(321) Da Wiliam Miller og hans medarbejere forkyndte lære om Kristi andet komme, arbejdede de udelukkende i den hensigt at vække menneskene til at berede sig for dommen. De havde søgt at vække de kristne til at antage menighedens sande haab og til at indse, at de behøvede en dybere kristelig erfaring; og de arbejdede ogsaa for at vække de uomvendte, saa at de kunde forstaa, at det var deres pligt, at angre deres synder og omvende sig til Gud ufortøvet. De gjorde intet forsøg paa at omvende menneskene til en sekt eller et religionsparti. Derfor arbejdede de for alle partier og sekter uden at befatte sig med deres kirkeorden eller disciplin. ret
(321) "J al min virksomhed", siger Miller, "har jeg aldrig tænkt paa at vække nogen særskilt interesse, som kunde skade menighederne, eller at opbygge noget særskilt samfund paa et andet samfunds bekostning. Jeg har søgt at gjøre alle godt. Jeg antog, at alle kristne vilde glæde sig ved udsigten til Kristi komme, og at de, der ikke kunde nære de samme anskuelser som jeg, dog ikke vilde elske dem mindre, der antog denne lære. Jeg tænkte ikke, at der vilde blive nogen trang til særskilte møder. Min hele hensigt var at omvende sjæle til Gud, at advare verden om den kommende dom, at lede mine medmennesker til den hjertets beredelse, som kan gjøre dem skikkede til at møde Gud med fred. De allerfleste af dem, som blev omvendte under min virksomhed, forenede sig med de forskjellige menigheder, som forud fandtes." ret
(321) Eftersom hans arbejde hjalp til at opbygge menighederne, blev det gunstig betragtet nogen tid. Men efter som prædikanter og religiøse ledere vendte sig imod adventlæren og besluttede at undertrykke al virksomhed i denne retning, saa talte de ikke blot imod den fra prædikestolen, men forbød deres medlemmer at gaa og høre paa prædiken om Kristi komme; ja de forbød dem endog at tale om deres haab i menighedens bønnemøder. Saaledes kom de troende i en stilling, som medførte store prøver og megen forlegenhed. De elskede deres menighed og var uvillige til at skilles fra den; men da de saa, at Guds ords vidnesbyrd blev undertrykket, og man negtede dem ret til at ransage profetierne, følte de, at deres troskab mod Gud forbød dem at give efter. Disse mennesker søgte at underkue Guds ords vidnesbyrd, derfor kunde de ikke betragte dem som kristne menigheder. de følte derfor, at det var ret for dem at skille sig fra dem, som de hidtil havde havt samfund med. J sommeren 1844 var der omtrent 50,000 som forlod menighederne. ret
(322) Ved denne tid viste der sig tydelig en stor forandring i de fleste menigheder i De forenede stater. Der havde i mange aar været en gradvis, stadig tiltagende efterligning af verdslige skikke og vaner, men i det nævnte aar viste det sig, at aandeligheden aftog, hurtig og iøjnefaldende i næsten alle landets menigheder. Omendskjønt ingen syntes at være i stand til at paapege aarsagen, saa blev denne kjendsgerning ikke desto mindre vidt og bredt igagttagen og omtalt baade fra pressen og prædikestolen. ret
(322) Ved et møde af det presbyterianske kirkeraad i Filadelfia, sagde hr. Banes, forfatter af en meget udbredt kommentar og forstander for en af de fornemste menigheder i nævnte stad, at "han havde været prædikant i 20 aar, men han havde aldrig førend ved det sidste nadvermøde uddelt anordningerne, uden at flere eller færre nye medlemmer var bleven indtagne i menigheden. Men nu er der ingen vækkelser, ingen omvendelser, ikke megen vækst i naaden blandt de kristne, og ingen kommer til hans kontor for at tale med ham om deres sjæls frelse. Paa samme tid som forretningerne tiltager, og der er lyse udsigter for handel og fabriksvirksomhed, bliver medlemmerne mere og mere verdsligsindede. Saaledes er det med alle samfund." ret
(322) J februar samme aar sagde professor Finney af Oberlin højskole: "Vi har haft kjendsgjerninger fremstillede for os, som viser, at i almindelighed er de protestantiske menigheder i vort land enten ligegyldige eller fientlig stemte mod de allerfleste moralsk forbedringer paa vor tid. Der er nogle undtagelser, men dog ikke nok til at kunne antage, at det forandrer nævnte kjendsgerning. Der er ogsaa en anden omstændighed, som stadfæster dette, nemlig, at der næsten overalt er mangel paa vækkelse i menighederne. Den aandelige dorskhed har trængt igjennem næsten overalt, og den er forfærdelig dyb. Saaledes vidner den religiøse presse over hele landet. Menighedsmedlemmerne har i en stor udstræking hengivet sig til at dyrke moden, og de gaar haand i haand med de ugudelige til lystige selskaber, dans og festligheder. Men vi behøver ikke at tale videre som denne sørgelige gjenstand. Lad det være nok at sige, at flere og flere beviser trænger ind paa os, som viser, at menighederne i almindelighed, er bleven sørgelig fordærvede. De har gaaet meget lang bort fra Herren, og han har forladt dem." ret
(323) En mand, som skriver i Religious Telescope, siger: "Vi har aldrig før været vidne til et saa almindeligt frafald, som vi nu ser. J sandhed, menigheden burde vaagne op og undersøge, hvad der er aarsag til denne plage, thi enhver, som elsker Zion, maa betragte det som en plage. Naar vi erindrer, hvor faa tilfælde der gives af sand omvendelse, og lægger mærke til den mageløse ubodfærdighed og haardhed, som viser sig blandt syndere, saa maa vi uvilkaarlig udbryde: "Har Gud glemt at være naadig, eller er naadens dør lukket?"" ret
(323) En saadan tilstand i menigheden forekommer ikke uden aarsag. Det aandelige mørke, som kommer over folk, over menigheder og enkelte personer, hidrører ikke derfra, at Gud egenmægtig tilbageholder sin guddommelige trøst, men det kommer af, at menneskene undlader at benytte, eller de forkaster de guddommelige lys. Et mærværdigt eksempel paa denne sandhed ses i det jødiske folks historie paa Kristi tid. De havde hengivet sig til verden og havde glemt Gud og hans ord. Derved var deres forstand bleven formørket, og deres hjerter var bleven jordiske og sanselige. Derfor var de i uvidenhed angaaende Messias' komme, og i deres vantro og stolthed forkastede de Forløseren. Og dog afskar ikke Gud den gang den jordiske nation fra kundskaben om frelsens velsignelser eller fra at erholde del i dem. Men de, som forkastede sandheden, tabte al interesse i Guds gave. Men de, som forkastede sandheden, tabte al interesse i Guds gave. De havde gjort "mørke til lys og lys til mørke," indtil det lys, som var i dem var bleven mørke, og hvor stort var da mørket. ret
(324) Det passer for satans planer, at menneskene beholder religionens udvortes form, naar blot den sande gudsfrygt mangler. Efter at jøderne havde forkastet evangeliet, vedblev de med stor nidkjærhed at opretholde deres gamle ceremonier. De bevarede strengt deres nationale afsondring, omendskjønt de selv maatte indrømme, at Guds nærværelse ikke længere aabenbarede sig iblandt dem. Daniels profetier pegede saa tydelig til tiden for Messias' komme og forudsagde hans død saa ligefrem, at de fraraadede al granskning deri, og tilsidst udtalte rabbinerne en forbandelse over enhver, som forsøgte at beregne tiden. J 1800 aar har Jsraels folk staaet som en alvorsfuld og forfærdelig advarsel om den fare, der er ved at forkaste lyset fra Gud, idet de er vedbleven i deres ubodfærdighed at ringeagte frelsens naadige tilbud. ret
(324) Hvor som helst denne aarsag findes, vil de samme følger vise sig. Den, som med forsæt undertrykker sin overbevisning om pligten, fordi den er imod hans tilbøjelighed, vil tilsidst tabe evnen til at skjelne mellem sandhed og vildfarelse. Forstanden formørkes, samvittigheden sover ind, hjertet bliver haardt, og sjælen adskilles fra Gud. Hvor den guddommelige sandhed foragtes eller tilsidesættes, der bliver menigheden indhyllet i mørke. Troen og kjærligheden bliver kold, og uenighed og splittelse kommer ind. Menighedsmedlemmer vender sin interesse og virksomhed til verdslige gjenstande, og syndere bliver forhærdede og ubodfærdige. ret
(324) Den første engels budskab i Aabenbaringen 14, som forkynder, at Guds doms time er kommen og opfordrer menneskene til at frygte Gud og tilbede ham, var bestemt til at adskille Guds folk fra verden og dens fordærvelige indflydelse, og at vække dem op, saa at de kunde se sin sande tilstand, sin verdslighed og sit frafald. J dette budskab sendte Gud en advarsel til menigheden, som, hvis de havde antaget den, vilde have bortfjernet de onde ting, der adskilte dem fra ham. Dersom de havde antaget budskabet fra himlen og havde ydmyget deres hjerter for Herren og havde søgt med oprigtighed at berede sig til at fremstilles for ham, saa vilde Guds aand og kraft have aabenbaret sig iblandt dem. Menigheden vilde atter være kommen i den lykkelige tilstand, hvor enighed, tro og kjærlighed herskede ligesom paa apostlenes tid, da de troende "havde ét hjerte og én sjæl" og "talede Guds ord med frimodighed," da "Herren daglig lagde nogle til menigheden, som lod sig frelse". (Ap. gj. 4:32,31; 2:47) ret
(325) Dersom Guds folk vilde annamme lyset, efter som det skinner paa dem af hans ord, saa vilde de komme til den enhed, som Kristus bad om, og som apostlen beskrev, nemlig, "aandens énhed i fredens baand; ét legeme og én aand, ligesom J og er kaldte til ét haab i eders kald, én herre, én tro og én daab". (Ef. 4:3-5) ret
(325) Saadanne var de velsignede følger, som de, der antog adventbudskabet, erfarede. De kom fra forskjellige menigheder, og de ting i menighederne, som adskilte dem, blev bortfjernede. Trosbekjendelser, som stred mod hverandre, blev tilintetgjorte, det ubibelske haab om et timeligt tusendaarsrige blev tilsidesag, fejlagtige anskuelser om Kristi andet komme blev rettede, stolthed og verdslighed blev bortfjernet, de, som havde begaaet fejl, gjorde alt ret igjen, hjerter blev forenede i det sødeste samfund, og kjærlighed og glæde herskede. Dersom denne lære udretteede dette for de saa, som antog dem, saa vilde den havde udrettet det samme for enhver, som havde antaget den. ret
(325) Men de fleste menigheder adlød ikke budskabet. Deres prædikanter, ser som vægtere for Jsraels hus burde havde været de første til at se tegnene paa Jesu kommer, lærte ikke sandheden at kjende, hverken af profeternes vidnesbyrd eller af tidernes tegn. Efter som verdsligt haab og ærgjerrighed fyldte hjertet, var kjærligheden til Gud og troen paa hans ord bleven kold, og da adventlæren blev fremstillet, vakte den blot deres fordom og vantro. Den omstændighed, at budskabet blev forkyndt af lægmænd, blev anført som en indvendig imod det. Ligesom i gammel tid blev Guds ords vidnesbyrd imødegaaet med det spydige spørgsmaal: "Mon nogen af de øverste har troet paa ham, eller af farisæerne?" Og da de fandt, hvor vanskeligt et foretagende det var at modbevise de argumenter, som man drog af de profetiske tidsregninger, var der mange, som vraraadede at granske profetierne og lærte, at de profetiske bøger var forseglede og ikke kunde forstaaes. Den store mængde stolede ubetinget paa sine prædikanter og negtede derfor at lytte til budskabet og andre, som var overbeviste om sandheden, turde ikke bekjende den af frygt for, at de vilde blive "udstødte af synagogen". Det budsab, som Gud sendte for at prøve og rense menigheden, aabenbarede helt tydelig, hvor mange der var, som elskede verden mere end Kristus. De baand, som bandt dem til jorden, var stærkere end de ting, som drog dem mod himlen. De valge at lytte til den verdslige visdoms røst og vendte sig bort fra sandhedens alvorsfulde budskab. Jdet de forkastede den første engels advarsel, forkastede de det middel, som Gud havde givet dem til deres gjenoprettelse. De foragtede det naadige budskab, som vilde have bortfjernet de onder, der adskildte dem fra Gud, og de begyndte med stærk iver at søge verdens venskab. Dette var aarsagen til den forfærdelige verdslighed, det frafald og den aandelige død, som fandtes i menighederne i 1844. ret
(326) J Aabenbaringen 14 følger en anden engel efter den første, som siger: "Den er falden, den er falden, Babylon den store stad; thi den har givet alle hedninger at drikke af sit horeries giftige vin." (Aab. 14:8) Ordet Babylon kommer fra Babel og betyder forvirring. Det anvendes i skriften til at betegne de forskjellige former for falsk eller fordærvet religion. J Aabenbaringen 17 fremstilles Babylon som en kvinde, et billede, som bruges i bibelen til symbol paa en menighed. En dydig kvinde fremstiller en ren menighed, og en faldenkvinde en frafalden menighed. ret
(326) Den hellige, evige forening mellem Kristus og hans menighed, fremstilles i bibelen som et ægteskab. Herren har forenet sit folk med sig selv ved en højtidelig pagt. Han lover at være deres Gud, og de lover at være hans og hans alene. Han siger: "Jeg vil trolove dig med mig til evig tid; og jeg vil trolove dig med mig i retfærdighed og i ret og i miskundhed og barmhjertighed." (Hos. 2:19) Og atter siger han: "Jeg er eders husbonde." (Jer. 3:14) Paulus anvender det same billede i det nye testamente, naar han siger: "Jeg har trolovet eder med én mand, at jeg kunde fremstille Kristus en ren jomfru." (2 Kor.11:2) ret
(327) Menighedens utroskab mod Kristus, idet den vendte sin kjærlighed og tillid bort fra ham og lod kjærlighed til verdslige ting fylde sjælen, sammenlignes med at bryde et ægteskabsløfte. Jsraeliternes synd, idet de forlod Herren, er fremstillet under det billede, og Guds underfulde kjærlighed, som de saaledes foragtede, er rørende skildret. "Jeg gav dig min tro og traadte i pagt med dig, siger den Herre, Herre, og du blev min." "Og du blev overmaade dejlig, og skred frem til kongelig værdighed. Og dit navn kom ud iblandt hedningene for din dejligheds skyld; thi den var fuldendt ved min prydelse, som jeg havde lagt paa dig, siger den Herre, Herre. Men du forlod dig paa din skjønhed og bolede, fordi du var navnkundig." "Men ligesom en kvinde bliver troløs imod sin boler, saaledes er J af Jsraels hus bleven troløse imod mig, siger Herren"; som en horkvinde, der tager "fremmede i sin mands sted". (Ez.16:8,13-15. 32; Jer. 3:20) ret
(327) J det nye testamente bruges lignende talemaader til de kristne, som søger verdens venskab fremfor Guds naade. Apostlen Jakob siger: "J horkarle og horkvinder, ved J ikke, at verdens venskab er Guds fiendskab? Derfor, hvo som vil være verdens ven, bliver Guds fiende." ret
(327) J Aabenbaringen 17 beskrives Babylon som en kvinde, "klædt i purpur og skarlagen og udfiret med guld og med ædelstene og perler; hun lagde et guldbæger i sin haand, fuldt af vederstyggeligheder og hendes horeries urenhed. Og paa hendes pande var skrevet et navn: "Hemmelighed! Babylon den store, en moder til skjøger." Profeten siger: "Jeg saa kvinden drukken af de helliges blod og af Jesu vidnes blod." (Aab. 17:4-6.) Og der vidnes endvidere om Babylon, at den er "den store stad, som har herredømme over jordens konger". (Aab 17:18) Den magt, der i saa mange aar hundreder herskede som en tyran over kristenhedens monarker, er Rom. Alt det purpur og skarlagen saa vels om det guld og de ædelstene og perler, som kvinden var udsiret med, af bilder med levende farver den storhed og mere end kongelige herlighed, som blev baaren til skue af den hovmodige romerske stol. Og om ingen anden magt kunde det med saa stor sandhed siges, at den var "drukken af de helliges blod", som om den menighed, der saa grusomt havde forfulgt Kristi efterfølgere. Babylon beskyldes ogsaa for at have ulovlig forbindelse med "kongerne paa jorden". Ved at forlade Herren og forene sig med hedningerne blev den jødiske menighed en horkvinde, og Rom er falden under samme dom, fordi den har fordærvet sig paa samme maade ved at søge de verdslige magters understøttelse. ret
(328) Der staar, at Babylon er "en moder til skjøger", hendes døtre maa være saadanne menigheder, som fastholder hendes lærdomme og sagn, og følger hendes eksempel i at ofre sandhed og Guds velbehag for at imødegaa i en ulovlig forening med verden. Det budskab i Aabenbaringen 14, som forkynder Babylons fald, maa være anvendeligt paa saadanne menigheder, som en gang har været rene, og nu er bleven fordærvede. Eftersom dette budskab følger efter budskabet om dommen, maa det forkyndes i den sidste tid. Derfor kan det ikke have hensyn til den romerske kirke, thi den har været i en falden tilstand i mange aarhundreder. Desuden er der i Aabenbaringens 18de kapitlet et budskab, som endnu er i fremtiden, hvilket opfordrer Guds folk til at gaa bort fra Babylon. J følge dette skriftsted maa mange af Guds folk endnu være i Babylon. Og i hvilke religiøse samfund findes de fleste af Kristi efterfølgere paa vor tid? Uden tvivl i de forskjellige menigheder, som bekjender sig til den protetstantiske tro. Da disse menigheder først opstod, indtog de et ædelt standpunkt for Gud og sandheden, og hans velsignelse var med dem. Endog den vantro verden blev tvungen til at erkjende de gavnlige resultater, som fulgte med at antage evangeliets grundsætninger. Man kunde sige, ligesom profeten sagde til Jsrael: "Og dit navn kom ud iblandt hedningerne for din dejligheds skyld; thi den var fuldendt ved min prydelse, som jeg havde lagt paa dig, siger den Herre, Herre." Men de faldt paa grund af den samme tilbøjelighed, som blev til forbandelse og fordærvelse for Jsrael, - lysten til at efterligne de ugudeliges skikke og at tilvende sig deres venskab. "Men du forlod dig paa din skjønhed og bolede, fordi du var navnkyndig." ret
(329) Mange af de protestantiske menigheder følger Roms eksempel med hensyn til den vanhellige forening med kongerne paa jorden. Statskirkerne har forenet sig med den verdslige regjering, og andre samfund søger verdens gunst. Ordet Babylon - forvirring - kan meget passende anvendes paa disse samfund, thi de paastaar alle, at de erholder sin lære fra bibelen, og dog er de delte i næsten utallige sekter, med theorier og trosbekjendelser, som er vidt adskilte fra hverandre. ret
(329) Foruden den syndige forening med verden ligner de menigheder, som har adskilt sig fra Rom, ogsaa denne kirke i andre henseender. ret
(329) Et katholsk bog - The, Catholic Chrsistian Instructed" - fremfører følgende beskyldning: "Dersom den katholske kirke nogensinde har været skyldig i afguderi med hensyn til helgener, saa er dens datter, statskirken i England, ogsaa skyldig i samme synd, thi den har ti kirker viede til Marie for hver, som er viet til Kristus." ret
(329) Hr. Hopkins vidner i en afhandling om tusindaarriget: "Der er ikke nogen grund til at tro, at antikristens aand og værk er indskrænket til den romersk-katholske kirke. De protestantiske menigheder har meget af antikristen i sig og er langt fra at være fuldstændig rensede fra fordærvelse og ugudelighed." ret
(329) Angaaende den presbyterianske kirkes adskillelse fra Rom skrev dr. Guthrie: "For 300 aar siden marscherede vor kirke ud af Roms porte med en aaben bibel paa sit banner og dette valgsprog i sit vaaben, ransag skriften." Derpaa fremsætter han dette betydningsfulde spørgsmaal: "Kom den helt ud af Babylon?" ret
(330) "Den engelske statskirke", siger Spuregon, "synes at være fuldstændig gjennemsyret af formvæsen, men dissenterne synes at være ligesaa meget besværede af filosofisk vantro. De mennesker, som vi har bedre tanker om, vender sig bort en efter en fra de vigtigste sandheder i troen. Jeg tror, at hele England er undergravet af en fordømmelig vantro, som er skræk nok til at træde frem paa prædikestolen og kalde sig selv kristen." ret
(330) Hvad var opdrindelsen til det store frafald? Hvorledes afveg kirken først fra evangeliets enfoldighed? - Ved at efterligne hedningernes skikke for at paaskynde hedningernes omvendelse til kristendommen. Apostlen Paulus vidnede allerede paa sin tid: "Uretfærdighedens hemmelighed yttrer sig allerede kraftligen." (2 Thess. 2:7.) Saa længe apostlen levede, var menighederne forholdsvis rene. "Men henimod den sidste del af det andet aarhundrede antog de fleste af menighederne en ny form. Den oprindelige enfoldighed svandt bort, og ubemærket, efter som de gamle disciple gik i sin grav, kom deres børn tilligemed de nye omvendte frem, og gav sagen en ny form." (Robinsons History of Baptism) For at skaffe sig flere tilhængere, blev den ophøjede regel for den kristne tro forringet, og følgen heraf blev, "at en hedens strøm flød ind i menighederne og førte hedningernes skikke, og vaner og afguder med sig". (Givazzi's Lectures p. 290) Eftersom den kristne religion vandt de verdslige regenters gunst og understøttelse, blev den proforma antaget af den store mængde. Men omendskjønt de var kristne efter det ydre, saa vedblev dog mange "i virkeligheden at være hedninger og tilbad hemmelig sine afguder". ret
(330) Har man ikke brugt den samme fremgangsmaade i næsten enhver menighed, som kalder sig protestantisk? efter som dens grundlæggere, som var besjælede af en sand kristelig aand, døde bort, kom deres efterfølgere frem og "gav sagen en ny form". Medens reformatorernes børn blidt fastholdt deres fædres trosbekjendelse og forkastede enhver sandhed, som de ikke saa, saa afveg de meget fra deres eksempel med hensyn til ydmyghed, selvfornægtelse og adskillelse fra verden. Saaledes forsvandt den oprindelige enfoldighed. En verdslig strøm, som flød ind i menigheden, "førte hedningernes skikke, vaner og afguder med sig". ret
(331) Ak, i hvilken fordærvelig udstrækning næres ikke dette verdens venskab, som er Guds fiendskab, blandt de kristne paa vor tid! Hvor vidt er ikke de fornemste samfund i kristenheden afvegne fra bibelens regel for ydmyg selvfornegtelse, enfoldighed og gudsfrygtighed. John Wesley siger, i det han staaler om at bruge penge ret: "Spild ikke nogen del af et saa dyrebart talent blot for at tilfredsstilleøjnenes lyst med overflødige og kostbare klæder og med unødvendige smykker. Spild ikke noget deraf til kunstige prydelser for eders huse, til overflødige og kostbare møbler, til kostbare billeder, malerier og forgyldte sager." "Anvend ikke penge til at tilfredsstille livets hoffærdighed og at vinde menneskenes ros og beundring." "Saa længe det gaar godt med dig, vil menneskene tale vel om dig. Saa længe du er klædt i purpur og fint linned og lever herlig og i glæde hver dag, vil mange uden tvivl berømme din elegante smag, din gavmildhed og gjæstfrihed. Men kjøb ikke deres berømmelse saa dyrt. Vær hellere tilfreds med den ære, som kommer fra Gud." Men i mange menigheder paa vor tid tilsidesætter man al saadan lære. ret
(331) Det er bleven ærefuldt i verden at kaldes en kristen. De regjerende, politikere, sagførere, læger og kjøbmænd forener sig med menigheden for at sikre sig samfudnets tillid og agtelse og fremme sine egne verdslige interesser. Saaledes søger de at skjule alle sine uretfærdige handlinger under religionens kaabe. De forskjelllige religiøse samfund, bestyrkede ved disse døbte verdsligsindede menneskers rigdom og indflydelse, gjør endnu større anstrængelser for at vinde verdens ære og gunst. De opfører hellige kirker, udstyret saa ødselt som muligt, paa fornemme gader. Medlemmerne klæder sig meget kostbart og efter nyeste mode. Man betaler en begavet prædikant en høj gage for at underholde folk og trække flere til. Hans prædiken maa ikke røre ved de synder, der gaar i svang, men den maa være blød og behagelig for disse fornemme øren. Saaledes bliver fornemme syndere indskrevne i kirkebøgerne, og fornemme synder bliver skjult under gudfrygtigheds kaabe. ret
(332) Et fremstaaende politisk blad, som taler om de kristne stilling over for verden paa vor tid, siger: "Menigheden har uden at vide det, givet efter for tidsaanden og har anpasset sin gudsdyrkelse i overensstemmelse med nutidens tarv." "J sandhed, menigheden benytter enhver ting, der kan bruges som et middel til at gjøre religionen tiltrækkende." En indsender til New York Indemendent skrev som følger om Metodismen, saaledes som den er: "Forskjellen mellem de gudfrygtige og de ugudelige svinder ind til en usynlig skygge, og nidkjære mænd paa begge sider virker for at bortskaffe al forskjel mellem deres handlemaade og nydelser." "Religionens høje anseelse hjælper overordentlig til at forøge tallet paa dem, som ønsker at erholde dens velsignelser uden oprigtig at udføre dens pligter." ret
(332) Howard Crosby siger: "Guds menighed paa vor tid gjør kur til verden. Dens medlemmer søger at bringe den ned til samme standpunkt, som de ugudelige indtager. Baller, theatre, usædelige kunster og vellystige selskaber med al deres usædelighed trænger sig ind paa kirkens hellige omraade. Og til forsoning for al denne verdslighed gjør de kristne en hel del af faste og paaske og prydelser paa kirkerne. Dette er satans gamle kunstgreb. Den jødiske kirke stødte an paa denne klippe, den katholske kirke led ogsaa skibbrud paa den, og protestanterne haster den samme skjæbne i møde. ret
(332) J denne strøm af verdslighed og nydelsessyge er selvfornegtelse og opofrelse for Kristi skyld næsten aldeles forsvunden. "Nogle af de mænd og kvinder, som nu er virksomme i vore menigheder blev opdragne til som børn at ofre noget for at kunne give eller udrette noget for Kristus." Men "dersom man vil samle penge nu . . . . saa maa ingen tale om at give. Aa, nej! Hold heller en bazar, en udstilling, giv en forestilling, en gammeldags aftensmad, noget at spise, noget som kan more folk." ret
(332) Guvenør Washburn af Wisconsin erklærer i sit aarlige budskab: "Kirkebazar, godgjørende træningspil, koncerlotterier i godgjørende øjemed, gevinstpakker, lotteriposer, gevinst med billetter i søndagsskoler og i andre religiøse møder er planteskoler for forbrydelser, eftersom de love noget for intet; de er lykkespil og ulovligt spil." Han siger, "at den fordærvelige spillesyge fostres, opmuntres og holdes i live ved disse midler i en grad, som vore gode borgere har liden anelse om, og at dersom disse foretagender ikke var, saa vilde loven mod højt spil meget mindre blive overtraadt og kunde meget lettere indskjærpes". Han erkærer, at disse skikke ikke længere burde taales, thi de fordærver de unges moral. ret
(333) Lysten til at ligne verden trænger ind i menighederne overalt i kristenheden. Robert Atkins fremholdt et mørkt billede af det aandelige forfald, som herefter i England, i en prædiken, som han holdt i London. "De retfærdiges tal formindskes paa jorden, og ingen lægger det paa hjertet. De kristne i enhver menighed paa vor tid elsker verden, søger at ligne verden, elsker magelighed og higer efter ære. De er kaldte til at lide med Kristus, men de vige endog tilbage for haan. Frafald, frafald, frafald er skrevet over indgangen til enhver kirke. Dersom de vidste det eller følte det, saa var der haab, men ak! de raaber, vi er rige og har overflod og fattes intet." ret
(333) Den store synd, som Babylon anklages for, er, at "den har givet alle hedninger at drikke af sit horeis giftige vin." Det brusende bæger, som denne skjøge byder verden, betegner den falske lære, hun har antaget som følge af sin ulovlige forbindelse med jordens mægtige mænd. Verdens venskab fordærvede hendes tro, og fra sin side udøvede hun en fordærvelig indflydelse paa verden, idet hun lærte saadan lærdom, som strider mod den hellige skrifts tydelige vidnesbyrd. ret
(333) Det katholske kirke holdt bibelen tilbage fra folket, og forlangte, at alle mennesker skulde antage dens lære i stedet for. Det var reformationens værk at gjengive Guds ord til menneskene; men er det ikke alt for sandt, at menneskene paa vor tid i menighederne lærer at bygge sin tro paa deres trosbekjendelse og paa menighedens tro, i stedet for paa skriften? Charles Becher sagde, idet han talede om de protestantiske menigheder: "De viger tilbage fra ethvert haardt ord mod trosbekjendelserne, med den samme ømfindtlighed, hvormed de hellige kirkefædre vilde have veget tilbage fra et haardt ord mod den tiltagende ærbødighed for helgener og martyrer, som de selv fostrede. . . . De protestantiske, evangeliske samfund har saaledes bundet hverandres hænder og sine egne med derved, at blandt dem alle kan intet menneske blive prædikant noget sted, med mindre han vil antage en anden bog foruden bibelen. . . . Det er ikke nogen tom tanke, naar jeg forsikrer, at den magt, som ligger i trosbekjendelserne, begynder at forbyde bibelen lige saa virkelig, som Rom gjorde, omendkjønt det sker paa en finere maade." ret
(334) Naar tro læere fortolker Guds ord, fremkommer der lærde mænd, prædikanter, som giver sig ud for at forstaa skrifterne, og udskriger sund lære for kjætteri, og saaledes bortvender de dem, som søger efter sandhed. Dersom verden ikke var saa beruset af Babylons vin, saa vilde mange mennesker blive overbeviste og omvendte ved Guds ords tydelige og kraftige sandheder. Men den religiøse tro forekommer dem saa forvirret og uoverensstemmende i mange stykker, at folk ved ikke, hvad de skal tro eller antage for sandhed. Den synd, som der er i verdens ubodfærdighed, ligger for menighedens dør. ret
(334) Den anden engels budskab i Aabenbaringen 14 blev først forkyndt i sommeren 1844, og det var paa den tid mere anvendeligt paa menighederne i De forenede stater, hvor budskabet om dommen var bleven mest forkyndt og mest almindelig forkastet, og hvor frafaldet i menighederne havde tiltaget mest hurtig. Men den anden engels budskab blev ikke fuldstændig opfyldt i 1844. Der blev paa den tid et moralsk fald i menigheden, som en følge af, at de forkastede lyset af budskabet om Kristi andet komme; men dette fald var ikke fuldstændigt. Efter at de har vedblevet at forkaste de særskilte sandheder, som tilhører vor tid, er de faldne dybere og dybere. Men det kan endnu ikke siges, at Babylon er falden, fordi "den har givet alle hedninger (eller nationer) at drikke af sit horeris giftige vin". Den har endnu ikke faaet alle folk til at gjøre dette. Tilbøjelighed til at ligne verden og ligegyldighed for de sandheder, som skal prøve menneskene paa vor tid, findes og tiltager i de protestantiske menigheder i alle lande i kristenheden, og disse menigheder er indesluttet under den tredje engels forfærdelige trussel. Men frafaldets værk er endnu ikke kommen til modenhed. ret
(335) Bibelen vidner, at før Herren kommer, vil satan virke med "al løgnens magt og tegn og underlige gjerninger, og med al ugudelighedens bedrag". Og de, som "ikke annammede sandhedens kjærlighed til deres frelse", vil blive et bytte for "kraftige vildfarelser, at de skal tro løgnen". (2 Thess. 2:9-11.) Babylons fald vil ikke blive fuldstændigt, førend denne tilstand opnaaes, og menighedens forening med verden bliver fuldstændig overalt i kristenheden. Denne forandring foregaar gradvis, og den fuldkomne opfyldelse af Aab. 14:8 er endnu i fremtiden. ret
(335) Trods det aandelige mørke og den adskillelse fra Gud, som findes i de menigheder, hvoraf Babylon bestaar, saa findes de allerfleste af Kristi efterfølgere endnu i deres samfund. Der er mange af disse, som endnu aldrig har set de særegne sandheder for vor tid. Jkke faa er misfornøjede med deres nærværende stilling og længes efter klare lys. de søger forgjæves efter Kristi billede i de menigheder, som de er forenede med. Efter som disse menigheder gaar længere og længere bort fra sandheden og forener sig mere nøje med verden, tiltager forskjellen mellem de to klasser, og der vil tilsidst blive en adskillelse. Tiden vil komme, da de "som elsker Gud over alle ting, ikke kan staa i samfund med dem, som elsker vellyst mere, end de elsker Gud, og som har gudfrygtigheds skin, men fornegter dens kraft." ret
(335) Aabenbaringen 18 henviser til den tid, da menighederne, som følge af, at de har forkastet det trefoldige budskab i Aab. 14: 6-12, vil fuldstændig have naaet til den tilstand, som er forudsagt af den anden engel, og Guds folk, som endnu er i Babylon, opfordres til at skille sig fra de faldne menigheders samfund. Dette budskab er det sidste, som nogensinde vil blive givet til verden, og det vil udføre sit værk. Naar de, "som ikke troede sandheden, men havde velbehag i uretfærdighed," (2 Thess. 2:12) vil blive overgivne til kraftige vildfarelser og til at tro løgnen, saa vil sandhedens lys skinne paa alle, hvis hjerter er aabne til at modtage det, og alle Herrens børn, som er tilbage i Babylon vil adlyde hans kald: "Gaar bort fra hende , J mit folk!" (Aab. 18:4.) ret