(35) Da Jesus aabenbarede Jerusalems skjebne for sine disciple og begivenhederne i forbindelse med sit andet komme, forudsagde han ogsaa, hvorledes det vilde gaa med hans folk fra den tid, da han skulde tages fra dem, indtil han kom igjen med kraft og herlighed for at frelse dem. Fra Oljebjerget saa vor frelser det uvejr, som var nær ved at bryde løs over den apostolske menighed, og idet hans øjne skuede ind i fremtiden, saa han de frygtelige ødelæggende storme, som skulde rase mod hans efterfølgere i de kommende mørke forfølgelsestider. Med faa, korte, men betydningsfulde ord forudsagde han, hvorledes denne verdens herskere vilde behandle Guds menighed. (Math. 24:21,22) Kristi efterfølgere maatte betræde samme sti, som deres mester havde traadt, - en sti fuld af fornedrelse, foragt og lidelse. Den fiendskab, som var brudt ud mod verdens frelser, skulde ogsaa vise sig mod alle, som vilde tro paa hans navn. ret
(35) Menighedens historie i den første tid vidner om, at Frelserens ord blev opfyldt. Jordens og helvedets magter stillede sig op mod Kristi efterfølgere og gjennem dem mod Kristus selv. Hedenskabet forudsaa, at dersom evangeliet vandt sejr, saa vilde det nedbryde deres templer og altre. Derfor opbød de alle sine kræfter for at ødelægge kristendommen. Forfølgelsens ild blev antændt, de kristne frarøvedes sine ejendomme og dreves bort fra sine hjem. De "Udholdt en stor kamp mod lidelser". De "prøvede bespottelser og hudstrygelser tilmed lænker og fængsel". (Heb. 10:32; 11:36.) Et stort antal beseglede sit vidnesbyrd med sit blod. Adelige og slaver, rige og fattige, lærde og ulærde blev alle ombragte uden barmhjertighed. ret
(36) Disse forfølgelser begyndte under Nero omtrent paa den tid Paulus led martyrdøden, og forfattes med større eller mindre heftighed igjennem aarhundreder. De kristne blev falskelig beskyldne for de mest oprørende forbrydelser, og man paastod, at de var aarsag til store ulykker, hungersnød, pest og jordskjælv. De blev en gjenstand for almenthedens had og mistanke, og anklagere var rede til for vindings skyld at forraade de uskyldige. De blev fordømte som forrædere og gudsbespottere, som oprørere imod rigets regjerning, religionens fiender og en plage for samfundet. Mange af dem blev kastede for vilde dyr eller levnde brændte i amfiteaterne. Nogle blev korsfæstede; andre blev bedækkede med vilde dyrs skind og indkastede paa kamppladsen for at sønderrives af hunde. Deres straf blev anset for den fornemste underholdning ved offentlige fester. Store skarer samledes for at glæde sig ved at se dette syn, og de hilsede deres smertefulde dødskamp med latter og bifald. ret
(36) Hvorsomhelst Kristi efterfølgere søgte tilflugt, jagede man dem ligesom vilde dyr. De blev tvungne til at skjule sig paa øde og ensomme steder. ”Lidende mangel, betrængte, mishandlede, (dem var verden ikke værd), omvankende i ørkender, paa bjerge og i jordens huler og kløfter.” (Heb. 11:37,38.) Katakomberne ydede et tilflugtssted for tusender. Under Rom havde man udhygget lange gallerier gjennem jord- og klippelejet for at skaffe bygningamateriale til hovedstadens uhyre bygninger, og de mørke, forviklede gange strakte sig flere mile udenfor murene. J disse tilflugtssteder under jorden, fandt man af Krristi efterfølgere et hjem, naar de blev mistænkte og banlyste, og her begravede de ogsaa sine døde. Naar Livgiveren skal opvække dem, som har stridt den gode strid, vil mangen martyr for Kristi skyld komme frem af disse mørke underjordiske huler. ret
(36) Under den frygteligste forfølgelse bevarede disse Jesu vidner sin tro ubesmittet. Skjønt berøvede enhver bekvemmelighed og udestængte fra solens lys, og uagtet deres hjem var i jordens mørke, men dog venlige skjød, ytrede de ingen klage. De opmuntrede hverandre til at udholde mangel og plage med ord fulde af tro, taalmodighed og hab. Om de end tabte ethvert jordisk gode, kunde det ikke tvinge dem til at fornegte sin tro paa Kristus. Prøver og forfølgelse bragte dem blot nærmere deres hvile og deres belønning. ret
(37) Mange blev ligesom Gud tjenere fordum ”Udspilede til minsel, og tog ikke mod befrielsen, at de maatte erholde en herligere opstandelse.” (Heb. 11:35.) De erindrede sin mesters ord, at naar man forfulgte dem for Kristi skyld, skulde de glæde og fryde sig; thi deres løn skulde være megen i himlene; thi saaledes havde man forfulgt profeterne for dem. De glædede sig over, at de blev agtede værdige til at lide for sandheden, og sejrssange steg op midt fra de bragende flammer. De saa opad i tro og saa Kristus og englene, som skuede ned paa dem fra himlen med den dybeste interesse og havde velehag i deres bestandighed. En røst lød til dem fra Guds trone: ”Vær tro indtil døden, saa vil jeg give dig livets krone.” (Aab. 2:10) ret
(37) Satans bestræbelser for at ødelægge Kristi menighed med vold var forgjæves. Den store strid, hvori Jesu disciple hengav sit liv, ophørte ikke derved, at disse trofaste lysbærere faldt paa sin post. De sejrede ved at lade sig overvinde. Guds arbejdere blev ihjelslagne; Men hans værk gik stadig fremad. Evangeliet vedblev at udbredes, og antallet af dem, som troede det, tog til: Det trængte ind paa egne, som ikke engang var tilgængelige for den romerske ørn. En kristen, som gik irette med de hedenske regenter, der bestræbte sig for at fremme forfølgelsen, sagde: ”Korsfester, piner, fordømmer, tilintetgjør os! Eders uretfærdighed er beviset for vor uskyldighed. Men eders skjærpede grusomhed er beviset for vor uskyldighed. Men eders skjærpede grusomhed udretter intet, den er kun en vinding for vor sekt. Vi tiltager i antal, jo flere I nedmejer. De kristnes blod er en udsæd.” ret
(37) De blev kastede i fængsel og ihjelslagne; men andre stod op for at gaa i deres sted. Og de, som led martyrdøden for sin tro, blev beseglede for Kristus og af ham talte blandt dem, som sejrer. De havde stridt den gode strid og skal erholde herlighedens krone, naar Kristus kommer. De lidelser, som de kristne maate udholde, bragte dem nærmere til hverandre og til deres forløser. Deres levende eksempel og døende vidnesbyrd var et stadigt vidne for sandheden, og ofte, hvor man mindst ventede det, forlod satans undersaatter hans tjeneste og stillede sig under Kristi banner. ret
(38) Satan lagde derfor planer til at stride med større held mod Guds rige ved at plante sit banner i Kristi menighed. Dersom han kunde bedrage Kristi efterfølgere og lede dem til at mishage Gud, saa vilde de miste sin styrke, sin bestandighed og sit mod, og de vilde falde og blive et let bytte. ret
(38) Den store modstander forsøgte nu at opnaa ved list, hvad han ikke kunde opnaa ved vold. Forfølgelsen ophørte, og i stedet for den benyttede han den timelige lykkes og verdslige æres farlige tillokkelser. Afgudsdyrkerne blev overtalte til at antage endel af den kristne tro, medens de forkastede andre væsentlige sandheder. De bkjendte sig til at antage Jesus som Guds søn og at tro paa hans død og opstandelse, uden at de havde nogen overbevisning om synd eller følte nogen trang til anger eller hjertets forandring. Da de gav effter i nogle stykker, foreslog de, at de kristne ogsaa skulde give efter i nogle stykker, saa at alle kunde forene sig om at tro paa Kristus. ret
(38) Menigheden kom nu i en stor fare. Fængsel, pinsler ild og sværd var velsignelser i sammenligning med dette. Nogle af de kristne stod fast og erklærede, at de ikke kunde give efter i noget. Andre mente, at dersom de gav efter og forandrede nogle stykker af sin tro og forenede sig med dem, som havde antaget en del af kristendommen, saa kunde dette maaske blive et middel til, at de helt blev omvendte. Dette var en tid, som bragte Kristi trofaste efterfølgere dyb smerte. Under en falsk kristendoms-kaabe trængte satan ind i menigheden for at fordærve deres tro og vende deres sind bort fra sandhedens ord. ret
(38) Tilsidst strøg den første del af den kristne skare sit banner, og der blev indgaaet en forening mellem kristendommen og hedenskabet. Omendskjønt afgudsdyrkerne bekjendte sig til at være omvendte og forenede sig med menigheden, saa hængte de dog endnu ved sit afguderi og forandrede blot gjenstanden for sin gudsdyrkelse til billeder af Jesus, Maria og helgener. Afguderiets surdejg, som saaledes blev indført i menigheden, vedblev med sit fordærvelige værk. Usunde lærdomme, overtroiske ceremonier og afguderiske skikke indblandedes i kirkens tro og gudsdyrkelse. Eftersom Kristi efterfølgere forenede sig med afgudsdyrkerne, blev den kristne religion mere fordærvet, og menigheden tabte sin renhed og styrke. Der var imidlertid nogle, som ikke lod sig vildlede af disse vildfarelser. De vedblev at vise troskab mod al sandheds kilde og tilbad Gud alene. ret
(39) Der har altid været to klasser blandt dem,s om bekjender sig til at være Kristi efterfølgere. Medens den ene klasse nøje giver agt paa Frelserens liv og alvorlig søger at rette paa sine mangler og at efterligne det store mønster, saa unddrager den anden klasse sig fra de tydelige, praktiske sandheder, som aabenbarer deres vildfarelser. Endog i sin bedste tilstand bestod menigheden ikke udelukkende af medlemmer, som var sande, rene og oprigtige. Vor frelser lærte, at de, som med fortsæt hengiver sig til synd, bør ikke antages i menigheden. Men alligevel forende han med sig selv mennesker, som var mangelfulde i sin karakter, og gjorde dem delagtige i de goder, som fulgte med hans lære og eksempel, for at de knde have anledning til at indse og rette paa sine fejl. Blandt de tolv apostler var ogsaa en forræder. Judas blev antaget som disciplel omendskjønt han var fejlende, dog ikke paa grund af, at han var fejlende. Han blev forenet med discdiplene, for at han gjennem Kristi eksempel og undervisning kunde lære, hva der hører til en kristelig karakter og saaledes nødsages til at indse sine fejl, og angre dem og ved hjælp af Guds naade rense sig selv "i sandhedens lydighed." Men Judas vandrede ikke i det lys, som saa naadig skinnede paa hans vej. Ved at hengive sig til synd indbød han satan til at friste sig. De onde træk i hans karakter blev de fremtrædende. Han hengav sit sind til at beherskes af mørkets magter. Han blev vred, naar han blev irettesat for sine fejl, og saaledes blev han ledet til at begaa den forfærdelige forbrydelse at forraade sin mester. Saaledes hader ogsaa alle de, som elsker det onde under gudfrygtighedens skin, dem, som forstyrer deres fred, idet de fordømmer deres syndige fremgangsmaade. Naar en gunstig lejlighed tilbydes, vil de ligesom Judas forraade dem, som for at fremme deres bedste har søgt at irettesætte dem. ret
(39) Apostlen fandt ogsaa saadanne i menigheden, som bekjendte sig til gudsfrygt, medens de hemmelig elskede uretfærdighed. Annanias og Safira handlede som bedragere. De foregav, at de ofrede alt til Gud, medens de med begjærlighed tilbageholdt en del for sig selv. Sandhedens aand aabenbarede disse hykleres sande karakter for apostlene, og ved Guds dom blev menigheden befriet fra denne fæle plet paa deres renhed. Dette øjnsynlige bevis paa, at Kristi altseende aand var i menigheden, bragte forfærdelse over syndere og hyklere. De kunde ikke længere vedblive at staa i forening med dem, hvis baner og bilbøjeligheder bestandig drog dem til at repræsentere Kristus, og da prøver og forfølgelse kom over hans efterfølgere, ønskede blot saadanne at blive hans disciple, som var villige til at forsage alt for sandhedens skyld. Saaledes bevares menigheden forholdsvis ren saalænge, som forfølgelsen varede. Men da den ophørte, fik menigheden tilhængere, som var mindre oprigtige og gudhengivne, og der blev anledning til for satan tila t sætte sig fast blandt dem. ret
(40) Men der er ingen forening mellem lysets fyrste og mørkets fyrste, og der kan ej heller være nogen forening mellem deres efterfølgere. Da de kristne gik ind paa at gorene sig med dem, som var blot halvt omvendte fra hedenskabet, kom de ind paa en vej, som ledte dem længere og længere fra sandheden. Satan jublede over, at det havde lykkes ham at bedrage saa mange af Krsiti efterfølgere . Derpaa trængte han endnu kræfigere ind paa dem og ophidsende dem ti at forølge dem, som vedblev at være tro mod Gud. Jngen forstod saa godt, hvorledes de kunde stride mod den faldne, kristne tro, som de, der engang havde været dens forsvarere; Og disse frafaldne kristne i forening med deres halvt hedenske brødre rettede sin strid mod de vigtigste kristelige lærdomme. ret
(40) Der udfordredes en fortvivlet kamp for dem, som vilde være tro og staa fast mod de bedragerier og vederstyggeligheder, som forklædte i præstelige klæder, blev indførte i menigheden. BJbelen blev ikke anerkjendt som den eneste regel for tro. Læren om religionsfrihed blev kaldt kjætteri, og de, som forsvarede dem, blev hadede og banlyste. ret
(40) Efter en lang og streng kamp besluttede de saa, som var tro, at opløse al forbindelse med den frafaldne kirke, dersom den vedblivende negtede at rense sig selv fra løgn og afguderi.. De indsaa, at sdskillelse var en absolut nødvendighed, dersom de vilde adlyde Guds ord. De turde ikke taale vildfarelser, som var dødbringende for deres egen sjæl, og sætte et eksempel, som vilde bringe deres børns og børnebørns tro i fare. For at bevare fred og enighed var de villige til at indrømme alt, som kunde stemme overens med troskab mod Gud; men de følge, at endog freden vilde være for dyrt kjøbt, dersom de skjulde opofre sine grundsætninger for dem. Dersom enighed ikke kunde erholdes paa andre betingelser end ved at opofre sandhed og retfærdighed, saa ønskede de hellere, at der skulde være meningsforskjel eller endog krig. ret
(41) Det vilde være godt for menigheden og for verden, dersom de grundsætninger, der besjælede disse trofaste sjæle, atter blev raadende blandt Guds folk. Der hersker en forfærdelig ligegyldighed med hensyn til de vigtigste punkter i den kristne tro. Den mening udbreder sig, at disse dog i grunden ikke er saa overordentlig vigtige. Denne fordærvelige grundsætning styrker hænderne paa satans redskaber, saa at falske theorier og fordærvelige vildfarelser, som de kristne i fordums tider satte sit liv i fare for att modstaa og aabenbare, nu betragtes med gunst af tusender, som paastaar at være Kristi efterfølgere. ret
(41) De første kristne var i sandhed et ejendomsfolk. Deres ustraffelige opførsel og urokkelige tro var en stadig irettesættelse, som forstyrrede syndens fred. Omendskjønt de var faa i antal, uden rigdom, stilling og ærestitler, saa var de dog en skræk for overtrædere saa langt, som deres karakter og lærdomme var kjendte. Derfor hadede de ugudelige dem, ligesom Abel blev hadet af den ugudelige Kain. Af samme grund, som Kain ihjelslog Abel, ihjelslog ogsaa disse Guds folk, fordi de ønskede at unddrage sig fra den Helligaands indflydelse. Det var af samme grund, jøderne forkastede og korsfæstede Frelseren, nemlig fordi hans karakters renhed og hellighed var en stadig irettesættelse for deres egenkjærlighed og fordærvelse. Fra Kristi dag indtil vor tid har hans trofaste disciple opvakt had og modstand blandt dem, som elsker og følger synden. ret
(41) Hvorledes kan da evangeliets kaldes fredens budskab? Da Esaias forud vidnede om Messias fødsel, kalder han ham "Fredsfyrste". Da englene forkyndte hyrderne, at Kristus var født, sang de over Bethlehems marker: "Ære være Gud i det højeste! og fred paa jorden! og i menneskene en velbehagelighed! (Luk. 2:14) Der synes at være en modsigelse mellem profetens ord og disse Kristi ord: "Jeg er ikke kommen at bringe fred, men sværd." (Math. 10:34) Men rettelig forstaaet er de to i fuldkommen harmoni. Evangeliget er fredens budskab. Kristendommen er et evangelium, hvilket, naar det antages og adlydes, udbreder fred, harmoni og lykke paa jorden. Kristi religion forener i inderligt broderskab alle, som antager dens lære. Det var Kristi mission at forene menneskene med Gud og derigjennem ogsaa med deres medmennesker. Men verden staar i satans, Kristi bitrete fiendes, ledebaand. Evangeliet fremstiller livsprinciper for dem, hvilke er aldeles i strid med deres vaner og ønsker, og de rejser sig i oprør derimod. De hader den renhed, som aabenbarer og fordømmer deres synder, og de forfølger og ødelægger dem,s om søger at fremstille evangeliets rene og hellige fordringer for dem. Det er paa denne maade - fordi Guds ords ophøjede sandheder giver anledning til had og strid - at evangeliet kaldes et sværd. ret
(42) Det hemmelighedsfulde forsyn, som tillader, at de retfærdige lider forfølgelse af de ugudelige, har frembragt stor forlegenhed hos mange, som er svage i troen. Nogle er endog rede til at kaste sin tillidt il Gud bort,f ordi han tillader de sletteste mennesker at gjøre fremgang, medens de bedste og reneste plages og besværes af deres grusomme magt. Hvorledes, spørger man, kan en,d er er saa retfærdig og barmhjertig, og som ogsaa er almægtig, tillade en saaden uretfærdighed og undertrykkelse? Dette er et spørgsmaal, som vi ikke har noget med at gjøre. Gud har givet os tilstrækkelige beivser paa sin barmhjertighed, og vi bør ikke tvivle paa hans kjærlighed, fordi vi ikke kan forstaa hans forsyns styrelse. Vor frelser sagde til sine disciple, idet han forudsaa den tvivl, som vilde nedtrykke deres sjæl paa mørkets og prøvens dag: "Kommer det ord ihu, som jeg sagde eder: En tjener er ikke større end hans herre. Har de forfulgt mig, skal de forølge eder." (Joh. 15:20) Jesus led mere for os, end nogen af hans efterfølgere kan komme til at lide gjennem ugudelige menneskers grusomhed. De, som kaldes til at udholde lidelser og martyrdøden, følger blot i Guds kjære søns fodspor. ret
(43) "Herren forhalder ikke forjættelsen." (2 Pet. 3:9) Han hverken forglemmer eller tilsidesætter sine børn. Men han tillader, at de ugudelige faar anledning til at aabenbare sine sande karakter, for at ingen, som ønsker at gjøre hans vilje, skal bedrages af dem. Desuden kommer de retfærdige i lidelsens smeltedigel, for at deselv kan blive rensede, at deres eksempel kan overbevise andre om troens og gudfrygtighedens virkelighed, samt at deres retfærdige eksempel maa fordømme de ugudelige og vantro. ret
(43) Gud tillader at det gaar de ugudelige vel, og at de aabenbarer sit fiendskab mod ham, for at alle kan se hans retfærdighed og barmhjertighed, idet de aldeles ødelægges, naar de har fyldt sine synders maal. Guds hevns dag haster, da alle, som har overtraadt hans lov og undertykt hans folk,s kal faa den retfærdige løn for sine gjerninger, da enhver handling, hvrved de har vist grusomhed eller uretfærdighed mod Guds tro tjenere, vil bliv straffet, som om de havde gjort det mod Kristus selv. ret
(43) Der er et andet og mere vigtigt spørgsmaal, som burde optage menighedens opmærksomhed paa vor tid. Apostlen Paulus erklærer, at "alle, som vil leve gudelig i Kristus Jesus, skal forfølges". (2 Tim 3:12) Hvorfor synes da forfølgelsen i saa stor en grad at slumre? - Den eneste grund er, at menigheden har føjet sig efter verdens skikke, og derfor vækker den ingen modstand. Den religion, som er almindelig paa vor tid, er ikke af den rene og hellige art, som udmærkede den kristne tro paa Kristi og hans spotlers tid. Det er blot, fordi der er saa meget samfund med synden, fordi Guds ords store sandhed betragtes saa ligegyldig, fordi der er saa lille levende gudsfrygt i menigheden, at kristendommen tilsyneladende betragtes med saa megen gunst af verden. Dersom de forførte menigheders tro og kraft atter blev oplivet, saa vilde forfølgelsens aand ogsaa oplives, og forfølgelsens ild atter blive tændt. ret