(249) En af de alvorsfuldeste og tillige en del af de herligste sandheder, som er aabenbarede i bibelen, er læren om Kristi andet komme for at fuldende forløsningens store værk. Han, som er opstandelsen og livet, kommer for at være den trætte vandrer hjem. Løftet om hans aabenbarelse er et dyrebart, glædeligt haab for Guds folk, der saa længe har vandret omkring som pilgrimme i dødens skygges land. Læren om Kristi andet komme er selve grundtonen i den hellige skrift. Fra den dag, vore første forældre med sorg maatte vandre bort fra Eden har troens børn ventet paa den forjættede Frelsers komme for at til intetgjøre ødelæggelsens magt og bringe dem tilbage til det tabte paradis. De hellige mænd saa fordom fremad til Messias' komme i herlighed som maalet for deres haab. Enoch den syvende Adam, som i tre hundrede aar vandreede med sin Gud paa jorden, fik lov til at skue den kommende Frelser id et fjerne. "Se," sagde han, "Herren kommer med sine mange tusender hellige at holde dom over alle." (Juda 14,15) Patriarken Job udbrød med usvækket tillid i sine lidelsers nat: "Jeg ved at min gjenløser lever; g at han som den sidste skal staa op over støvet"; og jeg skal "skue Gud, hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine øjne skal se, og ikke en fremmed". (Job 19:25-27) ret
(249) Kristi komme for at oprette retfærdighedens rige har bevæget de hellige mænd til at nedtegne de herligste og dyrebareste ytringer. Bibelens poeter og profeter har beskrevet den med ord, som glæder af himmelsk ild. Salmisten sang om Jeraels konges kraft og majestæt: "Fra Zion, skjønhedens krone, aabenbarede Guds sig for herligheden. Vor Gud skal komme og ikke tie. . . . Han kalder ad himlen oventil, og ad jorden for at dømme sit folk:" (Sal. 50:2-4) "Himlene glæde sig og jorden fryde sig" "for Herrens ansigt; thi han kommer, thi han kommer til at dømme jorden; han skal dømme jorderige med retfærdighed og folkene med sin sandhed!" (Sal 96:11,13) ret
(250) Profeten Esais siger: "Dine døde skal leve, mine afdøde skal opstaa, vaaner op og synger med fryd, J som bor i støv! Thi din dug er dug over grønne urter, og jorden skal give dødningerne tilbage." "Han skal opsluge døden for evig, og den Herre, Herre skal afviske graaden af alle ansigter, og borttage sit folks forsmædelse af al jorden; thi Herren har talet det. Og man skal sige paa den: Se, dette er vor Gud, vi har haabet paa ham, vi vil fryde og glæde os ved hans frelse." (Es. 26:19, 25:8,9) ret
(250) Habakus, henrykket i et helligt syn, saa hans komme. "Gud kommer fra Theman, og den hellige fra Parans bjerg. Sela Hans Majestæt bedækker himlen, og af hans herlighed fyldes jorden; og en glans som lyset bryder frem." "Han træder frem og bringer jorden til at ryste, han ser til og bringer folkene til at skjælve, og de evige bjerge briste, de ældgamle høje synke; hans tog er som i fordums tid." Du "farer frem paa dine heste, paa dine vogne til frelse". "Bjerge se dig, de skjælve; vandstrømme styrter ned, afgrunden hæver sin røst, den opløfter sine hænder mod det høje. Sol og maane træder tilbage i deres bolig for lyset af dine pile, som farer frem, for glansen af dit spyds lyn." "Du er dragen ud til dit folkes frelse, til din salvedes frelse." (Hab. 3:3,4,6,8,10,11,13.) ret
(250) Da Frelseren var ved at forlade sine disciple trøstede han dem i deres sorg med den forklaring, at han vilde komme igjen "Eders hjerter forfærdes ikke." "J min faders hus er mange boliger." Jeg gaar bort at berede sted for eder. Og naar jeg er gaaet bort og faar beredt eder sted, kommer jeg igjen, og vil tage eder til mig." (Joh. 14:1-3) "Men naar menneskets søn kommer i sin herlighed, og alle hellige engle med ham, da skal han sidde paa sin herlighedstrone. og alle folkeslag skal forsamles for ham." (Math. 25:31,32) ret
(251) De engle, som bleve tilbage paa Oljebjerget efter Kristi himmelfart, gjentog for hans disciple løftet om hans gjenkomst: "Denne Jesus, som er optagen fra eder til himle, skal komme igjen saaledes, som J have set ham fare til himlen." (Ap. gj. 1:11) Og apostlen vidnede, idet han talte, reven af den Helligaand: "Thi Herren selv skal komme ned af himlen med et anskrig, med overengels røst og med Guds basune." (1Thess. 4:16) Profeten fra Patmos siger: "Se, han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham." (Aab 1:7) ret
(251) Jesu komme vil bringe den herlighed, som følger med "Alle tings fuldkommelses tid, hvorom Gud har talet ved alle sine hellige profeters mund fra de ældste dage." (Ap. Gj. 3:21) Da skal det ondes langvarige herredømme blive omstyrtet. "Verdens riger er bleven vor Herres og hans salvedes, og han skal regjere i al evighed." (Aab. 11:15) "Og Herrens herlighed skal aabenbares; og alt kjød tilhobe skal se det." "Saaledes skal den Herre, Herre lade retfærdighed og lovsange opvokse i alle hedningernes paasyn." "Paa den dag skal den Herre Zebaoth være til en dejlig krone og en herlig krans for sit folks overblevne. (Es. 40:5; 61:11; 28:5.) ret
(251) Da Messias' saa længe forventede fredsrige blive oprettet under al himlen. "Thi Herren trøster Zion, han trøster alle dens øde stæder, og gjør dens ørken ligesom Eden, og dens øde mark ligesom Herrens have." "Libanons herlighed er given den Carmels og Sarons pragt." "Man skal ikke ydermere kalde dig "den forladte", ej heller skal dit land ydermere kaldes "det ødelagte"; men du skal kaldes "min lyst er i det", og det land skal kaldes "ægtehustruen"; thi Herren har lyst til dig, og dit land skal faa sin "ægteherre". (Es. 51:3; 35:2;62:4.) ret
(251) Herrens komme har til alle tider været hans sande efterfølgeres haab. Frelserens løfte, da han skiltes fra sine disciple paa øljebjerget, han vilde komme igjen, oplyste fremtiden for dem og opfyldte deres hjerter med en glæde og et haab, som sorgen ikke kunde udslukke, deller trængsler formørke. Under liedelser og forfølgelse var "den store Gud og vor frelsers Jesu Kristi herlige aabenbarelse" deres "salige haab". Da de kristne i Thessalonika blev fulde af sorg over sine afdøde venner, som havde haabet at leve og være vidne til Herrens komme, saa henviste deres lærer, Paulus, dem til opstandelsen ved Frelserens andet komme. Da skal de døde i Kristus opstaa og med de levende hellige henrykkes i skyerne for at møde Herren i luften. "Og saaledes"; siger han, "skal vi altid være med Herren. Saa trøster hverandre med disse ord." (1 Thess. 4:16-18) ret
(252) Paa det klippefulde Patmos hørte den elskede discipel Herrens løfte, "se jeg kommer snart", og hans længselsfulde svar fremstiller menighedens bøn under hele deres pilgrimsvandring: "Ja kom , herre Jesus." ret
(252) Fra fængsler, baalet og skafottet, hvor de hellige martyrer vidnede for sandheden, lyder deres tros og haabs røst til os gjennem aarhundreder. De troede paa Kristi personlige opstandelse og selvfølgelig paa sin egen ved hans komme. "Derfor", sagde en af disse kristne, "foragtede de døde, og man fandt, at de hævdede sig over den." De var villige til at gaa ned til graven, for at de kunde "opstaa frie". De ventede paa, "at Herren skulde komme fra himlen i sin faders herlighed", "og bringe tiden for riget til de retfærdige". Valdenserne nærede den samme tro. Wiclef saa fremad til forløserens aabenbarelse som menighedens haab og troede, at den var nær endog paa hans tid. ret
(252) Luther vidnede: "Jeg overtaler i sandhed mig selv til at tro, at dommens dag ikke vil blive borte over tre hundrede aar. Gud vil ikke og kan ikke lade denne ugudelige verden staa meget længere." "Den store dag nærmer sig hvori vederstyggelighedens rige skal omstyrtes." ret
(252) Denne gamle verden er ikke langt borte fra sin ende, sagde Melanchton. Kalvin bød de kristne ikke at drage sig tilbage, men ønskede at hele sit hjerte, at Kristi dag maatte komme, da denne begivenhed er den mest fremstaaende af dem alle: Og han erklærede, at alle de troende vil have hin dag for øje. Vi maa hungre efter Kristus, vi maa søge, vi maa grunde paa denne sag, siger han, indtil den store dag gryer, da vor herre fuldt ud aabenbarer sit riges herlighed. ret
(253) Har ikke vor herre Jesus baaret vort kjød op i himlen? siger Knox, Skotlands reformator, og skal han ikke komme igjen og det snart? Ridley og Latimer, som hengav sit liv for sandheden, ventede i troen paa Herrens komme. Ridley skriver: Verden drager uden tvivl til sin ende. Dette tror jeg, og derfor siger jeg det. Lad os med Guds tjener, Johannes, raabe i vore hjerter til vor frelser, Kristus: kom herre Jesus, kom! ret
(253) Tanken paa Herrens komme, siger Baxter, er meget sd og frydefuld for mig. Det er troens værk og hans helliges sindelag at elske hans aabenbarelse og at vente paa det salige haab. Dersom døden er den sidste fiende, som skal tilintetgjøres ved opstandelsen, saa kan vi deraf lære, hvor ivrig de troende bør bede og længes efter Kristi andet komme, da denne fulde og sidste sejr skal vindes. Denne er den dag, som alle troende bør haabe og vente og længes til som fuldkommelsen af hele deres forsoningsværk og alle deres sjæls ønsker og bestræbelser. Paaskynd, o Gud, denne salige dag! Dette var de apostolske menigheds haab, og det var menighedens haab, medens den var i ørkenen saa vel som reformatoreres haab. ret
(253) Profetien forudsiger ikke blot maaden, hvorpaa Kristus skal komme, og hensigten dermed, men den giver ogsaa menneskene visse tegn, ved hvilke de kan vide, hvornaar hans komme er nær. Jesus siger: "Og der skal ske tegn i sol og maane og stjerner." (Luk. 21:25) "Solen skal formørkes og maanen ikke give sit skin og himlens stjerner skal nedfalde, og de kræfter, som er i himlen, skal røres. Og da skal de se menneskenes søn komme i skyerne med megen kraft og herlighed." (Mark. 13:24-26) J Aabenbaringen beskrives de første tegn, som gaar forud for Kristi andet komme saaledes: "Der skete et stort Jordskjælv, og solen blev sort som en haarsæk, og maanen blev som blod." (Aab. 6:12) ret
(254) Menneskene var vidner til disse tegn, før det indeværende aarhundrede begyndte. Denne profeti blev opfyldt derved, at det forfærdeligste jordskjælv, som nogensinde er beskrevet i historien, indtraf i aaret 1755. Omendskjønt det er almindelig bekjendt under navn af jordskjælvet i Lisabon, saa udstrakte det sig dog til den største del af Europa, Afrika og Amerika. Det blev følt i Grønland, i Vestindien, Madeiraøerne, i Norge og Sverige, Storbritanien og Jrland. Det strakte sig over et areal af ikke mindre end 4,000,000 engelske kvadartmile. J Afrika var stødet næsten lige saa stærkt om i Europa. En stor del af Algier blev ødelagt, ikke langt fra Marokko blev en landsby med otte á ti tusende opslugt. En uhyre bølge skyllede over Spaniens og Afrikas kyst. Den samme stæderne under vand og foraarsagede stor ødelæggelse. ret
(254) J Spanien og Portugal viste sødet sig mest heftigt. Den bølge, som væltede ind over Cadix skal have været 60 fod høj. Bjerge, og deriblandt nogle af de største i Portugal, "blev rystede voldsomt lige til sin grundvold, og nogle af dem aabnedes i i toppen. Andre blev splittede og sønderrevne paa en underfuld maade, saa at uhyre masser blev kastede ned i dalen nedenfor. Man fortalte, at flammer brød frem af disse bjerge." ret
(254) Ved Lissabon hørtes en underjordisk torden, og straks omstyrtedes den første del af byen ved et voldsomt stød. J løbet af omtrent seks minutter omkom 60,000 personer. Søen veg først tilbage, saa at skjærene uden for havnen laa tørre, derpaa væltede havet atter ind, og steg 50 fod over almindelig vandstand. Den mærkeligste begivenhed som hændte i Lissabon under denne store ulykke var, at den nye kaj sank. Den var bygget helt af mamor og havde kostet mange penge. En stor folkestimmel havde samlet sig paa dette sted for at undgaa de faldende ruiner, men pludselig sank kajen, med alle folkene paa, og ikke et af ligene kom nogensinde op til vandets overflade. ret
(254) Straks efter dette stød styrtede alle klostre og kirker omkuld samt næsten alle de store og offentlige bygninger og mere end fjerdelen af husene. Omtrent to timer senere brød ilden ud i forskjellige kvarterer og rasede med saadan voldsomhed i tre dage, at byen blev lagt fuldstændig øde. Jordskjælvet indtraf paa en helligdag, da kirkerne og klostrene var fulde af mennesker og meget faa undkom. Folkets forfærdelse var ubeskrivelig. Jngen græd; taarer kunde ikke længere flyde. De løb hid og did vanvittige af rædsel og forbauselse og sloge sig i ansigtet og for brystet, idet de raabte: Miseri-Corda! verdens ende er kommen! Mødre glemte sine børn og løb omkring belæssede med krusifikser. Uheldigvis løb mange til kirkerne for at finde beskyttelse men sakramentet blev uddelt forgjæves. Det hjalp ikke, at de arme skabninger omfavnede alteret. Billeder, præster og folk blev alle begravede tilhobe i ruinerne. Man antog at 90,000 personer omkom hin skjæbnesvangre dag. ret
(255) Fem og tyve aar senere saaes det næste tegn, som omtales i profetien - solens og maanens formørkelse. Det, som gjorde dette tegn mere slaaende var, at tiden for dets opfyldelse var saa nøje paapeget. J Frelserens samtale med sine disciple paa oljebjerget beskrev han først den lange forfølgelsestid for menigheden, de 1260 aar af pavellig forfølgelse, om hvile han havde lovet, at de dages trængsel skulde forkortes. Dernæst omtalte han visse tegn paa sit komme, og bestemte tiden, da han skulde se det første af disse tegn. "Men i de dage efter den trængsel skal solen formørkes og maanen ikke give sit skin." (Mark. 13: 24) De 1260 dage eller aar endte i 1798. Forfølgelsen endte et halvt aarhundrede før den tid. Jmellem disse to tidsperioder skulde solen ifølge Kristi ord formørkes. Denne profeti blev opfyldt den 19de maj 1780. ret
(255) Næsten, om ikke ganke enestaaende, som den mest besynderlige og uforklarlige tildragelse af sit slags . . . er den mørke dag, den 19de maj 1780, som bragte en højst mærkværdig formørkelse over hele den synlige himmel i Ny England. At mørket ikke foraarsagedes ved en alindelig formørkelse, fremgaar klart deraf, at det paa den tid var næsten fuldmaane. Den bevirkedes ikke af skyer, eller af taage i atmosfæren, thi paa nogle egne, som mørket strakte sig til, var himlen saa klar at man kunde se stjerne. Videnskaben var ikke i stand til at paapege nogen rimelig aarsag til denne begivenhed. Herom siger astronomen, Herschel: Den mørke dag i Nordamerika var en af disse vidunderlige tildragelser, som filosofien ikke er i stand til at forklare. ret
(256) Formørkelsen var ogsaa meget mærkelig paa grund af dens store udstækning. Man iagttog den paa Ny England østlige strøg og vest paa til Connecticuts fjerneste del. J Albany sydover iagttog man den langs med hele kysten og nordover saa langt, som de amerikanske nybygder naade. Den strakte sig sandsynligvis langt ud over disse grænser, men hvor langt har man aldrig sikkert faaet rede paa. Med hensyn til tiden, den varede, saa vedblev den i omegnen af Boston mindst fjorten eller femten timer. ret
(256) Morgenen var klar og behagelig, men ved ottetiden iagttog man, at solen antog et usædvanligt udseende. Der var ingen skyer, men luften var tyk og havde et røget udseende, og solen skinnede med et blegt, gulagtigt skjær, men vedblev at blive mørkere og mørkere, indtil den var aldeles skjult for tilskuernes blikke. Midnattens mørke herskede om middagen. ret
(256) Denne begivenhed voldte stor uro og angest hos en mængde mennesker saa vel som forfærdelse blandt de umælende skabninger, saa at hønsene forstyrrede fløj til sine pinde, og fuglene til sine reder, og kvæget vendte hjem til staldene. Frøerne og nathøgene begyndte sin sang; hanerne galede som ved daggry; bønderne var tvungne til at forlade sit arbejde paa marken; alle forretninger blev i almindelighed lagt til side, og man tændte lys i husene. Connecticuts lovgivende forsamling var forsamlet i Hartford, men blev hævet, da de ikke var i stand til at fortsætte forhandlinger. Alting var mørkt som natten. ret
(256) Efter det tykke mørke om dagen, var himlen en eller to timer før aftenen til dels klar, og solen kom til syne, dog var den fordunklet af den tunge taage; men efter dette mellemrum vendte mørket tilbage og var mere tykt end tilforn, saa at den første halve del af natten blev forfærdelig mørk - saa mørk, at henved 1,000,000 mennesker, som saa det, aldrig havde set noget lignende. Kort efter solens nedgang indtil midnat trængte ikke en eneste lysstraaled fra maanen eller stjernerne gjennem den mørke hvælving over deres hoveder. En øjenvidne siger om denne scene: "Jeg kunde ikke undlade paa den tid at forestille mig, at dersom enhver lysende klode i verdensrummet var bleven indhyllet i ugjennemtrængeligt mørke eller berøvet sine tilværelse, saa kunde mørket ikke have været mere fuldstændigt." Omendskjønt fuldmaanen steg frem, "saa havde den dog ikke mindste virkning paa mørket, der var tykt som i graven". Efter midnat forsvandt mørket, og da maanen først blev synlig, lignende den blod. ret
(257) Om denne mindeværdige dag siger digteren, Whittier: ret
(257) Det var en majdag i hint svundne aar,
J sytten hundred' otti, da der faldt
Paa vaarens blomsters skjønne glands,
Paa jordens lys og himlen klar,
En rædsel og stort mørke.
Mænd bad og kvinder græd, de lytted' spændt,
At høre doms basunens stød
som skulde sprede mørket. ret
(257) Den 19de maj 1780 er anført i historien som den "mørke dag". Siden Moses levede, omtaler historien ikke noget mørke, som har været saa tykt, udstrakt sig saa langt og varet saa længe. den beskrivelse af denne begivenhed, som digteren og historieskriveren giver, er blot et ekko af Herrens ord, nedtegnede af profeten Joel 2500 aar før deres opfyldelse. "Solen skal omvendes til mørke og maanen til blod, førend Herrens dag den store og forfærdelige kommer." (Joel 3:4) ret
(257) Kristus havde befalet sit folk at give agt paa tegnene paa hans komme og at glæde sig, naar de saa disse tegn begynder at ske, da ser op, og opløfter eders hoveder, efterdi eders forløsning stunder til." Han henviste dem, som fulgte ham, til træernes knopper om foraaret og sagde: "Naar de springer ud, da skjønner J af eder selv, at sommeren nu er nær. Ligesaa og J, naar J ser disse ting at ske, da kjender J, at Guds rige er nær." (Luk. 21:30,31.) ret
(258) Men efter som ydmyghed og gudfrygtighed blev fortrængt af hovmod og formvæsen, forsvandt troen paa Kristi komme, og kjærligheden til ham blev kold. De, som bekjendte sig til at elske Gud, blev henrevne af verdslighed og vellyst og var blinde for Frelseren undervisning angaaende tegnene paa hans komme. Læren om Kristi andet komme var bleven tilsidesat. De skrifssteder, som henviste dertil var bleven fordunklede, idet man tolkede dem fejlagtig, indtil denne lære som en stor del var ukjendt og glemt. Jsær var dette tilfældet i menighederne i Amerika. Den frihed og velmagt, som alle samfundsklasser nød, den store begjærlighed efter rigdom og luksus, som bevirkede, at man anstrængte sig af alle kræfter for at tjene penge, den evige stræben efter ære og magt, so var tilgjængelig for enhver, ledede menneskene til at vende sine interesse og sit haab til dette livs gode ting og at udsætte den alvorsfulde dag, da den nærværende verden skal foregaa, til en fjærn fremtid. ret
(258) Da Frelseren fremstillede tegnene paa sit komme for sine disciple, vidnede han forud om den verdslighed og lunkne tilstand, som skulde findes i verden lige før hans andet komme. Ligesom i Noahs dage vilde menneskene blive ivrige og virksomme i jordiske forretninger og hengivne til vellyst. De vilde kjøbe og sælge, plante og bygge, dage til ægte og give til ægte og paa samme tid glemme Gud og det tilkommende liv. For dem, som lever paa denne tid, gjælder Kristi advarsel: "Men vogter eder, at eders hjerter ikke nogen tid besværes med fraadseri og drukkenskab og med sorg for næring, og denne dag skal komme pludselig over eder." (Luk. 21:34) "Derfor vaager og beder til enhver tid, at J kan agtes værdige til at undfly alle disse ting, som ske skal, og til at bestaa for menneskenets søn." (Vers 36) ret
(258) Tilstanden i menigheden paa denne tid er paapeget i vor frelsers ord i Aabenbaringen: "Du har navn som levende, endog du er død." (Aab. 3:1) Og til dem, som undlader at vaagne op af sin ligegyldighed og falske sikkerhed, henvender han denne alvorsfulde formaning: "Dersom du da ikke vil vaage, skal jeg komme over dig som en tyv, og du skal ikke vide, paa hvilken stund jeg kommer over dig." (Aab. 3:3) ret
(259) Det var nødvendigt, at menneskene skulde vækkes op til at se den fare, som truede dem, at de skulde vaagne op og berede sig for de alvorsfulde begivenheder, som staar i forbindelse med prøvetidens slutning. Guds profet vidner, at "Herrens dag er stor og saare forfærdelig, og hvo kan udholde den"? (Joel 3:11) Hvo kan bestaa, naar han aabenbares, "som er ren af øjne", saa at han ikke kan se paa det onde? (Hab. 1:13) For dem, som raaber: "Min Gud! vi, Jsrael kjender dig", og haar overtraadt hans pagt og haster efter en anden Gud, (Hos. 8:2; Sal. 16:4) idet de skuler ugudelighed i deres hjerter og elsker uretfærdigheds sti, for dem er "Herrens dag mørke, uden lys, og bælgmørk uden skin paa den". (Amos 5:20) "Og det skal ske paa den tid," siger Herren, "at jeg vil ransage Jerusalem med lygter, og jeg vil hjemsøge det folk, som ligger stille paa deres bærme, dem, som siger i deres hjerte: Herren gjør hverken godt eller ondt." (Zef. 1:12) "Og jeg vil hjemsøge jorderige for det onde, og de ugudelige for deres misgjerning; og jeg vil bringe de hovmodiges stolthed til at høre op og bøje voldsmænds overmod." (Es. 13:11) "Hverken deres sølv eller deres guld skal kunne redde dem." "Deres gods skal blive til rov og deres huse til ødelæggelse." (Zef. 1:18,13) ret
(259) Profeten Jeremias udbrød, idet han saa fremad til denne forfærdelige tid: "Mit hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie; thi du hørte trompetens lyd, min sjæl! ja krigsskriget. Forlystelse paa forstyrrelse! taabes der, thi alt landet er ødelagt." (Jer. 4:19,20) ret
(259) En vredes dag er denne dag, en nøds og trængsels dag, en forstyrrelses og ødelæggelses dag, en mørkheds og dunkelheds dag, en skyes og mulms dag, en trompetklangs og krigsraabs dag. (Zef. 1:15,16) Se Herrens dag kommer, grum og fuld af harme og grum vrede, for at gjøre jorden til en ørk og udslette dens syndere derfra. (Es. 13:9) ret
(259) Med hensyn til hin store dag opfordrer den hellige skrift Guds folk med de højtideligste og mest indtryksfulde ord til at vaagne op af deres andelige dorskhed, og at søge hans ansigt med et angerfuldt og ydmygt hjerte. "Støder i basunen paa Zion og raaber højt paa mit hellige bjerg, alle landets indbyggere bæve; thi Herrens dag kommer, thi den er nær." "Støder i basunen paa Zion, helliger en faste, udraaber en forsamling. Samler folket, helliger en forsamling, sanker de gamle, samler de spæde børn. . . . en brudgom gaa ud af sit kammer, og en brud af sit brudehus! Præsterne, Herrens tjenere, skal græde imellem forhallen og alteret." "Vender om til mig af eders ganske hjerte og med faste og med graad og med klage, og sønderriver eders hjerter og ikke eders klæder, og vender om til Herren eders Gud! Thi han er naadig og barmhjertig, langmodig og stor af miskundhed." (Joel 2:1,15-18) ret
(260) For at berede et folk, som kunde bestaa paa Herrens store dag, matte der udføres et stort værk: Gud saa, at mange, som bekjendte sig til at tro paa Kristus, ikke byggede for evigheden, og han besluttede i sin naade at sende et advarende budskab for at vække dem af deres dvale og lede dem til at berede sig for deres herres komme. ret
(260) Denne advarsel fremholdes i Aab. 14. Her fremstilles et trefoldigt budskab, som om det forkyndes af himmelske væsener, og straks efter søger menneskets søns komme for at høste jordens høst. Det første af disse advarende budskaber forkynder den kommende dom. Profeten saa en engel, som fløj "Midt igjennem himlen, som havde et evigt evangelium at forkynde dem, som bor paa jorden, og alle slægter og stammer og tungemaal og folk; som sagde med høj røst: Frygter Gud og giver ham ære, thi hans doms time er kommen; og tilbeder den, som har gjort himlen og jorden og havet og vandenes kilder." (Aab 14:6,7) ret
(260) Her vidnes, at dette budskab er en del af det, "evige evangelium." Evangeliets forkyndelse er ikke bleven betroet til engle, men til mennesker. Hellige engle er ansatte til at styre dette værk. De har tilsyn med de store foretagender, som udføres til menneskenes frelse; men evangeliets egentlige forkyndelse udføres af Kristi tjenere paa jorden. ret
(261) Tro mænd, som vilde lyde Guds aands indflydelse og hans ords lære, skulde forkynde dette alvorsfulde budskab for verden. De var saadanne, som havde givet agt paa det "profetiske ord," - paa det "lys, der skinner udi et mørkt sted, indtil dagen fremstraaler, og morgenstjernen oprinder i eders hjerter." (2 Pet. 1:19) De havde søgt efter Guds kundskab mere end efter alle skjulte skatte og vidste, at "det er bedre at kjøbe den, end at kjøbe selv, og at vinde den er bedre end guld." (Ordsp. 3;14) Og Herren aabenbarede for dem de store ting, som tilhører hans rige. "Herrens omgang er med dem, som frygter ham, og hans pagt er med dem, til at lade dem kjende den." (Sal. 25:14.) ret
(261) Det var ikke de ledende mænd i menighederne, som forstod denne sandhed og deltog i at forkynde den. Dersom de havde været trofaste vægtere, som havde ransaget skriften flittig under bøn til Gud, saa vilde de have vidst, hvilken tid paa natten det var. De vilde have forstaaet at profetien, hvilken begivenhed der var nær ved at ske, men de stod ikke i den stilling, og budskabet blev givet til en anden klasse. Jesus sagde: "Vandrer den stund J har lyset, at mørket ikke skal overfalde eder." (Joh. 12:35) De, som vender sig bort fra det lys, hvilket Gud har giet, eller som efterlader at søge det, naar de har lejlighed dertil, kommer snart til at vandre i mørket, men have det livets lys." (Joh. 8:12) Den som oprigtig bestræber sig for at gjøre Guds vilje og med flid følger det lys, som allerede er givet, vil erholde større lys. Til en saadan sjæl vil der blive sendt en stjerne med himmelsk lys, som kan vejlede ham i al sandhed. ret
(261) Ved Kristi første komme burde præsterne og de skriftkloge i den hellige stad, hvem Guds ord var betroet, have givet agt paa tidernes tegn og forkyndt den forjættende Messias' komme. Michas profeti paapegede hans fødested. (Micha 5:1) Daniel paaviste tiden for hans komme. (Dan. 9:25) Gud havde betroet disse profetier til de jødiske førere. Derfor var de uden undskyldning, dersom de ikke vidste og vidnede for folket, at Messias' komme var nær. Deres uvidenhed var en følge af deres syndige efterladenhed. Jøderne byggede gravsteder for Guds profeter, som var bleven myrdede, paa samme tid som de ophøjede jordens store mænd og saaledes ærede satans tjenre. Henrevne af al sin ærgjerrige kamp for at erholde ære og magt blandt menneskene glemte de den gudommelige ære, som himlens konge tilbød dem. ret
(262) Med hvilken ærbødighed og dyb interesse Jsraels ældste burde have gransket i skriften angaaende tiden, stedet og omstændighederne ved den største begivenhed i verdens historie - Guds søns komme for at forløse menneskene! Hele folket burde have vaaget og ventet, at de kunde have været blandt de første, som bød verdens frelser velkommen. Men se, i Bethlehem søger to trætte rejsende fra Nazareths høje forgjæves efter et hvilested og et skjulested for natten, idet de søger gjennem alle de snevre gader i byen til dens østlige grænse. Jngen dør af opladt for at modtage dem. J et skur, der er opsat for kreatuerne, sidder de tilsidst et skjulested, og der blev verdens frelser født. ret
(262) Himmelske engle havde set den herlighed, som Guds søn nød med Faderen, før verden blev til, og de havde set fremad med dyb interesse til hans komme til jorden som en begivenhed, der skulde vække den første glæde hos alle folk: Engle blev udvalgte til at bære det glade budskab til dem, som var beredte til at annamme det, og som med glæde vilde forkynde det for jordens beboere. Kristus havde nedladt sig til at paatage sig menneskets natur; han skulde lide den største smerte naar han hengav sig selv til et syndoffer. Men englene ønskede, at den højestes søn endog i sin fornedrelse maatte blive fremstillet for menneskene med den værdighed og herlighed, som sømmede sig for ham. Vil jordens store mænd forsamles i Jsraels hovedstad for at hilse hans komme? Skal legioner af engle fremstille ham for den ventende skare? ret
(262) En engel besøgte jorden for at se, hvem der var beredte til at byde Jesus velkommen. Men han kunde ikke se noget tegn paa, at nogen forventede ham. Han hørte ingen røst, der lovede Gud og jublede, fordi tiden var nær, da Messias skulde komme. Engelen svævede nogen tid over den udvalgte sted og templet, hvor Gud havde aabenbaret sig gjennem aarhundreder; men endog her raader den samme ligegyldighed. Præsterne træder frem med stolthed og pral og ofrer besmittede ofre i templet. Farisæerne taler til folket med høj røst og beder pralende paa gadehjørnerne. J kongernes paladser, i filosofernes forsamlinger, i rabbinernes skoler, er der ingen, som giver agt paa den underfulde sandhed, som har fyldt hele himlen med glæde og pris, at menneskenes forløser er i færd med at aabenbares paa jorden. ret
(263) Der er ingen beviser paa, at man forventer Kristus, ingen, som bereder sig til at tage imod livets styrke. Forbauset stod det himmelske sendebud i begreb med at vende tilbage til himlen med den vanærende efterretning; men da opdager man nogle hyrder, som vogter sin hjord om natten. De grunder paa profetierne om Messias' komme til jorden, idet de skuer op mod stjernehimlen og længes efter verdens forløsers komme. Her er nogle, til hvem han kan betro dette himmelske budskab. Og pludselig saa de Herrens engel, som forkyndte dem en stor glæde. En himmelsk glans fyldte hele sletten, en utallig engleskare aabenbaredes, og som om denne glæde var for stor for ét sendebud fra himlen at bringe, deltog en mængde stemmer i den sang, som alle folkeslagene af de frelste en dag skal synge: "Ære være Gud i det højeste! fred paa jorden! og i menneskene en velbehagelighed!" (Luk. 2:14) ret
(263) O, hvilken undervisning der ligger i denne underfulde beretning fra Bethlehem! Hvor den straffer vor vantro, stolthed og selvtillid! Hvor den advarer os om at vogte os, at vi ikke i syndig ligegyldighed ogsaa efterlader at give agt paa tidernes tegn og derfor ikke kjender vor besøgelses tid. ret
(263) Det var ikke alene paa Judas høje, ikke blot blandt de fattige hyrder, englene fandt saadanne, som ventede paa Messias' komme. J hedningernes land var ogsaa nogle, som forventede ham. De var vise mænd, rige ædle filosofer fra Østerland. Disse vise betragtede naturen og havde set Gud i hans kaberværk. Af hebræernes skrifter havde de lært om den stjerne, som skulde opstaa af Jakob, og de ventede med stor længsel hans komme, som ikke alene skulde være "Jsraels trøst", men ogsaa ”et lys til at oplyse hedningerne", og "til saliggjørelse indtil jordens ender." (Luk. 2:25,32; Ap. Gj. 13:47) De søgte efter lys, og lys fra Guds trone oplyste deres fødders sti. Medens præsterne og rabbinerne i Jerusalem, sandhedens udvalgte formyndere og fortolkere, var indhyllede i mørke, vejledede denne himmelsendte stjerne disse hedenske fremmede til den nyfødte konges fødested. ret
(264) Det er "af dem, som forvente ham", Kristus skal ses anden gang uden synd "til saliggjørelse". (Heb. 9:28) Ligesom budskabet om Kristi fødsel, saaledes blev budskabet om hans andet komme ej heller overladt til folkets religiøse ledere. De havde ikke bevaret sit samfund med Gud, men havde forkastet lyset fra himlen. Derfor kunde de ikke regnes blandt dem, som apostlen Paulus beskriver: "Men J, brødre! J er ikke i mørket, saa at den dag skulde som en tyv komme over eder. J er alle lysets børn og dagens børn, vi er ikke nattens børn og ej mørkets." (1 Thess 5:4,5) ret
(264) Vægterne paa Zions mure skulde have været de første, som opfangede budskabet om Frelserens komme; de første, som opløftede sin røst for at forkynde, at han var nær; de første som advarede folket om at berede sig for hans komme. Men de havde slaaet sig til ro og drømte om fred og tryghed, medens folket sov i sine synder. Jesu saa, at hans menighed ligesom det ufrugtbare figentræ var bedækket med stolte blade, men frembragte ingen dyrebar frugt. Der var en pralende iagttagelse af religionsformer, medens den sande ydmygheds aand saa vel som anger og tro, der alene kan gjøre gudstjenesten antagelig for Gud manglede. J stedet for aandens naadegave viste der sig hovmod, kolde former, forfængelighed, egenkjærlighed og undertrykkelse. Den faldne menighed lukkede sine øjne for tidernes tegn. Gud forlod ikke dem eller hørte op med sin trofasthed, men de forlod ham og løsrev sig fra hans kjærlighed. Jdet de undlod at opfylde betingelserne, blev hans forjættelser ikke opfyldte paa dem. ret
(264) Dette er den uundgaaelige følge af at efterlade at give agt paa og benytte det lys og de privilegier, som Gud skjenker. Dersom menigheden ikke vil antage enhver lysstraale og udføre enhver pligt, som Gud aabenbarer for dem, saa forfalder religionen nødvendigvis til en død iagttagelse af former, og levende gudsfrygt svinder bort. Denne sandhed er flere gange bleven bevist i menighedens historie. Gud fordrer, at hans folk skal bringe troens gjerning og vise lydighed i forhold til de privilegier og velsignelser, Gud skjenker dem. Lydighed fordrer offer og bringer kors, og det er aarsagen, hvorfor saa mange, der bekjendte sig til at følge Kristus, forkastede lyset fra himlen og ligesom jøderne fordom ikke kjendte sin besøgelsestid. (Luk. 19:44) Herren forkastede dem paa grund af deres stolthed og vantro og aabenbarede sin sandhed for dem, der ligesom hyrderne fra Bethlehem og de vise mænd fra Østerland havde agtet paa alt det lys, de havde erholdt. ret