(266) En oprigtig ærlig landmand, som var bleven ledet til at tvivle paa skriftens guddommelige autoritet, men dog oprigtig ønskede at kjende sandheden, var den, som Gud udvalgte til at forkynde, at Kristi andet komme var nær. Ligesom mange andre reformatorer havde Wiliam Miller i sit tidligere liv kjæmpet med fattigdom og havde saaledes lært nødvendigheden af virksomhed og selvfornegtelse. Den familije, som var nedstammede fra, udmærkede sig ved en uafhængig, frihedselskende aand, udholdenhed og stærk fædrelandskjærlighed, og disse karaktertræk var ogsaa fremtrædende hos ham. Hans fader var kaætejn i hæren under revolutionskrigen, og de trange kaar, hvorunder miller tilbragte sin ungdom, kan tilskrives de opofrelser, som faderen gjorde i den kamp og de lidelser, som fulgte med hin stormfulde tid. ret
(266) Miller besad et sundt legeme, og han viste allerede i barndommen tegn til, at han besat mere end almindelig forstand. Efter som han blev ældre blev dette mere fremtrændende. Hans sjælsevner var virksomme og godt udviklede og han lægtes meget efter at erholde kundskab. Omendskjønt han ikke havde havt det fortrin at faa en akademisk uddannelse, blev han dog paa grund af sin lyst til granskning og sin omhyggelige tænkning og opmærksomme iagttagelse en mand med sund dømmekraft og omfattende begreber. Han besad en uplettet moralsk karakter og en misundelsesværdig agtelse, idet han overalt blev æret for sin virksomhed, flid og godgjørenhed. Med flid og anstrengelse erhvervede han tidlig en liden formue, skjønt han endnu fortsatte sine studier. Han beklædte borgerlige og militære embeder med ære, og vejen til rigdom og ære syntes at være vidt aaben for ham. ret
(267) Hans moder var en meget from kvinde, og han havde havt religiøse indtryk i barndommen; men da han blev ældre, kom han meget i selskab med fritænkere, og de fik saa meget større indflydelse over ham, fordi de fleste af dem var gode borgere og humane og moralske mennesker. Eftersom de levede midt iblandt kristelige anordninger, var deres karakter for en del bleven dannet af deres omgivelser. De udmærkede egenskaber, hvorved de vandt agtelse og tillid, havde de erholdt ved bibelens indflydelse; og dog brugte de disse gode gaver saa daarligt, at de arbejdede mod Guds ord med dem. Ved omgang med dem blev han ledet til at antage deres anskuelser. Den almindelige fortolkning af skriften frembrød vanskeligheder, som forekom ham uovervindelige; men hans nye tro tilsidesatte bibelen uden at tilbyde noget bedre i stedet for den, og han var aldeles ikke tilfreds med sin stilling, - dog vedblev han at fastholde disse anskuelser over tolv aar. Men da han blev 34 aar bragte den Helligaand ham til dyb selvprøvelse. J sin forrige tro fandt han ingen forvisning om lykke efter døden. Fremtiden var mørk og skyfuld. Jdet han senere hentyder til sine følelser paa denne tid, siger han: ret
(267) Læren om tilintetgjørelse var en kold og rystende tanke, og læren om ansvarlighed vilde bringe uundgaaelig ødelæggelse over alle. Himlen var som kobber over mit hoved og jorden var som jern under mine fødder. Evigheden - hvad var den? Og døden - hvad var den? Jo mere jeg tænkte, desto mere forvirrede blev mine slutninger. Jeg forsøgte at høre op med at tænke, men kunde ikke styre mine tanker. Jeg var i sandhed elendig, men forstod ikke aarsagen dertil. Jeg knurrede og klagede, men vidste ikke hvem der var skyld deri. Jeg vidste, at der var noget fejl, men vidste ikke hvor eller hvorledes jeg skulde finde dette rette. Jeg sørgede, men uden haab. ret
(267) J denne tilstand vedblev han nogle maaneder. "Pludselig", siger han, "blev Frelserens karakter fremstillet levende for min sjæl. Det syntes for mig, at der muligvis kunde være et væsen, som var saa god og medlidende, at han vilde gjøre forsoning for vore overtrædelser og derved frelse os fra at lide syndens straf. Jeg følte øjeblikkelig, hvor elskværdigt et saadant væsen maatte være og forestillede mig, hvorledes jeg kunde kaste mig i hans arme og forlade mig paa hans barmhjertighed. Men det spørgsmaal opstod. Hvorledes kan man bevise, at et saadant væsen er til? Jeg fandt, at jeg ingen beviser kunde erholde uden for bibelen om en saadan frelsers tilværelse eller om et tilkommende liv. ret
(268) Jeg saa, at bibelen fremholdt netop en saadan frelser, som jeg behøvede, og jeg kunde ikke forstaa, hvorledes en bog, der var skreven af mennesker, kunde aabenbare grundsætninger, der passede saa udmærket til en falden verdens tarv. Jeg blev tvungen til at indrømme, at skriften maatte vær en aabenbarelse fra Gud. Da blev bibelen mit hjertes glæde, og jeg fandt en ven i Jesus. Frelseren blev for mig den ypperste blandt ti tusende, og skriften, som tilforn var mørk og selvmodsigende, blev nu en lampe for min fod og et lys paa min sti. Min sjæl blev rolig og tilfreds. Jeg fandt, at den herre Gud var en klippe midt i livets hav. Bibelen blev nu den bog jeg granskede mest i, og jeg kan i sandhed sige, at jeg læste den med stor glæde. Jeg fandt, at jeg aldrig havde hørt halvdelen af det gode, som var i den. Jeg undres over, at jeg ikke tilforn havde set dens skjønhed og herlighed og kunde ikke forstaa, hvorledes jeg nogensinde havde forkastet den. Jeg fandt, at den aabenbarede alt hvad mit hjerte kunde ønske, og at den indeholdt et hjælpemiddel for enhver sjælesygdom. Jeg tabte al smag for anden læsning og henvendte mit hjerte til at søge visdom hos Gud. ret
(268) Miller bekjendte nu offentlig sin tro paa den religion, som han havde foragtet. Men hans vantro venner var ikke langsomme til at fremføre alle de argumenter, som han selv ofte havde fremført mod skriftens guddommelige autorietet. Han var ikke endnu beredt til at besvare dem; men han tænkte, at dersom bibelen var en bog fra Gud, saa maa den være i harmoni med sig selv; og eftersom den var givet til menneskens oplysning, saa matte den ogsaa være afpasset efter deres forstand. Han besluttede nu at granske skriften for sig selv og undersøge, om ikke enhver tilsyneladende modsigelse kunde lade sig harmoniere. ret
(269) Jdet han forsøgte at lægge alle sine forud fattede meninger til side og undlod at benytte nogen kommentar, sammenlignede han skriftsted med skriftsted ved hjælp af henvisningerne og en konkordans. Han fortsatte sine granskninger paa en regelmæssig maade og efter en bestemt plan. Han begyndte med første Mosebog og læste vers efter vers; og han læste ikke videre, førend betydningen af de forskjellige skrifsteder var saa klar for ham, at han ikke længere var i mindste forlegenhed desangaaende. Naar han fandt noget, som var dunkelt, plejede han at sammenligne det med alle andre skriftsteder, som syntes at have noget sammenhæng med det, han betragtede. Han tillod hvert ord at have sin fulde betydning over for den gjenstand, som skriftstedet behandlede; og dersom hans begreb om det stemte overens med ethvert parallelt skriftsted, saa var der ikke længere nogen vanskelighed derved. Naar han saaledes traf paa et skriftsted, som var vanskeligt at forstaa, fandt han forklaring over det i andre dele af skriften. Jdet han granskede paa denne maade med inderlig bøn til Gud om oplysning, blev det klart, som før havde forekommet ham at være mørkt, og han erfarede sandheden af salmistens ord: "Dine ords aabenbarelse spreder lys og gjør de enfolige forstandige". (Sal. 119:130) ret
(269) Med dyb interesse ransagede han Daniels og Aabenbaringens bøger og benyttede de samme regler ved deres udlæggelse som ved de øvrige skrifters. Han fandt til sin store glæde, at de profetiske symboler kunde forstaaes. han saa, at profetierne, saa langt som de var bleven opfyldte, var bleven bogstavelig opfyldte, at de forskjellige billeder, lignelser og symboler var enten forklarede ved den forbindelse hvori de stod, eller de udtryk, hvorved de fremstilles, var forklarede i andre skriftsteder og maatte forstaaes bogstavelig, efter at de saaledes var forklarede. "Saaledes", siger han, "blev jeg overbevist om, at bibelen var en samling af aabenbarede sandheder, som var saa klart og enfoldigt fremstillede, at de, som vandrede paa denne vej endog enfoldige, ikke behøvede at fare vild." Led efter led af sandhedens kjæde viste sig klart for ham og belønnede hans bestræbelser, idet han skridt efter skridt fulgte de store træk i profetien. Himlens engle ledede hans tanker og oplod hans forstand profetier, af hvilke nogle altid havde været dunkle for Guds folk. ret
(270) Han tog den maade, hvorpaa profetierne i den forbigangne tid var bleven opfyldte, til en regel, som kunde vejlede ham til at forstaa, hvorledes de, som endnu var i fremtiden, vilde blive opfyldte. Saaledes blev han overbevist om, at den populære anskuelse om Kristi aandelige regjering - et jordisk rige før verdens ende - ikke støttes af Guds ord. Denne lære henviste til tusende aar fulde af retfærdighed og fred før Herrens personlige komme og udsatte Herrens store og forfærdelige dag til en fjern fremtid. Men hvor behageligt det end kan være, saa er det tvertimod Kristi og apostlenes lære; thi de vidnede, at hveden og klinten skulde vokse tilsammen indtil høsten eller verdens ende; (Math. 13:30, 38-41.) at onde mennesker og bedragere skal fare frem til det værre; at i de sidste dage skal vanskelige tider være at forvente; (2 Tim. 3:13,1.) og at mørkets rige skal vedblive til Herrens komme, og skal fortæres med hans munds aande og tilintetgjøres ved hans tilkommelses herlige aabenbarelse. (2 Thess. 2:8) Denne lære om tusendaarsriget blev ikke antaget af de første kristne ej heller af reformatorerne i det sekstende aarhundrede. Den er opstaaet senere og har først vakt opmærksomhed og vundet fodfæste i menighederne ved begyndelsen af det attende aarhundrede. Ligesom af enhver anden vildfarelse var følgerne blot onde. Den lærte menneskene at se langt ind i fremtiden efter Herrens komme og hindrede dm i at give agt paa de tegn, som forkynder, at han er nær. Den indførte en følelse af tillid og tryghed, som ikke var vel grundet, og ledede mange til at efterlade dem nødvendige beredelse til at møde deres herre. ret
(270) Miller fandt, at Kristi virkelige, personlige komme var tydelig fremstillet i skriften. Paulus siger: "Thi Herren selv skal komme ned af himlen med et anskrig, med overengels røst og med Guds basun." (1 Thess. 4:16) Og Fresleren vidner: "De skal se menneskets søn komme i himlens skyer med kraft og megen herlighed." (Math. 24:30) "Thi ligesom lynet udgaar fra østen og skinner indtil vesten, saa skal og menneskets søns tilkommelse være." (Math. 24:27) Alle himlens hærskarer skal ledsage ham, naar han kommer. "Menneskets søn kommer i sin herlighed, og alle hellige engle med ham." (Math. 25:31) "Og han skal udsende sine engle med stærktlydende basun, og de skal forsamle hans udvalgte." (Math. 24:31) ret
(271) Ved Jesu komme skal de retfærdige døde opvækkes og de levende hellige forvandles. Paulus siger: "Vi skal vel ikke alle hensove, men vi skal alle forandres, i en hast, i et øjeblik, ved den sidste basun; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstaa uforkrænkelige, og vi skal forandres. Thi det bør dette forkrænkelige at iføres uforkrænkelighed, og dette dødelige at iføres udødelighed. (1 Kor. 15:51-53) Og i sit brev til thessalonikerne siger han efter at have beskrevet HErrens komem: "De døde i Kristus skal opstaa først; derefter skal vi, som lever, som overbliver, rykkes tilligemed dem hen i skyerne til at møde Herren i luften; og saaledes skal vi altid være med Herren." (1 Thess. 4:16,17.) ret
(271) Guds folk kan ikke erholde riget førend Kristi personlige komme. Frelseren sagde: "Men naar menneskets søn kommer i sin herlighed, og alle hellige engle med ham, da skal han sidde paa sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal forsamles for ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom en hyrde skiller faarene fra bukkene. Og han skal stille faarene ved sin højre side, men bukkende ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kommer hid, min faders velsignede! aver det rige, som eder er beredt fra verdens grundvold blev lagt." (Math 25:31-34) Vi har set i følge de anførte skriftsteder, at naar menneskets søn kommer, skal de retfærdige døde opstaa uforkrænkelige og de levende hellige forvandles. Ved denne store forandring beredes de til at arve riget; thi Paulus siger: "Kjød og blod kan ikke arve Guds rige, ej heller skal forkrænkelighed arve uforkrænkelighed." (1 Kor. 15:50) Menneskene er dødelige, forkrænkelige i sin nærværende tilstand, men Guds rige vil blive uforkrænkeligt; det skal bestaa til evig tid. Derfor kan menneskene i sin nuværende tilstand ikke arve Guds rige; men naar Jesus kommer skjenker han sit folk udødelighed, og da kalder han dem til at besidde det rige, hvis arvinger de til den tid har været. ret
(272) Disse og andre skriftsteder beviste klart for Miller, at de begivenheder, hvilke man i almindelighed ventede før Kristi andet komme, saasom et almindeligt fredsrige og Guds riges oprettelse paa jorden, først skulde ske efter Kristi komme. Desuden passer alle tiders tegn og verdens nuværende tilstand paa profeternes beskrivelse af de sidste dage. Miller kunde ikke undgaa at komme til den slutning alene ved at granske skriften, at enden paa den tid, som var bestemt for jordens vedbliven i dens nuværende tilstand nærmede sig. ret
(272) Et andet bevis, som dybt bevægede min sjæl, siger han, var tidsregningen i den hellige skrift. Jeg fandt, at begivenheder, som var forkyndte og var bleven opfyldte i fortiden, ofte skete til en bestemt tid. Blandt disse kan nævnes de 120 aar til syndfloden (1 Mos. 6:3); de tre dage, som forekom i mundskjænkens og baberens drømme (1 Mos. 40:12-20); de syv aar i Faraos drømme (1 Mos. 41:28-54); de 49 aar i ørkenen (4 Mos. 14:34); de tre og et halvt aars hungersnød (1 Kong. 17:1; Luk. 4:25); de 70 aars fangenskab (Jer. 25:11); Nebukadnezars syv tider (Dan. 4:13-16); de syv uger og 62 uger og den ene uge, hvilke ialt udgjør 70 uger, som var bestemte til jøderne (Dan. 9:24-27). De begivenheder, som disse tider begrænser, var alle engang blot omtalte i perioden, men de blev opfyldte i overensstemmelse med forudsigelsen. ret
(272) Da han nu saaledes ved sin granskning i bibelen fandt forskjellige tidspunkter, hvilke, efter som han forlod dem, naaede til Kristi andet komme, saa kunde han ikke andet end betragte dem som forud bestemte tider, hvilke Gud havde aabenbaret for sine tjenere. Moses siger. "De skjulte ting er for Herren vor Gud; men de aabenbarede er for os og for vore børn evindeligen." (5 Mos. 29:29) Og Herren erklærede ved profeten Amos, at han "gjør ikke noet, uden at han har aabenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne." (Amos 3:7) Den, som gransker Guds ord, kan derfor tillidsfuldt vente at finde de mest underfulde begivenheder, som skal ske i menneskenes historie, klart udpegede i sandhedens bog. ret
(273) Da jeg var fuldt overbevist om, siger Miller, at den ganske skrift er indblæst af Gud og nyttig til lærdom, (2 Tim. 3:16) at den ikke blev fremført af menneskers vilje, men af de hellige Guds mænd talede, drevne af den Helligaand, (2 Pet 1:21) og at den var skreven os til lærdom, paa det vi skal have haab ved taalmodighed og skriftens trøst, (Rom. 15:4) saa kunde jeg ikke komme til nogen anden overbevisning, end at den del af bibelen, som omhandler tidsregningen, havde lige saa stor ret til alvorlig overvejelse som nogen anden del af skriften. Jeg følte derfor, at idet jeg bestræbte mig for at forstaa det, som Gud i sin barmhjertighed havde fundet tjenligt at aabenbare for os, saa havde jeg ikke nogen ret til at tilsidesætte de profetiske tidsperioder. 273 Den profeti, som mest tydelig syntes at aabenbare tiden for Kristi andet komme, var Dan. 8:14: Jntil to tusende og tre hundrede aftener og morgener, saa skal helligdommen faa sin ret igjen. Jdet Miller fulgte den regel, at skriften er sin egen fortolker, saa han, at naar en dag er belvet brugt til symbol i profetien, betegnede den et aar. (4 Mos. 14:34; Ez. 4:6) Han indsaa, at de 2300 profetiske dage eller aftener og morgener var virkelige aar og vilde naa langt fordi den jødiske tidsalders husholdning; derfor kunde de ikke have hentydning til helligdommen i den gamle pagt. Miller fastholdt den almindelige anskuelse, at jorden i den kristne tidsalder er helligdommen; derfor mente han, at helligdommens renselse, som omtales i Dan. 8:14, betegnede, at jorden skulde renses med ild ved Kristi andet komme. han kom saaledes til den slutning, at dersom man kunde finde det rette udgangspunkt for de 2300 dage, saa kunde man ogsaa let finde tiden for Kristi andet komme. Saaledes vilde den store fuldkommelsestid blive aabenbaret, da den nuværende tilstand med al sin stolthed og magt, sin pral og forfængelighed, ugudelighed og undertrykkelse vil komme til ende, . . . . da forbandelsen vil blive borttagen fra jorden, da døden vil blive tilintetgjort, lønnen blive given til Guds tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter hans navn, og da de vil blive fordærvede, som fordærver jorden. 274 Med nyt og endnu større alvor fortsatte Miller at granske i profetierne, og han anvendete hele nætter saa vel som dage til at betragte det, som nu forekom ham at være af saa overordentlig stor vigtighed og at have mere interesse end alt andet. J Daniels ottende kapitel kunde han ikke finde nogen nøgle til udgangpunkt for de 2300 dage. Omendskjønt engelen Gabriel fik befaling om at lade Daniel forstaa synet, saa forklarede han dog ikke det hele for ham. Da profeten betragtede den forfærdelige forfølgelse, som skulde komme over menigheden, mistede han sin legemlige styrke. Han kunde ikke taale at tænke paa mere, og engelen forlod ham for nærværende. Daniel var aldeles afmægtig og syg i flere dage!, og han sagde: Jeg var forfærdet over synet, og der var ingen som forstod det. 274 Men Gud havde befalet sit sende bud og sagt: Gabriel, forklar denne synet. Dette hverv maatte udføres. For at gjøre dette, vendte englen nogen tid derefter tilbage til Daniel og sagde: Nu er jeg udgangen for at meddele dig indsigt. Saa agt da paa ordet og giv agt paa synet. Der var blot et punkt i synet, som omtales i det ottende kapitel, som engelen ikke havde forklaret, nemlig det, som angik tiden - de 2300 aftener og morgener. Naar engelen fortsætter sin forklaring, taler han derfor udelukkende om det, som angaar tiden. Der er 70 uger bestemte over dit folk og over din hellige stad, . . . saa vid og forstaa: Fra den tid, da ordet udgaar om at gjenoprette og om at bygge Jerusalem, indtil en salvet, en fyrste, er der syv uger; og i 62 uger skal den gjenoprettes og bygges i vid udstrækning og efter bestemt maal, men under tidernes trængsel. Men efter de 62 uger skal en savlet udryddes, og der skal intet være for ham; (I den engelske oversættelse staar der: Skal Messias afskjæres, men ikke for sig selv) . . . . og han skal befæste en pagt med de mange i den ene uge; og i den halve uge skal han bringe slagtoffer og madoffer til at ophøre. (Dan. 9:22, 23, 25-27.) 275 Engelen var bleven sendt til Daniel i den udtrykkelige hensigt, at han skulde forklare det punkt for ham, som han ikke forstod, da han saa det syn, som omtales i ottende kapitel, nemlig vidnesbyrdet om tiden, - indtil 2300 aftener og morgener, saa skal helligdommen faa sin ret igjen. Efter at han havde befalet Daniel at agte paa ordet og give agt paa synet, sagde engelen allerførst, der er 70 uger bestemte over dit folk og over din hellige stad. Det ord, som her er oversat bestemte betyder bogstavelig afskaarne. Engelen vidnede, at 70 uger, som betegne 490 aar, er afskaarne, eftersom de særskilt tilhørte jøderne. Men hvad var disse dage afskaarne fra? Da de 2300 dage er den eneste tidsperiode, som omtales i ottende kapitel, saa maa det være fra denne, at de 70 uger blev afskaarne; de 70 uger maa derfor være en del af de 2300 dage, og de to tidsprioder maa altsaa begynde paa samme tid. Engelen erklærede, at de 70 uger begyndte fra den tid, da befalingen udgik om at gjenoprette og bygge Jerusalem. Dersom man kunde finde, naar denne befaling udgik, saa havde man fundet udgangspunktet for den store tidspriode - de 2300 dage. 275 J Esras syvende kapitel fandt man denne befaling. den blev udgivet af perserkongen, Atarxerxes, f. Kr. 457. Man læser i Esra 6:14, at Herrens hus i Jerusalem blev bygget efter Cyrus' og Darius' og Atarxerxes', kongen af persiens befaling. (Esra 7:12-26) Jdet disse tre konger begyndte, stadfæstede og fuldendte befalingen, bragte de den til en saadan fuldkommenhed, som profetien fordrede, for at den kunde paapege begyndelsen af de 2300 aar. Befalingen blev fuldkommet aar 457 f. Kr. Dersom man regnede befalingen fra dette aar, saa saa man, at enhver enkelt del af profetien angaaende de 70 uger var bleven opfyldt. 275 Fra den tid, da ordet udgik om at gjenoprette og bygge Jerusalem, skulde der være syv uger og 62 uger. Det er 89 uger eller 483 aar. Naar man begynder f. Kr. 457, saa ender dette tidsafsnit aar 27 ef. Kr. Paa den tid blev denne profeti opfyldt. Den salvede, som omtales, er Kristus. J efteraaret 27 blev Jesus døbt af Johannes, og straks derefter blev han salvet af Aanden. Apostlen Peter vidner, at Gud salvede ham med den Helligaand og Kraft. (Ap. gj. 10:38) Og Frelseren vidnede selv: Herrens aand er over mig, derfor salvede han mig; han har sendt mig at kundgjøre evangelium for de fattige. (Luk. 4:18) Efter sin daab kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds riges evangelium og sagde: Tiden er fuldkommen. (Mark. 1:13,15) 276 Og han skal befæste pagten med mange i den ene uge. Den uge, som her omtales, er den sidste af de 70 uger. Det er de sidste syv aar af den tid, som var særskilt givet til jøderne. J denne tid, nemlig fra aaret 27 til 34 ef. Kr., forkyndte Jesus evangeliet særskilt for Jøderne, først personlig og siden ved sine disciple. Da apostlene gik ud med det gode budskab om riget, sagde Frelseren til dem: Gaar ikke hen paa hedningernes vej, og gaar ikke ind i de samaritaners stad. Men gaar hellere hen til de fortabte faar af Jsrels hus. (Math 10:5,6) ret
(276) J den halve uge eller midt i ugen skal han bringe slagtoffer og madoffer til at ophøre. Aar 31, tre og et halvt aar efter sin daab, blev vor herre korsfæstet, og det store offer paa Golgatha endte det offersystem, som i fire tusende aar havde peget fremad til Guds lam. Forbilledet havde naaet modbilledet, og alle den ceremonialske lovs fordringer maatte ophøre der. ret
(276) De 70 uger eller 490 aar, som var særskilt bestemte til jøderne, endte, som vi har set, aar 34. Ved den tid beseglede folket sin forkastelse af evangeliets gjennem det jødiske raads bestemmelse, da Stefanus maatte lide martyrdøden, og jøderne forfulgte de kristne. Da blev frelsens budskab ikke længere indskrænket til Guds udvalgte folk, men udgik til verden. De kristne, tvungne ved forfølgelser til at fly fra Jerusalem, "gik omkring og forkyndte evangeliets lære". "Da kom og Filippus til samarias stad og prædikede Kristus for dem." (Ap. gj. 8: 4,5; 22:21.) Peter, vejledet af Gud, forkyndte evangeliet for høvedsmanden i Cæsarea, den gudfrygtige Kornelius. Og den nidkjære Paulus, som blev vundet for Kristi tro, fik befaling til at bringe evangeliet langt bort til hedningelandene. ret
(277) Saa langt er enhver enkelt del af profetien nøjagtig bleven opfyldt, og det er tydelig bevist, at de 70 uger begynder i aaret 457 f. kr. og slutter i aaret 34 ef. Kr. Fra dette tidspunkt er der ikke nogen vanskelighed ved at finde slutningen af de 2300 dage. Naar de 70 uger - 490 dage - blev afskaarne af de 2300 dage, blev der 1810 dage tilbage. Efter slutningen af de 490 dage var der endnu 1810 dage igjen. Fra aaret 34 ef. Kr. naar 1810 aar til 1844. De 2300 dage i Daniel 8:14 sluttede selvfølgelig i 1844. Ved slutningen af dette store profetiske tidsafsnit skulde helligdommen renses i følge englenes vidnesbyrd. Saaledes var tiden for helligdommens renselse - hvilken man almindelig antog at skulle foregaa ved Kristi andet komme - bestemt udpeget. ret
(277) Klik paa billede
Miller og hans medarbejdere kom først til det resultat, at de matte vente i foraaret 1844, hvorimod profetien peger hen til efteraaret samme aar. (Se anhang, anmærkning 3) Misforstaaelsen af dette punkt bragte skuffelse og forlegenhed til dem, som havde fastsat det første tidspunkt tiden for Herrens komme, men dette kan ikke paa nogen maade svække beviserne for, at de 2300 dage endte i aaret 1844, og at den store begivenhed, som kaldtes helligdommens renselse, skulde ske paa den tid. ret
(277) Da Miller begyndte at granske skriften, saaledes som han gjorde, for at bevise, at den var en aabning af Gud, havde han ikke den fjerneste tanke om, at han vilde komme til den slutning, som han nu var kommen til. Han kunde neppe tro resultatet klare og kraftigere til at kunne tilsidesættes. ret
(277) Han kom i 1818 ved slutningen af sin to aars granskning til den overbevisning, at Kristus skulde aabenbares om en 25 aars tid for at forløse sit folk. Han sagde: "Jeg behøver ikke art tale om den glæde, som fyldte mit hjerte ved tanken om denne herlige udsigt eller om min sjæls stærke længsel efter at faa del i de forløstes glæde. Bibelen var nu en ny bog for mig. Dette var i sandhed en fest for fornuften. Alt, som var mørkt, hemmelighedsfuldt og dunkelt i bibelens lære, forsvandt fra min sjæl for det klare lys, som nu oprandt fra bibelens hellige sider; og hvor klar og herlig sandheden syntes at være! Alle de modsigelser og urimeligheder, som jeg tilforn havde fundet i ordet, var forsvundne; og omendskjønt der endnu var mange dele af bibelen, som jeg ikke forstod fuldstændig til at min tilfredshed, saa havde dog meget lys udstrømmet fra den og havde oplyst mit forud formørkede sind, og det var en større glæde for mig at ransage skriften, end jeg nogensinde havde tænkt, man kunde erholde ved at betragte dens lære. ret
(278) Med den alvorsfulde overbevisning, at saa betydningsfulde begivenheder i følge skriftens forudsigelser skulde opfyldes om saa kort tid, trængte det spørgsmaal med stor kraft ind paa mit hjerte, hvad det var min pligt at gjøre for verden, efter at disse vidnesbyrd saaledes havde virket paa mit hjerte. Han kunde ikke andet end føle, at det var hans pligt at meddele det lys, som han selv havde annammet, til andre. Han ventede, at de ugudelige vilde gjøre modstand; men han var vis paa, at alle kristne vilde glæde sig i det haab, at de snart skulde møde sin frelser, som de bekjendte sig til at elske. Det eneste, han frygtede for, var, at mange i sin store glæde over udsigten til en herlig frelse, som saa snart skulde aabenbares, vilde antage denne lære uden at undersøge den del af skriften tilstrækkelig, som beviste hans sandhed. Han tøvede derfor med at fremholde den, at det ikke maaske skulde være en vildfarelse og saaledes blive et middel til at vildlede andre. Dette ledede ham til atter at gjennemgaa de beviser, som fandtes for de slutninger, som var kommen til, og at nøje overveje enhver vanskelighed, som fremstillede sig for hans tanker; men han fandt, at alle indvendinger forsvandt for Guds ords lys ligesom duggen for solens straaler. Efter at han saaledes i fem aar havde vedblevet at ransage bibelen, var han fuldt overbevist om, at hans standpunkt var ret. ret
(278) Det trængte nu ind paa ham med fornyet kraft, at det var hans pligt at undervise andre om det, som han troede, og som skriften syntes saa tydelig at lære. Han siger. "Naar jeg beskjæftigede mig med min forretning, lød det bestandig for mine øren: Gaa og vidne for verden om dens fare! Denne tekst stod bestandig for mig: "Naar jeg siger til den ugudelige: Du ugudelige skal visseligen dø, og du ikke taler for at advare den ugudelige for hans vej, da skal han, den ugudelige, vel dø for sin misgjerning, men hans blod vil jeg kræve af din haand. Men naar du advarer den ugudelige for hans vej, at han skal omvende sig derfra, og han dog ikke omvender sig fra sin vej, da skal han dø for sin misgjerning, men du skal have din sjæl frelst." (Ez. 33:8,9) Jeg følte, at dersom de ugudelige kunde blive ret advarede, saa vilde mange af dem omvende sig, og dersom de ikke blev advarede, saa vilde Herren kræve deres blod af min haand." ret
(279) Han begyndte nu at fremholde sine anskuelse blandt sine venner, efter som han havde lejlighed, og bad til Gud, at en eller anden prædikant maatte faa en byrde for disse sandheder og vie sit liv til at udbrede dem; en han kunde ikke bortfjerne den overbevisning, at det var hans personlige pligt at forkynde det advarende budskab. Disse ord lød bestandig for hans sjæl: "Gaa og forkynd det for verden; thi jeg vil kræve deres blod af din haand." Han ventede næsten ni aar, i hvilke denne byrde vedblev at hvile tungt paa hans sjæl, indtil han i 1831 for første gang offentlig fremlagde grundene for sin tro. ret
(279) Ligesom Elisa fordum blev kaldet fra at følge øksnene paa marken til at modtage den indviede kappe, som tilhørte det profetiske embede, saaledes blev William Miller kaldet til at forlade sin plov og aabne Guds riges hemmeligheder for folket. Skjælvende begyndte han denne gjerning og søgte sine tilhørere skridt efter skridt gjennem de profetiske tidsafsnit til Kristi andet komme. Med hver ny bestræbelse vandt han styrke og mod, idet han saa den vidt udbredte interesse, som hans ord vakte. ret
(279) Det var blot ved sine brødres overtalelser, i hvis ord han hørte Guds kald, at Miller kunde formaaes til at fremstille sine anskuelser offentlig. Han var nu 50 aar gammel og uvant med at tale offentlig, og følelsen af, at han var uskikket til dette værk nedtrykte ham. Men fra begyndelsen af blev hans arbejde velsignet paa en underfuld maade til sjæles frelse. Efter hans første prædiken fulgte en religiøs vækkelse, hvorved 30 hele familjer med undtagelse af to personer blev omvendte. Han blev indtrængende anmodet om at tale paa andre steder, og paa næsten ethvert sted bevirkede hans arbejde, at Guds værk blev oplivet, syndere blev omvendte, de kristne blev vakte til at leve mere helligt, og gudsfornægtere og fritænkere blev ledede til at tro bibelen og antage den kristelige religion. De, som han arbejdede iblandt, vidnede om ham, "at han paavirkede en klasse af mennesker, som ikke nogen anden var i stand til at vække". "Hans prædiken egner sig til at vække folkets interesse i de vigtigste ting, som tilhører religionen, og til at stanse vor tids tiltagende verdslighed og sandselighed." ret
(280) J næsten enhver by var der flere snese og i nogle byer flere hundreder, som var bleven omvendte ved hans prædiken. Paa mange steder aabnede næsten alle protestantiske samfund sine kirker for ham, og de indbydelser, han fik til at prædike, kom i almindelighed fra de forskjellige menigheders præster. Han havde gjort det til et bestemt regel ikke at arbejde paa noget sted, hvortil han ikke var bleven indbudt. Men alligevel fandt han snart, at han ikke var i stand til at efterkomme halvdelen af de indbydelser, som trængte ind paa ham. ret
(280) Mange, som ikke antog hans anskuelser om den bestemte tid for Kristi andet komme, blev overbeviste om, at Kristus visselig skulde komme, til hans komme var nær, og at de maatte berede sig derfor. J nogle af de store stæder gjorde hans virksomhed et dybt indtryk. Brændevinshandlere holdt op med sin handel og indrettede sine butikker til forsamlingssale, spillehulerne blev lukkede, fritænkere, gudsfornegtere, unitarier, atheister og de mest lastefulde mennesker blev omvendte. Nogle af disse havde ikke flere aar overværet nogen gudstjenste. Bønnemøder blev holdt af de forskjellige samfund paa forskjellige steder næsten hver time paa dagen, og forretningsmænd samledes om middagen til bøn og lov. Der var ikke nogen sværmerisk ophidselse; men en højtideligt alvor hvilede over folket næsten overalt. Ligesom de ældre reformatoreres saaledes var ogsaa hans virksomhed mere egnet til at overbevise forstanden og vække samvittigheden end til blot at henrive følelsen. ret
(281) Miller var medlem af baptistmenigheden og fik af denne i 1833 bevilling til at prædike. Et stort antal af hans samfunds prædikanter billigede ogsaa hans virksomhed, og det var med deres tilladelse, at han fortsatte sit arbejde. ret
(281) Miller rejste og prædikede uophørlig, omendskjønt hans personlige arbejde blot omfattede Ny England og mellemstaterne. J flere aar betalte han alle sine omkostninger af sin egen lomme, og siden efter erholdt han aldrig saa meget, at han kunde betale sine rejseomkostninger til de steder, hvortil han blev indbudt. Saaledes skaffede hans offentlige virksomhed ham langt fra nogen timelig fordel, men lagde tvertimod en høj skat paa hans ejendom, hvilken gradvis formindskes i denne del af hans liv. Han havde mange børn, men de var alle flittige og sparsommelige, saa at hans landejendom var stor nok til at underholde baade dem og ham selv. ret
(281) J 1833, to aar efter at Miller begyndte offentlig at fremholde beviserne for Kristi snare komme, saa man det sidste tegn som Frelseren havde lovet at give før sit andet komme. Jesus sagde, at stjernerne skulde falde af himlen; og Johannes vidner i Aabenbaringen, idet han i et syn saa de begivenheder, som forkynder, at Guds dag er nær: "Og himlens stjerner faldt ned paa jorden, som et figentræ nedkaster sine umodne figen, naar det røres af et stærkt vejr." (Aab. 6:12) Denne profeti blev opfyldt meget tydelig og iøjefaldende, da den store stjerneregn faldt den 13. nov. 1833. Den var den mest udstrakte og underfulde stjerne regn, som omtales i historien. Thi "hele himlen over De forenede stater var paa den tid som en brændende lue i flere timer. Jntet himmelsk fænomen har vist sig i dette land, siden det først blev beboet, som er bleven betragtet med saa stor beundring af én klasse i samfundet og med saa stor frygt og uro af en anden." "Den storartede pragt ved dette ophøjede skuespil erindres endnu af mange. . . .Regndraaberne er aldrig faldne meget tættere end stjerneskuddene faldt mod jorden, med øst og vest, nord og syd var det det samme. Med ét ord, hele himlen syntes at være i bevægelse. . . . Det beskrives i professor Sillimans journal som et skue, der blev set over hele Nordamerika. . . . Fra klokken to til den lyse dag var himlen fuldstændig klar og fri for skyer, og de blændende, funklende lys vedblev at fare ned fra himlen." ret
(282) "J sandhed, ord kan ikke beskrive den kraft, som dette storartede skuespil frembrød. Den, som ikke har set det, kan ikke gjøre sig noget ret begreb om denne begivenheds herlighed. Det syntes, som hele stjernehimlens havde samlet sig paa et sted nær ved himlens midtpunkt, og som stjernerne paa en gang skjød frem med lynets hurtighed, og som stjernerne paa en gang skjød frem med lynets hurtighed og mod enhver del og horizonten; og dog blev kilden ikke udtømt - stjerner i tusendtal fulgte hurtig efter hverandre, som om de var skabte for denne lejlighed." "Det er ikke muligt at tænke sig et mere fuldstændigt billede af et figentræ, der kaster sine umodne figen, naar det røres af et stærkt vejr." ret
(282) Dagen efter stjernefaldet skrev Henry Dana Ward saaledes om dette underfulde fænomen: Jeg antager, at "ingen filosof eller lært mand har fortalt eller nedskrevet en begivenhed, som kan sammenlignes med den der skete i gaar morges. Men en profet forudsagde den nøjagtig for 1800 aar siden, dersom vi vil forstaa, at stjernerne faldt i den eneste betydning, hvori det er muligt, at dette virkelig kunde ske." ret
(282) Saaledes saa man det sidste af de tegn paa Kristi komme, angaaende hvilke Jesus bød sine disciple: "Saaledes og J, naar J ser alt dette, vidner, at han er nær for Døren." (Math. 34:33) Efter disse tegn saa Johannes den store begivenhed, der forstod næst efter, at himlen veg bort som en bog, der sammenrulles, medens jorden skjælvede, bjerge og øer blev flyttede fra deres steder, og de ugudelige med stor skræk søgte at fly fra Guds søns nærværelse. ret
(282) Mange, som var vidner til stjernefaldet, betragtede det som et forbud paa den kommende dom - "et forbillede, en vis forløber og et naadigt tegn paa den store og forfærdelige dag." Saaledes blev folks opmærksomhed henvendt paa profetiens opfyldelse, og mange blev ledede til at give agt paa budskabet om Kristi andet komme. ret
(283) J aaret 1840 vaktes en stor interesse ved opfyldelsen af en anden mærkværdig profeti. J 1838 udgav Josiah Litxh, en af de ældste prædikanter, som forkyndte Kristi andet komme, en fortolkning af Aabenbaringens niende kapitel, hvori han forudsagde det tyrkiske riges fald og undergang, ej blot det aar, men endog den dag, da dette vilde ske. J følge denne fortolkning, som udelukkede var betegnet efter skriftens profetiske tidsperioder, vilde den tyrkiske regjering overgive sin uafhængighed der 11te august 1840. Denne forudsigelse blev omtalt vidt og bredt, og tusender gav agt paa begivenhedernes gang med stor interesse. ret
(283) Netop den bestemte tid antog Tyrkiet gjennem sine gesandter Europas forenede magters beskyttelse, og antog saaledes de kristne nationer til sine formyndere. Denne hændelse opfyldte fuldstændig forudsigelsen. Da det blev bekjendt, var der mange, som blev overbeviste om, at Millers og hans medarbejderes tolkning af profetierne var ret, og adventrørelsen fik et underfuldt stød fremad. Lærde og fremstaaende mænd forenede sig med Miller baade i at prædike hans anskuelser og at udgive dem i trykken, og i aarene 1840 udbredte værket sig hurtig. ret
(283) William Miller besad stor aandsstyrke, som var øvet ved læsning og granskning, og dertil føjede han himmelsk visdom idet han havde samfund med visdommens kilde. Han var en grundærlig mand, som ikke kunde andet end vinde agtelse, hvor som helst man satte pris paa oprigtighed og moralsk ypperlighed. Han var opmærksom og venlig mod alle og villig til at lytte til andres meninger og til at overveje deres argumenter. Men villighed og ro prøvede han alle theorier og lærdomme ved Guds ord; og hans sunde dømmekraft og grundige kundskab i bibelen satte han i stand til at gjendrive vildfarelser og aabenbare løgne. ret
(284) Men Miller udførte ikke sit værk uden bitter modstand. Det gik med ham som med tidligere reformatorer; de sandheder, han forkyndte, blev ikke grundigt modtagne af verdens store lærere. De kunde ikke bevise sine theorier med skriften, og de blev tvungne til at ty til menneskers sagn og lærdomme og til kirkefædrenes traditioner. Men Guds ord var det eneste vidnesbyrd, som sandhedens forsvarere vilde antage. "Bibelen og bibelen alene", var deres løsen. Manglen paa beviser fra skriften, blandt deres modstandere, blev erstattet ved at latterliggjøre og bespotte dem. Tid, midler og talenter blev anvendte til at gjøre dem ondt, hvis eneste forseelse var, at de ventede med at glæde paa sin herres gjenkomst og bestræbte sig for Herrens aabenbarelse. ret
(284) Man bestræbte sig med stor flid for at drage folkets tanker bort fra læren om Kristi andet komme. Man søgte at fremstille det som synd - som noget menneskene burde skamme sig ved, at granske de profetetier, som henhyrte til Kristi komme og verdens ende. Saaledes undergravede de populære prædikanter troen paa Guds ord. Deres prædiken gjorde menneskene til fritænkere, og mange tog sig frihed til at vandre efter sine egne ugudelige lyster; men ophavsmændene til dette onde lagde hele skylden paa adventisterne. ret
(284) Paa samme tid, som Miller samlede store skarer af forstandige og opmærksomme tilhørere omkring sig, blev hans navn sjælden omtalt i den offentlige religiøse presse uden for at anklage og latterliggjøre det. De ligegyldige og ugudelige fik mere mod ved den stilling, de religiøse lærere indtog, og greb til vanærende øgenavne og lave og bespottelige vittigheder i sine bestræbelser for at hobe foragt paa Miller og hans værk. Den graahaarede mand, som havde forladt sit hyggelige hjem for at rejse paa sin egen bekostning fra stat til stat, fra by til by, og som uden ophør arbejdede haardt for at forkynde det alvorsfulde budskab om dommens nærhed for verden, blev haanlig udskreget for en sværmer, en løgner, en spekulant og kjeltring. ret
(284) Den foragt, løgn og forhaanelse, som blev hobet paa Miller, fremkaldte heftige modsigelser i den politiske presse. Mænd, som ikke bekjendte sig til at være troende, irettesatte offentlig de gemene og grove vittigheder, som man af og til kunde læse i religiøse blade. Verdsligsindede mennesker erklærede, at naar de behandlede et emne, som var saa overvældende majestætisk og medførte saa forfærdelige følger, med letfærdighed og skjemt, saa var det ikke blot at drive gjæk, med deres følelser, som forkyndte det; men det var at skjemte med dommens dag, at forhaane Gud selv og at drive spot med de rædsler, som kommer over menneskene fra hans domstol. ret
(285) Erkefienden søgte ikke blot at modarbejde budskabet om Kristi komme, men ogsaa at ødelægge budbæreren selv. Miller anvendte skriftens sandheder ligefrem paa sine tilhøreres hjerter. han straffede deres synd og forstyrrede deres selvtilfredshed; og hans ligefremme stærke dadel opvakte deres fiendskab. Den modstand, so menighedernes medlemmer viste mod hans budskab, satte mod i de lavere klasser, saa at de gik til stor yderlighed, og fienden lagde planer til at tage hans liv, naar han forlod forsamlingssalen. Men hellige engle var midt iblandt skaren og en af disse i menneskelig skikkelse tog Herrens tjener under armen og førte ham trygt bort fra den rasende hob. hans gierning var endnu ikke fuldendt, og satan og hans udsendinge blev skuffede i sine forventninger. ret
(285) Trods al denne modstand havde interessen i denne bevægelse vedblivende tiltaget. Fra tiere og hundreder havde tilhørernes antal vokset til mange tusender. Mange havde forenet sig med de forskjellige menigheder, men efter nogen tid viste der sig modstand endog mod disse omvendte, og menighederne begyndte at tage strenge forholdsregler mod dem, som antog Millers anskuelser. Dette fremkaldte et svar fra hans pen i et sendebrev til de kristne af alle samfund, hvori han indtrængende paamindede dem om, at dersom hans lære var falsk, paa burde de paavise hans vildfarelse af den hellige skrift. ret
(285) "Hvad har vi troet," sagde han, "som guds ord ikke befaler os at tro, og J tilstaar selv, at dette ord er en regel og den eneste regel for vor tro og vort levnet? Hvad har vi gjort, at det skulde fremkalde saa bitre anklager mod os fra prædikestolen og pressen og give eder en gyldig grund til at udelukke os [adventisterne] fra eders menighed og samfund?" "Dersom vi er fejl, saa beder vi eder at vise os, hvori vi er fejl; vi har faaet anklager nok, det kan aldrig overbevise os om, at vi er fejl. Guds ord alene kan forandre vore anskuelser. Vi er komne til vore nærværende overbevisning gjennem rolig overvejelse og bøn til Gud, efter som vi har set beviser derfor i skriften." ret
(286) De advarsler, som Gud fra tid til anden har sendt til verden gjennem sine tjenere, er bestandig bleven modtagne med samme vantro og mistanke. Da menneskenes uretfærdighed før syndfloden bragte Gud til at føre dens vande over jorden, underrettede han dem først om sin hensigt, for at de kunde have anledning til at vende om fra deres onde veje. J 120 aar lod advarslen for deres øren, at ikke Guds vrede skulde aabenbares til deres ødelæggelse; men budskabet forekom dem som en tom tale, og de troede det ikke. De bestyrkedes i deres ondskab, saa at de spottede Guds sendebud for hans formning og beskyldte ham endog for anmasselse. Hvorledes turde en eneste mand staa op mod alle jordens store mænd. Dersom noget af budskabet var sandt, hvorfor indsaa da ikke hele verden det og troede det. Skulde én mands paastand sættes imod tusenders visdom! De vilde ikke tro det advarende budskab, ej heller vilde de søge tilflugt i arken. ret
(286) Spotterne henviste til naturen, til aarstidernes uforanderlige gang, til den blaa himmel, som endnu aldrig havde udøst sin regn, til de grønne marker, vederkvægede af nattens milde dug, og de raabte: "taler han ikke i lignelser?" Med foragt erklærede de denne retfærdige prædikant for en vild sværmer, og de hengav sig mere hensynsløst til sin vellyst og fulgte deres onde veje med større iver end tilforn. Men deres vantro kunde ikke tilbageholde denne begivenhed, som forud var forkyndt. Gud bar længe over med deres ugudelighed og gav dem rigelig anledning til omvendelse. Men til den bestemte tid hjemsøgte hans domme dem, som havde forkastet hans naade. ret
(286) Kristus vidner, at der vil herske en lige saa stor vantro med hensyn til hans andet komme. Ligesom folket paa Noahs dage, som vor frelser siger, "agtede det ikke, indtil syndfolden kom og tog dem alle bort, saaledes skal og menneskets søn tilkommelse være". (Math. 24:39) Naar de, som kalder sig Guds børn, forener sig med verden lever som den lever, og deltager med den i dens syndige fornøjelser, naar menigheden lever i vellyst ligesom verden, naar bryllupsklokkerne kimer, og alle forventer mange aar af jordisk lykke, da skal enden paa deres skjønne syner og bedragelige forhaabninger pludselig komme, ligesom lynet bryder frem af himlen. ret
(287) Ligesom Gud sendte sin tjener for at advare verden om syndfloden, saaledes sendte han ogsaa udvalgte sendebud for at kundgøre den sidste doms nærhed; men ligesom Noahs samtidige foragtede og lo ad det, som retfærdighedens prædiker forkyndte, saaledes spottede paa Millers tid mange, endog af de kristne, hans advarende ord. ret
(287) Og hvorfor var lære og prædikenen om Kristi andet komme saa uvelkommen for menighederne? Paa samme tid som Herrens komme bringer plage og ødelæggelse over de ugudelige, er det fuldt af glæde og haab for de retfærdige. Denne store sandhed havde været Guds tro tjeneres trøst gjennem alle tider. Hvorfor var den ligesom han, der havde givet dem, bleven en anstødssten og en foragtelsens klippe? Det var Herren selv, som sagde til sine disciple: "Jeg gaar bort at berede eder sted; og naar jeg er gaaet bort og faar beredt eder sted, kommer jeg igjen og vil tage eder til mig, at hvor jeg er, skal ogsaa J være." (Joh. 14:2,3) Da han steg op fra Oljebjerget og forudsaa sine efterfølgeres ensomhed og sorg, sendte den medlidende frelser engle, som skulde trøste dem med den forsikring, at han vilde komme igjen personlig, ligesom han opfor til himlen. Da disciplene stod og stirrede opad for at opfange det sidste glimt af ham, som de elskede, blev deres opmærksomhed vækket ved disse ord: "J galilæiske mænd, hvi staar J og ser op til himlen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til himlen, skal komme igjen saaledes, som J har set ham fare til himlen." (Ap. gj. 1:11) Englenes budskab vakte nyt haab. Disciplene "vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde. Og de var stedse i templet og lovede og prisede Gud". (Luk. 24:52,53) De glædede sig ikke, fordi Jesus var gaaet bort fra dem, og de var ene tilbage for at kjæmpe mod prøver og fristelser i verden, men fordi englene forsikrede dem om, at han vilde komme igjen. ret
(288) Budskabet om Kristi komme burde nu, ligesom da englene forkyndte det for hyrderne ved Bethlehem, være noget, der forkynder os en stor glæde. De, som i sandhed elsker Frelseren, kan ikke andet end med glæde hilse et budskab, som er grundet paa Guds ord, der vidner, at han paa hvem deres haab om evigt liv hviler, skal komme igjen, ikke for at blive bespottet, foragtet og forkatet, saaledes ved hans første komme, men i kraft og herlighed for at forløse sit folk: Det er dem, som ikke elsker Frelseren, der ønsker, at han skal blive borte, og intet kan mere tydelig bevise, at menigheden har vendt sig bort fra Gud, end den vrede og det fiendskab, som dette himmelsendte budskab opvækker. ret
(288) De, som antog budskabet om Kristi advent, blev vækkede til at indse nødvendigheden af omvendelse og af at ydmyge sig for Gud. Mange havde længe haltet mellem Kristus og verden. De følte nu, at det var paa høj tid at indtage et rent standpunkt. Det, som tilhørte evigheden, som en underfuld virkelighed for dem. Himlen kom nærmere til dem, og de følte, at de ikke var rensede overfor Gud. De troende blev oplivede og erholdt nyt aandeligt liv. De følte dybt, at tiden var kort, og at det, som de skulde udrette for sine medmennesker, maatte udrettes snart. Jorden traadte i baggrunden, evigheden syntes aaben for dem, og man følte, at sjælen med alt, som tilhører dens evige ve og vel, fordunklede enhver jordisk gjenstand. Guds aand hvilede over dem og gav kraft til deres alvorlige formaninger til deres brødre saa vel som til syndere om at berede sig for Herrens dag. Dette daglige livs tause vidnesbyrd var en stadig irettesættelse for stive og vanhellige menighedsmedlemmer. De ønskede ikke, at man skulde forstyrre dem i deres træben efter fornøjelser, deres flid for at samle penge og deres lyst til verdslig ære. Dette var aarsagen til det fiendskab og den modstand, som blev opvakt mod de sandheder, som angaar Kristi advent og mod dem, som forkyndte dem. ret
(289) Da man fandt, at beviserne for den profetiske tidsregning var uimodsigelige, forsøgte modtanderne at hindre undersøgelsen af denne gjenstand, idet de lærte, at profetien var forseglet. Saaledes fulgte protestanterne i katholikernes fodpor. Medens pavekirken holdt biblen tilbage fra folket, paastod de protestantiske menigheder, at de vigtigste del af den hellige skrift - og det den del, som fremholdt de sandheder, der særskildt tilhører vor tid - ikke kunde forstaaes. ret
(289) Prædikanter og andre har erklæret, at Daniels og Johannes' profetier er en samling af hemmeligheder, som ingen kan forstaa og forklare. Men Kristus selv henviser sine disciple til profeten Daniels ord om saadanne begivenheder, som skulde ske paa deres tid, og siger: "Hvo, som det læser, give agt derpaa." (Math. 24:15) Og den paastand, at Aabenbaringens bog er noget hemmeligt, som ikke kan forstaaes, modsiges af selve Aabenbaringens titel: "Jesu Kristi Aabenbaring, som Gud har givet ham for at vise sine tjenere de ting, som snart skal ske, og han udsendte sin engel og betegnede dem ved ham for sin tjener Johannes, som har forkyndt Guds ord og Jesu Kristi vidnesbyrd, og hvad han har set. Salig er den, som læser, og de, som hører profetiens ord og bevarer det, som er skrevet i den; thi tiden er nær." (Aab. 1:1-3) ret
(289) Profeten siger. "Salig er den, som læser." - Der er nogle, som ikke vil læse; denne velsignelse tilhører altsaa ikke dem. "Og de, som hører." - Der er ogsaa nogle, som negter at høre noget angaaende profetierne; velsignelsen er ej heller for denne klasse. "Og bevarer det, som er skrevet i den." - Mange undlader at bevare de advarsler og undervisninger, som Aabenbaringen indeholder. Jngen af disse kan gjøre fordring paa den lovede velsignelse. Alle de, som spotter profetiens indhold og foragter de symboler, som her højtidelig fremsættes, og alle de, som undlader at omvende sig og berede sig for Guds søns komme, vil ikke blive velsignede. ret
(289) Hvorledes tør prædikanter over for det guddommelige ords vidnesbyrd lære, at Aabenbaringen er en hemmelighed, som intet menneske kan fatte? Den er en aabenbaret hemmelighed, en aabnet bog. Granskningen i Aabenbaringen leder tanken til Daniels profetier, og begge indeholder meget vigtig undervisning, som Gud har givet menneskene angaaende de begivenheder, der skal ske ved denne verdens ende. ret
(290) Herren fremstillede for Johannes begivenheder af dyb interesse i menighedens historie. Han saa den stilling, de farer, den kamp og endelige frelse, som Guds folk skulde gaa i møde. Han beskriver det sidste budskab, som skal modne jordens høst enten til neg for den himmelske lade eller til risbundter for de sidste dages flammer. Gjenstande af overordentlig vigtighed blev aabenbarede for ham, særlig for den sidste menigheds skyld, at de, som vil vende sig fra vildfarelse til sandhed, kan blive underviste om de farer og kampe, som venter dem. Jngen behøver at være i mørke angaaende det, som skal komme over jorden. ret
(290) Hvorfor er der da saa megen uvidenehed angaaende denne vigtige del af den hellige skrift? hvorfor saa almindelig tilbageholdenhed fra at undersøge, hvad den lærer? Dette er følgen af en planmæssig bestræbelse af mørkets fyrste for at skjule for menneskene det, som aabenbarer hans bedragerier. Kristus forudsaa den kamp, som vilde blive ført mod at granske i Aabenbaringen; derfor udtalte han, som har givet Aabenbaringen, en velsignelse over alle dem, som vilde læse, høre og bevare profetiens ord. ret