(239) De engelske reformatorer havde forkastet den romersk-katholske relgions dogmer, men de havde alligevel beholdt mange af dens ceremonier. Omendskjønt Roms myndighed og trosbekjendelse saaledes blev forkastet, saa blev dog ikke faa af den katholske kirkes skikke og ceremonier optagne i den engelske kirkes gudsdyrkelse. Men paastod, at disse ting ikke var en samvittighedssag. Omendskjønt de ikke var befalede i skriften og altsaa ikke var nødvendige, saa var de dog heller ikke forbudne, og derfor var de ikke i sig selv onde. Man paaberaabte sig, at iagttagelsen af disse skikke tjente til at formindske den kløft, som adskildte de reformerte kirkesamfund fra Rom, og at de saaledes vilde hjælpe katholikerne til lettere at antage den protestantiske tro. ret
(239) For de konservative og eftergivende syntes disse argument at være afgjørende. Men der var en anden klasse, som ikke opfattede sagen saaledes. Den omstændighed, at disse skikke bidrag til at bygge en bro over afgrunden mellem Rom og reformationen, var i deres øjne et afgjørende argument mod at beholde dem. De betragtede dem som et tegn paa den trældom, hvorpaa de var bleven frelste, og hvortil de ikke havde nogen lyst at vende tilbage. De kom til den slutning, at Gud i sit ord havde nedlagt de regler, hvorefter hans gudstjeneste skulde ordets, og at menneskene ikke havde ret til at tage noget af dem eller læge noget til. Selve begyndelsen til det store frafald bestod i, at man søgte at supplere Guds myndighed med kirkens. Rom begyndte med at befale noget, som Gud ikke havde forbudt, og endte med at forbyde det, som Gud udtrykkelig havde befalet. ret
(240) Der var mange som nærede et alvorligt ønske om at vende tilbage til den renhed og enfoldighed, som udmærkede den første menighed. De betragtede mange af den engelske kirkes skikke som minder fra afgudsdyrkelsen, og de kunde ikke for sin samvittigheds skyld deltage i dens gudstjeneste. Men kirken blev understøttet af den verdslige myndighed og vilde ikke tillade, at nogen afveg fra dens ceremonier. Loven fordrede, at man skulde deltage i statskirkens gudstjeneste, og al forsamling til at gudsdyrkelse, som ikek var autoriseret, var forbudt og blev straffet med fængsel, landsforvisning og død. ret
(240) Ved begyndelsen af det 17de aarhundrede erklærede den monark, som netop havde besteget Englands trone, at han havde fast besluttet at tvinge puritanerne (disenterne) "til at føje sig efter statskirken, ellers vilde han plage dem, til de forlod landet, eller noget værre vilde vederfares dem." De blev jagede, forfulgte og fængslede og da de ikke kunde se nogen udsigt til bedre dage i fremtiden, var der mange, som kom til den overbevisning, at for dem, som vilde tjene Gud i overensstemmelse med sin egen samvittighed, "havde England for evigt ophørt at være et land, som de kunde bo i." Tilsidst besluttede nogle at søge tilflugt i Holland. De maate lide besværligheder, tab af ejendom og fængsel. Men hindrede dem i at udføre deres planer, og de blev forradte i sine fienders hænder. Men deres fasthed og udholdenhed vandt tilsidst sejr og de fandt beskyttelse paa den hollandske republiks venlige kyster. ret
(240) Da de flygtede, forlod de sine huse, sin ejendom og de midler, hvorved de havde ernæret sig. De var frmmede i et fremmed land, blandt et folk, som talede et andet sprog og havde andre skikke. De blev tvungne til at søge nye beskjæftigelser, som de var ubekejndte med, for at tjene sit brød. Middelaldrende mænd, som havde tilbragt hele sit liv med at dyrke jorden, maatte nu lære et haandværk. Men de fandt sig med glæde i sin stilling og spildte ikke nogen tid med lediggang eller klage. Omendskjønt de ofte blev nedtrykte af fattigdom, saa prisede de alligevel Gud for de velsignelser, han endnu skjænkede dem, og fandt sin glæde i uforstyrret andeligt samfund med Gud. "De vidste, at de var pilgrimme, og saa ikke meget paa disse ting, men opløftede sine øjne til himlen, deres kjæreste fædreland, og beroligede sine hjerter." ret
(241) Midt under landflygtighed og gjenvordigheder blev deres kjærlighed og tro stærkere. De forlod sig paa Herrens løfter, og han unddrog sig ikke fra dem i nødens tid. Hans engle var ved deres side for at opmuntre og opholde dem. Og da Guds finger syntes at pege over havet til land, hvor de selv kunde grundlægge et rige og efterlade sine børn en dyrebar arv, nemlig religionsfrihed, saa gik de fremad paa forsynets sti uden at drage sig tilbage. ret
(241) Gud havde tilladt, at hans folk blev prøvede for at berede dem, saa at han kunde udføre sin naadige hensigt med dem. Menigheden var bleven fornedret, at den kunde blive ophøjet. Gud var i færd med at aabenbare sin magt til dens redning og at give verden et nyt bevis paa, at han ikke vilde forsage dem, som forlod sig paa ham. Han havde styret begivenhederne saaledes, at man bragte satans vrede og onde menneskers anslag til at fremme hans ære og at bringe hans folk til et trygt tilflugtssted. Forlølgleserne og landflygtighed aabnede vejen for at oprette religionsfrihed. ret
(241) Da puritanerne først blev tvungne til at skille sig fra den engelske kirke, havde de indgaaet i en højtidelig pagt med hverandre om, so Herrens fri folk "at vandre i alle hans veje, som de var bleven eller senere vilde blive oplyste om". Dette var reformationens sande aand, protestantismens væsentlige grundprincip. Det var med dette maal for øje, de første indvandre rejste fra Holland for at finde t hjem i den nye verden. John Robinsom, deres forstander, som ved forsynets styrelse blev forhindret i at ledsage den, sagde i sin afskedstale til dem: ret
(241) Brødre, vi maa nu om en kort tid skilles, og Herren ved, om jeg skal leve og nogensinde se eders ansigt mer. Men enten Herren har bestemt det eller ikke, saa besværger jeg eder ved Gud og hans salige engle, at J ikke følger mig længere, end jeg har fulgt Kristus. Om Gud gjennem nogen anden af sine redskaber skulde aabenbaret noget for eder, saa vær lige saa villige til at modtage det, som J nogen tid har været til at antage nogen sandhed, som jeg har forkyndt; thi jeg er ganske vis paa, at Herren har mere sandhed og lys, som en gang skal bryde frem af hans hellige ord. For min del kan jeg ikke nok beklage de reformerte menigheders tilstand, thi de er kommen til et vist punkt i religionen og vil nu ikke længere end reformationens redskaber. Man kan ikke formaa lutheranere til at gaa længere end Luther, og J ser, at calvinisterne sidder fast, hvor hin store mand forlod dem, omendskjønt han ikke saa alting. Det er en jammerlig tilstand, som vi maa beklage meget, thi omendskjønt de var brændende og skinnende lys paa sin tid, saa trængte de dog ikke ind i alt Guds raad til salighed, og dersom de levede nu, saa vilde de være ligesaa villige til at annamme mere lys, som de var til at antage det lys, de først erholdt. 242 Kom eders menighedspagt ihu, hvor J har lovet at vandre paa Herrens veje, som han har aabenbaret eller vil aabenbare for eder. Glem aldrig eders løfte og pagt med Gud og med hverandre, at J vil modtage ethvert lys og enhver sandhed, som bliver vist eder af hans hellige ord. ret
(242) Men paa samme tid formaner jeg eder til at tage eder i vare for, hvad J antager som sandhed. Undersøg det, overvej det. Sammenlign det med andre skriftsteder i sandhedens bog, før J antager det; thi det er ikke muligt, at fuldkommen kundskab paa en gang skulde bryde frem i den kristne verden, som saa nylig er kommen ud af saa tykt antikristeligt mørke. ret
(242) Det var dette forsæt, som gav nybyggerne mod til at trodse den lange sørejses farer, at holde ud under alle besværligheder og farer i et ubeboet land og mod Guds velsignelse at lægge grunden til en mægtig nation paa Amerikas kyster. Men hvor ærlige og gudfrygtige end disse nybyggere var, saa forstod de dog ikke endnu religionsfrihedens store principper. Den frihed, som de opopfrede saa meget for at skaffe sig selv, var de ikke saa villige til at indrømme andre. "Meget faa, endog af de moralske og mest dybt tænkende mænd i det 17de aarhundrede, havde rette begreber om det store princip, som fremgaar af det nye testamente, hvilket erkjender Gud for den eneste dommer over menneskenes tro." Den lære, at Gud har givet kirken ret til at herske over samvittighederne og at afgjøre, hvad der er kjætteri, og straffe det, er en af de dybest rodfæstede pavelige vildfarelser. Paa samme tid, som reformatorerne forkastede den katholske troesbekjendelse, var de ikke aldeles fri for at nære den samme ufordragelige aand. Det tykke mørke, hvori pavemagten under sin lange regjering havde indhyllet hele kristenheden, var endnu ikke aledeles bleven adspredt. En af de ledende prædikanter i kolonien ved Massachusetts-bugeten siger. "Det var fordragelighed, som gjorde verden antikristelig, og det har aldrig skadet nogen, at den har straffet kjætterne." Kolonisterne antog den regel, at ingen andre end menighedsmedlemmerne skulle have stemme i den borgerlige regjering. De dannede en slags statskirke; thi det blev paalagt enhver at yde en afgift til gejstlighedens underholdning, og øvrigheden havde magt til at undertrykke kjætteri. Det varede ikke længe, før disse vildfarelser førte til det uundgaaelige resultat, at de forfulgte andre. ret
(243) Elleve aar efter, at den første koloni var bleven grundlagt kom Roger Wiliams til den nye verden. Ligesom de første nybyggere kom han for at saa samvittighedsfrihed. Men ulig dem saa han, hvad saa faa paa hans tid endnu havde set, at danne frihed er en uimodsigelig ret, som tilhører alle mennesker. Han søgte med flid efter sandheden, og antog ligesom Robinson, at det var umuligt, at man endnu havde erholdt alt det lys, som findes i Guds ord. Williams "var den første i vor tids kristenhed, som fremhævede læren om samvittighedsfrihed og lige ret for alle reigiøse meninger over for loven i dens fulde betydning". Han erklærede, at det var øvrighedens pligt at undertrykke forbrydelser, men aldrig at herske over samvittigheden. "Offentligheden eller øvrigheden", sagde han, "kan foreskrive menneskenes pligter mod hverandre, men naar de forsøger at bestemme menneskenes pligter mod Gud, saa gaar de ud over sit embeds omraade, og ingen kan være tryg; thi det erklart; at dersom øvrigheden har magt til at gjøre dette, saa kan den befale, at man skal antage en vis mening eller tro i dag og en anden i morgen, saaledes som nogle konger og dronninger har gjort i England, og adskillige paver og kirkeraad i den katholske kirke, og saaledes vil troen ikke blive andet end forvirring." ret
(244) Der var en lov, som fordrede, at alle skulle overvære statskirkens gudstjeneste. Straffen for denne lvos overtrædelse var bøder eller fængsel. Wiliams forkastede, at alle skulde være statskirkens gudstjeenste. Straffen for denne lovs overtrædelse var bøder eller fængsel: Wiliams forkastede denne lov. Det værste bud i den engelske lovbog var det, som indskjærpede folkets tilstedeværelse i sognekirken. At tvinge menneskene til at forene sig med dem, som havde en forskjellig troesbekjendelse, ansaa han for et aabenbart brud paa deres naturlige rettigheder. At slæbe vantro og uvillige mennesker til den offentlige gudsdyrkelse saa ud, som om man forlangte, at de skulde være hyklere. "Jngen", siger han, "burde tvinges til at tilbede Gud eller at vedligeholde en gudstjeneste imod sin egen vilje." "Hvad," udbrød hans modstandere forbauset over for hans princip, "er ikke arbejderen sin løn værd? "Jo," svarede han, "af dem som lejer ham." ret
(244) Roger WIlliams var agtet og elsket som en tro forstander, en mand med sjeldne gaver, ubøjelig retskaffenhed og sand godgjørenhed, men man kunde ikke taale, at man standhaftigt negtede den borgerlige øvrighed ret til at herske over menigheden, og at han fordrede religionsfrihed. Man paastod, at gjennemførelsen af denne nye lære vilde "omstyrte landets væsentlige regjering og orden". Han blev dømt til landsforvisning fra kolonien og blev tilsidst for at undgaa arrest tvungen til at fly til de store skove midt under vinterens kulde og storm. ret
(244) J fjorten uger, siger han, maatte jeg med smerte vandre omring i den kolde aarstid og kjente ikke, vad det vil sige at have brød eller seng. Men ravnene bespite mig i ørknen. Et hult træ tjente ofte til ly. Saaledes vedblev han paa sin smertefulde flugt og gik igjennem sneen og den sporløse skov, indtil han fandt tilflugt hos en indianerstamme, hvis tillid og kjærlighed han havde vundet, medens han bestræbte sig for at undervise ham dem om evangeliets sandheder. ret
(244) Tilsidst efter fler maaneders vandring og omveksling fandt han vejen til Narragansett-bugens kyster, hvor han grundlagde den første stat i nyere tider, som i ordets fulde forstand anerkjendte menneskets ret til religonsfrihed. Grundprincipet i Roger WIlliams' koloni var, "at ethvert menneske skulde have ret til at tilbede Gud efter sin egen samvittigheds lys". Hans lille stat - Rhode Jsland - blev et tilflugtssted for de undertrykte, og den tog til og gjorde god fremgang. Dens grundprinciper - borgerlig frihed og religionsfrihed - blev den amerikanske republiks hjørnesten. ret
(245) J det storartede gamle dokument, hvilket vore fædre fremlagde som deres frihedsakt - uafhængighedserklæringen - , erklærede de: "Vi anser disse sandheder for indlysende, at alle mennesker er skabte jevnbyrde, at deres skaber har skjænket dem visse uafhændelige rettigheder, at til disse hører liv, frihed og stræben efter lykke." Og grundloven garanterer med tydelige ord for, at ikke nogens samvittithed skal blive krænket: "Religionen skal ikke gjøres til nogen betingelse for at være skikket til nogen som helst embedsstilling inden De forenede stater." "Kongressen skal ikke udstede nogen lov om at stifte en religion eller forbyde dens frie øvelse." ret
(245) De, som formede grundloven, anerkjendte den evige grundsætning, at menneskenes forhold til Gud, er hævet over menneskelig lovgivning, og at deres samvittighedsfrihed ikke kan borttages. Man behøver ikke at ressonnere for at stadfæste denne sandhed, thi vi føler den i vort eget bryst. Det er denne bevidsthed, som trods menneskenes lov har opholdt saa mange martyrer under punsler og paa baalet. De følte, at deres pligt mod Gud var hævet over menneskenes love og at et menneske ikke kunde herske over deres samvittighed. Dette er et medfødt princip, som ingen kan udslette. ret
(245) Efter som rygtet udbredt sig i Europas lande, at der var et land, hvor ethvert menneske kunde nyde frugten af sit eget arbejde og følge sin samvittigheds overbevisning, samles tusender til den nye verdens kyster. Kolonisternes antal forøgedes hurtigt. Massachusetts udgav en speciel lov, hvorved den bød kristne af alle nationer velkommen og bød hjælp paa det offentliges bekostning til saadanne, som maatte flygte over Atlanterhavet "for at undgaa krig og hungersnød eller sine forfølgeres undertrykkelse". Saaledes blev de, som flygtede og blev nedtraadte gjort til samfundets gjæster." Tyve aar efter, at de første nybyggere landede ved Plymouth, havde lige saa mange tusender nedsat sig i Ny England. ret
(246) For at naa det maal, de søgte, "var de tilfredse med at fortjene blotte ophold ved haardet arbejde og sparsomhed. De forlangte ikke mere af jordbunden end en rimelig løn for deres eget arbejde. Jngen gyldne drømme omgav deres sti med en bedragerisk glans. . . . De var tilfredse med den langsomme, men stadige fremgang i sit samfunds politik. De udholdt med taalmodighed ørkenens besværligheder. De vandede frihedens træ med deres taarer og med deres ansigt sved, indtil det slog dybe rødder i landet." ret
(246) De antog bibelen som grundvolden for deres tro, visdommens kilde, og deres frihedsbrev. Deres grundsætninger blev flittigtindskjærpede i hjemmet, i skolen og i kirken, og frugten deraf viste sig i velstand, kunst, sædelighed og afhold. Man kunde bo flere aar i en af Puritanernes kolonier ude at "se en dranker eller høre en ed eller møde en tigger". Det viste sig, at bibelens principer var det sikreste værn som folkets storhed. De svage og adspredte kolonier voksede til en forening af mægtige stater, og verden betragtede med forbauselse den fred og fremgang, som "en kirke uden pave og en stat uden konge" glædede sig ved. ret
(246) Antallet af dem, som blev drevne til Amerikas kyster, tiltog bestandig; men mange af dem blev paavirkede af meget forskjellige bevæggrunde fra dem, som de første nybyggere havde. Omendksjønt den oprindelige tro og renhed udøvede en vidtomfattende magt til at danne andre menneskers karakter, saa blev dog deres indflydelse mindre og mindre, efter som antallet af saadanne personer tiltog, som blot søgte efter jordiske fordele. ret
(246) En af de regler, som de første kolonister antog, der frembragte de skadeligste følger, var, at de blot tillod menighedsmedlemmer at stemme og beklæde embeder i den borgerlige regering. Ved denne forholdsregel haabede nybyggerne at beholde renhed i staten, men følgen deraf var, at kirken blev fordærvet. Da det blev gjort til en betingelse for at stemme og beklæde embeder at aflægge en troesbekjendelse, saa var der mange, som forenede sig med menigheden tilsyneladende blot af verdslige bevæggrunde, uden nogen forandring i hjertet. Saaledes kom menigheden for en stor del til at bestaa af uomvendte mennesker, og selv blandt lærere var der saadanne, som ikke blot hyldede vildfarne lærdomme, men som ogsaa var uvidende om den Helligaands fornyende kraft. Saaledes viste de onde følger sig igjen, som man saa ofte havde set i historien fra Konstantins tid til den nærværende, idet man forsøgte at opbygge menigheder ved statens hjælp og henvendte sig til den verdslige magt for at understøtte hans evangelium, som vidner: "Mit rige er ikke af denne verden." (Joh. 18:36) At forene kirken med staten i aldrig saa liden grad, kan vel syntes at bringe verden nærmere til kirken, men det bringer i virkeligheden kirken nærmere til verden. ret
(247) Den store grundsætning, som Rominson og Roger Williams saa ædelt forsvarede, at sandehden lyser gradvis, og at de kristne bør være villige til at antage det lys, som skinner paa deres vej fra Guds hellige ord, blev forglemt af deres efterkommere. De protestantiske menigheder i Amerika, saavel som meighederne i Europa, som blev saa rigelig velsignede af reformationen, undlod at trænge fremad paa reformatinens sti. Omendskjønt nogle faa trofaste mænd opstod fra tid til anden for at forkynde nye sandheder og aabenbare længe nærede vildfarelser, saa var dog flertallet, ligesom jøderne paa Kristi tid eller papisterne paa Luther tid, tilfreds med at tro, som deres fædre havde troet, og leve, som de havde levet. Derfor forfaldt religonen igen til døde former. Vildfarelse og overtro, som vilde være bleven holdt tilbage, dersom menigheden havde vandret i ordets lys, blev bibeholdt og næret. Saaledes bortdøde den aand gradvis, som reformationen havde vækket, indtil der var næsten lige saa stor nødvendighed for en reformation i de protestantiske menigheder, som der var i den katholske kirke paa Luthers tid. Der var den samme verdslighed og aandelige sløvhed, den samme ærbødighed for menneskelige meninger og indførelse af menneskelige theorier i stedet for Guds ords lære. ret
(248) Den store udbredelse, som bibelen fik i den første del af det 10de aarhundrede, og det store lys, som saaledes oplyste verden, efterfulgtes ikke af tilsvarende fremskridt i kundskab om den aabenbarede sandhed eller i sand religion. Satan kunde ikke saaledes som i fordumstid holde Guds ord fra folket; thi der var bleven stillet saaledes, at alle kunde læse det; men for alligevel at udføre sin hensigt ledede han mange til at sætte liden pris paa det. Menneskene efterlod at ransage skrifterne, og saaledes vedblev de at antage falske fortolkninger og at tro lærdomme, som ikke havde nogen grund i bibelen. ret
(248) Da satan saa, at hans bestræbelser for at undertrykke sandheden ved forfølgelse slog fejl, greb han atter til den samme plan, som hade ledet til det store frafald, og til den katholske kirkes opkomst, indtil at gaa ind paa forlig. Han havde ikke overtalt de kristne til at forene sig med hedningene, men med mennesker, som elskede denne verden og saaledes viste, at de var lige saa virkelige afgudsdyrkere som de, der tilbeder udskaarne billeder, og følgerne af denne forening var ikke mindre fordærvelig end i tidligere tider. Hovmod og overdaadighed blev nærende under religionens kappe, og menighederne blev fordærvede. Satan vedblev at forvandske bibelens lære, og traditioner, som med tiden vilde ruinere millioner, slog dybe rødder. Kirken understøttede og forsvarede disse traditioner i stedet for at stride for den tro, "som en gang var overantvordet de hellige". Saaledes fornedrede man de store grundsætninger, som reformatorerne havde virket og lidt saa meget for. ret