(291) Guds værk paa jorden viser fra tid til tid en paafaldende lighed i enhver stor reform eller religiøs bevægelse. De regler, hvorefter Gud handler med menneskene, er altid de samme. De vigtige bevægelser paa vor tid har tilsvarende bevægelser i fortiden, og menighedens erfaring i den henrundne tid indeholder megen værdifuld undervisning for vor tid. ret
(291) Jngen sandhed er tydeligere fremholdt i bibelen, end at Gud ved sin heligaand særskilt vejleder sine tjenere paa jorden i de store bevægelser, som foregaar for at fremme Frelserens værk. Menneskene er redskaber i Guds haand, som han anvender for at udføre sine naadige og barmhjertige planer. Enhver har sin del af værket at udføre. Han skjænker enhver saa meget lys, som behøves paa hans tid; saa meget som kan sætte ham i stand til at udføre det værk, Gud har givet ham at gjøre. Men intet menneske, hvormeget det end bliver æret af Gud, har nogensinde naaet til en fuldkommen forstaaelse af forløsningens store plan, eller har lært fuldstændig forstaaelse af forløsningens store plan, eller har lært fuldstændig at vurdere Guds hensigt med værket paa hans egen tid. Menneskene forstaar ikke tilfulde hvad Gud vil udrette ved den gjerning, han giver dem at gjøre; de fatter just ikke enhver del af det budskab, de udtaler i hans navn. ret
(291) "Mon du kan naa til Gud dybheder? Mon du kan naa til den almægtiges begrænsning." "Thi mine tanker er ikke eders tanker, og eders veje ikke mine veje, siger Herren. Thi som himlen er højere end jorden, saa er mine veje højere end eders veje, og mine tanker højere end eders tanker." "Jeg er Gud, og ingen er som jeg, jeg, som fra begyndelsen kundgjør enden, og fra fordums tid de ting, som end ikke er skete". (Job 11:7; Es. 55:8,9; 46:9,10.) ret
(292) Jkke engang Profeterne, som var begunstigede ved Aandens særskilte lys, forstod den fulde betydning af de aabenbaringer, som blev dem givne. Deres mening skulde udfoldes fra tid til tid, efter som Guds folk behøvede den undervisning, de indeholdt. ret
(292) Peter siger, idet han taler om den frelse, som er bragt for lyset ved evangelium: "Om hvilken frelse profeterne havde gransket og ransaget, hvilke have spaaet om den naade, eder skulde vederfares; idet de ransagde, til hvilken eller hvordan en tid Kristi aand, som var i dem, henviste, da den forud vidende om Kristi lidelser og den derpaa følgende herlighed. Thi det var dem aabenbaret, at de ikke for dem selv, men for os besørgede dette." (1 Pet. 1:10-12) ret
(292) Men paa samme tid, som det ikke blev profeterne tilstedt tilfulde at forstaa de ting, som blev dem aabenbarede, saa gjorde de sig flid for, at erholde alt det lys, for det behagede Gud at kundgjøre. De granskede og ransagede flittigt, "til hvilken eller hvordan en tid Kristi aand, som var i dem, henviste". Hvilken lærdom indeholder ikke dette for Guds folk i den kristne tidsalder, for hvis skyld disse profetier blev givne til Herrens tjenere! "Thi det var dem aabenbaret, at de ikke for dem selv, men for os besørgede dette." Læg mærke til disse hellige Guds mænd, som saaledes granskede og ransagede de aabenbaringer, der blev dem givne for slægter, som endnu ikke var fødte. Sammenlign deres hellige nidkjærhed med den ligegyldighed, hvormed de, som i senere tider er bleven saaledes begunstigede, behandler denne Guds gave. Hvilken irettesættelse er ikke dette for den magelige verdenskjærlige ligegyldighed, som er tilfreds med at erklære, at man ikke kan forstaa profetierne. ret
(292) Omendskjønt menneskene med deres indskrænkede begreber ikke er i stand til at ransage den Evigheds raad eller fuldkommen forstaa, hvorledes han udfører sine planer, saa er det dog ofte paa grund af en eller anden fejltagelse eller efterladenhed fra deres side, at de saa dunkelt fatter det budskab, Herren sender. Jkke saa sjælden er folkets begreber - ja endog Guds tjeneres - formørkede af menneskelige meninger, menneskelige sagn og falske lærdomme, saa at de blot delvis kunne fatte de store ting, som Gud naadig har aabenbaret i sit ord. Saaledes var det med Kristi disciple, selv da Frelseren var personlig iblandt dem. Deres sjæl var bleven fyldt med den populære forstilling, at Messias skulde være en jordisk styrke, som skulde ophøje Jsraels rige til et verdensrige; og de kunde ikke forstaa, hvad han mente, naar han forud talte om sin lidelse og død. ret
(293) Kristus havde selv sendt dem ud med budskabet om Kristi rige. "Tiden er fuldkommet, og Guds rige er nær; omvender eder og tror evangelium." (Mark. 1:15) Dette budskab var grundet paa profetien i Daniels niende kapitel. Engelen vidnede, at det 69 uger skulde naa til Messias, en fyrste, og med store forhaabninger og frydefulde forventninger saa disciplene fremad til oprettelsen af Messias' rige i Jerusalem for at regjere over hele jorden. ret
(293) De forkyndte det budskab, som Kristus havde givet dem, omendskjønt de selv misforstod dets betydning. Deres budskab var grundet paa Daniel 9:25, men de lagde ikke mærke til det, som staar i det næste vers i samme kapitel, at Messias skulde udryddes eller afskjæres. Lige fra deres barndom havde de i sit hjertet forventet et jordisk riges herlighed, og dette formørkede deres forstand, saa at de ikke satte hverken de enkelte dele af profetien eller Kristi ord. ret
(293) De gjorde deres pligt, da de fremstillede naadens budskab for det jødiske folk. Men paa samme tid, som de ventede at se, at deres herre skulde bestige Davids trone, saa de, at han blev greben som en forbyder, udstrøget, bespottet og fordømt, og løftet op paa Golgathas kors. Hvilken fortvivlelse og smerte søndersled ikke disse disciples hjerter i de dage, da deres herre sov i graven! ret
(293) Kristus kom paa den bestemte tid og paa den maade, som var forudsagt i profetien. Skriftens vidnesbyrd var bleven opfyldt i enhver del af hans tjeneste. han havde prædiket frelsens budskab, og hans tale var med myndighed". Hans tilhørere havde været vidner til, at den var af himlen. Guds ord og aand bevidnede hans søns guddommelige sendelse. ret
(294) Disciplene klyngede sig endnu med udødelig kjærlighed til deres elskede mester. Og dog var deres sjæl indhyllet i uvished og tvivl. J deres smerter erindrede de ikke paa den tid Kristi ord, som viste fremad til hans lidelser og død. Vilde de være bleven udsatte for en saadan sorg og skuffelse, dersom Jesus af Nazareth havde været den sande messias? Dette var det spørgsmaal, som plagede deres sjæl, medens Frelserens laa i sin grav i de mørke timer paa hin sabbat, som indtraf imellem hans død og opstandelse. ret
(294) Men omendskjønt sorgens nat bragt mørke over disse Jesu efterfølgere, saa var de dog ikke forladte. Proeten siger: "Sider jeg i mørket, skal Herren være mit lys. . . . Han skal føre mig ud til lyset, jeg skal skue hans retfærdighed." "Mørhed gjør ikke mørke hos dig, og natten lyser som dagen, mørket er som lyset." Gud har talet, "der er opgaaet et lys i mørket for de oprigtige". "Og jeg vil lede de blide paa den vej, som de ikke har vidst, jeg vil lade dem træde paa de stier, som de ikke har kjendt; jeg vil gjøre mørket for deres ansigt til lys, og de bakkede steder til sletter; disse er ordene, jeg opfylder dem og gaar ikke fra dem." (Mik. 7:8,9; Sal. 139:12,112; Es. 42;16.) ret
(294) Det budskab, som disciple havde forkyndt i Herrens navn, var i enhver henseende ret, god e begivenheder, som det henviste til, blev allerede opfyldte paa deres tid. "Tiden er fuldkommen og Guds rige er nær," var det budskab, de havde forkyndt. Ved slutningen af "Tiden" - de 69 uger i Daniels niende kapitel, som skulde naa til Messias, den salvede - var Kristus bleven salvet af Aanden, efter at han var bleven døbt af Johannes. Og det Guds rige, om hvilket de havde vidnet, at det var nær, var blevet oprettet ved Kristi død. Dette rige var ikke saaledes , som de havde lært og troet, er jordisk rige. Ej heller var det det tilkommende rige, som skal blive oprettet, naar "riget og herredømmet og rigernes magt under al himlen skal gives til et folk af den højestes hellige", det evige rige, i hvilket "alle herredømmer skal tjene og adlyde ham". (Dan. 7:27.) Udtrykket, "Guds rige," anvendes i bibelen baade til at betegne naadens rige og herlighedens rige. Naadens rige omtales af Paulus i brevet til hebræerne. Efter at apostlen har henvist til Kristus, den barmhjertige ypperstepræst, som "kan ahve medlidenhed med vore skrøbeligheder," siger han, "derfor lader os træde frem med frimodighed for naadens trone, paa det vi kan faa barmhjertighed og finde naade til betimelig hjælp". (Heb. 4:16.) Naadens trone fremstiller naadens rige, thi dersom der er en trone, saa maa der ogsaa være et rige. J mange af sine lignelser bruger Kristus udtrykket "himmeriges rige" til at bretegne Guds naades værk paa menneskers hjerter. ret
(295) Saaledes fremstiller helighedens trone ogsaa herlighedens rige, og dette rige hentydes til i Frelserens ord: "Men naar menneskets søn kommer i sin herlighed, og alle hellige engle med ham, da skal han sidde paa sin herligheds trone Og alle folkeslag skal forsamles for ham." (Math. 25:31,32.) Dette rige er endnu fremtidigt. Det skal ikke oprettes før Kristi andet komme. ret
(295) Naadens rige blev oprettet straks efter menneskenes fald, da planen blev lagt til den faldne slægts forløsning. Det var paa hin tid i Guds plan og løfte, og ved troen kunde mennesket blive dets borgere. Og dog blev det ikke virkelig oprettet før Kristi død. Selv efter, at Frelseren havde begyndt sin tjeneste paa jorden, kunde han have unddraget sig fra at blive ført til Golgatha, da han var træt af menneskenes haardnakkethed og utaknemmelighed. J Gethsemane skjælvede smertens bæger i hans haand. han kunde godt den nat have visket den blodige sved af sin pande og overladt den faldne slægt til at omkomme i sine synder. Med Frelseren gav sit liv paa korset og udraabte med sit sidste aandedræt: "Det er fuldbragt!" Da blev forløsningens plan stadfæstet. Naadens rige, som hidtil blot have eksisteret i Guds løfte, blev da oprettet. ret
(295) Disciplene havde betragtet Kristi død som en begivenhed, der aldeles omstyrtede deres haab, og dog var det netop denne begivenhed, som gjorde et evig fast. Paa samme tid, som den havde bragt dem i bitter skuffelse, var den det allerbedste bevis for, at deres tro havde været ret. Den samme begivenhed, som havde fyldt dem med sorg og fortvivelse, aabnede haabets dør for ethvert Adams barn, og paa den hvilede haabet om et tilkommende liv og evig salighed for alle Guds tro tjenere i alle tider. ret
(296) Guds naadige planer blev opfyldte endog ved disse skuffelser. Omendskjønt deres hjerter var vundne ved hans læres guddommelige naade og kraft, der talede saaledes, som aldrig noget menneske har talet, saa var dog verdslig stolthed, egenkjærlighed og ærgjerrighed blandet med deres kjærlighed til Jesus. Endog i den sal, hvor de holdt paaske, i den alvorsfulde time, da deres mester allerede var traadt ind i Gethsemanes skygge, var der strid iblandt dem om, hvo der skulde være den største. (Luk. 22:24.) Deres tanker var fyldte med tronen, kronen og helligheden, medens den skam og smerte, de gik i møde i urtegaarden, i domhuset ved Golgathas kors laa ligeforan dem. Det var deres hjertes stolthed og deres lyst til verdslig ære, der havde ledet dem til saa ivrig at fastholde den falske lære paa deres tid og at tilsidesætte Frelserens ord, som forklarede hans riges sande natur og pegede fremad til hans lidelse og død. Disciplenes vildfarelse førte til en prøve, som vel var skarp, men nødvendig og som Gud tillod for at revse dem. Omendskjønt disciplene havde misforstaaet betydningen af deres budskab og var bleven skuffede i deres forventninger, saa havde de dog forkyndt det budskab, som Gud havde givet dem, og Herren vilde belønne deres tro og ære deres lydighed. Det skulde anbetroes dem at forkynde for alle folk det herlige evangelium om deres opstandne herre. For at berede dem for dette værk var det, at den erfaring, som forekom dem saa bitter, var bleven tilladt. ret
(296) Efter sin opstandelse aabenbarede Jesus sig for sine disciple paa vejen til Emaus. "Og han begyndte fra Moses og fra alle profeter, og udlagde dem i alle skrifterne det, som var skrevet om ham." (Luk. 24:27.) Disciplenes hjerter blev bevægede. Troen blev vakt. De blev igjenfødte "til et levende haab", endog før Jesus aabenbarede sig for dem. Det var hans hensigt at oplyse deres forstand og at lære dem at bygge sin tro paa det profetiske ord. Han ønskede, at sandheden skulde slaa dybe rødder i deres hjerter, ikke blot fordi den blev stadfæstet ved hans personlige vidnesbyrd, men paa grund af de utvivlsomme beviser, som fandtes i den ceremonialske lovs symboler og skygger og i det gamle testamente profetier. Det var nødvendigt for Kristi efterfølgere at have en forstandig tro, ikke blot for deres egen skyld, men for at kunne forkynde Kristi kundskab i verden. Og Jesus henviste disciplene til "Moses og profeterne". Saaledes vidnede den opstandne frelser om det gamle testamentes værdi og vigtighed. ret
(297) Hvilken forandring der foregik i disciplens hjerter, da de endnu en gang betragtede sin elskede mester aasyn! (Luk. 24:27.) De havde nu "fundet ham, om hvem Moses i loven og profeterne havde skrevet", i en mere fuldkommen betydning end før. Uvished, smerte og fortvivlelse gav plads for fuldkommen vished og en stærk tro. Jntet under, at de efter hans himmelsfart "var stedse i templet og lovede og prisede Gud". Folk, som blot kjendte til Frelserens nuværende død, ventede, at de vilde se bedrøvede, forvirrede og nedslagne ud, men de saa intet andet end triumf. Hvilken beredelse disse disciple havde erholdt for den gjerning, de skulde udføre! De havde gjennemgaaet den haardeste prøve, som det var mulig for dem at gjennemgaa, og havde set, hvorledes Guds ord blev sejrrigt opfyldt, da alting var tabt efter menneskelige begreber. Hvad kunde vel nedslaa deres tro eller afkjøle deres kjærligheds iver efter denne tid? J den dybeste sorg havde de "stærk trøstegrund", et haab, hvilket var "sjælens trygge og faste anker". (Heb. 6:18,19) De havde været vidner til Guds visdom og magt, og de var visse paa, at "hverken død, ej heller liv, ej heller engle, ej heller fyrstendømmer, ej heller magter, ej heller det nærværende, ej heller det tilkommende, ej heller det høje, ej heller det dybe, ej heller nogen anden skabning", kunde skille dem "fra Guds kjærlighed i Kristus Jesus vor herre". "J alt dette", sagde de, "mere end fejre vi end ham, som os elskede". (Rom. 8:38, 39,37.) "Herrens ord bliver evindelig." (1 Pet. 1:25.) Og "hvo er den, som fordømmer? Kristus er den som er død, ja meget mere, som og er oprejst, som og er ved Guds højre haand, som og træder frem for os." (Rom. 8:34) ret
(298) Herren sagde: "Mit folk skal ikke beskjæmmes evindelig." (Joel 2:26) "Om aften gjæster os graad, men o m morgnen frydeskrig." (Sal. 30:6) Da disse disciple paa opstandelsesdagen mødte Frelseren, og deres hjerter brændte i dem, idet de lyttede til hans ord; da de betragtede hans hoved, hænder og fødder, som havde været saarede for dem; da før sin himmelfart Jesus førte dem ud til Bethanien, og idet han opløftede sine hænder og velsignede dem, bød dem at gaa bort i "al verden og prædike evangelium" og tilføjede: "Se, jeg er med eder alle dage"; (Mark. 16:15; Math. 28:20) da den lovede trøstermand nedsteg paa pinsefestens dag, og de blev iførte med kraft fra det høje, medens de troendes hjerter var gjennemtrængte af bevidstheden om deres himmelfarne herres nærværelse, vilde de da - selv om deres strid førte til opofrelse og martyrdøden ligesom deres herres - vilde de da have bortbyttet sin tjeneste i naadens evagnelium tilligemed "retfærdighedens krone", som de skulde faa ved hans aabenbarelse, for den herlighed, som tilhørte den jordiske trone, der var gjenstand for deres haab, da de først blev disciple? Han, "som formaar over alle ting at gjøre langt overflødigere, end hvad vi beder eller forstaar", havde tilligemed hans lidelsers samfund skjænket dem hans glædes samfund - den glæde at "føre de mange børn til herlighed", en undsigelig glæde, "en evig vægtig herlighed", med hvilken, siger Paulus, "vor trængsel, som er stakket og let," ikke er værd af sammenligne. ret
(298) De, som forkyndte budskabet om Kristi andet komme, havde en erfaring, der i mange henseender lignede disciplenes, da de prædikede "rigets evangelium" ved Kristi første komme. Ligesom disciplene gik ud og prædikede, at "tiden er fuldkommen, og Guds rige er nær," saa forkyndte Miller og hans med hjælpere, at den længste og sidste af de profetiske tidsperioder, som omtales i bibelen, var næsten udrunden, at dommen var nær, og at det evige rige snart skulde oprettes. Disse prædikener angaaende tiden var grundede paa de 70 uger i Dan. 9. Det budskab, som blev forkyndt af Miller og hans med hjælpere, vidnede om, at de 2300 dage i Dan 8:14 skulde komme til ende, og af disse var de 70 uger en del. Begges prædiken var grundet paa opfyldelsen af den samme store politiske tidsperiode. ret
(298) Ligesom de første disciple forstod Wiliam Miller og hans medarbejdere ikke selv den fulde betydning af det budskab, de forkyndte. Vildfarelser, som længe var bleven stadfæstede i menigheden, hindrede dm i at komme til en ret forstaaelse af et vigtigt punkt i profetien. Derfor maatte de lide skuffelse, omendskjønt de forkyndte det budskab, som Gud havde givet dem for verden, paa grund af, at de misforstod dets mening. ret
(299) Jdet Miller forklarede Daniel. 8:14, "indtil 2300 aftener og morgener, saa skal helligdommen saa faa sin ret igjen" eller renses, antog han, som forud nævnt den almindelige anskuelse, at helligdommen var jorden, og at helligdommens renselse var det samme som jordens renselse ved ilden, naar Herren aabenbares. Da han fandt, at tiden, da de 2300 dage skulde slutte, var tydelig forudsagt, kom han selvfølgelig til den slutning, at dette aabenbarede tiden for Kristi andet komme. Hans vildfarelse laa deri, at han antog den populære anskuelse angaaende helligdommen og dens renselse. ret
(299) J det forbilledlige system, som var en skygge af Kristi offer og præstedømme, var helligdommens renselse den sidste tjeneste, som ypperstepræsten udførte i sin aarlig embedsgjerning. Det var det sidste værk i forsoningen hvormed man bortfjernede al synd fra Jsrael. Det afbildede det sidste værk i vor ypperstepræst tjeneste i himlen, hvor han bortfjerner eller udsletter sit folks synder, som er nedskreven i de himmelske bøger. Denne tjeneste indbefatter den undersøgende dom, og den foregaar lige før Kristus kommer i himlens skyer med stor kraft og herlighed, thi naar man kommer, er enhver sag afgjort. Jesus siger: "Og se, jeg kommer snart, og min løn er med mig til at betale enhver, som hans gjerning monne være." (Aab. 22:12.) Det er denne under følgende dom, som gaar lige forud for Kristi andet komme, der er fremstillet i den første engels budskab i Aabenbaringen 14:7: "Frygter Gud og giver ham ære; thi hans doms time er kommen." ret
(300) De, som forkyndte dette advarende budskab, forkyndte det rette budskab til rette tid. Men ligesom de første disciple vidnede, at "tiden er fuldkommen, og Guds rige er nær", og grundede dette vidnesbyrd paa Daniels profeti i hans 9de kapitel, men undlod at lægge mærke til, at Messias' død var forudsagt i samme kapitel, saaledes prædikede Miller og hans medarbejdere det budskab, som var grundet paa Daniel 8:14 og Aabenbaringen 14:7, uden at lægge mærke til, at der var flere budskaber fremstillede i Aabenbarignen 14, som ogsaa skulde forkyndes før Herrens komme. Ligesom disciplene tog fejl med hensyn til det rige, som skulde oprettes ved slutningen af de 70 uger, saaledes tog adventisterne fejl med hensyn til den begivenhed, som skulde ske ved slutningen af de 2300 dage. J begge tilfælde antog de efter rettere sagt fastholdt de viste populære vildfarelser, som formørkede deres sjæl, saa at de ikke kunde fatte sandheden. Begge klasser opfyldte Guds vilje, idet de forkyndte det budskab, som han ønskede forkyndt, og begge blev skuffede, fordi de misforstod det budskab, de forkyndte. ret
(300) Men Gud udførte sin egen naadige hensigt, idet han tillod, at budskabet blev forkyndt netop saaledes, som det blev. Dommens store dag var nær, og hans forsyn styrede det saaledes, at folk blev sat paa prøve ved at vente Jesus til bestemt tid, for at de kunde se, hvad der var i deres hjerter. Budskabet var bestemt til at prøve og rense menighederne. De skulde sættes i en stilling, hvor de kunde se, enten de elskede denne verden eller Kristus og himlen. De bekjendte, at de elskede Frelseren; nu skulde de bevise deres kjærlighed. Var de villige til at løsrive sig fra sine verdslige interesse og forhaabninger og hilse deres herres komme med glæde? Hensigten med dette budskab var at sætte dem i stand til at se deres aandelige tilstand. Det blev sent i naade for at vække dem til at søge Herren med angergivne og ydmyge hjerter. ret
(300) Gud vilde ogsaa styre det saaledes, at der kom noget godt af deres skuffelse, omendskjønt den var en følge af, at de opfattede budskabet fejl. Det vilde prøve dem, som bekjendte, at de troede budskabet. Vilde de, efter at de var bleven skuffede, ubetænksomt give slip paa deres erfaring og bortkaste deres tillid til Guds ord? Eller vilde de i ydmyghed og bøn søge at opdage, hvori deres fejltagelse bestod, og at fatte profetiens betydning? Hvor mange havde handlet af frygt eller af øjeblikkelig tilskyndelse og følelse? Hvor mange var tvesindede og vantro? Der var en stor mængde, som bekendte, at de elskede Herrens komme. Vilde de fornægte sin tro, naar de blev kaldte til at udholde verdens spot og foragt? vilde de bortkaste de sandheder, som var stadfæstede ved de klareste vidnesbyrd i Herrens ord, vordi de ikke straks kunde forstaa Guds styrelse med dem? ret
(301) Denne prøve vilde aabenbare deres styrke, som med oprigtig tro havde adlydt det, som de ansaa for Guds ords og aands lære. Det vilde lære dem bedre end nogen anden erfaring kunde, hvor farligt det er at antage menneskenes theorier og forklaringer, i stedet for at lade bibelen være sin egen fortolker. Hos de sande troende vilde den forvirring og sorg, som fulgte af deres fejltagelse, fremgbringe den nødvendige revselse. Det vilde lede dem til at granske det protestantiske ord mere nøje. Det vilde lære dem at undersøge grunden for deres tro mere omhyggeligt og at forkaste enhver ting, som ikke var grundet paa skriftens sandheder, hvor vidt det end blev troet i den kristne verden. ret
(301) Det gik med disse troende, ligesom det gik med de første disciple; det, som i prøvens stund syntes mørkt for deres forstand, vilde siden efter blive gjort klart. Naar de fik see "udfaldet fra Herren," vilde de forstaa, at hans kjærlige hensigt med dem var hele tiden bleven opfyldt, trods de prøver, som fulgte af deres fejltagelse. De vilde lære gjennem en velsignet erfaring, "at Herren er saare miskundelig og forbarmende," og at alle hans stier "er miskundhed og sandhed for dem, som bevarer hans pagt og hans vidnesbyrd." ret