(336) De, som i troen havde ventet paa Herrens aabenbarelse, blev for en tid indhyllede i tvivl og uvished, da tiden gik hen, paa hvilken man først havde ventet hans komme, nemlig i foraaret 1844. Verden betragtede dem som mennesker, der havde lidt et fuldstændigt nederlag, og som nu maatte indrømme, at de havde ladet sig henrive af vildfarelser; men Guds ord var endnu en kilde for dem til trøst. Mange vedblev at ransage skrifterne. De undersøgte paany beviserne for sin tro og undersøgte omhyggelig profetierne for at erholde nyt lys. De vidnesbyrd i bibelen, hvorpaa de grundede sin tro, syntes at være klare og overbevisende. Tegn, som man ikke kunde tage fejl af, viste, at Kristi komme var nær. Guds særdeles velsignelse, som viste sig baade ved syndernes omvendelse og ved ny vækkelse til aandeligt liv blandt de kristne, havde vidnet om, at budskabet var fra Gud. De troende kunde ikke forklare sin skuffelse; men de var dog visse paa, at Gud havde ledet dem i deres forbigangne erfaring. ret
(336) J forbindelse med de profetier, som de havde anvendt paa tiden for Kristi andet komme, var der adskillige vidnesbyrd, som passede fortræffeligt paa deres stilling, deres uvished og forventning. Dette opmuntrede dem til at være taalmodig i den faste overbevisning, at det, som nu var mørkt for deres forstand, vilde blive klargjort i rette tid. ret
(336) Blandt disse profetier, var Hab. 2:1-4: "Jeg vil staa paa min vagt og stille mig paa varen, og spejde for at se, hvad han vil tale til mig, og hvad jeg skal svare paa min klage. Og Herren svarede mig og sagde: Skriv synet og gjør det tydeligt paa tavlerne, for at den, som læser det, kan gjøre det i en fart. Thi endnu gaar synet paa den bestemte tid, og det taler om enden og lyver ikke; dersom det tøver, da bi efter det; thi det skal visselig komme, det skal ikke udeblive. Se, opblæst og ikke ydmyg er hans sjæl i ham; men den retfærdige skal leve ved sin tro." (Hab. 2:2,3.) ret
(337) Saa tidligt som i 1842 havde den anvisning, som profetien giver: at skrive synet og gjøre det "tydeligt paa tavlerne saa at den, som læser det, kan gjøre det i en fart", tilskyndt Charles Fitch til at berede et profetisk kort, som fremstillede synerne i Daniels bog og Aabenbaringen; og man ansaa det som en opfyldelse af den befaling, profeten gav, at dette kort blev udgivet. Men der var ingen, som paa den tid lagde mærke til, at der var en tøven i synets opfyldelse - en ventetid - fremstillet i samme profeti. Efter skuffelsen forekom dette skriftsted meget betydningsfuldt. "Thi endnu gaar synet paa den bestemte tid, og det taler om enden og lyver ikke; dersom det tøver, da bi efter det; thi det skal visselig komme, det skal ikke udeblive. . . . men den retfærdige skal leve ved sin tro." ret
(337) En del af Ezekiels profeti, var ogsaa en kilde til megen trøst og styrke for de troende. "Og Herrens ord kom til mig saaledes: Du menneskesøn! hvad er dette for et ordsprog, J har i Jsraels land, naar der siges: Dagene trækker ud, og ethvert syn bliver til intet? Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: . . . Dagene er nær og hvad hvert syn udsiger." "Jeg taler det ord, som jeg taler, og det skal ske, det skal ej forhales længere." "Jsraels hus siger: Det syn, som denne ser skal ske efter mange aar, og han spaar om tider, som er langt borte. Derfor sig til dem: Saa siger den Herre, Herre: Der skal ikke é af mine ord forhales længere; det ord, som jeg taler, det skal og ske, siger den Herre, Herre." (Ez. 12:21-25, 27, 28.) ret
(337) De, som forventede Herren, glædede sig i troen paa, at han, som kjender enden fra begyndelsen, havde set ned gjennem tiderne, og idet han forudsaa deres skuffelse, havde givet dem sine ord til opmuntring og haab. Dersom de ikke havde fundet saadanne vidnesbyrd i bibelen, som gav dem forvisning om, at de var paa den rette vej, saa vilde deres tro havde svigtet i prøvens stund. ret
(338) Lignelsen om de ti jomfruer i Matth. 25de kap. fremstiller ogsaa deres erfaring, som ventede paa Kristus. J Math. 24 fremholder Kristus til svar paa disciplenes spørgsmaal angaaende tegnene paa hans komme og verdens ende nogle af de vigtigste begivenheder i verdens og menighedens historie fra hans første til hans sandet komme, nemlig Jerusalems ødelæggelse, den store trængsel, som kom over menigheden under de hedenske og pavelige forfølelser, solens og maanens formørkelse og stjernernes fald. Derefter taler han om, at han skal komme i sit rige og fremstiller lignelsen om de to slags tjenere, som venter paa hans komme. Det 25de Kap. begynder med disse ord: "Da skal himmeriges rige lignes ved ti jomfruer." Her omtales den menighed, som lever i de sidste dage, den samme som er omtalt ved slutningen af det 24de kap. J denne lignelse er deres erfaring fremstillet ved et bryllup i østerlandene. ret
(338) ”Da skal himmeriges rige lignes ved ti jomfruer, som tog deres lamper og gik brudgommen i møde. Men de frem af dem var kloge og de fem daarlige. De daarlige tog deres lamper, men tog ikke olje med sig. Men de kloge tog olje i deres kar tilligemed deres lamper. Og der brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind. Men ved midnat skete anskrig: Se, brudgommen kommer; gaar ham i møde!" ret
(338) Men mente, at Kristi komme, som forkyndtes i den første engels budskab, var fremstillet ved brudgommens komme. Den store vækkelse under budskabet om Kristi snare komme, svarer til jomfruerne, som gik brudgommen i møde. J denne lignelse saa vel som i Math. 24 fremstilles to klasser. De havde alle taget sine lamper - bibelen - og vejledet af dens lys havde de gaaet brudgommen i møde. Men paa samme tid, som "de daarlige tog sine lamper med, men tog ikke olje med sig", tog de kloge "olje i sine kar tilligemed sine lamper". De sidstnævnte havde erholdt Guds naade, den Helligaands fornyende kraft, som gjør hans ord til en lampe for vore fødder og et lys paa vor sti. De havde gransket skrifterne i Herrens frygt for at forstaa sandheden og havde stræbt alvorlig efter at erholde et rent hjerte og liv et helligt liv. De havde en personlig erfaring i troen paa Gud og hans ord, som ikke kunde omstyrtes ved skuffelser eller opstættelse. De andre "tog sine lamper, men tog ikke olje med sig". De havde gaaet med paa grund af en foreløbig tilskyndelse. Deres frygt var bleven vakt af det alvorsfulde budskab, men de havde stolet paa sine brødres tro og var tilfredse med sine gode følelsers flagrende lys uden at forstaa sandheden grundig og uden noget virkeligt værk af Guds naade i sine hjerter. De havde gaaet brudgommen i møde, fulde af haab ved udsigten til at faa løn straks, men de var ikke beredte paa at taale skuffelse og opsættelse. Da prøvelserne kom, bestod de ikke i troen, og deres lys brændte dunkelt. ret
(339) ”Der brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind." At brudgommen tøvede fremstiller, at tiden gik forbi, da man ventede Herren, skuffelsen og den tilsyneladende tøven. J denne uvisheds tid begyndte interessen snart at svækkes hos dem, som var overfladiske halvhjertede og deres bestræbelser slappedes. Men de, hvis tro var grundet paa personlig kundskab i bibelen, havde en klippe under sine fødder, hvilken skuffelsens vover ikke kunde skylde bort. De slumrede alle og sov ind, den ene del af dem i ligegyldighed, idet de forkastede sin tro, medens den anden del ventede taalmodig, indtil Herren vilde give dem klarere lys. J prøvens nat syntes ogsaa disse til en grad at miste sin nidkjærhed og hengivenhed. De halvhjertede og tvivlende kunde ikke længere lænse sig paa sine brødres tro. Enhver maatte staa eller falde for sig selv. ret
(339) Paa denne tid begyndte en del sværmeri at vise sig. Nogle som havde bekjendt sig til at være ivrige tilhængere af budskabet forkastede Guds ord som den ufejlbarlige vejleder, og idet de paastod, at Aanden ledede dem, hengav de sig til sine egne følelser indtryk og indbildninger. Der var nogle, som viste en blind skinhellig iver og fordømte alle, som ikke vilde billige deres fremgangsmaade. Deres fanatiske iver og fremgangsmaade vandt ingen sympathi blandt flertallet af adventisterne; men de bidrog dog til at gjøre sandhedens sag foragtet. ret
(340) Satan søgte ved disse midler at hindre og omstyrte Guds værk. Folket var bleven meget bevæget ved budskabet om Jesu kommer. Syndere i tusendtal var bleven omvendte, og tro mænd havde hengivet sig til at forkynde sandheden endog i ventetiden. Det ondes fyrste mistede sine undersaatter, og for at bringe sandhedens sag i vanrygte søgte han at bedrage nogle, som bekjendte sig til at tro, og at drive dem til yderlighed. Derpaa stod hans hjælpere rede til at paapege enhver vildfarelse, enhver fejltagelse, enhver usømmelig handling og at holde dem frem for folket i det mest overdrevne lys for at gjøre adventisterne og deres tro foragtelig. Paa denne maade var det mest fordelagtig for ham, jo flere han kunde lede til at antage adventisternes tro, medens han dog beherskede deres hjerter; thi saa kunde han siden efter henlede opmærksomheden paa dem som repræsentanter for alle de troende. ret
(340) Satan er brødrenes anklager, og det er hans aand, der leder menneskene til at give agt paa Herrens folks vildfarelser og mangler, og at holde dem frem i lyset, medens deres gode gjerninger ikke bliver omtalte med et ord. Han er altid virksom, naar Gud arbejder for sjæles frelse. Da Guds sønner kom for at fremstille sig for Herren, kom ogsaa satan iblandt dem. Ved enhver vækkelse er han rede til at drage dem frem, som er uomvendte i hjertet, og som handler ufornuftig. Naar de har antaget nogle dele af sandheden og har faaet plads blandt de troende, saa arbejder han gjennem dem for at indføre theorier, som vil bedrage de ubetænksomme. Det er ikke afgjort, at nogen er en kristen, fordi han findes i selskab med Guds børn i forsamlingshuset eller ved Herrens bord. Satan er ofte tilstede der ved de højtideligste lejligheder, repræsenteret af dem, han kan bruge som sine redskaber. ret
(340) Satan modstaar Guds folk ved ethvert skridt, som de gaar paa sin rejse fremad mod den himmelske stad. J hele kirkens historie er ingen reformation bleven gjennemført uden den har mødt alvorlige hindringer. Saaledes var det paa Paulu tid. paa ethvert sted, apostlen søgte at oprette en menighed, var der nogle, som bekjendte sig til at antage troen, som paa samme tid indførte vildfarelser, hvilke, dersom man antog dem, tilsidst vilde udslukke kjærlighed til sandheden. Luther kom ofte i stor forlegenhed og angst paa grund af de fanatiske personer, som paastod, at Gud havde talt direkte gjennem dem, og som derfor ophøjede sine egne idéer og meninger over skriftens vidnesbyrd. Mange, som manglede tro og erfaring, men som havde betydelig selvtillid, og som havde lyst til at høre og fortælle noget nyt, blev henrevne af disse nye læreres foregivender, og de forenede sig med satans hjælpere for at nedbryde det, som Gud havde ledet Luther til at opbygge. Ligeledes maatte brødrene Wesley og andre, hvis indflydelse og tro har været til velsignelse for verden, ved ethvert skridt bekjæmpe satans snarer, idet han søgte at lede uforstandige og altfor nidkjære mennesker saa vel som dem, der ikke var helligede af Guds aand, til alt slags sværmeri. ret
(341) William Miller havde ikke nogen sympathi med den indflydelse, der ledede til sværmeri. Han erkærede med Martil Luther, at enhver aand skulde prøves ved Guds ord: "Djævelen", sagde Miller, "har stor magt overnogle paa vor tid. Og hvorledes kan vi vide, hvad aand de er af? Bibelen svarer: "Af deres frugter skal J kjende dem."" "Der er mange aander udgaaede i verden, og vi har befaling til at prøve aanderne. Den aand, som ikke leder os til at leve tugtelig, gudelig og retfærdig i denne verden, er ikke Kristi aand. Jeg er mere og mere overbevist om, at satan har meget at gjøre i disse sværeste bevægelser." "Mange blandt os, som giver sig ud for at være fuldkommen helliggjorte, følger menneskers sagn og er tilsyneladende lige saa udvidende om sandheden som andre, der ikke bekjender sig til noget saadant." "Vildfarelsens aand leder os bort fra sandheden, men Guds aand leder os til sandheden. Men, siger man, et menneske kan være vildfarne og dog tænke, at han har sandheden. Hvad saa? Vi svarer: Aanden og ordet stemmer overens. Dersom et menneske dømmer sig selv efter Guds ord og finder en fuldkommen harmoni gjennem hele ordet, saa maa han antage, at han har sandheden. Men dersom han finder, at den aand, som leder ham, ikke er i harmoni med Guds ords og lovs hele retning, saa lad ham tage sig i agt, at han ikke bliver fangen i djælvelens snarer." "Jeg har ofte set større beviser paa sand fromhed i et venligt øje, en vaad kind eller et afbrudt ord ed at al den støj, som findes i kristenheden." ret
(342) Paa reformationens tid beskyldte dens fiender dem, som arbejdede mest ivrig mod sværmeriet, for alle de onde frugter, som det frembragte. En lignende fremgangsmaade benyttedes af adventisternes modstandere. Og ikke tilfredse med falskelig at fremstille og overdrive disse sværmeriets vildfarelser, udspredte de ogsaa ugunstige rygter, som ikke havde den mindste grund. Disse mennesker blev paavirkede af fordom og had. Deres fred blev forstyrret ved budskabet om, at Kristi komme var nær. De frygtede for, at det kunde være sandt, men haabede, at det ikke var det. Og dette var den hemmelige grund til deres strid mod adventisterne og deres tro. ret
(342) At nogle faa sværmere banede sig vej ind i adventisternes rækker er ikke mere bevis for, at dette værk ikke var af Gud, end der var god grundtil at forkaste Paulus' og Luthers værk, fordi der paa deres tid kom nogle sværmere og bedragere ind i menigheden. Lad Guds folk vaagne op af sin søvn og begyndte omvendelsens værk med fuldt alvor. Lad dem ransage skrifterne og lære sandheden at kjende, som den er i Jesus. Lad dem hellige sig aldeles til Gud, saa vil der heller ikke mangle beviser paa, af satan vil blive virksom og aarvaagen. Han vil vise sin magt ved at bedrage paa alle mulige maader og kalde alle de faldne engle i sit rige til hjælp. ret
(342) Det var ikke budskabet om Kristi komme, der bragte sværmeri og splittelse. Disse kom tilsyne i sommeren 1844, da adventisterne blev besværede af tvivl og forlegenhed angaaende sit virkelig standpunkt. Forkyndelsen af den første engels budskab og midnatsraabet virkede ligefrem til at undetrykke sværmeri og splid: De, som deltog i disse alvorsfulde bevægelser, var i harmoni med hverandre. Deres hjerter var fulde af kjærlighed til hverandre og til Jesus, som de ventede snart at se. Den samme tro og det samme haab løftede dem op over enhver menneskelig indflydelse og viste sig at være et skjold mod satans angreb. ret
(343) ”Og der brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind. Men ved midnat skete anskrig: Se, brudgommen kommer; gaar ham i møde! Da blev jomfruerne alle opvakte og gjorde deres lamper tilrette." Paa sommeren i 1844 midt imellem den tid, da man først havde antaget, at de 2300 dage vilde ende, og efteraaret samme aar, ved hvilken tid man siden efter fandt, at dagene endte, hørtes et raab i selve skriftens ord: "Se brudgommen kommer!" ret
(343) Det, som ledede til denne bevægelse var, at man opdagede, at Ataxerxes' befaling om Jerusalems gjenoprettelse, som dannede et udgangspunkt for de 2300 dage, traadte i kraft i efteraaret f. Kr. 457 og ikke i begyndelsen af aaret, saaledes som man forud havde troet. Naar man regnede efteraaret 347, saa naaede de 2300 aar til efteraaret 1844. (Se afridsningen od side 277, samt anhang, anm. 3.) ret
(343) Forbillederne i det gamle testamente pegede ogsaa hen til efteraaret, som tiden, da den begivenhed, som fremstilles ved helligdommens renselse, skulde ske. Dette blev gjort meget tydeligt, idet man lagde mærke til, hvorledes de forbilleder, som henhørte til Kristi første komme, var bleven opfyldte. ret
(344) Paaskelammets slagtning var en skygge af Kristi død. Paulus siger: "Thi ogsaa for os er vort paaskelam slagtet, Kristus." (1 Kor. 5:7.) Førstegrødens neg, som ved paasketiden blev bevæget for Herren, var et forbillede paa Kristi opstandelse. Paulus siger, idet han taler om Herrens opstandelse og om alle Guds folk: "Den førstegrøde er Kristus, er næst de, som er Kristi udi hans tilkommelse." (1Kor. 15:23) Ligesom neget, der blev bevæget for Herren, var den første modne sæd, som blev samlet før høsten, saaledes er Kristus førstegrøden af den udødelige høst, der indbefatter alle de forløste, som i den tilkommende opstandelse skal indsamles til Guds lade. ret
(344) Forbilledet blev dog ikke blot opfyldt med hensyn til begivenheden, men ogsaa med hensyn til tiden. paa den fjortende dag i den første jødiske maaned, som selvsamme dag og maaned, paa hvilken i 1500 aar paaskelammet var bleven slagtet, indstiftede Kristus, efter at han havde holdt maaltid med sine disciple, den fest, som skulde være til ihukommelse om hans egen død, thi han var "det Guds lam, som bærer verdens synd". Den samme nat blev han greben af ugudelige mennesker for at korsfæstes og ihjelslaaes. Og som bevægelsesnegets modbillede blev vor herre oprejst fra de døde paa den tredje dag. Han blev "den førstegrøde af de hensovede". (1 Kor. 15:20.) Et eksempel paa alle de retfærdiges opstandelse, hvis "fornedrelses legeme" skal forvandles til at "vorde ligedannet med hans herligheds legeme". (Fil. 3:21) ret
(344) Paa samme maade maa de forbilleder, som har hensyn til Kristi andet komme, opfyldtes til den tid, som er paapeget i den symbolske tjeneste. Under det mosaiske system indtraf helligdommens renselse eller den store forsoningsdag paa den tiende dag i den syvende jødiske maaned. (3 Mos. 16:29-34.) Da kom ypperstepræsten, efter at han havde gjort forsoning for hele Jsraels hus og saaledes bortfjernet deres synder fra helligdomen, ud fra det allerhelligste og velsignede folket. Saaledes troede man, at Kristus, vor stor ypperstepræst, skulde aabenbares for at rense jorden ved at ødelægge synd og syndere, og for at velsigne sit ventede folk med udødelighed. Den tiende dag i den syvende maaned, den store forsningsdag, tiden for helligdommens renselse, so i 1844 indtraf paa den 22de oktober, blev betragtet som tiden for Herrens komme. Dette stemmede overens med de beviser, som allerede var fremstillede for at de 2300 dage vilde ende i efteraaret; og den slutning man kom til, syntes at være uundgaaelig. ret
(344) J ligenelsen i Math. 25 tales der om en ventetid, da alle jomfruerne sover, og derefter kommer brudgommen. Dette stemmede overens med de nylig omtalte beviser baade fra profetierne og fra forbillederne. De havde en stærk overbevisende kraft, og "midnatsraabet" blev forkyndt af mange tusende troende. ret
(344) Som en flodbølge skred denne bevægelse over landet. Den gik fra stad til stad, fra by til by og til de afsides steder paa landet, indtil Guds ventende folk blev fuldt vækket. Sværmeriet forsvandt for dette budskab ligesom nattefrosten for den opstigende sol. De troende saa, at deres tvivl og forlegenhed forsvandt, og haab og mod oplivede deres hjerter. Dette værk var frit for de yderligheder, som altid viser sig, hvor der er menneskelige bevægelser uden Guds ords og aands styrende indflydelse. Det lignede i sin natur det værk, som man saa blandt det gamle Jsrael, naar de i ydmyghed vendte sig til Herren, efter at de var bleven straffede af hans tjenere. Det havde samme karakter, som har udmærket Guds værk til alle tidsaldre. Det var ikke megen henrivende glæde, men hellere dyb ransagelse af hjertet, syndserkjendelse og forsagelse af verden. Det, som hvilede paa deres hjerte under kamp og bøn, var at berede sig til at møde Herren. Der var udholdende bøn og ubetinget overgivelse til Gud. ret
(345) Miller siger, idet han beskriver dette værk: "Der er intet udtryk af stor glæde: den bliver saa at sige undertykt indtil en senere anledning, da hele himlen og jorden skal glæde sig tilsammen med en uudsigelig glæde i fuldkommen herlighed. Der er ingen raaben: den bliver ogsaa gjemt til de udraaber Guds ære i himlen. Sangerne er tause: de venter, indtil de kan forene sig med engleskaren, med koret fra himlen. De er ingen modstridende paastande: alle er af ét hjerte og én sjæl." ret
(345) En anden, som deltog i dette værk, vidner: "Det har overalt bevirket, at menneskene har ransaget sine hjerter paa det alvorligste og ydmyget sig dybt for Herren. . . . Det bevirkede, at kjærligheden til verden aftog, at stridigheder og fiendskaber blev lægte, at man bekjendte sine fejl, ydmygede sig for Gud, og fremkom for ham med angergivne, ydmyge bønner om tilgivelse og naade. Det frembragte en saadan selvfornegtelse og selvfornedrelse, som vi aldrig før havde været vidne til. Det bevirkede i overensstemelse med Herrens befaling ved profeten Joel, om det, som skulde ske, naar Guds store dag var nær, en sønderrivelse af hjertet og ikke af klæderne og omvendelse til Gud med faste og med graad og med klage. Som Gud siger ved Sacharias, saaledes belv naadens og bønnens aand udgydt over hans børn. De saa til den, som de havde gjennemstunget, og der var stor sorg i landet, . . . . og de, som forventede Herren, ydmygede sin sjæl for ham." ret
(346) Blandt alle de store religiøse vækkelser siden apostlernes tid har ingen været mere fri fra menneskelige ufuldkommenheder og satans snarer end den, som saaes i efter 1844. Selv nu, efter at næsten et halvt aarhundrede er henrundet, føler alle dem, som deltog i hin vækkelse, og som har staaet fast paa sandhedens grund, en hellig indflydelse af hint velsignede værk af vidner, at det var af Gud. ret
(346) Da raabet lød: "Brudgommen kommer; gaar ham i møde!" stod de ventende sjæle op og "gjorde sine lamper tilrette". De ransagde Guds ord med en saa dyb interesse, som man aldrig før havde kjendt. Engle blev sendte fra himlen for at vække dem, som blev modløse og beredte dem til at antage budskabet. Dette værk var ikke grundet paa menneskelig visdom og lærdom, men paa Guds kraft. Det var ikke de mest begavede, men de mest ydmyge og gudhengivne, som var de første til at høre og adlyde dette raab. Landmænd forlod sin avl, staaende paa marken. Haandværkerne lagde sine redskaber til side og gik med taarer og glæde ud for at forkynde budskabet. De, som tilforn havde ledet i værket, var blandt de sidste til at forene sig med dette værk. Menighederne i almindelighed lukkede sine døre for dette budskab; og en stor skare af dem, som antog det, skilte sig fra dem. Guds forsyn styrede det saaledes, at dette budskab forenedes med den anden engels budskab og gav dette sin styrke. ret
(346) Budskabet, "se, brudgommen kommer", blev ikke saa meget fremmet ved argumenter, omendskjønt beviserne i skriften var klare og afgjørende; men det gik frem med en overvældende magt, som bøjede sjælen. Der var ingen tvivl, ingen spørgsmaal. Ved Kristi triumferende indtrog i Jerusalem samledes folk, som var komne fra alle dele af landets for at holde højtid, til Oljebjerget, og idet de fulgte den skare, som ledsagede Jesus, blev de berørte af øjeblikkets inspiration og hjalp til at forstærke raabet: "Velsignet være den, som kommer i Herrens navn!" (Math. 21:9) Paa lignende maade følte de vantro mennesker, som forsamledes til adventisternes møder - nogle af nysgjerrighed, andre blot for at forhaane dem - den overbeviste kraft, som fulgte med budskabet: "Se, brudgommen kommer!" ret
(347) Paa denne tid var der tro, som bragte svar paa bønner - tro, som saa hen til belønningen. Naadens aand dalede ned og kom over dem, der søgte alvorlig, ligesom regn paa den tørstige jord. De, som ventede snart at staa ansigt til ansigt med sin forløser, følte en højtidelig uudsigelig glæde. Den Helligaands blødgjørende, formidlende kraft smeltede hjertet, idet dens velsignelser i rigt maal blev udgydt over de oprigtige og troende. ret
(347) Med stor forsigtighed og dyb alvor nærmede de, som havde antaget budskabet, sig til den tid, daa de haabede at møde sin herre. Hver morgen følte de, at deres første pligt var at erholde vidnesbyrd om, at Gud havde antaget dem. Deres hjerter var inderlig forenede, og de bad meget for og med hverandre. De samledes ofte paa afsides steder for at have samfund med Gud, og deres røst steg op med bøn til himlen fra marker og lunde. Forvisningen om deres frelsers velbehag var dem mere magtpaaliggende end deres daglige brød, og dersom en sky formørkede deres sjæl, saa slog de sig ikke til ro, før den var bortfjernet. Jdet de i sit hjerte fornam vidnesbyrdet om Guds tilgivende naade, længtes de efter at se ham, som deres sjæl elskede. ret
(347) Men de var atter bestemte til at skuffes. Den forventede tid kom og gik, uden at Frelseren lod sig til syne. De havde set fremad til hans komme med urokkelig standhaftighed, og nu følte de ligesom Maria, da hun kom til Frelserens grav og fandt den tom og grædende udbrød: "De har taget min herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." (Joh. 20:13.) ret
(347) En følelse af forfærdelse, en frygt for, at budskabet muligvis skulde være sandt, havde for en tid tjent til at holde den vantro verden i tømme. Efter at tiden var forbi, forsvandt denne frygt ikke paa en gang. De turde ikke straks triumfere over dem, som var bleven skuffede. Men efter nogen tid, da endnu ingen tegn saaes paa Guds vrede, overvandt de atter sin frygt og begyndte igjen at spotte og latterliggjøre dem, som troede. En stor del af dem, som havde bekjendt sig til at tro paa Herrens snare komme, frasagde sig sin tro. Nogle, som havde været meget visse i sine forventninger, blev saa dybt saarede i sin stolthed, at de følte, som om de vilde fly fra verden. Ligesom Jonas klagede de over Gud og valgte døden hellere end livet. De, som havde bygget sin tro paa andres meninger og ikke troet paa Guds ord, var nu lige saa rede til at forandre sine anskuelser. Spotterne vandt de svage og modløse over til sine rækker, og alle disse forenede sig i at erklære, at der ikke kunde være mere tale nu om frygt eller forventning. Tiden var forbi, og Herren var ikke kommen, og verden kunde blive staaende ligesom den var i flere tusende aar. ret
(348) De oprigtige, alvorsfulde troende havde forladt alt for Kristus og nydt hans nærværelse mere end nogensinde før. De havde, som de troede, fremført den sidste advarsel for verden, og idet de ventede snart at blive optagne for at bo hos sin guddommelige mester og de hellige engle, havde de for en stor del unddraget sig den vantro mængde. De have bedet med inderlig længsel: "Kom, herre Jesus, kom snart!" Men han var ikke kommen. Og nu atter at optage den tunge byrde, som livets bekymringer og vanskeligheder medfører, og at udholde den spottende verdens foragt og haan, var i sandhed en fordærvelig prøve for deres tro og taalmodighed. ret
(348) Og dog var denne skuffelse ikke saa stor som den, disciplene maatte udholde ved Kristi første komme. Da Jesus triumferende red ind i Jerusalem, troede hans disciple, at han var ved at bestige Davids trone og frelse Jsrael fra deres undertrykkere. Med store forventninger og glade længsler søgte de at overgaa hverandre i at vise sin konge ære. Mange udbredte sine klæder som et tæppe paa hans vej eller strøede løvrige palmegrene foran ham. J sin henrykkelse og glæde udraabte de frydefuldt med hverandre: "Hosanna, Davis søn!" Da farisæerne blev fortrydelig og vrede over disse glædesudbrud og forlangte, at Jesus skulde straffe sine disciple, svarede han: "Dersom disse taug, da skulde stenene raabe." (Luk. 19:40) Profetierne skulde opfyldes. Disciplene udførte Guds hensigt, og dog var de bestemte til at lide en bitter skuffelse. Blot nogle faa dage henrandt, før de blev vidne til Frelserens smertefulde død og lagde ham i graven. Deres forventninger var ikke bleven opfyldte i et eneste punkt, og deres haab døde med Jesus. De kunde ikke forstaa før deres herre triumferende opstod af graven, at alt dette havde været forudsagt af profeterne, og "at det burde Kristus at lide og opstaa fra de døde". (Ap. gj. 17:3.) ret
(349) Det var ikke nogen fejl, at de handlede i overensstemmelse med sin tro. 500 aar forud havde Herren vidnet gjennem profeten Sacharias: "Fryd dig saare, Zions datter! raab med glæde, Jerusalems datter! se, din konge kommer til dig, han er retfærdig og frelst, fattig og ridende paa et asen og paa et ungt asen, asenindens føl." (Sach. 9:9) Dersom Disciplene havde vist, at Jesus gik til dommen og døden, saa kunde de ikke have opfyldt denne profeti. ret
(349) Saaledes opfyldte Miller og hans medarbejdere profetierne og forkyndte et budskab, hvorom skriften forud havde vidnet, at det skulde forkyndes for verden. Men de kunde ikke have forkyndt dette budskab, dersom de havde havt fuldkommen forstand paa de profetier, som paapegede deres skuffelse og fremstiller et andet budskab, som skulde forkyndes for alle før Herrens komme. Den første og den anden engels budskab blev forkyndte til rette tid og udrettede dette værk, hvilket Gud havde bestemt at udrette gjennem dem. ret
(349) Verden havde set til og ventede, at dersom tiden gik hen, og Kristus ikke kom, saa vilde hel adventlære dø bort. Men omendskjønt mange i den store prøvelse gav slip paa sin tro, saa var der andre, som stod fast. Adventbevægelsens frugter, de ydmyge aand og selvprøvelse, verdens forsagelse og forbedring i levnet, som fulgte med dette værk, vidnede om, at det var af Gud. De turde ikke negte, at den Helligaand havde sat sit segl til forkyndelsen af budskabet om Kristi komme. De kunde ikke opdage nogen fejltagelse i sin beretning af de profetiske tidsperioder, og de dygtigste bland deres modstandere, havde ikke været i stand til at omstyrte deres theori angaaende profetiernes fortolkning. De kunde ikke uden beviser fra bibelen samtykke i at forkaste den overbevisning, som de havde erholdt gjennem alvorlig granskning i bibelen under megen bøn, medens sjælen var oplyft af Guds aand, og hjerterne brændte af deres levende kraft - en overbevisning, som havde udholdt den skarpeste kritik og den bitreste modstand af populære prædikanter og verdslig vise mænd, og som havde staaet fast mod lærdommenes og veltalenhedens forenede kræfter, saa vel som mod de fornemmes og de ringes haan og spot. ret
(350) Det var vel sandt, at de havde taget fejl med hensyn til den begivenhed, som skulde ske, men selv dette kunde ikke omstyrte deres tro paa Guds ord. Da Jonas gik igjennem Ninives gader og forkyndte, at staden skulde omstyrtes om 40 dage, fandt Herren behag i niniviternes anger og forlængede deres prøvetid, og dog bragte Jonas et budskab fra Gud, og Ninive blev prøvet i overensstemmelse med hans vilje. Adventisterne troede, at Gud paa lignende maade havde ledet dem til at forkynde budskabet om dommen. "Det har", sagde de, "prøvet alle hjerter, som hørte det, og vakt kjærlighed til Herrens aabenbarelse eller det har vakt had til hans komme, og dette had viser sig mere eller mindre, men Gud kjender ethvert hjerte. Det har draget en linje, saa at de, som vil ransage sine egne hjerter kan vide, paa hvilken side de vilde være bleven fundne, dersom Herren havde kommet paa den tid; enten de vilde have sagt: "Se denne er vor Gud, vi har forventet ham, og han vil frelse os"; eller om de vilde have raabt til klipper og bjerge, at de skulde falde over dem og skjule dem fra hans aasyn, som sidder paa troneen og fra lammets vrede. Saaledes tror vi, at Gud har forsøgt sit folk, han har prøvet deres tro, og set, om de vilde vige tilbage i prøvens stund fra den stilling, som det behagede ham at sætte ham i, og om de vilde give slip paa denne verden og forlade sig af hele sit hjerte paa Guds værk." ret
(350) Hvorledes de følte, som endnu troede at Gud havde ledet dem i deres foregaaende erfaring, udtrykkes i William Millers ord: "Dersom jeg skulde leve mit liv om igjen med samme beviser, som jeg havde den gang, saa matte jeg gjøre aldeles som, jeg har gjort, dersom jeg vil være ærlig overfor Gud og mennesker. Jeg haaber, jeg har renset mine klæder fra sjæls blod, og føler, at jeg saa vidt som muligt har friet mig selv fra al skyld med hensyn til deres fordømmelse." "Omendskjønt jeg to gange er bleven skuffet," skriver denne Guds mand, "er jeg dog ikke nedtrykt eller modløs". "Mit haab om, at Kristus skal komme, er stærkere end nogensinde før. Jeg har blot gjort, hvad jeg efter flere aars alvorlig overvejelse følte, at det var min pligt at gjøre. Dersom jeg har taget fejl, saa har jeg taget fejl paa kjærligehdens side - kjærligheden til mine medmennesker og overbevisningen om mine pligter mod Gud." "En ting ved jeg: Jeg har ikke prædiket andet, end hvad jeg har troet; og Gud haand har været med mig, hans krfat har vist sig i værket, og meget godt er bleven udrettet." "Saa vidt det er muligt for menneskelige øjne at se, er mange tusender bleven ledede til at ransage skrifterne, idet vi har prædiket om en bestemt tid, og paa denne maade er de gjennem troen og bestræbelsen i Kristi blod bleven forsonede med Gud." "Jeg har aldrig bejlet til de stoltes smil, eller skjælvet, naar verden har vist sig vred. Jeg skal ej heller nu tilkjøbe mig dens gunst eller gjøre mere end min pligt for at vække dens had. Jeg skal aldrig søge at fri mit liv af dens haand, ej heller drage mig tilbage fra at miste det, dersom Gud og hans gode forsyn styrere det saaledes." ret
(351) Gud forlod ikke sit folk. Hans aand hvilede endnu over dem, som ikke overilet forkastede det lys, de havde annammet, og gjennem de kommende tider, havde skrevet opmuntrende ord og advarsler til dem, som blev prøvede og ventede i denne vanskelige stilling: "Kaster derfor ikke eders frimodighed bort, hvilken har en stor belønning; thi J har taalmodighed behov, at naar J har gjort Guds vilje, J da kan faa forjættelsen. Thi der er endnu kunne liden stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve. Men den retfærdige af troen skal leve; og dersom nogen unddrager sig, har min sjæl ikke behagelighed i ham. Men vi er ikke af dem, som unddrager sig til deres fordærvelse, men af dem, som tror til sjælens frelse." (Heb. 10:35-39) ret
(352) At denne formaning er henvendt til menigheden i de sidste dage, ses klart af de ord, som henviser til at Herrens komme er nær: "Thi der er endnu kun en liden stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve." Her er klarlig hentydet til, at Herren vilde synes at tøve. Den undervisning, som her gives, er især anvendelig paa adventisternes erfaring ved denne tid. ret
(352) De mennesker, som han her taler til, var i fare for at lide skibbrud paa troen. De havde gjort Guds vilje, idet de fulgte hans ord og aands vejledning, men de kunde ikke forstaa hans hensigt med deres forbigangne erfaring, ej heller kunde de se vejen foran sig, og de blev fristede til at betvivle, om Gud i sandhed havde ledet dem. Paa denne tid var især disse ord anvendelige: "Men den retfærdige af troen skal leve." Da midnatsraabets klare lys havde oplyst deres vej, og de havde set, at seglet blev borttaget af profetierne, og at de tegn, som vidnede om, at Kristi komme var nær, blev hurtig opfyldte, havde de vandret saa at sige i beskuelse. Men nu, da de var nedbøjede af skuffet haab, kunde de blot staa fast i troen paa Gud og hans ord. Verden spottede og sagde: "J er bleven bedragne; kast eders tro bort og sig, at dette budskab var fra satan." Men Guds ord erklærede: "Dersom nogen unddrager sig, har min sjæl ikke behagelighed i ham." At kaste sin frimodighed bort nu og fornegte den Helligaands kraft, som havde ledsaget budskabet, vilde være at unddrage sig til sjælens fortabelse. De blev opmuntrede af Pauli ord: "Kaster derfor ikke eders frimodighed bort"; "J har taalmodighed behov"; "thi der er endnu en liden stund, indtil den kommer, der skal komme, og han skal ikke tøve." Den eneste vej, de kunde vandre uden fare, var at beholde det lys, de allerede havde annammet af Gud, at fastholde forjættelsen og vedblive at ransage skrifterne og taalmodig vente, indtil de fik mere lys. ret