(302) En stor religiøs vækkelse i forbindelse med forkyndelsen om Kristi snare tilkommelse fremstilles i profetien om den første engels budskab i Aabenbaringens fjortende kapitel. Profeten saa en engel flyve midt igjennem himlen, "som havde et evigt evangelium at forkynde dem, som bor paa jorden, og alle slægter og stammer og tungemaal og folk, som sagde med høj røst: Frygter Gud, og giver ham ære, thi hans doms time er kommen; og tilbeder dem, som har gjort himlen og jorden og havet og vandenes kilder." (Aab. 14:6,7.) Naar her staar, at en engel forkyndte budskabet, saa er dette betydningsfuldt. Det har behaget Gud i sin visdom at fremstille dette budskabs ophøjede karakter og den kraft og herlighed, som ledsagede det, ved den himmelske budbærers renhed, herlighed og kraft. At en engel flyver midt igjennem himlen", den "høje røst", hvormed budskabet forkyndes, at det udbredes blandt alle, "som bor paa jorden", - alt dette vidner om, at budskabet udbredes hurtig over hele verden. ret
(302) Budskabet selv oplyser os om tiden, da dette værk skal foregaa. Det fremstilles som en del af det "evige evangelium," og det forkynder, at dommen er begyndt. Evangeliet er bleven prædiket til alle tider, men den del af evangeliet, som dette budskab indeholdt, kunde ikke blive prædiket før i de sidste dage; thi da først vilde det blive sandt, at dommens time var kommen. Profetien fremstiller en række begivenheder, som følger efter hver andre indtil alle jordiske scener slutter, og dommen begynder. Dette er især tilfældet med Daniels bog. Men en del af hans profeti, som angaar den sidste tid, bød Herren ham at tillukke og forsegle indtil "endens tid". Før vi naar til denne tid, kunde budskabet om dommen, som var grundet paa disse profetiers opfyldelse, ikke blive forkyndt, men ved endens tid, siger profeten skal mange søge "ivrigt i den, og kundskab skal blive mangfoldig." (Dan. 12:4) ret
(303) Apostlen Paulus advarer menigheden om, at den ikke skulde forvente Kristi komme i hans dage. Han sagde, at den dag skulde ikke komme, førend frafaldet kom og "syndens menneske aabenbares, fordærvelsens søn". (2 Thess. 2:3) Vi kan ikke vente Herrens komme før efter det store frafald, som tilhører den lange tidspeeriode, hvori "syndens menneske" skulde regjere. "Syndens menneske", som ogsaa kaldes "uretfærdighedens hemmelighed", "fordærvelsens søn" og den "uretfærdige", fremstiller pavemagten, som i følge profetens vidnesbyrd skulde herske i 1260 aar. Denne tidsperiode sluttede i 1798. Kristi andet komme kunde ikke ske før den tid. J denne advarsel omfatter Paulus hele den kristelige tidsalder indtil aaret 1798. Det er efter den tid budskabet om Kristi andet komme skal forkyndes. ret
(303) Jndet saadent budskab er nogen tid bleven forkyndt i den forbigangne tid. Paulus forkyndte det ikke, som vi allerede har vist. Han henviste sine brødre til en fjern fremtid som tiden for Herrens komme. Reformatorerne forkyndte det ikke. Martin Luther antog, at dommen vilde indtræffe omtrent 300 aar efter hans tid. Men siden aaret 1798 er seglet bleven borttaget fra Daniels bog, kundskab om profetierne er bleven mangfoldig, og mange har forkyndt det alvorsfulde budskab, at dommens dag er nær. ret
(303) Ligesom den store reformation i de sekstende aarhundrede saaledes viste ogsaa adventbevægelsen sig i forskjellige kristne lande paa samme tid og frembragte samme frugt. Baade i Europa og Amerika var der fromme mænd, som blev ledede til at granske profetien. De fulgte den hellige skrifts profetiske kjæder til sidste led erholdt saaledes klart bevis for, at alle tings ende nærmede sig. j forskjellige lande var der afsondrede kristelige samfund, som alene ved at granske i den hellige skrift var kommen til den overbevisning, at Frelserens advent var nær. ret
(304) J 1821, tre aar efter at Miller havde antaget den fortolkning af profetierne, som pegede til Kristi komme i 1843, begyndte missionær Joseph Wolff at prædike om Herrens snare komme. Wolf var født i Tyskland af hebraiske forældre, og hans fader var en jødisk rabbi. Han blev overbevist om den kristelige religions sandhed, medens han endnu var ganske ung. Han havde en virksom, videbegjærlig sjæl og lyttede med dyb interesse til den samtale,s om blev ført i hans faders hus, hvor gudfrygtige hebræer daglig samledes for at tale om sit folks haab og forventninger, den kommende Messias' herlighed og Jsraels gjenoprettelse. En dag, da han hørte Jesus af Nazareth omtales, spurgte han, hvem han var. "En mand med de allerstørste gaver", lød svaret. "Men da han foregav, at han var Messias, dømte det jødiske raad ham til døde." "Hvorfor er Jerusalem ødelagt?" spurgte han videre, "og hvorfor er vi i landflygtighed?" "Ak, ak," svarede faderen, "fordi jøderne myrtede profeterne." Da gjennemfór den tanke øjeblikkelig barnet: "Maaske Jesus af Nazareth ogsaa var en profet, og jøderne dræbte ham, omendskjønt han var uskyldig." Denne tanke trængte saa stærkt ind paa ham, at omendskjønt det var ham forbudt at gaa ind i en kristelig kirke, saa stansede han ofte uden for, for at lytte til prædikenen. ret
(304) Da han blot var syv aar gammel, berømmede han sig en gang for en gammel kristen nabo af Jsraels fremtidige triumf ved Messias' komme. "Kjære barn, jeg vil sige dig, hvem dem virkelige Messias var. Det var Jesus af Nazareth, som dine forfædre korsfæstede, ligesom de korsfætede de gamle profeter. Gaa hjem og læs det 53de kapitel i Esaias, saa vil du forstaa, at Jesus Kristus er Guds søn." Han blev straks overbevist, og da han kom hjem og læste i den hellige skrift, forundrede han sig over, hvor fuldstændig profetens ord var bleven opfyldte paa Jesus af Nazareth. Var den kristnes ord sande? Drengen bad sin fader om at forklare profetierne for ham, men han blev imødegaaet med en saa streng taushed, at han aldrig mere vovede at gjentage sit spørgsmaal. Dette forøgedeimidlertid blot hans ønske om at faa mere oplysning om den kristne religion. ret
(305) Den Kundskab, han søgte, blev med flid unddraget fra ham i hans jødiske hjem, men i sit ellevte aar forlod han sin faders hus for at gaa ud i verden og samle kundskab for sig selv og vælge sin religion og sin livgjerning. Han fik et hjem nogen tid hos sine slægtninge, men han blev snart jaget bort fra dem som en frafalden. Saaledes maatte han sørge for sig selv blandt fremmede alene og uden midler. han gik fra sted til sted, studerede flittig og ernærede sig ved at undervise i det hebraiske sprog. Gjennem en katholsk lærers indflydelse blev han overtalt til at antage den katholske tro og besluttede at blive missionær blandt sine egne landsmænd. J dette øjemed begav han sig nogle faar senere til universitet i Rom for at forsætte sit studium: Her blev han beskyldt for kjætteri paa grund af, at han havde vænnet sig til at tænke frit og tale aabenhjertigt. han angreb offentlig kirkens misbrug og paaviste nødvendigheden af en reform. Omendskjønt han i begyndelsen blev behandlet med særdeles gunst af de romerske prælater, saa blev han dog efter nogen tids forløb bortfjernet fra Rom. han gik fra sted til sted under kirkens opsyn, indtil han var aabenbart, at han ikke kunde faa ham til at bøje sig under det romerske aag. Man erklærede, at han var uforbederlig og gav ham frihed at gaa, hvor han vilde. Han begav sig nu til England og forenede sig med statskirken. Efter to aars studium begav han sig i 1821 paa sin mission til verden. ret
(305) Paa samme tid, som Wolff antog den store sandhed om Kristi første komme, som "en mand fuld af pine og forsøgt i sygdom", saa han ogsaa, at profetierne ligesaa klart fremstillede hans andet komme i kraft og herlighed. Og paa samme tid, som han søgte at henvende sine landsmænds opmærksomhed paa Jesus af Nazareth som den lovede Messias og paa hans første komme i ringhed som et offer for deres synder, viste han ogsaa hen til hans andet komme som konge og forløser. ret
(306) "Jesus af Nazareth, den sande Messias." sagde han, "hvis hænder og fødder blev gjennemborede, og som blev ført til slagterbænken som et lam, var en mand fuld af pine og forsøgt i sygdom. Han kom første gang, før kongespiret var veget fra Juda og herskerstaven fra hans fødder; han skal komme anden gang i himlens skyer med overenglens basun. Hans fødder skal staa paa Oljebjerget, og det herredømme over skabningen, som en gang blev skjænket Adam, og som han mistede (1 Mos. 1:26;3:17), skal gives til Kristus. Han skal blive konge over hele jorden. Skabningens suk og klage skal ophøre, men sang og pris og taksigelse skal lyde. Naar Jesus kommer i sin faders herlighed med alle de hellige engle, skal de troende døde opstaa først. (1 Thess. 4:16; 1 Kor. 15:23) Dette er, hvad vi kristne kalder den første opstandelse. Da skal dyrenes natur forandres (Ef. 11 11:6,9), og de skal underlægges Kristus. (Sal. 8.) Der skal blive fred overalt. Ef. 2:2,5; Sal. 72.) Herren skal atter se ned paa jorden og sige: "Se, det er meget godt."" ret
(306) Wolff troede, at Herrens komme var nær. Han tolkede de profetiske tidsperioder saaledes, at verdens ende vilde komme blot nogle faa aar fra den tid, Miller havde bestemt. Til dem, som beraabte sig paa skriftens ord: "Men om den dag eller time ved ingen", og at menneskene ikke kan vide noget angaaende Kristi kommes nærhed, svarede Wolf: "Siger HErren, at vi aldrig skulde vide noget om den dag eller time? Giver han os ikke tidernes tegn, for at vi skal vide, naar hans kommer nærmer sig, ligesom man ved, at sommeren nærmer sig, naar bladene kommer frem paa figentræet? skal vi aldrig vide noget som den tid, naar han selv formanede til ej blot at læse profeten Daniel, men ogsaa at forstaa hvad han siger? Og det er just Daniel, som siger, at ordene er tillukkede og forseglede indtil endens tid (hvilket var tilfældet paa hans tid), og at mange skal søge ivrigt i den, og kundskab (om endens tid) skal blive mangfoldig. Desuden er vor Herres hensigt med dette ikke at sige, at man ikke skal vide, naar tiden er nær, men at ingen ved den bestemte dag og time. Han siger, at man skal vide saa meget om tidernes tegn, at det kan lede os til at berede os for hans komme, ligesom Noah beredte arken (thi han sammenligner disse dage med Noahs dage.)" ret
(307) Angaaende den almindelig fortolkningsmaade eller rettere misfortolkning af skriften skriver Wolff: "De frelste kristne menigheder har vendt sig bort fra skriftens tydelige mening og har vendt sig til buddisternes fantasiske system. De tror nemlig, at menneskenes fremtidige lykke bestaar i at fare omkring i luften, og mener, at naar de læser ordet jøder, saa skal det betyde hedninger, og naar de læser Jerusalem, saa mener det kirken, og naar der staar jorden, saa mener det himlen, og Herrens komme skal betyde missionsselskabernes fremskridt." ret
(307) J 24 aar fra 1821 til 1845 rejste Wolff vidt ob bredt J Afrika besøgte han Ægypten og Abesinien. J Asien rejste han gjennem Palæstina, Syrien, Perisen, Bokhara og Jndien. Han besøgte ogsaa De forenede stater, og paa sine rejse dertil prædikede han paa øen St. Helena. Han kom til New York i ausugst 1837. Efter at han havde talt i denne stad, prædikede han i Philadelfia og Baltimore og rejst tilsidst til Washington. Herom siger han: "Jfølge ekspræsident Johan Quincy Adams' forslag i kongressen, overlod tinget mig enstemmig kongressens sal til et foredrag, hvilket jeg holdt en lørdag. Ved dette møde blev jeg beæret med tilstedeværelsen af alle kongressens medlemmer samt biskoppen af Virgina og Washingtons gejstlighed og borgere. Den samme ære blev mig bevist af regjeringen i New Jersy og Pennsylvanien, i hvis nærværelse jeg holdt foredrag om mine rejser i Asien og tillige om Jesu Kristi personlige regjering." ret
(307) Dr. Wolff rejste i de mest ucivilicerede lande uden beskyttelse af nogen europæisk myndighed, omgivet af utallige farer og maatte lide mange besværligheder. Han blev pryglet og sultet, solgt som slave og tre gange dømt til døden. Han blev efterstræbt af røvere og var undertiden nær ved at omkomme af tørst. En gang blev han berøvet alt, hvad han ejende, og matte rejse flere hundrede mile til fods igjennem bjergene, medens sneen viskede i hans ansigt, og hans nøgne fødder blev stive af at gaa paa den frosne jord. ret
(308) Naar man advarede Wolff mod at gaa blandt de vilde fientlige stammer, svarede han, at han var forsynet med vaaben - "bøn, nidkjærhed for Kristus og tillid til hans hjælp." "Jeg er ogsaa", siger han, "forsynet med kjærlighed til Gud og næsten i mit hjerte med bibelen i min haand." Hvor han gik, førte han altid bibelen med sig i det hebraiske og engelske sprog. Om en af sine senere rejser siger han: "Jeg holdt bibelen aaben i min haand. Jeg følte, at min kraft laa i denne bog, og at dens styrke vilde opholde mig." ret
(308) Saaledes vedblev han med sit arbejde, indtil budskabet om dommerens nærhed var bleven bragt til en stor del af den beboede jordklode. Blandt jøder, tyrker, parser, hinduer og mange andre folkeslag og stammer uddelte han Guds ord i disse folks forskjellige sprog og prædikede over alt om Messias' komme og regjering. ret
(308) Paa sine rejser i Bokhara fandt han et fjernt, afsondret folk, som troede paa læren om Herrens tilkommelse. Han siger, at araberne i Yemen har en bog, som de kalder "seera", der taler om Kristi komme og hans regjering i herlighed, og de ventede at store begivenheder skulde ske i 1840. "J Yemen tilbragte jeg seksdage med rechabiterne. De drikker ikke vin, planter ingen vingaarde, saar ikke sæd, bor i telte og erindrer Jonadabs, Rechabs søns, ord. Hos dem var Jsrael børn af Dans stamme. . . . , som tilligemed Nechabs børn forventer, at Messias snart skal komme i himlens skyer." ret
(308) En anden missionær fandt nogle, som havde en lignende tro i Tartariet. En af Tatarernes præster spurgte missionæren, hvornaar Kristus skulde komme anden gang. Da misionæren svarede, at han ikke vidste det, blev præsten forbauset over en saadan uvidenhed hos en, som tog sig for at undervise andre at bibelen sagde, at han troede i følge profetien, at Kristus vilde komme i 1844 eller nær den tid. ret
(308) J England begyndte man at prædike læren om Kristi snare komme saa tidlig som 1826. Denne rørelse antog dog ikke en saa bestemt form her som i Amerika. Man lærte nemlig ikke i almindelighed noget om den bestemte tid for Kristi komme, men det herlige budskab om Kristi snaare aabenbarelse blev forkyndt vidt og bredt. Og dette var ikke blot blandt dissenterne. Mourant Brock, en engelsk forfatter, siger, at omtrent 700 prædikanter i den engelske statskirke deltog i at forkynde denne del af "rigets evangelium." Budskabet, som henviste til 1844 som tiden for Herrens komme, blev ogsaa forkyndt i England. Adventskrifter fra De forenede stater blev lidt udbredte. Bøger og blade fra Amerika blev trykkede om i England. J 1842 rejste Robert Winter, som var født i England og havde antaget troen paa Kristi komme i Amerika, tilbage til sit fædreland for at forkynde Herrens komme. Mange deltog i dette værk, og budskabet om dommen blev forkyndt i forskjellige dele af England. ret
(309) J Sydamerika hørtes midt iblandt barbari og præstelist en røst, som forkyndte Messias' komme. Lacunza, en spansk jesuit, fandt vej til den hellige skrift og annammede saaledes budskabet om Kristi snare gjenkomst. Han følte sig tilskyndet til at forkynde budskabet, men ønskede at undgaa Roms dadel, hvorfor han udbredte sine anskuelser i en bog, hvori han antog navnet Rabbi Ben-Jsrael, og udgav sig selv for en omvendt jøde. Lacunza levede i det attende aarhundrede, men hans bog fandt vej til London og blev oversat i det engelske sprog omkring aar 1825. Dens udgivelse tjente til at forøge den interesse, som allerede var vakt i England angaaende Kristi andet komme. ret
(309) J Tyskland blev denne lære forkyndt i det attende aarhundrede af Bengel, en luthersk præst og en berømt bibelgransker og kritiker. Efter at Bengel havde fuldendt sine studier paa universitet, hengav han sig til at studere theologi, hvortil hans alvorsfulde og religiøse sindsstemning, styrket ved den lærdom og disciplin, han erholdt i sin unge alder, ganske naturlig førte ham. Ligesom andre tankefulde mænd før og siden, maatte han kjæmpe med tvivl og vanskeligheder i religiøs henseende, og han hentyder med megen følelse til de "mange pile, som gjennemborede hans arme hjerte og gjorde hans ungdom til en tung byrde." Da han blev medlem af kirkeraadet i Wütenberg, forsvarede han religionsfrihedens sag. Han paastod, at man burde give almulig frihed til dem, som følte sig bundne for samvittighedens skyld, saa at de kunde skille sig fra statskirken. De gode Virkninger af denne virksomhed ses endnu paa hans fødeegn. ret
(310) Da han forberedte en prædiken over Aab. 21de kap., som skulde holdes advent-søndag, oprandt lyset pludselig for hans sjæl. Aabenbaringens profetier udvidede sig for hans forstand saaledes, som de aldrig før havde gjort. Han blev saa overvældet af den overordentlige vigtighed og alt overtræffende herlighed, som han fandt i de ting profetien fremstillede, at han blev tvungen til nogen tid at vende sig bort fra at betragte denne gjenstand. Da han stod paa prædikestolen, kom den atter frem for ham i al sin klarhed og kraft. Fra den tid beskjæftigede han sig med at granske profetierne især Aabenbaringens bog, og han kom derved snart til den overbevisning, at de vidnede om, at Kristi komme var nær. Den tid, som han fæstede sig ved som tiden for Kristi andet komme,v ar blot nogle faa aar var adskilt fra den tid, som Miller siden efter antog. ret
(310) Vengels skrifter er bleven udbredte overalt i kristenheden. Hans anskuelser om profetien blev meget almindelig udbredte i hans egen stat, Wüttenbarg, og tildels i andre sele af Tyskland. Andre prædikanter antog hans anskuelser om profetierne, saa at bevægelsen vedblev efter hans død, og budskabet om Kristi advent lød i Tyskland paa samme tid, som det tildrog sig opmærksomhed i andre lande. Det varede ikke længere inden nogle af de troende rejste til Rusland hvor de anlagde kolonier, og troen paa Kristi snare komme fastholdes og lærenn endnu i de tyske menigheder i Rusland. ret
(310) J Frankrig og Schweiz skinnede lyset ogsaa j Genf hvor Farre og Calvin havde udbredt reformationens sandheder, forkyndte Gaussen budskabet om Kristi andet komme Medens Gaussen var student, kom han i kamp med rationalismen, som gjennemfór hele Europa i den sidste del af det attende og i begyndelsen af det nittende aarhundrede, og da han blev prædikant, var han ikke blot ubekjendt med den sande tro, men tilbøjelig til at tvivle. J sin ungdom var han bleven interesseret i at granske profetierne. Efter at han havde læst Rollins oltidshistorie blev hans opmærksomhed henledt paa Daniels andet kap., og han blev forundret over den underfulde nøjagtighed, hvormed profetien var bleven opfyldt som man saa i historieskriverens beretning. Han fandt her et vidnesbyrd om skriftens guddommelige indflydelse hvilket tjente som et anker for ham blandt de skarer, som han i senere aar udsattes for. Han kunde ikke slaa sig til ro med rationalismens lære og idet han granskede bibelen og søgte efter klarere lys, erholdt han efter nogen tid en levende tro. ret
(311) J det han vedblev at undersøge profetierne kom han til den overbevisning, at de henviste til Kristi komme som en begivenhed, der var nær. Han fik et dybt indtryk af denne store sandheds alvor og vigtighed og ønskede, at folket skulde faa kundskab derom men den almindelige tro, at Daniels bog var en hemmelighed, som ingen kunde forstaa, var en stor hindring paa hans vej. Han besluttede tilsidst, ligesom Farrel før ham, da han indførte evangeliet i Genf, at begynde med børnene. Gjennem dem haabede han efter nogen tide at kunne interesserer forældrene. ret
(311) "Jeg ønsker, at man skal forstaa," sagde han senere, idet han talede om hensigten med dette foretagende, "at det ikke paa grund af dette emnes ringe betydning, men tvertimod paa grund af dets store vigtighed, jeg ønsker at fremstille det paa denne fortrolige maade og henvender mig dermed til børnene. Jeg ønsker at blive hørt, og jeg frygtede for, at man ikke vilde høre mig, naar jeg først henvendte mig til de voksne." "Jeg besluttede derfor at gaa til de yngre. Jeg samler en tilhørskare af børn omkring mig. Dersom skaren forøges, og jeg ser, at de lytter opmærksomt, er fornøjede, interesserede og forstaar at forklare emnet, saa er jeg vis paa snart at faa en nye tilhørerkreds og naar de voksne folkes tur kommer, saa vil de forstaa, at det betaler sig for dem at sidde ned og granske. Naar dette opnaaes, er sagen vunden." ret
(311) Hans bestræbelser blev kronede med held. Naar han talede til børnene, kom ogsaa ældre folk for at lytte til. Hans kirke blev fuld af opmærksomme tilhørere. Bandt disse var mænd af høj rang og lærdom saa vel som fremmede, der besøgte Genf, og saaledes blev buskabet ført til andre lande. ret
(312) Opmuntret ved sin fremgang udgav Gaussen sine bibellektier i haab om derved at fremme de profetiske bøgers granskning i de menigheder, som bestod af et fransktalende folk. "At udgive undervisning for børn" sagde Gaussen, "er det samme som at sige til de voksne, som altfor ofte efterader at læse saadanne bøger under det falske foregivne, at de er ufattelige: "Hvorledes kan de være dunkle naar eders børn forstaar dem?"" "Jeg ønsker meget", tilføjer han, "at om muligt gjøre kundskaben om profetierne almindelig i vore menigheder." "Jeg syntes i sandhed ikke, der er nogen lærdom, som svarer bedre til vor tids behov." "Det er ved hjælp af denne vi maa berede os for den trængsel, som er nær, og lære at vaage og vente paa Jesus Kristus." ret
(312) Omendskjønt Gaussen var en af de mest fremstaaende og afholdte prædikanter, som talede det granske sprog, blev h an dog efter nogen tid afsat fra sit præsteembede. Den fornemste beskyldning, man fremførte imod ham, var, at han havde benyttet bibelen til at undervise ungdommen i stedet for kirkens katekismus, en tom og rationel haandbog, som savnede næsten al undervisning om levende tro. Han blev siden lærer i en theologisk skole og fortsatte om søndagen sin virksomhed med at katekisere børnene og undervise dem i den hellige skrift. hans værker om profetierne vakte ogsaa megen interesse Gjennem sin virksomhed som professor, gjennem pressen og ved sin yndlilngsbeskjæftigelse som lærer for børnene vedblev han i mange aar at udøve en stor indflydelse og blev et redskab til at henvende manges opmærksomhed paa granskningen af de profetier, som viste, at Herrens komme var nær. ret
(312) J Skandinavien blev budskabet om Kristi komme ogsaa forkyndt, og det vakte interesse vidt og bredt. Mange blev akkte af deres ligegyldighed og tryghed, saa at de bekjendte og omvendte sig fra sine synder og søgte syndens forladelse i Kristi navn. Men statskirkens præster satte sig imod denne bevægelse, og gjennem deres indflydelse blev nogle af dem, som forkyndte budskabet, kastede i fængsel. Paa nogle steder, hvor de, som forkyndte Herrens snare komme, saaledes blev bragt til taushed, behagede det Herren at udsende budskabet paa en underfuld maade ved smaa børn. Da de var umyndige, kunde oven ikke hindre dem, og de fik lov til at tale uforstyrrede. ret
(313) Denne bevægelse omfattede fornemmelig folk af ringe stand,, og de samledes i arbejdernes fattige boliger for at høre budksabet. Børnene, som prædikede, var for størstedelen fattige. Nogle af dem var ikke mere end seks eller otte aar gamle. Deres levnet vidnede om, at de elskede Frelseren; thi de søgte at leve i lydighed od Guds hellige fordringer. Men forøvrigt viste de i almindelighed ikke at de besat mer forstand eller dygtighed, end man i almindelighed finder hos børn af den alder. Man saa tydelig naar de talede til foket at de var under en indflydelse, som meddelte dem noget højere end deres egne naturlige gaver. Deres røst og opførsel forandres, og de forkyndte budskabet om dommens nærhed med alvor og kraft, idet de anvendte skriftens egne ord: "Frygter Gud, og giver ham ære; thi hans doms time er kommen." De straffede folks synder og dadlede dem ej blot for deres usædelighed og laster, men ogsaa for deres verdslighed og frafald og formanede sine tilhørere at hastig fly fra den kommende vrede. ret
(313) Folket lyttede til med bæven. Guds aand bragte overbevisning til deres hjerter. Mange blev ledede til at ransage skrifterne med ny og større interesse Drankere og usædelige mennesker blev omvendte. Andre ophørte med sin uærlige handel. Det var et saa underfuldt værk, at endog præsterne i statskirken var tvungne til at erkjende, at Guds haand var i denne vækkelse. ret
(313) Det var Guds vilje, at budskabet om Frelserens komme skulde forkyndes i de skandinaviske lande, og da hans tjeneres røst blev bragt til taushed udgjød han sin aand over børnene, saa at værket kunde blive udført. Da Jesus drog nær til Jersualem ledsaget af den glade skare, som svingede palmegrene for ham og med sejrsraab forkyndte, at han var Davids søn, opfordrede de misundelige farisæer ham til at bringe dem til taushed; men Jesus svarede, at dette skete altsammen, for at profetierne skulde opfyldes, og at dersom disse taug, saa skulde stene raabe. Folket blev bange for præsterne og de øverstes trusler og hørte op med sine glade raab, da de drog ind igjennem Jerusalems porte men børnene i templets forgaard gjentog folkets omkvæd og raabte, idet de svingede sine palmegrene: "Hosanna den Davids søn." (Math. 21:8-16) Da blev farisæerne meget vrede og sagde til ham: "Hører du, hvad disse siger?" Jesus svarede: "Jo! har J aldrig læst: af de umyndiges og diendes mund skal de berede lov." Ligesom Gud virkede gjennem børnene ved Kristi første komme, saaledes virkede han ogsaa gjennem dem ved forkyndelsen af budskabet om hans andet komme Guds ord maatte opfyldes, at budskabet om Frelserens andet komme skulde forkyndes for alle stammer og tungemaal og folk. ret
(314) Det blev overdraget William Miller og hans medarbejdere at prædike budskabet i Amerika. Dette land blev midt punktet for den store adventbevægelse. Her blev profetien om den første engels budskab mest fuldstændig opfyldt. Miller og hans medarbejderes skrifter blev ført til fjerne lande. Det glade budskab om Kristi snare gjenkomst blev sendt til alle steder i verden, hvor missionærerne havde trængt ind. Vidt og bredt lød det evige evangelium: "Frygter Gud og giver ham ære; thi hans doms time er kommen." ret
(314) Vidnesbyrdet af de profetier, som syntes at henpege til Kristi komme i foraaret 1844, gjorde et dybt indtryk paa folks hjerter. Efter som budskabet fik fra sted til sted, vakte det overalt vidt udbredt interesse. Mange blev overbeviste om, at de slutninger, man drog fra de profetiske tidsperioder, var rette, og de annammede sandheden med glæden og lagde sine egne meninger til side Nogle prædikanter lagde sine sekteriske anskuelser og følelser bort. De forlod sine menigheder, saa att de mistede sin løn, og forenede sig med dem, som forkyndte budskabet om Jesus komme. Der var imidlertid forholdsvis faa prædikanter, som vilde annamme budskabet. Derfor blev det for en stor del overdraget til ringe lægfolk. Bønder forlod sine marker, haandsværksmænd sit værksted, handlede sin handel, lærte mænd sit embede, og dog var arbejdernes antal lidet i forhold til det arbejde, som skulde udføres. Menighedens fordærvede tilstand og en verden, som var nedsunken i ugudelighed, laa som en byrde paa de sande vægteres hjerter, og de udholdt villig besvær, mangel og lidelser for at lede menneskene til omvendelse og frelse. Omendskjønt værket blev forhindret af satan, gik det dog stadig fremad og sandheden om Kristi andet komme blev antagen af mange tusender. ret
(315) Overalt, hvor man hørte det alvorsfulde budskab, som advarede syndere, lededes baade verdensmennesker og syndere til at fly fra den kommende vrede. Ligesom Johannes den døber, der blev sendt før Kristus, lagde disse prædikanter øksen ved roden af træet formanede alle til at bære omvendelsens værdige frugter. Deres vækkende opraab stod i stærk modsætning til den prædiken om fred og tryghed som man hørte fra de populære prædikestole; og overalt, hvor budskabet blev forkyndt, bevægede det folket. De ligefremme vidnesbyrd af skriften, som blev indtrykkede i hjertet ved den Helligaands kraft, bragte en saa stærk overbevisning med sig, som kun faa var i stand til aldeles at modstaa. Navnkristne blev opvækkede af sin falske tryghed; de saa, at de var frafaldne, verdslige og vantro. De erkjendte sin stolthed og egenkjærlighed. Mange søgte Herren med dyb anger og ydmyghed. J stedet for at søge jordiske ting vendte de nu sit sind til det himmelske. Guds aand hvilede paa dem, og med et bøjet og ydmygt hjerte hjalp de til at udbrede budskabet: "Frygter Gud, og giver ham ære; thi hans doms time er kommen!" ret
(315) Syndere spugte med taarer: "Hvad skal jeg gjøre for at blive salig? De, som havde været uærlige, længtes efter at gjøre ret. Alle, som fandt fred i Kristus, længtes efter at se, at andre ogsaa skulde erholde denne velsignelse. Forældrenes hjerter blev vendte til børnene og børnenes hjerter til forældrene. De hindringer, som stolthed og tilbageholdenhed opstillede, blev bortryddede. Hjertelige bekjendelser blev aflagte, og medlemmerne af enhver familje arbejdede for deres frelse, som var deres nærmeste og kjæreste. Ofte hørte man lyden af inderlig bøn. Overalt var der sjæle, som var dybt bedrøvede og raabte til Gud. Mange kjæmpede hele natten i bøn for at faa vished om, at deres egne synder var forladte, og for, at deres slægtninge og naboer kunde blive omvendte. ret
(316) Alle folkeklasser samledes til adventisternes møder. Rige og fattige, høje og lave var af forskjellige grunde begjærlige efter at have hørte læren om Kristi andet komme. Herren holdt modstanderne i tømme, medens hans tjenere fremholdt grundene for sin tro. Undertiden var redskaberne svage, men Guds aand gav hans sandhed kraft. Man kunde mærke hellige engle nærværelse i disse forsamlinger, og mange blev daglig lagte til deres tal, som troende. Jdet man fremholdt beviserne for Kristi andet komme, lyttede store skarer med den dybeste taushed til disse alvorsfulde ord. Himlen og jorden syntes at nærme sig hinanden; Guds kraft blev følt af unge og gamle. Menneskene drog hjem med pris paa sine læber, og den glade lyd fyldt nattens stille timer. Jngen, som har overværet disse møder, kan nogensinde glemme de dybe interesse, som viste sig. ret
(316) Budskabet om en bestemt tid for Kristi andet komme fremkaldte stor modstand hos mange af alle folkeklasser, fra prædikestolene ned til den frækkeste gudsbespotter og synder. Profetiens ord blev opfyldt: "J de sidste dage skal der komme bespottere, som vandrer efter deres egne lyster, og siger: Hvad bliver der af forjættelsen om hans tilkomst? Thi fra den dag, fædrene er hensovne, forbliver alle ting saaledes, som fra skabningens begyndelse." (2 Pet. 3: 3,4.) Mange, som bekjendte sig til at elske Frelseren, erklærede, at de ikke havde noget imod at prædike hans komme; men de kunde ikke fordrage den bestemte tid. Men Guds altseende øje gjennemskuede deres hjerte. De ønskede ikke at høre om Kristi komme for at dømme verden med retfærdighed. De havde været utro tjenere. Deres gjerninger kunde ikke taale at undersøges af den Gud, som ransager hjerterne, og de frygtede for at møde sin herre. Ligesom jøderne ved Kristi første komme var de ikke rede til at byde Jesus velkommen. De negtede ikke blot at høre paa de tydelige beviser, som blev fremlagte af bibelen; men latterliggjorde endog dem, som ventede paa Herrens komme. Satan og hans engle frydede sig og kastede disse ting haanede i ansigtet paa Kristus og de hellige engle: at de, som kaldte sig hans børn, havde saa liden kjærlighed til ham, at de ikke ønskede, at han skulde komme. ret
(317) Det argument, oftes blev fremført af dem, som forkastede adventlæren, var "Den dag og den time ved ingen." Skriftens ord lyder saaledes: "Men om den dag og den time ved ingen, end ikke himlens engle, uden min fader alene." (Math. 24:36.) De, som ventede Herren, forklarede denne tekst tydelig og i harmoni med andre bibeltekster og viste klart, at deres modstandere anvendte den fejl. Kristus talede disse ord i hin mindeværdige samtale med disciplene paa Oljebjerget, efter at han for sidste gang havde forladt templet. De havde fremsat det spørgsmaal: "Hvad tegn skal der være paa din tilkommelse og verdens ende?" Jesus fremstiller for dem disse tegn og siger: "Saaledes og J, naar J ser alt dette, vidner, at han er nær for døren." (Math 24:3,33) Man maa ikke anvende Frelserens vidnesbyrd saaledes, at det, han siger det ene sted, omstyrter hans vidnesbyrd paa et andet sted. Omendskjønt intet menneske kjender den dag og den time, da Jesus skal komme, saa underviser han os alligevel og forddrer af os, at vi skal kjende den tid, da han er nær for døren; og han lærer os endvidere, at det vil blive lige saa farligt for os at ringeagte hans advarsel og negte eller efterlade at erholde kundskab om hans komme, som det var for dem, der levede i Noahs dage, at forkaste oplysningen om tiden da floden skulde komme. Og lignelsen i samme kapitel, som fremstiller den tro og den onde tjener, viser, hvorledes det vil gaa med den tjener, som siger i sit hjerte: "Min herre tøver at komme." Den viser hvorledes Kristus, naar han kommer, vil betragte og belønne den, som vaagede og forkyndte hans komme, og hvorledes han vil straffe dem som fornegtede det. "Vaager derfor," siger han, "salig er den tjener hvilken hans herre naar han kommer, finder at gjøre saaledes". (Math. 24:42-51) "Dersom du da ikke vil vaage, skal jeg komme over dig som en tyv, og du skal ikke vide, paa hvilken stund jeg kommer over dig." (Aab.3:3) ret
(318) Paulus taler om en klasse, over hvem Herrens dag vil komme uventet. "Herrens dag kommer som en tyv om natten. Thi naar de siger: "Fred og tryghed! da skal fordærvelsen hasteligen staa over dem, . . . og de skal ingenlunde undfly." Men han tilføjer angaaende dem, som har givet agt paa Frelserens advarsel: "Men J, brødre! J er ikke i mørket, saa at den dag skulde som en tyv komme over eder. J er alle lysets børn og dagens børn; vi er ikke nattens børn og ej mørkets." (1 Thess. 5:2-5.) ret
(318) Saaledes viste man, at Kristi ord ikke giver menneskene tilladelse til at være uvidende angaaende hans kommes nærhed, men de, som blot ønskede at have en undskyldning for at forkaste sandheden lukkede sine øren for denne forklaring, og hykkelske prædikanter og frække bespottere vedblev at gjentage disse ord: "Den dag og time ved ingen." Naar folk blev vækket og begyndte af spøge efter frelsens vej, stillede disse ledere sig mellem dem og sandheden og søgte at berolige deres frygt ved en falsk fortolkning af Guds ord. Satan og vanhelligede prædikanter forenede sig mod dette værk, og raabte fred, fred, hvor Gud ikke har talt fred. Ligesom farisæerne paa Kristi tid negtede mange at gaa ind i himerigets rige, og dem, som vilde gaa ind, forhindrede de. Disse sjæles blod vil blive krævet af deres haand. ret
(318) Hvor som helst sandhedens budskab blev forkyndt var de ydmyge og gudhengivne i menighederne de første til at annamme det. De, som granskede bibelen for sig selv, kunde ikke undgaa at se, hvor uoverensstemmende med skriften de populære anskuelser om profetierne var; og hvor folket ikke blev bedraget ved de gejstliges bestræbelser for at forvanske troen og fremstille den i et falsk lys, men ransagede Guds ord for sig selv, der behøvede man blot at sammenligne adventisternes lære med skriften for at stadfæste dens guddommelige autoritet. ret
(318) Mange blev forfulgte af sine vantro brødre. For at beholde sin stilling i menigheden, var der nogle, som gik ind paa at tige stille med sit haab; men andre følte, at deres oprigtighed med Gud ikke tillod dem saaledes at skjule de sandheder, som var bleven dem betroede. Jkke faa blev afskaarne fra sin stilling i menigheden, bort fordi de vidnede om sin tro paa Kristi komme. For dem, hvis tro saaledes blev prøvet, var disse profetens ord meget dyrebare: "Eders brødre, som eder hader, som skiller eder fra sig for mit navns skyld, sagde: Lad Herren bevise sig herlig! Men han skal lade sig se til eders glæde, og de skal beskjæmmes." (Es. 66:5 Norsk bibels overs) ret
(319) Guds engle vaagede med den dybeste interesse over dette budskabs virkninger. Da menighederne i almindelighed forkastede budskabet vendte englene sig bedrøvet bort. Men der var dog mange, som endnu ikke var bleven prøvede med hensyn til budskabet om Kristi komme Mange blev vildlede af Mænd hustruer, forældre er børn og blev overtalte til at tro, at det var synd endog at lytte til saadant kjætteri, som adventisterne lærte. Englene fik befaling til at vaage med flid over disse sjæle; thi endnu et lys skulde skinne for dem fra Guds trone. ret
(319) De, som havde annammet budskabet, ventede med uudsigelig længsel paa sin frelsers komme. Tiden var nær, da de forventede at møde ham. De gik den time i møde med roligt alvor. De hvilede i inderlig forening med Gud, hvilket var dem et pant paa den fred, som de skulde nyde i den evige herlighed. Jngen, som har kjendt dette haab og den tillid, kan glemme de dyrebare timer, da de forventede Kristus. Nogle uger før dem bestemte tid blev jordiske forretninger for størstedelen tilsidesatte. De oprigtige troende ransagede omhyggelig enhver tanke og følelse i sit hjerte, som om de var paa sin dødsseng og om nogle faa timer skulde lukke sine øjne for alle jordiske scener. Der var igen, som skaffede sig "himmelfartsklæder"; (Se anhang, anm. 4) men alle følte, at de behøvede et indvortes vidnesbyrd om, at de var rede til at møde Frelseren Deres hvide klæder var sjælens renhed - en karakter, renset fra synd ved Kristi forsonende blod. ret
(319) Hvor godt det var, om den samme villighed til at ransage hjertet, den samme alvorlige og faste tro endnu fandtes blandt dem, som bekjender sig til at være Guds folk. Dersom de havde vedblevet saaledes at ydmyge sig for Herren og trænge frem til naadestolen med sine bønner, saa vilde de have en langt rigere aandelig erfaring, end de har nu. Der er alt for liden bøn, alt for liden dyb overbevisning af synd, og mangel paa levende tro gjør, at mange fattes den naade, som vor forløser saa rigelig har skaffet os. ret
(320) Det var Guds hensigt at prøve sit folk. Hans haand skjulte en fejltagelse i beregningen af de profetiske tidsperioder. (Se billedet paa side 277 om 2300 aftener og morgener samt anhang, anm 3) Adventisterne opdagede ikke denne fejl; ej heler blev den opdaget af den lærdeste af deres modstandere. Disse sagde: "Deres beregning over de profetiske tidsperioder er ret, der er en eller anden stor begivenhed, som vil ske, men det er ikke den, som hr. Miller forudsige. Det er verdens omvendelse og ikke Kristi andet komme. (Se anhang, anm 5.) ret
(320) Den bestemte tid gik hen, og Kristus kom ikke for at frelse sit folk. De, som med oprigtig tro og kjærlighed havde ventet paa Frelseren, blev bittert skuffede. Men Herrens planer blev gjennemførte. Han havde prøvet deres hjerter, som bekjendte sig til at vente paa hans komme. Der var mange af dem som ikke, var paavirkede af nogen højere bevæggrund end frygt. Deres trosbekjendelse havde ikke virket paa deres hjerte eller levnet. Da den forventede begivenhed ikke indtraf, erklærede disse mennesker, at de ikke blev skuffede. De havde aldrig troet, at Kristus vilde komme. De var blandt de første, som latterliggjorde de sande troendes sorg. ret
(320) Men Jesus og hele den himmelske hærskare saa med kjærlighed og medlidenhed ned paa dem, som var bleven prøvede og havde vist troskab, men var bleven skuffede. Dersom det slør, der adskiller den synlige verden fra den usynlige var bleven draget til side, vilde man havde set engle, som drog nær disse standhaftige sjæle og beskyttede dem mod satans pile. ret