(353) De skriftsted, som fremfor alle andre havde været baade grundvolden og den stærkeste støtte for troen paa Kristi kmme, var bibelens vidnesbyrd: "Jndtil 2300 aftener og morgener, saa skal helligdommen faa sin ret igjen [efter det engelske: renses]." Disse ord var vel bekjendte for alle dem, som troede paa Herrens snare komme. Fra tusenders læber var denne profeti med glæde bleven gjentaget som deres tros feltraab. Enhver følte, at deres lyseste forventninger og kjærligste haab var afhængige af de begivenheder, som heri var fremstillede. Det var bleven vist, at disse profetiske dage endte i efteraaret 1844. Ligesom de øvrige kristne i verden antog adventisterne paa denne tid, at jorden eller den del af den var helligdommen, og at helligdommens renselse var jordens renselse ved ild paa den sidste store dag. De antog, at dette vilde ske ved Kristi andet komme. Derfor kom de til den slutning, at Kristus vilde komme til jorden igjen i 1844. ret
(353) Men den bestemte tid var gaaet forbi, og Herren var ikke kommen. De troende vidste, at Guds ord ikke kunde fejle, men at det maatte være deres fortolkning af profetierne, som var fejl; men hvori bestod fejltagelsen? Mange overskar denne vanskelige knude, idet de simpelthen negtede, at de 2300 dag endte i 1844. Man kunde ikke anføre nogen grund for dette, undtagen af Kristus ikke var kommen paa den tid, de havde ventet ham. De paastod, at dersom de profetiske dage havde endt i 1844, saa vilde Kristus have kommet paa den tid for at rense helligdommen, idet han rensede jorden med ild; og eftersom han ikke var kommen, saa kunde dagene ikke være kommen til ende. ret
(354) At drage denne slutning, var at forkaste den forrige beregning af de profetiske tidsperioder. Man havde fundet, at de 2300 dage begyndte, da Atarxerxes' befaling om at gjenoprette og bygge Jerusalem traadte i kraft, nemlig i efteraaret 457 f. Kr. Naar man tog dette udgangspunkt, var der fuldkommen harmoni imellem alle de begivenheder, som engelen fremstiller i forklaringen over denne tidsregning i Dan. 9. 25-27. Profeten havde paapeget, at de 69 uger eller de første 483 aar af de 2300 aar skulde naa til Messias, den salvede, og Kristi daab og salvelse af den Helligaand aar 27 opfyldte nøjagtig forudsigelsen. Midt i den 70de uge skulde Kristus afskjæres. Kristus blev korsfæstet tre og et halvt aar efter sin daab i foraaret 31. Hele dette tidsafsnit af 70 uger eller 490 aar skulde særskilt tilhøre jøderne. Ved slutningen af dette tidsrum forfulgte den jødiske nation Kristi disciple og stadfæstede saaledes, at de havde forkastet sin herre. Derefter vandte apostlerne sig til hedningerne. Dette var aar 34. Da endte de første 490 aar af de 2300 aar, og der var saaledes 1810 aar tilbage. 1810 aar fra aaret 34 naar til 1844. Da siger englen, skal "helligdommen faa sin ret igjen" eller renses. Alle de foregaaende enkeltheder i profetien var utvivlsomt bleven opfyldte til den bestemte tid. Naar man bibeholdt denne tidsregning, var alting klart og harmonisk, undtagen at man ikke kunde finde nogen begivenhed, som skete i 1844, og som svarede til helligdommens renselse. Negtede man, at de endte i 1844, saa bragte man hele tidsregningen i forvirring og forkastede de grundsætninger, som var bleven stadfæstede ved profetiens ufejlbarlige opfyldelse. ret
(354) Men Gud havde vejledet sit folk i den store adventvækkelse. Hans magt og herlighed havde ledsaget dette værk, og han vilde ikke tillade, at det skulde slutte i mørke og skuffelse, saa at det skulde foragtes som en falsk og sværmerisk vækkelse. Han kunde ikke lade sit ord være indhyllet i tvivl og uvished. Omendskjønt mange adventister forkastede sin forrige beregning af de profetiske tidsperioder og selvfølgelig negtede, at det budskab, som var bygget derpaa, var ret, saa var der andre, som var uvillige til at give afkald paa sin tro og erfaring, som var stadfæstet af skriften og ved Guds aands kraftige vidnesbyrd. De troede, at de havde antaget sunde principer ved fortolkningen i deres granskning af profetierne, og at det var deres pligt at fastholde de sandheder, som de allerede havde vundet, samt at vedblive paa samme maade at ransage bibelen. Under flittig bøn undersøgte de atter sit standpunkt og granskede skriften for at opdage sin fejltagelse. Da de ikke kunde se nogen fejl i sin beregning af de profetiske tidsperioder, blev de ledede til mere nøje at undersøge emnet om helligdommen. (Se anhang anm. 6) ret
(355) Ved sin undersøgelse lærte de, at der ikke er noget bevis i skriften for den populære anskuelse, at helligdommen er jorden, men de fandt i bibelen en fuldstændig forklaring over helligdommen, dens natur, tjeneste og beliggenhed. De hellige skribenters vidnesbyrd var saa klarere og fuldstændige angaaende denne sag, at de hævede sagen over al tvivl. Apostlen siger i sit brev til hebræerne: "Vel havde ogsaa det første tabernakel anordninger for gudstjensten og en jordisk helligdom. Thi der var indrettet det forreste tabernakel, hvori lysestagen var og bordet og skuebrødene; dette kaldtes det hellige. Men bag dt andet forhæng var det tabernakel, som kaldtes det allerhelligste, som havde det gyldne røgelseskar og pagtens ark, overalt beklædt med guld, i hvilken var en guldkrukke med manna og Arons blomstrende stav og pagtens tavler. Men oven hver var herlighedens kerubin, som overskyggede naadestolen." (Heb. 9:1-5) ret
(355) Den helligdom, som her omtales, er det tabernakel, hvilken Moses paa Guds befaling byggede til atn jordisk bolig for den højeste Gud. "Og de skal gjøre mig en helligdom, og jeg vil bo iblandt dem", (2.Mos. 25:8) var den undervisning, som Moses erholdt medens han var med Gud paa bjerget. Jsraeliterne rejste igjennem ørknen, og tabernaklet var saaledes indrettet, at det kunde flyttes fra sted til sted. Men det var alligevel en meget pragtfuld bygning. Væggene bestod af opretstaaende fjælde, som var beslagne med tykt guld, og stod i fodstykker af sølv. Taget var dannet af flere gardiner eller dækker. De ydre var af skind, de indre af fint linned, smagfuldt virket med englefigurer. Foruden den ydre forgaard, hvor brændofferets alter stod, bestod tabernaklet selv af to afdelinger, som kaldtes det hellige og det allerhelligste, som var adskilt ved et rigt udstyret og meget smukt tæppe eller forhæng. Et lignende forhæng lukkede indgangen til den første afdeling. ret
(356) J det hellige var lysestagerne mod syd med sine syv lamper, som opfyldte helligdommen baade dag og nat. Mod nord stod skurbrødsbordet og foran tæppet, som skilte det helle fra det allerhelligste, var det gyldne røgelsesalter, hvorfra en sky af vellugt daglig steg op for Gud med Jsrels bønner. ret
(356) J det allerhelligste stod arken, en kiste af dyrebart træ, beslaaet med guld. Den indeholdt de to stentavler, hvorpaa Gud havde skrevet loven, de ti bud. Ovenover arken var naadestolen, som dannede laaget til den hellige kiste. Den var meget underfuldt udarbejdet og overskygget af de to keruber, som stod en paa hver ende, at virket af solidt guld. J denne afdeling aabenbarede Gud sig i sin herligheds sky mellem keruberne. ret
(356) Efter at hebræerne havde bosat sig i Kanaan, blev tabernaklet erstattet af Salomons tempel. Denne bygning var større og mere varig, men den var afpasset efter samme form og indeholdt samme redskaber. J denne form vedblev helligdommen, undtagen da det laa i ruiner paa Daniels tid, indtil den tilsidst blev ødelagt af romerne aar 70 ef. Kr. ret
(356) Denne er den eneste helligdom, som har været paa jorden, hvorom bibelen giver os nogen underretning. Om denne vidner forfatteren af hebræberbrevet, at den var den første pagts helligdom. Han den nye pagt ikke ogsaa en helligdom? ret
(356) De, som søgte efter sandheden, ventede sig atter til hebræerbrevet og fandt, at apostlenes ord, som vi ovenfor har anført, tydelig antyder, at den nye pagt har en helligdom. "Vel havde ogsaa det første tabernakel anordning for gudstjenesten og en jordisk helligdom." Ordet ogsaa viser, at apostelen forud har talt om denne helligdom. De vendte tilbage til begyndelsen af det foregaaende kapitel og læste: "Saa er da summen af de, som her siges: Vi har en saadan ypperstepræst, som sidder ved højre side af Majestætens tone i himlene, som er helligdommens tjener og det sande tabernakels, hvilket Herren har oprejst og ikke et menneske." (Heb. 8:1,2.) ret
(357) Her er den nye pagts helligdom tydelig fremstillet. Den første pagts helligdom blev bygget af mennesker, nemlig af Moses, men denne er bygget af Herren og ikke af mennesker. J den gamle helligdom forrettede jordiske præster tjenesten. J denne tjener Kristus, vor store ypperstepræst, ved Guds højre haand. Den første helligdom var paa jorden, den anden i himlen. ret
(357) Endvidere blev det tabernakel, som Moses byggede, gjort efter en lignelse. Herren underviste ham og sagde: "Efter alle de ting, som jeg vil vise dig, efter forbilledet til tabernaklet og efter forbilledet til alle dets redskaber: saaledes skal J gøre det." (2. Mos. 25:9) og atter lød Herrens befaling: "Og se til og gjør det efter forbilledet dertil, hvilket blev vist dig paa bjerget." (2 Mos. 25:40) Og apostelen siger, at det første tabernakel "var et forbillede indtil den nærværende tid, i hvilken endnu baade gaver og offere frembæres" at det hellige steder var i afbildninger af de himmelske ting, at præsterne, som frembar gaver efter loven, tjente ved afbildningen og skyggen af det himmelske, og at "Kristus gik ikke ind i en helligdom, gjort med hænder, som kun er et billede af den sande, men i himlene selv, for nu at aabenbares for Guds ansigt for os". (Hab. 9:9,23; 8:5,9:24.) ret
(357) Helligdommen i himlen, hvor Jesus tjener for os, at den store virkelighed, hvoraf den helligdom, som Moses byggede, var en afbildning. Gud gav dem, som byggede den jordiske helligdom, sin aand. Den dydighed og kunst, som de viste ved deres bygning, var en aabenbarelse af Guddommelig visdom. Væggene saa ud som massivt guld, der i alle retninger reflekterede lyset af de syv lamper i den gyldne lysestage. Skuebrødsbordet og røgelsesalteret glindsende som blankt guld. Det pragtfulde tæppe, som dannede taget, var indvirket med figurer af engle i blaat og purpur og skarlagen og forhøjede scenens skjønhed. Og bag det andet forhæng var den hellige shekinah, den synlige aabenbarelse af Guds herlighed, for hvilken ingen kunde fremtræde og leve uden ypperstepræsten. Det jordiske tabernakels uforlignelige herlighed fremstillede for det menneskelige øje det himmelske tempels herlighed, hvor Kristus, vor forbeder, tjener for os for Guds trone, hvilken er en bolig for kongers konge, hvor tusende gange tusende tjener ham, og ti tusende gange ti tusende staar for ham. (Dan 7:10.)Det tempel, som er fyldt med den herlighed, som udgaar fra den eviges trone, hvor seraferne staar som en skinnende livvagt og skjuler sine ansigter i hellig ærefrygt, kunde blot finde en svag afbildning af sin storhed og herlighed i den ypperste bygning, som nogensinde er bleven bygget af mennesker. Og dog tjente den jordiske helligdom og dens tjeneste til at undervise menneskene om vigtige sandheder angaaende den himmelske helligdom og det store værk, som deri udførtes til menneskenes forsoning. ret
(358) De hellige steder i den himmelske helligdom afbildedes ved de to afdelinger i den jordiske helligdom. Da Herren i et syn lod Johannes se Guds tempel i himlen, saa han syv antændte fakler, som brændte for tronen. (Aab. 4:5) Han saa ogsaa en engel, som havde et gulddrøgelseskar, "og han blev given megen røgelse, at han under alle de helliges bønner skulde ofre den paa det guldalter, som er for tronen." (Aab. 8:3) Her blev det profeten tilladt at se den første afdeling af helligdommen i himlen. Og han saa der de syv antændte lamper og guldalteret, som var afbildet af guldlysestagerne og røgelsealteret i helligdommen paa jorden. Atter blev Guds tempel opladt i himlen, (Aab. 11:19) og han kastede blikket indenfor det inderste forhæng ind i det allerhelligste, hvor ingen profet nogensinde kunde træde ind i den jordiske helligdom. Her saa han den nye pagts ark, som var afbildet af den hellige kiste, hvilken Moses gjorde for at bevare Guds lov. ret
(358) De, som søgte efter sandheden, fandt uimodsigelige beviser for tilværelsen af en helligdom i himlen. Moses gjorde den jordiske helligdom efter det mønster, som blev vist ham. Paulus erklærer, at dette mønster var den sande helligdom, som er i himlen. Johannes vidner, at han saa den i himlen. ret
(359) J tempet i himlen, hvor Gud bor, er hans trone befæstet med retfærdighed og dom. J det allerhelligste er hans lov, den store regel for retfærdighed, hvorefter alle mennesker skal dømmes. Den ark, som indeholder lovens tavler, er bedækket med naadestolen, for hvilken Kristus fremstiller sit blod for synderne. Saaledes ser man retfærdigheden og naaden forende i Guds plan til menneskenes frelse. Denne forening kunde Guds visdom alene bestemme og guddommelig magt alene udføre. Det er en forening, som fylder hele himlen med beundring og tilbedelse. Keruberne i den jordiske helligdom saa ærbødig ned til naadestolen. Dette fremstillede den interesse, hvormed den himmelske hær betragtede forløsningsværket, hvilket er den Guds hemmelighed, som englene ønsker at gjennemskue - at Gud kan være retfærdighed og dog retfærdiggjøre den angergivne synder og forny sit samfund med den faldne slægt; at Kristus kunde nedlade sig til at løfte utallige skarer op fra fordærvelsens afgrund og iføre dem pletfrie klæder af sin egen retfærdighed, saa at de kan samles med englene, som aldrig har syndet og bo evig hos Gud. ret
(359) Kristi værk som menneskenes talsmand, fremstilles i Sacharias' skjønne profeti om ha, hvis navn er Zemach (gen). Profeten siger: "Ja, han skal bygge Herrens tempel, og han skal bære kongeherlighed, og han skal sidde og herske paa sin trone, og han skal være præst paa sin trone, og der skal være fredsraad imellem den begge." (Sach. 6:13) ret
(359) ”Han skal bygge Herrens tempel." Ved sit offer og ved sin midlergjerning er Kristus baade Guds menigheds grundvold og dens bygmester. Apostlen Paulus henviser til ham som "Hovedhjørnestenen, paa hvilken den ganske bygning er sammenføjet vokser til et helligt tempel i Herren, paa hvilken ogsaa J tillige", siger han, "bliver byggede til Guds bolig i aanden." (Ef. 2:20-22.) ret
(359) ”Og han skal være kongeherlighed." Æren for den faldne slægts forløsning tilhører Kristus. De forløstes sang vil lyde gjennem de evige tider: Ham, som os elskede og aftvættede fra vore synder med sit blod, . . . . ham være ære og kraft i al evighed. ret
(360) ”Og han skal sidde og herske paa sin trone," ikke paa sin "herlighedstrone", herlighedens rige er endnu ikke oprettet. Det er ikke før Kristi midlergjerning bliver fuldbragt, at "Gud skal give ham Davids, hans faders, trone," et kongerige, hvorpaa "der skal ikke være ende". (Luk. 1:32,33) Kristus sidder som en præst med sin fader paa hans trone. (Aab. 3:21.) Paa samme trone som den evige selveksisterende sidder han, som "har taget vore sygdomme paa sig og baaret vore smerter", han, "som er forsøgt i alle ting i lige maade, dog uden synd", at "han kan komme dem til hjælp som fristes". "Dersom nogen synder, har vi en talsmand hos Frelseren." (Es. 53:4; Heb. 4:15; 2:18; Joh. 2:1.) Han træder frem for os med sit gjennemborende og saarede legeme og med sit syndfrie liv. De saarede hænder, den gjennemborede side, de saarede fødder taler for det faldne mennesker, hvis forløsning blev kjøbt saa dyrt. ret
(360) ”Og der skal være freds raad imellem den begge." Faderens kjærlighed, ikke mindre end Sønnens, er frelsens kilde for den faldne slægt. Jesus sagde til sine disciple, før han gik bort: "Jeg siger eder ikke, at jeg vil bede Faderen for eder, thi Faderen selv elsker eder." (Joh. 16:26,27.) "Gud i Kristus forligte verden med sig selv." (2 Kor. 5:19.) Og i tjenesten i den himmelske helligdom, skal der være "Fredsraad imellem dem begge." "Thi saa har Gud elsket verden, at han har givet sin søn, den enbaarne, at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." (Joh. 3:16) ret
(360) Skriften besvarede tydelig spørgsmaalet, hvad er helligdommen? Ordet helligdom, saaledes som det bruges i bibelen, henviser først til det tabernakel, som Moses byggede, hvilket var en lignelse eller et billede af de himmelske ting, og for det andet har det sande tabernakel i himlen, som det forbilledlige tabernakel pegede hen til. Ved Kristi død endte den billedlige tjeneste. Det sande tabernakel i himlen er den nye pagts helligdom, og eftersom profetien i Dan. 8:14 opfyldes under den nye pagt, saa maa den helligdom, som deri omtales, være den nye pagts helligdom. J sandhed, der havde ikke været nogen helligdom paa jorden i mange aarhundreder ved slutningen af de 2300 dage i 1844. Saaledes ser man, at profetiens ord, "indtil 2300 aftener og morgener, saa skal helligdommen faa sin ret igjen", uimodsigelig peger paa helligdommen i himlen. ret
(361) Men det vigtigste spørgsmaal var endnu ubesvaret, hvad var helligdommens retfærdiggjørelse eller renselse? At der var en saadan tjeneste i forbindelse med den jordiske helligdom bevidnes i det gamle testamentes skrifter. Men kan der være noget i himlen, som behøver at renses? Det niende kapitel i hebræerbrevet giver tydelig undervisning baade om den jordiske og den himmelske renselse. "Og næsten alt bliver efter loven renset med blod, og uden blods udgydelse sker ikke forladelse. Alltsaa var det fornødent, at afbildningerne af de himmelske ting skulde renses herved [blodet af dyr], men de himmelske ting selv ved bedre ofre end disse", (Heb. 9:22,23) ved Kristi dyrebare Blod. ret
(361) Renselsen baade i den forbilledlige og i den virkelige tjeneste skulde udføres med blod. J den første med blod af dyr, i den sidste med Kristi blod. Den grund, apostlen anfører, hvorfor denne renselse maa ske med blod, er, at uden blods udgydelse sker inden forladelse. Det værk, som skulde udføres, var forladelse eller at bortskaffe synden, hvilket ikke er en legemlig renselse. Men hvorledes kunde man tale om synd i forbindelse med helligdommen ente i himlen eller paa jorden? Dette kunde man lære ved at henvende sig til tjenesten i den jordiske helligdom, thi apostlen vidner, at de præster, som tjente paa jorden, tjente ved afbildningen og skyggen af det himmelske. (Heb. 8:5) ret
(361) Tjenesten i den jordiske helligdom var delt i to dele: præsterne tjente daglig i det hellige, medens ypperstepræsten én gang om aaret udførte en særskilt gjerning til forligelse i det allerhelligste for at rense helligdommen. Dag for dag bragte den bodfærdige synder sit offer til tabernaklets dør og lagde sin haand paa offerets hoved og bekjendte sine synder, hvorved han figurlig overførte dem til det uskyldige dyr. Derpaa blev dyret slagtet. uden blods udgydelse, siger apostlen, sker ingen forladelse. Livet er i blodet. (3 Mos. 17:11.) Guds lov er bleven overtraadt, og den krævede overtræderens liv. Blodet afbildede synderens forspildte liv. Hans synder blev lagte paa offeret, og præsten bar dets blod ind i det hellige og stænkede det for forhænget, som skjulte arken, hvilken indeholdt loven, om synderen havde overtraadt. Ved denne ceremoni blev synden gjennem blodet billedlig overført til helligdommen. Undertiden tog man ikke blodet ind i helligdommen, men saa skulde præsterne spise kjødet, saaledes som Moses underviste Aarons sønner, idet han sagde: Gud "har givet eder det, at J skal bære menighedens skyld". (3 Mos. 10:17.) Begge disse ceremonier afbildede syndens overførelse fra den angergivne synder til helligdommen. ret
(362) Dette var det værk, som forfarende blev udført dag efter dag gjennem aaret. Paa denne maade blev Jsraels synder overførte til helligdommen, og det blev nødvendigt at udføre et særskilt værk for at bortfjerne dem. Gud befalede, at man skulde gjøre forligelse for helligdommen og rense den fra Jsraels børns urenheder og fra deres overtrædelser i alle deres synder; og saaledes skal han gjøre ved forsamlingens paulun, som staar hos dem midt iblandt deres urenheder." (3 Mos. 16:16) Man skulde ogsaa gjøre forligelse for alteret og "rense det og hellige det fra Jsraels børns urenheder". (3 Mos. 16:19.) ret
(362) En gang om aaret, paa den store forsoningsdag, gik ypperstepræsten ind i det allerhelligste for at rense helligdommen. Den gjerning, han der udførte fuldendte den aarlige omgangstjeneste. Paa forsoningsdagen blev to gedelam bragte til tabernaklets dør, og der blev kastet lov om den, "én lod for Herren og én lod for Asasel". Den buk, som Herrens lod faldt paa, blev slagtet til et syndoffer for folket, og præsten førte dens blod indenfor forhænget og stænkede det paa naadestolen og foran naadestolen. Blodet skulde ogsaa stænkes paa røgalteret, som stod foran forhænget. ret
(362) ”Og Aaron skal lægge begge sine hænder paa den levende buks hoved og over den bekjende alle Jsraels børns misgjerninger og alle deres overtrædelser i alle deres synder, og han skal lægge den paa bukkens hoved og sende dem bort til ørken ved en mand, som er skikket dertil. Og Bukken skal bære alle deres misgjerninger paa sig til et udyrket land." (3 Mos. 16:21,22) Asasel, eller den buk, som blev ladt løs, kom aldrig mere ind i Jsraels lejr; og den mand, som førte den bort, skulde tvætte sig og sine klæder med vand, før han kom tilbage til lejren. ret
(363) Hensigten med hele denne ceremoni var at give israelitterne dybt indtryk af Guds hellighed og hans afsky for synd og videre at vise dem, at de ikke kunde komme i berørelse med synd uden at blive smittede. Ethvert menneske skulde ydmyge sig for Gud, medens denne forsoningtjeneste gik for sig. Alle forretninger blev lagte til side, og hele Jsraels menighed skulde tilbringe dagen i alvorsfuld ydmyghed for Gud med bøn, faste og dyb hjertets ransagelse. ret
(363) Af denne billedlige tjeneste kan man lære vigtige sandheder angaaende forsoningen. Man antog en anden i synderens sted, men dog blev synden ikke udslettet ved dyrets blod. Man erholdt saaledes et middel, hvorved den kunde overføres til helligdommen. Ved at ofre blodet erkjendte synderen lovens autoritet, bekjendte at han var skyldig i overtrædelse og udtrykte sit ønske om at erholde forladelse gjennem troen paa den kommende forløser. Men han var endnu ikke aldeles befriet fra lovens fordømmelse. paa forsoningsdagen gik ypperstepræsten, efter at han havde erholdt et offer af menigheden, ind i det allerhelligste med dette offers blod og stænkede det paa naadestolen lige over for loven for at tilfredsstille dens fordringer. Derpaa tog han i sin egenskab som midler synderne paa sig selv og bar dem fra helligdommen. Han lagde sine hænder paa den buks hoved, som skulde lades løs, og bekjendte over han alle disse synder, der saaledes figurlig blev overførte fra ham selv til bukken. Derpaa var bukken dem bort, og man betragtede dem som evig bortfjernede fra folket. ret
(363) Dette var den tjeneste, som blev udført af dem, der tjente "ved afbildningen og skyggen af de himmelske ting". Og det, som blev udført i forbilledet ved den jordiske helligdoms tjeneste, udførtes i virkeligheden ved den himmelske helligdoms tjeneste. Efter sin himmelfart begyndte vor frelser sin gjerning som ypperstepræst. Paulus siger. "Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, gjort med hænder, som kun er et b illede af den sande, men i himlene selv for nu at aabenbares for Guds ansigt for os." (Heb. 9:24) ret
(364) Præstetjenesten aaret igjennem i helligdommens første afdeling, indenfor det forhæng, hvilket tjente som dør, og adskilte det hellige fra forgaarde, afbildede Kristi tjeneste, som han begyndte ved sin himmelfart. Præstens gjerning i den daglige tjeneste var at frembære syndofferets blod for Gud samt røgelse, som opsteg med Jsraels bønner. Saaledes beraabte Kristus sig for Faderen paa sit blod, idet han var en talsmand for syndere og fremstillede sin egen retfærdigheds dyrebare vellugt med de angergivne troendes bønner. Dette var tjenesten i den første afdeling i den himmelske helligdom. ret
(364) Didhen fulgte disciple Kristus i troen, idet han fór op for deres øjne. Her hvilede deres haab "hvilket", siger apostlen, "vi har som sjælens trygge og faste anker, hvilket ogsaa gaar indenfor forhænget, hvor Jesus, vor forløser, gik ind for os, han, som efter Melchisedeks vis er bleven en ypperstepræst til evig tid". Hverken ved blod af bukke eller kalve, men ved sit eget blod, [gik Kristus] én gang i helligdommen og sandt en evig forløsning." (Heb. 6:19,20:9:12.) ret
(364) J 1800 aar har Kristus udført tjenesten i himlens helligdom til syndernes forladelse. Kristi blod, som han har henvist til for angergivne syndere, skaffer dem syndsforladelse og naade hos Faderen. Men deres synder var endnu skrevne i helligdommens bøger. Ligesom der i den forbilledlige tjeneste var et forsoningsværk, som skulde udføres ved aarets slutning, saaledes er der ogsaa et forsoningsværk, som skal udføres, førend Kristi gjerning som menneskenes forløser kan fuldkommes, hvorved synden bortfjernes fra helligdommen. Det er denne tjeneste, som begyndte, da de 2300 dage endte. Ved den tid gik var store ypperstepræst ind i det allerhelligste, ligesom profeten Daniel havde forudsagt, for at udføre den sidste del af sit alvorsfulde værk, nemlig at rense helligdommen. ret
(365) Ligesom folkets synder i gammel tid ved tro blev lagte paa offerdyret og gjennem dets blod billedlig overførte til den jordiske helligdom, saaledes lægges i den nye pagt den angergivnes synder ved tro paa Kristus, og de overføres i virkeligheden til den himmelske helligdom. Og ligesom den forbilledlige renselse af den jordiske helligdom blev udført ved at bortfjerne de synder, hvormed den var bleven besmittet, saaledes skal ogsaa det himmelske tempels renselse virkelig udføres ved at bortfjerne eller udslette de synder, som der er nedtegnede. Men før dette kan ske, maa regnskabsbøgerne undersøges for at bestemme, hvem det er, som gjennem omvendelse fra synd og tro paa Kristus er bleven skikkede til at faa godt af forsoningen. Helligdommens renselse omfatter derfor den undersøgende doms værk. Dette værk maa udføres, før Kristus kommer for at forløse sit folk; thi naar han kommer, er hans løn med ham til at betale hver, som hans gjerninger monne være. (Aab. 22:12) ret
(365) Saaledes saa de, som fulgte med det profetiske ords fremadskridende lys, at Kristus, i stedet for at komme til jorden ved slutningen af de 2300 dage i 1844, paa den tid gik ind i det allerhelligste i den himmelske helligdom for Guds ansigt for at udføre forsoningsværkets sidste gjerning før sit komme. ret
(365) Man saa ogsaa, at medens syndofferet viste fremad til Kristus som et offer, og ypperstepræsten fremsmtillede Kristus som en midler, saa fremstillede den buk, som skulde lades løs, satan syndens ophavsmand, paa hvem de oprigtige, angergivne menneskers synder tilsidst vilde falde. Da ypperstepræsten i kraft at syndofferets blod bortfjernede synderne fra helligdommen, lagde han dem paa den buk, som skulde lades løs. Naar Kristus i kraft af sit eget blod bortfjerner folkets synder fra den himmelske helligdom ved slutningen af sin tjeneste, saa vil han lægge dem paa satan, som i dommens udførelse maa bære den sidste straf. Bukken, som blev ladt løs, blev sendt bort til at ubeboet land og skulde aldrig mere komme i Jsraels menighed. Saaledes vil satan ogsaa for evig blive forvist fra Guds og hans folks ansigt, og han vil blive til intet i den sidste ødelæggelse af synd og syndere. ret