(217) J det 16de aarhundrede aabnede reformationen bibelen for folket og søgte at faa indgang i ethvert land i Europa. Nogle nationer bød den velkommen med glæde som et sendebud fra himlen. J andre lande lykkedes det de pavelige i en stor grad at forhindre dens indgang, og bibelens lys med deres forædlede indflydelse blev næsten aldeles udestængt. J ét land fandt lyset vel indgang, men mørket fattede det ikke. J flere hundrede aar kjæmpede sandhed og vildfarelse om herredømmet. Tilsidst sejrede det onde, og himlens sandhed blev udstødt. "Men denne er dommen, at lyset er komme til verden, og menneskene elskede mere mørket end lyset." (1 Joh. 3:19) Nationen blev overladt til at høste følgerne af den fremgangsmaade, som den havde valgt. Guds aand holdt ikke længere folket tilbage fra det onde, fordi de foragtede dens naadegave Det onde fik lov til at modnes, og hele verden saa følgerne af at forkaste lyset forsætlig. ret
(217) Den krig mod bibelen, som var bleven ført saa mange hundrede aar i Frankrig, sluttede med revolutionen. Den forfærdelige nedbrud var blot en naturlig følge af, at Rom undertrykkede den hellige skrift. Det fremstiller det mærkværdigste eksempel, verden nogensinde har set paa, hvad det pavelige politisk leder til - et eksempel paa de frugter, som den romerske kirkes lære i over 1000 aar havde modnet. ret
(217) Skriftens undertrykkelse i det pavelige overherredømmes tid var udsagt af profeterne. J Aabenbaringen henvises ogsaa til det forfærdelige følger, som syndens menneskes herredømme vilde føre med sig, især for Frankrig. ret
(218) Herrens engel sagde: "Og de skal nedtræde den hellige stad [den sande menighed] i to og fyrretyve maaneder. Og jeg vil give mine tvende vidner, at de skal profetere tusende to hundrede og tresindstyve dage, iførte sække. . . . Og naar de faar fuldendt deres vidnesbyrd, skal det dyr, som opstiger af afgrunden, føre krig imod dem og overvinde dem og ihjelslaa dem. Og deres legemer skal ligge paa den store stads gader, hvilken i aandelig mening kaldes Sodoma og Ægypten, der, hvor vor herre er korsfæstet, . . . og de, som bor paa jorden, skal glæde sig over dem og fryde sig; og de skal sende hverandre gaver, fordi disse to profeter var dem til plage, som bor paa jorden. Og efter de tre dage og en halv kom livs aande fra Gud i dem; og de stod paa deres fødder, og en stor frygt faldt paa dem, som saa dem." (Aab. 11:2-11) ret
(218) De tidsafsnit, som her nævnes - "to og fyrretyve maaneder" og "tusende to hundrede og tresindstyve dage" - er de samme. Begge fremstiller den tid, hvori Kristi menighed skulde undertrykkes af den romerske magt. De 1260 aar af paveligt herredømme, som begyndte med pavemagtens oprettelse i 538 sluttede i 1798. J dette aar dog en fransk hær ind i Rom, de franske tog paven til fange, og han døde i landflygtighed. Omendskjønt man snart efter valgte en ny pave, har det pavelige præstedømme aldrig siden været i stand til at herske med en saadan magt som før den tid. ret
(218) Forfølgelsen mod menigheden vedblev ikke gjennem det hele tidsrum af 1260 aar. Gud forbarmede sig over sit folk og forkortede tiden for deres ildprøve. Vor frelser erkærede, idet han forudsagde den store trængsel, som skulde komme over menigheden: "Og dersom disse dage ikke blev forkortede, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage forkortes." (Math. 24:22.) Ved reformationens indflydelse ophørte forfølgelsen før 1798. ret
(218) Angaaende de to vidner siger profeten videre: "Disse er de tvende oljetræer og de tvende lysestager, som staar for jordens Gud." (Aab. 11:4) "dit ord", siger salmisten, er en lygte for min fod og et lys paa min sti." (119,105) De to vidner fremstiller det gamle og det nye testamentes skrifter. De indeholder begge vigtige vidnesbyrd om Guds lovs oprindelse og uforanderlighed. De vidner ogsaa begge om frelsens plan. Det gamle testamentes forbilleder, ofringer og profetier pegede fremad til den kommende frelser. Det nye testamente, evangelisterne og epistlerne vidner om en frelser, som er kommen netop paa den maade, som forbillederne og profetierne har forudsagt. ret
(219) "De skal profetere 1260 dage, iførte sække." Jgjennem den første del af denne tid var Guds vidner i en forborgen tilstand. Pavemagten søgte at skjule sandhedens ord for folket og at fremføre falske vidner, som modsagde dets vidnesbyrd. Da bibelen blev forbudt af dem gejstlige og verdslige øvrighed, da dens vidnesbyrd blev fordrejede, og man bestræbte sig ved alle midler, som mennesker og djævle kunde opfinde, at vende folkets tanker bort fra den; da de, som vovede at forkynde dens hellige sandheder, blev forfulgte, forraadte, plagede begravede i fængsler, led martyrdøden for sin tro eller blev tvungne til at fly til bjergenes befæstninger og jordens huler, - da profeterede i sandhed de trofaste vidner iførte sække. Men de vedblev med deres vidnesbyrd gjennem det hele tidsrum af 1260 aar. J de mørkeste tider var der mænd, som elskede Guds ord og var indkjære for hans ære. Disse tro tjenere erholdt visdom, kraft og myndighed til at forkynde Guds sandhed i al denne tid. ret
(219) Og dersom nogen vil gjøre dem skade, udgaar der ild af deres mund og fortører deres fiender; og dersom nogen vil gjøre dem skade, bør det ham saaledes at ihjelslaaes. (Aab. 11:5) Mennesket kunde ikke ustraffet nedtræde Guds ord. Betydningen af denne frygtelige trussel er fremholdt i Aabenbaringens sidste kapitel: Thi jeg vidner for hver, som hører denne bogs profeties ord: Dersom nogen lægger noget til disse ting, da skal Gud lægge paa ham de plager, som er skrevne i denne bog. Og dersom nogen tager noget bort fra denne profeties bogs ord, da skal Gud borttage hans del af lviets bog og af den hellige stad og fra de ting, som er skrevne i denne bog. (Aab. 22:18,19.) 220 Saadanne advarsler har Gud givet for at forhindre menneskene fra paa nogen maade at forandre det, som han har aabenbaret eller befalet. Disse alvorsfulde trusler lyder til alle, som ved sin indflydelse leder menneskene til at ringeagte Guds lov. De burde bringe dem til at frygte og skjælve, som saa letsindig erklærer, at det har lidt at betyde, enten vi adlyder Guds lov eller ej. Alle, som ophøjer sine egne meninger over den guddommelige aabenbarelse, alle, som søger at forandre skriftens tydelige mening, for at den skal passe efter deres ønsker, eller for, at den kan bedre ligne verden, paadrager sig derved et forfærdeligt ansvar. Det skrevne ord, Guds lov, er maalestokken for ethvert menneskes karakter og vil fordømme alle, som ikke kan bestaa for deres ufejlbarlige dom. 220 Naar de faar fuldendt deres vidnesbyrd. Den tid, hvori de to vidner skulde profetere iførte sække, endte i 1798. Naar de nærmede sig slutningen af deres lønlige værk, skulde der føres krig mod dem af den magt, der repræsenteredes ved dyret, som opstiger af afgrunden. J mange af de europæiske lande havde de myndigheder, der herskede over kirken og staten været styrende af satan gjennem pavemagten. Men her fremstilles en ny aabenbarelse af satans magt. 220 Det havde været Roms politik under et skin af agtelse for bibelen at indeslutte den i et uforstaaeligt sprog og skjule den for folket. Under dette herredømme profeterede vidnerne iførte sække. Men en magt - dyret, som opstiger af afgrunden. - skulde omstaa for at føre krig mod Guds ord frit og aabent. 220 Den store stad, paa hvis gader disse vidner bliver ihjelslagne, og hvor deres døde legemer ligger, er i aandelig mening Ægypten. Blandt alle de nationer, bibelens historie omtaler, negtede Ægypten mest frækt den levende Guds tilværelse og modstod hans befalinger. Jngen monark har nogensinde vovet mere aabenbart og overmodigt at gjøre oprør mod himlens regjering, end kongen af Ægypten. Da Moses forkyndte budskabet for Farao, kongen af Ægypten, i Herrens navn, svarede han stolt: Hvo er den herre, hvis røst jeg skal adlyde i at lade Jsrael fare? jeg kjender ikke den herre, jeg vil heller ikke lade Jersel fare. (2 Mos. 5:2) Det er gudsfornegtelse, og den magt, som profetien fremstiller under navn af Ægypten vilde give sin stemme til paa lignende maade at tilsidesætte den levende Guds fordringer og vilde vise den samme vantro og trodsighed. Den store stad er ogsaa i aandlig mening sammenlignet med Sodoma. Sodomas fordærvelse og overtrædelse af Guds lov viste sig især i usædelighed, og denne synd skulde ogsaa fornemmelig udmærke den nation, som skulde udføre det særskilte værk, der omtales i dette skriftsted. 221 Altsaa skulde i følge profetens ord kort før aaret 1798 en vis magt, som havde satanisk opdrindelse og karakter, opnaa for at føre krig mod bibelen, og i det land, hvor Guds to vidners røst saaledes vilde blive bragte til taushed,skulde Faraos gudsforngtelse og Sodomas usædelighed blive aabenbaret. Denne profeti har faaet en nøjagtig og mest slaaende opfyldelse i Frankrigs historie. Under revoulutionen i 1793, hørte verden for første gang, at en forsamling af mænd, der var fødte og opdragne i et civiliseret land, og som havde anmasset sig ret til at herske over en af Europas bedste nationer, opløftede sin forenede røst for at negte den højtideligste sandhed, som et menneske kan antage, og for enstemmigt at frasige sig al gudsdyrkelse og tro paa guddommen. Frankrig er den eneste nation i verden, om hvilken autoriserede beretninger meddeler, at den som en nation har opløftet sin haand i aabenbart oprør mod universets skaber. Der har været og er fremdeles fuldt op af bespottere, fuldt op af fritænkere i England, Tyskland, Spanien og andre lande, men Frankrig udmærker sig i verdens historie som den eneste stat, der gjennem sin lovgivende forsamling har erklæret, at der er ingen Gud - den eneste stat, hvor hele hovedstadens befolkning, og et overvejende flertal paa andre steder, kvinder saa vel som mænd, dansede og sang med glæde, da de hørte, at dette blev forkyndt. 221 Frankrig har ogsaa vist den samme karakter som især udmærkede Sodoma. Under revolutionen kom en tilstand af moralsk fornedrelse og fordærvelse til syne ligesom den, der bragte ødelæggelse over stæderne paa sletten; og historiens forfatter fremstiller baade Frankrigs gudsfornegtelse og usædelighed, saaledes som den er beskreven i profetien J nøje forbindelse med disse love staar den lov, som nedsatte ægteskabet - den helligste forbindelse, som et menneske kan indgaa i, og en forbindelse, som, naar den er varig, bidrager allerstærkest til samfundets faste forening - til en simpel borgerlig kontrakt af kort varighed, hvilken to personer kande oprette og løse efter behag. . . . Dersom djævlene havde lagt vind paa at opdage, hvorledes de bedst kunde ødelægge alt, som er ærbart, skjønt og varigt i familjelivet og paa samme tid søge forvisning om, at det onde, som det var deres hensigt at frembringe, skulde vare fra den ene slagt til den anden, saa kunde de ikke have fundet paa en mere virksom plan end at nedsætte ægteskabet. . . .Sofie Arnoult, en skuespillerinde, som var berømt for sine vittige bemærkninger, beskrev det republikanske ægteskab som horeriets sakramente. 222 Der, hvor vor herre er korsfæstet. Denne del af profetien blev ogsaa opfyldt af Frankrig. J intet land har fiendskabet mod Kristus vist sig saa aabenbart; i intet land har sandheden maattet udholde mere bitter og grusom modstand. Ved den forfølgelse, hvormed Frankrig har hjemsøgt dem, som forkyndte evangeliet, har denne nation korsfæstet Kristus i hans disciple. 222 Aarhundrede efter aarhundrede var de helliges blod bleven udgydt. Medens valdenserne hengav sine liv paa Piemonts bjerge for Guds ord og for Jesu Kristi vidnesbyrds skyld, havde deres brødre, albigenserne i Frankrig baaeret et lignende vidnesbyrd for sandheden. Paa reformationens tid blev dens tilhængere ombragte under forfærdelige pinsler. Konger og adelsmænd, fornemme kvinder og sine jomfruer, nationens største og fornemste mænd, hvade frydet sig over Jesu martyrers dødssmerter. De brave huguenotter, der kjæmpede for de rettigheder, som menneskene agter mest hellige, havde udøst sit blod paa mangen kampplads, hvor de maatte kjæmpe haardt. Prortestanterne blev gjort fredløse. Men udlovede en belønning for deres hoveder, og de blev jagede ligesom vilde dyr. 223 Menigheden i ørkenen. De faa efterkommere af de kristne, som vedblev at opholde sig i Frankrig i det attende aarhundrede og skjulte sig blandt bjergene i den sydlige del af landet, fastholdt endnu sine fædres tro. Naar de vovede at samles om natten paa bjergene eller paa ensomme heder, blev de ofte forfulgte af dragonerne og slæbte afsted til livsvarigt slaveri paa galejerne. De ædleste, de mest dannede, de forstandigste mennesker i Frankrig blev lænkede og maatte udhodle forfærdelige pinsler blandt røvere og snigmordere. Andre, som man behandlede mere ubarmhjertigt, blev nedskudte koldblodigt, medens de ubevægnede og hjælpeløse faldt paa knæ og bad. Gamle mænd, forsvarsløse kvinder og uskyldige børn blev liggende døde paa jorden i hundredetal, hvor de holdt sine møder. Naar man rejste paa bjergene eller i skovene, hvor de plejede at samles, fandt man ikke sjelden døde legemer strøede omkring paa jorden og lig, som hang i træerne blot nogle faa skridt fra hverandre. Deres land blev lagt øde med sværet, oksen og baalet, indtil det blev forvandlet til en uhyre sørgelig ørken. Disse grusomheder blev ikke udøvede i den mørke tidsalder, men i den lyseste æra, da man dyrkede videnskaberne, og lærdom florerede; da de gejstlige ved hoffet og hovedstaden var lærte og veltalende mænd, som gav sig ud for at være komme langt i dyd, i ydmyghed og kjærlighed. 223 Men den mørkeste plet i forbrydelsens sorte register, den forfærdeligste blandt de djævelske handlinger, som foregik i alle de frygtelige aarhundreder, var St. Bartholomæus myrderiet. Verden mindes endnu med forfærdelse de rædselsscener, som forefaldt ved dette sejge og grusomme anfald. Kongen af Frankrig, tilskyndet af de romerske præster og prælater, gav sin tilladelse til dette forfærdelige værk. Paladsets store klokke ringede midt om natten og gav signal til myrderiet. Protestanter i tusental, som sov rolig i sine hjem, idet de stolede paa sin konges æresord, blev uden nogen advarsel slæbte ud og myrdede i koldt blod. 223 Satan, repræsenteret af de romerske ivrere, førte fortroppen. Ligesom Kristus var sit folks usynlige leder, da de blev udførte af Ægyptens trældom, saaledes ogsaa satan sine undersaatters usynlige leder i dette forfærdelige værk, som forøgede matyrerens tal. J syv dage fortsattes myrderiet i Paris, de første tre dage med uudsigeligt raseri; og det var ikke indskrænket alene til staden men blev i følge kongens særskilte befaling udstrakt til alle provinser og byer, hvor der fandtes protestanter. Men sparede hverken alder eller kjøn Hverken uskyldige børn eller graahaardede mænd undslap. Adelsmænd og bønder, gamle og unge, mødre og børn blev nedhuggede tilsammen. Dette slagteri vedblev i hele Frankrig i to maaneder, og 70 000 af nationens bedste medlemmer omkom. 224 Pave Gregor XIII modtog efterretningen om huguenotternes skjebne med grænseløs glæde; hans hjertes ønske var bleven tilfredsstillet, og Karl IX var nu hans yndlingssøn. Rom gjenlød af fryderaab; kanonerne ved St. Angelos flot saluterede med glæde; klokkerne ringede i ethvert taarn; glædesild flammede hele natten, og Gregor, ledsaget af sine kardinaler og præster, gik i spidsen for en storartet procession til St. Louis-kirken, hvor kardinalen af Lorraine messede et Te Deum. Det skrig, som opsteg fra Frankrigs døende herskarer, lod som en behagelig harmoni for Roms hof. Man lod slaa en medalje til minde om det herlige myrderi, og der blev malet et billede, som endnu ses i Vatikanet, hvilket fremstiller de fornemste begivenheder paa St. Baartholomæus natten. J sin iver for at vise sin taknemmelighed til kejser Karl for hans tro opofrelse, sendte paven han en gylden rose, og fra Rom prædikestole berømte veltalende prædikanter Karl, Katharine og Guserne (en adelig familje, som tog virksom del i forfølgelsen) som de nye stiftere af pavekirken. ret
(224) Den samme mesters haand, som ansporede myrderiet i Bartholomæus-Natten, ledede ogsaa myrderiet i revolutionen Man erklærede, at Jesus Kristus var en bedrager; og de franske fritænkeres løsen og motto var "Knus den usling", hvormed de mente Kristus. Bespottelser og trods mod himlen gik haand i hannd med afskyelige laster; og de laveste mennesker, de grusomste og mest lastefulde uhyrer blev mest ophøjede. J alt dette viste man den højeste agtelse for satan, medens Kristus blev korsfæstet, idet man korsfæstede sandhed, renhed og uegennyttig kjærlighed. ret
(224) Det dyr, som opstiger af afgrunden skal føre krig mod dem og overvinde dem og ihjelslaa dem. Den gudsfornegtende magt, som herskede i Frankrig under revolutionen og rædselsregjeringen førte en saadan krig mod bibelen, som verden aldrig havde været vidne til. Nationalforsamlingen forbød folk at læse Guds ord. Bibelerne blev samlede sammen og brændte med alle mulige tegn paa foragt. Guds lov blev traadt under fødder. BIbelens anordninger blev afskaffede. Den ugentlige hviledag blev tilsidesat, og i stedet for skulde man bruge hver tiende dag til fornøjelse og gudsbespottelse. Daaben og nadveren blev afskaffede. Man opslog iøjnefaldende plakater paa kirkegaarden, hvori man erklærede, at døden var en evig søvn. ret
(225) Man sagde, at det var saa langt fra, at Herrens frygt var visdoms begyndelse, at den tvertimod var daarskabs begyndelse. All gudsdyrkelse blev forbudt; og kunde man tilbede friheden og landet. "Paris' lovmæssige biskop blev ført frem for at spille hovedrollen i den frækkeste og forargeligste farce, som nogen finde er bleven spillet for en folkerepræsentation. . . . . Han blev ført frem i fuldt optog for at erklære for de forsamlede, at den religion, han i saa mange aar havde prædiket, i enhver henseende blot var et præstebedrag, som ikke havde nogen grund i historien eller i den hellige sandhed; han fornegtede med højtidlige og tydelige ord den guddome tilværelse, til hvis tjeneste han var bleven indviet, og hengav sig selv for fremtiden til at dyrke firkhed, lighed, dyd og sædelighed. Derpaa lagde han sine biskopppelige hæderstegn paa bordet og modtog af forsamlingens formand en broderlig omfavnelse. Flere frafaldne præster fulgte denne høje gejstliges eksempel." ret
(225) Og de, som bor paa jorden, skal glæde sig og fryde sig; og de skal sende hverandre gaver, fordi disse to profester var dem til plage, som bor paa jorden: Det vantro Frankrig havde bragt Guds to vidners irettesættende stemmer til taushed. Sandhedens ord laa dødt paa dets gader, og de, som hadede Guds lov indskrænkninger og fordringer, jublede. Menneskene trodsede offentlig himlens konge. Ligesom syndere i oldtiden raabte de: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der kundskab hos den Højeste. (Sal. 73:11) ret
(225) Med en gudsbespottelig frækhed, som næsten overgaar alt, hvad man kan tænkte sig, sagde en af præsterne af den nye orden: Jeg byder dig trods! Du forbliver taus. Du tør ikke udsende din torden. Hvo vil herefter tro paa din tilværelse?" Hvilket ekko er ikke det af Faraos ord: "Hvo er den herre, hvis røst jeg skal adlyde?" "Jeg kjender ikke den herre." ret
(226) En daare siger i sit hjerte: det er ingen Gud. (Sal 14:1.) Herre vider om dem, dom modstaar sadheden, at ”deres galeskab skal blive aabebare for alle”. (2 Tim 3:9) Efter at Frankrig havde negtet at tilbede den levende Gud, den høje og ophøjede, som bor i evigheden, varede det ikke længe, før folket steg ned til det laveste afguderi, idet de tilbad fornuftens gudinde, repræsenteret af en ryggesløs kvinde, og dette foregik, hvor folkerepræsentanterne var forsamlede i kraft af folkets højeste civile og lovgivende myndigheder. Historieskriveren siger: En af denne tids vanvittige ceremonier overgaar alle andre i taabelighed forenet med ugudelighed. Nationalforsamlingens døre blev aabnede for en trop musikanter; efter dem fulgte byraadets medlemmer i højtidelig procession. De sang en salme til ære for friheden og ledsagede som gjenstand for deres fremtidige tilbedelse af tilsløret kvinde, som de kaldte fornuftens gudinde. Hun blev bragt indenfor skranken, obelv afsløret med stor højtidelighed og stillet ved formandens højre haand; de fleste tilstedeværende gjenkendte hende; hun var en danserinde fra operaen. . . . Denne person blev derpaa offentlig hyldet af Frankrigs nationnalforsamling som den mest passende repræsentant for den fornuft, som de tilbad. Denne ugudelig og naragtige forestilling havde dog i en vis ydre anstand, og indvielsen af fornuftens gudinde blev gjentaget og efterlignet overalt blandt folket paa saadanne steder, hvor indbyggerne ønskede at vie, at de fulgte med i alle revolutionens højeste fremskridt. ret
(226) Den taler, som fremstillede fornuftens gudinde, sagde: "Det lovgivende sværmeri har mistet sin indflydelse, g har givet efter for fornuften. Vi har forladt dets templer; de er fornyede. J dag er en umaadelig mængde forsamlet under dets gothiske tag, og det giver for første gang gjenlyd af sandhedens røst. Der vil de franske sejre den sande gudsdyrkelse, frihedens og fornuftens. Der vil vi aflægge nye løfter, at republikkens hære maa gjøre fremgang; der vil vi afskaffe tilbedelsen af livløse afguder for at tilbede fornuften - dette levende billede - skabningens mesterstykke." ret
(227) Da gudinden blev ført ind i forsamlingen, tog lederen hende ved haanden og sagde, idet han vendte sig til de forsamlede: "Dødelige medborgere, ophør at skjælve for de kraftesløse torden fra den gud, som eders egen frygt har skabt. Erkjend fra nu af ingen anden guddom end fornuften; jeg fremstiller for eder dens reneste og ældste billede. Dersom J maa have afguder, saa ofrer blot til saadanne som denne. . . . Fald for frihedens ophøjede senat, o fornuftens slør." ret
(227) Efter at formanden havde omfavnet gudinden, blev hun sat paa triumfvognen og ledsaget af en umaadelig menneskemasse først til domkirken, Notre Dame, for at indtage guddommens sæde, derpaa blev hun løftet op paa højalteret, og modtog alle tilstedeværelsens hyldest. ret
(227) Det næste, som fulgte en kort tid efter, var, at bibelen blev brændt offentlig. "Musæets populære selskab traadte ind i byraadets sale, idet de raabte, leve fornuften. De bar paa toppen af en stage de halvt forbrændte levninger af flere bøger. Bland disse var udtog af det gamle og nye testamente, som "havde maattet bøde i en stor ild", sagde formanden, "for alle de daarskaber, de havde bragt menneskene til at begaa"." ret
(227) Pavemagten havde begyndt det værk, som gudsfornegterne fuldendte. Roms politik havde frembragt disse tilstande i samfundets politiske og religiøse forhold, som saa hurtigt fremskyndede Frankrigs fordærvelse. En forfatter, som omtaler revolutionens rædsler, siger: "Disse yderligheder bør regjeringen og kirken visselig bære skyldenn for." Men den strenge retfærdighed fordrer, at skylden maa lægges paa kirken. Paverne havde fyldt kongerne med fordom mod reformationen, de havde fremstillet den som kongernes fiende, som et element, der vilde vække strid og forstyrre nationernes fred og harmoni. Det er Roms geni, som ved disse midler opvakte regenterne til de forskrækkeligste grusomheder og den bitreste undertrykkelse, de nogensinde havde øvet. ret
(227) Frihedsaanden fulgte med bibelen. Hvor som helst evangeliet blev annammet, vaktes folket af sin slummer. De begyndte at afryste de jernlænker, der havde holdt dem som overtroens, lastens og uvidenhedens slaver, de begyndte at tænke og handle som mænd. Monarkerne saa dette, og frygtede for deres despotisme. ret
(228) Rom var ikke sen til at opflamme deres Mistanke og Frygt. Paven sagde til Frankrigs konge i 1523: "Denne galskab (protestantismen) vil ikke alene ødelægge religionen, men alt fyrstendømme, adelskab, log, orden og regjering." Nogle faa aar senere advarede en fornem gejstlig blandt papisterne kongen saaledes: "Dersom Eders majestæt ønsker at bevare Eders kongelige rettigheder uberørte, dersom J ønsker at holde folket i underdanighed og ro, saa forsvar den katholske tro modigt og underku alle dens fiender med Eders vaaben." Theologerne søgte at vække folkets fordom, idet de forsikrede, at protestantismens lære "lokkede menneskene bort til nye spekulationer og daarskaber. Den røver fra kongen hans undersaatters hengivenhed og kjærlighed og ødelægger baade kirke og stat." Saaledes lykkes det Rom at vende Frankrig imod reformationen. "Forfølgelsens sværd blev først draget i Frankrig for at befæste tronen, bevare adelskabet, og opretholde lovene." ret
(228) Landets regenter havde ingen anelse om følgerne af denne skjebnesvangre politik. Bibelens lære vilde have indpodet i folkets hjerter retfærdighedens, afholdenhedens, sandhedens, billighedens og barmhjertighedens grundsætninger, hvilke er den rette hjørnesten for folkets lykke. "Retfærdigheden ophøjer et folk." "Ved retfærdighed befæstes tronen." (Ordsp. 14:34; 16,12.) "Og retfærdigheds gjerning bliver fred, og retfærdighedens løn bliver hvile og tryghed indtil evig tid." (Es. 32:17) Den, som adlyder Guds lov, vil bedst kunne respektere og adlyde sit fædrelands love. Den, som frygter Gud, vil ære kongen i alt, hvori han bruger sin myndighed retfærdig og lovlig. Men det ulykkelige Frankrig forbød at læse bibelen og fordømte dens disciple. Aarhundrede efter aar hundrede matte oprigtige og dydige mænd, mænd med god forstand og moralsk styrke, mænd, som havde mod til at bekjende sin overbevisning og tro til at lide for sandheden, trælle for slaver i galejerne, eller de omkom paa baalet, eller raadnede i fængslet celler. Tusinder paa tusender fandt frelse ved flugten; og dette vedblev 250 aar, efter at reformationen begyndte. ret
(229) "Der var neppe nogen slægt i Frankrig i hint lange tidsrum, som ikek var vidne til, at evangeliets disciple maatte flygte for sine forfølgeres vanvittige raseri; og de tog med sig den forstand, den kunst, den flid og orden, hvormed de i almindelig udmærkede sig, for dermed at berige det land, hvor de fandt et tilflugtssted. Og i samme forhold, som de forsynede andre lande med disse gode gaver, blev der mangel paa dem i deres eget land. Dersom alle de mennesker, som saaledes blev jagede bort, fra bleven i Frankrig, dersom i disse tre hundrede aar de landflygtiges dygtighed og industri havde opdyrket landet, dersom i disse tre hundrede aar deres skabende geni og opfindsomhed havde beriget landets litteratur og dyrket dets videnskab, dersom deres visdom havde vejledet dets raadsforsamlinger, deres mod kjæmpet dets krige, forsvaret dets rettigheder, givet form til dets love, og bibelens religion havde styrket folkets forstand og styret dets samvittighed, hvilken herlighed vilde saa have omgivet Frankrig paa denne dag! Hvilket stort fremadskridende land vilde det have været, hvilket mønster for andre nationer. ret
(229) Men en blind og uforbederlig skinhellighed jog enhver fra landet, som lærte andre dyd, enhver, som vilde opretholde orden, enhver, som oprigtig forsvarede tronen. Den sagde til dem, som vilde have bevaret sit lands navnkundighed og lære paa jorden: Vælg hvad J foretrækker, baalet eller landflygtighed. Tilsidst var staten fuldstændig ruineret. Der fandtes ikke længer nogen samvittighed, som kunde banlyses, ikke mere religion, som kunde slæbes paa baalet, ikke mere fædrelandskjærlighed, som kunde landsforvises. Og revolutionen med alle sine rædsler blev den sørgelige følge. ret
(229) Efter at hugenotterne have flygtet, indtraadte et almindeligt forfald i Frankrig. Blomstrende fabrikbyer laa ørkesløse; frugtbare distrikter vendte tilbage til sin oprindelige udyrkede tilstand, aandelig sløvhed og moralsk fordærvelse fulgte paa en tid af usædvanlig fremgang. Paris blev et uhyre fattighed, og man har anslaaet, at 200 000 fattiglemmer gjorde fordring paa hjælp af kongen ved revolutionens udbrud. Jesuitterne alene blomstrede i denne opløsningstid og herskede med forfærdeligt tyranni over kirkerne og skolerne, fængslerne og galjerne. ret
(230) Evangeliet vilde have ordnet disse politiske og sociale spørgsmaal, som forvirrede Frankrigs konge, præsteskab og lovgivende mænd og tilsidst styrtede nationen i oprør og fordærvelse. Men under Roms tyranni havde folket mistet Frelserens velsignede undervisning om selvfornægtelse, uegenyttighed og kjærlighed. De havde ikke lært at vise selvopofrelse for at gjøre andre godt. De rige blev ikke straffede for sin undertrykkelse af de fattige, og de fattige fandt ingen hjælp for sin trælsom og fornedrelse. De riges og mægtiges egenkjærlighed blev mere og mere aabenbar og trykkende. Aarhundrede efter aarhundrede bevirkede de adeliges begjærlighed og ædselhed, og bønderne blev undertrykkede og udsugede. De rige forurettede de fattige, og de fattige hadede de rige. ret
(230) J mange provinser tilhørte landejendomme adelen, og de arbejdende klasser var blot forpagtere. De var i ejernes magt og var tvungne til at underkaste sig deres urimelige fordringer. Middelklassen og den lavere klasse maatte bære byrden af at understøtte baade kirken og staten, og den borgerlige og gejstlige øvrighed paalagde dem store skatter. "Det, som behagede de adelige, blev betragtet som den højeste lov; bønderne kunde godt omkomme af deres hunger, uden at deres undertrykkere bekymrede sig derom. . . . Folkene blev tvungne til ved enhver lejlighed at arbejde udelukkende for ejerens fordel. Arbejdslivet paa landet bestod i uophørligt arbejde og elendighed uden lindring. Deres klage, dersom nogen gang turde klage, blev behandlet med uforskammet foragt. Domstolene begunstigede altid de adelige, naar de første sag mod en bonde. Dommeren tog vitterligt mod bestikkelser; og en hver grille, som de adelige fik, blev lige saa højt agtet som loven paa grund af dette system af almindelig fordærvelse. Af de skatter, som adelen paa den ene side og gejstligheden paa den anden udpressede af folket, kom ikke halvdelen nogensinde i kongens eller biskoppens skatkamre. Det meste blev bortødslet til skjændig nydelse, og de mænd, som saaledes udsugede sine medborgere, blev selv frigivne fra skat og havde adgang i følge loven eller skik og brug til alle statens embeder. De priviligerede klasser talte 150 000, og for at tilfredsstille dem var mange millioner dømte til at leve et haabløst liv i fornedrelse." ret
(231) De, som beklædte domstolene, var hengivne til luksus og ryggesløshed. Folket havde ingen tillid til de styrende, man fattede mistanke til alt, hvad regjeringen foretog sig, og betragtede det som egennyttige spekulationer. J over et halvt aarhundrede for revolutionens tid sad Ludvig XV paa tronen, og han udmærkede sig endog i disse daarlige tider som en ligegyldig, letfærdig og sanselig monark. Med en saa fordærvet og grusom adelstand, de lavere klasser uvidnende og fattige, statens finansvæsen forviklet og folket forbitret, behøvede man ikke en profets øje for at kunne forudse, at der forestod et forfærdeligt udbrud. Naar kongens raadgivere advarede ham, plejede han at svare: "Se til at holde det i gang, saa længe jeg lever. Efter min død faar det gaa som det kan." Forgjæves talte man om nødvendigheden af en forandring. Han saa det onde, men havde hverken mod eller kraft til at møde det. Frankrigs skjebne var desværre altfor sandfærdig afbildet i hans egenkjærlige og ligegyldige svar: "Efter mig kommer syndfloden." ret
(231) Ved at paavirke kongens og de styrende klassers mistænksomhed havde Rom ledet dem til at holde folket til trældom. De pavelige vidste godt, at staten paa den maade vilde blive svækket; og de besluttede ved dette middel at holde baade de regjerende og folket i sine lænker. Rom saa godt med sin skarpsynede politik, at for at gjøre menneskene grundigt til slaver, maatte lænkerne lægges om deres sjæle, og at den simpleste maade, hvorpaa man kunde hindre dem fra at rive sig løs af deres trældom, var at gjøre dem uskikkede til at nyde friheden. Den moralske fordærvelse, som fulgte af Roms politik, var tusenfold mere forfærdelig end de legemlige lidelser. Berøvede Bibelen og overgivne til egennyttens og skinhellighedens undervisning blev folket indhyllet i uvidenehed og overtro og nedsank i laster, saa at de var aldeles uskikkede til at styre sig selv. ret
(231) Men resultatet af alt dette blev meget forskjellig fra, hvad Rom havde bestemt. J stedet for at holde masserne i blind lydighed under sine ord, bevirkede denne politik, at de blev fritænkere og anarksiter. De foragtede den katholske religion som en præstelist og betragtede præsteskabet som et pardi, der vilde undertrykke dem. Den eneste gud, de kjendte, var Rom; og de ansaa Roms begjærlighed og grusomhed som den lovlige frugt af bibelen; derfor vilde de ikke have noget med den at gjøre. ret
(232) Rom havde fremstillet Guds karakter i et falsk lys og forvansket hans fordringer; og nu forvanskede menneskene baade bibelen og dens ophavsmand. Rom havde fordret blind tro paa sin lære under foregivende af, at den hellige skrift stadfæstede den. J den reaktion, som fulgte, forkastede Voltaire og hans medbrødre Guds ord aldeles og udbredte overalt fritænkeriets gift. Rom havde nedtrampet folket under sin jerhæl, og nu afkastede de fordærvede og raa masser al tvang, idet de drog sig tilbage fra dette tyranni. Forbitrede over det glimrende bedrageri, hvilket de saa længe havde hyldet, forkastede de baade sandhed og løgn. Lastens laver antog tøjlesløshed for frihed og frydede sig ved sine indbildte privilegier. ret
(232) Ved begyndelsen af revolutionen gav kongen folket tilladelse til at vælge repræsentanter, som skulde have større magt end adelen og gejstligheden i forening. Saaledes kom den øverste magt i deres hænder. Men de var ikke beredte paa at bruge den med visdom og maadehold. De længtes efter at hæve den uret, de havde lidt, og de besluttede at omordne samfundet. Den forbitrede befolkning, hvis hjerter var fulde af gamle, bitre minder om al denne uret, besluttede at frembringe en omvæltning i sin elendige tilstand, som var bleven utaalelig, og at hævne sig paa de mennesker, hvilke de begragtede som ophavsmænd til deres lidelser. De undertrykte fulgte den undervisning, de have erholdt af sine tyranner, og de blev deres undertrykkere, som havde undertrykket dem. ret
(232) Det ulykkelige Frankrig fik en blodig høst af den sæd, man havde saaet. Hvor de romerske havde oprettet det første baal i Frankrig ved reformationens begyndelse, der oprettede revolutionen sin første guillotine. Paa den samme plads, hvor de første martyrer for den protestantiske tro blev brændte i det sekstende aarhundrede, blev ogsaa de første ofre halshugne i det attende aarhundrede. Jdet Frankrig undertrykkede det evangelium, som vilde have bragt dem lægedom, aabnede de døren for fritænkeri, anerki og ruin. Da Guds lovs indskrænkninger blev forkastelse, fandt man, at menneskenes love ikke var tilstrækkelige til at holde de menneskelige lidenskabers mægtige strøm i tømme, og nationen hastede afsted til oprør og anerki. Deres krig mod bibelen og Guds lov indførte en tidsperiode, hvilken verdenshistorien udmærker som "rædselsregjeringen". Fred og lykke blev jaget bort fra menneskenes hjem og hjerte. Jngen var tryg. Den, som triumferede i dag, blev mistænkt og fordømt i morgen. Vold og kjødelige lyster herskede uhindret. ret
(233) Kongen, adelen og præsteskabet blev tvungne til at underkaste sig det ophidsede og forbitrede folks grusomheder. Deres hævnlyst blev blot mere ophidset ved kongens henrettelse, og de, som havde bevirket hans død, fulgte senere efter ham paa skafottet. Det blev besluttet at slagte alle, som var mistænkte for at være fientligsindede mod revolutionen. Fængslerne blev overfyldte; en tid var der indsat mere end 200, 000 fanger. Stæderne i riget blev fyldte med rædselsscener. Et parti af de revolutionære var imod et andet, og Frankrig blev en uhyre mark for stridende masser, som bevægedes frem og tilbage af sine lidenskabers raseri. "J Paris fulgte det ene opløb paa det andet, og borgerne var delte i et forvirret blanding af partier, som blot syntes begjærlige efter at udrydde hverandre." Og for at forøge den almindelige elendighed blev nationen indviklet i en langvarig og ødelæggende krig mod Europas stormagter. "Landet var næsten ruineret. Soldaterne forlangte betaling i forskud; befolkningen i Paris led hungersnød; provinserne blev lagte øde af stratenrøvere, og civilsationen var næsten udslukket i anerki og tøjlesløshed." ret
(233) Folket havde lært alt for godt at vise grusomhed og pine andre ved den undervisning, som Rom saa flittigt havde meddelt. Gjengældens dag var tilsidst kommen. Det var ikke Jesu disciple, som nu blev kastede i fængslerne og slæbte til baalet. De var for længe siden omkomne eller drevne i landflygtighed. Rom. som ikke have sparet andre, maatte nu selv følge deres dødelige magt, som den havde oplært til at finde behag i blodige gjerninger. "Det eksempel paa forfølgelse, som Frankrigs præsteskab i saa mange aar havde vist, kom nu tilbage over den med mærkværdig kraft. Skafotterne blev farvede røde af præsternes blod. Galjerne og fængslerne, som en gang var overfyldt af hungenotterne, var nu fyldte med deres forfølgere. De romersk katolske gejstlige blev lænkede til galejernes bænke og matte arbejde tungt med deres aarer. Saaledes maatte de selv lide alle de plager, som deres kirke saa frit havde lagt paa de sagtmodige kjættere." ret
(234) Saa kom de dage, da de mest babariske af alle love blev forvaltede af den mest barbariske af alle domstole; da intet menneske kunde hilse sin nabo eller sine fine bønner. . . .uden fare for at begaa en dødssynd; da spionerede lurede i enhver krog; da guillotinen arbejdede længe og haardt hver morgen; da fængslerne blev fulde, lige saa fulde som rummene i et slaveskib; da rendestenene skummede af blod, som løb i Seinen. . . .. Medens hele vognlæs af ofre daglig blev førte til retterstedet gjennem Paris' gader, hengav prokonsulerne, som den øverste komité havde udsendt til departementerne, sig til en saa yderlige grusomhed, at den endog overgik hovedstadens. Kniven paa den dræbende maskine hævede sig og faldt for langsomt for deres morderiske værk. Lange rækker af fanger blev mejede ned med kanoner. Man borede huller i fartøjer og fyldte dm med mennesker, som saaledes druknede. Lyon blev forvandlet til en ørk. J Arras negtede man endog at bevise fangerne den grusomme naade at lade dem dø en hurtig død. Helt ned ad Loirc-floden fra Saumur til havet, holdt store flokke af krager og glenter gjæstebud paa nøgne legemer, som var slyngede i forfærdelige favntag. Man sparede ikke noget kjøn eller nogen alder. Antallet af unge drenge og piger i sytten aars-alderen, som blev myrdede af denne afskyelige regjering, beløber sig til mange hundreder. Spæde børn blev revne fra moderens bryst og kastede fra spyd til spyd langs ad jakobinernes rækker. J den korte tid af ti aar omkom flere millioner mennesker. ret
(234) Alt dette var noget, som satan syntes om. Dette var det, han i lang tid havde arbejdet paa at frembringe. Hans politik er at bedrage fra begyndelsen til ende, og hans stadige hensigt er at bringe plage og elendighed over menneskene, at fordærve og besmitte Guds værk, at forhindre Guds barmhjertige og kjærlige planer og saaledes bringe himlen sorg. Derpaa forblinder han menneskene med sin bedrageriske kunst og leder dem til at lægge skylden for satans værk paa Gud, som om al denne elendighed var en følge af Skaberens planer. Paa samme maade tilskynder han dem, som har været fornedrede og hengivne til raahed ved hans grusomme magt til udskejelser og grusomheder, naar de selv erholder frihed Derpaa henviser tyranner og undertrykkere til dette billede paa ustyrlighed tøjlesløhed som et eksempel paa følgerne af frihed. ret
(235) Da vildfarelsen i én forklædning blev opdaget, forklædte satan den paa en anden maade, og mange annammede den lige saa ivrigt som den første. Da folket fandt, at katholicismen var et bedrag, og satan ikke ved dette middel kunde lede dem til at overtræde Guds lov, tilskyndede han dem til at betragte al religion som et bedrageri og bibelen som en fabel, saa at de forkastede Guds ord og hengav sig til tøjlesløs ugudelighed. ret
(235) Den skjæbnesvangre vildfarelse, som bragte saadanne plager over Frankrigs beboere, var tilsidesættelsen af den store sandhed, at den sande frihed ligger indenfor Guds lovs forskrifter. "Gid du vilde agte paa mine bud, da skulde din fred vorde som floden, og din retfærdighed som havets bølger." "De ugudelige, siger Herren, har ingen fred." "Men hvo mig lyder, skal bo tryggeligen, og være rolig, uden frygt for det onde." (Es. 48: 18,22; Ordsp. 1:33) ret
(235) Gudsfornegtere, fritænkere og frafaldne modsatte sig Guds lov. Men følgerne af deres indflydelse viser, at menneskenes velfærd staar i den nøjeste forening med lydighed mod Guds bud. De, som ikke vil lære dette af Guds bud, maa lære det af nationens historie. ret
(235) Da satan virkede gjennem den katholske kirke for at lede menneskene til ulydighed, var hans middel skjult, og hans værk var saaledes forklædt, at den fornedrelse og elendighed, som fulgte, ikke viste sig som følgerne af overtrædelse. Desuden blev satans magt saa vidt modarbejdet ved Guds aands virkninger, at det forhindrede hans plan fra at komme til fuld modenhed. Folket fulgte ikke virkningen til dens aarsag og opdagede derfor ikke, hvad der var kilden til deres elendighed. Men i revolutionen blev Guds lov aabent tilsidesat af nationalraadet, og i den rædselsgjerning, som fulgte derpaa, saa enhver, hvorledes aarsagen og virkningen fulgte paa hinanden. ret
(236) Da Frankrig offentlig forbød bibelen, frydede ugudelige mennesker og mørkets aander sig over, at de havde naaet det maal, som de saa længe havde ønsket at naa - et rige, som var befriet fra Guds lovs indskrænkninger. Efterdi der ikke blev fældet dom, hastede ondskabens gjerning. Derfor var menneskenes børns hjerter inden i dem "fuldt af at gjøre ondt." (Præd. 8:11-13) Omendskjønt de ikke blev hjemsøgte straks af Guds domme, saa bragte menneskenes ugudelighed alligevel en uundgaaelig dom over dem. Aarhundreder fuldte af frafald og forbrydelser havde samlet vrede imod dem indtil hævnens dag, og da deres ugudeligheds bæger var fuldt, læste disse gudsfornegtere for sent, at det er forfærdeligt at udtrætte Guds taalmodighed. Guds beskjærmende aand, som hindrer satans grusomme magt, blev i en stor grad bortfjernet, og den, hvis eneste lyst er at gjøre menneskene elendige, fik lov til at virke efter sin vilje. De, som valgte at tjene oprøret, fik anledning til at høste frugten deraf, indtil landet blev fuld af forbrydelser, som er alt for afskyelige at beskrive. Fra de ødelagte provinser og ruinerede stæder lød et forfærdeligt raab - et raab af den bitreste smerte. Frankrig blev rystet som af et jordskælv. Religionen, loven, samfundsordenen, familjen, staten og kirken - alt blev nedslaaet af den vanhellige haand, som var bleven løftet imod Guds lov. Den vise mand siger rettelig: "Den ugudelige falder ved sin ugudelighed." (Ordsp. 11:5.) "Lad endog en synder gjøre hundrede gange ondt og leve længe! Thi jeg ved dog, at det skal gaa dem vel, som frygter Gud, og som frygter for hans ansigt. Men det skal ikke gaa den ugudelige vel." (Præd. 8:12,13) "Fordi de hadede kundskab, og udvalgte ikke Herrens frygt", "saa skal de æde frugten af deres veje, og blive mættede af deres egne raad." (Ordsp. 1:29.31) ret
(236) Guds tro vidner som blev ihjelslagne af den gudsbespottelige magt, "som opstiger af afgrunden", skulde dog ikke længe være tause. "Og efter de tre dage og en halv kom livs aande fra Gud i dem; og de stod paa deres fødder, og en stor frygt faldt paa dem, som saa dem." (Aab. 11:11) J 1783 udgav den franske nationalforsamling den lov, som forbød bibelens læsning. Tre og et halvt aar senere antog den samme lovgivende forsamling enstemmig i en beslutning, som tilbagekaldte nævnte lov og gav frihed til at læse den hellige skrift. Verden stod forbauset over de forfærdelige forbrydelser, der blev begaaede som en følge af, at de forkastede Guds hellige ord, og menneskene glædede sig over endnu en gang at kunne vende tilbage til at tro paa Gud og hans ord, som er grundvolden for dyd og moral. Herren siger. "Hvem har du bespottet og forhaanet? og imod hvem opløftede du røsten? Og du opløftede dine øjne højt mod Jsraels hellige." (Es. 37:23) "Derfor se, jeg lader dem kjende denne gang, a jeg lader dem kjende min haand og min styrke: og de skal kjende, at mit navn er Herren." (Jer 16:21) ret
(237) Angaaende de to vidner erklærer profeten videre: "Og de hørte en stærk røst fra himlen, som sagde til dem: Stiger hid op. Og de steg op til himlen i en sky, og deres fiender saa dem." (Aab. 11:12) Efter at Frankrig førte krig mod Guds to vidner, er de bleven ærede mere end tilforn. Det engelske bibelselskab blev grundlagt i 1804. Derefter grundlagde man paa Europas fastland flere andre lignende selskaber med deres talrige afdelinger. J 1816 blev det amerikanske bibelselskab grundlagt. Da det britiske selskab blev stiftet, havde man trykt og udsendt bibler i 50 sprog. Siden den tid er den bleven oversat i fere end 200 sprog og dialekter. Gjennem bibelselskabernes bestræbelser har man siden 1804 udbredt over 187,000,000 eksemplarer af bibelen. ret
(237) J de 50 Aar, som gik forud for 1792 havde man fæstet ganske liden opmærksomhed paa den udenlandske mission. Jntet nyt bibelselskab var bleven ordnet, og der var ganske faa menigheder, som bestræbte sig for at udbrede kristendommen i hedenske lande. Men ved slutnignen af det attende aarhundrede indtraadte en stor forandring. Folk var ikke tilfredse med rationalismens fordringer og følge nødvendigheden af en aabenbarelse fra Gud og sand religion. Den gudfrygtige Carey, som 1793 blev den første engelske missionær i Jndien, opvakte ny interesse i England virksomheden. Tyve aar senere var der i Amerika en studenterforening, som viste nidkjærhed for hedningemissionen. Blandt disse var Adoniram Judson. Følgerne af deres bestræbelser var, at man stiftede den amerikanske styrelse for den udenslandske mission, under hvis tilsyn Judson rejste som missionær fra De forende stater til Birma. Efter denen tid tiltog virksomheden i den udenlandske mission overordenltig hurtig. ret
(238) De forbedringer, som har fundet sted i bogtrykkerkunsten, har givet et nyt stød fremad til bibelens udbredelse. Forbedrede kommunikationsmidler mellem forskjellige lande, nedbrydelsen af gamle hindringer paa grund af fordom og ufordragelighed mellem nationerne, samt den romerske paves tab af sin verdslige magt, har aabent vejen for Guds ord. Bibelen sælges uhindret paa Roms gader, og evangeliet er nu indført i ethvert beboeligt land paa jorden. ret
(238) De forbedringer, som har fundet sted i bogtrykkerkunsten, har givet et nyt stød fremad til bibelens udbredelse. Forbedrede kommunikationsmidler mellem forskjellige lande, nedbrydelsen af gamle hindringer paa grund af fordom og ufordragelighed mellem nationerne, samt den romersk paves tab af sin verdslige magt, har aabnet vejen for Guds ord. Bibelen sælges uhindret paa Roms gader, og evangeliet er nu indført i ethvert beboeligt land paa jorden. ret
(238) Den vantro Voltaire sagde en gang pralende: "Jeg er træt af at høre folk gjentage, at tolv mænd har grundlagt den kirkelige religion. Jeg vil bevise, at én mand er nok til at omstyrte den." Et aarhundrede er hengaaet siden hans død. Millioner har deltaget med ham i at føre krig mod bibelen. Men det er saa langt fra at bibelen er bleven ødelagt, at hvor der var 100 paa Voltaires tid, er der nu 10,000 ja 100,000 eksemplarer af Guds bog. Man kan sige om bibelen, som en af de første reformatorer sagde om den kristne kirke, den "er en ambolt, hvorpaa man har udslidt mange hammere". Herren siger. "Jntet redskab, som er dannet imod dig, skal due, og hver tunge, som staar op imod dig for retten, skal du faa domfældt." (Es. 54:17) ret
(238) Vor Guds ord bestaar evindeligen. Hans hænders gjerninger er sandhed og ret, alle hans befalinger er trofaste. De er grundfæstede altid og evindelig, de er satte i sandhed og oprigtighed. (Es. 40:8; Sal. 111:7,8.) Alt, som er bygget paa menneskelig autoritet vil blive omstyrtet, men det, som er bygget paa Guds urokkelige ord skal bestaa evindelig. ret