forbud. ret
(214) Læren om, at menneskenes karakter bestemmes uforanderligt ved Guds forudfattede beslutning, havde ledet mange til i virkeligheden at forkaste Guds lov. Wesley modstod standhaftig de antinomiske læreres vildfarelser og viste, at denne lære, som ledede til lovløshed, stred mod skriften. "Guds saliggjørende naade er aabenbaret for alle mennesker." Gud vil "at alle mennesker skal blive salige og komme til sandheds erkjendelse. Thi der er én Gud og én midler imellem Gud og menneskene, det menneske Kristus Jesus, som gav sig selv til en gjenlsøningsbetaling for alle." (Tit. 2:11; 1 Tim. 2:4-6) Gud giver sin aand frit, for at ethvert menneske maa være i stand til at benytte de midler, som gives til frelse. Saaledes oplyser Kristus, det sande lys, "hver menneskes, som kommer til verden". (Joh. 1:9) Naar mennesket ikke bliver frelst, saa er grunden dertil blot den, at de selv med forsæt forkaster livets gave. ret
(214) Til svar paa den paastand, at de ti bud blev afskaffede tilligemed ceremoniloven ved Kristi død, siger Wesley: "Han borttog ikke sædeloven, som indeholdes i de ti bud, og som blev indskjærpede af profeterne. Hensigten med hans komme var ikke at tilbagekalde nogen del af denne. Den er en lov, som aldrig kan afskaffes, thi den staar fast som det trofaste vidne i himlen, . . . den har været til fra verdens begyndelse og blev skrevet ikke paa stentavler, men i alle menneskets børns hjerter, da de udgik fra Skaberens haand, og omendskjønt de bogstaver, som Gud en gang skrev med sin finger, nu i en stor grad er forvanskede af synden, saa kunde de dog ikke aldeles udslettes, saa længe vi har nogen overbevisning om godt og ondt. Enhver del af denne lov maa vedblive at gjælde for alle mennesker til alle tider, eftersom den ikke er afhængig hverken af tid eller sted eller nogen anden omstændighed, som kunde forandre den, men grunder sig paa Guds natur og paa menneskenes natur og paa deres uforanderlige forhold til hverandre. ret
(215) ""Jeg er ikke kommen at opløse loven, men at fuldkomme." . . . Hans mening paa dette sted er uden tvivel (i overensstemmelse med det, som staar foran og følger efter), - jeg er kommet for at stadfæste den i dens fuldkommenhed trods alle menneskers anmærkninger: jeg er kommen for at fremstille tydeligt og klart alt, som var mørkt og dunkelt deri; jeg er kommen for at vidne om den sande og fulde betydning af enhver del deraf; at vise længden og bredden, den fulde udstrækning af ethvert bud, som den indeholder, og højden og dybden, dens ubegribelige renhed og aandelighed i alle dens dele." ret
(215) Wesley vidnede om lovens og evangeliets fuldkomne harmoni: "Der er derfor den inderligste forening, som man kan tænke sig, mellem loven og evangeliet. Paa den ene side bereder loven os bestandig for os henviser os til evangeliet, paa den anden side leder evangeliget os til mere fuldkomment at opfylde loven. Loven byder for eksempel at elske Gud og elske vor næste, at være sagtmodig, ydmyg og hellig. Vi føler, at vi er ikke dygtige til dette, ja, at det er umuligt for et menneske, men vi ser, at Gud lover at give os denne kjærlighed og gjøre os ydmyge, sagtmodige og hellige. Vi griber dette evangelium, dette gode budskab, det sker med os efter vor tro, og lovens retfærdighed opfyldes i os formedelst troen paa Kristus Jesus." ret
(215) De fornemste bland Kristi evangeliums fiender, siger Wesley, er de, som aabenbart og bestemt dømmer selve loven og taler ilde om loven, som lærer menneskene at løse, (at opløse gyldigheden af,) ikke blot ét, enten det mindste eller de største, men alle budene med ét slag. Det mest forbausede af alt det, som følger med denne kraftige vildfarelse, er, at de, som hengives af den, virkelig tror, at de ærer Kristus ved at omstyrte hans lov, og at de ophøjer hans embede, medens de tilintetgjør hans lære. Ja, de ærer ham akkurat som Judas gjorde, da han sagde. Hil være dig Rabbi og kyssede ham. Og han kunde med lige saa stor ret sige til enhver af dem: Forraader du menneskets søn med et kys? Det er ikke noget andet end at forraade ham med et kys at tale om hans blod og borttage hans krone - at forkaste nogle dele af loven under paaskud af at fremme hans evangelium. Ej heller kan noget sige sig fri fra denne beskyldning, som prædiker tro paa en maade, der enten middelbart eller umiddelbart leder til at undlade lydighed, - som prædiker Kristus saaledes, at han tilintetgjør eller paa nogen maade forringer det mindste af Guds bud. ret
(216) Til dem, som paastaar, at evangeliets prædiken svarer til alt, som var lovens hensigt, svarede Wesley: "Dette nægter vi aldeles. Det svarer til den allerførste hensigt med loven, nemlig at overbevise menneskene om synd, at vække dem, som endnu sover paa helvedets bred. Apostlen Paulus vidner, at ved loven kommer syndens erkjendelse, og førend menneskene er overbeviste om synd, kan de ikke i sandhed føle, at de trænger til Kristi forsonende blod. Den, som er karsk, som vor frelser selv anmærker, behøver ingen læge, men den, som er syg. Derfor er det urimeligt at byde dem en læge, som er sunde eller i det mindste indbilder sig det. Du maa først overbevise dem om, at de er syge, ellers vil de ikke takke dig for dit arbejde. Og det er ligesaa urimeligt at indbyde saadanne mennesker til at komme til Kristus, hvis hjerter er hele og endnu aldrig har været sønderbrudte." ret
(216) Medens Wesley saaledes prædikede evangeliet om Guds naade, søgte han ligesom sin mester at gjøre loven stor og herlig. Han udføerte med troskab den gjerning, som Gud havde givet ham, og det blev ham tilstedt at se herlige følger. Ved slutningen af hans lange liv, som varede over 84 aar - hvorunder han anvendte over et halvt aarhundrede som rejsende prædikant - talte hans tilhængere over en halv million; men man vil aldrig faa at vide, hvor mange mennesker, der ved hans arbejde er bleven løftede op fra syndens ødelæggelse og fordærvelse til et højere og renere liv, og hvor mange der ved hans undervisning har erholdt en dybere og ringere erfaring, førend alle de forløste bliver samlede hjem til Guds rige. Hans liv frembyder en undervisning at uskatterlig værdi for enhver kristen. Hvor godt det var, om den tro og ydmyg, den utrættelige nidkjærhed, opofrelse og gudfrygtighed, som fandtes hos denne Kristi tjener, kunde blive efterfulgt i menigheden paa vor tid. ret