(366) Læren om heligdommen var den nøgle, som aabnede det hemmelighedsfulde ved skuffelsen i 1844. Den oplukkede et fuldstændigt sandhedssystem, som var sammenhængende og harmonisk, og viste, at Guds haand havde styret den store adventbevægelse. Den aabenbarede nærværende pligter, idet den paapegede Guds folks stilling og værk. Ligesom Jesu disciple, efter den forfærdelige nat, da de maatte lide smerte og skuffelse, blev "glade, da de saa Herren," saaledes glædede disse sig nu, som i troen havde forventet hans andet komme. De havde ventet, at han skulde komme i herlighed for at give sine tjenere løn. Da deres haab blev skuffet, havde de tabt Jesus af syne, og ligesom Maria ved graven raabte de: "De har taget min herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." Nu saa de ham igjen i det allerhelligste som deres medlidende ypperstepræst, der snart skulde aabenbares som deres konge og forløser. Lyset fra helligdommen oplyste fortiden, nutiden og fremtiden. De vidste, at Gud havde vejledet dem ved sit ufejlbarlige forsyns styrkelse. Omendskjønt de ligesom de første disciple ikke havde forstaaet det budskab, de forkyndte, saa havde det dog i enhver henseende været ret. De havde udført Guds plan, idet de forkyndte det, og deres arbejde har ikke været forfængeligt i Herren. Jgjenfødte til et levende haab frydede de sig med "uudsigelig og forherliget glæde". ret
(366) Baade profetien i Daniel 8:14: "Jntil 2300 aftener og morgener, saa skal helligdommen faa sin ret igjen", og den første engels budskab: "Frygter Gud og giver ham ære, thi hans doms time er kommen; og tilbeder den, som har gjort himlen og jorden og havet og vandenes kilder", henviste til Kristi tjeneste i det allerhelligste i den himmelske helligdom og den undersøgende dom, men ikke til Kristi komme for at frelse sit folk og ødelægge de ugudelige. De havde ikke taget fejl af den profetiske tidsregning, men af den begivenhed, som skulde ske ved enden af de 2300 dage. Paa grund af denne fejltagelse var de bleven skuffede, men alt, hvad profeterne havde forudsagt, og alt, hvad skriften berettigede dem til at vente, var bleven opfyldt. Paa selvsamme tid, da de klagede over, at deres haab havde slaaet fejl, var den begivenhed sket, som budskabet havde forudsagt, og som maatte opfyldes, førend Herren kunde aabenbares for at give sine tjenere løn. ret
(367) Kristus var kommen, ikke til jorden, saaledes som de ventede, men til det allerhelligste i Guds tempel i himlen, saaledes som det var antydet i forbillederne. Profeten Daniel viser, hvorledes Kristus paa denne tid kom til den Gamle af dage: "Jeg vedblev at se i synerne om natten, og se, med himlens skyer kom der en som en menneskets søn, og han kom" - ikke til jorden, men - "lige hen til den Gamle af dage, og blev ført frem for ham". (Dan. 7:13) ret
(367) Profeten Malachias taler ogsaa om dette komme: "Og i et nu kommer til sit tempel den herre, som J søger, og pagtens engel, som J har lyst til, se, han kommer, siger den herre Zeaboth." (Mal 3:31) Herrens komme til sit tempel skete pludselig og uventet. Hans folk ventede ikke paa ham der. De ventede, at han skulde komme til jorden "med ildslue, naar han bringer hævn over dem, som ikke kjender Gud, og over dem, som ikke er vor herre Jesu Kristi evangelium lydige". (2 Thess. 1:8) ret
(367) Men Guds folk var endnu ikke rede til at møde sin herre. Der var endnu et forberedende værk, som skulde udføres for dem. De skulde faa lys, som kunde drage deres tanker til Guds tempel i himlen, og naar de ved troen fulgte sin ypperstepræst i hans tjeneste der, vilde nye pligter blive fremstillede for dem. Et andet advarende budskab og ny undervisning skulde gives menigheden. ret
(368) Profeten siger: "Og hvo udholder hans tilkommelsesdag? Og hvo kan bestaa, naar han lader sig se? Thi han er som smelternes ild og som tvætternes lud. Og han skal sidde og smelte og rense sølvet, han skal rense Levi børn og luttre dem som guldet og som sølvet; og de skal være Herrens og fremføre offergaver i retfærdighed." (Mal 3:2,3) De, som lever paa jorden, naar Kristi midlertjeneste ophører i den himmelske helligdom, maa staa for den hellige Guds ansigt uden en midler. Deres klæder maa være pletfri, deres karakter maa være renset fra synden ved bestænkelsesblodet. De maa sejre i kampen mod det onde ved Guds naade og deres egen flid og anstrengelse. Medens den undersøgende dom fortsættes i himlen, og de angergivne troendes synder borttages fra helligdommen, maa der blive en særdeles renselse og bortfjernelse af synden blandt Guds folk paa jorden. Dette værk fremstilles mere klart i den tredje engels budskab i Aab. 14. ret
(368) Naar dette værk bliver færdigt, vil Kristi efterfølgere være rede for hans aabenbarelse. "Og Judas og Jerusalems offergaver skal behage Herren som i gamle dage og som i de forgangne aar." (Mal 3:4) Da vil den menighed, som Herren ved sit komme tager til sig, blive "en herlig menighed, som ikke har plet eller rynke eller noget deslige". (Es. 5:27) Da vil den titte "frem som morgengrøden, dejlig som maanen, ren som solen, forfærdelig som hær under banner". (Højsangen 6:10) ret
(368) Foruden Herrens komme til sit tempel omtaler Malachias ogsaa hans andet komme, hans komme til dom, med følgende ord: "Og jeg vil nærme mig eder til dom, og være et hastigt vidne imod troldkarlene og imod horkarlene og imod dem, som sværger falskeligen, og imod dem, som nedtrykker daglønnernes løn, enken og den faderløse, og som foruretter den fremmede, og ikke frygter mig, siger den herre Zebaoth." (Mal. 3:5) Judas henviser til samme begivenhed, naar han siger: "Se Herren kommer med sine mange tusende hellige, at holde dom over alle og straffe alle ugudelige iblandt dem for alle deres ugudelighedsgjerninger." (Judas 14,15.) Dette komme og Herrens komme til hans hellige tempel er to forskjellige og adskildte begivenheder. ret
(369) Kristi komme som vor ypperstepræst til det allerhelligste for at rense heligdommen, som fremstilles i Dan. 8:14, menneskets søns komme til den Gamle af dage, som fremstilles i Dan 7:13, og Herrens komme til sit tempel; som Malachias har forudsagt, er forskjellige beskrivelser af samme begivenhed. Den fremstilles ogsaa ved brudgommens komme til brylluppet, som Kristus beskriver i lignelsen om de ti jomfruer i Math. 25. ret
(369) J sommeren og efteraaret 1844 lød budskabet, "se brudgommen kommer". De to klasser, som fremstilles ved de kloge og de daarlige jomfruer, udviklede sig paa den tid. Den ene klasse ventede med glæde paa Herrens komme, og havde med flid beredt sig til at møde ham; den anden lod sig paavirke af frygt og handlede efter en øjeblikkelig indflydelse. De var tilfredse med sandhedens theori, men manglede Guds aand. Da brudgommen kom, gik de, som var rede, "ind med ham til brylluppet. Brylluppet er en fremstilling af, at Kristus modtager sit rige. Den hellige stad, det nye Jerusalem, som er rigets hovedstad og repræsentant, kaldes "bruden, Lammets hustru". Engelen sagde til Johannes. "Kom, jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru." Profeten siger: "Og han førte mig i aanden hen paa et stort og højt bjerg og viste mig den store stad, det hellige Jerusalem, som nedsteg af himlen fra Gud." (Aab. 21:9,10) J lignelsen betegner bruden den hellige stad og jomfruerne, som gik brudgommen i møde, er et symbol paa menigheden. J Aabenbaringen hedder det om Guds folk, at de er gjæster eller kaldede til lammets bryllups nadver. (Aab. 19:9) Dersom de er gjæster, saa kan de ikke paa samme gang fremstilles som bruden. Profetien Daniel viser hvorledes den Gamle af dage i himlen giver Kristus "magt og ære og rige". Han vil give ham det nye Jerusalem, hans riges hovedstad, "beredt som bruden smykket for sin brudgom". (Aab. 21:2) Naar Kristus har faaet riget, vil han komme i sin herlighed som kongers konge og herrers herre for at forløse sit folk, som skal "sidde til bords med Abraham, Jsaak og Jakob" ved hans bord i hans rige (Matth. 8:11; Luk. 22:30.) for at deltage i Lammets bryllups nadver. ret
(370) Ved forkyndelsen af budskabet, "se brudgommen kommer", var der mange tusender, som i sommeren 1844 blev paavirkede, saa at de forventede Herrens snare komme. Paa den bestemte tid kom brudgommen, ikke til jorden, saaledes som disse mennesker ventede, men til den Gamle af dage i himlen, til brylluppet, for at modtage sit rige. "De, som var rede gik ind med ham til brylluppet, og døren blev tillukket." De kunde ikke være personlig tilstede ved brylluppet, thi det skulde holde i himlen, medens de var paa jorden. Kristi efterfølgere skal være "ligesom de mennesker, der venter deres herre, naar han bryder op fra brylluppet." (Luk. 12:36) De maa faa forstand paa hans gjerning og følge ham i troen, naar han træder frem for Gud. J denne betydning kan det siges, at de gaar ind til brylluppet. ret
(370) J lignelsen var det de jomfruer, som havde olje i sine lamper, som gik ind til brylluppet. De, som af skriften havde faaet kundskab om sandheden, og tillige havde Guds aand og naade, og som i sin bitre prøvenat havde ventet taalmodig og søgt i bibelen efter klarere lys, de forstod sandheden angaaende helligdommen i himlen og forandringen i Frelserens tjeneste der, og de fulgte ham i troen til hans gjerning i den himmelske helligdom. Og alle de, som paa grund af skriftens vidnesbyrd annammer de samme sandheder og følger Kristus i troen, idet han træder frem for Gud for at udføre sin sidste midlertjeneste og ved slutningen deraf at modtage sit rige, alle disse fremstilles som dem, der gaar ind til brylluppet. ret
(370) J lignelsen i Math. 22 benyttes det samme billede, nemlig et bryllup, og den undersøgende dom er tydelig fremstillet som noget, der sker før brylluppet. Før brylluppet gik kongen ind for at bese gjæsterne, (Math. 22:11) for at se, om de alle havde bryllupsklædningen paa, den pletfri klædning, som betegner en karakter der er tvættet og gjort hvid i Lammets blod. (Aab. 7:14.) Den, som ikke har en saadan karakter, bliver udstødt; men alle de, som ved undersøgelsen befindes at have have bryllupsklædningen paa, antages af Gud og agtes værdige til at faa del i hans rige og sidde paa hans trone. Dette værk, hvorved menneskenes karakter undersøges, og det bestemmes, hvem der er skikke til Guds rige, er den undersøgende dom, det sidste værk i den himmelske helligdom. ret
(371) Naar dette undersøgende værk er fuldendt, naar alle de menneskers liv, som er bekjendt sig til at følge Kristus, er bleven undersøgt, saa vil prøvetiden ende og ikke før, og naadens dør vil blive lukket. Denne korte sætning, "de, som var rede, gik ind med ham til brylluppet, og døren blev tillukket", fører os saaledes helt igjennem Frelsens sidste tjeneste til den tid, da det store væk for menneskenes frelse vil være fuldendt. ret
(371) J tjenesten i den jordiske helligdom, hvilken, som vi har set, er et billede af tjenesten i den himmelske, ophørt tjenesten i den første afdeling, naar ypperstepræsten paa forsoningsdagen gik ind i det allerhelligeste. Guds befaling var: "Og intet menneske skal være i forsamlingens paulun, naar han kommer at gjøre forligelse i helligdommen, indtil han gaar ud." Saaledes ophørte Kristus ogsaa med tjeneste i den første afdeling, da han gik ind i det allerhelligste for at udføre det sidste værk i forsoningen. Men da den ene tjenste sluttede, begyndte den anden. Naar Ypperstepræsten i den forbilledlige tjenste forlod helligdommens første afdling paa forsoningsdagen, traadte han frem for Gud for at frembære syndofferets blod for alle dem i Jsrael, som virkelig angrede sine synder. Saaledes havde Kristus blot fuldendt en del af sin gjerning som vor talsmand for at begynde paa en anden del af denne gerning, og han vedbliver at fremstille sit blod for Faderen til synderes frelse. ret
(371) Denne lære forstod adventisterne ikke i 1844. ret
(371) Efter at tiden var forbi, da de ventede, at Frelseren skulde komme, troede de endnu, at hans komme var nær. De fastholdt, at de var kommen til et vigtigt vendepunkt, og at Kristi værk som menneskenes talsmand for Gud havde ophørt. Det forekom dem, at bibelen lærte, at menneskenes prøvetid skulde ophøre en kort tid for Herrens virkelige komme i himlens skyer. Dette syntes klart i følge de skriftsteder, som vidner om, at menneskene skal søge, banke og raabe ved naadens dør, men den skal ikke aabnes for dem. Og det spørgsmaal opstod nu for dem, om ikke den tid, da de havde ventet, at Kristus skulde komme, kunde være begyndelsen af den tidsperiode, som gik lige forud for hans komme. Da de havde advaret menneskene om, at dommen var nær, følte de, at deres værk for verden var fuldendt, og de tabte sin byrde for synderes frelse, medens de ugudelige frække og haanlige bespottelser tillige syntes at være bevis paa, at Guds aand var vegen bort fra dem, som havde forkastet hans naadebudskab. Alt dette stadfæstede dem i den tro, at prøvetiden var forbi, eller som de paa den tid udtrykte det, at "naadens dør var lukket". (Se anhang, anm. 7.) ret
(372) Men der kom klarere lys ved undersøgelsen af spørgsmaalet om helligdommen. De indsaa nu, at de havde ret, idet de troede, at slutningen af de 2300 dage i 1844 udmærkede en vigtig begivenhed; men paa samme tid som det var sandt, at den naadens og haabets dør, gjennem hvilken menneskene i atten hundrede aar havde fundet adgang til Gud, var lukket, saa var det ogsaa sandt, at en anden dør var aabnet, og at syndsforladelse blev tilbudt menneskene gjennem Krsiti midlertjeneste i det allerhelligste. Den ene tjeneste blev sluttet blot for at give plads for den naaden: Det var endnu en "aaben dør" til den himmelske helligdom, hvor Kristus tjente til bedste for syndere. ret
(372) Man forstod nu, hvorledes Kristi blod i Aab. skulde anvendes, hvilke han henvender netop til den menighed, som lever paa denne tid: "Dette siger den hellige, den sanddrue, den, som har Davids nøgle, som lukker op, og ingen lukker til, og lukker til og ingen lukker op: Jeg ved dine gjerninger. Se jeg har stillet for dig en aabnet dør, og ingen kan lukke den." (Aab 3:7,8) ret
(372) De, som i troen følger Jesus i forsoningsstore værk, faar godt af hans midlerembede for dem: Men de, som forkaster det lys, som aabenbarer denne tjeneste, faar intet gavn deraf. Jøderne, som forkastede det lys, som blev givet ved Kristi første komme og negtede at tro paa ham som verdens frelser, kunde ikke erholde syndsforladelse ved ham. Da Jesus ved sin himmelfart gik ind i den himmelske helligdom med sit eget blod for at udgyde over sine disciple de velsignelser, som kommer af hans midlergjerning, lod han jøderne være i fuldstændigt mørke, saa at de fortsatte sine unyttige ofringer. Forbilledernes og skyggernes tid var ophørt. Den dør, hvorigjennem menneskene før havde fundet adgang til Gud, var ikke længer aaben. Jøderne havde vægret sig ved at søge han gjennem tjenesten i den himmelske helligdom. Derfor kom de ikke i samfund med Gud. Døren var tillukket for dem. De havde ingen kundskab om Kristus som det sande offer og den eneste midler for Gud; derfor kunde de ikke faa gavn af hans midlerembede. ret
(373) De vantro jøders tilstand er et eksempel paa den ligegyldige og vantro tilstand bland de kristne bekjendere, som med forsæt er uvidende om vor barmhjertige ypperstepræsts gjerning. Naar ypperstepræsten i den forbilledlige tjeneste gik ind i det allerhelligste, maatte hele Jsraels folk forsamles omkring helligdommen og paa den højtideligste maade ydmyge sin sjæl for Gud, for at de kunde erholde forladelse for sine synder og ikke blive udslettede af menigheden. Hvor meget mere vigtigt er det da ikke paa denne modbilledlige forsoningsdag, at vi forstaar vor ypperstepræsts værk og ved, hvilke pligter der fordres af os. ret
(373) Menneskene kan ikke ustraffet forkaste de advarsler, som Gud i sin naade sender dem. Der blev sendt et budskab fra himlen til verden i Noahs tid, og menneskenes frelse var afhængig af den maade, hvorpaa de behandlede hint budskab. Fordi de forkastede advarslen, unddrog Guds aand sig fra den faldne slægt, og de omkom i syndflodens vande. Paa Abrahams tid ophørte naadens stemme at tale til de lastefulde indbyggere i Sodoma, og alle undtagen Luth og hans hustru og to døttre blev fortærede af ilden, som faldt ned fra himlen. Saaledes ogsaa paa Kristi tid. Guds søn vidnede for de vantro jøder til hin slægt. "Eders hus skal lades eder øde." (Math. 23:38) Den samme guddommelige røst vidner, idet Herren ser ned til de sidste dage, angaaende dem, som "ikke annammer sandheds kjærlighed tild eres frelse": "Derfor skal Gud og sende dem kraftige vildfarelser, at de skal tro løgnen, paa det alle skal dømmes, som ikke troede sandheden, men havde velbehag i uretfærdighed." (2 Thess. 2:10-12.) Gud tager sin aand fra dem, idet de forkaster hans ords lære, og overlader dem til de vildfarelser, som de elsker. ret
(374) Men Kristus taler endnu for menneskene og vil give lys til dem, som søger det. Omendskjønt adventisterne ikke i begyndelsen forstod dette, saa blev det dog siden efter klart, idet de skriftsteder, som fremstiller deres sande stilling, blev opladte for dem. ret
(374) Da den bestemte tid forløb i 1844, fulgte der en tid med store prøver for dem, som endnu fastholdt adventisternes tro. Det eneste middel, der hjalp dem til at forstaa sin rette stilling, var det lys, som drog deres tanker til helligdommen i himlen. Som forhen sagt var adventisterne i den tro en kort tid, at naadens dør var tillukket; men dette standpunkt blev snart forkastet. Nogle forkastede troen paa sine forrige beregninger over de profetiske tidsperioder og paastod, at den Helligaands kraftige indflydelse, som havde fulgt med budskabet om Kristi komme, udgik fra mennesker eller fra satans redskaber. En anden klasse paastod bestemt, at Herren havde ledet dem i deres forbigangne erfaring: og idet de ventede, vaagede og bad om at vide, hvad Guds vilje var, saa de, at deres store ypperstepræst havde begyndt den anden del af sin tjeneste; og idet de fulgte ham i troen, blev de vejledede til ogsaa at forstaa det sidste værk i menigheden, de forstod bedre den første og den anden engels budskaber og var rede til at annamme og forkynde for verden den tredje engels budskab saaledes, som de findes i Aabenbaringen 14. ret